Kapitel 11

„Ikke ved en militærstyrke eller ved magt, men“ —

1. Hvilken forskel er der mellem Israel på Zakarias’ tid og republikken Israel i dag hvad militær styrke angår?

HAVDE Israel nogen væbnet militærstyrke på profeten Zakarias’ tid? Nej, dengang var det ikke som i republikken Israel i dag, hvor selv kvinder udskrives til hæren.

2. Hvor længe havde den hjemvendte rest været uden militærstyrke, og hvilket spørgsmål rejses derfor med hensyn til bygningen af templet?

² Dengang de samaritanske fjender i år 522 f.v.t., i Artaxerxes’ (mageren Gaumatas) korte regeringstid som konge af Persien, „med magt“ tvang israelitterne til at standse arbejdet på templet, stillede israelitterne i Jerusalem ikke nogen militærstyrke på benene for at kæmpe mod dem. (Ezra 4:7-24) Da Zakarias senere, på den fireogtyvende dag i den ellevte månemåned (sjebat) i år 519 f.v.t., fik sit femte syn, var der stadig ingen militærstyrke i Jerusalem og Judas land. Det var stadig i kong Darius I’s andet regeringsår, han der havde efterfulgt Artaxerxes som konge over perserriget. Ville det være muligt for israelitterne at fuldføre templet i Jerusalem uden at operere fra en „magtposition“ ved hjælp af en imponerende militærstyrke? Det gav det femte syn til Zakarias svar på.

3. (a) Hvilken tilstand vækkes Zakarias af før han får det femte syn? (b) Hvad meddeler Zakarias den fortolkende engel at han ser?

³ Efter det trosstyrkende syn angående ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, ser det ud til at profeten Zakarias sank hen i en tilstand af meditation hvor det virkede som om han sov. Men rækken af syner var endnu ikke forbi; der var mere han skulle se. Derfor går han videre med at fortælle følgende om den engel der forklarede ham tingene i synerne: „Engelen, som talte med mig, vakte mig så atter, som man vækker et menneske af hans søvn, og spurgte mig: ’Hvad skuer du?’ Jeg svarede: ’Jeg skuer, og se, der er en lysestage, helt og holdent af guld, og et oliekar ovenpå og syv lamper og syv rør til lamperne, desuden to olietræer ved siden af den, et til højre, et andet til venstre for oliekarret.’“ — Zakarias 4:1-3.

4. Hvilket hus minder synet af denne lysestage os om, og hvorfor?

⁴ Kan vi forestille os det som Zakarias fik at se? Guldlysestagen med de syv arme der hver bærer en lampe som tilføres olivenolie, henleder tanken på huset for tilbedelsen af Jehova. Tidligere — fra profeten Moses’ tid og frem til kong Davids tid — havde der i dette tilbedelseshus været en guldlysestage i det første rum, det Hellige. (2 Mosebog 40:1-25) Det var derfor meget passende at denne lysestage forekom i synet, eftersom synet havde at gøre med templets genopførelse.

5. Hvordan blev de syv lamper forsynet med brændstof fra en central beholder, og hvordan gik det til at denne centrale beholder hele tiden var fyldt op?

⁵ De syv lamper havde en central beholdning af olie der tjente som brændstof. Den fandtes i oliekarret som var oven på guldlysestagen og hvorfra der udgik syv rør — et til hver enkelt lampe, så de alle kunne få tilført olie fra den centrale beholdning. Men hvor fik karret sin olie fra, og hvor regelmæssigt? Det blev forsynet fra de to olietræer eller oliventræer der stod ved siden af det, det ene til højre og det andet til venstre for det. Disse træer kunne til stadighed forsyne det med olie, og de stod lige ved siden af så det ikke var nødvendigt at transportere olien langvejsfra.

6. Hvordan kunne det være at der kun var én lysestage når der var syv lamper?

⁶ Lysestagen udgjorde et hele, idet de syv lamper hvilede på de syv arme som udgik fra lysestagens fod.

7. Hvad spurgte Zakarias nu engelen om vedrørende lysestagen?

⁷ Dette syn havde en betydning. Derfor reagerede Zakarias med det samme: „Og jeg spurgte engelen, som talte med mig: ’Hvad betyder disse ting, herre?’ Han svarede: ’Ved du ikke, hvad de betyder?’ Jeg sagde: ’Nej, herre!’“ — Zakarias 4:4, 5.

8, 9. (a) Hvordan kan vi, ligesom Zakarias, få gavn af dette syn? (b) Hvilket svar gav engelen Zakarias, og hvad bibringer dette os som en detaljeret forklaring ikke ville have givet os?

⁸ Ligesom profeten Zakarias, ønsker vi ikke at give synet vor egen fortolkning. Vi er villige til at lade os belære af hærskarers Jehova, gennem hans engel. Kun når vi får den guddommelige sandhed fra den rette kilde kan vi høste gavn af synet. Da Zakarias spurgte, begyndte den fortolkende engel ikke med at forklare alle synets detaljer. Den fremholdt derimod hvad der lå i synet som et hele, hvad det samlede syn lærer os. Det gør synet af denne ene lysestage ekstra magtfuldt.

⁹ Zakarias fortæller: „Da svarede han og sagde til mig: Dette er [Jehovas] ord til Zerubbabel: Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers [Jehova]. Hvem er du, du store bjerg? For Zerubbabel skal du blive slette! Han skal hente topstenen, medens der råbes: ’Nåde, nåde være med den [Hvor betagende! Hvor betagende, NW]!’“ — Zakarias 4:6, 7.

HINDRINGEN SKAL JÆVNES UD

10. Hvilken modstand stod Zerubbabel over for? Hvad kunne den virke som, og hvilke omstændigheder især bidrog til dette indtryk?

¹⁰ Hvad ville vi sige til at være udsat for modstand fra de hedenske statholdere over de persiske provinser på denne side (den vestlige side) af floden Eufrat? Og ikke det alene — hvad ville vi, hver enkelt af os, sige til at være udsat for modstand fra herskeren over hele det persiske rige, kong Darius I? Det var denne modstand der for en tid mødte Zerubbabel da han atter gik i gang med at genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem dér i 519 f.v.t. (Ezra 5:3 til 6:2) Virkede dette ikke som ’et stort bjerg’ der stod i vejen for templets fuldførelse? Zerubbabel havde ikke nogen militærstyrke blandt de mindre end halvtreds tusind der var vendt tilbage fra Babylon sammen med ham i 537 f.v.t. Hvordan kunne han da holde stand hvis bevæbnede modstandere trængte ind for at standse tempelarbejdet? Hvilken magt havde han eller hans landsmænd, israelitterne? Han kendte ikke kong Darius I personligt og havde ikke nogen politisk indflydelse hos ham. Hvordan kunne han da regne med at få fuldført Jehovas tilbedelseshus — uden at blive straffet strengt for det?

11. (a) Hvordan lyder Guds svar på spørgsmålet? (b) Hvad måtte altså stå bag Zerubbabel når han fortsatte tempelarbejdet, og hvorfor?

¹¹ Stiller vi dette spørgsmål, eller gjorde statholderen Zerubbabel? Fra den største militære øverstkommanderende lyder svaret: „Ikke ved en militærstyrke eller ved magt men ved min ånd, har hærskarers Jehova sagt.“ (Zakarias 4:6, NW) Zerubbabel behøvede ikke at bekymre sig om at have en militærstyrke eller magt fra nogen jordisk kilde. Det eneste han skulle gøre, var at stole på den Gud der ved sine profeter havde givet ham besked på at gå i gang med arbejdet, og at sætte sin lid til hans, den øverste Myndigheds ånd. Hans ånd er ganske vist en usynlig kraft, men den er uimodståelig, uovervindelig, altid sejrende. Den virker usynligt, ja; men den udretter altid hvad dens guddommelige kilde har i sinde. Alverdens militærmagt og hele menneskehedens politiske og religiøse styrke må vige for hans hellige ånd i virksomhed. Da statholderen Zerubbabel fortsatte tempelarbejdet stod denne ånd bag ham!

12. Hvad skulle dette billedlige „store bjerg“ foran Zerubbabel blive, og hvordan var opfyldelsen af Esajas 40:4, 5 en forsikring om at det ville gå sådan?

¹² Hvad betyder det så om et symbolsk ’stort bjerg’ står i vejen? Hærskarers Jehova siger til det: „For Zerubbabel skal du blive slette!“ Foran Zerubbabel og den trofaste rest der var vendt hjem fra Babylon sammen med ham, havde Jehova opfyldt profetien i Esajas 40:4, 5: „Hver dal skal højnes, hvert bjerg, hver høj skal sænkes, bakket land bliv fladt og fjeldvæg til slette. Åbenbares skal [Jehovas] herlighed, alt kød til hobe skal se den. Thi [Jehovas] mund har talet.“ Nu kunne han gøre noget tilsvarende med det „store bjerg“ der rejste sig foran Zerubbabel i år 519 f.v.t. Lad os se hvordan han gjorde det ved hjælp af sin ånd, uden at Zerubbabel skulle anstrenge sig på nogen måde.

13. (a) Hvordan havde Jehova tidligere, den 24. kislev 520 f.v.t., givet Zerubbabel en forsikring vedrørende fjendens militærstyrke? (b) Hvad ville modstanderne gøre, især da Zerubbabel fortsatte arbejdet, ansporet af Zakarias’ femte syn?

¹³ Netop to måneder tidligere havde Jehova erklæret hvordan han ville behandle de fjendtlige hærstyrker. Han sagde: „Jeg ryster himmelen og jorden og omstyrter kongernes troner, tilintetgør hedningerigernes styrke og vælter stridsvognene med deres førere, og heste og ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens sværd. På hin dag, lyder det fra Hærskarers [Jehova], tager jeg dig, min tjener Zerubbabel, Sjealtiels søn, lyder det fra [Jehova], og gør dig til en seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ (Haggaj 2:20-23) Det var muligvis fordi Zerubbabel og hans medarbejdere denne dag (den 24. kislev 520 f.v.t.) genoptog arbejdet med grunden til Jerusalems tempel at statholderne over provinserne vest for Eufratfloden rettede deres henvendelse til kong Darius I i Susan. Men i hvert fald må disse statholdere have protesteret over for kong Darius I da Zerubbabel gik videre med tempelarbejdet, ansporet dertil af dette femte syn som Zakarias underrettede ham om.

14. Hvad gjorde kong Darius I, ifølge Ezra 6:1-13, da han modtog statholdernes henvendelse?

¹⁴ Indtil nu havde kong Darius I ladet kong Artaxerxes’ forbud mod tempelbyggeriet stå ved magt. Men hvad gjorde han da han modtog statholdernes henvendelse?

Så gav kong Darius befaling til at se efter i skatkammeret, hvor man i Babel gemte dokumenterne; og man fandt da i borgen i Ameta [Ekba’tana] i landsdelen Medien en skriftrulle, hvori der stod:

„Til ihukommelse. I sit første regeringsår udstedte kong Kyros følgende befaling: Gudshuset i Jerusalem skal genopbygges, for at man der kan ofre slagtofre og frembære Guds ildofre; det skal være tresindstyve alen højt og tresindstyve alen bredt med tre lag kvadersten og ét lag bjælker; omkostningerne udredes af kongens hus. Desuden skal gudshusets guld- og sølvkar, som Nebukadnezar borttog fra helligdommen i Jerusalem og førte til Babel, gives tilbage, og de skal bringes tilbage til deres plads i helligdommen i Jerusalem, og du skal sætte dem ind i gudshuset!“

„Derfor skal I, Tattenaj, statholder hinsides floden, og Sjetar-Bozenaj med eders embedsbrødre, afarsekitterne hinsides floden, ikke blande eder deri. Lad arbejdet med dette gudshus gå sin gang, lad jødernes statholder og jødernes ældste bygge dette gudshus på den gamle plads. Og hermed giver jeg påbud om, hvorledes I skal stille eder over for disse jødernes ældste med hensyn til opførelsen af dette gudshus: af kongens skatteindtægter fra landene hinsides floden skal omkostningerne nøjagtigt udredes til disse mænd, og det ufortøvet; og hvad der ellers er brug for: tyre, væddere og lam til brændofre for Himmelens Gud, hvede, salt, vin og olie, det skal efter opgivende af præsterne i Jerusalem udleveres dem dag for dag uden afkortning, for at de kan bringe ofre til en liflig duft for Himmelens Gud og bede for kongens og hans sønners liv. Og hermed påbyder jeg, at om nogen overtræder denne forordning, skal en bjælke rives ud af hans hus, og til straf skal han hænges op og nagles fast på den, og hans hus skal gøres til en grusdynge. Og den Gud, der har ladet sit navn bo der, han slå enhver konge og ethvert folk til jorden, som rækker hånden ud for at overtræde denne forordning og ødelægge dette gudshus i Jerusalem. Jeg, Darius, giver dette påbud; lad det blive nøje udført!“

Da handlede Tattenaj, statholderen hinsides floden Sjetar-Bozenaj og deres embedsbrødre nøje efter det påbud, kong Darius havde sendt dem. — Ezra 6:1-13.

