„Hvad et menneske end sår, det skal han også høste“
„Lad jer ikke føre vild: Gud lader sig ikke spotte. Thi hvad et menneske end sår, det skal han også høste; for den som sår med henblik på sit kød, skal høste fordærvelse af sit kød, men den som sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ — Gal. 6:7, 8, NW.
1, 2. (a) Hvordan gælder det princip der fremholdes i Galaterbrevet 6:7, i forbindelse med bogstavelig såning? (b) Hvordan anvender Paulus princippet på den kristne?
EN LANDMAND kender udmærket sandheden i det princip at „hvad et menneske end sår, det skal han også høste“. Han kender det fra det han bogstaveligt sår og høster. Når han har tilsået sine marker med havre og tiden kommer da kornet begynder at spire frem, er det for sent for ham at ønske at han havde sået hvede i stedet. Uanset hvor stærkt han ønsker det, kan intet forandre hans afgrøde så den bliver andet end havre. Nej! Landmanden må nødvendigvis høste det han har sået. Det er en uforanderlig naturlov der virker, en lov der er givet af Skaberen af alt levende. Som det hedder i den inspirerede skabelsesberetning: „Jorden frembragte grønne urter, der bar frø, efter deres arter, og træer, der bar frugt med kerne, efter deres arter.“ (1 Mos. 1:12) Med hensyn til denne naturlovs måde at virke på „lader [Gud] sig ikke spotte. Thi hvad et menneske end sår, det skal han også høste“. — Gal. 6:7, NW.
2 Denne naturlovs uomgængelighed understreger kraften i Paulus’ ord i vers otte i dette Galaterbrevets sjette kapitel: „For den som sår med henblik på sit kød, skal høste fordærvelse af sit kød, men den som sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ Ja, det vi sår i vort livs jordbund vil også uvægerlig bære frugt ’efter sin art’, alt efter om sæden vi har sået er god eller dårlig, om den er sået med henblik på ånden eller med henblik på kødet. Heller ikke her ’lader Gud sig spotte’, og det er derfor til vort eget bedste at vi ser nøje til hvordan vi sår nu.
3. Hvad kan der siges om det vi kan så i vort eget liv og om vort motiv til at så?
3 I forbindelse med vor personlige livsførelse er den hensigt hvori vi sår, lige så vigtig som selve sæden. Vi kan have god ’sæd’ at så, men et uret motiv, idet vi sår ’med henblik på kødet’. Dette kan fordærve sæden og give en fordærvet høst. Helbred, kræfter og tid, såvel som evnen til at tale, høre, læse og andre færdigheder, samt mulighederne for at være sammen med andre, ansvaret over for andre — alt dette og meget andet kan anvendes til det onde eller til det gode, til selvisk tilfredsstillelse af kødet eller til opbyggelse af vor egen og andres åndelighed.
4. Nævn en af de måder hvorpå man kan så ’med henblik på kødet’.
4 Eftersom det at så med henblik på kødet betyder at man høster fordærvelse, vil vi sikkert ikke ønske at så på denne måde. Hvordan sår man „med henblik på sit kød“? Vi kommer straks til at tænke på flere ting som med rette falder ind under denne betegnelse. Ikke mindst jaget efter materielle ting som et mål i sig selv. Er vi utilfredse med det vi har? Skinsyge eller misundelige på det andre ejer? Er vi ved at blive indfanget i det hektiske jag efter at holde trit med naboen? Hvis det er tilfældet, er tiden inde til at vi ærligt undersøger hvordan vi sår. Det kunne let hænde at det var med henblik på kødet.
5. Hvordan kan vi, selv i forbindelse med materielle ting, så med henblik på ånden?
5 Ikke at det er forkert til en vis grad at være optaget af det materielle. En mand der har familie er nødt til at have en del af sin opmærksomhed henvendt på den opgave at sørge for de materielle fornødenheder: føde, klæder og husly til sin kone og sine børn. En kristen der undlader at sørge for dette omtales som en der har „fornægtet troen“ og som er „værre end en vantro“. (1 Tim. 5:8) Men den kristne ønsker ikke at hans mål i livet skal være ’begærligt at søge efter’ at få de materielle behov tilfredsstillet, hvilket jo i det store og hele er målet for verdens mennesker. (Matt. 6:32, NW) Jesus befalede: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ (Matt. 6:33) Det er derfor et spørgsmål om at sætte tingene på deres rette plads og ikke så ’med henblik på kødet’ ved at gøre de materielle ting til vort mål i livet, men bruge vore materielle ejendele som et middel til at øge vor lovprisning af og tjeneste for den sande Gud, Jehova. Gør vi det, sår vi på en måde der gavner vort åndelige liv, og vi vil tage hensyn til Jehovas, den store Ånds, vilje sådan som denne åbenbares for os ved hans hellige ånd eller virkekraft og ved hjælp af hans sandhedsord.
