Jeg holdt fast ved troen sammen med min mand
FORTALT AF ELSA ABT
MENS Harald opholdt sig i Sachsenhausen fik han en gang imellem tilladelse til at skrive et brev på blot nogle få linjer. Der var stemplet følgende på det: ’Fordi han stadig er en stædig bibelstudent, er han blevet nægtet den normale brevvekslingsret.’ Dette stempel virkede altid opmuntrende på mig, for det viste at min mand stadig var fast i troen.
En dag i maj 1942 ventede Gestapo på mig da jeg kom hjem fra arbejde. Folkene gennemsøgte huset og beordrede mig derefter til at hente min frakke og følge med. Vores lille datter, Jutta, så op på en af Gestapofolkene, en usædvanlig høj mand. Hun hev ham i buksebenet og sagde: „Vil du ikke nok lade min moder blive her?“ Da han ikke reagerede gik hun om på den anden side af hans ben og bønfaldt ham: „Vil du ikke nok lade min moder blive her?“ Det fik ham til at føle sig ilde til mode, så han sagde hårdt: „Fjern det barn! Tag også hendes seng og hendes tøj!“ Hun blev overgivet til en anden familie i ejendommen, vores dør blev forseglet, og jeg blev taget med til Gestapos hovedkvarter.
Der så jeg mange andre Jehovas vidner som også var blevet arresteret den dag. Vi var blevet forrådt af en person som havde givet sig ud for at være et Jehovas vidne, og som havde vundet vores tillid. Da Gestapo spurgte os hvor vi holdt til med vores duplikator, og hvem det var der førte an i det forkyndelsesarbejde der foregik under jorden, lod jeg som om jeg ingenting vidste. Vi blev så kastet i fængsel.
Vores urokkelige tro forvirrede Gestapo. Under et forhør kom en officer engang imod mig med knyttede næver. „Hvad skal vi stille op med jer?“ udbrød han. „Hvis vi arresterer jer, bekymrer det jer ikke. Hvis vi sender jer i fængsel, bekymrer det jer ikke. Og hvis vi sender jer i koncentrationslejr, bekymrer det jer heller ikke. Hvis vi dømmer jer til døden, står I bare dér helt uanfægtede. Hvad skal vi dog stille op med jer?“
Efter seks måneder i fængsel blev jeg, sammen med 11 andre kristne søstre, sendt til Auschwitz, den berygtede udryddelseslejr.
Vi var anderledes, og blev respekteret
Først blev vi ført til Birkenau, en underafdeling af Auschwitz. Da en SS-officer opdagede at vi var der fordi vi var bibelstudenter, sagde han: „Hvis jeg var jer ville jeg underskrive papirerne og tage hjem.“
„Hvis jeg havde ønsket at underskrive kunne jeg have gjort det noget før,“ svarede jeg.
„Men du vil dø her,“ advarede han. Jeg sagde: „Det er jeg forberedt på.“
Senere skulle der tages billeder af os, og vi skulle udfylde nogle spørgeskemaer og andre formularer. To læger, som selv var fanger, stod og iagttog os mens vi i en række passerede gennem lægecenteret. Den ene læge havde været meget længere i lejren end den anden. Jeg hørte den ældste sige til den yngste: „Man kan altid kende bibelstudenterne.“
„Ja, såh?“ svarede den yngste, lidt skeptisk. „Så vis mig hvem i denne gruppe der er en bibelstudent.“ Lige netop da gik jeg forbi dem i rækken, og de kunne ikke se min lilla trekant. Alligevel pegede den ældste læge på mig, og sagde: „Det er en bibelstudent.“ Den yngste gik om på den anden side, kiggede på trekanten og udbrød: „Du har ret! Hvordan kunne du vide det?“
„Jo, disse mennesker ser anderledes ud,“ sagde han. „Man kan simpelt hen bare kende dem.“
Det var sandt. Vi så anderledes ud. Når vi gik var vores holdning rank, ikke sammenbøjet og nedslået. Vort blik var altid vågent; vi så frit og åbent på andre mennesker. Vi var der for at vidne om Jehovas navn. Det var derfor vi havde en anden fremtræden, og de andre lagde mærke til det.
Vi tolv søstre var kun i Birkenau nogle få dage. Derefter blev vi overført til Auschwitz for at arbejde i SS-officerernes hjem. De ville kun have Jehovas vidner til det, for de turde ikke lade andre arbejde der. De vidste at vi ikke ville prøve på at forgive dem. Vi var ærlige og ville ikke stjæle eller forsøge at flygte.