15. (a) Hvad alene kan vi tilskrive den forbløffende vending begivenhederne tog, og hvorfor? (b) Hvad sagde Jehova forudvidende at Zerubbabel ville gøre med templets topsten?

¹⁵ Var det hærskarers Jehovas ånd der virkede her og ledede begivenhedernes gang? Det er kun hans ånd vi kan tilskrive denne forbløffende vending begivenhederne tog, for det skete uden anvendelse af militær styrke eller jordisk magt fra statholderen Zerubbabels side. Det symbolske „bjerg“ der var blevet rejst af modstanden mod Zerubbabel, blev gjort til „slette“ foran ham. Hans tro på hærskarers Jehova og hans mod til at udføre tempelarbejdet blev rigeligt belønnet. Da Jehova på forhånd vidste hvad han ville udrette ved hjælp af sin uovervindelige ånd, sagde han videre i det femte syn til Zakarias: „Han skal hente topstenen, medens der råbes: ’Nåde, nåde være med den [Hvor betagende! Hvor betagende, NW]!’“ — Zakarias 4:7.

DEN BETAGENDE TOPSTEN

16. Hvor betydningsfuld var denne topsten, og hvad ville det at Zerubbabel hentede den, bekræfte?

¹⁶ Denne topsten eller slutsten var den sten der skulle danne afslutning på templet som blev genopført i Jerusalem. Det var denne betydningsfulde sten der skulle sætte kronen på værket. At statholderen Zerubbabel skulle hente den, bekræftede at han ville føre tempelarbejdet til ende. Nu ville han ikke blive standset som Jehovas tjener. Det ville Jehovas ånd sørge for!

17. Hvorfor ville den dag hvor topstenen blev sat på plads være en dag med jubel, og hvorfor ville tilskuerne råbe: „Hvor betagende!“?

¹⁷ Når han en dag satte topstenen på plads for at markere at templet nu var fuldført i den by Gud havde nævnt sit hellige navn over, ville jubelen ingen grænser kende. Når de mange begejstrede tilskuere så denne afsluttende handling, ville de af beundring for denne topsten der sad på sin fremtrædende plads, råbe: „Hvor betagende! Hvor betagende!“ Den var smuk i sig selv, for det var den sten der var blevet lagt hen foran ypperstepræsten, Josua, Jozadaks søn, og hvis gravering Jehova selv havde indgraveret ved hjælp af sit redskab. (Zakarias 3:9, NW) Men den graverede topsten havde opnået endnu større skønhed nu hvor den sad på sin bestemte plads i tempelbygningen, så templet var en nydelse at betragte. Det var ikke kun de betagede tilbedere der lod øjnene hvile på denne topsten. Også Jehovas „syv øjne“, hans udelte opmærksomhed, var specielt rettet imod den. At stenen sad på sin plads, var en hævdelse af hans profetiske ord ved Haggaj og Zakarias.

18. Hvornår indtraf denne dag med jubel, ifølge den historiske beretning?

¹⁸ Denne dag med jubel og hævdelse indtraf i månemåneden adar i år 515 f.v.t. Den historiske beretning lyder: „Og jødernes ældste byggede, og det lykkedes dem i henhold til profeterne Haggajs og Zakarias’, Iddos søns, profeti; de byggede og fuldførte værket efter Israels Guds bud og efter Kyros’ og Darius’ og perserkongen Artaxerxes’ befaling. De fuldendte templet på den tredje dag i adar måned i kong Darius’ sjette regeringsår.“ — Ezra 6:14, 15.

19. Hvilke storslåede ting stiller denne profetiske, religiøse begivenhed os i udsigt, og ved hvilket middel vil dette blive gennemført?

¹⁹ Denne historiske og samtidig profetiske begivenhed stiller storslåede ting i udsigt for alle der i dag elsker den rene og ubesmittede tilbedelse af den eneste levende og sande Gud. Den peger frem til den tid da den sande tilbedelse af den suveræne Herre Jehova vil blive bragt til sin fuldkomne tilstand ved hans åndelige tempel. Det vil ske når Babylon den Store (den falske religions verdensimperium, hvilket indbefatter den sekteriske kristenhed) og alle verdens politiske, militære og sociale elementer som endog er imod den rene gudsdyrkelse, er blevet udslettet, og der ikke er andre tilbage på den rensede jord end resten af det åndelige Israels åndelige underpræster og deres medtilbedere fra alle nationer, folkeslag og stammer. Denne fuldførelse af værket opnås, som Jehova siger, „ikke ved en militærstyrke eller ved magt, men ved [hans] ånd“.

20. Hvilken hersker eller statholder har en særlig privilegeret opgave i forbindelse med denne kommende opfyldelse af profetien?

²⁰ Den modbilledlige statholder Zerubbabel vil have en særlig privilegeret opgave i forbindelse med at udvirke den nutidige opfyldelse af denne guddommelige profeti. Vi ved hvem han er — Jesus Kristus, der nu hersker fra sin himmelske trone over den trofaste rest af sine åndelige underpræster og over deres indviede, døbte medtilbedere.

21. Hvilke egenskaber som er forenet i Jesus Kristus og ligeledes forudskildret ved Melkisedek, er Zerubbabel og Josua billeder på?

²¹ Zerubbabel var et forbillede på den herliggjorte konge Jesus Kristus, men i en anden retning end ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn. Ypperstepræsten Josua (som de græsktalende jøder kaldte „Jesus“) skildrede Jesus Kristus i hans præstelige tjeneste. Zerubbabel, der var udnævnt til statholder over provinsen Juda skildrede Herren Jesus Kristus i hans egenskab som konge. Disse to egenskaber, stillingen som ypperstepræst og stillingen som hersker, forenes i den herliggjorte Jesus Kristus, for han skildres også ved Melkizedek, om hvem Første Mosebog 14:18 siger: „Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, bragte brød og vin.“ I Hebræerbrevet 7:1 kaldes han: „Melkisedek, konge i Salem, Guds, den Højestes, præst.“ — Salme 110:1-4.

22. (a) Hvilket arbejde benyttede Zerubbabel sin myndighed til at beskytte og fremme? Hvem havde givet befaling til dette arbejde? (b) Hvem som er med i et lignende arbejde er Zerubbabel et billede på, og hvilket ’stort bjerg’ har denne gjort til slette?

²² Som statholder over Jerusalem og Juda ville Zerubbabel fremme templets genopbygning, som kong Kyros havde givet befaling til. Han ville benytte sin myndighed som hersker til at beskytte tempelarbejdet. Åbenbart under titlen Sjesjbazzar havde han af kong Kyros fået overdraget „karrene fra [Jehovas] hus“ og disse hellige kar havde han ført fra Babylon til Jerusalem hvor de skulle benyttes i Jehovas genopførte hus. (Ezra 1:7 til 2:2; 5:13-16) Det var derfor med rette ham der førte an da man lagde grunden til Jehovas andet tempel i Jerusalem. (Ezra 3:8-10) På denne måde skildrede Zerubbabel hvordan den regerende konge Jesus Kristus ville sætte gang i arbejdet med at genoprette den rene tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel. Han ville beskytte den jordiske rest af salvede åndelige underpræster når den efter 1919 bestræbte sig for at genindføre den rene tilbedelse af Jehova i hele menneskeheden. Det „store bjerg“ af modstand og vanskeligheder der lå i vejen for deres bestræbelser i denne retning, har han gjort til „slette“.

23. (a) Hvordan fremmer Jesus Kristus tempelbyggeriet i lighed med statholderen Zerubbabel? (b) Hvordan opfylder han billedet med at topstenen hentes og sættes på plads?

²³ Ligesom statholderen Zerubbabel hentede topstenen og satte den på plads i templet i 515 f.v.t., vil den herliggjorte Jesus Kristus føre arbejdet med at genoprette tilbedelsen af Jehova ved hans åndelige tempel, til en sejrrig afslutning. Ved hjælp af sine usynlige hellige engle vil han indsamle hele den nødvendige rest af åndelige underpræster og hjælpe dem med at varetage deres pligter i det modbilledlige Hellige i Jehovas åndelige tempel. Han vil selv optræde som „topstenen“ i denne åndelige ordning for tilbedelsen af Jehova. Når Guds tid er inde vil han indtage sin bestemte plads i denne åndelige ramme om tilbedelsen, og således lægge sidste hånd på dette værk. Han er hovedpersonen, som en symbolsk topsten eller slutsten, i fuldførelsen af denne guddommelige tilbedelsesordning, hvori han tjener som den kongelige ypperstepræst til gavn for hele menneskeheden. Når han indtager sin plads og meddeler Jehova Gud at han har tilendebragt arbejdet med at genoprette den fulde tilbedelse ved hjælp af alle de nødvendige underpræster ved det åndelige tempel, vil resultatet være et betagende syn.

24. Hvornår vil Jehovas tilbedere råbe: „Hvor betagende!“ til den større Topsten?

²⁴ I dette hellige øjeblik, når det viser sig at arbejdet med hensyn til den sande tilbedelse er blevet fuldført til trods for det store Babylons og dets politiske beskytteres modstand, vil alle Jehovas sande tilbedere på jorden blive fyldt med uimodståelig værdsættelse af det værk den større Statholder Jesus Kristus har udført. Jublende vil de råbe til ham som den større Topsten: „Hvor betagende! Hvor betagende!“

FORAGT IKKE „DE SMÅ TINGS DAG“

25. Hvorfor så arbejdet med at opbygge den teokratiske organisation for tilbedelsen af Jehova, ringe og ubetydeligt ud da det begyndte i efterkrigsåret 1919?

²⁵ Da arbejdet med at genopbygge den teokratiske organisation for tilbedelsen af Jehova begyndte i efterkrigsåret 1919, så det ringe og ubetydeligt ud i det store religiøse Babylons og dets militære og politiske elskeres øjne. Det forekom dem så umuligt at gennemføre. Hvorfor? Fordi den overlevende rest af de salvede åndelige israelitter var så lille, og var i miskredit i hele verden. (Mattæus 24:9) Da de internationale bibelstudenter for eksempel holdt deres generalstævne fra den 1. til den 8. september 1919 i feriebyen Cedar Point i staten Ohio, U.S.A., var der kun omkring 6000 som overværede møderne i ugens løb, mens andre tusinder, der ikke kunne komme til dette stævne så tidligt efter den første verdenskrig, var spredt ud over hele jorden. Tidligere på året, den 13. april 1919, havde 17.961 (ifølge ufuldstændige rapporter) overværet fejringen af Herrens aftensmåltid eller Herrens nadver. Hvad var disse få tusind indviede og døbte tilbedere for Jehova i sammenligning med kristenhedens millioner af kirkemedlemmer? De var som intet!

26. (a) Skulle man foragte den overlevende rest fordi den var så lille? (b) Hvem kom med et budskab der rettede denne opfattelse, og hvem havde sendt ham?

²⁶ Men skulle man foragte den overlevende rest af åndelige israelitter fordi den var så lille? Eller fordi den ingen militærstyrke havde? De kendsgerninger der foreligger i dag, over halvtreds år senere, svarer klart og ubestrideligt, og de beviser at det var den ufejlbarlige Gud der sendte profeten Zakarias med et budskab som skulle rette enhver forkert opfattelse der skyldtes tingenes oprindelige udseende. Lad os høre efter mens Zakarias beretter videre: „Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig, og det lød: ’Zerubbabels egne hænder har lagt grundvolden til dette hus, og hans egne hænder skal fuldføre det. Og I skal kende at hærskarers Jehova selv har sendt mig til jer. For hvem har foragtet de små tings dag? Og de skal visselig glæde sig og se blyloddet i Zerubbabels hånd. Disse syv er Jehovas øjne. De strejfer om på hele jorden.’“ — Zakarias 4:8-10, NW; jfr. Gd.

27. Hvornår blev der givet et uomstødeligt bevis for at det var Jehova der havde sendt Zakarias til folket?

²⁷ Hvis nogen af de hjemvendte jøder i Judas land havde været i tvivl, så vidste de i hvert fald nu, den tredje dag i den tolvte månemåned (adar) i år 515 f.v.t., at det var Jehova selv der havde sendt Zakarias til sit folk. Beretningen i Ezra 6:14, 15 lyder: „Og jødernes ældste byggede, og det lykkedes dem i henhold til profeterne Haggajs og Zakarias’, Iddos søns, profeti; de byggede og fuldførte værket efter Israels Guds bud og efter Kyros’ og Darius’ og perserkongen Artaxerxes’ befaling. De fuldendte templet på den tredje dag i adar måned i kong Darius’ sjette regeringsår.“ Jehovas profetiske ord var blevet hævdet!

28. (a) Hvorfor undgik det ikke Jehovas blik da Zerubbabel, med blylodde i hånden, satte topstenen på plads i templet? (b) Hvilken lignende men stor begivenhed vil i endnu højere grad glæde hans øjne?

