Kapitel 1

Tusindårsriget — ikke et falsk håb

1. Hvad må vi sige med hensyn til om et menneskeskabt rige kan vare i tusind år?

SOM verden er nu, er det vanskeligt at forestille sig et rige der kan bestå i tusind år. Selv i fortiden har kun få riger bestået så længe. Som regel har herredømmet ikke ubrudt været udøvet af herskere af én og samme slægt i så lang en periode.

2. Hvorfor er det udelukket at et enkelt menneske kan herske som konge i tusind år?

² Forestil Dem så et rige, et kongedømme, med én monark der regerer i tusind år! Umuligt! Intet menneske har jo nogen sinde levet så længe. Den der har levet længst, ifølge de ældste slægtsregistre der findes, er Metusalem, en mand der boede i det sydvestlige Asien, og selv han manglede enogtredive år i de tusind år.a I vore dage kommer menneskets forventede levetid slet ikke op på disse høje tal. Selv ikke i de mest udviklede lande har lægevidenskaben kunnet hæve den gennemsnitlige levetid til mere end cirka halvfjerds år. Kvinder lever omkring seks år længere end mænd. Så uanset hvor god en hersker der er tale om, set med undersåtternes øjne, så er et kongedømme i tusind år, udøvet af en enkelt mand eller kvinde, ganske udelukket.

3. Hvad gik den nyeste „tusindårsplan“ ud på?

³ Det er derfor indlysende at det vi taler om, ikke er et tusindårigt herredømme udøvet af et menneske. Der lever endnu millioner som har været vidne til det nyeste forsøg på at oprette et rige der skulle vare i tusind år, og vi ved alle hvordan det gik. Denne „tusindårsplan“ blev undfanget af Adolf Hitler, der styrede Tyskland som nazistisk diktator fra 1933 til 1945. Kort efter at De forenede Stater var gået med i den anden verdenskrig fik man kendskab til hans plan fra nazistiske dokumenter som man kom i besiddelse af, samt fra tyske agenter som blev pågrebet og fra forskellige andre kilder. Planen tog sigte på en nazistisk verdensorden som Hitler nådeløst ville påtvinge menneskehedens verden hvis han vandt krigen. Planen for de efterfølgende tusind år omfattede et veritabelt slaveprogram, og tvangsarbejderne i dette program skulle rekrutteres fra ikke-tyske lande.

4. Hvilket tidligere rige tænkte Hitler øjensynlig på, og hvordan har en katolsk præst bevidnet dette?

⁴ Da Adolf Hitler, der kom fra Østrig, habsburgernes land, undfangede denne plan, tænkte han øjensynlig på Det hellige romerske Rige af den tyske Nation som havde varet fra 962 til 1806. At det forholder sig sådan, bekræftes af en romersk-katolsk præst, dr. Edmund A. Walsh, der var forstander for Georgetown-universitetets Foreign Service School i U.S.A. Om aftenen den 16. februar 1940 talte han til en tætpakket tilhørerskare i Memorial Continental Hall i Washington, D.C., og betegnede ved denne lejlighed de tyske krigsmål som „en genoprettelse af Det hellige romerske Rige“. „Dr. Walsh meddelte at han havde hørt Adolf Hitler udtale at Det hellige romerske Rige, som var et germansk rige, måtte genoprettes.“ — New York Times, 17. februar 1940.

5. Hvad sagde Hitler pralende om det nazistiske rige, men hvordan gik det med hans plan?

⁵ Den nazistiske fører havde pralende sagt: „Det nationalsocialistiske rige vil bestå i tusind år.“ Men hans politichef, Heinrich Himmler, var endnu mere sikker og svarede: „Ti tusind!“ Da Hitler først var gået i gang med sin egocentriske plan var han ikke tilfreds før han enten beherskede verden eller havde ødelagt den. I bogen Hitlers sidste Dage siger H. R. Trevor-Roper: „Det [var] altid . . . underforstaaet, at Hitler vilde forblive sit oprindelige Program tro: Weltmacht oder Niedergang. Hvis Verdensmagt var uopnaaelig, saa (herom var alle enige, som kendte ham) vilde han gøre Sammenbrudet saa stort, han kunde.“ „Hvor djævelsk!“ kunne man med god grund udbryde. Imidlertid blev Det hellige romerske Rige ikke genoprettet, sådan som mange af Hitlers tilhængere havde håbet — og den nazistiske tusindårsplan strandede inden der var gået tolv år.

6. Hvilken tidligere hersker kom til at erkende noget som Hitler måske ikke nåede at erkende, og hvem var i stand til at tyde denne herskers drøm?

⁶ På sin vej mod verdensmagten blev Hitler standset af en hård og urokkelig kendsgerning, men det er ikke sikkert at han nåede at erkende den. En verdenshersker af noget ældre dato, derimod, kom til at erkende den, idet han lærte af sine erfaringer. Denne hersker var hverken tysker eller arier, og han sad inde med magten længere end Hitler, nemlig i treogfyrre år (624-581 f.v.t.). Han var konge af Babylon, og hans navn var Nebukadnezar. Vi husker ham måske som den semitiske verdenserobrer der ødelagde den jødiske by Jerusalem i år 607 f.v.t. og deporterede hele befolkninger, nøjagtig ligesom Hitler. Han førte hovedparten af de overlevende jøder i landflygtighed til fjerne babyloniske egne. Blandt de deporterede jøder var den semitiske profet Daniel, som tilhørte Judas stamme. Senere fik kong Nebukadnezar en mærkelig drøm som han tillagde stor betydning, og kun profeten Daniel, der var en af hans trælle, var i stand til at tyde den for ham. Daniels tydning gik i opfyldelse.

7. Ved hvilken lejlighed begyndte drømmen at gå i opfyldelse, og hvad skulle herskeren lære af sin fornedrelse?

⁷ Et år efter sin drøm begyndte Nebukadnezar, herskeren over det babyloniske verdensrige, pralende at berømme sin hovedstad Babylon ved Eufratfloden. Næppe var han færdig med sin pralen før han hørte en stemme fra det usynlige — fra himmelen — udtale nogle af de ord han havde hørt i drømmen. Nebukadnezars egen beretning herom er blevet bevaret af profeten Daniel, og heri læser vi: „Det gives dig til kende, kong Nebukadnezar, at dit kongedømme er taget fra dig! Af menneskenes samfund skal du udstødes og bo blandt markens dyr; urter skal du have til føde som kvæget; og syv tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil!“ — Daniel 4:29-32.

8. Hvem var det der slog den hovmodige konge med vanvid, og hvem helbredte ham?

⁸ Hvad skete der umiddelbart efter? Vi forstår udmærket hvorfor babylonierne ikke selv har omtalt disse begivenheder i deres historiske beretninger eller måske har slettet eller ødelagt enhver babylonisk krønikeskrivers skildring heraf. Men profeten Daniel, der var ærlig og holdt sig til kendsgerningerne, og som også selv var impliceret i sagen, blev inspireret til at berette om begivenhederne. Vi kan læse hans beretning nu, over to tusind fem hundrede år senere. Den stolte kong Nebukadnezar blev i samme øjeblik slået med vanvid — og det var ikke hans egen øverste gud, Marduk eller Merodak, der slog ham. Det var den almægtige Gud der havde forudsagt det, og det var også fra ham det vanvid kom der ramte den hovmodige konge, som havde ødelagt det hellige tempel i Jerusalem i 607 f.v.t. Og ligesom det var blevet forudsagt og fastsat, gik der rent bogstaveligt „syv tider“ mens kong Nebukadnezar i sit vanvid åd græs som kvæget ude på en mark i nærheden af sit palads. Den sindssyge konge begik ikke selvmord, sådan som Adolf Hitler gjorde i 1945 da hans hovedstad, Berlin, blev indtaget af Sovjetunionens røde hær. Da Nebukadnezar havde levet som vanvittig i syv år, helbredte Gud ham og gav ham hans forstand igen.

9, 10. Hvordan fremgår det af beretningen (Daniel 4:34-37) om Babylons konge virkelig indså at Gud har det absolutte herredømme?

⁹ Lærte Babylons konge det han skulle? Vi kan se det af hans egen beretning, der er blevet bevaret til os af profeten Daniel. Beretningen, som er holdt i første person, lyder:

¹⁰ „Men da tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine øjne til himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis herredømme er evigt og hvis rige står fra slægt til slægt. Alle, som bor på jorden, er for intet at regne; han handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’ . . . Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens konge: Alle hans gerninger er sandhed, hans veje er retfærd, og han kan ydmyge dem, som vandrer i hovmod.“ — Daniel 4:34-37.

11. Hvad vidste Babylons konge ikke vedrørende de „syv tider“ hvori han var ude af stand til at udøve sit herredømme?

¹¹ Nebukadnezar fortæller selv at han blev genindsat på tronen i det babyloniske verdensrige, som var det tredje af de syv verdensriger Bibelen taler om. (Daniel 4:36) Han vidste imidlertid ikke at de „syv tider“ hvori han ikke havde været i stand til at udøve sit herredømme, profetisk skildrede en længere og mere betydningsfuld periode på „syv tider“, nemlig „hedningernes tider“. Han vidste ikke at der i løbet af disse syv hedningetider var fem verdensriger som ville beherske jorden — det babyloniske, det medo-persiske, det græske, det romerske og til sidst det britisk-amerikanske. Han vidste ikke at disse „syv tider“, som tilsammen skulle vare 2520 år, begyndte i det år da han ødelagde Jerusalem og dets tempel, og at de ville udløbe i 1914, det år da menneskehedens verden begyndte at udkæmpe sin første verdenskrig. (Lukas 21:24, DA; Daniel 4:16, 23, 25, 32) Han vidste heller ikke at „Himmelens konge“, når disse „syv tider“ med hedensk herredømme udløb i 1914, ville give „menneskenes rige“ til den han havde udset dertil — sin Messias! — Daniel 9:25, NW.

En forhåndsskildring åbenbaret af Gud

12. Hvad mener de verdslige politikere stadig med hensyn til „menneskenes rige“, men hvis hånd har de ikke været i stand til at holde tilbage i forbindelse med menneskenes anliggender?

¹² Politikerne i alle lande mener stadig at det er dem der står for „menneskenes rige“, og at det er deres retmæssige virkefelt. For længe siden havde kong Nebukadnezar af Babylon denne opfattelse. I nyere tid havde Adolf Hitler, der drømte om et tusindårigt politisk system, denne opfattelse. Men den almægtige Gud, „hvis herredømme er evigt, og hvis rige står fra slægt til slægt“ — hvilket Nebukadnezar til sidst måtte indrømme — er fortsat „Herre over menneskenes rige“. Menneskenes anliggender er stadig hans retmæssige interessefelt og virkeområde. De verdslige politikere, støttet af kristenhedens gejstlige, har ikke kunnet „holde hans hånd tilbage“, og de har heller ikke myndighed til at sige til ham: „Hvad gør du?“ (Daniel 4:34, 35) Han spurgte ikke disse politikere og deres religiøse støtter til råds angående hvem han skulle overdrage „menneskenes rige“ til ved udløbet af „hedningernes tider“ i 1914. Politikerne og deres religiøse medforbundne har ikke så stor betydning at de kan tjene som rådgivere for ham, hvorimod han selv er „den Højeste“, den som „lever evindelig“.

13, 14. På grundlag af hvis ord kan man udtale sig om et kommende tusindårsrige? Begrund svaret.

¹³ På grundlag af hvis ord kan man da med rimelighed forudsige noget om et kommende tusindårsrige? Mennesker kan ikke engang sige hvad der vil ske i morgen. ’I ved ikke hvad jeres liv vil være i morgen,’ sagde en iagttager for mere end nitten hundrede år siden. (Jakob 4:14) Men for „den Højeste“, den som „lever evindelig“, er det en anden sag. Hvad er tid for ham?

¹⁴ En mand som blot levede i et hundrede og tyve år henvendte disse ord til ham: „Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der svandt, som en nattevagt [en gammel jødisk vagt på fire timer].“ (Salme 90:1, 4) Blot ved at give kong Nebukadnezar en drøm og ved at lade profeten Daniel tyde den for ham, var den Højeste i stand til at forudsige hvad der ville ske i verdenshistorien efter en periode på 2520 år, som udløb i 1914. Kan han da ikke lige så let forudsige hvad der vil ske i en periode på tusind år som begynder på et eller andet tidspunkt efter 1914? Jo, naturligvis! Og hvad om han allerede har givet os en beskrivelse af en sådan periode på tusind år? Da kan vi, på grundlag af hans ord, tillidsfuldt tale om et kommende tusindårsrige.

15. Hvad kan man kalde tusindårsriget med ord som kommer af latin og græsk, og hvad kaldes de der tror på tusindårsriget?

¹⁵ Med et fremmedord som kommer af latin kunne man kalde en periode på tusind år et millenʹnium. Dette ord er sammensat af ordene mille, der betyder „tusind“, og annus, der betyder „år“. Og med et ord som kommer af græsk kunne man kalde perioden en chiliade [kiliaʹde], idet det græske ord chilia betyder „tusind“. De der tror på tusindårsriget kan således kaldes chiliaster eller millennister. Folk i kristenheden bruger disse ord i en nedsættende betydning.

16, 17. (a) Hvilke begivenheder i forbindelse med år 1000 viser at det ikke er fordi vi nu nærmer os år 2000 at vi skal interessere os for tusindårsriget? (b) Hvorfor er det kun godt at det syvende millennium af menneskehedens eksistens vil begynde mange år før år 2000?

