Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 10. del
Den 3. juli 1941, nogle få timer før sin henrettelse, skrev Cyranek følgende brev til sine slægtninge:
„Kære broder, svigerinde, forældre, og alle andre brødre!
Frygt Gud og giv ham ære! Jeg må skrive den sørgelige nyhed til jer at når I får dette brev, er jeg ikke længere i live. Bliv ikke alt for bedrøvede. Husk at det er en ganske enkel sag for den almægtige Gud at oprejse mig fra de døde. Ja, han formår alt, og hvis han tillader at jeg skal tømme denne bitre kalk, tjener det i sandhed et formål. I skal vide at det har været mit ønske at tjene ham i al min svaghed, og jeg er fuldt overbevist om at han har været med mig lige til det sidste. Jeg overgiver mig til ham. Mine tanker her i disse sidste timer er hos jer, mine kære. Lad ikke jeres hjerte blive fortvivlet, men bevar fatningen, for det som nu sker er langt bedre end at I vedvarende skulle tænke på at jeg led i et fængsel. Og nu, kære moder og fader, lad mig sige jer tak for alt det gode I har gjort for mig. Jeg kan kun fremstamme en svag tak. Måtte Jehova gengælde jer for alt hvad I har gjort. Min bøn er at han må beskytte og velsigne jer, for det er hans velsignelse alene der gør rig. Kære Toni, jeg ved kun alt for godt at du sikkert har gjort alt for at redde mig fra ’løvekulen’, men forgæves. I aften har jeg fået meddelelse om at ansøgningen om benådning er blevet afslået og at henrettelsen vil blive fuldbyrdet i morgen tidlig. Jeg har ikke bønfaldt nogen om noget, og jeg har ikke bedt noget menneske om barmhjertighed. Men jeg er jer meget taknemmelig for jeres gode vilje og ønske om at hjælpe mig, og jeg takker både dig og Luise af hele mit hjerte for alt det gode I har givet mig. De medfølende linjer I har skrevet, har gjort mig godt. Mange hilsener til jer alle, og lad mig sende jer alle et kys. Især har Karl en plads i mit hjerte. Måtte Gud være med jer indtil vi ses igen. Jeg omfavner jer til afsked. [Underskrevet] Ludwig Cyranek.“
Julius Engelhardt, der sammen med søster Frey i Bruchsal havde duplikeret Vagttårnet, havde arbejdet nært sammen med broder Cyranek i Sydtyskland. Det blev aftalt at han skulle fortsætte arbejdet hvis broder Cyranek blev arresteret. Desværre blev også han forrådt til gestapo af Hans Müller, og snart fandt de hans gemmested i hans hjemby Karlsruhe. Broder Engelhardt havde altid opmuntret søstrene ved at sige til dem at ’det kan da aldrig koste os mere end hovedet’, og han var besluttet på at sælge sin frihed så dyrt som muligt. Han var allerede blevet arresteret af en gestapoagent, men pludselig rev han sig løs, sprang ned ad trapperne og løb ud på gaden, hvor han forsvandt i menneskemængden så hurtigt at politiet ikke kunne nå at standse ham. Det er interessant hvad verdslige historikere på basis af gestapos arkiver fortæller om broder Engelhardts aktivitet, i bogen Widerstand und Verfolgung in Essen 1933-1945 (Modstand og forfølgelse i Essen 1933-1945):
„Efter at Cyranek, Noernheim og andre var arresteret, var uddelingen af illegale skrifter på ingen måde standset, for Engelhardt, som i begyndelsen havde virket i sydvest, var blevet tvunget til at flygte til Ruhr-distriktet i 1940, da han truedes af arrestation på sit tidligere udgangspunkt i Karlsruhe. Efter et kort ophold i Essen fandt han en illegal bolig i Oberhausen-Sterkrade, hvor han fra begyndelsen af 1941 til april 1943 fremstillede 27 forskellige numre af Vagttårnet i et oplag på 240, og senere 360, eksemplarer. Fra Ruhr-distriktet oprettede han stillinger i München, Mannheim, Speyer og Dresden, og i Freiberg i Sachsen, og virkede som kasserer for arbejdet i hele landet. . . . Den 18. september 1944 tildelte landsretten i Hamm strenge fængselsstraffe til medlemmerne af Essengruppen som havde holdt møder og regelmæssigt havde uddelt Vagttårnet i forbindelse med Engelhardts aktivitet. . . . Mange blev henrettet.“