²⁸ Statholderen Zerubbabel havde sikkert en lodsnor med et blylod i hånden da han fuldførte Jehovas tilbedelseshus ved at lægge den betydningsfulde slutsten på plads. Dette syn var en fryd for øjet. Især Jehovas øjne glædede sig. Intet undgår hans blik. Det er som om han har et fuldstændig sæt øjne, i alt syv — øjne der søger ud over hele jorden for at iagttage alt hvad der sker, hvad enten det er hans fjenders eller hans indviede folks handlinger. At Zerubbabel lagde slutstenen på plads mens han holdt blyloddet i hånden, undgik heller ikke hans blik. Det glædede hans øjne ligesom det glædede de medlemmer af hans trofaste rest der satte tilbedelsen af den sande Gud først i livet. Hvor langt mere vil det da ikke glæde ham når hans vidtskuende øjne ser den større Zerubbabel fuldføre arbejdet med at genoprette den rene tilbedelse på jorden ved hans åndelig tempel

„DE TO MED OLIE SALVEDE“

29. Hvad fik Zakarias at vide da han første gang spurgte hvad synet med guldlysestagen betød, og hvordan bliver vi nu i stand til at se hvor passende dette svar var?

²⁹ Husker vi hvad engelen sagde til profeten Zakarias da profeten spurgte hvad guldlysestagen med de syv lamper betød? Ja. Den svarede: „’Ikke ved en militærstyrke eller ved magt, men ved min ånd’, har hærskarers Jehova sagt.“ (Zakarias 4:6, NW) Vi bliver nu i stand til at se hvor passende denne magtfulde udtalelse var, for nu gives der yderligere enkeltheder og en yderligere forklaring. Vor videbegærlighed tilfredsstilles med disse ord:

30. Hvad sagde engelen til Zakarias at de to olietræer ved siden af lysestagen var billeder på?

³⁰ „Derpå spurgte jeg ham: ’Hvad betyder de to olietræer der til højre og venstre for lysestagen?’ Og videre spurgte jeg: ’Hvad betyder de to oliegrene [de to klaser af kviste på oliventræerne, NW] ved siden af de to guldrør som leder den gyldne olie ned derfra?’ Han svarede: ’Ved du ikke, hvad de betyder?’ Jeg sagde: ’Nej, herre!’ Så sagde han: ’Det er de to med olie salvede, som står for al jordens Herre.’“ — Zakarias 4:11-14.

31. Hvordan blev olien ført ned til lamperne, hvorfor var beholdningen konstant, og hvad var olien et billede på?

³¹ Zakarias fandt det bedst at stille et andet spørgsmål umiddelbart efter det første for ikke at glemme at spørge om noget han ikke havde nævnt i sit første spørgsmål. De to olietræer eller oliventræer, husker vi, stod til højre og til venstre for det gyldne oliekar hvorfra der udgik syv rør til de syv lamper på lysestagen, til at forsyne dem med olie fra den centrale beholdning. Hvorfra fik det gyldne oliekar oven på lysestagen sin egen beholdning af den brændbare væske? Fra klasen af kviste på oliventræet til højre og fra klasen af kviste på oliventræet til venstre, og det var et guldrør der ledte væsken ned fra hver klase. Når væsken løb igennem rørene virkede den gylden, og man kunne lige så lidt lukke af for den som man kunne lukke af for de to olietræer. Beholdningen var konstant, ligesom kilden dertil var levende og konstant. Denne brændbare væske var hverken et billede på militær styrke eller menneskelig magt, men, som Jehova sagde, på ’hans ånd’. Olien blev således benyttet til at skildre Guds ånd. — Zakarias 4:6, NW.

32. (a) Hvem er kilden til den symbolske olivenolie? (b) Hvad skildres der ved lysestagen der får denne olie?

³² Ligesom, oliventræet er skabt af Jehova Gud og han derfor er kilden til dets olie, sådan er han kilden til den ånd eller usynlige virkekraft der nærer den sande tilbedelses flamme. De to olietræer skildrer følgelig de to redskaber hvormed han leder sin ånd til den symbolske lysestage, det vil sige til hans ’hellige folk’, den salvede rest af de åndelige israelitter. Hvem er de to redskaber der symboliseres ved de to olietræer?

33. Hvordan benyttes olietræer i Åbenbaringen 11:3, 4 som et symbol på nogle af Guds levende skabninger, og hvem er de to olietræer i Zakarias syn således symboler på?

³³ Det er ikke i modstrid med Bibelen at sige at de to olietræer er et billede på nogle af Guds fornuftbegavede skabninger. I forbindelse med det tempelsyn som den kristne apostel Johannes beretter om i Bibelens sidste bog, læser vi: „Jeg vil lade mine to vidner, klædte i sæk, profetere . . . Det er de to olietræer og de to lysestager, som står for jordens Herres åsyn.“ (Åbenbaringen 11:3, 4) De to olietræer i Zakarias’ syn betegnes som „de to med olie salvede som står for al jordens Herre“. Hvem er de så et billede på? Ikke de inspirerede profeter Haggaj og Zakarias, men to enkeltpersoner som Zakarias fik befaling til at overbringe hærskarers Jehovas ord til, nemlig ypperstepræsten Josua Jozadaks søn, og statholderen Zerubbabel.

34. (a) Hvordan forsynede ypperstepræsten og statholderen den symbolske lysestage med symbolsk olie? (b) Hvordan bevarede Zerubbabel og Josua selv en konstant forsyning af Guds ånd?

³⁴ Ved hjælp af de inspirerede profeter Haggaj og Zakarias fik Josua og Zerubbabel del i Jehovas ånd. De skulle så gå foran i arbejdet med Jehovas andet tempel, og med henblik på dette arbejde give den israelitiske rest del i Jehovas ånd. Disse to „med olie salvede“ skulle uden ophør forsyne hele den genrejste nation med Jehovas ånd — ved at fortsætte arbejdet til det var fuldført og ved at opmuntre tempelarbejderne, både med tilskyndende ord og med deres eget eksempel. Det kunne de gøre hvis de hele tiden stod for Jehova, „al jordens Herre“. De måtte stå på hans side i stridsspørgsmålet om den eneste sande tilbedelse, og de måtte hele tiden være ham til tjeneste i forbindelse med at fremme den udelte tilbedelse af ham. På denne måde ville det hellige arbejde blive udført ved Jehovas ånd. Som „al jordens Herre“ fuldbyrder Jehova sin vilje med jorden.

35. Hvem er de to olietræer symboler på i den nutidige opfyldelse af synet?

³⁵ Hvem er „de to olietræer“, „de to med olie salvede“ så billeder på i synets nutidige opfyldelse, der finder sted her i „endens tid“? Eftersom de i den første opfyldelse, på Zakarias’ tid, var billeder på ypperstepræsten Josua og statholderen Zerubbabel, må de skildre en og samme person, nemlig Jehovas Salvede, Messias eller Kristus, Jesus, der blev salvet med Guds hellige ånd. — Esajas 61:1-3, Lukas 4:1.

36. (a) Hvordan har Jesus Kristus handlet ligesom ypperstepræsten Josua og statholderen Zerubbabel i forbindelse med Guds ånd? (b) Hvordan har han, ligesom de to olietræer, sørget for en konstant forsyning af ånden, og hvilken symbolsk lysestage er det han har forsynet?

³⁶ Ja, Jesus Messias blev skildret ved både ypperstepræsten Josua og statholderen Zerubbabel. Før han forlod sine loyale apostle på jorden lovede han at sende dem ånden, som udgår fra den himmelske Fader. (Johannes 14:16, 17; 15:26; 16:13, 14) På pinsedagen i år 33 udførte han derpå den opgave som de to olietræer havde i Zakarias’ syn. Denne dag begyndte Jehova Gud at benytte ham som den kanal hvorigennem den hellige ånd blev udgydt over det åndelige Israels ’hellige folk’. (Apostlenes Gerninger 1:5; 2:1-35; Mattæus 3:11; Markus 1:7, 8; Lukas 3:16) Ligesom „de to med olie salvede“ i Zakarias’ femte syn, står Jesus Kristus som ypperstepræst og regent „for“ eller „ved siden af“ (NW) al jordens Herre og er ham stadig til tjeneste, idet han befinder sig ved Guds højre hånd i himmelen. (Apostlenes Gerninger 2:34-36; 7:56) Da han indtager denne stilling kan han lede en konstant forsyning af Herren Guds ånd ned til den symbolske lysestage på jorden, det åndelige Israels trofaste rest.

37. (a) Aktiviseret af hvad, og under hvis ledelse, fortsætter „resten“ i tempelarbejdet? (b) Hvem vil derfor modtage æren og prisen for tempelarbejdets endelige afslutning?

³⁷ Ikke ved militær styrke, men ved den almægtige Guds aldrig svigtende ånd, arbejder den salvede rest under ledelse af sin himmelske statholder og ypperstepræst, Jesus Kristus. Ansporet og aktiviseret af hellig ånd vil den fortsætte med tempelarbejdet til det er fuldført. Derfor vil al hæder, pris og ære for arbejdets endelige afslutning ikke gå til resten af de åndelige underpræster, men til Jehova Gud som er åndens kilde, gennem Jesus Kristus, hans kærlige kanal.

Kapitel 12

Det onde tillades ikke længere

1. I stedet for blot at udføre de formelle religiøse handlinger ved Jehovas tempel, hvad skulle Israels nation så gøre for at opnå de velsignelser Jehova havde lovet i sin pagt?

FORTIDENS Israel havde i Jerusalem et smukt symbol på den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud. Det var hans hellige tempel, som nu stod genopført. Men nationen skulle ikke kun udføre rutinemæssige ceremonier ved dette tilbedelsescenter. Israels udvalgte folk, med sit genopbyggede tempel i Jerusalem for tilbedelsen af Jehova, skulle leve sin religion hver eneste dag i hele sit gudgivne land. Så ville dets gudsdyrkelse ikke bare være en from formalitet men en levende del af hverdagen. Den ville ikke medføre at det hellige hus for tilbedelsen af Jehova blev vanhelliget. Den ville ikke bringe hån og spot over Guds navn. Den ville derimod bevirke at Jehova med glæde kunne velsigne landets tilbedende indbyggere, som han havde lovet i sin højtidelige pagt med nationen. Han ville ikke være nødt til at sende en dødbringende forbandelse over dem fordi de ikke levede op til pagten.

2. (a) Hvad bør Jehovas tilbedere hade, ifølge Salme 97:10, 11? (b) I harmoni med hvilken hensigt fra Guds side bør de ikke tolerere ondskab i deres gudgivne domæne?

² De der tilbeder Gud i oprigtighed må nære ægte had til det onde. Den inspirerede salmist formaner: „I som elsker [Jehova], had det onde! Han vogter sine frommes sjæle og frier dem af de gudløses hånd; over de retfærdige oprinder lys og glæde over de oprigtige af hjertet.“ (Salme 97:10, 11) Ondskab kan ikke tolereres i det gudgivne domæne hvor de der elsker Jehova befinder sig. Til sin egen fastsatte tid, som han nøje overholder, vil Jehova fjerne al ondskab fra jorden, sammen med alle dens frygtelige følger. Han vil ikke længere tillade det onde. Vi hilser denne tid velkommen, denne lykkelige tid for alle retsindige mennesker!

3. Hvilket syn blev nu givet i harmoni med dette tema, og til opmuntring for hvem blev synet skrevet ned?

³ Disse herlige udsigter er temaet for det sjette syn som profeten Zakarias fik den fireogtyvende dag i den ellevte månemåned (sjebat) i år 519 f.v.t. For at synet kunne bevares og være til opmuntring for os i dag, nu hvor det får sin fuldstændige opfyldelse, blev Zakarias inspireret til at skrive det ned.

DET SJETTE SYN

4, 5. (a) Hvad meddelte Zakarias den fortolkende engel at han så? (b) Hvordan bevægede bogrullen sig gennem luften, hvor stor skriveflade havde den, og hvilken slags budskab kunne den indeholde?

⁴ Zakarias skriver: „Derpå løftede jeg atter mine øjne og skuede, og se, der var en flyvende bogrulle. Og han [den fortolkende engel] spurgte mig: ’Hvad ser du?’ Jeg svarede: ’Jeg ser en flyvende bogrulle, som er tyve alen lang og ti alen bred.’“ — Zakarias 5:1, 2.

⁵ Bogrullen er ikke rullet sammen. Udbredt sejler den gennem luften som var det en flyvemaskine. Det er en stor bogrulle, for den er tyve alen lang og ti alen bred, hvilket giver et areal på to hundrede kvadratalen, eller rundt regnet fyrre kvadratmeter. Og hvis der var skrevet på begge sider af den, havde den en samlet skriveflade på firs kvadratmeter. Det viste sig at den var beskrevet på begge sider. Den kunne således gengive et meget omfattende budskab. Var budskabet gunstigt for landet, eller var det ugunstigt? Budskabets karakter ville antyde hvad den flyvende bogrulle betød. Zakarias ville gerne vide det. Det samme vil vi.