¹⁶ Til trods for de nedsættende bemærkninger man udsætter sig for fra dem der ikke forstår disse ting, bør man virkelig vise interesse for det kommende tusindårsrige. Oplysningerne om dette rige findes i „den Højestes“ skrevne ord. Grunden til at vor interesse for det vokser, er ikke at vi nærmer os år 2000, udløbet af det andet millennium af vor tidsregning. Det har ingen betydning i denne sammenhæng. Vi mindes om hvad der skete da menneskeheden nærmede sig år 1000, udløbet af det første millennium af vor tidsregning. Herom siger New Catholic Encyclopedia (1967) under emnet „millennisme“ på side 853: „Efterhånden som år 1000 rykkede nærmere, tog millennismen et opsving fordi mange eskatologer troede at den syvende skabelsesdag skulle blive til virkelighed i år 1000 og at Kristi herlige tusindårsrige ville følge efter.“

¹⁷ Sagen er at de første seks tusind år af menneskenes eksistens på jorden meget vel kan udløbe og det syvende årtusind begynde mange år før år 2000. Det er kun godt at det forholder sig sådan. Menneskehedens verden befinder sig nu i en meget sørgelig situation og trues af ødelæggelse fra mange kanter. Adskillige som har studeret og udforsket de farer der truer menneskenes eksistens, udtrykker alvorlig tvivl med hensyn til om vi vil kunne overleve til år 2000. De bygger ikke deres dystre forudsigelser på tidsregningen i Bibelen, den mest udbredte hellige bog der findes. De bygger ene og alene deres profetier på de forhold vi ser omkring os og som berører os alle, på den udvikling der foregår i verden og som ikke længere står til at ændre. Disse mænd, der taler med autoritet, giver ikke menneskeslægten tilnærmelsesvis tusind år mere at leve i. Har vi nogen grund til ikke at tro dem?

18, 19. (a) Hvorfor kan vi sige at disse oplysninger ikke er forbeholdt et eller andet hemmeligt eskatologisk samfund af særligt indviede? (b) I hvis navn er bogen med oplysningerne skrevet, og hvordan kan man sige det?

¹⁸ I direkte modsætning til disse dystre profeter, som udtaler sig fra et rent menneskeligt standpunkt, siger „den Højeste“, den som „lever evindelig“, at menneskeheden kan se frem til at eksistere i endnu tusind år, ja meget længere endda, og at det vil blive de mest storslåede år i hele menneskehedens historie. Disse opmuntrende oplysninger tilhører ikke et eller andet hemmeligt eskatologisk samfund af særligt indviede som deres private ejendom. Kilden med disse værdifulde oplysninger, nemlig Bibelen, er frit tilgængelig for hundreder af millioner af mennesker, idet dele af den findes på omkring 1500 sprog og dialekter som tales rundt om på jorden. Enhver som har et eksemplar af Bibelen har adgang til disse optimistiske oplysninger.

¹⁹ Selv om Bibelen er skrevet af mennesker, ufuldkomne mennesker der virkede som sekretærer, hævder denne hellige bog ikke et eneste sted at dens ord blot er menneskers ord. Den er blevet til ved guddommelig inspiration, og den er således skrevet i den Højestes navn, han som „lever evindelig“. Den dag i dag står han inde for det den siger om fortiden og fremtiden. Den er bøgernes bog!

20. I hvilken bog i Bibelen finder vi oplysningerne om tusindårsriget, og hvem skrev denne bog?

²⁰ Hvor i denne bog finder vi så disse oplysninger om de kommende tusind år og de efterfølgende evigheder? Vi finder dem i det afsnit der meget passende er blevet anbragt som den sidste bog i Bibelen. Denne bog svarer godt til sit navn, Åbenbaringen eller Apokalypsen (der betyder „åbenbaring, afdækning“). Den blev skrevet af en mand som romerriget havde stemplet som forbryder og forvist til straffeøen Patmos i Det ægæiske Hav, nær ved kysten Lilleasien, det nuværende Tyrkiet. Denne ø er ikke et mytisk sted, men et sted som virkelig findes. Som ung havde denne forviste straffefange været fisker ved Galilæas sø i den daværende romerske provins Galilæa. Han hed Johannes og var søn af Zebedæus, og han var broder til fiskeren Jakob. Johannes oplyser med det samme at det var ham der skrev Åbenbaringen, og at han gjorde det under inspiration. Men hvad var det der skulle åbenbares eller afdækkes? Det bør interessere os der lever i dag. Lad os læse svaret, og lad os samtidig lægge mærke til hvem Johannes tilskriver bogen:

21. Hvem tilskriver Johannes lige fra begyndelsen Åbenbaringen?

²¹ „En åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham for at vise sine trælle de ting der nødvendigvis snart skal ske. Og han udsendte sin engel og fremstillede det gennem ham i tegn for sin træl Johannes, som har vidnet om det ord Gud gav og om det vidnesbyrd Jesus Kristus aflagde, ja om alle de ting han har set. Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord og de som hører dem og som overholder de ting der står skrevet i den, for den fastsatte tid er nær.“ — Åbenbaringen 1:1-3.

22. Hvorfor skaber ordene om at „den fastsatte tid er nær“ forventning hos os i dag?

²² Skaber disse ord om at „den fastsatte tid er nær“, som blev skrevet for næsten nitten hundrede år siden, ikke forventning hos os i dag, her i det tyvende århundrede? Efter at der nu er gået næsten nitten hundrede år, er det givet at „de ting der nødvendigvis snart skal ske“ ikke kan lade vente på sig ret meget længere — heller ikke den ting som især ligger os på sinde, nemlig begyndelsen til de forudsagte tusind år. Vi kan bedre fastslå tidspunktet når vi læser hvad Johannes skrev om de tusind år og om de begivenheder der fører frem til dem. Lad os læse fra og med Åbenbaringen 19:11:

23. Hvad er der at sige om rytteren på den hvide hest?

²³ „Og jeg så himmelen åben og se! en hvid hest. Og han som sad på den kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed. Hans øjne er en ildflamme, og på hans hoved er der mange diademer. Han har et navn skrevet som ingen kender uden han selv, og han er klædt i en yderklædning der er bestænket med blod, og det navn han bærer er Guds Ord. Og hærene som var i himmelen fulgte ham på hvide heste, og de var klædt i hvidt, rent, fint linned. Og af hans mund udgår et langt, skarpt sværd, så han kan slå nationerne med det, og han vil vogte dem med en jernstav. Han træder også Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse. Og på sin yderklædning, ja på sit lår, har han et navn skrevet, kongers Konge og herrers Herre.

24. (a) Hvilken indbydelse blev der givet til fuglene som flyver midt på himmelen? (b) Hvad skete der med dem der var med i krigen?

²⁴ Jeg så også en engel som stod på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fuglene som flyver midt på himmelen: ’Kom, saml jer til Guds store aftensmåltid, så I kan æde køddele af konger og køddele af højere officerer og køddele af stærke mænd og køddele af heste og af dem som sidder på dem, og køddele af alle, af frie såvel som af trælle og af små og store.’ Og jeg så vilddyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham som sad på hesten og mod hans hær. Og vilddyret blev grebet, og sammen med det den falske profet som for dets øjne havde gjort de tegn hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke og dem som tilbeder dets billede. Mens de endnu var i live blev de begge kastet i ildsøen som brænder med svovl. Men de øvrige blev dræbt med det lange sværd der tilhørte ham som sad på hesten, det der udgik af hans mund. Og alle fuglene blev mættet af deres køddele.

25. Hvordan går det så Satan Djævelen, og hvor længe skal det vare?

²⁵ Og jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne mere førend de tusind år var til ende. Derefter skal han nødvendigvis løses en lille tid.

26. Hvem sidder på de troner der ses i himmelen, og hvad gør de?

²⁶ Og jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Ja, jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud, og dem som ikke havde tilbedt vilddyret eller dets billede og som ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd. Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år. (De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende.) Dette er den første opstandelse. Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.

27. Hvilke begivenheder finder sted på jorden efter Satans løsladelse, og hvad sker der så med ham?

²⁷ Og når de tusind år er til ende, vil Satan blive løst af sit fængsel, og han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krigen. Tallet på disse er som sandet ved havet. Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede de helliges lejr og den elskede by. Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem. Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 19:11 til 20:10.

28. (a) Efter hvilke begivenheder begynder de tusind år altså? (b) Hvordan kan vi da sige at de tusind år endnu ikke er begyndt?

²⁸ Vi ser at udtrykket „tusind år“ er benyttet seks gange i beretningen. Vi ser også at de tusind år begynder efter at „kongers Konge“ har sejret over „jordens konger“ og „vilddyret“ og „den falske profet“, og efter at Satan Djævelen derpå er blevet lænket og kastet i afgrunden. Disse begivenheder er en del af „de ting der nødvendigvis snart skal ske“. Indtil nu er der ikke sket noget i verden som kan sammenlignes med sådanne begivenheder. Det er derfor klart at de tusind år endnu ikke er begyndt. Der er ikke tale om en periode af ubestemt længde, en periode hvis længde vi ikke kan måle nøjagtigt. De tusind år skal opfattes rent bogstaveligt.

29. Hvilken længde på tusindårsriget passer udmærket ind i Guds åbenbarede tidsplan?

²⁹ Nogle som mener at de tusind år betegner en periode af ubestemt længde, siger at denne periode begyndte på pinsedagen i år 33, da Gud udgød sin hellige ånd over sin nydannede kristne menighed i Jerusalem. Denne påstand giver imidlertid visse vanskeligheder og fører til forklaringer som strider mod det de åndsavlede kristne har oplevet i alle de mere end nitten hundrede og fyrre år der nu er gået siden den kristne menighed fik åndeligt liv på Pinsedagen. Et bogstaveligt millennium passer udmærket ind i Guds åbenbarede tidsplan.

30. Hvorfor skulle vi ikke kunne lade være med at undersøge detaljerne i det profetiske billede af de tusind år?

³⁰ Det der vil blive indført på jorden i løbet af de tusind år, er af grundlæggende betydning for at menneskeheden kan leve evigt i lykke. Hvordan kan vi da lade være med straks at undersøge detaljerne i det profetiske billede af det strålende millennium som apostelen Johannes så smukt har skildret for os?

[Fodnote]

Kapitel 2

En krig mellem himmelen og jorden går forud for de tusind år

1. (a) Hvilken konflikt må, ifølge Åbenbaringen, gå forud for det kommende tusindårsrige? (b) Hvorfor må denne kamp stadig høre fremtiden til, og hvordan bør vi forholde os til den?

VI HAR lige læst apostelen Johannes’ forudskildring af de tusind år. Der er forudsagt så vidunderlige ting om denne periode at ordet millennium eller tusindårsrige har fået en særlig klang. Men hvad skal der, ifølge Johannes’ beskrivelse, ske umiddelbart før det strålende tusindårsrige begynder? Der skal stå et slag mellem himmelske styrker og jordiske, menneskelige, styrker. Endnu har der ikke fundet en sådan kamp sted. Siden pinsedagen i år 33, da den kristne menighed fik åndeligt liv idet den blev avlet af Guds livgivende ånd, har Jesus Kristus ganske vist befundet sig i himmelen, og han sad ved Guds hånd mens denne pinsedag blev fejret. Men det var over tres år senere Johannes fik Åbenbaringen om „de ting der nødvendigvis snart skal ske“. (Åbenbaringen 1:1, 2) Og selv da, umiddelbart efter at Johannes havde fået Åbenbaringen, blev der ikke udkæmpet et sådant slag mellem „kongers Konge“ og „jordens konger“. Denne kamp hører endnu fremtiden til, og vi bør være interesseret i forhåndsberetningen om den, idet vi nærmer os den med raske skridt.

2, 3. (a) Hvem vil kampen komme til at stå imellem? (b) Hvilken forskel er der på den herliggjorte Jesus og den jordiske Jesus med hensyn til at føre krig?

² Den forestående kamp er ikke en frygtet tredje verdenskrig hvori de politiske supermagter, svært bevæbnede med et utal af kernevåben og kemiske kampmidler, vanvittigt vil søge at tilintetgøre hinanden. Det er tværtimod en kamp hvori alle „jordens konger“, uden hensyn til politiske ideologier, vil forene deres styrker mod en fælles modstander, en konge og herre som står over dem alle og som derfor kaldes „kongers Konge og herrers Herre“. Denne konge er ikke Gud. Åbenbaringen 19:13 siger at „det navn han bærer er Guds Ord“. Det er den titel Guds enestefødte søn fik i sin førmenneskelige tilværelse i himmelen, hvor han var sammen med sin himmelske Fader, Jehova Gud. — Johannes 1:1-3, 18.

³ Da han levede på jorden som mennesket Jesus Kristus red han ikke ud i spidsen for en hær af soldater på hvide heste, og han hentede heller ikke hjælp ved at tilkalde tolv legioner himmelske engle. (Mattæus 26:52-54) Men nu, efter at han er blevet herliggjort i himmelen og efter at „hedningernes tider“ er udløbet i 1914, er han blevet bemyndiget til at handle som skarpretter for Jehova Gud, den øverste Dommer, og eksekvere dom over jordiske fjender, ligesom den engel der i året 732 f.v.t., uden brug af atomvåben, på en enkelt nat ihjelslog 185.000 assyriske soldater der med kong Sankerib i spidsen var trængt ind i det land der tilhørte Jehova Guds folk. (2 Kongebog 19:32-36; Esajas 37:33-37) Dette forklarer hvorfor Johannes blev inspireret til at skrive følgende om den himmelske kriger, Jesus Kristus: „Han som sad på den [hvide hest] kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed.“ — Åbenbaringen 19:11.

