Vi fik mod til at sætte Gud først

TELEFONEN kimede skræmmende klokken tre om natten. Det var en af fars forretningsforbindelser der netop havde været til møde i veteranforeningen American Legion. Nervøst råbte han far ind i øret: „Wally, hvis du ikke ringer til Philadelphia Inquirer straks, mens de kan nå at få det med i morgenudgaven, og siger at du vil hilse flaget, vil en pøbel angribe din købmandsforretning og din familie i dag. Og jeg fralægger mig ethvert ansvar for hvad der så vil ske!“ Far og mor havde været ude for pøbeloptøjer før. De var nu lysvågne og gav sig til at bede.

Ved daggry vækkede de os seks børn. Far gav min bror Bill besked på at bringe de mindste hen til morfar og mormor; derpå hjalp Bill og jeg som sædvanlig til i huset og i butikken. Far gik til politimesteren i Minersville og anmeldte truslen. Kort efter kørte en politibil op foran butikken og blev holdende hele dagen. Vi passede vore pligter i forretningen og betjente kunderne, men skottede hele tiden til fortovet. Vi fik hjertebanken hver gang en klynge forbipasserende standsede; men der kom aldrig nogen pøbelskare. Måske var ophidselsen kølnet ved dagslyset — og ved synet af politibilen!

Vi finder sandheden

Men hvordan var vi kommet i denne nervepirrende situation? Det hang sammen med vores tro. I 1931, da jeg var syv år gammel, havde morfar og mormor boet hos os i en periode. De var bibelstudenter, som Jehovas vidner dengang blev kaldt.

Morfar forkyndte ikke for far, men far gik ind på morfars og mormors værelse når de ikke var hjemme for at se hvad der stod i det de læste. Han ligefrem slugte det! Jeg kan stadig høre ham juble: „Se, hvad der står i Bibelen!“ For ham var sandheden en ren fryd. Mor læste det også, og i 1931 meldte hun sig ud af metodistkirken. Vi fik et hjemmebibelstudium, og jeg var lige så begejstret som dem da jeg hørte om det vidunderlige paradis der skal oprettes på jorden. Lige fra først af gjorde jeg sandheden til min egen.

Sidst i 1932 spurgte mor mig om jeg var parat til at gå ud i forkyndelsen fra dør til dør. Dengang gik unge som gamle alene, og vi benyttede et vidnesbyrdskort. Jeg sagde ganske enkelt: „Goddag, jeg har et vigtigt budskab. Vil De være venlig at læse dette?“ Hvis den besøgte var blot det mindste forbeholden efter at have læst kortet, sagde jeg i begyndelsen bare: „Godt, farvel.“

Det varede ikke længe før vi mødte modstand. I foråret 1935 forkyndte vi i byen New Philadelphia. Jeg husker at jeg stod og talte med en mand ved hans dør da politiet kom og hentede alle os forkyndere. Manden jeg talte med virkede forfærdet over at de anholdt en 11-årig pige. Vi blev bragt til en brandstation. Udenfor trængtes en tusindtallig, skrigende pøbelsværm. Kirkerne havde åbenbart sluttet gudstjenesten tidligt den søndag for at give alle lejlighed til at være med. Da vi blev ført gennem skaren slog en pige mig på armen; vi kom imidlertid velbeholdent indenfor, og bevæbnede vagter hindrede pøbelsværmen i at slå døren ind.

Vi var 44 forkyndere stuvet sammen på brandstationen, og vi måtte sidde på trappen. Men vi var langtfra nedslåede. Vi var glade for at træffe nogle af brødrene fra Shenandoah-menigheden som hjalp os med at gennemarbejde byen. Her traf jeg Eleanor Walaitis, og vi blev gode veninder. Efter nogle timer lod politiet os gå.