Christine Hetkamp fortæller også en opmuntrende beretning om broder Engelhardts arbejde: „Min mand, som var døbt, blev en ondskabsfuld modstander. . . . Jeg var ikke gået glip af et eneste af de møder som skiftevis blev afholdt hos min moder, hos mig og hos min broder. Jeg kunne afholde dem i mit hjem fordi min mand rejste om mandagen og opholdt sig hos sin søster til lørdag; hun boede et kort stykke vej uden for byen. Hendes familie var glødende nazister, og han fandt tilflugt der, da han forståeligt nok ikke længere kunne udholde vores ånd. Så når han var borte blev Vagttårnet trykt hjemme hos os, i næsten tre år. En broder (broder Engelhardt) som boede hos os i tre år, skrev først de nødvendige stencils på en skrivemaskine og duplikerede derefter Vagttårnet ved hjælp af dem. Så rejste han sammen med min moder til Berlin, Mainz, Mannheim, osv., hvor de afleverede bladene hos pålidelige mennesker som ville sørge for den videre uddeling. Broder Engelhardt og min moder stod for hele arbejdet, mens jeg lavede mad og vaskede tøj. Da min moder blev sat i fængsel overtog jeg hvervet med at levere Vagttårnet til Mainz og Mannheim. . . . I april 1943 blev min moder arresteret for anden gang, denne gang for aldrig mere at blive løsladt. Kort efter blev broder Engelhardt, som havde haft ansvaret så længe og havde ledet arbejdet under jorden, også arresteret.“
Senere blev søster Hetkamps datter, hendes svoger, hendes søster, hendes svigerinde og hendes tante arresteret. De blev alle stillet for retten den 2. juni 1944. Broder Engelhardt og syv andre anklagede, deriblandt søster Hetkamps moder, blev dømt til døden. Kort efter blev de alle halshugget.
Fra da af blev forholdene i Tyskland mere og mere forvirrede. Det var ikke længere muligt at afgøre med sikkerhed hvor Vagttårnet blev duplikeret, men det stod fast at det skete.
Trofaste til døden
De talrige henrettelser der fandt sted under Det tredje Rige indtager en særlig plads i forfølgelsens historie. Ifølge ufuldstændige rapporter blev mindst 203 brødre og søstre enten halshugget eller skudt. Dette tal indbefatter ikke dem som døde af sult, sygdom eller brutal mishandling.
Om en broder som blev dømt til døden fortæller broder Bär: „Alle fangerne og de ansatte i fængselet var forbløffede over ham. Han var kleinsmed og gjorde forskelligt reparationsarbejde i hele fængselet. Han udførte sit daglige arbejde uden noget tegn på bitterhed eller sorg; tværtimod, mens han havde travlt med at arbejde sang han sange til Jehovas pris.“ En dag ved middagstid blev han hentet fra sit værksted og henrettet samme aften.
Broder Bär fortsætter sin rapport således: „Min hustru så engang en søster som hun ikke kendte, i et fængsel i Potsdam. Hun gik forbi hende i fængselsgården. Da søsteren så min hustru løftede hun begge sine arme, der var lænket sammen med håndjern, og vinkede en glad hilsen. Skønt hun var dømt til døden var der hverken smerte eller sorg i hendes blik.“ Denne fred og ro som vore brødre og søstre udstrålede selv om de var dømt til døden, får endnu større perspektiv når man tænker på hvad de måtte døje i deres celler.
Mens vore brødre og søstre var beslutsomme og fattede, ja endda somme tider fulde af glæde, på trods af den vanskelige vej de måtte gå, var der andre som ikke var Jehovas vidner der brød sammen eller i deres stærke dødsangst udstødte høje skrig, indtil de med magt blev tvunget til at tie.
