Jeg overlevede „dødsmarchen“

FORTALT AF LOUIS PIÉCHOTA

MINE forældre ankom i 1922 til Nordfrankrig sammen med mange andre polske minearbejdere. Som de fleste af disse immigranter var de gode katolikker. Da jeg var cirka 11 år gammel trak min fader og moder sig imidlertid tilbage fra den katolske kirke og blev Jehovas vidner eller Zloty Wiek („Guldalderfolk“), som de polske katolikker hånligt kaldte dem. Det var i 1928. Derfor har jeg siden min ungdom haft den glæde at dele Bibelens „gode nyhed“ med andre.

Kort før den anden verdenskrigs udbrud tjente jeg for første gang som pioner eller heltidsforkynder. Mine medarbejdere og jeg — alle fem af polsk afstamning — forkyndte Rigets budskab i de små byer og landsbyer langs Normandiets kyst. På den tid brugte vi grammofoner og grammofonplader med bibelske foredrag på fransk.

Efter at krigen var brudt ud i 1939 og krigshysteriet var begyndt at brede sig, angav fjendtligsindede folk i landsbyen Arques la Bataille os til politiet. Landsbyens beboere tog vore grammofoner for kameraer. Da vi talte med udenlandsk accent troede politiet at vi var tyske spioner, så vi blev arresteret og sat i fængsel i den nærliggende havneby Dieppe. Efter 24 dage i arresten blev vi, lænket til hinanden med håndjern, ført gennem gaderne til domhuset. Den fjendtlige menneskemængde ville kaste os i havnen. Men dommeren blev hurtigt klar over at vi var uskyldige og lod os gå.

Arbejdet forbudt

Kort efter at Jehovas Vidners arbejde var blevet forbudt i oktober 1939, blev jeg igen arresteret, og denne gang idømt seks måneders fængsel, anklaget for illegalt at have forkyndt Guds rige. Til at begynde med sad jeg i Béthune-fængselet i enecelle, uden at have noget at læse. Flere uger senere, på et tidspunkt hvor jeg følte at jeg var ved at gå fra forstanden, kom fangevogteren med en bibel til mig. Hvor var jeg taknemmelig mod Jehova! Jeg lærte i hundredvis af vers og adskillige hele kapitler udenad. Disse skriftsteder blev mig en kilde til styrke i den kommende tid. Ja, selv nu kan jeg citere skriftsteder som jeg lærte udenad i Béthune-fængselet.

I februar 1940 blev jeg overført fra Béthune til Le Vernet-lejren i Sydfrankrig, hvor formodede „farlige“ udlændinge blev interneret af de franske myndigheder.

I foråret 1941 kom en tysk kommission til lejren og forlangte mig udleveret. De sendte mig tilbage til min hjemby i den besatte zone i Nordfrankrig, hvor jeg skulle arbejde i en kulmine. Jeg brugte naturligvis min genvundne frihed til at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Men da et nyomvendt Jehovas vidne blev arresteret og fortalte det franske politi at det var mig der havde givet hende bibelsk læsestof, blev jeg igen arresteret og idømt 40 dages fængsel, som jeg skulle afsone i Béthune-fængselet.

Efter min løsladelse tog jeg på ny vidnearbejdet op. Mens jeg forkyndte i den lille mineby Calonne-Ricouart, blev jeg arresteret for fjerde gang og sendt tilbage til Béthune-fængselet. Dér kom tyskerne for at arrestere mig fordi jeg havde nægtet at tage overarbejde og at arbejde om søndagen i kulminen for at støtte den nazistiske krigsindsats.

Fange i Belgien, Holland og Tyskland

Tyskerne overflyttede mig til Loos-fængselet i nærheden af Lille, og nogle få uger senere til Saint-Gilles-fængselet i Bruxelles.

Derefter blev jeg indespærret i Huy-citadellet i nærheden af Liège i Belgien, for til sidst at blive sendt til ’s-Hertogenbosch eller Vught koncentrationslejr i Holland. Her blev jeg et nummer — 7045 — og fik en lejruniform med den violette trekant der viste at jeg var Bibelforscher eller Jehovas vidne. Jeg blev anbragt i Blok 17-A.

