Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g88 8/3 s. 20-23
  • Hvordan kan jeg bekæmpe masturbation?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan kan jeg bekæmpe masturbation?
  • Vågn op! – 1988
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Gør jeres sind rede til at arbejde“
  • Tag ønsket i opløbet
  • En åndelig offensiv
  • Bønnens uvurderlige betydning
  • Hjælp fra andre
  • Hvis du falder tilbage
  • Belønningen for at have kæmpet hårdt
  • Hvordan kan jeg bekæmpe masturbation?
    Unge spørger — Svar der duer
  • Hvordan kan jeg overvinde vanen med at onanere?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 1
  • Er masturbation forkert?
    Unge spørger — Svar der duer
  • Hvorfor er det så svært at undgå masturbation?
    Vågn op! – 1987
Se mere
Vågn op! – 1988
g88 8/3 s. 20-23

Unge spørger:

Hvordan kan jeg bekæmpe masturbation?

„JEG retter mine slag således at jeg ikke slår i luften,“ skrev den kristne apostel Paulus. (1 Korinther 9:26) Han sammenlignede sin kamp for at få herredømme over sig selv med en boksekamp. En bokser der blot slår i luften, har snart tabt. Hvis man skal vinde kampen mod masturbationens vane må man derfor også vide hvorhen man skal rette sin indsats eller sine „slag“.a

„Gør jeres sind rede til at arbejde“

Kampen mod masturbation skal udkæmpes i sindet. Bibelen anbefaler derfor: „Gør jeres sind rede til at arbejde; vis selvbeherskelse.“ (1 Peter 1:13, New International Version) For eksempel kan det ske at vi ser eller hører noget der virker seksuelt stimulerende. Sindet er tilbøjeligt til at dvæle ved sådanne tanker, hvorved lidenskaberne vækkes. (Mattæus 5:28) Og jo længere vore tanker dvæler ved den slags, jo stærkere vil ønsket om kønslig tilfredsstillelse gøre sig gældende. Når trangen er blevet stærk nok, kan den resultere i masturbation. Man må derfor tvinge sit sind til at afvise umoralske tanker. Så vil den seksuelle trang og den legemlige reaktion snart fortage sig.

Det er imidlertid ikke let at afvise urene tanker, især ikke når man om natten er alene. En 17-årig ung mand forklarer hvilke forholdsregler han tager: „Først og fremmest prøver jeg at ’skifte emne’ for at få mine tanker bort fra det der virker ophidsende. Det hjælper også når man tænker på at trangen vil forsvinde lidt efter lidt.“ At „skifte emne“ kan imidlertid kræve mere end blot en mental anstrengelse. En ung kvinde tilføjer: „Det bedste man kan gøre, er at komme ud af sengen med det samme og gå i gang med en eller anden form for arbejde, eller måske få sig en lille forfriskning, sådan at man kommer til at tænke på noget andet.“ Ja, tving dig selv til ’fortsat at have det i tanke som er af alvorlig betydning, retfærdigt, rent, værd at holde af, det der tales godt om, det der er dydigt og rosværdigt’. — Filipperne 4:8.

Når du har vanskeligt ved at falde i søvn, så bestræb dig for at efterligne den trofaste kong David, der skrev: „Hver gang jeg mindes dig [Gud] på mit leje, grunder jeg i nattevagterne over dig.“ (Salme 63:6) Vi vil ofte kunne bryde de urette tankers greb ved at vi tvinger os selv til at tænke dybt over Gud og hans egenskaber. „I som elsker Jehova, had det onde,“ skrev salmisten. (Salme 97:10) Men det er ikke let at hade en vane der medfører en fysisk lystfornemmelse, skønt den kun er forbigående — bliv derfor ved med at tænke på hvordan Gud betragter denne urene vane. Der er imidlertid mere du må gøre:

Tag ønsket i opløbet

„Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde,“ skrev den inspirerede vismand. (Ordsprogene 22:3) På grundsproget, hebraisk, kan ’klog’ defineres som „hurtig til at opfatte og forstå, skarpsindig“. Den kloge er altså forudseende og ved hvad der vil forværre en situation. Hvis du derfor finder ud af at bestemte aktiviteter, visse former for påklædning eller bestemte fødemidler virker seksuelt stimulerende på dig, så undgå dem for enhver pris.b Læsestof, fjernsynsprogrammer eller film med sanseligt indhold må du sky som pesten. Tillad ikke dit blik at dvæle ved sådan noget. „Lad mine øjne vige fra at se på det der er uden værdi,“ bad salmisten. (Salme 119:37) Sanselige optrin vil gemme sig i dit sind og ofte dukke op når du er alene.

Det er især vigtigt at man tager skridt til at ’skjule sig’ eller afværge fremtidige problemer når man er oprevet, deprimeret eller på anden måde ude af balance. „Har du mistet modet på trængselens dag, vil din kraft være begrænset,“ advarer Ordsprogene 24:10. I sådanne situationer bør du i videst mulig udstrækning undgå at være alene i længere tid ad gangen, eftersom din modstandskraft da vil være svækket eller „begrænset“. Sørg for at have fuldt op at gøre med opbyggende aktiviteter der vil holde dine tanker beskæftiget med noget krævende og forhindre dem i at drages mod noget umoralsk. Vær især varsom med hvad du fylder dit sind med. En kvinde, hvis kønsdrift forstærkes på bestemte tidspunkter af måneden, bør ligeledes lægge praktisk visdom for dagen for at kunne bevare selvkontrollen.