4. Hvad vil det betyde for nationerne at der udgår et langt, skarpt sværd af deres fælles modstanders mund?

⁴ Den kommende kamp er langt mere end en tredje verdenskrig mellem jordens nationer, der nu er bevæbnede med kernevåben og kemiske krigsmidler. Til den tid kæmper nationerne ikke mod kød og blod, men mod den der sidder på den symbolske hvide hest og mod hans himmelske hærskarer af engle. Når han taler for at give ordre til sine fjenders henrettelse, er det som om en officer med myndighed bruger et langt sværd. Det er det der ligger i de inspirerede ord: „Og af hans mund udgår et langt, skarpt sværd, så han kan slå nationerne med det, og han vil vogte dem med en jernstav. Han træder også Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse. Og på sin yderklædning, ja på sit lår, har han et navn skrevet, kongers Konge og herrers Herre.“ — Åbenbaringen 19:15, 16.

5, 6. (a) Hvor vil nationerne møde kongernes Konge i kamp, og som hvad vil de blive knust? (b) Hvilken indbydelse som udråbes af en engel viser om de slagne på jorden vil blive begravet med militære æresbevisninger?

⁵ I stedet for en tredje verdenskrig med radikale, irreligiøse mennesker på begge sider af fronten, er dette „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Nationerne, der til den tid vil have gjort det af med den internationale religiøse „skøge“, det store Babylon, vil da befinde sig på det stadium i verdensudviklingen der kaldes Har-Magedon; som der står skrevet: „Og de samlede dem på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon.“ (Åbenbaringen 16:14-16) Det er i denne verdenssituation at kongernes Konge og herrernes Herre vil knuse de udfordrende nationer som druer i en vinperse, og således træde „Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse“. De vil blive som hjælpeløse får over for ham, og „med en jernstav“ vil han knuse dem som en pottemagers lerkar. (Åbenbaringen 14:18-20; 2:26, 27; 12:5; Salme 2:8, 9) De der mister livet i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil ikke få nogen højtidelig begravelse med militære æresbevisninger. Derfor siger Guds engel at „Guds store aftensmåltid“ er gjort klar til ådselfuglene:

⁶ „Kom“, råber en engel som er oplyst af solen, til alle fuglene som flyver midt på himmelen, „saml jer til Guds store aftensmåltid, så I kan æde køddele af konger og køddele af højere officerer og køddele af stærke mænd og køddele af heste og af dem som sidder på dem, og køddele af alle, af frie såvel som af trælle og af små og store.“ Og beretningen om denne krig på „Guds, den Almægtiges, store dag“ slutter med ordene: „Alle fuglene blev mættet af deres køddele.“ (Åbenbaringen 19:17, 18, 21) Denne skildring af de faldne som ådselfuglene vil gøre sig til gode med, viser at nationerne vil mobilisere alle deres folk når de stiller op til denne sidste, afgørende krig.

7. Hvad er det for et ’vilddyr’ der er med i kampen på jordens kongers side ved Har-Magedon?

⁷ Apostelen Johannes giver følgende beskrivelse af dem der er klar til kamp ved Har-Magedon: „Og jeg så vilddyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham som sad på hesten og mod hans hær.“ (Åbenbaringen 19:19) Er dette ’vilddyr’ bare en maskot, et dyr der skal bringe „jordens konger og deres hære“ lykke? Hvor meget vil et bogstaveligt rovdyr kunne gavne de kæmpende styrker i Har-Magedon? Intet! Der er imidlertid ikke tale om et bogstaveligt rovdyr. Det er et symbolsk vilddyr. Det er i virkeligheden en skikkelse som har verdenshistorisk betydning. Det er nemlig det symbolske vilddyr som beskrives i Åbenbaringen, kapitel tretten, fra vers et til otte, og om hvilket der siges i vers to: „Og dragen gav dyret sin magt og sin trone og stor myndighed.“ Det er det verdensomfattende politiske system som „dragen“, det vil sige Satan Djævelen, oprettede for længe siden som et synligt redskab hvormed han kunne styre alle mennesker i verden. Det har nu udfoldet sin dyriske virksomhed på hele jorden i langt over tusind år, ja i over fire tusind et hundrede år, lige siden det toogtyvende århundrede før vor tidsregning.

8. Hvornår begyndte dette symbolske vilddyr sin virksomhed, og hvor omfattende er dets magt og myndighed blevet?

⁸ Dette symbolske vilddyr begyndte at hjemsøge jordens indbyggere mens Nimrod levede, en mand som jagede bogstavelige rovdyr. Omkring år 2189 f.v.t. begyndte denne Nimrod at bygge Babelstårnet i Sinears land, i dalen Mesopotamien. Han blev kendt i hele verden som „en mægtig jæger i opposition til Jehova“. (NW) Han oprettede det gamle eller det oprindelige babyloniske rige, og herom oplyser Første Mosebog 10:10-12: „Fra først af omfattede hans rige Babel, Erek, Akkad og Kalne i Sinear; fra dette land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-Ir, Kela og Resen mellem Nineve og Kela; det er den store by.“ (1 Mosebog 10:8-12; 11:1-9) Fra denne begyndelse fortsatte det symbolske vilddyr med at udbrede sin magt og myndighed til flere og flere folkeslag, indtil det til sidst fik sin politiske trone rejst over hele jorden.

9. (a) Hvad skildrer de syv hoveder på det symbolske vilddyr? (b) Hvem har det brugt sine „ti horn“ imod?

⁹ I de forløbne årtusinder har det symbolske vilddyr ladet forskellige medlemmer af sit politiske system optræde som den dominerende verdensmagt. Det er grunden til at Åbenbaringen, kapitel tretten, skildrer dette symbolske vilddyr med syv hoveder. Disse hoveder repræsenterer syv på hinanden følgende verdensriger, nemlig (1) Ægypten, (2) Assyrien, (3) Neo-Babylonien, (4) Medo-Persien, (5) Grækenland, (6) Rom og (7) dobbeltverdensmagten England og Amerika. Lige siden Israels børn kom i trældom i Ægypten har dette syvhovedede vilddyr med sine symbolske „ti horn“ trængt, stanget og gennemboret Jehova Guds tilbedere, heriblandt også Guds søns, Jesu Kristi, sande disciple. Det er derfor intet under at „vilddyret“ ifølge Åbenbaringen 19:19 har taget opstilling sammen med „jordens konger og deres hære“, klar til kamp mod himmelske hærskarer af engle som anføres af „ham som sad på hesten“, Jesus Kristus!

10. (a) Hvem er den „falske profet“ der kæmper på jordens kongers side, og hvad profeterer han om? (b) Hvad er ’billedet af vilddyret’ som han foreslår jordens beboere at lave?

¹⁰ Åbenbaringen 19:20 nævner desuden at der sammen med „jordens konger og deres hære“ er en som kaldes „den falske profet som for [vilddyrets] øjne havde gjort de tegn hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke og dem som tilbeder dets billede“. Dette er ikke en religiøs profet som tilhører det store religiøse Babylon, men en politisk profet. Det er den samme politiske organisation som den der skildres i Åbenbaringen 13:11-17. Dér fremtræder den som et tohornet vilddyr som foreslår at der skal laves et billede af vilddyret og som derefter giver dette billede åndedræt så det taler med myndighed. Dette tohornede vilddyr er dobbeltverdensmagten England og Amerika, den syvende verdensmagt, og det politiske „billede“ af det syvhovedede vilddyr er i dag De forenede Nationer, organisationen for verdensfred og sikkerhed. Hele verden ved i dag at denne syvende verdensmagt, England og Amerikas forenede Stater, søger at diktere menneskehedens verden sin vilje og fremsætter imponerende profetier om menneskenes fremtid. Men det er ikke Jehova Gud der har inspireret denne profet. Den er en falsk profet.

11, 12. (a) Hvilken ånd er det der samler kongerne og deres hære til krigen ved Har-Magedon? (b) Hvorfor kan kampen kun få ét forløb, og hvilket udfald viser Johannes at kampen vil få?

¹¹ Det symbolske vilddyr er nu fuldt udvokset; det har haft sit syvende hoved siden 1763. I mere end et kvart århundrede har vi også haft De forenede Nationer (for ikke at tale om denne organisations forgænger, Folkeforbundet). Drevet af ønsket om at nå deres egne nationale mål og hver især bevare deres egen nationale suverænitet i trods mod Guds rige som jordens retmæssige regering, bliver „kongerne på hele den beboede jord“ modstandsløst samlet til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Tiden for dette slag uden sidestykke der skal udkæmpes ved Har-Magedon, som apostelen Johannes så en billedlig forhåndsskildring af, må nu være meget nær, ja nærmere end de selvoptagne folk i verden tror! Eftersom det er den almægtige Gud og hans „kongers Konge“ disse „jordens konger og deres hære“ har samlet sig imod til en total krig, kan kampen kun få ét forløb, og det lige fra starten. Vi kan derfor have tillid til at apostelen Johannes skildrer kampens udfald sandfærdigt når han profetisk skriver:

Slaget ved Har-Magedon

¹² „Og jeg så vilddyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham som sad på hesten og mod hans hær. Og vilddyret blev grebet, og sammen med det den falske profet som for dets øjne havde gjort de tegn hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke og dem som tilbeder dets billede. Mens de endnu var i live blev de begge kastet i ildsøen som brænder med svovl. Men de øvrige blev dræbt med det lange sværd der tilhørte ham som sad på hesten, det der udgik af hans mund. Og alle fuglene blev mættet af deres køddele.“ — Åbenbaringen 19:19-21.

13. (a) Hvor stor en del af fjendens organisation tager den almægtige Gud kampen op med? (b) Hvad er „vilddyret“ i færd med når det bliver grebet, og hvem er det der fanger det?

¹³ Denne skildring viser tydeligt at den almægtige Gud tager kampen op med hele den synlige organisation som tilhører den symbolske drage, „slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan“. Denne synlige, verdensomspændende organisation, symbolsk fremstillet ved det syvhovedede vilddyr, støttes af alle sine bestanddele, nemlig „jordens konger og deres hære“, de højere officerer, de stærke mænd, rytterne, de frie og trællene, de små og de store. „Den falske profet“ er også en del af dette synlige jordiske system, for han svarer til dobbeltverdensmagten England og Amerika, den mest fremtrædende del af hele denne verdens synlige organisation. Dette verdensomfattende system er ikke snedigt nok til at undgå Guds dom, som rammer det for alle dets ugudelige gerninger og dets udnyttelse af folket. Det symbolske vilddyr (herunder „den falske profet“) bliver „grebet“ netop mens det begår sine sidste ugerninger mod dem der trofast tilbeder Jehova Gud. Det er kongernes Konge, Jesus Kristus, der fanger dette blodtørstige vilddyr. Som et menneskeædende rovdyr tilintetgøres det.

14. Hvad betyder det for „vilddyret“ og „den falske profet“ at de bliver kastet i „ildsøen“?

¹⁴ Dette dyriske, verdenspolitiske system og dets politiske „falske profet“ vil aldrig igen få magt over menneskeheden. Ikke som døde politiske institutioner der er holdt op med at fungere, men, som Åbenbaringen 19:20 siger, ’mens de endnu er i live’ bliver de begge „kastet i ildsøen som brænder med svovl“. De vil aldrig komme levende op af denne ’ildsø’ igen, for når de mister livet i kampen skyldes det ikke den død som synderen Adam påførte alle sine efterkommere. „Ildsøen“ symboliserer en anden form for død, en død uden ophør, en død hvorfra der ikke er nogen opstandelse. Åbenbaringen (20:14) forklarer det selv, idet den siger: „Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen.“ Alle patriotiske anstrengelser som mennesker gør sig for at bevare dette politiske system så det fortsat kan styre menneskenes anliggender, vil slå fejl!

15. Hvoraf fremgår det om herskerne og deres undersåtter som mister livet i Har-Magedon vil få en opstandelse?

¹⁵ Vil der da være en opstandelse for de andre, de herskere og undersåtter der kæmper for det symbolske vilddyr og den falske profet imod Guds rige ved kongernes Konge? Nej, de vil også blive udslettet fuldstændig. Med sin tunge, der udgår af hans mund som et langt, skarpt sværd, befaler den krigsførende kongers Konge at de alle skal miste livet, og de himmelske hærskarer af engle handler i overensstemmelse med hans kongelige befaling. Alle der bevidst modstår Guds messianske rige bliver altså dræbt. Deres død regnes ikke for en ærefuld død for fædrelandet. De bliver ikke begravet i mindegrave, på militærkirkegårde der vedligeholdes af staten og besøges på årlige mindedage. Som uværdige til en opstandelse skildres de som liggende frit fremme på Har-Magedons slagmark, hvor deres stinkende lig tiltrækker alle de fugle der lever af ådselkød. Som profetien siger: „Alle fuglene blev mættet af deres køddele.“ De overfylder sig ved „Guds store aftensmåltid“. — Åbenbaringen 19:17-21.

16. Hvordan kan vi se at følgende ikke vil blive tilintetgjort i krigen ved Har-Magedon: (a) jorden, (b) fuglene, og (c) de der ikke tilbeder vilddyret?