Flaghilsen bliver debatemne

Ved Jehovas Vidners epokegørende stævne i Washington, D.C., i 1935 blev broder Rutherford, Vagttårnsselskabets præsident, spurgt om skolebørn burde hilse flaget. Han svarede at det ville være troløst mod Gud at tilskrive et jordisk symbol frelse ved at hilse det, og at han ikke ville gøre det. Det gjorde indtryk på Bill og mig. Vi drøftede det med vore forældre og slog op i Anden Mosebog 20:4-6, Første Johannesbrev 5:21 og Mattæus 22:21. Mor og far hverken pressede os eller gav os skyldfølelse. Da skolen begyndte i september var vi fuldstændig klar over hvordan vi burde forholde os. Men hver gang en af lærerne så på os tabte vi modet, løftede armen og mimede med. Jeg var blandt andet bange for at mine skolekammerater ville vende mig ryggen hvis jeg stod op for mit standpunkt.

Men da nogle pionerer besøgte os, fortalte jeg dem hvordan vi bar os ad. Jeg glemmer aldrig en søster der sagde: „Lillian, Jehova afskyr hyklere.“ Og den 6. oktober holdt broder Rutherford et landsdækkende radioforedrag over temaet: „Honnør for Flaget.“ Han forklarede at vi respekterer flaget, men at det faktisk er afgudsdyrkelse at udføre ritualer foran et billede eller symbol. Vort forhold til Jehova forbyder os at gøre dette.

Den 22. oktober kom Bill, der lige var fyldt ti, storsmilende hjem fra skole og sagde triumferende: „Jeg hilste ikke flaget! Lærerinden prøvede at løfte min arm, men jeg holdt fast i lommen.“

Næste morgen gik jeg med bankende hjerte til min lærerinde før timen for at modet ikke skulle svigte mig. „Frøken Shofstal,“ stammede jeg, „jeg kan ikke mere hilse flaget. Der står i Bibelen, i Anden Mosebog, kapitel 20, at vi ikke må have andre guder end Jehova Gud.“ Til min forbavselse omfavnede hun mig bare og sagde at jeg var en kær pige. Da flaghilsenceremonien fandt sted, deltog jeg ikke i den.a Snart stirrede alle på mig, men jeg følte mig opstemt. Det var Jehova der havde givet mig mod til ikke at hilse flaget!

Mine skoleveninder var bestyrtede. En eller to af dem kom hen til mig og spurgte hvorfor jeg gjorde sådan, og vi fik nogle udbytterige samtaler. Men de fleste i skolen ignorerede mig. Hver morgen når jeg kom til skolen smed nogle drenge småsten efter mig og råbte: „Der kommer Jehova!“ Skolekommissionen forholdt sig afventende i to uger og besluttede sig så for at handle. Den 6. november mødtes de med far og mor samt forældrene til en anden dreng i samme situation som os. Inspektøren, professor Charles Roudabush, påstod at vort standpunkt var ensbetydende med lydighedsnægtelse, og kommissionens øvrige medlemmer samstemmede. Vi blev bortvist.

Hjemmeundervisningen begynder

Vi fik lov at beholde vores skolebøger, og vi oprettede derfor straks en privatskole på vores loft, under tilsyn af mors unge hushjælp. Men inden længe kom der et brev med besked om at vi ville blive sendt på et opdragelseshjem medmindre vi fik en kvalificeret lærer.

Paul og Verna Jones, der havde en gård 50 kilometer fra os, ringede nogle dage efter. „Vi har læst at jeres børn er blevet bortvist,“ sagde Paul til far. De havde lavet et skolelokale ved at fjerne væggen mellem deres spisestue og dagligstue, og de indbød os til at komme dér. En ung lærerinde fra Allentown var interesseret i sandheden og påtog sig ivrigt stillingen som lærer, skønt hun tjente langt mindre end hun kunne få på offentlige skoler. Lignende skoler for Jehovas vidners børn skød nu op fra kyst til kyst.

Familien Jones havde fire børn, men gav husly til mindst ti mere. Vi sov tre i hver seng; når vi skulle vende os måtte vi gøre det på én gang. En anden familie af Jehovas vidner i nærheden husede næsten lige så mange, og snart havde skolen over 40 elever. Der var masser af sjov og munterhed, men vi havde også pligter. Vi stod op klokken seks; drengene hjalp til udendørs, og pigerne var med i køkkenet. Fredag efter skoletid kom vore forældre og tog os med hjem på weekend. En dag kom familien Walaitis’ børn sammen med min veninde Eleanor.

