Hvordan man finder de bibelske principper
VI MÅ træffe beslutninger hver eneste dag. Hvad enten vi er unge eller gamle, mænd eller kvinder, må vi regelmæssigt veje de forskellige faktorer og kendsgerninger i en situation og træffe en beslutning, en afgørelse. Somme tider drejer det sig blot om en afgørelse der har at gøre med en mindre forandring i den daglige arbejdsrytme. Til andre tider står vi ved en større skillevej i livet og må træffe en afgørelse der får langtrækkende virkninger på vor tilværelse. I begge tilfælde er det vigtigt at vor afgørelse hviler på det rette grundlag. Finder vi frem til de bibelske principper der spiller ind i de pågældende tilfælde, og bruger vi dem som rettesnor?
Det er let at se hvorfor mange har svært ved at træffe forstandige afgørelser. De prøver måske at bruge en vis form for logik, idet de støtter sig til et menneskeligt ordsprog eller til andres erfaring, og lader det være en rettesnor når de skal træffe en afgørelse i forbindelse med deres særlige problem. Men hvor værdifuldt er ordsproget eller den pågældende erfaring? Kan disse virkelig hjælpe dem til at træffe den rette afgørelse i den foreliggende situation? Hvis det man støtter sig til er forkert, vil den afgørelse man træffer, sandsynligvis også være forkert og føre til et ulykkeligt resultat.
Vi kan være taknemmelige for at kristne ikke således lades i stikken når de skal træffe afgørelser. De har en rettesnor. Måske du tænker: ’Åh ja, vi har Bibelen som en lovbog, og alt hvad vi behøver at gøre er at finde den regel eller lov der gælder i vort tilfælde.’ Så nemt er det nu ikke i alle tilfælde. Det er sandt at der i Bibelen findes flere love for kristne, som for eksempel forbudet mod mord, tyveri og afgudsdyrkelse. (1 Pet. 4:15; 1 Kor. 10:14) Når det gælder afgørelser i forbindelse med en opførsel der tydeligvis er enten korrekt eller forkert set fra et bibelsk synspunkt, er Bibelen en nyttig lovbog. Men de fleste af de problemer vi til daglig skal tage stilling til, er ikke så lette at placere; de er, så at sige, hverken sorte eller hvide, men falder snarere inden for de grå nuancer.
Det er her Bibelens principper kan være en hjælp. Det skyldes at man som regel i forvejen har lært disse evige principper at kende. Det kan sammenlignes med at en svømmer på forhånd har sikret sig ved at iføre sig en oppustelig redningsvest. De principper man har lært i forvejen er således rede når det er nødvendigt, det vil sige når man skal træffe en afgørelse.
De principper der findes i Guds ord kan siges at være evige eftersom de ikke forsvinder eller bliver ugyldige. Som den engelske historiker Sir John Seeley sagde: „Principper varer evigt; men særlige regler forsvinder med de ting og forhold de er knyttet til.“ Jehova kræver derfor ikke at kristne skal lære en endeløs række af regler som skal dække enhver situation der kan opstå. I sin visdom har han i stedet givet et begrænset antal grundlæggende love som kristne må adlyde, og desuden nogle almene principper der kan bruges som vejledning i mange situationer, situationer der opstår i det daglige liv. — Sl. 119:129.
Disse principper er guddommelige og fuldkomne. De skyldes ikke en ufuldkommen, menneskelig tankegang, men stammer fra den alvise og fuldkomne Skaber. Er det ikke rimeligt at han, der er vor Skaber, véd hvilke principper der er det bedste grundlag for menneskets lykke og trivsel? Naturligvis! Dertil kommer at han har set de erfaringer millioner af ufuldkomne mennesker har gjort. Det er derfor indlysende at han er den der er bedst egnet til at give os de principper der kan være den rette vejledning for os. Det er som den skribent der blev begunstiget med særlig visdom fra Jehova, skrev: „Hav ham [Jehova] i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ (Ordsp. 3:6) Eller som hans fader sagde: „Jeg har altid [Jehova] for øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke.“ — Sl. 16:8.