Det var svært for mig at vænne mig til at marchere barfodet i hollandske træsko. Mine fødder var hudløse og fyldt med væskende vabler. Ved den mindste snublen risikerede jeg at blive sparket i anklerne af en SS-vagtpost. Men snart fik jeg tyk hud på fødderne og kunne marchere lige så hurtigt som de andre.

Der var 15 andre Jehovas vidner i denne lejr. Vi fik tilbud om øjeblikkelig løsladelse såfremt vi ville underskrive et dokument og afsværge vor tro. Ingen af os gav efter.

Fra denne koncentrationslejr i Holland blev vi til sidst flyttet til Tyskland. Stuvet sammen som kvæg i små godsvogne, med 80 i hver, blev vi tvunget til at stå op i tre dage og nætter uden mad, vand eller mulighed for at forrette vor nødtørft. Omsider nåede toget Oranienburg, cirka 30 kilometer nord for Berlin. Vi måtte så marchere 10 kilometer i hurtigt marchtempo til Heinkel flyvemaskinefabrikker, fulgt af SS-hunde der bed os i hælene hvis vi satte farten ned. Det lykkedes os vidner at holde sammen.

Kort efter blev vi alle overflyttet til den nærliggende koncentrationslejr, Sachsenhausen. Der fik min violette trekant et nyt nummer: 98827.

Livet i Sachsenhausen

Da vi kom ind i Sachsenhausen følte jeg til fulde ironien i det slagord der efter SS-chefen Heinrich Himmlers ordre stod skrevet med kæmpestore bogstaver inde i lejren. Det lød: „Arbeit macht frei“ (Arbejde gør fri). Hvilket hykleri! Vi havde naturligvis en frihed som nazisterne aldrig havde kendt, nemlig den frihed den kristne sandhed giver. (Joh. 8:31, 32) I alle andre henseender kan livet i Sachsenhausen kort beskrives med disse ord: slavearbejde, langsom udsultning, ydmygelse og nedværdigelse.

Det var nazisternes hensigt at knække Jehovas vidner eller at slå dem ihjel. De slog mange ihjel. Men det var et moralsk nederlag for nazisterne, og en troens og integritetens sejr for de Jehovas vidner der led døden.

Hvad os andre angår, så lod vi os langtfra knuse åndeligt, for vi tillod ikke de nedværdigende forhold at hindre os i at vise respekt for vore ophøjede åndelige værdier. Der var for eksempel broder Kurt Pape. Han fik ordre til at være med i et kommando (en arbejdsgruppe) der arbejdede i en våbenfabrik. Det nægtede han, med den begrundelse at han i 16 år havde kæmpet den kristne kamp uden kødelige våben og at han ikke ville sætte en plet på sin integritet. Han satte naturligvis sit liv på spil ved at nægte det. Overraskende nok tillod lejrlederen ham at udføre andet arbejde. Ved en anden lejlighed irettesatte broder Pape mig fordi jeg havde taget noget brød fra lejrens bageri, hvor jeg var sat til at arbejde. Jeg havde gjort det for at brødrene kunne få lidt mere at spise, men han sagde til mig at det var bedre at være sulten end at bringe vanære over Jehovas navn ved at blive fanget som en tyv. Dette gjorde et stort indtryk på mig. Søndag eftermiddag plejede jeg at virke som tolk for broder Pape, som det var lykkedes at gøre en gruppe russiske og ukrainske fanger interesseret i Rigets budskab. Ja, broder Pape var et glimrende eksempel. Ulykkeligvis blev han dræbt under et af de allieredes luftangreb kort før vor udfrielse.

„Dødsmarchen“

I april 1945 rykkede de vestlige allierede ind i Berlin-området fra vest, og russerne trængte frem fra øst. Nazilederne undersøgte forskellige muligheder for at likvidere fangerne i koncentrationslejrene. Men at dræbe hundredtusinder af mennesker og skaffe deres lig af vejen i løbet af nogle få dage, uden at efterlade noget spor af denne afskyelige forbrydelse, viste sig at være for vanskeligt for disse sadistiske mænd. De besluttede derfor at dræbe de syge og lade de øvrige marchere til den nærmeste havn, hvor de ville blive sejlet ud på havet for at lide druknedøden.