6. Hvad forklarede den fortolkende engel at den flyvende bogrulle betød?

⁶ Hvad sagde den fortolkende engel? „Så sagde han til mig: ’Dette er den forbandelse der udgår over hele jordens flade, fordi enhver som stjæler, ifølge det der står på denne side, er gået fri for straf, og enhver som sværger en ed, ifølge det der står på den anden side, er gået fri for straf.’“ — Zakarias 5:3, NW.

7, 8. Hvilket spørgsmål opstår med hensyn til tyven og den der sværger en falsk ed i Jehovas navn, og hvad siger Jehova at forbandelsen vil gøre?

⁷ Hvad skal der ske med disse overtrædere der hidtil er gået fri? Hvilken forbandelse skal, ifølge det der står skrevet på den ene side af bogrullen, eksekveres over den hidtil ustraffede tyv? Og hvilken forbandelse skal, ifølge det der står skrevet på den anden side af bogrullen, eksekveres over den skyldige som har svoret en ed? Også vi der lever i dag er interesseret i at vide dette, for jorden er i vor tid fyldt med mennesker der stjæler og som ikke holder de eder de sværger. Hvad kan den fortolkende engel fortælle? Dette:

⁸ „Jeg lader den udgå, lyder det fra Hærskarers [Jehova], for at den skal komme i tyvens hus og dens hus, som sværger falsk ved mit navn, og sætte sig fast i deres huse og tilintetgøre dem med tømmer og sten.“ — Zakarias 5:4.

9. Hvor omfattende skulle tilintetgørelsen være?

⁹ Tyven og den der svor falsk i Jehovas navn skulle udryddes. Ikke alene skulle deres huse tilintetgøres med tømmer, sten og det hele, men tyven og den der svor falsk skulle også selv tilintetgøres. Selve deres bolig skulle fjernes fra landet, og de selv med. En frygtelig forbandelse! En drastisk straf!

10. Hvilket land var der tale om, og hvorfor gjorde dette sagen langt alvorligere?

¹⁰ Vi må huske at der er tale om det land som den jødiske rest havde taget i besiddelse efter at den var blevet udfriet fra landflygtigheden i Babylon og var vendt hjem for at genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem. Det gjorde sagen så meget mere alvorlig. I de ti bud, som de havde fået ved profeten Moses, havde Gud befalet disse kødelige, omskårne jøder at de ikke måtte stjæle og ikke sværge falsk eller aflægge falsk vidnesbyrd. Den der stjal fra Guds udvalgte folk, stjal således i virkeligheden fra Jehova. Den der svor falsk i Jehovas hellige navn, løj ikke alene over for den som den svorne ed skulle være en forsikring eller garanti for, men også over for Jehova. Det var misbrug af Jehovas navn. (2 Mosebog 20:7, 15, 16) Skønt tyvene og de der svor falsk, for en tid havde undgået straffen for deres hånd som skulle håndhæve Guds lov, var Guds forbandelse udtalt over disse lovovertrædere og ville til sin tid blive fuldbyrdet over dem.

FORMER FOR TYVERI

11. Kunne tyven undskylde sig med sult, eller hvad medførte det at man stjal under sådanne omstændigheder, ifølge Salomon og Agur?

¹¹ Uanset tyvens motiv og uanset hvor meget omstændighederne tilsyneladende kunne undskylde et tyveri, var dét at stjæle dog en synd som måtte straffes efter Guds lov. Under inspiration sagde den vise kong Salomon: „Man ringeagter ikke, at en Tyv stjæler for at mætte sig, naar han er hungrig; men naar han bliver greben, maa han betale syv Fold, han maa give alt sit Huses Gods.“ (Ordsprogene 6:30, 31, Gd) Ordsprogsforfatteren Agur, Jakes søn, ønskede ikke at komme i en situation hvor han kunne føle sig nødsaget til at stjæle, for han erkendte at det ville berøre hans Gud. Derfor bad han til Gud: „Hold svig og løgneord fra mig; giv mig hverken armod eller rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte brød, at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: ’Hvo er [Jehova]?’ eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds navn men.“ (Ordsprogene 30:1, 8, 9) Hvordan ville han volde sin Guds navn mén ved at stjæle?

12. (a) Hvordan vil man, i lyset af de ti bud, volde Guds navn mén hvis man stjæler, selv om det er fordi man sulter? (b) Hvad siger apostelen Paulus om dette?

¹² Det ville han gøre fordi tyveri er et udtryk for afgudsdyrkelse. Tyven gør sig selv eller det han stjæler, til en afgud. Han begærer noget som han ikke har ret til, noget som tilhører en anden. For at undgå at blive straffet for tyveriet, tager han den pågældende ting når ejeren eller lovens håndhævere ikke ser det. Eftersom budet imod at stjæle blev givet i Guds navn, Jehova, lader tyven hånt om Guds navn og behandler det som om det ikke havde nogen betydning. Til kristne som skulle arve Guds himmelske rige, skrev den kristne apostel Paulus: „Ingen utugtig eller uren eller havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker! — har lod og del i Kristi og Guds rige.“ (Efeserne 5:5) Han skrev også: „Så overgiv da til døden de lemmer, der hører jorden til: utugt, urenhed, begær, ond lyst, også havesygen, som jo er afgudsdyrkelse.“ (Kolossenserne 3:5) Paulus har måske haft Zakarias’ profeti i tanke da han skrev: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød.“ — Efeserne 4:28, 25.

13. (a) Hvordan berører forbandelsen en indviet og døbt kristen der begynder at stjæle? (b) Hvilken form for tyveri er alvorligere end tyveriet af et menneskes materielle ejendele?

¹³ Hvis en indviet, døbt kristen begynder at stjæle, eller måske genoptager en tyvagtig vane som han havde før sin omvendelse, volder han sin Guds navn mén. Da han som tyv ikke kan arve Guds messianske rige, kommer han under Guds forbandelse. Det betyder udslettelse for ham, for hvis han ikke når ind i det rige han er kaldet til, er der ingen andre muligheder for ham. For at være tyv behøver man dog ikke nødvendigvis at stjæle materielle ting fra et andet menneske. Langt alvorligere er det at stjæle Guds ord. Gud er imod en sådan form for tyveri.

14. Hvad siger Jehova i Jeremias 23:30-32 om dem der stjæler hans ord?

¹⁴ „Se, derfor kommer jeg over profeterne, lyder det fra [Jehova], de, som stjæler mine ord fra hverandre. Se, jeg kommer over profeterne, lyder det fra [Jehova], de, som taler af sig selv og dog siger: ’Så lyder det fra [Jehova].’ Se, jeg kommer over profeterne, som profeterer og udspreder løgnedrømme, lyder det fra [Jehova], og vildleder mit folk med deres løgne og pralen, og jeg har ikke sendt dem eller givet dem nogen befaling; de bringer ikke dette folk nogen hjælp, lyder det fra [Jehova].“ — Jeremias 23:30-32.

15. (a) Stjæler vi profeternes ord når vi citerer Bibelen for andre? (b) Hvordan stjal de falske profeter på Jeremias’ tid Guds ord?

¹⁵ Det er en alvorlig sag at stjæle Jehovas ord fra hinanden. Hvordan gør man det? Stjæler vi Jehovas ord fra profeten når vi citerer de ord Jehova har inspireret ham til at sige? Nej, for vi giver den inspirerede profet behørig ære når vi citerer hans ord til støtte eller som bevis for et lærepunkt. Vi oplyser hvilken bog i Bibelen, hvilket kapitel og hvilket vers vi citerer fra. Vi gør ikke som de falske profeter på Jeremias’ tid. Disse profeter tog den profeti som Jehova havde inspireret sin profet til at udtale, og udgav den for at være deres egen. Og når de så udtalte sig nærmere om denne profeti som de havde stjålet, manglede de naturligvis Guds ledelse. Det bevirkede at de ikke forklarede profetien korrekt, at de føjede deres egne uinspirerede ord til, eller at de forfalskede, fordrejede eller udvandede profetien. De brugte således den stjålne profeti til deres egne selviske formål.

16. Hvordan gjorde de der gav sig ud for at være inspirerede profeter eller som genfortalte deres egne drømme, sig skyldige i at stjæle Guds navn?

¹⁶ De lader som om de er profeter ved at sige, som var de under inspiration: „Så lyder det fra [Jehova].“ De stjæler i virkeligheden Jehovas navn ved at knytte det til deres egne udtalelser. De drømmer løgnedrømme om fremtiden for at påvirke folket imod Jehovas sande talerør. På grund af deres løgnedrømme og deres pralen vedrørende fremtiden vildleder de folket både religiøst og åndeligt, så det ikke er forberedt på det der virkelig kommer. Jehova har ikke sendt dem eller givet dem befaling til at tale, og derfor har de ingen ret til at tage Guds navn fra dets retmæssige plads og bruge det til deres egne bedrageriske formål. Sådanne tyve er ikke til gavn for nogen.

17. Hvad advarede Jehova om at der ville komme, og hvordan var de profeter der ikke stod i hans fortrolige råd, ansvarlige for folkets adfærd?

¹⁷ „Thi hvem stod i [Jehovas] fortrolige råd, så han så og hørte hans ord, hvem lyttede til hans ord og hørte det? Se, [Jehovas] stormvejr, vreden, er brudt frem, et hvirvlende stormvejr; det hvirvler over de gudløses hoved. [Jehovas] vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldbyrdet sit hjertes tanker; i de sidste dage skal I forstå det. Jeg har ej sendt profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke til dem, og dog profeterer de. Hvis de står i mit fortrolige råd og hører mine ord, så lad dem vende mit folk fra deres onde vej og deres gerningers ondskab.“ — Jeremias 23:18-22.

18. Hvordan har kristenhedens gejstlige gjort det som Åbenbaringen 22:19 advarer imod, og hvordan har de stjålet Jehovas ord?

¹⁸ Dette svarer til hvad der i Bibelens sidste bog siges til indviede, døbte kristne: „Hvis nogen tager noget bort fra denne profetiske bogs ord, skal Gud fratage ham hans del i livets træ og den hellige stad, som der er skrevet om i denne bog.“ (Åbenbaringen 22:19) Når kristenhedens gejstlige fremholder at Åbenbaringens bog ikke har nogen profetisk værdi eller at Bibelen er fuld af myter, legender og usandsynligheder, har de i sandhed taget meget bort fra Guds ord og er skyld i at godtroende mennesker forholdes disse dele af Guds ord. Hvor ofte under politiske kampagner og i krigstid har kristenhedens gejstlige ikke taget et skriftsted fra Bibelen og selvisk brugt det som et påskud for at tale til deres menigheder om verdslig politik, sociale reformplaner og krigspropaganda! Er det ikke at stjæle Jehovas ord?

19. Hvordan kan vi, ligesom apostelen Paulus, undgå den forbandelse Gud lader komme over dem der stjæler hans ord fra dem som trænger til dem?

¹⁹ I stedet for at stjæle Guds ord fra dem der fortjener at høre det, bør vi efterligne apostelen Paulus, der sagde: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus. Derfor vidner jeg for jer på denne dag, at jeg ikke er skyldig i nogens blod; thi jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan.“ (Apostlenes Gerninger 20:19-21, 26, 27) Ligesom Paulus ønsker vi ikke at komme under forbandelse for åndeligt tyveri.

AT SVÆRGE FALSK I GUDS NAVN

20. Hvilket fremtrædende eksempel på dét at sværge falsk i Guds navn var profeten Zakarias og hans landsmænd udmærket kendt med?

²⁰ Zakarias og de øvrige hjemvendte jøder var udmærket kendt med et fremtrædende historisk eksempel som viste at Gud afskyr falske eder der aflægges i hans navn. Det drejede sig om deres sidste konge på tronen i Jerusalem, kong Zedekias, Josias’ søn. Han døde som en blind mand i et fængsel i Babylon før den trofaste jødiske rest blev udfriet fra landflygtigheden. Hvorfor? Beretningen i Anden Krønikebog 36:12, 13 forklarer: „Han gjorde, hvad der var ondt i [Jehova] hans Guds øjne. Han ydmygede sig ikke under de ord, profeten Jeremias talte fra [Jehovas] mund. Desuden faldt han fra kong Nebukadnezar, der havde taget ham i ed ved Gud; og han var halsstarrig og forhærdede sit hjerte, så han ikke omvendte sig til [Jehova], Israels Gud.“

21. Hvilken beslutning traf Jehova angående den troløse kong Zedekias, ifølge Ezekiel 17:16-20?

²¹ Med hensyn til den ed kong Zedekias tilsvor kong Nebukadnezar i Jehovas navn, læser vi i Ezekiel 17:16-20 hvad Jehova besluttede:

„Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: Hvor den konge [Nebukadnezar] bor, som gjorde ham til konge, hvis ed han lod hånt om, og hvis pagt han brød, der hos ham i Babel skal han dø. . . . Thi han lod hånt om eden og brød pagten trods givet håndslag; alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe! Sig derfor: Så siger den Herre [Jehova]: Så sandt jeg lever: Min ed, som han lod hånt om, og min pagt, som han brød, vil jeg visselig lade komme over hans hoved! Jeg breder mit net over ham, så han fanges i mit garn, og jeg bringer ham til Babel for der at gå i rette med ham for den troløshed, han viste mig.“

22. Hvordan brød kong Zedekias sin ed, og hvis råd gik han derved imod?

²² Eftersom kong Zedekias havde tilsvoret kong Nebukadnezar en ed i den suveræne Herre Jehovas navn, skyldte han Gud at leve op til sin ed og at holde sin pagt om at være vasal under Babylons konge. Uden hensyn til profeten Jeremias’ inspirerede vejledning brød han sin ed, gjorde, oprør og søgte militær hjælp hos Ægyptens Farao. — Ezekiel 17:11-15, 17; Esajas 31:1-3.

