Virkningsfuld fremholdelse af den gode nyhed
1 Om vor kristne tjeneste fra hus til hus er virkningsfuld afhænger af hvor nøje vi efterligner Jesus og apostlene. Bibelen viser at de hørte efter hvad folk sagde for at finde ud af hvad de troede på. Derefter talte de direkte til dem så sandheden nåede ind til den enkeltes hjerte. — Matt. 16:13-16; Ap. G. 17:2-4, 16-18, 22-24.
2 Med det samme, før vi åbner Bibelen, må vi indlede en samtale med den besøgte og indbyde ham eller hende til at udtale sig. Da Paulus var i Athen brugte han sine øjne og ører og lærte derved noget om befolkningens tro. (Ap. G. 17:16, 17) Han talte med folk og hørte efter hvad de sagde. Det er stadig den bedste metode at bruge. Vi kan ikke virkelig vide hvad et menneske tror medmindre det udtaler sig.
3 Derfor vil det være godt, efter nogle få indledende bemærkninger om det emne vi vil drøfte, at stille den besøgte nogle spørgsmål: „Tror De der er noget håb om en bedre fremtid? Synes De man kan leve uden et sådant håb? Er der noget vi som enkeltpersoner kan gøre? Kan menneskeheden selv forbedre verden, eller skal vi helt og holdent stole på at Gud griber ind?“ Man skal ikke stille alle disse spørgsmål, men vælge nogle få som passer til ens distrikt.
4 Det er meget vigtigt at huske på hvorfor vi stiller sådanne spørgsmål. Det er fordi vi oprigtigt ønsker at få at vide hvad den besøgte tror på. Vi må være interesseret i den vi besøger. Hvordan vi spørger har derfor lige så stor betydning som hvad vi spørger om. Kom høfligt, som en nabo, vær åben og oprigtig med hensyn til hvad du vil, prøv med nogle ’følere’ og spørg om hvad vedkommende mener.
5 Under samtalen må vi respektere den andens synspunkter. Vi skal ikke korrigere hver eneste forkerte udtalelse der fremsættes. Hvis vedkommende er interesseret i sandheden vil sådanne detaljer blive rettet senere. Prøv hellere at lytte dig til et eller andet I kan være enige om, og sig så at der er et punkt hvor I kan mødes. Find et sådant fælles udgangspunkt. Dette betyder naturligvis ikke at vi skal spilde vor tid hos mennesker som gerne vil snakke men som ikke har noget ønske om at lære sandheden at kende.
6 Når vi henviser til Bibelen og vore bøger eller blade, må vi ligeledes være på bølgelængde med den besøgte, om overhovedet muligt. Vi må tale direkte og personligt til ham. Det er ikke nok blot at læse et skriftsted op. Gør ham først interesseret, ja nysgerrig. Læs så stedet. Hjælp ham derpå til at se pointen. I Salme 37:9, for eksempel, er pointen at nogle skal arve eller overtage landet, mens andre vil blive udryddet, og det er ikke tilfældigt hvem der overlever. Det er dem der „bier på HERREN“, dem der venter på og tror på at Gud vil gribe ind og indføre retfærdighed.
7 „Vil Gud da gribe ind?“ kan du spørge. „Hører vi til dem der tror på det?“ Hvis Gud er kærlig, vil han ikke fortsat tillade det onde. Det er pointen i vers 28. Hvis du har fundet ud af at den besøgte er religiøs, vil din måde at føre samtalen på være anderledes end hvis vedkommende ikke er religiøs. I sidstnævnte tilfælde må man fremhæve det logiske ræsonnement: En kærlig Gud må nødvendigvis gribe ind, og han vil ikke pine de onde, men udslette dem. De retfærdige vil få evigt liv på jorden, sådan som Guds hensigt oprindelig var. Vis at Bibelen (vers 28 og 29) er logisk på disse punkter og at den svarer på vores spørgsmål. Peg på at viden om hvad Bibelen siger, giver tro. Derfra er det ikke vanskeligt at tilbyde et hjælpemiddel til bibelstudium: Vagttårnet.