¹⁶ Beretningen siger imidlertid ikke noget om at den bogstavelige jord, som ’kongerne’ har hersket over, brændes op. Nej, jorden bliver ikke ødelagt i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. „Alle fuglene som flyver midt på himmelen“ overlever også, så de kan gøre sig til gode med kødet på de lig der ligger spredt på jorden. Men der er også mennesker som overlever „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Selv om det ikke fremgår direkte af denne skildring af kampen, må det være sådan. Hvorfor? Fordi „den falske profet“ ikke har vildledt alle jordens indbyggere når kampen begynder. Der vil være nogle, om end forholdsvis få, som ikke har modtaget „vilddyrets mærke“ og ikke „tilbeder dets billede“. (Åbenbaringen 19:20) Medlemmerne af den ’store skare’ som apostelen Johannes har set tidligere i sit syn og som stod foran Guds trone og foran Lammet, Jesus Kristus, er ikke med blandt dem der kæmper mod Guds messianske rige ved Har-Magedon.

17. Hvad viser Åbenbaringen, kapitel syv, vedrørende ’den store skares’ indstilling til Gud og hans messianske rige?

¹⁷ Om disse siger Johannes: „De bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ Efter at have spurgt hvem disse mennesker er, siger en af de fireogtyve himmelske ældste til Johannes: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.“ (Åbenbaringen 7:9-14) Denne ’store skare’, der kommer fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“, vil afgjort ikke være med i kampen mod Guds messianske rige. De der tilhører den, nægter at modtage „vilddyrets mærke“ og at ’tilbede dets billede’.

18. Hvorfor vil jorden ikke være uden mennesker når Kristi tusindårsrige begynder?

¹⁸ Medlemmerne af ’den store skare’ vil derfor ikke falde på slagmarken sammen med dem der mister livet ved Har-Magedon. Nej, de vil ’komme ud af den store trængsel’, som når sit store højdepunkt i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Når de har overlevet „den store trængsel“ og hylder den sejrende Jehova Gud og Lammet Jesus Kristus, vil de, som med palmegrene i hænderne, med glæde se frem til de tusind år der ligger foran dem. Jorden vil ikke være uden mennesker når Kristi strålende tusindårsrige begynder.

Kapitel 3

Det profetiske syn af de tusind år

1, 2. (a) Vil jorden blive brændt op i krigen ved Har-Magedon? (b) Hvordan fremgår dette af det der bagefter sker med Satan og hans dæmoner?

JORDEN vil ikke blive brændt op i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. Det fremgår af det der sker med Satan umiddelbart efter krigen. Da lever han og hans dæmonengle nemlig stadig i jordens nærhed, hvortil de er blevet nedstyrtet som følge af en krig der udbrød i himmelen efter Guds messianske riges fødsel. Satan og hans dæmoner blev dengang kastet ned til jordens nærhed for at de skulle opholde sig her „en kort tidsperiode“. (Åbenbaringen 12:7-13) Eftersom de har været begrænset til jordens nærhed under hele „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, må Guds engel komme ned til jorden nu da det næste skridt skal tages imod dem. Johannes skildrer hvad han så i sit syn:

² „Og jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne mere førend de tusind år var til ende. Derefter skal han nødvendigvis løses en lille tid.“ — Åbenbaringen 20:1-3.

3. Er det kun Satan Djævelen der kastes i afgrunden, og hvilken krig som han fører, sætter dette en stopper for?

³ Da Satan Djævelen blev kastet ud af himmelen, blev hans dæmonengle kastet ud sammen med ham og begrænset til jordens nærhed. Det der sker med deres hersker nu, sker derfor også med dem. De gribes, bindes og kastes i afgrunden sammen med Satan Djævelen i de tusind år. Dette sætter ikke alene en stopper for deres vildledning af de verdslige nationer, men også for deres krig mod den rest der stadig findes på jorden af de kristne arvinger til Guds messianske rige. Om denne krig siger Åbenbaringen 12:13, 17: „Da dragen så at den var kastet ned til jorden, forfulgte den kvinden som havde født drengebarnet [der symboliserer Guds messianske rige i himmelen]. Og dragen blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“

4, 5. (a) Bliver alle som tilhører resten af Rigets arvinger og ’den store skare’ dræbt i denne krig, og hvilket vidnesbyrd har vi herom? (b) Hvem bliver altså fjernet fra jorden når Satan kastes i afgrunden?

⁴ Skønt Djævelen fører denne krig mod resten af Rigets arvinger som holder Guds bud og vidner om hans søn, Jesus Kristus, lykkes det ham ikke at dræbe dem alle. Han udrydder heller ikke ’den store skare’ som tager imod deres vidnesbyrd om Messias Jesus og som kommer fra alle jordens nationer og slutter sig til denne rest i tilbedelsen af Jehova Gud ved hans åndelige tempel. Som et vidnesbyrd om at de der tilhører denne ’store skare’ af alle racer, nationer og stammer vil overleve, siger Åbenbaringen 7:9-15 om dem: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel; og han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem.“

⁵ Når Satan og hans dæmonengle bliver spærret inde afgrunden, vil jorden altså ikke være folketom. Engelens indgriben vil ikke fjerne resten af Rigets arvinger og ’den store skare’ fra jorden, men kun Satan Djævelen og hans dæmonengle. I de tusind år hvor de er fængslet i afgrunden, vil det være som om de „ikke er“. — Jævnfør Åbenbaringen 17:8.

Jordens herskere i tusind år

6. Hvilket spørgsmål opstår med hensyn til herredømmet over jorden når Satan er bundet i afgrunden?

⁶ Satan Djævelen kommer ikke længere til at herske over menneskehedens verden; han er ikke længere „gud“ for den bestående tingenes ordning. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11; 2 Korinter 4:4) Hvem skal da herske over den beboede jord i de tusind år hvor Satan Djævelen er bundet i afgrunden og „ikke er“?

7. Hvad så Johannes i sit syn som besvarer dette spørgsmål?

⁷ I synet så apostelen Johannes hvem der skulle udøve herredømmet over jorden. Han siger: „Og jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Ja, jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud, og dem som ikke havde tilbedt vilddyret eller dets billede og som ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd. Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år. (De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende.) Dette er den første opstandelse. Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ — Åbenbaringen 20:4-6.

8, 9. (a) Hvor var de troner han så, og hvor mange var der? (b) Hvilken „dag“ så Johannes begynde, og hvordan omtalte Paulus denne „dag“ i Athen?

⁸ De troner Johannes så, var ikke på jorden men oppe i himmelen, for de var beregnet til dem der skulle herske, som konger sammen med Messias i tusind år. Tronernes antal var derfor ikke ubestemt. Der var 144.000, én til hver af de 144.000 åndelige israelitter der besegles med „et seglstempel fra den levende Gud“ og som følger Lammet Jesus Kristus „hvor det end går hen“. (Åbenbaringen 7:1-8; 14:1-5) I de forløbne årtusinder hvor Satan Djævelen har været „denne verdens hersker“, har der rådet en sådan mangel på retfærdighed at det vil være et ubestrideligt gode når Herren Jesu Kristi 144.000 meddommere får magt til at dømme menneskeheden. Da apostelen Johannes så disse 144.000 troner og dem der satte sig på dem, så han altså begyndelsen til den strålende domsdag der blev omtalt over for Areopagusdomstolen i Athen for nitten hundrede år siden med disse ord:

⁹ „Gud . . . har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ — Apostelgerninger 17:22-31.

10, 11. Hvilken slags „sjæle“ var det Johannes så, og hvilken gerning var de udrustet til at udføre?

¹⁰ Apostelen Johannes giver os yderligere vished for at det virkelig er Herren Jesu Kristi 144.000 medarvinger til Riget der sidder på disse domstroner, idet han siger: „Ja, jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud, og dem som ikke havde tilbedt vilddyret eller dets billede og som ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd.“ — Åbenbaringen 20:4.

¹¹ Det var ikke hovedløse sjæle apostelen Johannes så. Da han benyttede det beskrivende ord „sjæle“ talte han ikke, ligesom spiritistiske medier, om „ånder der har forladt det jordiske legeme“. Han benyttede ordet „sjæle“ på samme måde som de inspirerede skrifter benytter ordet, og det han tænkte på var levende, bevidste væsener med et legeme, et legeme hvorigennem de udtrykte deres personlighed. Blot må deres legemer have været åndelegemer, for ellers kunne de ikke sidde på domstronerne i de usynlige himle. Vedrørende de dødes opstandelse læser vi i Første Korinterbrev 15:44: „Der sås [i døden] et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme.“ Det apostelen Johannes så, var altså levende, bevidste himmelske legemer, skabninger med evne til at dømme, og han omtaler dem som nogle der var blevet „henrettet med økse“ for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld.

„Henrettet med økse“

12. (a) Er alle Kristi medarvinger rent bogstaveligt blevet henrettet med økse? (b) Hvem er det der henretter dem med økse, og af hvilken grund henrettes de?

¹² Det er imidlertid ikke alle Jesu Kristi 144.000 medarvinger til Riget der rent bogstaveligt er blevet henrettet med økse eller halshugget for at have vidnet om Jesus og talt om Gud. Apostelen Jakob, Johannes’ kødelige broder, blev dræbt med sværd, muligvis halshugget, af kong Herodes Agrippa I. (Apostelgerninger 12:1, 2) I henhold til traditionen blev apostelen Paulus halshugget i Rom. (2 Timoteus 4:6-8) Men det er ikke alle de 144.000 der lider martyrdøden ved halshugning. Det er naturligvis ikke Gud der henretter dem med økse, hverken bogstaveligt eller billedligt, for grunden til at de alle bliver „henrettet med økse“ er netop at de taler om ham. Det er den politiske stat der ’henretter’ dem. I romerriget, som havde forvist apostelen Johannes til straffeøen Patmos, blev denne magt til at henrette symboliseret ved en økse hvorom der var bundet et bundt stokke. Med disse redskaber blev forbrydere afstraffet og halshugget. Dette symbol kaldtes fasces, og i processioner blev det båret af liktorer foran de højeste romerske embedsmænd. Det fascistiske partis leder, Benito Mussolini, anvendte symbolet under sit regime i Italien.

13. Hvilken grund angiver Åbenbaringen 20:4 til at den politiske stat i hele verden i billedlig forstand henretter de 144.000 rigsarvinger?

¹³ I virkeligheden ’henretter’ den politiske stat de 144.000 rigsarvinger ved at dømme dem uværdige til at leve under dens myndighed. Den dømmer dem til døden, så at sige. Grunden hertil klargøres af apostelen Johannes. Han oplyser nemlig at de „ikke havde tilbedt vilddyret eller dets billede“ og „ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd“. Disse 144.000 rigsarvinger havde med andre ord ikke tilbedt den politiske stat i nogen af de forskellige former hvori den kommer til udtryk ud over jorden. Her i det tyvende århundrede har resten af disse rigsarvinger heller ikke tilbedt den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed der nu er kendt som De forenede Nationer og som tidligere bar navnet Folkeforbundet. I „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon kastes det symbolske vilddyr, det verdensomspændende system af politiske stater, i den evige tilintetgørelse, symboliseret ved „ildsøen som brænder med svovl“. — Åbenbaringen 13:1-17; 14:9-11; 19:19, 20; 20:4.

14. På hvilken måde kan man sige at de 144.000 rigsarvinger ikke tilbeder vilddyret og ikke modtager dets mærke på panden eller hånden?

¹⁴ De 144.000 rigsarvinger tilbeder ikke det symbolske vilddyr ved at give sig af med dets politik, søge politiske embeder eller tage del i dets blodige krige. Af denne grund får de ikke et mærke på deres pande eller på deres hånd som tegn på at de er statens trælle og støtter den ved aktivt at tage del i dens verdslige, ofte dyriske, virksomhed. De tilbeder heller ikke „vilddyrets billede“ ved at tillægge denne internationale, menneskeskabte organisation for verdensfred og sikkerhed evnen til at frelse. De tilbeder kun den Gud de taler om, og de anerkender ham trofast som den universelle Suveræn. De ophøjer ikke den jordiske, politiske stat, men aflægger det vidnesbyrd at Jesus, Guds søn, er den Kristus eller Messias som den højeste Gud har udnævnt til at herske over menneskehedens verden i tusind år. Intet under at „vilddyret“ billedlig talt henretter de 144.000!

15. Hvad sker der til sidst med alle de 144.000 på jorden, og hvordan går det til at de kan sætte sig på domstroner i himmelen?

¹⁵ Uanset om de 144.000 rigsarvinger lider en voldelig martyrdød eller ej, så afslutter de alle deres jordiske livsløb i døden. Hvordan kommer de så ind i det himmelske rige og sætter sig på disse domstroner? Ikke som følge af nogen immateriel menneskesjæls påståede udødelighed, men ved en opstandelse fra de døde. Johannes siger følgende om dem der var blevet „henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud“: „Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år.“ — Åbenbaringen 20:4.

16. Som hvilken slags skabninger bliver de levende igen, og hvilket mål af liv har de nu?

¹⁶ De „blev levende“ igen, ikke på jorden som menneskeskabninger eller menneskesjæle, men oppe i himmelen som Guds åndelige sønner. Det er sådan apostelen Johannes ser dem i synet. De kan leve længere end mennesker gør i dag. De kan leve længere end Metusalem, der levede i 969 år. (1 Mosebog 5:25-27) De kan leve i alle de tusind år de skal herske sammen med Kristus, og derefter videre i al evighed for ved deres opstandelse fra de døde iklædes de udødelighed. (1 Korinter 15:50-57) I opstandelsesøjeblikket opnår de livet i hele dets fylde, uden svaghed, uden forgængelighed, uden noget af den ufuldkommenhed der før hang ved deres døende, kødelige legemer som en arv fra synderne Adam og Eva. De er levende på en fuldkommen måde, kendt retfærdige af den almægtige Gud til at leve evigt i ånden. — 1 Korinter 15:42-55.