Hvordan man finder principperne
Men måske du spekulerer på hvordan man bærer sig ad med at finde disse værdifulde principper. Eftersom de findes i Bibelen er det vigtigt at have kundskab fra Guds ord. Et bibelsk princip er en fastsat rettesnor for opførsel. Når vi læser Bibelen bør vi derfor være på udkig efter sådanne principper, vi bør så at sige iføre os en redningsvest til fremtidig brug. Jo flere af disse principper vi kender, jo mere urokkelige vil vi stå, og jo mindre sandsynligt er det at vi vil træffe uforstandige afgørelser. Et eksempel på hvordan vi finder og anvender sådanne principper vil være gavnligt.
I den gentagelse af de ti bud der findes i Femte Mosebog, kapitel fem, læser vi disse ord i vers ni: „Du må ikke bøje dig for [udskårne billeder] . . . for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der fordrer absolut hengivenhed.“ (NW) Denne lov imod afgudsdyrkelse er grundlagt på det princip at Jehova fordrer absolut hengivenhed. Det er det princip vi må tage i betragtning her. Men er det for generelt? Ville du have svært ved at vide hvornår og hvordan du skulle anvende det?
Jesus viste hvordan dette princip kan anvendes. Da Satan for tredje gang forsøgte at friste ham, sagde han: „Alt dette [verdens riger og deres herlighed] vil jeg give dig hvis du falder ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.“ Som svar herpå sagde Jesus: „Gå bort, Satan! Thi der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ (Matt. 4:9, 10, NW) Der fandtes ingen speciel lov i De hebraiske Skrifter der sagde: ’Hvis Satan prøver at friste dig må du ikke tilbede ham.’ Men ved at anvende princippet om at man må vise Jehova absolut hengivenhed, traf Jesus den rette afgørelse. Dette beskyttede ham også mod at overtræde en lov, for det at tilbede Satan ville have gjort Satan til en gud, og loven sagde: „Du må ikke have andre guder end mig.“ — 2 Mos. 20:3; Es. 44:8.
Dette samme princip kan anvendes i mange situationer i vor tid. Lad os for eksempel antage at du bliver inviteret til at overvære en højtidelighed hvor der skal finde en ubibelsk religiøs ceremoni sted. Der er muligvis ingen bibelsk lov der forbyder dig at overvære en sådan højtidelighed, så du må træffe en personlig afgørelse på grundlag af de principper der vedrører dette spørgsmål. Vil du tage dette princip om at vise Jehova absolut hengivenhed med i dine betragtninger? Det at du er til stede når den ubibelske religiøse ceremoni finder sted, gør dig ikke nødvendigvis til en afgudsdyrker, men kunne din forlegenhed over at være anderledes end de andre få dig til at knæle foran et afgudsbillede eller et kors sammen med dem? Det ville være at overtræde den bibelske lov der forbyder afgudsdyrkelse. (1 Joh. 5:21) Vil de andre tilstedeværende drage den slutning at din nærværelse er et udtryk for at du har forladt tilbedelsen af Jehova og er begyndt at dyrke deres treenige gud? Det er sådanne spørgsmål der opstår når man tager dette princip med i sine overvejelser.
En anden ting vi kunne nævne i forbindelse med dette eksempel er at der i regelen er flere principper der spiller ind når man skal træffe en afgørelse. En dommer ved De forenede Staters højesteret har engang sagt: „Der findes næppe et virkelig vanskeligt problem af dem der forelægges retten som ikke indebærer mere end ét såkaldt princip. Enhver kan træffe en afgørelse hvis problemet blot drejer sig om et enkelt princip.“ I det eksempel vi her har drøftet, kunne følgende principper også være af betydning: Væk ikke unødigt anstød. (Fil. 1:10) Vis sand kærlighed mod dine slægtninge og venner. (Matt. 22:39) Undgå slet omgang; den ødelægger gode vaner. (1 Kor. 15:33) Er det en gift kvinde eller børn der skal træffe en afgørelse spiller princippet om at underordne sig ægtemanden eller forældrene også ind. — Kol. 3:18, 20.
Jo flere principper man kan finde i forbindelse med det pågældende problem, desto større sandsynlighed er der for at man kan træffe en afgørelse der virkelig er i overensstemmelse med Guds vejledning. Det almene princip om at vi skal elske Gud og næsten, gælder i alle situationer (Rom. 13:8; Mark. 12:29-31), men hvis man kan finde nogle principper der har en mere direkte tilknytning til det pågældende problem, vil det være lettere at træffe en forstandig afgørelse.