6. Hvordan viste mange af de jøder der fulgte Jesus at de havde en forkert indstilling til hans tjeneste?
6 Mange af de jøder der for en tid fulgte Jesus viste at de gjorde det med henblik på det kødelige og ikke med henblik på det åndelige. Ved en lejlighed fulgte en skare jøder efter Jesus da han drog fra den østlige bred af Galilæas sø over til Kapernaum. Da de omsider indhentede Jesus sagde han til dem: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: I søger mig, ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv.“ (Joh. 6:26, 27) De havde netop nydt godt af den overflod af føde der mirakuløst var blevet bragt til veje for de 5000, og de regnede med at hvis de fulgte Jesus ville de på en let måde få tilfredsstillet deres selviske begær efter mad. De tænkte ikke på den betydning der lå i de mirakler de havde set og som i virkeligheden var tegn der viste at Jesus var den Messias, selve det „livets brød“, der var lovet dem for længe siden. — Joh. 6:41-48.
7. Hvilke muligheder og farer er forbundet med materiel rigdom, og hvilke følger kan det få?
7 Det er sandt at materiel rigdom kan give en vis glæde. En kristen der er rig har i virkeligheden mulighed for at gøre en mængde godt mod andre, og især for at fremme Guds riges interesser. Hvis han gør det, vil det føre til sand glæde og tilfredshed. Men alt for ofte fører rigdom til en stræben efter selviske fornøjelser, til at man „sår med henblik på sit kød“. Penge åbner døren til muligheder for verdslige fornøjelser som man hidtil har måttet nægte sig selv, og fristelsen til at nyde dem mens der er mulighed for det, er stor. Hvis man gribes af „rigdommens bedrag“, kvæler det kærligheden til sandheden og får i løbet af ganske kort tid én til at blive „uden frugt“ åndeligt set. (Matt. 13:22) Ja, „de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt“. (1 Tim. 6:9, 10) Vi vil derfor ikke ønske at blive ført vild på dette punkt. Hvis vi sår med henblik på kødet på grund af kærlighed til penge, vil vi uvægerlig høste fordærvelse, ja undergang og fortabelse, for heller ikke med hensyn til denne lovs virkemåde ’lader Gud sig spotte’.
Et uret kønsligt begær
8-10. (a) Hvordan kan spiren til uret kønsligt begær blive lagt i sindet? (b) Hvad fører et sådant begær uvægerlig til hvis det ikke holdes under kontrol?
8 Hvis man nærer et uret kønsligt begær, sår man også „med henblik på sit kød“, og det vil, dersom begæret ikke holdes under kontrol, til sidst frembringe fordærvelsens frugt. I Galaterbrevet 5:19 omtaler apostelen Paulus som den første af „kødets gerninger“ det urette kønslige begærs frugter, nemlig „utugt, urenhed, løsagtighed“.
9 I denne forbindelse kan vi et øjeblik tænke tilbage på billedet med landmanden der sår sæd i sin mark. De korn han sår er meget små, og når de falder på jorden bliver de praktisk talt usynlige. På samme måde er det med et uret kønsligt begær. Det der sås, kan være meget småt og blive sået næsten usynligt for andre, ja muligvis endog for en selv. I vor tid trænger det urette kønslige begærs fristelser fra alle sider ind på menneskene og især på de unge. „Kærligheds“-romaner, og især de billige hæfter med billedserier, forherliger utugt og utroskab under dække af „sand kærlighed“, for eksempel ved at lade helten frelse heltinden fra et „ulykkeligt ægteskab“. Få film kan i dag gøre sig håb om succes medmindre der et eller andet sted i manuskriptet lefles for den fordærvede moralske smag de fleste biografgængere har. Skoleelever, især dem i de højere klasser, udsættes for deres skolekammeraters snak, som ofte drejer sig om sex og virkelige eller opdigtede „eventyr“ med nogle af det modsatte køn.