Der dukkede hele tiden nye problemer op for skolen. Broder Jones døde, så far lavede vores lastbil om til skolebus og kørte os de 50 kilometer til skole. Så kom nogle af os i highschool-alderen og skulle have en lærer der var autoriseret til at undervise disse klassetrin. Men det lod til at Jehova skabte en udvej for hver forhindring.

Vi kommer for retten

I mellemtiden besluttede Selskabet at indbringe overgrebene i forbindelse med spørgsmålet om flaghilsen for domstolene. De hundreder af børn der havde taget standpunkt var nu blevet til tusinder. Den ene familie efter den anden blev udvalgt, men domstolene afviste deres sag. Så blev der rettet henvendelse til vores familie, og sagførerne for henholdsvis Selskabet og Den Amerikanske Borgerrettighedsunion anlagde sag ved distriktsdomstolen i Philadelphia i maj 1937. Sagen blev berammet til februar 1938.

Bill og jeg skulle afhøres som vidner. Jeg husker stadig den gysende, klamme fornemmelse ved udsigten til dette! Selskabets advokat terpede atter og atter de mulige spørgsmål med os. I retssalen kom Bill først i vidneskranken. Han blev spurgt hvorfor han ikke ville hilse flaget, og han svarede med et citat fra Anden Mosebog 20:4-6. Så blev det min tur, og samme spørgsmål blev stillet. Da jeg svarede: „Første Johannesbrev 5:21,“ bed modpartens sagfører mig af med sit: „Protest!“ Han syntes at ét skriftsted var rigeligt! Derpå kom professor Roudabush i vidneskranken. Han hævdede at vi var blevet indoktrineret og at vi udbredte „foragt for . . . flaget og landet“. Men dommer Albert Maris traf en afgørelse i vores favør.

’I skal ikke engang tænke på at komme tilbage til skolen!’ lød beskeden fra skolekommissionen. ’Vi appellerer sagen.’ Så måtte vi igen til Philadelphia, denne gang til appelretten. I november 1939 afgjorde dommerkollegiets tre dommere sagen til gunst for os. Skolekommissionen fnyste af raseri. Nu skulle sagen for højesteret!

For højesteret

Det begejstrede os at høre at broder Rutherford selv ville føre vores sag! En gruppe af os mødtes med ham på hovedbanegården i Washington, D.C., aftenen før sagen skulle for. Det var i april 1940, og vejret var stadig køligt. Vi følte at der blev skrevet historie. Næste dag var retssalen fyldt til bristepunktet med Jehovas vidner. Endelig kom turen til os, og broder Rutherford rejste sig og tog ordet. Jeg glemmer aldrig hvordan han sammenlignede os børn af Jehovas vidner med den trofaste profet Daniel, hans tre hebraiske venner og andre personer fra Bibelen. Han talte medrivende, og alle tilstedeværende lyttede med udelt opmærksomhed.

Det var slet ikke faldet os ind at dommen kunne gå os imod, siden vi jo havde vundet de to foregående sager. Om morgenen den 3. juni 1940 arbejdede mor og jeg i køkkenet med radioen tændt. Pludselig kom der en nyhedsudsendelse. Dommerne havde afsagt en dom der gik os imod — og ikke blot med en snæver margen, men med 8 dommerstemmer mod 1! Mor og jeg stod fuldstændig lamslåede og vantro. Så løb vi nedenunder for at fortælle far og Bill nyheden.

Retsafgørelsen udløste en næsten ufattelig bølge af terror. Over hele landet var Jehovas vidner fredløse. Folk mente at de gjorde deres patriotiske pligt ved at overfalde os. Få dage efter blev rigssalen i Kennebunk i Maine nedbrændt. I Illinois angreb en pøbelskare 60 forkyndere der var på arbejdsmarken, væltede deres biler og ødelagde deres publikationer. Rundt om på Shenandoah-egnen i Pennsylvanien begyndte kulminerne, konfektionsfabrikkerne og skolerne i rask rækkefølge at holde flaghilsenceremonier. Børn af Jehovas vidner blev bortvist fra skolerne, og deres forældre mistede alle på én dag deres arbejde.