Vækst til modenhed en hjælp
Efterhånden som den kristnes indsigt i Guds ord øges og hans åndelige modenhed vokser, bliver han kendt med flere principper der har tilknytning til de afgørelser han skal træffe. Han lader også disse principper få større indflydelse på sit liv. Når der er tale om spørgsmål som hver enkelt personlig må tage stilling til, vil den forskel der er i de kristnes modenhed, derfor bevirke at ikke alle træffer den samme afgørelse. Apostelen Paulus viste at dette var tilfældet på hans tid idet han skrev: „Lad da så mange af os som er modne, have denne indstilling,“ og „lad os derfor . . . skride frem til modenhed.“ — Fil. 3:15, 16; Hebr. 6:1, NW.
Selv om man kun tager nogle få bibelske principper med i sine overvejelser og kun i mindre grad lader dem påvirke sine afgørelser, betyder det ikke at man ikke er kristen. Men en uforstandig afgørelse kan være et udtryk for at man har behov for hjælp til at vokse i åndelighed og kundskab om Jehovas evige principper. — Sl. 86:11.
Et personligt ansvar
Selv om en moden kristen kan hjælpe en mindre moden til at finde de bibelske principper i forbindelse med en afgørelse som sidstnævnte skal træffe,a må denne i regelen selv træffe den endelige afgørelse. Apostelen Paulus skrev: „Hver skal bære sin egen byrde.“ (Gal. 6:5) Har du erfaring i at finde og anvende Bibelens principper vil det derfor være lettere for dig at ’bære din egen byrde’ med hensyn til at træffe afgørelser som du har ansvaret for og som ingen andre kan træffe for dig.
Vil du gerne have en vis øvelse i det? I så fald kan du efter denne artikel finde en række situationer eller problemer opstillet. Lad os antage at du i hvert enkelt tilfælde skal træffe en afgørelse eller at du bliver bedt om at hjælpe nogen med at finde de principper der spiller ind, så vedkommende selv kan træffe afgørelsen. Læs et af problemerne og prøv så at finde de principper der belyser problemet. Måske du har lyst til at tage et stykke papir og notere de principper du kommer i tanker om, samt de skriftsteder der omtaler dem. Eller måske du har lyst til at udvælge et problem hver dag og drøfte det med din familie ved middagsbordet. En gruppe kristne der rejser sammen kunne også gennemgå dem og få en virkelig opbyggende samtale ud af det. (Mal. 3:16) Med disse eksempler som baggrund får nogle måske lyst til at opstille andre problemer og finde de principper der har tilknytning til dem; dette ville være en gavnlig og opbyggende form for underholdning ved en kristen sammenkomst.
Under de nedennævnte problemer står der i mindre skrift nogle af de principper der belyser dem. Her er dog ikke nævnt alle de principper der kan være tale om. Du kan måske selv finde nogle flere. Husk imidlertid at disse blot fremholdes for øvelsens skyld; de der skal tage stilling til disse problemer må træffe en personlig afgørelse. Prøv derfor ikke på at præcisere „svaret“, som om du vil bestemme hvad andre skal gøre. Dersom øvelsen hjælper dig til at se hvordan du kan træffe en forstandig afgørelse hvis du blev stillet over for et sådant problem, er det godt. En anden der har gjort større eller mindre fremgang end du har, ville måske komme til et helt andet resultat med hensyn til hvad han eller hun ville gøre.
Det er vort håb at denne øvelse i at finde de bibelske principper kan hjælpe alle kristne når de skal træffe afgørelser, så de kan blive „fyldt med nøjagtig kundskab om hans vilje med al visdom og åndelig skelneevne, så [de] . . . kan vandre Jehova værdigt og på alle måder behage ham“. — Kol. 1:9, 10, NW.
