„Større kærlighed har ingen . . .“

FRANÇOIS, som bor i Paris og er et af Jehovas vidner, kender Jesu ord: „Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.“ (Johannes 15:12, 13, da. aut.) Men da François vågnede om morgenen den 22. september 1984, havde han ingen anelse om at disse ord skulle få en helt ny betydning for ham inden dagen var omme.

Sidst på eftermiddagen gik François som sædvanlig til møde i en af Jehovas Vidners menigheder i Paris’ centrum. Mødet skulle begynde klokken 17.30. I de sidste 25 år har denne menighed holdt sine møder i et lejet lokale på fjerde sal i en gammel kontorbygning, som ligger ved et smukt torv for enden af den berømte Avenue de l’Opéra, i nærheden af Louvre.

Som menighedstjener stod François i nærheden af døren for at byde eventuelle forsinkede velkommen. Taleren var nået omtrent halvvejs gennem sit bibelske foredrag, da François bemærkede at noget lugtede brændt. Så opdagede han at der sivede røg ind under døren. Han åbnede den, og så en grøn kuffert stå lige udenfor. Der kom røg ud af den!

François greb resolut kufferten og løb ned ad trappen, men snublede ved foden af den. Kufferten faldt fra ham, åbnede sig, og en orange plasticflaske med benzin faldt ud. François smækkede kufferten i, tog den i armene, skyndte sig ud af bygningen og over en smal gade, hvor han nær var blevet kørt ned af en bil. Han smed kufferten i et springvand på torvet, og løb tilbage for at hente benzinflasken, da han var bange for at også den var en bombe. Han skyndte sig at kaste den i vandet, ned til kufferten.

I mellemtiden havde to af menighedens ældste forladt mødet for at se hvad det var der foregik, og kom nu ud til François ved springvandet. Da der stadig kom røg ud af kufferten, som kun delvis var dækket af vand, sagde en af de ældste at de straks burde ringe til politiet. De var kun nået nogle få skridt væk fra springvandet da bomben sprang. Alle vinduer der vendte ud mod torvet blev knust, og flere mennesker blev lettere såret af glasskårene. François og de to ældste blev oversprøjtet med mudder og vand fra springvandet, men kom ikke til skade. Springvandets kant havde åbenbart beskyttet dem mod trykbølgen.

Oppe i rigssalen på den anden side af gaden blev vinduerne knust, og nogle af tilhørerne blev kastet til gulvet af trykbølgen. Men ikke en eneste kom til skade. De fleste af glasskårene var blevet standset af de kraftige gardiner.

Aftenens taler tilskyndede de tilstedeværende til at bevare roen. Efter at man i en inderlig bøn havde takket Jehova for at han havde beskyttet menigheden, fortsatte mødet. Politiet og brandvæsenet var snart på stedet. De ventede imidlertid til mødet var slut med at foretage undersøgelser og fjerne glasskårene i salen.

Politiet og brandfolkene roste forkynderne for deres ro, og især François for hans modige handling. De sagde enstemmigt at de tilstedeværende sikkert kun var i live takket være hans åndsnærværelse og hurtige indgriben. Hvis bomben var eksploderet på trætrappen uden for døren og huset var blevet antændt af benzinen, ville de alle være blevet ofre for flammerne.

Bombeattentatet fik megen omtale i de franske medier. Selv en schweizisk avis skrev om det, under overskriften „Forbavsende åndsnærværelse“. Hvad François angik, bad han om — og fik — politibeskyttelse mod de journalister fra fjernsynet og dagbladene der gerne ville have ham frem i rampelyset. Da han blev udspurgt sagde han ydmygt: „Jeg forstod at vi alle var i fare. Og så mente jeg at det var bedre at jeg døde end at vi alle blev dræbt.“

En af politimændene sagde til ham: „Det er et mirakel at De stadig er i live. Deres Gud må have beskyttet Dem. De er et sandt vidne for Jehova.“

Da denne artikel blev skrevet havde politiet endnu ikke fundet ud af hvem der var ansvarlig for bomben.