Jonathan Stark fra Ulm gav ikke efter for denne frygt. Han var kun sytten år gammel da han blev arresteret af gestapo og uden juridiske formaliteter blev sendt til Sachsenhausen, hvor han blev indsat i en dødsbarak. Hvad var hans forbrydelse? Han havde nægtet at gå i „før-militær“ tjeneste. Emil Hartmann fra Berlin hørte at Jonathan var indsat i en at disse barakker, og selv om det kunne have medført hård straf for ham skaffede han sig adgang til at tale med den unge broder og styrke ham. Disse korte besøg var meget opmuntrende for dem begge. Jonathan var altid glad og lykkelig. Skønt han selv stod over for døden trøstede han sin moder med det vidunderlige opstandelseshåb. Da lejrkommandanten førte Jonathan til henrettelsesstedet, kun to uger efter indsættelsen, var Jonathans sidste ord: „For Jehova og for Gideon.“ (Gideon var en trofast tjener for Jehova som dannede forbillede på Jesus Kristus.) — Dom. 7:18.
Elise Harms fra Wilhelmshaven husker at hendes mand syv gange blev anmodet om at afsværge sin tro efter at han var blevet dømt, og da han nægtede det fik hun lejlighed til at besøge ham på betingelse af at hun ville gøre alt hvad der stod i hendes magt for at overtale ham til at skifte mening. Men det kunne hun ikke gøre. Da han blev halshugget var hun lykkelig over at han var forblevet trofast mod Jehova og at han ikke længere var udsat for pres til at opgive sin trofasthed. I mellemtiden var hans fader, Martin Harms, blevet arresteret for tredje gang og indsat i Sachsenhausen. Kort før sin henrettelse den 9. november 1940 skrev sønnen dette dybt bevægende brev til sin fader:
„Min kære fader!
Der er endnu tre uger til den 3. december, den dag hvor det vil være to år siden vi sidst så hinanden. Jeg kan stadig se dit kære smil da du arbejdede i fængselskælderen og jeg gik ude i fængselsgården. I disse tidlige morgentimer havde vi ingen anelse om at min kære Lieschen (hans hustru) og jeg ville blive løsladt samme eftermiddag eller at du, min kære fader, til vores sorg samme eftermiddag skulle blive overført til Vechta og senere til Sachsenhausen. De sidste øjeblikke da vi var alene i besøgsværelset i fængselet i Oldenburg står stadig uudsletteligt i min erindring, hvordan jeg lagde armen om dig og lovede at jeg ville tage mig af mor og dig så vidt det stod i min magt at gøre det. Mine sidste ord var: ’Forbliv trofast, kære fader!’ I løbet af det sidste et og trekvart år (21 måneder) af min ’trældom i frihed’ har jeg holdt mit løfte. Da jeg blev indsat den 3. september overlod jeg ansvaret til dine andre børn. Jeg har betragtet dig med stolthed i denne tid og har også været forundret over at du på denne måde har båret din byrde trofast mod Herren. Og nu har også jeg fået lejlighed til at bevise min trofasthed mod Herren til døden, ja, ikke alene min trofasthed indtil døden, men også ind i selve døden. Min dødsdom er allerede blevet bekendtgjort, og jeg holdes lænket både dag og nat — mærkerne (på papiret) stammer fra håndjernene — men jeg har endnu ikke vundet den fulde sejr. Det gøres ikke let for et af Jehovas vidner at forblive trofast. Jeg har stadig mulighed for at redde mit jordiske liv, men derved vil jeg kun miste det virkelige liv. Ja, et vidne for Jehova får lejlighed til at bryde sin pagt, selv når han har galgen i sigte. Derfor står jeg stadig midt i kampen og har endnu mange sejre at vinde før jeg kan sige at ’jeg har stridt den gode strid, jeg har bevaret troen, så der venter mig retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig’. Striden er uden tvivl vanskelig, men jeg er af hele mit hjerte taknemmelig mod Herren for at han ikke alene har givet mig den nødvendige styrke til at stå fast indtil nu ansigt til ansigt med døden, men også har givet mig en glæde som jeg gerne ville dele med alle mine kære.
Kære fader, du er også stadig fange, og jeg ved ikke om dette brev nogen sinde vil nå dig. Men hvis du nogen sinde skulle blive sat på fri fod, da forbliv lige så trofast som du er nu, for du ved at den der ser sig tilbage efter at have lagt sin hånd på ploven, ikke er Guds rige værdig. . . .
Når du, kære fader, kommer hjem igen, så tag dig særligt af min kære Lieschen, for det vil være særlig svært for hende, når hun ved at hendes kære ikke vil vende tilbage. Jeg ved at du vil gøre det, og jeg takker dig på forhånd. Min kære fader, i ånden råber jeg til dig: Forbliv trofast, som jeg har stræbt efter at forblive trofast, så vil vi se hinanden igen. Jeg vil tænke på dig til det allersidste.