17. (a) Vil de der overlever „den store trængsel“ blive fuldkomne straks når Satan er kastet i afgrunden? (b) Hvornår vil de være i stand til at holde Guds lov til fuldkommenhed, og hvorfor?

¹⁷ For at understrege forskellen mellem den tilstand de opnår straks ved deres opstandelse og den tilstand den øvrige del af menneskehedens verden befinder sig i ved tusindårsrigets begyndelse, siger apostelen Johannes videre: „De blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år. (De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende.)“ (Åbenbaringen 20:4, 5) Dette viser at selv ikke ’den store skare’, de der tilbeder i Guds åndelige tempel og som overlever „den store trængsel“, vil blive fuldkomne i kødet og erklæret værdige til evigt liv på jorden straks efter at Satan Djævelen og hans dæmoner er blevet bundet og kastet i afgrunden. I kraft af Jesu Kristi tusindårige herredømmes velsignelser og højnende hjælp vil de lidt efter lidt nå frem til menneskelig fuldkommenhed og til at kunne leve syndfrit i kødet og fejlfrit holde Guds lov. Men hvordan vil det gå de milliarder af døde der hviler i jordens mindegrave og i havets våde grav?

18. (a) Hvilket menneske som havde medfølelse med Jesus vil også komme frem fra Hades i løbet af de tusind år? (b) Hvornår vil de døde mennesker der således oprejses, nå frem til menneskelig fuldkommenhed, og hvordan?

¹⁸ Johannes’ syn af de tusind år viser også hvad der sker med dem. Han siger: „Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger.“ (Åbenbaringen 20:13) Blandt dem der således kommer frem fra Hades, den døde menneskeheds fælles grav, er den forbryder der blev henrettet på en pæl ved siden af Jesus og til hvem Jesus sagde: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:43) Denne forbryder vil blive kaldt frem fra Hades og få del i det jordiske paradis der genoprettes til menneskeheden af Jesu Kristi rige. I dette paradis vil han, sammen med alle andre som oprejses fra de døde, få lejlighed til at rette sit liv ind og blive befriet for sin menneskelige ufuldkommenhed og syndighed. Således vil han, ved udløbet af de tusind år under Kristi herredømme, være nået frem til målet, menneskelig fuldkommenhed i Guds billede og lighed. Alle som er nået frem til menneskelig fuldkommenhed og syndfrihed på jorden ved afslutningen af de tusind år, må imidlertid, for at kunne bevare livet som fuldkomne mennesker, gennemgå en endelig prøve på deres loyalitet mod Guds universelle, suveræne herredømme.

19. (a) Hvordan kan det altså siges at ’de øvrige af de døde ikke blev levende førend de tusind år var til ende’? (b) Hvad sker der med dem som ikke består prøven på deres loyalitet mod Guds suverænitet?

¹⁹ De fuldkommengjorte mennesker der bevarer deres integritet og forbliver trofaste mod Guds retmæssige herredømme, vil blive erklæret retfærdige af den øverste Dommer, Jehova Gud. Han vil erklære disse skyldfri mennesker værdige til et evigt liv, og han vil give dem ret til at leve evigt i lykke i det jordiske paradis. Befriet for enhver fordømmelse er disse lydige mennesker nu virkelig blevet levende, set fra Guds fuldkomne standpunkt. Det er på denne måde at ’de øvrige af de døde ikke blev levende førend de tusind år var til ende’. (Åbenbaringen 20:5) De fuldkommengjorte mennesker der ikke trofast består prøven på deres loyalitet mod Gud efter afslutningen på de tusind år, vil blive udslettet for evigt, sådan som Johannes fremstiller det i beskrivelsen af sit syn: „Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“ (Åbenbaringen 20:14, 15) Disse illoyale opnår altså ikke evigt liv.

„Den første opstandelse“

20-22. (a) Hvorfor opstår der et spørgsmål i forbindelse med Efeserbrevet 2:1-6, nu da Johannes går videre med at tale om „den første opstandelse“? (b) Og i forbindelse med Kolossenserbrevet 2:11-13, hvor Paulus gør rede for den kristne omskærelse?

²⁰ Efter at have indskudt bemærkningen om „de øvrige af de døde“ fortsætter Johannes med at tale om „dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud“ og som blev levende igen. Han siger videre: „Dette er den første opstandelse. Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ — Åbenbaringen 20:5, 6.

²¹ Kan denne „første opstandelse“ som Kristi 144.000 medarvinger til Riget får del i, være det samme som det apostelen Paulus taler om i Efeserbrevet 2:1-6? Her skriver apostelen følgende til de kristne i byen Efesus i Lilleasien i det første århundrede: „I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn. . . . Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser — af nåde er I frelst! Ja, han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus.“ — DA.

²² Da apostelen Paulus gjorde rede for den kristne omskærelse over for de kristne i Kolossæ i Lilleasien, skrev han ligeledes: „I ham er I også blevet omskåret med . . . Kristus-omskærelsen, idet I blev begravet med ham i dåben, og i den blev I også sammen med ham opvakt ved troen på Guds virkekraft, da han opvakte ham fra de døde. Ja, også jer, som var døde i jeres overtrædelser og uomskårne, syndige menneskenatur, jer levendegjorde Gud sammen med ham, da han tilgav os alle vore overtrædelser.“ — Kolossenserne 2:11-13, DA.

23. (a) Eftersom de nævnte skriftsteder sigter til en af de første oplevelser i den kristnes liv, hvad siger New Catholic Encyclopedia da om „den første opstandelse“? (b) Og hvad siger dette leksikon om dét at Satan er bundet i tusind år?

²³ Vi må indrømme at denne overgang fra døden til livet, som sker i billedlig eller åndelig forstand, er noget af det første man oplever som kristen. Ud fra den antagelse at denne oplevelse er det samme som den første opstandelse der nævnes i Åbenbaringen 20:5, 6, siger New Catholic Encyclopedia (copyright 1967) følgende i artiklen „Millennisme“:

. . . „Den første opstandelse“ symboliserer dåben, . . . hvorved man får del i Kristi opstandelse. . . . Alle de trofaste, både de på jorden og de i himmelen, får del i Jesu tusindårige herredømme, som er et symbol på hele den tid Kirken eksisterer, idet man ser på dens åndelige herlighed, fra Kristi opstandelse indtil den endelige dom . . . At Satan er bundet i den samme periode betegner at Satans indflydelse er blevet stærkt begrænset, men ikke fuldstændig fjernet. Mindskelsen af Satans indflydelse er et resultat af virkningen af Kristi forsoning. Efter en endelig kamp nær ved tidens ende . . . vil Satan blive fuldstændig besejret af Kristus. . . .

24, 25. Hvor længe har Kirken nu eksisteret siden pinsedagen i år 33, og hvad siger apostelen Paulus om at herske som konge i den kristne menighed på hans tid?

²⁴ Er denne fortolkning af „den første opstandelse“ i harmoni med det Johannes skrev i Åbenbaringen 20:1-6? Overvej følgende: Fra dengang den kristne menighed i Jerusalem begyndte at blive døbt med Guds hellige ånd under ugefesten i år 33, har „Kirken“ ikke kun eksisteret i tusind år, men næsten dobbelt så længe. Er der, i alle disse næsten to tusind år, noget medlem af den sande kristne menighed der har ’hersket’, eventuelt bare inden for menigheden?

²⁵ Hvem af apostlene „herskede“ på denne måde? Ikke apostelen Paulus! Han skrev nemlig til visse ærgerrige medlemmer af menigheden i Korint: „I er begyndt at herske som konger UDEN os, ikke? Ja, jeg ville virkelig ønske at I var begyndt at herske som konger, så vi også kunne herske som konger sammen med jer. Det forekommer mig nemlig at Gud har stillet os, apostlene, frem sidst, som mænd der er dømt til døden, for vi er blevet et skuespil for verden og for engle og for mennesker.“ (1 Korinter 4:8, 9) Han forklarede Timoteus, der var hans medarbejder i missionærtjenesten, at den kristne først kommer til at herske efter sin bogstavelige død: „Troværdig er udtalelsen: Hvis vi er døde sammen med ham, skal vi visselig også leve sammen med ham; hvis vi fortsat holder ud, skal vi også herske som konger sammen med ham; hvis vi fornægte ham, vil han også fornægte os.“ — 2 Timoteus 2:11, 12

26. Skal den kristne herske på jorden fra sin dåb, ifølge Jesu ord til laodikenserne?

²⁶ Og hvad med apostelen Johannes? Mens han var forvist til den romerske straffeø Patmos skrev han fra den opstandne Herre Jesus Kristus til de kristne i Laodikea: „Den der sejrer, ham vil jeg give at tage sæde med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde sammen med min Fader på hans trone.“ (Åbenbaringen 3:21) Der var udelukkende tale om at Jesu Kristi trofaste disciple skulle herske engang i fremtiden, efter deres bogstavelige død. De kristne skulle ikke herske her på jorden fra den dag de blev døbt i vand.

27, 28. (a) Taler Åbenbaringen 20:4 om at de bliver levende efter en billedlig død som de frivilligt erfarer ved at lade sig døbe i vand? (b) Med hvilket middel påføres døden, ifølge den symbolske skildring, og af hvilken grund? Hvilken slags død må det altså være en opstandelse fra?

²⁷ Ved hvilken form for opstandelse er det at „de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år“? Er det ved en billedlig opstandelse, eller ved en bogstavelig opstandelse fra døden og graven? Åbenbaringen 20:4 taler ikke om at de bliver levende efter den billedlige død som de frivilligt erfarer når de lader sig døbe i vand ligesom Jesus. Nej, der er tale om den død som de erfarer når de ’henrettes med økse’ fordi de har vidnet om Jesus og talt om Gud.

²⁸ De bliver ikke „henrettet med økse“ fordi de selv vælger det, men fordi Guds og Kristi fjender vælger det, og det sker efter at de er blevet døbt i vand og fordi de aflægger det vidnesbyrd at Jesus er Kristus og fordi de taler om at Gud er universets (også jordens) retmæssige Hersker. Denne ’henrettelse med økse’ bevirker i sidste ende at de dør rent bogstaveligt. Når de ’bliver levende’ og skal herske som konger, er det følgelig efter deres bogstavelige, fysiske død, og ikke efter en billedlig død i forbindelse med vanddåben. De begynder ikke at herske som konger på jorden efter en åndelig opstandelse som finder sted ved deres dåb i vand. Den opstandelse der tænkes på i Åbenbaringen 20:4-6 er den virkelige, bogstavelige opstandelse fra dødens søvn i Sheol, menneskehedens fælles grav.

29, 30. (a) Kan man sige at den anden død „ingen myndighed“ har over dem der blot har fået en billedlig opstandelse? (b) Hvad siger apostelen Paulus herom i Hebræerbrevet 10:26-31?

²⁹ Et andet punkt i beviskæden som vi ikke må overse, er dette: Åbenbaringen 20:6 siger: „Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over.“ Denne anden død skildres symbolsk som „ildsøen som brænder med svovl“. (Åbenbaringen 19:20; 20:14) Kan man sige at „den anden død“ ikke har nogen myndighed over dem der er blevet døbt i vand og som i åndelig forstand er blevet gjort levende da de var døde i deres overtrædelser og synder, og som i åndelig forstand er blevet oprejst og har fået sæde „i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus“? (Efeserne 2:1, 5, 6) Nej, det er stadig muligt for disse døbte kristne at falde fra under prøve her på jorden og at blive straffet med „den anden død“, fuldstændig tilintetgørelse. Derfor skrev apostelen Paulus advarende til de døbte, salvede kristne i Korint i Grækenland: „Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ (1 Korinter 10:12) Og i Hebræerbrevet 10:26-31 advares de døbte, salvede kristne med disse ord:

³⁰ „Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtage den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længer noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod. Enhver som har ladet hånt om Mose lov dør uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn. Hvor meget strengere straf mener I da ikke det menneske vil blive anset for værdigt til som har trådt på Guds søn og regnet pagtens blod hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi, og som med foragt har krænket den ufortjente godheds ånd? Vi kender jo ham der har sagt: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde;’ og endvidere: ’Jehova vil dømme sit folk.’ Det er frygtelig at falde i den levende Guds hænder.“

31. Hvad siger Hebræerbrevet 6:4-8 herom?

³¹ Og i Hebræerbrevet 6:4-8 læser vi: „Det er umulig med hensyn til dem som én gang for alle er blevet oplyst og som har smagt den himmelske frie gave, og som har fået andel i hellig ånd, og som har smagt Guds gode ord og den kommende tingenes ordnings kræfter, men som er faldet fra, atter at vække dem til sindsændring, fordi de for deres vedkommende igen pælfæster Guds søn og udsætter ham for offentlig skam. Jorden, for eksempel, som drikker regnen der ofte kommer på den, og som så frembringer vegetation velegnet for dem for hvis skyld den jo dyrkes, får til gengæld en velsignelse fra Gud. Men hvis den bærer torne og tidsler, forkastes den og er nær ved at blive forbandet; og det ender med at den bliver brændt.“

32. Hvilken slags opstandelse må de kristne have før „den anden død“ ikke mere har nogen myndighed over dem og ikke kan skade dem?