De foregående forslag er gode at følge, men de fleste der har formået at overvinde masturbationens urene vane, har erfaret at den virkelige løsning udspringer af en energisk åndelig offensiv.

En åndelig offensiv

En 27-årig mand der havde kæmpet med masturbation siden han var 11 år, overvandt omsider vanen. Hvordan? Først og fremmest undgik han omhyggeligt pornografi. „Dernæst var det et spørgsmål om at fortsætte offensiven ved at anvende alle mine åndelige redskaber,“ fortæller han. „Jeg læser mindst to kapitler i Bibelen hver eneste dag uden undtagelse.“ Det har han gjort i tre år uden at svigte én eneste gang.

Andre kristne der har haft svært ved at aflægge masturbation, har indrømmet at vanskelighederne i ikke ringe grad må tilskrives deres forsømmelighed med hensyn til det personlige studium af Guds ord. „I en bestemt periode havde jeg en særlig stærk trang til at masturbere,“ fortæller en kristen der fortsatte med at masturbere efter at han var blevet gift. „Jeg var under så stærkt pres fra mit arbejde og fra så mange andre sider at det begyndte at gå ud over mit personlige studium. Men jeg indså hvor nødvendigt det var at jeg studerede mere. Det hjalp, og jeg er taknemmelig for at jeg har overvundet trangen og ikke har haft nogen tilbagefald.“

Det er også gavnligt at have „rigeligt at gøre i Herrens gerning“, for eksempel ved at undervise andre ved hjælp af Bibelen. (1 Korinther 15:58) En kvinde der overvandt masturbation, udtaler: „Noget der stærkt medvirker til at jeg kan undgå denne vane, er at jeg som heltidsforkynder af den gode nyhed fuldstændig har rettet mit sind og mine kræfter mod det at hjælpe andre til at opnå et godkendt forhold til Gud.“

Endelig kan vi tilføje det råd en kristen giver om hvordan man bevarer sin selvbeherskelse om natten: „Læs noget åndeligt opbyggende inden sengetid. Det er af største vigtighed at dagens sidste tanke er åndelig. Det er desuden yderst gavnligt at bede på dette tidspunkt.“

Bønnens uvurderlige betydning

Ja, skal man med held bekæmpe denne urene vane, kræver det „kraft som er ud over det normale“. Det er en kraft Gud giver. (2 Korinther 4:7) Denne kraft kan du inderligt bønfalde Gud om at få. „Udøs jeres hjerte for [Gud],“ skrev salmisten. (Salme 62:8) Gud lover at de der træder frem for ham med „frimodighed i tale“, vil erfare at han giver dem „hjælp i rette tid“. (Hebræerne 4:16) En ung kristen kvinde der led af samvittighedskvaler på grund af masturbation, fortæller: „Bøn er en umiddelbar kilde til styrke. Det hjælper afgjort at bede så snart begæret opstår.“ Giv desuden fra morgenstunden og dagen igennem udtryk for din faste beslutning over for Gud og bed indtrængende om styrke ved hjælp af hans hellige ånd. — Lukas 11:13.

Oprigtige bønner vil drage dig nærmere til Gud, og han vil blive en virkelig og personlig Hjælper for dig. Det har stor betydning at du mediterer over dit venskab med Gud og at du nærer et stærkt ønske om at bevare din „frimodighed i tale“. Men det kan ske at man undlader at bede fordi man enten er flov eller fordi man finder den seksuelle pirring så behagelig at man ikke ønsker at holde igen. Netop da må man modstå sådanne følelser. „Vær vedholdende i bønnen,“ siger Bibelen. Ved at anråbe Gud — trygle ham om hjælp her og nu — vil man normalt erfare at den forkerte tilskyndelse aftager. — Romerne 12:12.

Hjælp fra andre

Hvis dine personlige bestræbelser ikke slår til og du virkelig ønsker at vinde kampen, så tal med en der kan hjælpe dig, for eksempel din far eller din mor eller en anden der har åndelige kvalifikationer. En ung mand der forgæves havde kæmpet med masturbation, nåede dertil at han følte at alt håb var ude. „En aften talte jeg på tomandshånd med min far om det,“ afslører han. „Det kostede al min selvovervindelse at gå til ham. Jeg var så skamfuld at jeg græd mens jeg talte med ham; men jeg vil aldrig glemme hvad han sagde. Med et beroligende smil sagde han: ’Du får mig til at være meget stolt af dig.’ Han vidste hvad jeg havde måttet gennemgå for at komme til ham. Han kunne ikke have sagt noget bedre for at sætte humør og beslutsomhed i mig.

