Når en hindu bliver kristen

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I INDIEN

TIGGERNE står ynkeligt i tætte rækker langs gaden. Purshotham Patel kan ikke undgå at sammenligne dette sørgelige syn med den pragtfulde bygning han netop skal til at træde ind i. Ved døren dypper han fingerspidserne i en lille skål og fører dem op til panden. Indenfor brydes mørket kun af nogle blafrende flammer der kaster lys over billederne af de hellige, indsat i hver sin niche. Luften er tung af røgelse. I baggrunden høres den hellige musik.

Patel bevæger sig hen til de billeder han ønsker at tilbede foran. Nogle af dem har form af kvinder, andre af mænd. Dér bøjer han sig ned sammen med andre tilbedende. I dyb alvor fremfører han en bøn om det der ligger ham på sinde, og denne gang, som de fleste andre gange, drejer det sig om personlige problemer. Tre gange berører hans hånd billedet og vender tilbage til panden og brystet. Ingen kan tvivle på hans tro og gudhengivenhed.

Tænker De på hvilken tro det er Patel har? Måske siger De at han åbenbart er katolik. Men hvis De er hindu, siger De sikkert at han naturligvis er hindu. Det vil måske forbavse Dem at høre at den beskrivelse De lige har læst, både kunne gælde katolikkernes og hinduernes gudsdyrkelse.

I Indien er katolikkernes og hinduernes form for tilbedelse så ens at hinduer meget ofte siger at det i virkeligheden er det samme, bortset fra at guderne har forskellige navne. Patel, for eksempel, tilbad jævnligt både i hindutemplet og i den katolske kirke, sådan som mange hinduer har for skik.

Ligheder i tilbedelsen

Hinduismen i Indien har, med sine 400 millioner tilhængere, øvet en kraftig påvirkning på de 10 millioner der bekender sig til kristendommen her i landet. Kirkerne hævder at de har „indianiseret“ deres gudstjenester (det vil sige tilpasset dem til indiske forhold), men kirkernes medlemmer siger ofte at gudstjenesterne er blevet „hinduiseret“.

Angående indførelsen af hinduiske elementer i den katolske kirke siger den sydindiske avis Malayala Manorama: „Messen blev ledet nøje efter den hinduiske pujas (tilbedelses) mønster. Salmerne og sangene var både i ord og toner ligesom hinduernes messen. Der anvendtes de samme symboler som i hindutemplerne.“ Det officielle talerør for den katolske kirke i Kerala, avisen Deepika, citerer en præst for at have sagt noget lignende: „Vi følger stadig brahmanernes skikke, med passende ændringer.“

Hinduerne her bærer deres gud i procession gennem gaderne, ledsaget af kraftig musik og dans, ganske som katolikkerne gør med deres helgenbilleder. I nogle kirker bærer præsterne safranskåber og har langt hår. Ved hinduernes vigtigste højtid, som kaldes dewali, bruges der mange lamper, lygter og „stjerner“. Kort efter, ved juletid, bruger de såkaldte kristne samme slags pynt, lys og dekorationer til deres højtid.

„Kristne“ kvinder går med et mærke af rød kosmetik på panden, den såkaldte kum kum, som egentlig er et hinduisk kastemærke. Ved helligdommen Vor Frue fra Vailankanni i Sydindien kommer katolikker som har aflagt et løfte og barberer alt deres hår og skæg af, ligesom hinduer gør når de har aflagt et løfte ved deres tempel. Her foregår der også ceremonier hvor tilbedere får et øre gennemboret, og der udføres særlige riter for unge piger som er nået til skelsår og alder. Ved bryllupper og andre vigtige begivenheder bruger man den hinduiske skik med at rådspørge et horoskop for at finde det gunstigste tidspunkt til begivenheden.

Det er disse og andre ligheder i tilbedelsen der gør at hinduer siger til Jehovas vidner, når disse besøger dem i deres forkyndelsesarbejde: „Jeres og min tro er ens. I kristne kalder jeres gud Jesus, og vi kalder den samme gud ved andre navne.“

Det mente Purshotham Patel også. Han var født hindu, men gik over til katolicismen, hvilket han forklarer på denne måde: „Det var mit ønske at komme i himmelen. Inden for hinduismen kunne vi ikke fastslå hvornår dette kunne ske, men i den katolske tro sagde præsten til mig at det kunne ske så snart jeg døde. Så da jeg blev katolik var det simpelt hen en genvej til at nå målet: at komme i himmelen.“ At han skiftede religion betød imidlertid ikke at han samtidig skiftede levevis. Han siger selv: „Som katolik følte jeg mig mere fri til at leve på verdslig vis.“

Sandheden fra Bibelen kan ændre ens liv

Det forholder sig imidlertid anderledes for den der bliver sand kristen. Han må gøre nogle virkelige forandringer i sit liv. Det fremgår af tilfældet med en kvinde som gik stærkt op i hinduismen; hendes navn var Latha, og hun boede i nærheden af Ernakulam i Kerala.