Liv og død i Auschwitz
I et stykke tid boede vi alle i koncentrationslejren, sammen med nogle andre fanger. Vi blev anbragt i kælderen i et stort murstenshus. Så kom den tid da vi skulle have tildelt arbejde. „Hvem ønsker at arbejde hvor?“ blev vi spurgt. Men vi sagde ingenting. „I er også så stolte,“ sagde den kvindelige tilsynsførende.
„Nej, vi er ikke stolte,“ svarede min veninde, „men hvor I end anbringer os, så vil vi arbejde dér.“ Og den regel fulgte vi altid. Vi ønskede ikke selv at vælge vores arbejdsplads, men bad hele tiden Jehova om hans ledelse. Hvis vi så blev sat til noget arbejde som faldt os vanskeligt, kunne vi vende os til ham og bede: „Jehova, hvis det er din vilje, så hjælp os nu.“
Jeg blev sat til at arbejde for en SS-mand som boede uden for lejren. Jeg skulle gøre rent i huset, hjælpe hans kone med at lave mad, passe deres børn og gå på indkøb i byen. Kun Jehovas vidner blev vist den tillid at de måtte forlade lejren uden opsyn. Naturligvis bar vi altid de stribede fangedragter. Efter et stykke tid fik vi tilladelse til at bo dér hvor vi arbejdede, i stedet for at vende tilbage til lejren om aftenen. Jeg sov i SS-officerens kælder.
Men vi blev ikke betragtet som rigtige mennesker. Når SS-officeren for eksempel kaldte mig til sit kontor, skulle jeg stå ved døren og sige: „Varetægtsfange nummer 24.402 beder om tilladelse til at komme ind.“ Og efter at jeg havde modtaget hans instruktioner, forventede man at jeg sagde: „Varetægtsfange nummer 24.402 beder om tilladelse til at gå.“ Vore navne blev aldrig brugt.
Åndelig føde, i form af Vagttårnet og andre publikationer, fandt vej ind i Auschwitz, såvel som i de andre lejre. Jeg fik endog breve fra Harald. På følgende måde kommunikerede vi regelmæssigt med Jehovas vidner udenfor:
Nogle fra vores gruppe, heriblandt min veninde Gertrud Ott, havde fået tildelt arbejde i et hotel hvor SS-mændenes familier boede. En dag mens Gertrud var i færd med at pudse vinduer, gik der et par kvinder forbi, og uden at kigge op, sagde de: „Vi er også Jehovas vidner.“ Da de senere kom tilbage, sagde Gertrud: „Gå hen til badeværelset.“ Der mødtes de og talte sammen, og fra da af arrangerede de flere lignende møder, med henblik på at smugle værdifulde bibelske publikationer og andre oplysninger ind i Auschwitz.
Vi var Jehova taknemmelig for hans ledelse og beskyttelse i disse år i Auschwitz, især da vi vidste at de frygteligste ting man overhovedet kan tænke sig, fandt sted i lejren. Hele ladninger af jøder ankom og blev sendt direkte i gaskamrene! På et tidspunkt plejede jeg en kvindelig tilsynsførende som havde arbejdet i gaskamrene, og hun fortalte hvad der gik for sig dér.
„Folk bliver stuvet sammen i et værelse,“ forklarede hun, „og på døren til det tilstødende værelse står der: ’Til badeværelset.’ De bliver bedt om at klæde sig af. Fuldstændig nøgne går de ind i ’badeværelset’. Døren bliver lukket bag dem. Men i stedet for vand, kommer der gas ud af bruserne.“ Det hun havde set dér, havde påvirket hende følelsesmæssigt i den grad at hun var blevet fysisk syg.
Til andre lejre — og befrielsen
I begyndelsen af januar 1945 led Tyskland nederlag efter nederlag på østfronten. Da man bestræbte sig for at evakuere koncentrationslejrene, blev mange af os flyttet fra den ene lejr til den anden. Efter at have marcheret i to dage og to nætter mod lejren i Gross-Rosen, var flere af søstrene for udmattede til at fortsætte. Hvilken befrielse var det ikke da vi endelig den tredje nat fik lov til at ligge ned i en overfyldt lade! Den eneste mad vi fik på hele turen var den lille smule brød det var lykkedes os at tage med. Ingen af os følte at vi kunne overleve endnu en dagsrejse til fods. Men så skete der noget som var så usædvanligt at jeg aldrig vil glemme det.
Ligesom vi skulle til at tage af sted næste dag kiggede en SS-læge som jeg på et tidspunkt havde arbejdet for, på os, og begyndte at råbe: „Bibelstudenter ud! Bibelstudenter ud!“ Så sagde han til mig: „Find ud af om vi har jer alle.“ Derefter blev 40 af os søstre bragt til jernbanestationen, og der blev truffet foranstaltninger til at transportere os i tog. Det var som et mirakel for os!