Så viste far mig nogle skriftsteder for at gøre mig opmærksom på at jeg ikke var ’redningsløst fortabt’,“ fortsætter den unge mand. „Så gik han videre med nogle andre skriftsteder for at være sikker på at jeg forstod hvor alvorlig min forkerte handlemåde var. Han gav mig besked på at ’holde min sti ren’ indtil et bestemt tidspunkt, hvor vi så skulle tage emnet op igen. Han sagde også til mig at jeg ikke skulle fortvivle hvis jeg fik et tilbagefald; jeg skulle blot være besluttet på at der hver gang gik længere tid uden at jeg gav efter.“ Den unge mand overvandt problemet fuldstændigt, og tilføjer: „Det jeg havde størst gavn af, var at en anden kendte til mit problem og hjalp mig.“

Mange har også haft god gavn af at søge hjælp hos en kristen ældste. Kvinder der måske vil føle sig pinligt berørt over at skulle drøfte et så intimt problem med en mand, har ofte fundet det gavnligt at betro sig til en moden kristen kvinde. (Titus 2:3, 4) Det vil øge ens styrke i kampen mod masturbation at man drager nytte af andres kundskabsforråd. Hvor sandt er ikke Bibelens ordsprog: „En mand [eller kvinde] der har kundskab, styrker sin [eller en andens] magt. For du bør føre krig under kyndig ledelse, og der er frelse når der er mange rådgivere.“ — Ordsprogene 24:5, 6.

Hvis du falder tilbage

En ung mand havde arbejdet hårdt for at blive vanen kvit, men oplevede så et tilbagefald. Han indrømmer: „Det var som om det fuldstændig tyngede mig til jorden. Jeg følte mig helt uværdig, og jeg tænkte som så: ’Jeg er kommet for langt ud. Jeg har ikke spor tilbage af Jehovas gunst, så hvorfor være hård ved mig selv?’“ Men et tilbagefald er ikke ensbetydende med at man har tabt kampen. En 19-årig pige måtte kæmpe med vanen i fem år, og hun fortæller: „Først skete det næsten hver nat, men så begyndte jeg at stole mere på Jehova, og med hans ånds hjælp er jeg nu nede på kun at træde ved siden af måske seks gange om året. Bagefter føler jeg mig meget elendig tilpas, men efter hver gang er jeg meget stærkere når den næste fristelse melder sig.“ Lidt efter lidt er hun altså ved at vinde kampen.

Når der sker et tilbagefald, så analysér hvad der gik forud. En ung pige beretter om sådanne situationer: „Jeg beder om tilgivelse, og så prøver jeg at genkalde mig hvad jeg har tænkt på eller læst. Jeg kan i næsten alle tilfælde sætte fingeren på en bestemt årsag til at jeg ’faldt i’. Så kan jeg rette mig ved at holde op med at gøre netop dét.“ Man kan føre regnskab med de gange man falder tilbage og på denne måde måle de fremskridt man gør.

Belønningen for at have kæmpet hårdt

En ung mand sagde, efter at han omsider havde overvundet masturbationen: „Det var som om en tung byrde var blevet løftet af mine skuldre.“ En anden ung kristen siger: „Siden jeg har overvundet problemet kan jeg bevare en ren samvittighed over for Jehova, og det vil jeg ikke bytte for noget som helst i verden!“

Ja, en god samvittighed, en større selvagtelse, en bedre anvendelse af ens tid og mentale kræfter, en mindsket sandsynlighed for at man begår kønslig umoralitet, og et nærmere forhold til Gud er belønningen for at have kæmpet hårdt mod masturbationen. „Det er til stor glæde for mig at jeg nu føler at jeg har ’styr på mig selv’ efter at jeg så længe har kæmpet med mig selv,“ siger en ung kvinde der havde anset sig selv for at være „afhængig“ af masturbation. „Nu ved jeg hvor vigtigt det er at man hader det Jehova hader. Det jeg havde størst gavn af, var at meditere over mit forhold til ham. Jeg indså hvor tåbeligt det ville være at lade masturbation spolere det mest berigende forhold jeg nogen sinde har haft til en anden. Tro mig, sejren over denne vane er rigeligt indsatsen værd.“ Samtidig bør man lægge sig apostelen Paulus’ vejledning i Første Korintherbrev 9:25-27 på sinde. Her står der blandt andet: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“

[Fodnoter]

a I udgaverne for 8. september og 8. november 1987 viste Vågn op! hvorfor denne vane er så svær at bryde og hvorfor kristne alligevel bør bekæmpe den.

b Encyclopædia Britannica (1946) nævner følgende med hensyn til at beherske kønsdriften: „Det er vigtigt at man undgår en kost der er rig på kød og krydderier, og især at man undgår alkohol.“ Alkoholiske drikke kan svække hæmningerne og gøre det sværere at udvise selvbeherskelse.

[Ramme på side 23]

Kampen mod masturbation kan vindes ved at man: (1) Afviser erotiske tanker, (2) fører en åndelig ’offensiv’ ved hjælp af gode studievaner, (3) beder Gud om hjælp i rette tid, og (4) eventuelt taler med en moden kristen om problemet

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del