Hendes hengivenhed for gudinden Kali var så dyb at hun til tider blev fuldstændig besat. Ni dage i forvejen fik hun at vide hvornår gudinden ville tage bolig i hende. I den mellemliggende tid spiste hun kun frugt. Henimod slutningen af perioden spiste hun nogle betelnødder, og straks efter bemægtigede gudinden Kali sig hende.

Da Kali var blodets gudinde skar Lathas søster ridser i hendes ben til blodet flød. Besættelsen varede i en time, og i den tid bragte man syge og sindssyge mennesker til hende for at de kunne blive helbredt. Hun kunne for eksempel også give sande oplysninger om stjålne genstande. I atten år var disse overmenneskelige evner den vigtigste indtægtskilde for hende og hendes familie, skønt hun samtidig var en kendt danselærerinde.

Men så begyndte en af Lathas søstre at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner. Med tiden kom Latha med i studiet og gjorde gode fremskridt i at tilegne sig bibelkundskab. Hun indså at det der besatte hende ikke var en gud af ler, men usynlige, onde åndemagter. — Ef. 6:11, 12.

Omkring et bestemt træ i sin have havde hun nogle sten der blev benyttet i forbindelse med kalidyrkelsen. Dem fjernede hun, og straks tørrede træet ind. Så vidste naboerne at Kali havde forladt hende. Det var som om hele familien blev lettet for en tung byrde.

Latha holdt op med at give danseundervisning, for at hun kunne bruge mere tid på at lære om Bibelens løfter angående Guds kommende retfærdsorden. (2 Pet. 3:13) Nu tjener hun til udkommet ved at fremstille skeer og lignende af kokosnødder. Hun er taknemmelig for at hun har fundet den sande Gud og for den lykke som dette har givet hende.

Familieproblemer løses

Blandt dem der har ændret uheldige forhold i familien er V. T. Devasia fra det sydlige Indien og hans hinduiske veninde Savitri. Efter at de i en tid havde studeret Bibelen kom de dertil hvor de begge ønskede at indvi sig til Jehova Gud. Men Devasia havde tidligere været gift med en katolsk kvinde, Mary. Han havde fået to børn med hende før han forlod hende for at bo sammen med Savitri, med hvem han også fik to børn.

Da de ældste i Jehovas vidners lokale menighed forklarede Devasia Bibelens princip om at en mand kun kan have én hustru, besluttede han at flytte tilbage til sin hustru Mary. Det betød at han måtte forlade Savitri, selv om hun sammen med ham var skredet frem i forståelsen af sandheden fra Guds ord. Både Devasia og Savitri bad oprigtigt til Jehova om hans ledelse.

I mellemtiden opsøgte de ældste Mary for at forklare hende situationen. Hendes glæde kendte ingen grænser da hun hørte at hun skulle få sin elskede ægtemand tilbage. Det var noget hun aldrig havde drømt om ville ske, for hverken den katolske præst eller politiet havde været hende til nogen hjælp efter at hendes mand havde forladt hende.

Da Devasia og Savitri havde truffet deres beslutning om at skilles, skrev Savitri til Mary. Hun forklarede at da hun nu var et af Jehovas vidner, var hun villig til at give afkald på Devasia og ønskede at han måtte flytte tilbage til sin lovformelige hustru. Afskedens time kom. Det var et bevægende øjeblik da Mary og Savitri omfavnede hinanden.

Der blev oprettet et bibelstudium med Mary, som nu overværer Jehovas vidners møder sammen med sin mand og børnene. Man kan forestille sig hvordan Savitri føler det når hun ser den mand der tidligere blev regnet for at være hendes, sidde i den samme sal med sin lovformelige hustru. Bibelens sandheder formår således at indgive mennesker en ædel personlighed og genforene familier der tidligere har været skilt, med kærlighedens bånd.

Vanskeligt at skifte religion

Det pres familien øver kan ofte gøre det svært for en hindu at skifte religion. Det var tilfældet med Y. N. Bushan fra Bangalore. Som hindu forstod han at de onde ville komme i et „helvede“ hvor de ville lide pine. Disse pinsler omfattede blandt andet at synderen skulle tvinges til at gå på ild, lægges i et kar med kogende vand og kløves i to dele fra top til tå. Men Bushan kunne ikke indse hvordan man kunne lide den slags fysiske pinsler når legemet var blevet brændt og var vendt tilbage til jordens støv.

Den slags forvirrende hinduiske læresætninger fik Bushan til at lede efter sandheden gennem et bibelstudium. Bibelens enkle og klare udtalelser var noget han kunne forstå, så han ændrede sin tilbedelsesform, selv om det medførte at han mistede sine slægtninges gunst. — Præd. 9:5, 10; Joh. 5:28, 29.