23. Hvordan har kristenhedens nationer og deres gejstlighed søgt hjælp og brudt deres pagt, i lighed med Zedekias?

²³ I lighed med kong Zedekias, der var underlagt Lovpagten med Gud gennem mellemmanden Moses, har kristenhedens nationer søgt hjælp hos det symbolske Ægypten, ja, hos verden med dens krigsmateriel. Kristenhedens gejstlige har gjort fælles sag med deres respektive nationer, idet de har velsignet og bedt for deres hære, deres våben og deres krigshandlinger. På denne måde har kristenhedens nationer og deres gejstlighed, som hævder at have del i den nye pagt med Gud gennem Kristus, brudt deres pagt med Gud. Gejstligheden har også brudt den neutralitet som alle kristne har pligt til at bevare i denne verdens konflikter:

24. (a) Hvordan har kristenhedens gejstlige handlet stik imod de løfter eller eder de har aflagt da de blev ordineret? (b) Hvordan vil det gå dem når Gud eksekverer den flyvende bogrulles ’forbandelse’ i den kommende ’store trængsel’?

²⁴ Uanset hvilke løfter eller eder kristenhedens sekteriske gejstlige har aflagt til Gud da de blev ordineret til tjeneste i deres respektive kirkesamfund, har de brudt dem. Det har de gjort ved at følge en verdslig handlemåde, vel vidende at „venskab med verden er fjendskab med Gud“ og at „den, der gerne vil være verdens ven, gør sig . . . til Guds fjende“. (Jakob 4:4) Hvad så med den ’forbandelse’ der blev skildret ved den usædvanlig store flyvende bogrulle der udgik over hele jordens flade? Vil den komme ind i disse åndelige eller religiøse tyves huse? Vil den tilintetgøre dem og alle deres religiøse huse når Guds tid er inde til at eksekvere den? Ganske afgjort! Disse gejstlige og deres såkaldt kristne nationer er „upålidelige“ over for Gud, skønt de udmærket skulle kende „Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden“. (Romerne 1:31, 32) Ve dem i den kommende ’store trængsel’ når forbandelsen fra den „flyvende bogrulle“ eksekveres af Gud! — Mattæus 24:21, 22.

25, 26. (a) Hvor må der til sidst sættes en stopper for de former for ondskab der er omtalt på den flyvende bogrulle? (b) Med hvilken handlemåde vil indviede, døbte kristne undgå den flyvende bogrulles ’forbandelse’?

²⁵ Ligesom den forbandelse der blev vist i synet til Zakarias, skulle sætte en stopper for tyveri og aflæggelse af falske eder i Jehovas navn i hele det land som Guds folk boede i, sådan må der sættes en stopper for disse ting på hele jorden. Det gælder især nu i det åndelige domæne som bebos af Jehovas genrejste rest af det åndelige Israel. Disse former for ondskab skal ikke længere tillades, tolereres eller forblive ustraffede på denne jord, som tilhører Skaberen, den suveræne Herre Jehova. For at undgå den kommende tilintetgørelse må alle indviede og døbte kristne følge Bibelens bud om at holde sig adskilt fra verden; de må holde ubrydeligt fast ved deres teokratiske neutralitet over for denne verdens selviske stridigheder. Fordi den genrejste rest af de åndelige israelitter gør dette, erfarer de opfyldelsen af det der forudsiges i Åbenbaringen 22:3-5:

²⁶ „Og der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene ham, og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander. Og der skal ingen nat være mere, og de trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over dem; og de skal være konger i evighedernes evigheder.“

ONDSKABEN SENDES TIL BABYLON

27. (a) Hvad så Zakarias komme i det syvende syn? (b) Hvilket spørgsmål rejses vedrørende „deres udseende på hele jorden“?

²⁷ Da der ikke mere skal være noget som er under Guds forbandelse, skal der ikke længere være nogen ondskab. At ondskaben ikke længere skulle tillades i det område der tilhører den guddommelige Skaber, fremgår af interessante symboler i det syvende syn til profeten Zakarias. Lad os med forstandens øjne betragte det billede Zakarias tegner for os: „Derpå trådte engelen, som talte med mig, frem og sagde til mig: ’Løft dine øjne og se, hvad det er, som kommer der!’ Jeg spurgte: ’Hvad er det?’ Og han svarede: ’Det er efaen, som kommer.’ Og han vedblev: ’Det er deres brøde i hele landet [deres udseende på hele jorden, NW].’“ (Zakarias 5:5, 6) Engelen, som talte hebraisk, sagde bogstaveligt „deres øje“ i stedet for „deres udseende“. På tilsvarende måde er ordene „så ud“ eller „dens udseende“ (NW) i Fjerde Mosebog 11:7 (om mannaen) oversat fra de hebraiske ord for „dens øje“. I den græske Septuaginta, som den autoriserede danske oversættelse bygger på, gengives Zakarias 5:6 imidlertid således: „Det er deres uretfærdighed på hele jorden“. Er det et uretfærdigt udseende de har?

28. Hvad antyder dét at beholderen var et bestemt rummål at den kunne bruges til med hensyn til dem der boede „i hele landet“?

²⁸ For at kunne svare må vi se hvad der er i den flyvende efa, som viser sig at have et blylåg. En efa var et rummål der svarer til toogtyve liter. Eftersom man med en efa afmålte det der var i den, ser det ud til at den symbolske efa afmåler eller tager mål af det der er i den, og derved angiver hvilket „udseende“ alle i landet har. Er det uretfærdigt, sådan som læsemåden i den græske Septuaginta-oversættelse antyder?

29. Hvad viste der sig at være i efaen, og hvad var navnet derpå?

²⁹ „Og se,“ siger Zakarias, „et blylåg løftedes, og se, i efaen sad en kvinde. Og han sagde: ’Det er gudløsheden [Ondskaben, NW]!’ Så stødte han hende ned i efaen og slog blylåget i over åbningen.“ — Zakarias 5:7, 8.

30. (a) Hvad var denne „kvinde“ således et billede på, og hvad antydede det at hun var lukket inde i efaen? (b) Var der kun tale om ondskab på et bestemt område, eftersom efaen blev benyttet i forbindelse med handel? Hvor hørte ondskaben under alle omstændigheder hjemme?

³⁰ Indbyggernes samlede ondskab i landet symboliseres altså ved en kvinde. Men nu er denne ondskab blevet lukket inde ligesom kvinden i efaen. Den er blevet målt af, og tiden hvor den stadig tillades i landet er også blevet afmålt af den suveræne Herre Jehova. Og for at holde den nede og lukket inde, er der anbragt et tungt blylåg over efaens åbning. Da efaen var et mål der blev benyttet i forbindelse med handel, kunne man slutte at der er tale om kommerciel ondskab, uærlige forretningsmetoder. Men det behøver ikke at være det hele. Man kan tage mål af alt hvad menneskene beskæftiger sig med, og det er åbenbart sådan man her skal betragte den „ondskab“ der symboliseres. Ingen form for ondskab hører hjemme i Jehovas indviede folks land eller åndelige domæne. Ondskaben bør anbringes i en beholder og sendes bort, i fuldt mål, til det sted hvor den hører hjemme. Den skal ikke have lov at blive.

31. Hvad så Zakarias nu ske med efaen?

³¹ Det er en sådan fjernelse af ondskaben der skildres i det syvende syn til Zakarias. Vi kan glæde os sammen med ham når han siger: „Og jeg løftede mine øjne og skuede, og se, to kvinder kom båret af vinden, og deres vinger var som storkevinger; og de løftede efaen op mellem himmel og jord. Så spurgte jeg engelen, som talte med mig: ’Hvor bærer de efaen hen?’“ — Zakarias 5:9, 10.

32. Hvordan stilles de to kvinder i kontrast til kvinden i efaen, og hvad antyder det at de bæres af vinden?

³² To symbolske kvinder benyttes til at transportere den indespærrede „ondskab“ bort i en fart, som med luftpost. Dette er en god anvendelse af symboler. Vi ser at kvinder ikke kun bruges til at symbolisere ondskab, idet ondskab ikke er noget der specielt kendetegner kvinder; de kan også være retskafne og yde en god indsats i Jehovas tjeneste. Her i synet bruges de til at symbolisere redskaber som benyttes af den suveræne Herre og Gud, der hader ondskab. I lighed med ham, hader de to symbolske kvinder det onde og de er glade for at blive brugt af ham til at befri landet for ondskab. Der er således en god balance i brugen af kvinder som symboler. Og eftersom de blev „båret af vinden“, havde de himmelens hjælp til hurtigt at skaffe ondskaben af vejen.

33. Hvorfor var det i denne forbindelse passende at de to symbolske kvinder havde storkevinger, i betragtning af de ting der kendetegner storken?

³³ Vi lægger mærke til at deres vinger „var som storkevinger“. Hvor passende at disse to symbolske kvinder havde sådanne vinger, for det hebraiske ord for „stork“ (hhasidahʹ) er øjensynlig afledt af det hebraiske ord hheʹsed, der betyder „kærlig godhed“ og „loyalitet“, egenskaber som kendetegner kvinder. Storken er kendt for at være særdeles nænsom over for sine unger, og loyal mod sin mage gennem hele livet. Men ’ondskaben’ skal naturligvis ikke behandles nænsomt. Da storke er trækfugle og instinktivt ved hvornår tiden er inde til at drage bort, kender de to symbolske kvinder med storkevinger den tid Jehova har fastsat for fjernelsen af ’ondskaben’. (Jeremias 8:7) En stork har et vingefang på op imod to meter, og kan derfor flyve højt og løfte tunge byrder. Med deres storkevinger skulle de to symbolske kvinder være i stand til at løfte den tunge byrde af „ondskab“ og føre den bort. (Job 39:16, Gd; Salme 104:17) Sammen med Zakarias spørger vi: „Hvor bærer de efaen hen?“

34. Hvor sagde engelen at de to flyvende kvinder førte den fyldte efa hen?

³⁴ Engelen som talte med Zakarias oplyser: „Hen at bygge hende et hus i Sinears land, og når det er rejst, sætter de hende der, hvor hendes sted er [og det skal grundfæstes, og hun skal anbringes dér på sit rette sted, NW].“ — Zakarias 5:11.

35. Hvorfor var det passende at føre ’ondskaben’ til „Sinears land“ og dér huse den „på sit rette sted“?

³⁵ Hvorfor kunne det siges at ’ondskaben’ blev sat „på sit rette sted“, når den blev anbragt „i Sinears land“? Fordi det, også på profeten Zakarias’ tid, var dér byen Babylon lå. Det var dér Babylon blev grundlagt af Nimrod, „en mægtig jæger i opposition til Jehova“. Det var dér, med byen Babylon som centrum, at det onde oprør mod den suveræne Herre Jehova blev organiseret. Det var også dér den organiserede falske religion blev grundlagt, med det resultat at byen Babylon blev den falske religions verdenscentrum. Den blev sædet for „det store Babylon“, den falske religions verdensimperium, som eksisterer den dag i dag. (1 Mosebog 10:8-10, NW; 11:1-9; Åbenbaringen 14:8; 17:1-18) Det var altså i „Sinears land“ — stedet for oprøret imod Jehova Guds universelle suverænitet og stedet for den falske babyloniske religion — at ’ondskaben’ skal anbringes og bevares, som i et hus der er rejst og grundfæstet „på sit rette sted“.

36. Hvad var Jehovas udvalgte folks gudgivne land ikke det rette sted for da templet var blevet genopført i Jerusalem, i harmoni med det Paulus siger i Andet Korinterbrev 6:14-16?