Din søn Johannes
Auf Wiedersehen!“
Opmuntringer til dem der endnu var på fri fod
Ikke alene blev de der skulle lide døden opmuntret af deres brødre udenfor; de der var ude i friheden blev ofte endnu mere opmuntret af deres brødre som var i fængsel. Søster Auschner fra Kempten bekræfter dette. Hun fik et brev fra sin enogtyveårige søn den 28. februar 1941, som indeholdt følgende korte budskab til hans broder på atten og et halvt år: „Min kære broder. I mit sidste brev henledte jeg din opmærksomhed på en bog, og jeg håber at du har taget til dig hvad den siger, for det kan kun blive til gavn for dig.“ To og et halvt år senere modtog søster Auschner et afskedsbrev fra denne søn, hendes yngste. Han havde taget til sig hvad hans ældre broder havde skrevet og havde fulgt ham trofast i døden.
De to brødre Ernst og Hans Rehwald fra Stuhm i Østpreussen støttede hinanden på en lignende måde. Efter at Ernst var blevet bragt for en militærdomstol og dømt til døden skrev han fra sin dødscelle et brev til sin broder Hans, der var fængslet i Stuhm: „Kære Hans! Hvis det samme skulle ske for dig, husk da på bønnens magt. Jeg kender ingen frygt, for Guds fred er i mit hjerte.“ Kort efter stod hans broder i samme situation, og han blev henrettet, skønt kun nitten år gammel.
En prøve på ægtefællers loyalitet
Det gjorde et stærkt indtryk at se hvordan nære slægtninge opmuntrede hinanden til ikke at vakle i deres integritet. Søster Höhne fra Frankfurt an der Oder fulgte sin mand til jernbanestationen da han havde fået sin indkaldelsesordre, for aldrig at se ham igen. Hendes sidste ord var: „Vær trofast“ — og broder Höhne huskede disse ord lige til sin død.
I mange tilfælde var brødrene nygifte, og havde deres kærlighed til Jehova og Kristus Jesus ikke været så stærk ville de med sikkerhed ikke have kunnet bære at skulle afbryde kontakten med dem de holdt af. To søstre som nu har været enker i over fireogtredive år, ser tilbage på disse urolige tider og er taknemmelige for den hjælp Jehova gav dem. Søster Bühler og søster Ballreich fra Neulosheim i nærheden af Speyer blev begge gift omkring begyndelsen af forbudstiden og lærte sandheden at kende omtrent samtidig. I 1940 blev begge deres mænd indkaldt og blev, da de nægtede at gøre militærtjeneste, arresteret.
Søster Ballreich gik til de lokale udskrivningsmyndigheder i Mannheim, hvor hun fik at vide at de to brødre var blevet sendt til Wiesbaden for at blive fremstillet for en militærdomstol. Søster Ballreich fik tilladelse til at besøge sin mand på betingelse af at hun skulle prøve at overtale ham til at skifte mening. Søster Bühler fik lov at besøge sin mand på samme betingelser. Begge søstrene rejste straks til Wiesbaden. Søster Bühler fortæller:
„Jeg kan næppe beskrive hvor sørgelig genforeningen var. Han (hendes mand) spurgte: ’Hvorfor er du kommet?’ Jeg svarede at man ville have mig til at prøve at påvirke ham. Men han trøstede mig, gav mig bibelsk vejledning og sagde at jeg ikke måtte sørge som de andre der ikke har noget håb, men skulle sætte min fulde lid til vor store Gud, Jehova. . . . En ung retsbetjent som havde fulgt os til fængselet rådede os til at blive i Wiesbaden til den følgende tirsdag, hvor sagen skulle for domstolen. Hvis vi var der, ville vi givetvis få lov at være til stede. Vi blev der altså indtil tirsdag. Vi ventede udenfor på gaden indtil vore mænd, ledsaget af to soldater med ladte våben, blev ført gennem gaden som professionelle forbrydere. I sandhed et skuespil for mennesker og engle. Søster Ballreich og jeg gik med, og vi var i stand til at overvære retssagen. Den varede mindre end en time og sluttede med at to modige og ulastelige mænd blev dømt til døden. Derefter kunne vi være sammen med dem et par timer i et lokale i stueetagen. Men efter at vi havde forladt retsbygningen gik vi omkring i gaderne i Wiesbaden som to fortabte får.“
Kort efter fik de to unge søstre meddelelse om at deres mænd var blevet henrettet ved skydning den 25. juni 1940; de sidste ord på deres læber var: „Jehova for evigt!“
Forældre og børn som satte Jehova i første række
En sag der ikke alene optog domstolene, anklagerne og forsvarerne meget, men også offentligheden, drejede sig om de to brødre Kusserow fra Paderborn. På grundlag af den gode oplæring de havde fået hjemme var de villige til at overgive deres liv uden frygt. Deres moder lod deres død blive en lejlighed til at fortælle andre i byen om opstandelseshåbet. En tredje søn, Karl, blev tre måneder senere arresteret og sat i koncentrationslejr; han døde fire uger efter sin løsladelse. Der var tretten medlemmer i familien; de tolv af dem blev indsat, idømt i alt femogtres års fængsel, hvoraf de afsonede de seksogfyrre år.
