Den gotiske bibel — en bemærkelsesværdig præstation

GOTERNE var en sammenslutning af germanske stammer, der sandsynligvis havde deres oprindelse i Skandinavien. I de første århundreder efter vor tidsregning udvandrede de sydpå til Sortehavet og Donaufloden, og helt til det romerske riges ydergrænser.

Den gotiske bibel var det første litterære værk der blev udgivet på et germansk sprog. Selv om der i dag kun er brudstykker tilbage af denne oversættelse, bliver den stadig betragtet som imponerende og værdifuld. Hvorfor?

Vulfila — missionær og bibeloversætter

Oversætteren af denne bibel var Ulfilas, der også er kendt under sit gotiske navn Vulfila. Ifølge historikeren Filostorgius nedstammede Vulfila fra en mand der blev taget til fange under et gotisk angreb på Kappadokien, i nutidens østlige Tyrkiet. Vulfila blev født omkring år 311 e.v.t. Omtrent 30 år senere blev han bispeviet af Eusebios af Nikomedia og oplært til at arbejde som missionær blandt goterne.

„For at vejlede de omvendte og øge deres tal, oversatte han tålmodigt hele Bibelen undtagen Kongernes bog fra græsk til gotisk,“ skriver historikeren Will Durant (Troens Tidsalder). I dag er et fragment af Nehemias’ Bog og dele af De Kristne Græske Skrifter de eneste rester der er tilbage af den gotiske bibel.

Gotisk var ikke et skriftsprog. Vulfila stod derfor over for en oversættelsesopgave der krævede stor opfindsomhed. Oldtidens kirkehistorikere tillægger ham æren for udviklingen af det gotiske alfabet med 27 symboler, der hovedsagelig byggede på det græske og latinske alfabet. Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica skriver desuden at „han dannede en kristen germansk terminologi, hvoraf nogle udtryk stadig anvendes“.

Den gotiske bibels tidlige historie

Vulfila havde fuldført sin oversættelse inden år 381 e.v.t. og døde to eller tre år senere. Hvor stor udbredelse hans arbejde fik, fremgår af The Encyclopedia Americana, som fortæller at „oversættelsen blev almindeligt benyttet af de gotere der udvandrede til Spanien og Italien“. Antallet af eksisterende fragmenter tyder ligeledes på at der blev fremstillet mange eksemplarer af denne gotiske bibel. Og der blev også produceret adskillige håndskrifter i skrivestuerne i Ravenna og Verona, byer som lå i goternes rige. Disse skrivestuer var særlige rum i klostrene hvor håndskrifterne blev afskrevet og kopieret.

Det gotiske rige ophørte med at eksistere omkring år 555 e.v.t., efter at den byzantinske kejser Justinianus I havde generobret Italien. Da goterne havde mistet deres magt, fortæller Tönnes Kleberg, „forsvandt det gotiske sprog og de gotiske traditioner næsten sporløst fra Italien. Gotiske håndskrifter havde ikke længere nogen interesse. . . . De blev i stor udstrækning revet fra hinanden og bogstaverne raderet væk. Det bekostelige pergament blev siden anvendt til nye tekster.“

Eksisterende håndskrifter

På nogle af disse håndskrifter havde man ikke været omhyggelig med raderingen og derfor kunne man svagt skimte originalskriften. Man har fundet og tydet adskillige af disse såkaldte palimpsester. Den berømte Codex Argenteus er bemærkelsesværdig fordi den er fundet i god behold og indeholder de fire evangelier i følgende rækkefølge: Mattæus, Johannes, Lukas og Markus.

Man mener at denne prægtige kodeks er fremstillet i skrivestuen i Ravenna i begyndelsen af det sjette århundrede e.v.t. Den bliver kaldt Codex Argenteus, der betyder „sølvbogen“ og hentyder til at den er skrevet med sølvblæk. Kodeksens pergamentsider er purpurfarvede, hvilket tyder på at den sandsynligvis var bestilt af en kongelig person. De første tre linjer i hvert evangelium samt indledningen til de forskellige afsnit er forskønnet med guldbogstaver. Også navnene på evangelieskribenterne er skrevet med guld øverst på de fire parallelle ’buegange’ der er anbragt ved foden af hver spalte. Disse ’buegange’ indeholder krydshenvisninger til parallelle passager i evangelierne.

Rekonstruktion af den gotiske bibeltekst

Med opløsningen af det gotiske rige forsvandt også den værdifulde Codex Argenteus. Den kom ikke frem i lyset før midten af det 16. århundrede, i klosteret i Werden i nærheden af Køln.

I 1569 blev den gotiske udgave af ’Fadervor’ udgivet og henledte opmærksomheden på den bibeloversættelse hvorfra den var taget. I 1597 stod betegnelsen Codex Argenteus for første gang at læse på tryk. Dette bibelhåndskrift fra Werden blev indlemmet i kejserens kunstsamling i Prag. Ved slutningen af Trediveårskrigen i 1648 var det imidlertid en af de skatte som de svenske sejrherrer tog med sig. Siden 1669 har dette bibelhåndskrift haft en permanent plads i universitetsbiblioteket i Uppsala i Sverige.

Codex Argenteus bestod oprindelig af 336 blade, hvoraf de 187 befinder sig i Uppsala. I 1970 blev ét blad — det sidste i Markusevangeliet — fundet i Speyer i Tyskland.

Da bibelhåndskriftet var genfundet, begyndte forskere at undersøge teksten for at udrede betydningen af det glemte gotiske sprog. Den tyske forsker Wilhelm Streitberg samlede og udgav i 1908 „Die gotische Bibel“ ved at benytte alle tilgængelige tekstudgaver og tidligere forsøg på at rekonstruere teksten. Denne udgave havde den græske tekst på den ene side og den gotiske på den anden.

I dag er denne gotiske bibeloversættelse hovedsagelig af interesse for forskerne. At den blev udarbejdet og var højt skattet i bibeloversættelsens barndom bekræfter imidlertid Vulfilas ønske og beslutning om at få Guds ord oversat til et af datidens aktuelle sprog. Han havde ganske rigtigt indset at kun ved hjælp af dette redskab kunne det gotiske folk forstå det kristne budskab.

[Kildeangivelse på side 9]

Med tilladelse af universitetsbiblioteket i Uppsala, Sverige