10 En ung kristen føler sig måske fristet til at tro at han kan lytte til sådanne samtaler uden at det skader ham. Han vil måske påstå at det han hører blot „går ind ad det ene øre og ud ad det andet“. Men pas på! Idet oplysningerne går ind ad det ene øre og ud ad det andet passerer de gennem sindet, og undervejs kan små frø af urene tanker slå rod og senere spire frem som et uret kønsligt begær. Hvis man bruger megen tid sammen med bøger der handler om sex, og tillader sindet at dvæle ved det man læser eller ser af sexede billeder, vil det uundgåeligt afføde urene tanker og et uret kønsligt begær. Det at man således sår „med henblik på sit kød“, selv om det sker i det skjulte i ens sind, vil til sin tid føre til sådanne kødets gerninger som „utugt, urenhed, løsagtighed“. „Lad jer ikke føre vild: Gud lader sig ikke spotte,“ for den der sår på denne måde, vil i sandhed høste på lignende måde, nemlig „fordærvelse af sit kød“.
11. (a) Hvilket endnu større fordærv fører en løsagtig kønslig adfærd til? (b) Hvilken formaning er derfor betimelig?
11 Selv om det er sandt at en løsagtig kønslig adfærd ikke så sjældent fører til bogstavelig fordærvelse af kødet i form af syfilis, gonorré og andre kønssygdomme, fører det til det endnu større fordærv som betyder tab af alt liv fra Gud, tab af alt håb om evigt liv. Paulus skrev til romerne: „Kødets attrå er døden, men Åndens attrå er liv og fred. Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, . . . de, som er i kødet [i harmoni med kødet, NW], kan derfor ikke tækkes Gud.“ (Rom. 8:6-8) Ja, den tid der er gået med at så „med henblik på sit kød“ må høre fortiden til for dem der har fået sandhedens lys. De ønsker ikke længere at høste mørkets frugt men at høste lysets frugt. „Thi I var forhen mørke,“ skrev apostelen, „men nu er I lys i Herren; I skal vandre som lysets børn — lysets frugt består jo i al godhed og retfærdighed og sandhed; . . . Se derfor nøje til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik, thi dagene er onde.“ — Ef. 5:8-16.
Det rette motiv
12. Hvilken virkning har et uret motiv på den kristnes åndelighed?
12 Der findes imidlertid andre måder at så på „med henblik på sit kød“, hvor det ikke er helt så indlysende at det er det man gør, men hvor virkningen alligevel er stor og skadelig for vor åndelige vækst som kristne, ja tilmed kan blive katastrofal for os. Vi kan endog gøre ting som i sig selv er rette og gode, men som, hvis vort motiv er uret, hvis baggrunden for vore handlinger er at vi vil retfærdiggøre os selv, fremhæve os selv, eller hvis vore handlinger udspringer af skinsyge eller kappestrid, vil være værdiløse og føre til at vor åndelighed fordærves. — Rom. 10:3; Ordsp. 14:30.
13. Hvorfor førte Loven ikke de fleste jøder til Kristus?
13 Det var netop denne indstilling der fordærvede Israels folk. Gennem mellemmanden Moses gav Jehova Gud dette folk et sæt love, „loven“. I Paulus’ brev til galaterne forklarer han at Loven blev føjet til for „overtrædelsernes skyld“, for at minde jøderne om at de var syndere som havde behov for et offer der virkelig kunne borttage synder og udfri dem fra dødens fordømmelse. De blev virkelig ’bevogtet under loven idet de holdtes indesluttede’, og det skulle have ført til at de så hen til den tro „som engang skulle åbenbares“. Loven skulle således have været dem „en tugtemester til Kristus“. (Gal. 3:19, 23, 24) Men som folk betragtet ønskede jøderne det ikke på denne måde. De holdt mange af Lovens bud, men de nåede ikke det mål som Loven skulle føre dem til. „Israel derimod, som jagede efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke frem til en sådan lov. Hvorfor ikke? fordi de søgte den, ikke ved tro, men som om den kunne vindes ved gerninger.“ Jøderne ville gerne „nyde anseelse på grund af kødet“, og de ønskede at andre skulle omskæres og holde Loven så de kunne ’rose sig af deres kød’. — Rom. 9:31, 32; Gal. 6:12, 13.