³² I betragtning af dette kan „den første opstandelse“ ikke være den billedlige opstandelse der følger efter vanddåben, for den døbte kan stadig straffes med „den anden død“, er underlagt dens myndighed. Der er tale om en virkelig, bogstavelig opstandelse fra Sheol til liv som en åndesøn af Gud i de usynlige himle hvortil Jesus Kristus selv steg op. På dem der opnår denne opstandelse opfyldes Jesu løfte: „Vis dig trofast indtil døden, og jeg vil give dig livets krone. Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer vil på ingen måde blive skadet af den anden død.“ (Åbenbaringen 2:10, 11) De der får del i „den første opstandelse“ kan ikke skades af „den anden død“ og er ikke underlagt dens myndighed, for ved deres opstandelse iklædes de udødelighed og uforgængelighed. — 1 Korinter 15:53, 54.

33. På hvilke to måder er det den første opstandelse?

³³ Nu forstår vi hvorfor denne opstandelse kaldes „den første opstandelse“. Det er fordi det drejer sig om samme slags opstandelse som den Jesus Kristus fik på tredjedagen efter sin død, hvorved han straks modtog livet i hele dets fylde og blev „den førstefødte af de døde“. (Åbenbaringen 1:5; Kolossenserne 1:18) Den finder sted før „de øvrige af de døde“ bliver levende. Den er ikke kun først i tid, men også i den forstand at den er den bedste opstandelse man kan opnå. Det er en opstandelse til uforgængeligt, udødeligt liv som en åndesøn af Gud i Guds egen himmel.

34. Hvordan er de der får del i „den første opstandelse“ hellige?

³⁴ Det er derfor med rette der siges: „Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse.“ (Åbenbaringen 20:6) De er virkelig ’hellige’, idet det ikke er muligt for dem at gøre sig skyldige i nogen troløshed der kunne føre til „den anden død“. I kraft af deres opstandelse får de mulighed for at være „Guds og Messias’ præster“ i himmelen, hvor de „skal herske som konger sammen med ham i de tusind år“. Til den tid vil Satan Djævelen ikke længere beherske verden.

Tusind bogstavelige år

35, 36. (a) Har de kristne, siden deres dåb, erfaret at Satans indflydelse er blevet mindsket som følge af „virkningen af Kristi forsoning“? (b) Hvordan ville det gå, efter Peters og Paulus’ råd at dømme?

³⁵ At Satan Djævelen og hans dæmonengle bindes og kastes i afgrunden betegner derfor ikke — som New Catholic Encyclopedia siger — at Satans indflydelse er blevet stærkt begrænset i den nuværende tingenes ordning, at hans indflydelse er blevet mindsket som følge af „virkningen af Kristi forsoning“. Sande kristne på jorden har afgjort ikke følt nogen mindskelse af Satans indflydelse, nogen stærk begrænsning af den, siden deres dåb i vand. Tværtimod fandt apostelen Peter det nødvendigt henimod slutningen af sit jordiske liv at advare de kristne: „Vær ædru, hold jer vågne. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ (1 Peter 5:8) Af samme grund gav apostelen Paulus dette råd:

³⁶ „Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast overfor Djævelens listige anslag; for os er kampen nemlig ikke imod blod og kød, men imod regeringerne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske. Grib derfor til den fulde rustning fra Gud, for at I må kunne stå imod på den onde dag og stå fast efter at have gennemført alt.“ — Efeserne 6:11-13.

37. Hvordan belyser Åbenbaringen 12:17 om Satan har været lænket i billedlig forstand siden Kristus genløste menneskeheden?

³⁷ Ydermere giver apostelen Johannes i Åbenbaringen 12:1-17 en symbolsk beskrivelse af Guds messianske riges fødsel og af hvad „den store drage“, „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan“, foretager sig efter at han er blevet kastet ud af himmelen og ned til jorden. Og som en særlig advarsel til de sande kristne her i det tyvende århundrede, hvor disse ting finder sted, tilføjer han: „Og dragen blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“ (Åbenbaringen 12:17) Lyder alt dette som om Satans magt og indflydelse over for de kristne er blevet stærkt begrænset efter deres dåb i vand? Var det på den måde Satan skulle bindes?

38. Hvem er det Satan skal hindres i at vildlede når han bindes og kastes i afgrunden?

³⁸ Hvad er for øvrigt formålet med at Satan Djævelen gribes, bindes og kastes i afgrunden, ifølge det apostelen Johannes selv siger? Det er at han ikke mere skal kunne „vildlede nationerne“ førend de tusind år er til ende. (Åbenbaringen 20:1-3) Med ordet „nationerne“ sigter Johannes ikke til de 144.000 døbte, salvede rigsarvinger, men til mennesker som ikke er ægte, sande disciple og efterlignere af Herren Jesus Kristus. Da Djævelen kastes ud af himmelen omtales han som „Satan, som vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) De 144.000 trofaste rigsarvinger er ikke en del af disse ’nationer’ på den beboede jord som vildledes. Når Satan Djævelen og hans dæmonengle bindes og kastes i afgrunden er det altså for at „nationerne“ — og ikke de 144.000 som får del i „den første opstandelse“ — ikke længere skal vildledes.

39. Har Satan vildledt nationerne i mere begrænset omfang siden pinsedagen i år 33? Hvad forudsiger Åbenbaringen 12:12?

³⁹ Kan man sige at Satan Djævelen har vildledt nationerne i begrænset, beskåret, mindsket omfang i de mere end nitten hundrede år der nu er gået siden den kristne menighed blev døbt med Guds hellige ånd den dag ugefesten blev fejret i Jerusalem i år 33? Findes der mon nogen som er så blind og så ukendt med menneskenes historie at han vil svare ja? Det har været lige omvendt. Og i dag, hvor menneskene rent videnskabeligt er mere oplyste end nogen sinde, vildledes verdens nationer som aldrig før, og det vil få langt alvorligere konsekvenser end tidligere. Hvorfor? Fordi dette internationale bedrag fra Satans og hans dæmoners side vil ende med at alle de vildførte nationer tilintetgøres i meget nær fremtid. Ikke uden grund sagde den ’høje røst i himmelen’, da Satan Djævelen blev styrtet ned derfra: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:10-12.

40, 41. (a) Hvilken påstand som religiøse ledere fremsætter vedrørende de tusind år hvori Satan bindes, er således modbevist? (b) Hvad har menneskeheden behov for at der sker, rent bogstaveligt? Hvem sætter nu deres håb til Kristi tusindårsrige?

⁴⁰ Den påstand som fremføres af religiøse ledere i kristenheden om at de „tusind år“ hvori Satan Djævelen befinder sig i afgrunden, ikke skal opfattes bogstaveligt men blot som „hele den tid Kirken eksisterer“ på jorden (allerede over 1900 år), er således modbevist.

⁴¹ Ifølge Bibelens tidsregning vil det syvende millennium af menneskehedens eksistens på jorden snart begynde, ja inden for dette slægtled. Nu, mere end nogen sinde, har jordens indbyggere behov for at Satan Djævelen rent bogstaveligt bindes og kastes i afgrunden. De verdensbegivenheder der vil finde sted umiddelbart forud for dette, er nu lige ved at begynde, og menneskehedens store modstander og undertrykker vil derefter blive kastet i afgrunden, som vil blive forseglet over ham i ti århundreder. Kristi og hans opstandne menigheds kongelige herredømme i tusind år med fred og velsignelser til menneskeslægten ligger foran os, med alle de storslåede muligheder dette indebærer! En „stor skare“ indviede bibeltroende som nu sætter deres håb til Kristi tusindårsrige har fået guddommelig forsikring om at de vil bevare livet og komme til at opleve denne den herligste periode i hele menneskehedens historie. Hvilke velsignede fremtidsudsigter!

42. Hvilke spørgsmål opstår vedrørende ’den store skares’ indstilling til herskerne i de tusind år, og hvad er det derfor på sin plads at vi overvejer?

⁴² Vil de der udgør denne ’store skare’ blive trætte af at være underlagt de samme herskere i tusind år? Vil de, længe før denne periode udløber, ønske en ny regering og kræve nye herskere indsat ved et demokratisk valg? Eller vil de tværtimod lære at elske disse himmelske præster og konger mere og mere, og være taknemmelige for at de forbliver i deres embede hele den tid Gud har fastsat? Det er alvorligt mente spørgsmål, for under det kommende tusindårsrige vil medlemmerne af ’den store skare’ få mulighed for at leve lige så længe som den himmelske regering sidder inde med magten — i tusind år, og derefter videre i al evighed. Når vi nu overvejer svarene på disse interessante spørgsmål, vil det være på sin plads at vi mere grundigt undersøger hvordan disse konger og præster vil være, og hvor betydningsfuld deres tjeneste vil være for hele menneskeheden, både dem der overlever og de døde. (2 Timoteus 4:1) Det vil sige at vi må betragte deres baggrund og se hvad den højeste Gud har krævet af dem for at regne dem værdige til at tjene som konger og præster i tusind år.

[Illustration på side 32]

Fasces

Kapitel 4

Konger i tusind år uden efterfølgere

1. Siden hvis tid har der eksisteret utilfredsstillende, menneskeskabte riger?

MENNESKESKABTE riger har ikke kunnet dække menneskenes behov. Allerede i det toogtyvende århundrede før vor tidsregning, altså for mere end 4150 år siden, opstod de første menneskeskabte riger. Den første jordiske konge man har optegnelser om er Nimrod, en oldesøn af Noa, arkens bygmester. Ifølge beretningen i Første Mosebog 10:8-12 ser det ud til at Nimrod gjorde sig selv til konge.

2. (a) Hvordan så Noa på det at være konge? (b) Hvilken slags regering foretrækker de fleste mennesker i dag?

² Noa levede endnu da Nimrods rige blev oprettet, men det var ikke ham der gjorde Nimrod til konge af Babel eller Babylon. Noa gjorde ikke engang sig selv til konge, men fortsatte med blot at være det patriarkalske overhoved for den voksende menneskeslægt. (1 Mosebog 9:28, 29; 10:32 til 11:9) I dag er de fleste folkeslag blevet trætte af at have konger som sidder inde med magten og giver den videre i kraft af en arvefølge inden for samme slægt. De fleste foretrækker tydeligvis folkestyre, demokratiske republikker med folkevalgte ledere. I sådanne demokratiske lande bliver folk hurtigt trætte af deres regering, hvis medlemmer hovedsagelig kommer fra det samme politiske parti, og de søger en forandring ved at indvælge kandidater fra et andet parti.

3. Hvem er blevet træt af menneskeskabte riger, og hvad lod han erklære dér hvor det første menneskeskabte rige opstod?

³ Menneskene er ikke de eneste der er blevet trætte af de menneskeskabte kongedømmer med deres herskerslægter. Gud er også træt af dem. Ja, Gud er i virkeligheden træt af alle de menneskeskabte regeringer der findes på jorden i dag.a Uanset om mennesker har fået nok af dem, har han. Det er i virkeligheden på hans ejendom (jorden) at disse menneskeskabte regeringer har udøvet deres dårlige, utilfredsstillende, utilstrækkelige styre. Af den grund har han, netop dér hvor den første jordiske konge kom til magten, nemlig i Babylon, ladet erklære at han til sin egen fastsatte tid vil tilintetgøre alle disse menneskeskabte regeringer for at bane vej for sin søns, Jesu Kristi, tusindårige herredømme. Ved sin profet Daniel sagde han til Nebukadnezar, Babylons konge: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Daniel 2:44.

4, 5. (a) Hvilke herskere over menneskeheden er genstand for Guds kærlighed? (b) Når disse herskere elsker Gud, hvem vil de så også elske, følge apostelen Johannes?

⁴ Ifølge denne sin hensigt elsker himmelens Gud ikke disse konger og de øvrige politiske herskere på jorden. De elsker heller ikke ham, selv om mange af dem måske er konger og politiske herskere i det der kaldes kristenheden. Hvis de virkelig elskede ham ville de gøre det som hans søn, Jesus Kristus, sagde til sine disciple: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed,“ og de ville ikke beklæde politiske embeder i en menneskeskabt regering i dag. (Mattæus 6:33) Det er meget vigtigt for menneskeheden at den har en konge som himmelens Gud elsker. I menneskehedens interesse må en sådan konges medregenter også være personer som Gud elsker. Gud vil netop lade dem beklæde deres embede fordi han elsker dem. Ja, det er derfor han indsætter dem i dette embede. De på deres side elsker den eneste levende og sande Gud, og vil fortsat gøre det. Det indebærer at de også vil elske menneskene på jorden. Apostelen Johannes skrev om dette:

⁵ „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder.“ — 1 Johannes 4:20, 21.

6. Hvordan har det berørt menneskeheden at de politiske herskere våger over deres grænser og deres suverænitet?

⁶ Jordiske konger og andre politiske herskere har våget meget skinsygt over deres landegrænser, der har rejst skranker mellem de forskellige nationer og folkeslag. Hver politisk hersker søger at bevare magten inden for sit eget område, og han forventer at indbyggerne i dette område er loyale mod ham. Under den nuværende tingenes ordning er jorden blevet delt op i mange lande og stater der hver især gør krav på national suverænitet, og dette har ikke tjent til at forene menneskeheden. Mange nationer rivaliserer med hinanden. Dette rejser et interessant spørgsmål.

7. Hvad er Guds hensigt vedrørende det himmelske herredømme over jorden, og hvordan fremgår dette af Åbenbaringen 14:1-5?