Veeramani Iyer måtte også tage det vanskelige skridt at frigøre sig fra sin families religiøse traditioner. Han var af brahmansk familie (præstefamilie), og hans hustrus fader var brahmansk præst. Han fortæller at hans overgang til den sande kristendom voldte hans forældre megen sorg. „Men,“ siger han, „jeg holdt mere af Bibelens principper end af at behage mine slægtninge.“

Religiøse skikke forlades

Ofte er det særlig vanskeligt at ophøre med at følge de udbredte religiøse skikke. For eksempel bærer gifte hinduiske kvinder en halskæde som kaldes en „thali“. Den har stor betydning.

Da ordet „thali“ betyder „at binde“, er denne halskæde, som givet ved brylluppet, et synligt tegn på at den der bærer den er gift. At tage den af kunne betyde at vedkommende kvinde er en slet natur, eller at ægteskabet brydes. Denne thali har imidlertid også nogle indgraverede linjer der viser hvilken gud bæreren tilbeder. Når thalien fjernes betyder det altså at bæreren har forkastet sin gud. Nogle af medlemmerne af kristenhedens kirker går også med en thali, men i stedet for et symbol på en hindugud har den et kors indgraveret.

På grund af thaliens religiøse betydning må den der ønsker at blive kristen afgøre om hun skal blive ved med at bære den. Det er en at grundene til at Jehovas vidner altid prøver at få ægtemanden med i et bibelstudium som afholdes i et hinduisk hjem. Når dette sker vil ægtemanden forstå at hustruen ikke har i tanke at bryde ægteskabet, selv om hun en dag tager thalien af efter at have lært hvilken religiøs betydning den har. Hun gør det simpelt hen for at vise at hun nu tilbeder Jehova og ikke godkender afgudsdyrkelse.

En anden religiøs skik som kristne kvinder i Indien forlader er at male et mærke, sædvanligvis med rød kosmetik, på panden (den såkaldte kum kum). Den var oprindelig et kastemærke, men i dag anser mange indiske kvinder den kun for at være til pynt. På grund af dens tilknytning til hinduismen foretrækker kristne kvinder imidlertid ikke at bruge den.

Lokale skikke beholdes

Det at en bliver et Jehovas vidne behøver imidlertid ikke at betyde at han eller hun samtidig aflægger de af sit lands skikke som ikke er i konflikt med Bibelen. Efter den lokale skik vil de fleste kristne kvinder i Indien for eksempel ikke spise deres måltid samtidig med deres ægtemænd. Først efter at manden har spist, spiser hustruen. Og når mænd træder ind et sted hvor der er kvinder til stede, dækker kvinderne hovedet med deres sari.

Der er mange andre lokale skikke der ofte overholdes i kristne hjem. Det er således sædvane at både vært og gæster i et hus tager skoene af og efterlader dem ved døren. Ved måltiderne sidder familiens medlemmer som regel på gulvet og spiser. De spiser med fingrene — dog kun højre hånds. Nogle steder i Indien, for eksempel i Tamil Nadu, er der stærk fordom mod at spise oksekød. Når folk herfra bliver kristne vil man lægge mærke til at de i mange tilfælde bliver ved med at afholde sig fra at spise oksekød. Den typiske indiske hilsen „namastay“ anvendes også i udstrakt grad — den består i at håndfladerne holdes mod hinanden ligesom i bøn. Ved at overholde disse og mange andre lokale skikke kan inderen altså godt bevare sit indiske præg selv om han bliver kristen.

En ny levevis

Selv om det måske ikke fremgår af selve udseendet om en person er hindu eller en sand kristen, vil det i hvert fald fremgå af vedkommendes livsførelse. Sådan var det også med Purshotham Patel da han begyndte at studere Bibelen regelmæssigt sammen med sin ven.

Patel fandt snart ud af at hans verdslige vaner — han havde både drukket og spillet hasard uden at dette havde forhindret ham i at være hindu eller katolik — ikke hørte hjemme i tilbedelsen af Jehova Gud. Det betød en ny levevis og nye venner for ham, men det betød også at han efterhånden fik et bedre forhold til den sande Gud, Jehova. Nu ser han ikke frem til nirvana, men til at leve evigt her på jorden, som snart skal omdannes til et paradis i harmoni med Jehova Guds kærlige hensigt. — Sl. 37:29; Åb. 21:3, 4.

Hinduer er mistroiske over for „omvendelser“. De ved at kirkerne før i tiden plejede at tvinge hinduerne til at overgå til deres tro. I nutiden har kirkerne anvendt bestikkelse i form af fødemidler, såsom ost, mælkepulver og lignende, for på den måde at få de fattige og de sultne til at slutte sig til deres kirke. Det er forståeligt nok at hinduerne føler sig frastødt heraf. Men når en bliver et Jehovas vidne, gør han det fordi det er hans eget ønske at tilbede den sande Gud, og ikke på grund af tvang eller af selviske grunde. I dag er der både i Indien og andre dele af verden hinduer som bliver kristne vidner for den sande Gud, Jehova. På grund af modstand fra familie og andre omgangsfæller er det i mange tilfælde ikke let, men det der driver dem til at foretage en forandring er den glæde det giver at kende Skaberen og tjene ham. — Joh. 17:3.