Fra Sachsenhausen skulle vi marchere cirka 250 kilometer til Lübeck. Afgangen skulle finde sted natten mellem den 20. og 21. april 1945. Først blev fangerne kaldt sammen efter deres nationalitet. Hvilken taknemmelighed følte vi ikke mod Jehova da alle vidnerne blandt fangerne fik besked på at samles det samme sted, i skrædderværkstedet! Vi var 230, fra seks forskellige lande. De Jehovas vidner der lå på sygeafdelingen, og som skulle have været dræbt før evakueringen, blev reddet fordi brødre satte livet på spil og bar dem til skrædderværkstedet.

Der herskede en ubeskrivelig forvirring blandt de andre fanger. Mange stjal og plyndrede. Vi holdt derimod et „stævne“ og styrkede hinanden åndeligt. Snart var det imidlertid vores tur til at begynde den lange march til det vi formodede var en opsamlingslejr men som i virkeligheden var den våde grav. De forskellige nationaliteter forlod lejren i kolonner på 600 fanger — først tjekkerne, dernæst polakkerne og så videre — cirka 26.000 i alt. Jehovas vidner var den sidste gruppe der drog ud. SS’erne havde givet os en kærre at trække. Senere blev jeg klar over at den indeholdt nogle af de ting SS’erne havde stjålet fra fangerne. De vidste at Jehovas vidner ikke ville tage noget af det. Kærren viste sig at være en velsignelse, fordi de syge og ældre kunne sidde på den og hvile sig lidt under marchen. Når en på kærren følte kræfterne vende tilbage, steg han ned og overlod pladsen til en anden der var for svag til at følge med, og sådan gjorde vi i de to uger „dødsmarchen“ varede.

Det var i enhver henseende en „dødsmarch“, for ikke alene var vort bestemmelsessted den våde grav, men døden lurede også under selve marchen. Enhver der ikke kunne holde trit blev skånselsløst dræbt af en SS-kugle. Cirka 10.700 mistede livet på denne måde før marchen var forbi. Men på grund af kristen kærlighed og solidaritet blev ikke et eneste Jehovas vidne efterladt ved vejkanten og dræbt af SS.

De første 50 kilometer var et mareridt. Russerne var så nær at vi kunne høre deres maskingeværer. Vore SS-ledere var rædselsslagne ved tanken om at falde i russernes hænder. Den første etape, fra Sachsenhausen til Neuruppin, blev derfor en ilmarch der varede 36 timer.

Jeg havde taget nogle få fattige ejendele med mig. Men efterhånden som jeg blev mere og mere udmattet, kastede jeg den ene ting efter den anden bort, indtil jeg ikke havde andet tilbage end et tæppe som jeg kunne rulle mig ind i om natten. De fleste nætter sov vi udendørs, og kun grene og blade skilte os fra den fugtige jord. Én nat sov jeg imidlertid i en lade. Forestil jer min overraskelse da jeg fandt bogen Det store Opgør (en af Vagttårnets publikationer) gemt i høet! Næste morgen gav vore værter os noget at spise. Men det var en undtagelse. Derefter gik der flere dage i træk hvor vi intet havde at spise eller drikke, ud over nogle få urter som vi fik fat i og lavede te af om aftenen når vi gjorde holdt for at sove. Jeg husker at jeg så nogle fanger der ikke var Jehovas vidner, kaste sig over kadaveret af en hest der lå i nærheden af vejen, og spise kødet til trods for at SS-vagtposterne lod det regne ned over dem med slag fra deres geværkolber.