⁷ Det er ikke Guds hensigt at Jesus Kristus skal være enehersker i de tusind år. Guds elskede søn skal ikke stå som den eneste konge på det himmelske Zions bjerg, regeringssædet. Apostelen Johannes fortæller: „Jeg så, og se! Lammet stod på Zions bjerg, og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. . . . Og de synger ligesom en ny sang foran tronen og foran de fire levende skabninger og de ældste; og ingen var i stand til at lære den sang uden de hundrede og fireogfyrre tusind, som er blevet købt fra jorden. . . . Det er dem der bliver ved med at følge Lammet hvor det end går hen. Disse er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet, og i deres mund er der ikke fundet løgn; de er dadelfri.“ — Åbenbaringen 14:1-5.

8. Hvilke spørgsmål opstår med hensyn til sprog og territorier i forbindelse med de 144.000 rigsarvingers myndighed?

⁸ Jorden får altså 144.001 kongelige herskere. Vil det sige at jorden skal deles op i 144.000 områder, ét til hver af de 144.000 herskere, og at indbyggerne i hvert område skal være ansvarlige over for deres bestemte hersker, der regerer som konge under overkongen Jesus Kristus? Vil en sådan opdeling af jordens indbyggere ikke medføre grænser, uanset om de markeres synligt eller ej, og vil dette ikke sætte et vist skel mellem dem der bor på hver side af grænserne? Og skal der så sættes en tidligere kinesisktalende rigsarving over et område med en kinesisktalende befolkning, en russisktalende rigsarving over en russisktalende befolkning, en engelsktalende rigsarving over en engelsktalende befolkning, og så fremdeles? Vil der stadig være sprogskranker, til hinder for gensidig forståelse?

9. (a) Hvor kommer de 144.000 rigsarvinger fra, og hvilken befaling fra Jesus er dette i overensstemmelse med? (b) Hvilket spørgsmål stiller vi i forbindelse med de forskellige sprog de taler?

⁹ Det er ganske naturligt at man stiller sådanne spørgsmål. Men hertil må vi sige at Bibelen ikke oplyser hvilke opgaver der gennem overkongen Jesus Kristus vil blive tildelt de enkelte af hans 144.000 medarvinger når de får kongeværdighed. Op gennem de nitten hundrede år der er gået siden den kristne menighed blev grundlagt i år 33, er disse 144.000 Kristi medarvinger blevet udtaget af nationer, folk og stammer der taler mange forskellige sprog. Da den opstandne Jesus Kristus var sammen med sine disciple i Galilæa nogle dage før han vendte tilbage til himmelen, sagde han til dem: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem.“ (Mattæus 28:19) Skal vi mene at de 144.000 medkonger, i himmelen, i Rigets herlighed, vil være delt op i sproggrupper og behøve tolke for at forstå hinanden? Apostelen Paulus skrev om „menneskers og engles tungemål“. — 1 Korinter 13:1.

10. Hvilket sprog vil de 144.000 få i himmelen, og hvordan vil det gå med de sprog de før talte på jorden?

¹⁰ De 144.000 opstandne, herliggjorte medkonger vil utvivlsomt alle tale det samme himmelske sprog, et sprog som de får samtidig med at de oprejses fra de døde i deres nye åndelige legemer. Det vil ikke sige at deres tidligere, jordiske sprog vil blive udslettet af deres hukommelse. Nej, for det vil være ved hjælp af det sprog de tidligere talte som mennesker de vil bevare deres identitet og kunne genkende sig selv. Men når de opstår til liv i himmelen vil de tale samme sprog som Herren Jesus Kristus, og han vil tale det sprog som hans himmelske Fader, Jehova Gud, taler.

Én menneskeslægt, ét sprog

11. Hvad vil der i tusindårsriget ske med de sprogskranker der i dag findes på jorden? Hvordan? Hvorfor?

¹¹ Også på jorden vil de sprogskranker der i dag skiller menneskene, blive fjernet under Kristi og hans 144.000 medkongers tusindårige herredømme. Det var Guds oprindelige hensigt at jorden skulle opfyldes i passende omfang med mennesker som talte et fælles sprog, det sprog som deres første jordiske fader, den fuldkomne Adam, talte. I begyndelsen, i Edens have, havde menneskeslægten kun ét sprog. Efter den jordomspændende vandflod på Noas tid gav Gud menneskeheden en ny, retfærdig start med kun ét sprog, det sprog som den retfærdige Noa, Adams efterkommer i tiende led, talte. Menneskene havde dette sprog fælles indtil forsøget på at bygge Babelstårnet.

12. Hvordan vil Gud ophæve den sprogforvirring han skabte ved Babelstårnet?

¹² Da tårnbyggerne forenede deres bestræbelser i en forkert retning, ødelagde den almægtige Gud deres enhed. Hvordan? Ved at forvirre deres sprog og således få dem til at dele sig i sproggrupper og flytte ud til forskellige egne af jorden. (1 Mosebog 11:1-9) I harmoni med sin oprindelige hensigt vil Gud føre hele menneskeheden tilbage til ét fælles sprog, det sprog han gav vores første jordiske fader, blot med et langt større ordforråd, muligvis med smukke træk fra nogle af de sprog han udtænkte ved Babelstårnet.

13. Hvem vil således få et midlertidigt sprogproblem, men hvilke goder vil denne ordning medføre?

¹³ For dem der levede før Vandfloden, og ligeledes for de otte der overlevede i arken, vil dette ikke frembyde noget større problem når de bliver oprejst fra de døde til liv på jorden under Guds tusindårsrige. Men for langt de fleste af dem der ellers kommer til at leve til den tid, vil det betyde at de må lære et nyt sprog, det sprog Gud ønsker at hele menneskeslægten skal tale. Med de gode sproglærere som Riget vil benytte, skulle dette ikke blive noget større problem. Og spædbørn som får en opstandelse kan lige fra den tidligste barndom lære at tale det nye sprog. På denne måde vil alle blive i stand til at tale direkte med hinanden, og enhver vil fuldt ud forstå de vendinger og udtryk de øvrige benytter. Hvilken forenende virkning vil dette ikke have på menneskeslægten! Tænk blot, alle vil blive i stand til selv at læse de inspirerede hebraiske skrifter og se hvordan alle deres profetier er gået i opfyldelse og ligeledes at de indeholder en nøjagtig historisk beretning frem til profeten Malakias’ tid!b Da vil de retskafne kunne sige som apostelen Paulus: „Lad Gud blive fundet sandfærdig, selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner.“ — Romerne 3:4.

14. Hvorfor vil de nuværende skranker mellem mennesker fra forskellige racer, nationer og stammer ikke eksistere for dem der får del i den første opstandelse?

¹⁴ Som det går sprogskrankerne, vil det også gå de skranker der skyldes race, nation og stamme. For de 144.000 rigsarvinger som får del i „den første opstandelse“ vil alle sådanne skranker høre fortiden til. Disse skranker er knyttet til kødet, og de 144.000 opstår ikke i det kødelige legeme de tidligere havde her på jorden, for der står skrevet: „Dette siger jeg [apostelen Paulus], brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forgængeligheden arver heller ikke uforgængeligheden.“ (1 Korinter 15:50) „Selv om vi [de kristne] har kendt Kristus efter kødet, så kender vi ham afgjort ikke sådan mere.“ (2 Korinter 5:16) I „den første opstandelse“ får de 144.000 rigsarvinger „guddommelig natur“, ikke menneskelig natur med alle de skranker der findes i dag fordi der er forskellige racer, nationer og stammer. (2 Peter 1:4) De vil alle være brødre i en særlig himmelsk familie, som børn af Gud: „Når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger.“ (Romerne 8:17) Som følge af deres ’guddommelige natur’ vil der således råde enhed iblandt dem.

15, 16. (a) Hvordan overvinder de 144.000 rigsarvinger jordiske, menneskelige hindringer for at bevare enheden? (b) Hvilken bøn som Jesus henvendte til Gud på deres vegne, efterlever de?

¹⁵ Men allerede mens disse 144.000 rigsarvinger prøves i kødet her på jorden, udgør de en enhed på tværs af de skranker der ellers skiller mennesker af forskellige racer, nationer og stammer. Efter kødet er de „disciple af folk af alle nationerne“. (Mattæus 28:19) Men de er først og fremmest Kristi disciple, og de lader deres tilhørsforhold til en bestemt race, nation eller stamme komme i anden række. Det at de er Kristi døbte disciple forener dem og overvinder enhver kødelig, jordisk hindring. Det er grunden til at de erklærer sig og bevarer sig strengt neutrale i denne verdens racekampe, stammefejder og internationale stridigheder og ikke tager del i politik, hverken på lokalt, nationalt eller internationalt plan. De holder sig nøje til det Jesus Kristus sagde om dem i en bøn til Gud:

¹⁶ „Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem som du har givet mig; for de er dine . . . Jeg har givet dem dit ord, men verden har hadet dem, fordi de ikke er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden. . . . Og jeg har givet dem den herlighed som du har givet mig, for at de må være ét ligesom vi er ét. Jeg i samhørighed med dem og du i samhørighed med mig, for at de må blive fuldkommengjort til ét, så at verden kan vide at du har udsendt mig og at du har elsket dem ligesom du har elsket mig.“ — Johannes 17:9-23.

Mennesker af alle nationer holder fred med hinanden

17. (a) Hvordan har de 144.000 ikke efterlignet jøderne og religionsudøverne i kristenheden? (b) Hvilken bibelsk regel vil de som himmelske konger håndhæve blandt jordens indbyggere?

¹⁷ Det er grunden til at de 144.000 rigsarvinger ikke har løftet våben mod hinanden, sådan som katolikker har kæmpet mod katolikker, græsk-ortodokse mod græsk-ortodokse, protestanter mod protestanter, og kødelige jøder mod kødelige jøder, fordi deres landes regeringer har udkæmpet blodige krige mod hinanden. Disse rigsarvinger er ikke gået ud for at gøre disciple med evangeliet eller Bibelen i den ene hånd og sværdet eller maskingeværet i den anden. Skønt de kommer fra mange forskellige nationer har de fulgt det princip der fremsættes i profetien i Esajas 2:4: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ Og når de selv har holdt fast ved denne guddommelige regel i deres liv på jorden, vil de også håndhæve den når de er konger over jorden, og kræve at deres undersåtter på jorden følger det samme fredelige princip.

18. Hvilken anden international gruppe på jorden følger dette bibelske princip, som forudset af apostelen Johannes?

¹⁸ Som en glædelig optakt til dette findes der allerede nu en stor international skare som samarbejder med resten af Rigets arvinger og som netop følger dette fredelige princip. Det er den bemærkelsesværdige skare der ifølge profetien skulle samle sig i den periode af verdenshistorien vi nu oplever, som beskrevet af apostelen Johannes: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet [Jesus Kristus], klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.‘. . . ’Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel; og han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem.’“ — Åbenbaringen 7:9-15.

19. Hvilket forhold hersker der allerede nu blandt de mennesker Guds nye ordning vil begynde med, og hvilke ord af apostelen Peter vil de følge?

¹⁹ Eftersom Jehova Gud slår sit beskyttende telt op over denne ’store skare’ og fører den sikkert gennem den forestående „store trængsel“, vil de der kommer ind i den nye tingenes ordning som Gud opretter på jorden, udgøre en fredelig international skare. De krigsførende nationer vil da være borte! Det jordiske samfund i Guds nye orden vil begynde med en stor skare hvis medlemmer allerede nu holder fred med hinanden. Af kærlighed til det evige liv vil de fortsat handle i overensstemmelse med de ord apostelen Peter citerede: „Lad den der vil elske liv og se gode dage holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig, og lad ham vende sig fra ondt og gøre godt; lad ham søge fred og jage efter den.“ — 1 Peter 3:10, 11; Salme 34:13-15.

20. (a) Hvilken bibelprofeti vil Kristus opfylde, idet han ikke tillader at denne fred forstyrres? (b) Hvordan vil Kristi herredømme blive som Salomons?

²⁰ Efter „den store trængsels“ uvejr vil freden stråle som en regnbue over hele den rensede jord. Jehovas konge i de tusind år, Lammet Jesus Kristus, vil ikke tillade at freden forstyrres. Han vil fuldt ud opfylde den profeti der blev udtalt om ham for længe siden: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers [Jehovas]c nidkærhed gør det.“ (Esajas 9:6, 7) Lad os huske at Jesus Kristus er „mere end Salomon“. (Mattæus 12:42) I de fyrre år Davids søn Salomon var konge rådede der fred i landet, i overensstemmelse med selve navnet Salomon, der betyder „fredelig“. Jesus Kristus vil imidlertid bevare freden i tusind år.

„Over Davids trone og over hans rige“

21. Fra hvis trone og rige kan Fredsfyrstens herredømme, og hans riges fred, ikke adskilles?

²¹ Hvis vi læser Esajas 9:6, 7 en gang til, lægger vi mærke til at Fredsfyrstens herredømme forbindes med ’Davids trone og hans rige’. Vi kan ikke tage løftet om varig fred ud af sammenhængen og adskille det fra den trone og det rige der tilhørte David, som var konge i Jerusalem fra år 1070 til 1037 f.v.t. Løftet er ikke gjort afhængigt af De forenede Staters præsident eller af De forenede Nationer, den menneskeskabte organisation for verdensfred og sikkerhed. På hvilket grundlag kan vi sige dette?

22. (a) På hvilket grundlag ville Jehovas nidkærhed opfylde denne profeti? (b) Hvordan var David, religiøst set?

