Spørgsmål fra læserne
■ Ville det være forkert hvis man, som en hjælp til at overvinde tobaksafhængighed, røg cigaretter som ikke indeholdt tobak?
Der er flere grunde til at de der ønsker at følge Bibelens vejledning og være medlemmer af den kristne menighed, bør undlade dette.
Mange som har været afhængige af at ryge, og specielt af nikotinen i tobakken, har prøvet at blive denne vane kvit. Nogle har forsøgt dette ved at gå over til cigaretter som var fremstillet af planter eller plantedele der ikke indeholdt nikotin. Denne løsning kan forekomme tiltalende fordi rygeren derved undgår at få nikotin i sig, samtidig med at han skånes for en del af det besvær det giver at bryde med en gammel vane; han har stadig noget han kan ryge på og noget han kan holde i fingrene, en cigaret uden tobak.
For at forstå hvorfor dette ikke er noget for kristne, kan vi se på nogle af grundene til at Jehovas vidner ikke ryger.
For det første er den udbredte tobaksbrug — hvad enten det er i form af cigaretter, pibetobak eller cigarer — i strid med apostelen Paulus’ ord til menigheden i Korint: „Derfor, kære venner, må vi rense ud i alt det, der besmitter krop og ånd.“ (2 Korinter 7:1, Seidelin) Lige inden Paulus nævner dette, har han omtalt nogle religiøse handlinger der var ensbetydende med „at røre det urene“. (2 Korinter 6:17) Ordene i kapitel 7, vers 1, er en fortsættelse heraf, og de kan anvendes på enhver handling der kunne gøre den kristne uren i moralsk, åndelig eller fysisk henseende. Og princippet kan meget vel overføres på brugen af tobak, en praksis der er af forholdsvis ny dato.
De fleste har observeret at de der bruger tobak får misfarvede fingre og tænder, og det er almindeligt kendt at rygernes lunger bliver sorte og urene. Selve vanen er uren og udgør en alvorlig fare for tobaksbrugerens liv og sundhed. Men er der kun fare forbundet med dét at ryge tobak? Nej. Selv om nogle gik over til at ryge cigaretter fremstillet af andre planter — det være sig hash, majs, grøn salat eller andet — ville det alligevel være unaturligt at inhalere røg dag efter dag. Er det ikke rigtigt at regelmæssig inhalering af røg under en hvilken som helst form vil forurene lungerne og sikkert udgøre en fare for helbredet? Rygning er ganske enkelt noget der ikke sømmer sig for dem der vil leve i overensstemmelse med vejledningen i Andet Korinterbrev 7:1, uanset om det der ryges er tobak, hash eller nikotinfri cigaretter. — Se også Romerbrevet 12:1.
Det kan heller ikke siges at man viser næstekærlighed over for slægtninge og andre som man er sammen med, hvis man konstant tvinger dem til at indånde røg, uanset om røgen stammer fra tobak eller noget andet. — Markus 12:31.
Rygning af tobak er desuden så udbredt at man næppe kan fortænke iagttagere i uden videre at formode at det drejer sig om tobak, hvis de ser en person ryge på en cigaret, en cigar eller en pibe. Selv om man nøjedes med at ryge nikotinfri cigaretter, kunne man altså let være årsag til at andre tog anstød eller fik den opfattelse at Jehovas vidner ikke er konsekvente i deres afvisning af den forurenende og sundhedsfarlige tobaksvane. — Lukas 17:1, 2.
Mange der i dag lever et rent og sundt liv som kristne tjenere for Jehova, har været i stand til at overvinde tobaksvanen uden at gå over til en anden form for rygning. Yderligere oplysninger om dette kan findes i artiklen „Svagheder der kan overvindes“, i Vagttårnet for 15. januar 1983.
■ Hvad er forskellen mellem evigt liv og udødelighed?
Både de salvede, der får åndeligt liv i himmelen, og de mennesker der erklæres retfærdige af Gud og kommer til at leve i Paradiset på jorden, vil modtage et liv der aldrig får ende. Udfaldet eller resultatet vil altså blive det samme — nemlig et liv uden ophør — hvad enten man opnår udødelighed i himmelen eller evigt liv på jorden. Med hensyn til udødelighed kan der imidlertid tilføjes nogle kommentarer.
Det græske ord for „udødelighed“ (athanasia) er dannet af ordet thanatos, der betyder „død“, og forstavelsen a, der gør ordet negativt. Det har således grundbetydningen ’ikke-død’, eller ’uden død’. Jehova er den egentlige kilde til alt liv, og han er naturligvis udødelig. (Salme 36:10; 90:1, 2) Dette bekræftes af at hans herliggjorte søn, som nu er „genskæret af [Guds] herlighed og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“, omtales som „Kongen over [de mennesker] der hersker som konger, og Herre over dem der hersker som herrer, den eneste der har udødelighed“. (Hebræerne 1:3; 1 Timoteus 6:15, 16) Ingen skabning kan fratage Jesus livet som udødelig, det liv der adskiller ham fra mennesker eller åndeskabninger som kan dø. Vi læser desuden: „Vi ved at Kristus, nu da han er blevet oprejst fra de døde, ikke mere dør; døden er ikke mere herre over ham.“ — Romerne 6:9.
Skønt udødelighed kan siges at være det samme som evigt liv, indebærer begrebet udødelighed åbenbart mere end det at den udødelige vil leve evigt. Det synes at pege på en særlig beskaffenhed ved livet, og det kædes sammen med begrebet uforgængelighed. Om de åndssalvede kristne der vil modtage den himmelske løn, siger Bibelen: „Dette forgængelige må nødvendigvis iføre sig uforgængelighed, og dette dødelige må nødvendigvis iføre sig udødelighed. Men når dette forgængelige ifører sig uforgængelighed og dette dødelige ifører sig udødelighed, så vil den udtalelse som står skrevet gå i opfyldelse: ’Døden er opslugt for evigt.’“ — 1 Korinter 15:53, 54.
Bibelen giver os ikke mange detaljer om beskaffenheden af den form for liv der kaldes udødelighed. Vi ved imidlertid at dødelige mennesker — ja, også fuldkomne mennesker der har udsigt til evigt liv på jorden — må indtage væske og føde for at opretholde livet, da de ellers vil dø og deres legeme forgå. (1 Mosebog 2:9, 15, 16) Udødelighed indebærer utvivlsomt at denne tilførsel af næring ikke er nødvendig. Det kan således siges at de der bliver udødelige, ikke er underlagt døden, eller at ’døden ikke mere er herre over dem’. Dette vil også være i overensstemmelse med at de modtager uforgængelighed, hvilket øjensynlig betyder at deres åndelige legeme eller organisme i sin natur er hævet over at kunne nedbrydes eller forgå. (Se Andet Korinterbrev 5:1; Åbenbaringen 20:6.) I disse henseender kunne der altså være en forskel mellem udødelighed på den ene side og evigt liv som menneske på den anden side.
Jehova Gud er den retfærdige Dommer der belønner de salvede med udødelighed. Når han i sin visdom og indsigt bedømmer at sådanne er prøvet til fulde og at de uden nogen tvivl er egnede til at modtage udødelighed, kan vi være forvissede om at de vil forblive trofaste til evig tid. I sidste instans vil evigt liv på jorden såvel som udødeligt liv i himmelen altså være et liv der aldrig vil ophøre. — Johannes 17:3.