Et andet tilfælde hvor, ligesom i Kusserow-sagen, ikke alene forældrene men også børnene satte Rigets interesser over deres egne, var familien Appel fra Süderbrarup. De ejede et lille trykkeri dér i byen. Lad os høre søster Appels beretning om hvad der skete:
„I 1937, da den store arrestationsbølge rullede hen over Tyskland, blev min mand og jeg taget bort fra vores fire børn sent om aftenen den 15. oktober. Otte personer (gestapo og politibetjente) kom ind i vores hjem og ransagede hele huset fra kælder til kvist. Så tog de os med. . . . Efter at vi havde fået dommen blev min mand bragt til Neumünster og jeg til kvindefængselet i Kiel. . . . I 1938 blev vi løsladt efter en serie benådninger. . . . Men da den anden verdenskrig udbrød vidste vi hvad der ventede os, for min mand var besluttet på at bevare sin neutralitet. Vi talte det hele igennem med vores børn og mindede dem om hvad Bibelen siger i forbindelse med forfølgelse.
Vi sørgede for så vidt muligt at have tilstrækkeligt med tøj til børnene, sådan at de i hvert fald ikke skulle mangle noget i den henseende. Efter at min mand havde forklaret udskrivningsmyndighederne de bibelske grunde til at han ikke kunne være med i krig, bragte han resten af sine personlige forhold i orden. Hver dag fremlagde vi alle vore problemer for Jehova i bøn. Den 9. marts 1941, klokken 8 om morgenen, ringede det på døren, og to soldater kom for at hente min mand. De ventede udenfor og gav ham femten minutter til at sige farvel. Vores søn Walter var allerede gået i skole. De tre andre børn og søster Helene Green, som arbejdede i vores trykkeri, blev trykkeri, blev bedt om at komme ind med det samme. Min mands sidste ønske var at vi sammen skulle synge sangen ’Den som er trofast, lydig og ærlig, kan sig for frygten befri . . .’. Vi sang, selv om vi næsten ikke kunne få ordene frem. Efter at vi havde bedt en bøn, kom soldaterne ind og førte min mand bort. Det var sidste gang børnene så deres fader. Han blev bragt til Lübeck, hvor en højtstående embedsmand talte længe og faderligt til ham for at overtale ham til at trække i uniform. Men Jehovas uforanderlige lov var så fast forankret i min mands hjerte at han end ikke overvejede at ændre sin beslutning. . . .
Tidligt om morgenen den 1. juli 1941 overrakte politiet mig et brev . . . med besked om at vores bil skulle konfiskeres som kommunistisk ejendom og at trykkeriet skulle lukkes af politiet. Så overrakte man mig et andet brev, hvori der stod: ’De skal bringe Deres børn hen til rådhuset om morgenen den 3. juli 1941. Tøj og sko skal medbringes.’ Det var et hårdt slag.
Sådan gik det til at tilsynsførende for to børnehjem ankom om morgenen den 3. juli for at hente vores børn. Den kvinde som fik myndighed over mine to døtre på femten og ti år, Christa og Waltraud, sagde til mig: ’Jeg har vidst i adskillige uger at jeg skulle hente Deres børn, og jeg har ikke kunnet sove om natten siden, for jeg ved at jeg tager børnene bort fra en familie med ordnede forhold. Men jer er nødt til at gøre det.’