³⁶ I Jehovas udvalgte folks gudgivne land hørte ingen ondskab hjemme, hverken afgudsdyrkelse, tyveri, uærlige, forretningsmetoder, aflæggelse af falske eder i Guds navn, eller andre former for ondskab. Især ikke da Jehovas tempel var blevet genopført i Jerusalem for den rene, ubesmittede og helhjertede tilbedelse af ham. Som den kristne apostel Paulus skrev til menigheden i den hedenske by Korint: „Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre?“ (2 Korinter 6:14-16) Sådanne kontraster kan slet ikke forenes! Om den der praktiserer ondt inden for menigheden af Jehovas indviede og døbte folk, siger Paulus: „Udstød det onde menneske af jeres kreds.“ — 1 Korinter 5:13.

37. Hvad bør der her i „endens tid“ gøres med ’ondskaben’ i forbindelse med Jehovas tilbederes gudgivne åndelige domæne?

³⁷ Lad blot enhver form for ondskab blive fjernet fra Jehovas tilbederes gudgivne åndelige domæne her i „endens tid“, her i „afslutningen på tingenes ordning“. Lad ondskaben blive holdt ude og begrænset til det domæne hvor Babylon den Store og dens politiske, militære og kommercielle beskyttere hører til. Lad den blot blive dér, som i et grundmuret hus. Vi ønsker intet fællesskab med denne symbolske kvinde, ondskaben. Overlad hende blot til ødelæggelsen sammen med Babylon den Store og alle oprørere, mod Jehovas universelle suverænitet i „Sinears land“.

38. Hvad har man været i færd med at fjerne siden den rene tilbedelse ved Jehovas tempel begyndte at blive genoprettet i 1919, og hvordan forudsagde Jesus dette i sin lignelse om hveden og rajgræsset?

³⁸ Denne fjernelse af ondskaben, der symbolsk udføres af de to kvinder med storkevinger, er gået for sig lige siden den rene tilbedelse af Jehova begyndte at blive genoprettet ved hans åndelige tempel i 1919. Det er gået som Jesu Kristus forudsagde angående „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ (NW): „Høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle. Ligesom nu rajgræsset samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved verdens ende. Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren.“ (Mattæus 13:39-42) Når Babylon den Store og dens verdslige elskere ødelægges som med ild i den kommende ’store trængsel’ vil deres tilintetgørelse gøre ende på deres gråd og tænderskæren. — Mattæus 24:21, 22; 25:41, 46.

39. Hvilken loyal handlemåde må vi derfor holde fast ved, mens vi tager ordene i Salme 145:20 til hjerte?

³⁹ De der har forladt Babylon den Store og dens verdslige elskere i det babyloniske „Sinears land“, har ingen grund til at vende tilbage til den ondskab der er opstået og hører hjemme der. I loyalitet mod Jehova som den suveræne Herre og den eneste sande Gud, vil vi fortsat yde ham ren og ubesmittet tilbedelse ved hans åndelige tempel under hans ypperstepræst, Jesus Kristus. Vi tager os de ord til hjerte som hans inspirerede salmist skrev: „[Jehova] vogter alle der elsker ham, men alle de gudløse [onde, NW] sletter han ud.“ — Salme 145:20.

Kapitel 13

Guds vogne beskytter kroningen

1. Er det vogne fra Ægypten der ses i Zakarias’ ottende syn?

I DET ottende og sidste syn som profeten Zakarias fik, viser der sig nogle vogne. Det er ikke vogne som er hidkaldt fra Ægypten for at beskytte tempelbyggerne i Jerusalem i det år synet indtraf, nemlig 519 f.v.t., perserkongen Darius I’s andet regeringsår. I synet åbenbares det at disse vogne har større magt og kommer fra en højere kilde. Lad os betragte dem sammen med Zakarias, idet de kommer farende:

2. Hvad kom vognene frem imellem, hvor mange vogne var der, og hvilken slags heste blev de trukket af?

² „Atter løftede jeg mine øjne og skuede, og se, fire vogne kom frem mellem de to bjerge, og bjergene var af kobber. For den første vogn var der røde heste, for den anden sorte, for den tredje hvide og for den fjerde brogede [plettede og brogede, NW].“ — Zakarias 6:1-3.

3. Hvad tjener hestenes farve til, og hvilket spørgsmål opstår med hensyn til bjergene?

³ Vi behøver ikke at være i tvivl om hvorfor hestene havde forskellig farve. Deres farve tjente til at skille de fire vogne ud fra hinanden. Hvor mange heste der var spændt for hver vogn, fortæller Zakarias ikke. Men de to kobberbjerge som de fire vogne kom frem imellem — hvad repræsenterer de? De skildrer ikke Jerusalems bjergryg og Oliebjerget umiddelbart øst for. Hvad de betyder fremgår af det Zakarias nu får at vide:

4. Hvor siger engelen at vognene kommer fra?

⁴ „Jeg spurgte engelen, som talte med mig: ’Hvad betyder disse, herre?’ Og engelen svarede: ’Det er himmelens fire vinde [ånder, NW], som drager ud efter at have fremstillet sig for al jordens Herre.’“ — Zakarias 6:4, 5.

5. Hvem er „al jordens Herre“, og hvorfor tog de fire vogne opstilling foran ham?

⁵ Der er altså ikke tale om bogstavelige stridsvogne fra Ægyptens lavland, men det er visionære vogne, et symbol på „himmelens fire ånder“ som drager ud efter at have fremstillet sig for „al jordens Herre“. Og hvem er så „al jordens Herre“? (Zakarias 4:14) Det er hærskarers Jehova. (Mika 4:13) Og hvor befinder han sig? I himmelen, i sit hellige åndelige tempel. Det er ham disse fire symbolske vogne fremstiller sig for, idet de respektfuldt tager opstilling foran ham for at modtage deres officielle hverv, deres opgaver i forbindelse med den jord han er Herre over. Derefter kører de ud mellem de to symbolske kobberbjerge.

6. Hvad skildrer de to kobberbjerge ifølge Bibelen?

⁶ De to bjerge af kobber må følgelig skildre Guds bjerge. Det vil sige regeringsorganisationer som tilhører Gud. Denne fortolkning er ikke overraskende, for bjerge benyttes i Bibelen som et symbol på kongeligt herredømme, riger. For eksempel sagde Guds engel til den kristne apostel Johannes om det syvhovedede dyr der bar skøgen, Babylon den Store: „De syv hoveder er syv bjerge, som kvinden sidder på. De er også syv konger.“ (Åbenbaringen 17:9, 10) Det ene kobberbjerg er således et passende billede på Jehova Guds eget personlige herredømme, som han udøver som den universelle Suveræn. Det andet kobberbjerg er et passende billede på det messianske rige som Jehova opretter ved sin enbårne søn, Messias Jesus.

7. (a) På hvilken måde blev det andet bjerg til, ifølge oplysninger fra profeten Daniel? (b) Hvornår og hvordan vil det øve sit værk i opfyldelsen?

⁷ Blot syvogfirs år før Zakarias fik sit ottende syn, blev dette andet kobberbjerg set i en drøm af kong Nebukadnezar i Babylon. Det var først en sten som blev revet løs fra et stort bjerg, dog ikke ved menneskehænder, og som derpå ramte og knuste en politisk billedstøtte der skildrede det hedenske herredømme over hele menneskeheden. Derefter voksede denne symbolske sten og blev til et stort bjerg der fyldte hele jorden. Daniel forklarede at dette bjerg var et billede på Guds søns messianske rige, idet han sagde: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Daniel 2:35, 44, 45) Dette messianske rige blev ’revet løs’ i 1914, ved udløbet af hedningernes tider, og i den kommende ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’ ved Harmagedon vil det befri jorden for alle de hedenske regeringer.

8. Hvornår kom vognene frem imellem de to symbolske bjerge, og hvordan stemmer bjergenes materiale med det de symboliserer?

⁸ Efter hedningetidernes udløb i det tidlige efterår 1914 fandtes der altså to symbolske ’kobberbjerge’, nemlig Jehovas kongedømme eller hans udøvelse af sin universelle suverænitet, og hans kongelige søns, Jesu Kristi, messianske rige. Det er disse to himmelske regeringsmagter de fire symbolske vogne kommer frem imellem. Øjensynlig kom de frem i efterkrigsåret 1919, da resten af det åndelige Israel blev udfriet fra Babylon den Store og begyndte at opbygge den teokratiske tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel. I fortiden blev kobber regnet for et ædelt metal i lighed med guld og sølv, og det blev anvendt i Jehovas hellige tabernakel og ligeledes i templet i Jerusalem. At de to symbolske bjerge bestod af ædelt kobber skildrer meget rammende den ædelhed og den stabilitet der kendetegner Jehovas rige eller udøvelse af universel suverænitet og hans messianske rige ved hans søn.

9. Hvordan kan de fire vogne kaldes „himmelens fire ånder“, og hvilken tjeneste yder disse ånder?

⁹ Hvordan kan det være at de fire vogne der trækkes af hesteforspand med hver sin farve, omtales som „himmelens fire ånder“? (Zakarias 6:5, NW) Det er fordi de i opfyldelsen af det profetiske syn er himmelske engle, åndemagter, som har adgang til „al jordens Herres“ nærhed i himmelen. Jehova „gør sine engle til ånder“. (Salme 104:1-4, NW; Hebræerne 1:7, NW) Da han er hærskarers Jehova, kan han benytte disse engle til militære formål, til at beskytte sit udvalgte folk. Som Jesus Kristus sagde til apostelen Peter da de stod over for en pøbelskare i Getsemane have: „Mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle?“ (Mattæus 26:53) Eftersom disse himmelens fire ånder skildres ved hestetrukne stridsvogne, er de et billede på skarer af himmelske engle som den himmelske øverstbefalende har givet til opgave at beskytte hans folk på jorden mens hans tempel genopbygges i Jerusalem.

10. Hvor drager de hestetrukne vogne hen for at udføre deres respektive opgaver?

¹⁰ Hvor drager (1) de røde heste, (2) de sorte heste, (3) de hvide heste og (4) de brogede og plettede heste da hen for at udføre deres opgaver? I sit svar forklarede engelen Zakarias følgende om de fire vognes bevægelser: „’Med hensyn til den med de sorte heste, så drager de ud til nordens land; og med hensyn til de hvide, de skal drage ud bag havet [bogstaveligt: efter dem];a og med hensyn til, de plettede, de skal drage ud til sydens land. Og med hensyn til de brogede, de skal drage ud og blive ved med at søge hvor de skal drage hen, for at vandre omkring på jorden.’ Derpå sagde han: ’Drag ud for at vandre omkring på jorden.’ Og de begyndte at vandre omkring på jorden.“ — Zakarias 6:6, 7, NW.

11. (a) Hvorfor bliver de røde heste tilsyneladende overset? (b) Hvilke opgaver skulle de andre grupper af heste hver især udføre, og til gavn for hvem?

¹¹ De røde heste synes at være overset her, men grunden kan være den at de allerede har afsluttet deres militære patruljetjeneste. De sorte heste drager til „nordens land“, det vil sige til det område der tidligere tilhørte Babylonien. De hvide drager vestpå, modsat den retning de holdt i (mod solens opgang). De brogede eller plettede heste har åbenbart en dobbelt opgave, idet de både skal til „sydens land“ (landet ned imod Afrika, samt Ægypten) og skal rekognoscere det åbne land der er tilbage, de østlige egne som de andre vogne ikke tager sig af. Jehovas engel befalede alle vognene at drage ud på deres opgaver i de forskellige dele af jorden. De adlød, for at beskytte Guds folk i Juda.

12. Hvilken betydning har dette syn for dem der genopretter den rene tilbedelse, og hvilke skriftsteder har de i tanke?

¹² Hvilken tryghed dette syn må have givet tempelbyggerne på Zakarias’ tid! De behøvede ikke at frygte for at deres fjender skulle gribe til vold for at standse deres arbejde på Jehovas tilbedelseshus. Dette tjener også til styrke og opmuntring for den salvede rest af åndelige israelitter der i dag er i færd med fuldt ud at genoprette den rene, ubesmittede tilbedelse af jordens suveræne Herre ved hans åndelige tempel. De stoler på det guddommelige løfte: „[Jehovas] engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.“ (Salme 34:8) I tro ser de hvad profeten Elisas tjener i det belejrede Dotan så da han mirakuløst fik sine øjne lukket op: „Bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.“ — 2 Kongebog 6:17.

13. Hvad siger Jehova om sin ånd i forbindelse med de sorte heste, mens vognene drager ud på deres patruljetjeneste?

¹³ Det ottende og sidste syn til profeten Zakarias slutter med at han ser og hører Jehova’s godkendelse blive udtrykt mens de fire symbolske vogne drager ud på deres militære patruljetjeneste. Zakarias fortæller: „Så kaldte han på mig, og talte således til mig: ’Se, de, som drager ud til Nordlandet, lader min Ånd dale ned over nordens land.’“ — Zakarias 6:8.

14. Hvoraf fremgår det at faren truede fra „nordens land“, selv under kong Darius I af Persien?

¹⁴ Udtrykket „nordens land“ sigter til Babylonien. (Jeremias 25:8, 9) Selv i perserkongen Darius I’s regeringstid lurede der fare fra den kant. Det fremgår af følgende, som vi læser i bogen „Babylon the Great Has Fallen!“ God’s Kingdom Rules!, side 376:

. . . Dette er naturligvis ikke mederen Darius, men perserkongen Darius I, som begyndte at styre riget i 522 f.v.t.