14, 15. (a) Hvordan skildrede Jesus farisæernes selvretfærdige indstilling? (b) Hvordan kan kristne i vor tid falde i denne samme selvretfærdighedens snare?
14 Jesus som kunne se at det var denne indstilling der prægede de jødiske ledere på hans tid, fortalte en lignelse „til nogle, som stolede på sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede de andre“. Han sagde: „Der var to mænd, som gik op til helligdommen for at bede; den ene var en farisæer, og den anden en tolder. Farisæeren trådte frem og bad ved sig selv således: ’Gud! jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt.’ Tolderen derimod stod langt borte og ville ikke engang løfte sine øjne mod Himmelen, men slog sig for sit bryst og sagde: ’Gud! vær mig synder nådig!’ Jeg siger jer: Han gik retfærdiggjort hjem til sit hus, men den anden ikke; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.’“ — Luk. 18:9-14.
15 Selv om kristne i vor tid ikke er under den lov der blev givet Israel gennem Moses, kan de, eftersom de er ufuldkomne og underlagt synden, falde i den samme, selvretfærdighedens snare og vise „partiskhed“ på grundlag af kødets gerninger ved at jage efter retfærdighed „ikke ved tro, men som om den kunne vindes ved gerninger“. (Jak. 3:17; Rom. 9:32) Lad os derfor altid huske at hvilken retfærdig stilling vi end måtte have hos Gud, er det kun en følge af Guds ufortjente godhed på grundlag af hans elskede søns, Jesu, genløsningsoffer.
16. Hvorfor afleverer Jehovas vidner en rapport over det arbejde de udfører i forkyndelsen, og hvad er formålet med at sætte visse mål for forkyndelsen?
16 Jehovas vidner er travle mennesker. De har altid fuldt op at gøre i Herrens gerning, og de har tillid til at deres arbejde i Herren ikke vil være forgæves dersom de udfører deres tjeneste af et rent motiv, af kærlighed. (1 Kor. 15:58) De indbyder andre fra alle nationer til sammen med dem at forkynde den gode nyhed om Guds rige idet de forstår at der hos Gud „ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham“. (Ap. G. 10:34, 35) Da de er interesseret i den fremgang som Rigets forkyndelse har, afleverer de en rapport over deres virksomhed, både over de timer de anvender i forkyndelsen og over de resultater de opnår. Den samlede rapport virker ikke blot opmuntrende ved at den viser den fremgang der finder sted, men den hjælper også menighederne til hurtigt at se hvor der kan gøres forbedringer og hvordan forkyndelsen kan udføres mere effektivt. Rapporterne danner også grundlag for at kunne yde kærlig personlig hjælp til nye forkyndere og til dem som har svært ved at gøre fremskridt i tjenesten. For at have et grundlag for at bedømme menighedens fremgang som et hele, har man foreslået visse gennemsnitlige mål der skulle tilskynde forkynderne til at tage del i alle grene af arbejdet, så der drages omsorg for at distriktet gennemgås regelmæssigt, både ved hjælp af hus-til-hus-besøg og ved at der aflægges genbesøg og ledes bibelstudier med interesserede i deres hjem.
17. Hvad bør man ikke bruge som målestok for sine trosfællers integritet, og hvorfor ikke?
17 Men sådanne foreslåede mål kan aldrig bruges som målestok for en kristens integritet. Vort arbejde i forkyndelsen bør aldrig være et grundlag for at drage sammenligninger med andre kristne så vi bliver selvretfærdige og stolte. Mange år i heltidsforkyndelsen eller som tjener på en eller anden fremtrædende post i Jehovas organisation er intet grundlag for at vise partiskhed eller blive som dem Jesus omtalte i den ovennævnte lignelse, dem der „stolede på sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede de andre“. (Luk. 18:9) Ikke alle er vokset lige meget eller befinder sig på samme stade hvad kristen modenhed angår. Den enkeltes omstændigheder og naturlige evner afgør også til en vis grad den indsats han eller hun kan gøre i forbindelse med den kristne tjeneste, ligesom disse omstændigheder kan være afgørende for hvad man kan yde finansielt til støtte af Guds arbejde, hvilket fremgik af Jesu bemærkning om det bidrag den fattige enke gav til templet. — Luk. 21:1-4.