Nogle af naboerne afholdt sig ikke fra at vise deres misbilligelse af det der skete, men de ansvarlige myndigheder sendte snart en advarsel rundt om at ’enhver der taler om Appel-sagen begår landsforræderi’! For at man kunne være helt sikker blev tre politibetjente udsendt for at se til mens børnene blev fjernet. . . . Min mand blev naturligvis underrettet af myndighederne om det der var sket i forbindelse med forretningen og børnene. De håbede at dette ville blødgøre ham. Han blev beskyldt for at være uærlig og hensynsløs fordi han sådan havde ladt sin familie i stikken. Min mand skrev et meget kærligt brev til mig og fortalte at han var stået meget tidligt op den følgende morgen, havde lagt sig på knæ og i bøn overladt sin familie i Jehovas varetægt. . . .
Samme dag som børnene blev hentet fik jeg besked fra militærdomstolen i Berlin-Charlottenburg om at komme dertil. Jeg blev bragt for den øverste offentlige anklager, som pålagde mig at gøre hvad jeg kunne for at påvirke min mand til at trække i uniform. Da jeg gav ham de bibelske grunde til at jeg ikke kunne gøre dette, råbte han forbitret: ’Så bliver hans hoved kappet af!’ På trods af dette bad jeg om tilladelse til at tale med min mand. Han svarede mig ikke men ringede på en klokke der tilkaldte en soldat, som bragte mig en etage længere ned, hvor en mængde soldater hilste mig med iskolde blikke og hårde beskyldninger. Da jeg gik, fulgte en af dem efter mig, tog min hånd og sagde: ’Fru Appel, De skal blive ved med at være så standhaftig som De er nu. Det er det rigtige De gør.’ Jeg blev sandelig overrasket. Men det der havde betydning var at jeg kunne tale med min mand.
Mens jeg var i Berlin havde nazisterne allerede solgt vores forretning. Jeg blev tvunget til at underskrive salgsdokumenterne fordi — som jeg fik at vide — jeg ellers ville blive sat i koncentrationslejr.
Efter at jeg havde besøgt min mand i Berlin adskillige gange, blev han dømt til døden. Den sagfører som ’forsvarede’ ham bemærkede: ’Deres mand har fået en uvurderlig chance til at komme ud af dette her, men han har nægtet at benytte sig af den.’ Hvortil min mand svarede: ’Jeg har truffet min beslutning for Jehova og hans rige, og dermed er sagen slut.’
Den 11. oktober 1941 blev min mand halshugget. I sit sidste brev, som han fik lov at skrive nogle få timer før sin henrettelse, skrev han: ’Når I får dette brev, min elskede Maria og mine fire børn, Christa, Walter, Waltraud og Wolfgang, er det hele allerede forbi og jeg vil have vundet sejren gennem Jesus Kristus; mit håb er at jeg har været sejrvinder. Jeg ønsker jer af hjertet en lykkelig indgang i Guds rige. Forbliv trofaste! Her sammen med mig er der tre unge brødre som i morgen skal samme vej. Deres øjne lyser!’
Kort efter blev jeg tvunget til at flytte bort fra vores hjem i Süderbrarup. Møblerne blev opmagasineret fem forskellige steder. Jeg selv havnede uden en øre hos min moder.
Børnehjemmet havde taget min søn Walter ud af skolen og sendt ham til Hamburg, hvor han blev sat i lære som trykker. I 1944 blev han indkaldt til militærtjeneste, selv om han kun var sytten år gammel. På den mest vidunderlige måde var han kommet i besiddelse af bogen Guds Harpe før dette skete, og han havde lært en del ved at læse i den i sit lille kvistkammer under de natlige bombninger i Hamburg. Det var hans ønske at indvi sig til Jehova. Efter mange vanskeligheder lykkedes det ham at komme til Malente omkring nytår 1943/1944, hvor han i al hemmelighed, i et mørkelagt vaskeri, blev døbt af en broder. . . .
Det lykkedes ham hemmeligt at komme i kontakt med mig, og jeg ventede adskillige timer i gaderne i Hamburg indtil han kom; det var mig forbudt under nogen omstændigheder at se mine børn.“
(Fortsættes i næste nummer)