I dette år måtte Darius I rykke ud imod Babylon og dens lokale regent (Nidintu-Bel), der havde antaget navnet Nebukadnezar III. Darius besejrede ham og fangede ham kort efter, og lod ham dræbe i Babylon, som havde prøvet at vinde sig uafhængighed. Derefter blev Darius I anerkendt som konge af Babylon indtil september 521 f.v.t. Da gjorde Babylon oprør under armenieren Araka, der antog navnet Nebukadnezar IV. Det betød at Darius atter måtte kæmpe mod babylonierne. Efter at have taget Babylon med storm samme år, drog han ind i byen som sejrherre. Dermed tilintetgjorde han den gamle overlevering at retten til at herske i Babylon blev skænket af guden Bel. Darius anerkendte ikke denne falske påstand. Hvilket nederlag for Bel, også kaldet Marduk! Denne gang behandlede perserne ikke Babylon så skånsomt som Kyros havde gjort. — Se også side 317, afsnit 1.

15. Hvad forhindrede vognen med de sorte heste som blev sendt til „nordens land“ således, og hvordan fik de på denne måde Jehovas ånd til at „hvile i nordens land“?

¹⁵ De hjemvendte jøder i Judas land blev således ikke på ny undertvunget af Babylon, der havde ødelagt Jehovas første tempel i Jerusalem og som „ikke gav fangerne fri til at drage mod hjemmet“. (Esajas 14:17) Også siden hen hindrede den symbolske vogn som drog til „nordens land“ de oprørske babyloniere i at rejse sig i en vellykket opstand og igen gøre de udfriede jøder til trælle og forstyrre arbejdet på Jehovas andet tempel. Det var på denne måde at vognen med de sorte heste der drog mod nord, lod Jehovas ånd „dale ned over nordens land“ eller fik den til at „hvile i nordens land“. (NW) Deres trofaste beskyttelsestjeneste oppe mod nord bragte Jehovas ånd til ro deroppe og var en forsikring om at alle de andre vogne og heste forskellige steder på jorden ville beskytte Guds tempelarbejde.

16. Hvilken storslået forsikring er dette for Jehovas udfriede vidner?

¹⁶ Dette er en storslået forsikring for Jehovas udfriede tjenere som i dag tilbeder ved hans åndelige tempel. Under beskyttelse af Jehovas symbolske vogne vil de aldrig igen blive besejret af Babylon den Store og alle dens politiske elskere!

EN KRONE TIL YPPERSTEPRÆSTEN SOM BYGGER TEMPLET

17. Hvem skal Zakarias nu henvende sig til i Josjijas hus, og hvad skal han gøre der?

¹⁷ De otte syner som Zakarias fik denne mindeværdige dag, den fireogtyvende dag i den ellevte månemåned (sjebat) år 519 f.v.t., var nu forbi, og profeten Zakarias fik sin opmærksomhed henledt på begivenheder der kunne ses med det bogstavelige øje, begivenheder som fandt sted i Judas land. Se! Tre nyankomne fra Babylon! Og det lader til at Josjija, Zefanjas søn, byder dem velkommen i sit hjem i Jerusalem for at beværte dem. Hvem er disse tre mænd, og hvad er det de har med? Profetiens ånd røber deres identitet for Zakarias: „[Jehovas] ord kom til mig således: Tag imod gaver fra de landflygtige, fra Heldaj, Tobija og Jedaja; endnu i dag skal du gå ind til Josjija, Zefanjas søn, som er kommet fra Babel [til dem der er kommet fra Babylon, NW], og modtage sølv og guld. Lad så laveb en krone og sæt den på Josuas hoved.“ — Zakarias 6:9-11.

18. Hvorfor kunne der ikke indvendes noget imod at Zakarias modtog en del af sølvet og guldet og benyttede det til en profetisk handling?

¹⁸ Profeten Zakarias brugte sandsynligvis ikke alt det sølv og guld som Heldaj, Tobija og Jedaja, som en delegation, havde med som gave fra de jøder der stadig boede i landflygtighed i Babylon. Selv om disse tre mænd fra Babylon ikke af bidragyderne havde fået besked på at give sølvet og guldet til Zakarias, kunne der dog ikke indvendes noget imod at han tog en del af det på hærskarers Jehovas befaling, idet sølvet og guldet jo var tænkt som en gave til Jehova, til brug i genoprettelsesarbejdet under statholderen Zerubbabel. Zakarias skulle udføre en profetisk handling med det han modtog, og det skulle tjene til opmuntring i tempelarbejdet.

19. Hvad skulle Zakarias fremstille, og hvad skulle han gøre med den?

¹⁹ Af det kostbare metal skulle Zakarias lave „en krone“ (bogstaveligt: kroner, men der er øjensynlig benyttet flertal for at bibringe tanken om pragt; New World Translation siger: „en prægtig krone“). Den krone Zakarias lavede, skulle han sætte på ypperstepræsten Josuas hoved. Hvad betød det?

20. (a) Hvad skulle den der kaldtes Zemak eller Spire bygge, og hvor skulle han herske? (b) Hvad skulle der blive af guldkronen?

²⁰ Lad os høre hvad Zakarias skulle sige til Josua: „Sæt den på Josuas hoved med de ord: ’Så siger Hærskarers [Jehova]: Se, der kommer en mand, hvis navn er Zemak [spire, NW]; under ham skal det spire, og han skal bygge [Jehovas] helligdom. Han skal bygge [Jehovas] helligdom, og han skal vinde højhed og sidde som hersker på sin trone; og han skal være præst ved hans højre side [paa sin Trone, Gd], og der skal være fuld enighed mellem de to. Men kronen skal blive i [Jehovas] helligdom til minde om Heldaj, Tobija, Jedaja og Hen [Josjija], Zefanjas søn. Langvejsfra skal man komme og bygge på [Jehovas] helligdom.’“ — Zakarias 6:11-15.

21. Hvorfor var det på sin plads at det ikke var statholderen Zerubbabel men ypperstepræsten Josua der blev kronet?

²¹ I sit fjerde syn havde Zakarias fået besked på at sige til ypperstepræsten Josua: „Jeg lader min tjener Zemak komme.“ (Zakarias 3:8) I Jeremias 23:5 siges der at den forudsagte spire skulle opvækkes til kong David af Judas hus, ikke til en ypperstepræst af Levis hus. Alligevel var det meget passende at Zakarias satte guldkronen på ypperstepræsten Josuas hoved i stedet for på statholderen Zerubbabels hoved. Hvorfor? Fordi der om denne spire eller Zemak blev sagt, som vi læser i den danske oversættelse af 1871: „Han skal sidde og herske paa sin Trone, og han skal være Præst paa sin Trone.“ (Zakarias 6:13) Den græske Septuaginta-oversættelse gengiver det på en anden måde, nemlig: „Og der skal være en præst ved hans højre hånd,“ og flere nyere bibeloversættelser, blandt andet den autoriserede danske oversættelse af 1931, har denne læsemåde i stedet for den der findes i den hebraiske og den syriske udgave. Når det var ypperstepræsten Josua og ikke statholderen Zerubbabel der blev kronet, behøvede kong Darius I af Persien ikke at frygte at en jødisk opstand var under udvikling. Nej, Davids rige blev ikke genoprettet på det tidspunkt; det måtte vente til hedningernes tider udløb i 1914. — Lukas 21:20-24.

22. Sad Josua, Jozadaks søn, på en trone og herskede som præstekonge? Forklar hvordan profetien opfyldes.

²² Sammen med statholderen Zerubbabel var ypperstepræsten Josua med til at fuldføre bygningen af Jehovas andet tempel i Jerusalem, og han blev vidne til dets indvielse. Men han herskede ikke personlig som kronet præstekonge på en trone i Jerusalem. Det gjorde statholderen Zerubbabel heller ikke. Den salvede ypperstepræst Josua var imidlertid et profetisk forbillede på Messias, Kristus, og det var på denne at profetien om spiren ville få sin fuldstændige opfyldelse. Messias, Guds søn, Jesus Kristus, ville blive præstekonge i himmelen ved Jehova Guds højre hånd. Han ville opfylde det der forud blev skildret ved fortidens Melkisedek, der både var konge i Salem og Guds, den Højestes, præst. Siden hedningetidernes udløb i 1914 har han regeret i himmelen som kongepræst på Melkisedeks vis, og han hersker nu midt iblandt sine fjender. — Salme 110:1-6.

23. (a) Hersker der nogen konflikt mellem Jesu ypperstepræsteembede og hans kongeembede? (b) For hvem bærer han med rette sin højhed, og hvilket arbejde vil Jehova give ham den ære at udføre?

²³ Messias Jesus, der blev kronet i 1914, efterligner ikke kristenhedens gejstlige, som blander sig i denne verdens politik og forsøger at dirigere med politikerne, til deres fortrydelse. Der hersker ingen konflikt mellem Jesu himmelske ypperstepræsteembede og hans messianske kongeembede. Som der står skrevet: „Der skal være fuld enighed mellem de to.“ (Zakarias 6:13) Han bærer med rette den højhed han har fået skænket af den Gud han er ypperstepræst for. (Hebræerne 5:4-6) Fra sin kongelige trone i himmelen har han siden 1919 fremmet tempelarbejdet på jorden blandt den udfriede rest af sine salvede åndelige underpræster. Ligesom ypperstepræsten Josua var med til at fuldføre Jehovas tempel i Jerusalem, sådan vil den himmelske Ypperstepræst Jesus Kristus føre tempelarbejdet til afslutning. Hans Gud vil med rette give ham den ære at gøre dette.

24. Hvad kan vi sige om dem der bidrager til tempelarbejdet, svarende til at kronen af det guld som de tre fra Babylon og (indirekte) Josjija havde bidraget med, skulle tjene som et minde?

²⁴ I dette åndelige tempel som tilhører den højeste Gud, vil de der har bidraget til tempelarbejdet blive tilbørligt mindet. Deres andel vil blive husket, ligesom kronen af det guld som Heldaj, Tobija og Jedaja, og indirekte deres gæstfri vært Hen (Josjija, syrisk), var kommet med, skulle tjene ’til minde i Jehovas helligdom’. (Zakarias 6:14) Den vil blive i Jehovas erindring.

25. Hvad var dét at de tre mænd kom fra Babylon med et bidrag, øjensynlig indledningen til, ifølge de næste ord Jehova udtalte?

²⁵ Det at Heldaj, Tobija og Jedaja kom fra Babylon for at give eller overbringe et bidrag til templets genopbygning, skulle åbenbart danne indledning til noget større. Det synes at fremgå af det Jehova sagde umiddelbart efter at han havde omtalt mindet om de tre landflygtige fra Babylon: „Langvejsfra skal man komme og bygge på [Jehovas] helligdom.“ (Zakarias 6:15) Selv om der ikke foreligger nogen beretning om det, var der uden tvivl mange jøder som forlod landflygtigheden i Babylon og kom til Jerusalem udelukkende for at give en hånd med i opførelsen af det andet tempel.

26. Hvordan er denne profeti blevet opfyldt siden 1919?

²⁶ På samme måde var der efter 1919 mange som ønskede at tilbede Jehova og som forlod Babylon den Store i en særlig hensigt. Denne hensigt virkeliggjorde de ved at indvi sig til Jehova som deres Gud og ved at lade sig døbe i vand som påbudt af Jesus Kristus og slutte sig til den salvede rest der havde overlevet Jehovas folks trængsel under den første verdenskrig. Jehova Gud tog imod deres indvielse gennem Kristus og avlede dem med sin ånd, hvorved han føjede dem til sin rest af åndelige israelitter der var optaget af tempelarbejdet. De har benyttet sig af denne velsignede mulighed før tempelarbejdets afslutning!

27, 28. Hvad kan man sige med hensyn til om ’den store skare’ tilbedere som ikke er åndelige israelitter, også er med i opfyldelsen af Zakarias 6:15?

²⁷ Hvad er der så at sige om den store skare mennesker der ikke bliver åndelige israelitter men som slutter sig til den salvede rest i tilbedelsen af Jehova Gud og støtter resten i tempelarbejdet? I Bibelens sidste bog, Åbenbaringen (7:9-17), omtales der profetisk en sådan „stor skare“ som ingen kan tælle og som tilbeder den eneste levende og sande Gud. De anerkender ham som universets Suveræn der sidder på tronen. De tager imod hans offerlams, Jesu Kristi, syndoffer. Som et udtryk for dette indvier de sig til Jehova gennem Kristus og bevidner dette ved vanddåben. Derpå yder de den hellige tjeneste de får tildelt i den jordiske forgård til Jehovas åndelige tempel. De kommer inden for de mure der omgiver forgårdene og som skiller disse forgårde fra de verdslige og vanhellige ting udenfor.