Under alt dette rykkede russerne frem fra den ene side og amerikanerne fra den anden. Den 25. april var situationen så kaotisk at vore SS-vagtposter ikke længere vidste hvor de sovjetiske eller de amerikanske tropper befandt sig. De gav derfor alle fangekolonnerne ordre til at slå lejr i en skov i fire dage. Mens vi var der spiste vi nælder, rødder og bark af træer. At vi blev holdt tilbage her viste sig i høj grad at komme os til gode, for hvis vagterne havde ladet os marchere videre ville vi have nået Lübeck før den tyske front brød sammen, og det ville have betydet at vi var havnet på bunden af Lübecker bugt.

Den sidste nat

Den 29. april besluttede SS’erne sig til at føre fangerne mod Lübeck. De håbede at få os dertil før de russiske og de amerikanske styrker nåede hinanden. Efter adskillige dages march nærmede vi os Schwerin, en by der ligger cirka 50 kilometer fra Lübeck. Endnu en gang gav SS’erne ordre til at vi skulle skjule os i skovene. Det blev vor sidste nat i fangenskab. Men hvilken nat!

Russerne og amerikanerne var lige i hælene på resterne af den tyske hær, og fra begge sider hvinede granater over hovederne på os. En SS-officer rådede os til at gå videre uden vagter til de amerikanske linjer, omkring seks kilometer borte. Men vi havde ikke tiltro til dette forslag, og efter at vi havde bedt til Jehova om hans ledelse besluttede vi at blive i skoven natten over. Senere hørte vi at de fanger der havde fulgt officerens forslag og havde forsøgt at nå frem til de amerikanske linjer, var blevet skudt ned af SS. Omkring 1000 af dem døde den nat. Hvor taknemmelige var vi ikke for Jehovas beskyttelse!

Den sidste nat i Crivitz skov blev imidlertid alt andet end fredelig. Efterhånden som kamplinjen kom nærmere blev vore SS-vagtposter grebet af panik. Nogle af dem slap bort i ly af natten, mens andre skjulte deres våben og uniformer og iførte sig stribede fangedragter som de havde taget fra døde fanger. De der blev genkendt blev skudt af fanger som havde fundet de våben de havde efterladt. Forvirringen var ubeskrivelig! Folk løb hid og did, og kugler og granater fløj om ørerne på os. Men vi vidner holdt sammen, og under Jehovas beskyttende hånd klarede vi os igennem til næste morgen.

I en resolution som vi vedtog den 3. maj 1945 gav vi udtryk for vor taknemmelighed over for Jehova. Vi havde marcheret cirka 200 kilometer på 12 dage. Af de 26.000 fanger der forlod Sachsenhausen koncentrationslejr på denne dødsmarch overlevede næppe mere end 15.000. Men hvert eneste af de 230 Jehovas vidner der havde forladt lejren, kom igennem denne ildprøve med livet i behold. Hvilken vidunderlig udfrielse!

Marchen fortsætter

Den 5. maj 1945 fik jeg kontakt med de amerikanske styrker, og den 21. maj var jeg atter hjemme i Harnes i Nordfrankrig. Jeg havde overlevet „dødsmarchen“ og følte i sandhed som David, der, ifølge Salme 23:4, udtrykte sig således: „Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst.“

„Dødsmarchen“ fra Sachsenhausen viste sig blot at være en etape på rejsen gennem den nuværende tingenes ordning mod målet, det evige liv. Siden dengang har jeg haft mange glæder i forkyndelsen af „den gode nyhed“. Jehova lod mig overleve den forfærdelige march, og nu beder jeg til at han også vil give mig lov til, sammen med min kone og mine tre børn, fortsat at vandre på den trange vej der fører til livet uden at vige til højre eller til venstre. — Matt. 7:13, 14; Es. 30:20, 21.

[Kort på side 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Vejen til døden — 20.-21. april 1945

Evakueringen af LEJREN SACHSENHAUSEN og af arbejdsgrupper fra HEINKEL

Schwerin

Crivitz skov

Crivitz

Zapel skov

Below skov

RAVENSBRÜCK

Wittstock

Neuruppin

Oranienburg

SACHSENHAUSEN

HEINKEL

BERLIN

Gård

Kirkegård

Døde

Skov

0 5 10 20 30 40 50 kilometer