Togene var overfyldte, og på en eller anden måde nåede tre af os ikke at komme af det rigtige sted, så vi kørte videre til Breslau (polsk: Wroclaw). Der stod vi af og fik oplyst hvordan vi kunne komme til lejren. Da vi nåede til porten begyndte vagterne at le. De lo og lo og sagde til sidst: „Kun Jehovas vidner ville komme her af egen fri vilje.“ Men vi vidste at det ville have givet vore søstre vanskeligheder, hvis vi ikke var vendt tilbage til lejren.
Vi var kun i Gross-Rosen i nogle få uger, så blev vi overført til Mauthausen-lejren i nærheden af Linz i Østrig. Forholdene var skrækkelige dér. Alt for mange mennesker var stuvet sammen. Der var mangel på mad, og vi havde ikke engang halm til at sove på, kun trægulve. Efter kort tid blev vi atter flyttet, denne gang til Bergen-Belsen-lejren nær Hannover i Tyskland. En af vore søstre døde på turen. På grund af de elendige forhold i lejren døde mange af de søstre som indtil da havde overlevet den hårde transport.
Omkring 25 fra vores gruppe blev overført til en anden lejr igen, en hemmelig lejr som blev kaldt Dora-Nordhausen. Oprindelig var den kun for mænd, men kort tid forinden var nogle prostituerede blevet bragt dertil. Imidlertid gjorde lejrkommandanten det klart over for den kvindelige tilsynsførende at vi ikke var af den slags. Vi havde det bedre i Dora-Nordhausen. Der arbejdede en broder i fangernes køkken, og han sørgede for at vi fik noget menneskeværdig føde at spise.
På det tidspunkt var krigen ved at være slut. Der blev truffet foranstaltninger til at overføre os til et sted i nærheden af Hamburg. Til turen fik jeg en dåse kød og noget brød, men mændene fik ingenting. En polsk broder var meget syg, så han fik min madration. Senere fortalte han mig at det havde reddet hans liv. På turen mødte vi nogle amerikanske soldater, og vi blev frigivet. SS-mændene havde haft noget civilt tøj med; det tog de nu på, smed deres våben og flygtede. Krigen var slut!
Det var en ubeskrivelig oplevelse da Harald og jeg fandt hinanden omkring en måned senere. Vi stod bare og omfavnede hinanden i lang tid — der var gået fem lange år siden vi var blevet skilt fra hinanden.
Flere prøver og velsignelser
Da vi kom hjem fandt vi denne besked på døren: „Jutta Abt bor her. Hendes forældre er i koncentrationslejr.“ Hvor var det dejligt at være hjemme — og i sikkerhed! Især var det tilfredsstillende at vide at vi havde bevaret vores trofasthed over for Jehova Gud.
Mine år i tyske koncentrationslejre har lært mig en værdifuld lektie, nemlig i hvor høj grad Jehovas ånd kan styrke én når man bliver udsat for meget store prøvelser! Før jeg blev arresteret havde jeg læst et brev fra en søster, som skrev at man under svære prøvelser kan mærke hvordan Jehovas ånd virker beroligende på én. Jeg tænkte at hun nok havde overdrevet lidt. Men så kom prøvelserne til mig selv, og jeg vidste at det hun havde skrevet var sandt. Det sker virkelig. Det er vanskeligt at forestille sig, når man ikke har oplevet det. Men det skete virkelig for mig. Jehova hjælper.
Noget som hjalp mig mens jeg var skilt fra min lille pige, var Jehovas befaling til Abraham om at han skulle ofre sin søn. (1 Mos. 22:1-19) Jehova ønskede ikke at Abraham skulle dræbe Isak, men han ønskede at se hans lydighed. I mit tilfælde, tænkte jeg, kræver Jehova ikke at jeg ofrer mit barn, kun at jeg forlader det. Det er ingenting i sammenligning med det Abraham blev bedt om. Og Jutta er forblevet trofast mod Jehova i alle disse år, hvilket vi er meget lykkelige for.
Min mands trofasthed har altid været en glæde og en styrke for mig. Jeg kan kun elske og respektere ham for denne trofasthed mod Jehova. Og vi er blevet rigt velsignet.
„Det var ved tro at Abraham, da han blev prøvet, så godt som ofrede Isak, ja, han som med glæde havde taget imod løfterne søgte at ofre sin enestefødte, skønt der var sagt ham: ’Det der skal kaldes „din sæd“, skal komme gennem Isak.’ Men han regnede med at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde; og derfra fik han ham også tilbage på en billedlig måde.“ — Hebr. 11:17-19.