Spørgsmål fra læserne
I disse økonomisk vanskelige tider indgiver flere og flere firmaer og enkeltpersoner konkursbegæring. Kan en kristen ifølge Bibelen tillade sig at gøre dette?
Svaret på dette spørgsmål er et udmærket eksempel på hvordan Guds ord giver praktisk vejledning som vi kan anvende på nutidige forhold. Mange lande har en lovgivning vedrørende konkurser. Lovene er forskellige fra land til land, og det er ikke den kristne menigheds opgave at give specifik juridisk vejledning, men lad os dog se på hensigten med konkurslovene i almindelighed.
Et af formålene med at myndighederne åbner mulighed for at enkeltpersoner og firmaer kan erklæres konkurs, er at sikre kreditorers tilgodehavender i tilfælde af at en debitor misligholder sine forpligtelser. En kreditors eneste udvej er måske at anmode en domstol om at erklære debitor konkurs, så dennes aktiver kan blive fordelt mellem kreditorerne og gælden således delvis blive betalt.
Ordningen med konkurs tjener også som sikkerhedsnet for debitorer der uforskyldt er kommet i en situation hvor de er ude af stand til at klare deres forpligtelser. En debitor kan anmode om konkurs således at hans aktiver overdrages til kreditorerne; loven tillader ham måske at blive boende i sit hjem og beholde visse værdier således at han kan fortsætte sin tilværelse uden at have truslen om fremtidige fordringer fra kreditorerne hængende over hovedet.
Formålet med sådanne love er altså tydeligvis at beskytte begge parter i økonomiske eller forretningsmæssige forhold. Men lad os nu rette opmærksomheden mod den vejledning Bibelen giver.
Den grundige bibellæser vil utvivlsomt vide at Bibelen fraråder at man stifter gæld. Vi finder et eksempel i Ordsprogene 22:7: „Den rige hersker over dem der har få midler, og låntageren er træl for den mand der låner ud.“
Der er også Jesu lignelse i Mattæus 18:23-34 om trællen der skyldte sin herre, en konge, et stort beløb. Denne befalede at „han, hans hustru, hans børn og alt hvad han ejede, skulle sælges“, men derpå eftergav han ham barmhjertigt gælden. Da trællen senere ubarmhjertigt nægtede at gøre det samme over for en anden træl, befalede kongen at han skulle ’overgives til fangevogterne, indtil han havde betalt alt hvad han skyldte’. Det bedste og mest anbefalelsesværdige er altså at man undgår at låne penge.
Guds tjenere i fortidens Israel havde forretningsmæssige mellemværender der blandt andet omfattede lån af penge. Hvad befalede Jehova dem i den forbindelse? Hvis en mand lånte penge for at oprette eller udvide en virksomhed, var det almindeligt og i overensstemmelse med Loven at en udlåner forlangte renter. Gud tilskyndede imidlertid sit folk til uselviskhed når man lånte til en trængende israelit; man måtte ikke tjene på en andens modgang ved at forlange renter. (2 Mosebog 22:25) I Femte Mosebog 15:7, 8 står der: „Såfremt en bliver fattig hos dig, en af dine brødre, . . . skal [du] gavmildt åbne din hånd for ham og villigt låne ham så meget som han trænger til og som han mangler.“
Samme venlige hensyn kom til udtryk i forbudet mod at en kreditor som betaling tog en skyldners livsfornødenheder, for eksempel en møllesten eller et klædningsstykke som var nødvendigt for at holde varmen om natten. — 5 Mosebog 24:6, 10-13; Ezekiel 18:5-9.
Naturligvis var det ikke alle jøder der efterlevede ånden i disse kærlige love fra deres store Dommer og Lovgiver. (Esajas 33:22) Nogle havesyge jøder behandlede deres brødre ubarmhjertigt. Også i dag kan det ske at kreditorer stiller strenge og urimelige krav, endog til ærlige kristne som i øjeblikket ikke kan betale på grund af uforudsete omstændigheder. (Prædikeren 9:11) Under pres fra en ubøjelig og krævende verdslig kreditor kunne en debitor føle sig nødsaget til at beskytte sine interesser, og i nogle tilfælde vil kreditoren kun gå med til en konkursbegæring. En kristen kan, uden at have været havesyg eller forsømmelig med sine gældsforpligtelser, komme i en situation hvor han må ty til en konkurs.
Man bør dog også tænke på den anden side af sagen. En kristen kunne komme i gæld fordi han ganske enkelt har forsømt at vise selvbeherskelse eller rimelig forudseenhed i sine dispositioner. Bør han da tage let på gælden og straks gribe til konkurs, sådan at andre lider tab på grund af hans dårlige dømmekraft? Bibelen taler ikke positivt om økonomisk uansvarlighed. Den tilskynder enhver tjener for Gud til at lade sit ja betyde ja. (Mattæus 5:37) Jesus sagde at man skulle beregne omkostningerne før man bygger et tårn. (Lukas 14:28-30) I harmoni med dette bør en kristen have de mulige uønskede følger for øje før han stifter gæld. Når den først er stiftet, bør han vedgå sin pligt til at betale personer og firmaer hvad han skylder. Hvis en kristen af andre generelt regnes for ansvarsløs eller upålidelig, er det et spørgsmål om han stadig har sit gode ry i behold, og om han har ’et godt vidnesbyrd fra udenforstående’. — 1 Timoteus 3:2, 7.
Om den som Jehova godkender, siger Salme 15:4: „Har han svoret til egen skade, ændrer han dog intet.“ Ja, Gud forventer at kristne behandler deres kreditorer som de selv gerne vil behandles. — Mattæus 7:12.
Sammenfattende kan det siges at Bibelen ikke udelukker at kristne i en ekstrem situation kan benytte sig af den beskyttelse som „kejserens“ love om konkurs yder. De bør imidlertid frem for nogen lægge vægt på ærlighed og pålidelighed, og de bør derfor være eksemplariske i deres bestræbelser for at overholde deres økonomiske forpligtelser.