²⁸ Dette gør de allerede nu, før „den store trængsel“ bryder løs over Babylon den Store og hele resten af den verdslige tingenes ordning. De kommer således ind før tempelarbejdet afsluttes på dette betydningsfulde tidspunkt. Jehova vil ikke glemme deres andel. Han vil huske den med en belønning.

29. Hvilken begivenhed i 515 f.v.t. beviste at Zakarias var blevet sendt af Jehova?

²⁹ Da det andet tempel blev fuldført i Jerusalem i år 515 f.v.t., fik den jødiske rest og proselytterne i Judas land et endeligt bevis for at Zakarias var sendt af Gud som en sand profet. Det var ikke tomme ord der var blevet talt til Zakarias: „Og I skal kende at hærskarers Jehova selv har sendt mig til jer. Og det skal ske — hvis I ufravigeligt lytter til Jehova jeres Guds røst.“ — Zakarias 6:15, NW.

30. I lighed med det der skete på Zakarias’ tid, hvilken begivenhed vil vi da blive vidne til og hvilken erkendelse vil vi opnå hvis vi lytter til Jehovas røst?

³⁰ Det er det samme i dag. Det afhænger alt sammen af om vi lytter til Jehova vor Guds røst. Hvis vi gør det, vil vi opnå det privilegium at se tempelarbejdets sejrrige afslutning, hvor den kronede præstekonge Jesus Kristus opnår ære. Vi vil fuldt ud komme til at erkende at det var hærskarers Jehova der sendte profeten Zakarias, og at han i forvejen har åbenbaret os den rette forståelse af Zakarias’ profeti, til gavn og glæde for os. Jehovas fire symbolske vogne har afpatruljeret hele jorden for at beskytte det åndelige domæne hvor vi der tilbeder ved hans tempel befinder os. Under deres beskyttelse bliver vort arbejde fuldført!

[Fodnoter]

Kapitel 14

Urigtigt at faste over Guds fuldbyrdede domme

1. Hvornår kan det betvivles om man bør faste, selv over begivenheder der hører fortiden til, og hvordan berører faste og sorg ens andel i Guds arbejde?

ER DET tid at faste når man nyder velstand? Og specielt når denne velstand kommer fra himmelens og jordens Skaber? Hvis Gud er tilfreds med sine tilbedere og glæder sig over dem, bør hans tilbedere da sørge, selv om det er fortiden de sørger over? Vil de ikke blive mere styrkede og oplivede til at fortsætte med det arbejde han har pålagt dem, hvis de tager del i hans glæde — fremfor hvis de faster og sørger? Nehemias, som var statholder over den persiske provins Juda i det femte århundrede før vor tidsregning, sagde engang til folket i Jerusalem: „[Jehovas] glæde er eders styrke!“ — Nehemias 8:10.

2. Hvor mange velsignede afgrøder havde jøderne uden tvivl fået i hus i de næsten to år der var gået siden Haggajs afsluttende profeti, og hvorfor?

² Disse spørgsmål opstod i perserkongen Darius I’s fjerde regeringsår, eller i 518 f.v.t. Næsten to år tidligere (på nær tyve dage) havde Jehova ved profeten Haggaj sagt følgende til de jøder der lige havde genoptaget arbejdet’ med grunden til det andet tempel i Jerusalem: „Læg mærke til, hvorledes det går fra i dag, fra den fireogtyvende dag i den niende måned, fra den dag grunden lagdes til [Jehovas] hus, læg mærke dertil! Er sæden endnu i laderne, står vinstokken, figentræet, granatæbletræet og oliventræet endnu uden frugt? Fra i dag velsigner jeg.“ (Haggaj 2:18, 19) Siden havde de uden tvivl fået to velsignede afgrøder.

3. Hvornår og hvordan rejste de udsendte mænd fra Betel spørgsmålet om det var rigtigt at faste?

³ Da spørgsmålet om at faste og sørge nu blev bragt på bane, svarede Jehova ved sin profet Zakarias. Profeten beretter: „I kong Darius’ fjerde regeringsår kom [Jehovas] ord til Zakarias på den fjerde dag i den niende måned, kislev. Da sendte Betel-Sar’ezer og Regem-Melek og hans mænd bud [Og Betel sendte så Sar’ezer og Regem-Melek og hans mænd, NW] for at bede [Jehova] om nåde og spørge præsterne ved Hærskarers [Jehovas] hus og profeterne: ’Skal jeg græde og spæge mig i den femte måned, som jeg nu har gjort i så mange år?’“ — Zakarias 7:1-3.

4. Hvilken begivenhed fastede Betels indbyggere øjensynlig over i den femte måned hvert år?

⁴ Betel var en af de byer som jøderne havde genopført i Israels land efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon. (Ezra 2:28; 3:1) Da Sar’ezer og Regem-Melek derfra spurgte: „Skal jeg græde?“ betød det at hver enkelt indbygger i Betel spurgte. Byens indbyggere havde nu i „så mange år“ holdt faste eller spæget sig i den femte månemåned hvert år. Fasten blev øjensynlig holdt på den tiende dag i denne måned (ab), til minde om at Nebuzar’adan, øversten for Nebukadnezars livvagt, denne dag, efter to dages inspektion, havde brændt byen Jerusalem og dens tempel ned. (Jeremias 52:12, 13; 2 Kongebog 25:8, 9) Men skulle Betels indbyggere stadig holde denne faste, nu da den trofaste jødiske rest var ved at genopføre Jehovas tempel i Jerusalem og næsten var halvt færdig?

5. Hvilke andre fastedage overholdt de hvert år, og hvilke begivenheder mindedes de?

⁵ Folkene fra Betel overholdt også tre andre fastedage. En af dem var den tredje dag i den syvende månemåned (tisjri), hvor man mindedes mordet på Gedalja, der tilhørte kong Davids kongehus og som Nebukadnezar havde gjort til statholder over de fattige jøder der havde fået lov til at blive boende i landet efter Jerusalems ødelæggelse. (2 Kongebog 25:22-25; Jeremias 40:13 til 41:10) Man fastede også den tiende dag i den tiende måned, tebet, for at mindes den dag Nebukadnezar af Babylon havde indledt sin langvarige belejring af Jerusalem. (2 Kongebog 25:1, 2; Jeremias 52:4, 5) En fjerde faste blev holdt den niende dag i den fjerde måned (tammuz), den dag babylonierne havde gennembrudt Jerusalems mur i 607 f.v.t. og var trængt ind i den fortabte by. — 2 Kongebog 25:2-4; Jeremias 52:6, 7; Zakarias 8:19.

6. Hvad var de tre første begivenheder man mindedes et udtryk for, og hvilket spørgsmål opstår derfor med rette?

⁶ Det man mindedes ved at holde disse faster helt frem til år 519 f.v.t. — nemlig begyndelsen på Jerusalems belejring, babyloniernes gennembrydning af Jerusalems mur og de babyloniske hæres ødelæggelse af Jerusalem og dens tempel — var alt sammen en fuldbyrdelse af Jehovas domme. Skønt mordet på statholderen Gedalja, som blev begået af en forræderisk jøde, ikke var en fuldbyrdelse af Guds dom bevirkede denne handling at Judas land kom til at ligge fuldstændig øde og forladt, sådan som Jehova havde bestemt. Det var alt sammen sørgelige begivenheder for de ulydige jøder. Men var Jehovas fuldbyrdede domme noget man skulle faste og sørge over? Skulle man begræde at Jehovas vilje skete? Var dét en ulykke man burde mindes med sorg?

7, 8. (a) Hvem blev Jehovas syn på sagen åbenbaret for? (b) Hvad skulle man have gjort i stedet for at faste, og hvornår skulle man have gjort det?

⁷ Guds syn på sagen blev åbenbaret for profeten Zakarias, og ikke for de præster som Sar’ezer og Regem-Melek var blevet udsendt fra Betel for at spørge. Under inspiration siger Zakarias:

⁸ „Da kom Hærskarers [Jehovas] ord til mig således: Sig til alt folket i landet og til præsterne: Når I har fastet og klaget i den femte og syvende måned i halvfjerdsindstyve år, var det da mig, I fastede for? Og når I spiser og drikker, er det da ikke eder, som spiser og drikker? Kender I ikke [Bør I ikke adlyde, NW] de ord, [Jehova] forkyndte ved de tidligere profeter, dengang Jerusalem og dets byer trindt om var beboet og havde fred, og Sydlandet og lavlandet var beboet?“ — Zakarias 7:4-7.

9. Hvordan kan man sige at de havde fastet i de halvfjerds år og i tiden derefter af samme grund som de spiste og drak, og hvad ville have været bedre?

⁹ Når de landflygtige jøder havde fastet i de halvfjerds år hvor Judas land lå ødea og ligeledes i alle de år der var gået siden resten af dem var vendt tilbage til deres hjemland, havde de da fastet for Jehova? Kunne han acceptere deres faste? Var det ham der havde pålagt dem at faste? Fastede de ikke over ødelæggelsen af noget som han havde dømt til ødelæggelse? Når de spægede sig eller afholdt sig fra at spise, var det af nøjagtig samme grund som når de nød mad og drikke. De spiste for deres egen skyld. På samme måde fastede de for deres egen skyld, over de ulykker der havde ramt dem fordi de ikke havde adlydt de ord deres Gud havde forkyndt ved Jeremias og andre tidligere profeter. Hvordan kunne de, med en sådan indstilling, høste åndelig gavn af deres fasten? Hvordan kunne deres fasten under sådanne omstændigheder give dem større lyst til at gøre Guds vilje? De skulle hellere have vist lydighed fra begyndelsen end faste over de ulykker der havde ramt dem fordi de ikke havde adlydt Gud.

10. Kunne man bringe forholdet til Gud i orden ved at faste? Hvad burde de implicerede have gjort for at undgå ulykkerne?

¹⁰ Det er ikke ved at faste på grund af sine vanskeligheder at man bringer sit forhold til Gud i orden. Det gør man derimod ved at vende sig bort fra ulydighedens vej og gøre godt, i overensstemmelse med Guds bud. Lad os i denne forbindelse se hvad Zakarias yderligere skulle sige: „Og [Jehovas] ord kom til Zakarias således: Så siger Hærskarers [Jehova]: Fæld redelig dom, vis miskundhed og barmhjertighed mod hverandre, undertryk ikke enker og faderløse, fremmede og nødlidende og tænk ikke i eders hjerter ondt mod hverandre! Men de ville ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres ører døve og deres hjerter hårde som diamant for ikke at høre loven og de ord, Hærskarers [Jehova] sendte gennem sin Ånd ved de tidligere profeter. Derfor kom der stor vrede fra Hærskarers [Jehova].

11. Hvad gjorde Jehova ved indbyggerne fordi de havde nægtet at høre når han kaldte, og hvad kom det til at betyde for landet?

¹¹ Ligesom de ikke hørte, når han kaldte, således vil jeg, sagde Hærskarers [Jehova], ikke høre, når de kalder; og jeg blæste dem bort blandt alle de folk, de ikke kendte, og landet blev øde efter dem, så ingen drog ud eller hjem; og de gjorde det yndige land til en ørk.“ — Zakarias 7:8-14.

12. Kunne de hjemvendte jøder få lov at blive boende i landet ved at faste, eller hvordan?

¹² Det var ligefremme ord til Sar’ezer, Regem-Melek og de andre fra Betel. Deres elskede hjemland havde ligget øde i halvfjerds år på grund af indbyggernes ondskab og ulydighed mod Guds lov, der krævede retfærdighed og sandhed, miskundhed og barmhjertighed. Nu da de var kommet tilbage fra Babylon, var landets øde tilstand bragt til ophør. De kunne forblive i landet hvis de ikke handlede som deres fædre, men viste lydighed. At mindes ulykkerne ved at faste kunne ikke gøre det. Lydighed indbefattede at de måtte arbejde videre på templet.

13. Hvorfor ville det ikke være rigtigt at faste over de sørgelige begivenheder som Jehovas folk kom ud for under den første verdenskrig? Hvilken handlemåde vil det være rigtigt af os at følge?

¹³ Skal vi i dag sørge eller faste på årsdagen for ulykker eller sørgelige begivenheder som Jehovas tilbedere kom ud for under den første verdenskrig? Hvis sådanne ulykker var domme fra Gud som blev fuldbyrdet på grund af hans organiserede folks forsyndelser, indtraf de så ikke med rette? Det ville ikke være rigtigt at sørge eller faste over sådanne begivenheder der udgør Guds retfærdige domme. Vi bør ikke sørge eller faste over de lidelser de har kostet os. Det ville være selvoptaget at gøre det — det ville ikke være at faste for Jehova, men at gøre det i bedrøvelse over vor egen situation. Lad os tage ved lære af fortiden! Lad os tørre tårerne bort og glæde os over at vi har genvundet Jehovas gunst, og lad os ivrigt fortsætte med hans tempelarbejde!

[Fodnote]