Udholdenhed under forfølgelse

Det var i den periode min familie blev truet med pøbelvold, sådan som jeg beskrev det i indledningen. Kort efter at truslerne var løbet ud i sandet opfordrede en kirke i Minersville folk til at boykotte vores forretning. Omsætningen dalede drastisk. Det var hele vores levevej, og nu var vi seks børn. Far måtte låne penge for at forsørge os. Men med tiden ebbede boykotten ud, og folk begyndte igen at handle hos os. Nogle sagde endda foragteligt at det var „lovlig stærkt“ at præsten ville bestemme hvor de skulle købe ind. Men en hel del Jehovas vidner mistede hjem og forretning i disse år.

En aften kørte jeg familien hjem fra nogle bibelstudier. Lige efter at far og mor havde sat sig ind, kom en bande teenagere frem fra deres skjul, omringede bilen og begyndte at lukke luft ud af dækkene. Pludselig så jeg at der var fri bane. Jeg trådte på speederen, og væk var vi! Men far formanede: „Lillian, det må du aldrig gøre igen. Der kunne være kommet nogen til skade.“ Vi kom hjem i god behold.

Under den fanatiske voldsbølge fik vi venlig presseomtale. Mindst 171 førende aviser fordømte rettens afgørelse i 1940 vedrørende flaghilsen; kun en håndfuld billigede den. Og præsidentfruen, Eleanor Roosevelt, talte vores sag i sin avisrubrik „Min Dag“. Men der var stadig ingen lysning i sigte.

Omsider en ændring

I 1942 skiftede nogle af højesteretsdommerne imidlertid mening og fandt at de havde afsagt en forkert dom i vores sag. Selskabet indbragte derfor sagen vedrørende børnene i familierne Barnett, Stull og McClure for højesteret. Børnene var blevet bortvist fra skolen i West Virginia. Distriktsretten i West Virginia afsagde en enstemmig dom til fordel for Jehovas Vidner! Men statens skolekommission appellerede sagen til højesteret. Vores familie var i Washington, D.C., da Selskabets sagfører, Hayden C. Covington, holdt et overbevisende indlæg for højesteret. På flagdagen, den 14. juni 1943, afsagde højesteret sin dom. Med seks dommerstemmer mod tre var den i Jehovas Vidners favør!

Over hele landet begyndte forholdene herefter at falde til ro. Naturligvis var der nogle forstokkede ballademagere som gjorde livet surt for vore yngre søstre da de vendte tilbage til skolen, men Bill og jeg var for længst over skolealderen. Det var otte år siden vi havde taget vort faste standpunkt.

En livsvej i Jehovas tjeneste

Men dette var kun indledningen til vores livsvej i Jehovas tjeneste. Bill blev pioner som 16-årig. Eleanor Walaitis (nu Miller) og jeg blev pionermakkere i bydelen Bronx i New York City. Efter et år fik jeg den glæde at tjene på Betel, Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn. Også dér knyttede jeg varige venskaber.

Da jeg i sommeren 1951 var på stævnerejse i Europa, traf jeg Erwin Klose. Ved en sammenkomst i Tyskland underholdt han og nogle andre tyske brødre os med nogle smukke sange. Begejstret fortalte jeg ham at han havde en smuk stemme. Han nikkede venligt, og jeg snakkede løs. Han forstod ikke et ord af hvad jeg sagde! Nogle måneder senere mødte jeg Erwin igen, denne gang på Betel i Brooklyn. Han var kommet på Vagttårnets Bibelskole Gilead for at blive uddannet til missionær. Igen talte jeg længe med ham idet jeg bød ham velkommen til Brooklyn, og igen smilede han venligt. Han havde stadig lidt svært ved at forstå mig! Men det bedrede sig. Inden længe forlovede vi os.