18. Hvilken ret indstilling til sin tjeneste vil den kristne ønske at have?
18 Den kristne forkynder vil aldrig ønske at blive en slave af tal, at bruge tid i forkyndelsen blot for at nå et bestemt timemål eller for at menigheden eller Vagttårnsselskabet skal se at han yder en indsats i tjenesten. Selv om det er rosværdigt at en forkynder stræber efter at nå eller overskride de foreslåede mål for en alsidig tjeneste, ville det i sandhed være uklogt at gøre disse tal til et mål i sig selv. Den kristne forkynder vil altid ønske at han i sit sind og hjerte må bevare de rette motiver til at udføre sin tjeneste, ja til alt hvad han gør i forbindelse med menigheden. „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven.“ — Kol. 3:23, 24.
19, 20. Hvorfor er det passende og gavnligt at bede en bøn før man går ud for at forkynde?
19 Det er grunden til at det er højst betimeligt at alle Jehovas indviede vidner bruger nogen tid til bøn hver gang de har lejlighed til at tage del i forkyndelsen. Når en gruppe Jehovas vidner mødes for at tage del i forkyndelsen, bedes der altid en bøn om Jehovas velsignelse over deres virksomhed. Dette hjælper dem til at tænke på hensigten med deres forkyndelse, som først og fremmest er at gøre Jehovas store navn og hensigt kendt. Forkyndelsen giver dem desuden lejlighed til at hjælpe retsindige mennesker til at finde vejen til frelsen og livet, men samtidig lyder der også gennem den en advarsel om Jehovas domme som vil ramme den nuværende onde tingenes ordning. Endelig giver tjenesten enhver af os lejlighed til at vise sin loyalitet og integritet over for den almægtige Gud.
20 Når vi under vor forkyndelse har sindet fyldt med sådanne tanker, vil vi altid føle glad tilfredshed uanset hvordan folk reagerer på budskabet. Dette er i sandhed at så med henblik på ånden.
21. Hvordan kan den kristne tjeneste blive en byrde for nogle, og hvilken fare indebærer dette?
21 Vi har måske taget del i den kristne tjeneste i adskillige år men har nu opdaget at vi mangler denne følelse af glad tilfredshed. Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige er måske blevet en sådan byrde for os at vi har nået det punkt hvor vi tænker på helt at holde op med dette velsignede arbejde, eller måske allerede er holdt op. Hvorfor lade det gå sådan? Der var jo engang vi ejede glæden ved tjenesten for Gud, ikke sandt? Ja, vi var engang fyldt med begejstring og nidkærhed. Vi kunne sige at vi havde den kristne tjenestes „ånd“. Vi var begyndt at så med henblik på ånden. Men på et eller andet tidspunkt har vi muligvis ændret vor måde at så på. Kan det tænkes at vi har tilladt os selv at udvikle den vane at betragte alt på en kødelig måde, så vi blot ser på mål og tal og udfører arbejdet for arbejdets skyld uden at have det virkelige mål i tanke, og at vi har undladt at holde vor tro levende ved at hente næring fra Guds ord? Efter at vi var begyndt så godt med at så med henblik på ånden, står vi måske nu i fare for slet ikke at nå til fuldendelse af vor åndelige modenhed, noget der aldrig kan nås ved at så med henblik på kødet. — Gal. 3:2, 3.
22. (a) Hvilken tilskyndelse har vi til at så „med henblik på ånden“? (b) Hvilken frugt kan de der sår i harmoni med Guds ånd, høste nu?
22 Gennemtænk oprigtigt spørgsmålet: Hvordan sår jeg? Er det med henblik på kødet eller med henblik på ånden? Det er naturligvis vort ønske at så med henblik på ånden. Hvorfor skulle vi ellers læse dette blad? Vær forvisset om dette: Ligesom den der sår „med henblik på sit kød, skal høste fordærvelse af sit kød“, lige så sikkert vil den der sår „med henblik på ånden“, høste noget. Hvilket? Evigt liv! (Gal. 6:8) Hvilken tilskyndelse til at give agt på hvordan vi sår, til at lære hvordan vi skal så i harmoni med Guds ånd til evig gavn for vor åndelighed! Selv nu kan vi høste i overflod mens vi sår med henblik på ånden. Lad os derfor for enhver pris „vandre i Ånden, . . . Åndens frugt er [selv nu] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. . . . Lever vi i Ånden, da lad os også vandre i Ånden“. — Gal. 5:16, 22-25.