1. Er det klogt at være tilsluttet et af skolens eller arbejdspladsens sportshold?
Dine omgangsfæller kan have en god eller dårlig indflydelse på dig. (Ordsp. 13:20) Vil det koste tid som du skulle have tilbragt sammen med din familie eller i teokratisk virksomhed? (Ef. 5:15, 16) Fysisk træning er af begrænset værdi. (1 Tim. 4:8) Det er klogt at undgå den kappestrid der findes i verden. (Gal. 5:26) Kunne det inddrage én i nationalistiske ceremonier? (1 Kor. 10:14; Dan. 3:18) Forældre må træffe afgørelser for mindreårige børn. (Ordsp. 22:6; 23:22)
2. Vil det være klogt at tage imod en forfremmelse på sit verdslige arbejde?
Det er en mands pligt at sørge materielt for dem der er i hans varetægt. (1 Tim. 5:8) Materialistiske ønsker om luksus kan føre én bort fra troen. (1 Tim. 6:10; Mark. 4:18, 19) Jehova vil sørge for at de der sætter deres lid til ham, har det nødvendige. (1 Tim. 6:8; Matt. 6:11, 31-34) Vil det gribe ind i din tjeneste for Gud? (Kol. 4:5; Hebr. 11:24-26)
3. Kan en kristen gå i biografen for at se et populært biografstykke?
Guds folk skyr underholdning der appellerer til umoralske ønsker eller til kærlighed til verden. (2 Tim. 2:22; 1 Joh. 2:15-17; Rom. 12:9) Vi bør søge omgangsfæller og adspredelse der opbygger og tilskynder til en ret opførsel. (Fil. 4:8; Sl. 119:63) Vil andre som ser dig gå i biografen tage anstød? (Fil. 2:4; 1 Kor. 10:32, 33)
4. Skal jeg tillade at min søn eller datter går ud sammen med en der har en anden religion?
Som familiens overhoved er det faderens ansvar at træffe den endelige afgørelse. (Ef. 5:22; 6:4) Samvær med folk der har en falsk religion bør undgås. (2 Kor. 6:16, 17; Sl. 106:35, 36) Kan det føre til ægteskab med en vantro? (5 Mos. 7:3, 4; Neh. 13:25, 26; 1 Kor. 7:39) Forældre bør beskytte deres børns moralske integritet. (1 Mos. 34:1, 2; Ordsp. 5:1-4) Børn kan vise respekt for Jehovas ordning ved at være lydige imod deres forældre. (Ef. 6:1)
5. Kan man gå i de „lårkorte“ kjoler der er moderne for tiden?
Kvinder bør klæde sig anstændigt. (1 Tim. 2:9, 10) En kristen hustru må underordne sig sin mand; en mindreårig datter må adlyde sin fader. (Kol. 3:18, 20) Kristne søger ikke at efterligne verden, men sætter et godt eksempel. (1 Pet. 4:4; Ef. 5:9-12; 1 Kor. 10:31) Vi bør sky alt som kan vække anstød eller som kan aflede opmærksomheden fra vor tjeneste. (2 Kor. 6:3, 4; 1 Kor. 13:4, 5)
6. Er det foreneligt med de kristne principper at gå på jagt eller fiskeri?
Dyr kan dræbes når de skal bruges til føde. (1 Mos. 9:3) Sande Guds tjenere kan skaffe sig føden ved fiskeri. (Joh. 21:6-13; Luk. 24:42, 43) Selv om mennesket har herredømmet over dyrene bør det ikke vise grusomhed mod dem. (1 Mos. 1:28; Ordsp. 12:10) Vi bør undgå at være som den blodtørstige Nimrod der blot dræbte for sportens skyld. (1 Mos. 10:9) Forældre må træffe afgørelser for mindreårige børn. (Ordsp. 22:6; 23:22)
7. Er det rigtigt af en kristen hustru at gå på „natklub“ med sin vantro ægtemand?
Kristne hustruer skal underordne sig deres mænd. (Tit. 2:5) Hvis en moden kristen besøger et sted der har et dårligt ry, kan det skade en der har en svag samvittighed. (1 Kor. 8:10-13) Kristne søger ikke at være til stede hvor en skændig opførsel eller tale er almindelig. (Ef. 5:3-5) Guds tjenere søger at bevare en ren samvittighed ind for Jehova. (1 Pet. 3:16, 21)
[Fodnote]
a Han kan for eksempel gøre opmærksom på afsnittet „Decisions“ („Afgørelser“) i „Make Sure of All Things; Hold Fast to What Is Fine“.