Jeg blev missionær og arbejdede sammen med Erwin i Østrig. Erwins helbred blev imidlertid dårligere på grund af den brutale mishandling han havde fået af nazisterne fordi han var et af Jehovas vidner. Mens jeg havde været bortvist fra skolen havde han siddet i fængsel og koncentrationslejr.b Hen mod slutningen af 1954 vendte vi tilbage til De Forenede Stater.

Vi har siden haft den glæde at tjene hvor behovet var større og opdrage to dejlige børn efter Jehovas principper. Da børnene kom i skolealderen blev jeg klar over at ikke alt havde ændret sig siden min skoletid. Judith og Stephen blev begge angrebet for deres overbevisning, og Erwin og jeg følte hjertet svulme af glæde da børnene viste mod til at stå op for det der er ret. Og ved hvert skoleårs afslutning erfarede jeg at lærerne godt var klar over at Jehovas Vidner ikke er en skare fanatikere. Vi havde et meget nært samarbejde.

Når jeg ser tilbage kan jeg med overbevisning sige at Jehova har velsignet vores familie. Vi er nu 52 der tjener Jehova. Otte har enten modtaget deres himmelske belønning eller er døde i forventning om at opstå her på jorden, deriblandt mine egne kære forældre, som gav os så vidunderlig en arv ved at lære os at sætte Jehova først i livet. I de senere år har vi tænkt meget på deres eksempel. Efter et særdeles virksomt og produktivt liv døjer Erwin nu med en neuromuskulær lidelse der hæmmer ham stærkt.

Trods sådanne prøvelser ser vi fremtiden i møde med ægte glæde og tillid. Ingen af os har et øjeblik fortrudt vor beslutning om at tilbede Jehova Gud med udelt hengivenhed. — Fortalt af Lillian Gobitas Klose.

[Fodnoter]

[Ramme på side 17]

Hvorfor hilser Jehovas Vidner ikke flaget?

JEHOVAS VIDNER er det trossamfund der lægger størst vægt på den grundlæggende sandhed at Gud er den eneste der må tilbedes. Jesus fremsatte dette princip i Lukas 4:8: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ Jehovas vidner undgår derfor bevidst at tilbede nogen andre eller noget andet i universet end Jehova. At hilse nogen som helst nations flag er for dem en tilbedelseshandling der ville gribe ind i og stride imod deres udelte tilbedelse af Gud.

Både israelitterne og de kristne blev gentagne gange advaret mod at tilbede nogen menneskeskabt genstand. Dette blev fordømt som afgudsdyrkelse. (2 Mosebog 20:4-6; Mattæus 22:21; 1 Johannes 5:21) Men kan man sige at flaget er en afgud? Næppe mange ville i ramme alvor påstå at det blot er et stykke klæde. Det bliver normalt behandlet som noget overordentlig helligt. Den katolske historiker Carlton Hayes har udtrykt det på denne måde: „Nationalismens vigtigste troskabssymbol og centrale tilbedelsesobjekt er flaget.“

Det betyder ikke at Jehovas vidner ringeagter flaget eller dem der hilser det. Almindeligvis vil de respektfuldt blive stående under en flaghilsenceremoni, forudsat at man ikke forlanger at de tager del i den. Det er deres overbevisning at man viser ægte respekt for flaget ved at adlyde lovene i det land flaget repræsenterer.

De fleste vil medgive at det at man hilser flaget, ikke er nogen garanti for at man respekterer det. Dette belyses af en episode i Canada. En lærer og en skoleinspektør befalede en pige som havde hilst flaget, at spytte på det, og hun adlød. Så gentog de befalingen over for en af pigens klassekammerater hvis familie var Jehovas vidner, men hun nægtede konsekvent at spytte på flaget. For Jehovas vidner er det et grundprincip at man skal respektere flaget. Men det er udelukkende Jehova de tilbeder.

[Illustration på side 16]

Erwin og Lillian i Wien, 1954

[Illustration på side 17]

Lillian i dag

[Kildeangivelse]

Dennis Marsico