²² Det kan vi fordi hærskarers Jehova på et tidligt tidspunkt i kong Davids regeringstid i Jerusalem sluttede en ubrydelig pagt med ham eller gav ham et sikkert løfte. Hvad var baggrunden for dette? Jo, David var hverken ateist eller agnostiker. Han var en meget religiøs mand, men ikke på samme måde som afgudsdyrkerne eller polyteisterne i den tids ikke-israelitiske nationer. Hvis man læser de mange salmer eller lyriske digte som David skrev og som findes i Salmernes bog, vil man se at han var en helhjertet tilbeder af Jehova, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. I en af sine bedst kendte salmer, Salme 23, skrev han: „[Jehova] er min hyrde, mig skal intet fattes . . . Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage, og i [Jehovas] hus skal jeg bo gennem lange tider.“ (Salme 23:1, 6) Og i Salme 40:9, 10 skrev han: „’At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.’ I en stor forsamling forkyndte jeg retfærd, se, mine læber lukked ikke; [Jehova], du ved det.“

23, 24. (a) Hvad ønskede David at gøre da han havde bragt Guds pagts ark til Jerusalem? (b) Hvad sagde Jehova til David angående dette?

²³ Nogle måneder efter at kong David havde gjort Jerusalem til sin hovedstad, lod han pagtens hellige ark, „Guds ark“, føre op til Jerusalem og lod den anbringe i et telt han havde rejst til den i nærheden af sit kongelige palads. Han følte imidlertid hvor stor forskel der var mellem hans egen prægtige bolig, „et cedertræshus“, og det telt Jehovas pagts ark stod i. Til sidst foreslog han profeten Natan at han ville bygge Jehovas ark et værdigt tempel. (2 Samuel 7:1-3) Men Gud sendte David denne besked:

²⁴ „Du har udgydt meget blod og ført store krige; du må ikke bygge mit navn et hus, thi du har udgydt meget blod på jorden for mit åsyn. Se, en søn skal fødes dig; han skal være en fredens mand, og jeg vil skaffe ham fred for alle hans fjender rundtom; thi hans navn skal være Salomon, og jeg vil give Israel fred og ro i hans dage. Han skal bygge mit navn et hus.“ — 1 Krønikebog 22:8-10.

25. Hvilket hus lovede Jehova at bygge David, som et udtryk for sin værdsættelse?

²⁵ Dette ville ikke sige at Jehova ikke værdsatte Davids kærlige ønske om at bygge et tilbedelseshus til ære for Guds navn. Det gjorde Jehova, og for at vise sin værdsættelse oprettede han en pagt eller udtalte et højtideligt løfte om at bygge David et hus, ikke et bogstaveligt hus men et kongehus i Davids slægt. Profeten Natan overbragte kong David disse ord: „Så kundgør [Jehova] dig nu: Et hus vil [Jehova] bygge dig! . . . Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ — 2 Samuel 7:11-16.

26. Hvad sagde David taknemmeligt i bøn om Jehovas navn og om Jehovas hensigt vedrørende dette „hus“?

²⁶ I taknemmelighed over denne guddommelige pagt sagde David i bøn: „Så opfyld da, [Jehova], Gud, til evig tid den forjættelse, du udtalte om din tjener og hans hus, og gør, som du sagde! Da skal dit navn blive stort til evig tid, så man siger: Hærskarers [Jehova], Gud over Israel! Og din tjener Davids hus skal stå fast for dit åsyn. Thi du, Hærskarers [Jehova], Israels Gud, har åbenbaret for din tjener: Jeg vil bygge dig et hus! Derfor har din tjener fundet sit hjerte til at bede denne bøn til dig. Derfor, Herre, [Jehova], du er Gud, og dine ord er sandhed! Du har givet din tjener denne forjættelse, så lad det behage dig at velsigne din tjeners hus, at det til evig tid må stå fast for dit åsyn. Thi du, Herre, [Jehova], har talet, og med din velsignelse skal din tjeners hus velsignes evindelig!“ — 2 Samuel 7:25-29.

27. Hvad sagde Jehova ved Esajas, og senere ved Ezekiel til kong Zedekias, for at vise at han stadig holdt fast ved rigspagten med David?

²⁷ Den suveræne Herre Jehova bønhørte David. Det er grunden til at Jehova over tre hundrede år senere, ved sin profet Esajas, erklærede at hans nidkærhed ville grundfæste Fredsfyrstens herredømme „over Davids trone og over hans rige“ og fæstne eller opretholde det „fra nu og til evig tid“. (Esajas 9:6, 7) Over hundrede år senere, da riget med Davids efterkommere på tronen i Jerusalem stod for at skulle tilintetgøres, viste Jehova at han endnu holdt fast ved sin rigspagt med David, idet han erklærede at retten til kongedømmet ikke skulle vige fra Davids hus. Henvendt til Zedekias, den sidste konge på Davids trone i Jerusalem, sagde Jehova ved sin profet Ezekiel: „Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten [den juridiske ret, NW] til det; ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:25-27.

28. (a) Hvornår blev Davids trone omstyrtet, og hvilken myndighed fik Zerubbabel over Juda halvfjerds år senere? (b) Hvad profeterede Zakarias vedrørende Davids hus?

²⁸ Davids trone blev omstyrtet da Jerusalem blev ødelagt i år 607 f.v.t., og de overlevende jøder blev ført i landflygtighed til Babylon. Halvfjerds år senere blev en rest gudfrygtige jøder udfriet fra Babylon og vendte tilbage til Judas land for at bygge et andet tempel der hvor det første havde ligget, det tempel som kong Salomon havde opført i Jerusalem. Zerubbabel, Sjealtiels søn, der var en efterkommer af kong David, blev gjort til statholder over Juda og Jerusalem. Jehova oprejste profeterne Haggaj og Zakarias for at tilskynde Zerubbabel til at sætte gang i arbejdet med at genopbygge templet. Som et udtryk for at han stadig var loyal mod sin rigspagt med David, inspirerede han profeten Zakarias til at sige: „På hin dag skal en kilde vælde frem for Davids hus og Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed.“ — Zakarias 13:1.

29. Hvornår fik Jerusalem og Juda en edomitisk konge, og hvilket spørgsmål har nogle måske haft vedrørende rigspagten med David?

²⁹ Der gik nu over fire hundrede år, og landet Palæstina blev underlagt det romerske imperium. Udnævnt af det romerske senat blev en ikke-jøde, en edomit ved navn Herodes den Store, konge over Jerusalem og provinsen Judæa. Havde Jehova Gud nu, efter disse mange hundrede år, glemt alt om den pagt han indgik med David om et evigt rige, om freden der skulle være uden ende? Der var i alt gået over tusind år siden Gud havde oprettet pagten, så var den nu ikke blevet forældet, værdiløs, tilsyneladende sat ud af kraft? Mennesker uden tro har måske haft denne opfattelse. Men hvordan så Gud på det?

Kong Davids evige arving fødes

30, 31. (a) Hvilken slægtslinje fra kong David holdt Jehova øje med? (b) Hvis datter i denne slægtslinje lagde Jehova mærke til, og hvem blev hun forlovet med?

³⁰ Den almægtige Gud som oprettede denne rigspagt, glemmer ikke. Han havde ikke tænkt sig at svigte sit pagtsløfte til David. Han holdt hele tiden øje med de mandlige efterkommere af den trofaste kong David hvem han havde lovet at bygge et kongehus. Han så at der fra David udgik en slægtslinje som ikke gik gennem kong Salomon, men gennem Natan, en anden af Davids sønner. Denne slægtslinje fortsatte gennem tyve andre og nåede så frem til Zerubbabel, der blev statholder i Jerusalem på profeten Zakarias’ tid. Zerubbabel fik en søn ved navn Resa. Efter ham fortsatte slægtslinjen uden afbrydelse gennem seksten led, hvorefter Eli, en søn af Mattat, blev født. (Lukas 3:23-31) Da lagde Gud mærke til, ikke en søn, men en datter af Eli. Hun fødtes i byen Betlehem i den romerske provins Judæa i sidste halvdel af det første århundrede f.v.t. Hun kom til at hedde Maria.

³¹ På et eller andet tidspunkt flyttede Maria nordpå til byen Nazaret i den romerske provins Galilæa. Da hun dér nåede den giftefærdige alder, blev hun forlovet med en tømrer ved navn Josef, Jakobs søn, der også boede i Nazaret.

32. Hvorfor passede det udmærket ind i Guds hensigt at hun skulle giftes med Josef, og hvilket spørgsmål opstod vedrørende Davids arving?

³² Denne forlovelse passede udmærket ind i Guds hensigt. Hvorfor det? Fordi Josef, der ganske vist var en almindelig tømrer i den uanselige by Nazaret, var en efterkommer af kong David, ikke gennem Natan, men gennem Davids efterfølger på tronen, Salomon. Josef kunne altså juridisk gøre fordring på sin kongelige forfader Davids trone. Skulle Josef nu rent biologisk blive fader til kong Davids lovede evige arving?

33, 34. (a) Hvorfor viste Jehova at han var med Maria? (b) Hvilken profeti som Jakob havde fremsat på sit dødsleje, kom et skridt nærmere sin opfyldelse på grund af det der nu skete?

³³ Før brylluppet fandt sted og Josef hjemførte Maria som sin ægteviede hustru skete der noget højst usædvanligt, noget som folk her i det tyvende århundrede, i denne ’hjernealder’, nægter at tro på. Det var nu henimod slutningen af år 3 f.v.t. Det var et tidspunkt som Gud havde afmærket, et tidspunkt han længe havde set frem til. Det der pludselig skete, vidnede om at Gud var med Maria, Elis datter, ikke blot fordi hun var en gudfrygtig jødisk pige, men fordi hun tilhørte Davids kongelige slægt af Judas stamme. Det der fandt sted, var et skridt hen imod opfyldelsen af den inspirerede profeti som patriarken Jakob havde udtalt i forbindelse med sin fjerde søn, Juda. Helt tilbage i år 1711 f.v.t. havde den døende Jakob sagt om Juda:

³⁴ „En løveunge er Juda. . . .ja, som en løvinde, hvo tør vække ham! Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører [eller Silo], kommer, ham skal folkene lyde.“ — 1 Mosebog 49:8-10.

35, 36. (a) Hvilket mirakel havde Gud udvirket for Elisabet, Marias aldrende slægtning? (b) Hvad sagde engelen Gabriel til Maria vedrørende Guds hensigt med Davids trone?

³⁵ Hvordan viste Gud nu at han var med Maria, denne unge jomfru af Judas stamme og af Davids kongelige slægt? Han gjorde noget for Maria som var større end det han havde gjort for en aldrende slægtning til Maria, en kvinde ved navn Elisabet, der var gift med levitpræsten Zakarias. Gud havde mirakuløst genoplivet Zakarias’ og Elisabets forplantningsevne, med det resultat at hun nu var i sjette måned og snart skulle føde en søn der ville blive kaldt Johannes Døber. Hvad gjorde Gud så for den jødiske jomfru Maria, der endnu kun var trolovet med tømreren Josef? Lægen Lukas fortæller:

³⁶ „I hendes sjette måned blev engelen Gabriel udsendt fra Gud til en by i Galilæa ved navn Nazaret, til en jomfru der var lovet bort til ægteskab med en mand ved navn Josef af Davids hus; og jomfruens navn var Maria. Og engelen kom ind til hende og sagde: ’Vær hilset, du højt begunstigede, Jehova er med dig.’ Men hun blev dybt foruroliget over det han sagde og begyndte at spekulere på hvad dette kunne være for en hilsen. Så sagde engelen til hende: ’Vær ikke bange, Maria, for du har fundet yndest hos Gud; og se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.’“ — Lukas 1:26-33.

37. Hvordan forklarede Gabriel Maria at hun skulle føde en søn uden en jordisk faders medvirken?

³⁷ Det betød at Marias kommende ægtemand, Josef, ikke skulle være den virkelige fader til Jesus! Hvad for noget? Skulle hun føde en søn som ikke havde nogen jordisk fader? For at forklare hende hvordan denne mirakuløse jomfrufødsel ville blive mulig, sagde engelen Gabriel videre: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn. Og se! Elisabet, din slægtning, også hun har undfanget en søn, i sin alderdom, og dette er den sjette måned for hende der kaldes ufrugtbar; for intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“ — Lukas 1:34-37.

38. Hvad skete der nu med Maria, og hvem ville hendes barn være søn af?

³⁸ Indvilligede Maria i at blive den jordiske moder til ham der skulle være kong Davids evige arving? Lukas 1:38 oplyser: „Da sagde Maria: ’Se! Jehovas trælkvinde! Måtte det gå mig som du har sagt.’ Så forlod engelen hende.“ Derefter kom hellig ånd over Maria, og kraft fra den højeste Gud overskyggede hende. Hun blev således gravid på grund af et mirakel, og ikke ved sin kommende ægtemand, Josef. Det betød at Jehova Gud, den Højeste, var Fader til det barn hun nu havde undfanget og som skulle få navnet Jesus. Andre steder viser Bibelen at det var sin elskede, enestefødte søn i himmelen hvis liv Jehova Gud overførte til en ægcelle i Maria så hun blev frugtsommelig. (Johannes 3:16; Filipperne 2:5-11) Der var intet uhelligt ved dette. Derfor skulle det der fødtes „også kaldes helligt, Guds søn“. Alt dette skete til Guds fastsatte tid, som der står skrevet: „Da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde og som blev født under lov [Moseloven].“ — Galaterne 4:4.

Den evige arving til rigspagten

39. (a) Hvem skulle gøre Marias søn Jesus til konge over Jakobs hus? (b) Hvilken ret arvede Jesus fra Maria?

³⁹ Det engelen Gabriel sagde til Maria viste tydeligt at hendes søn Jesus skulle være kong Davids evige arving: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Lukas 1:32, 33) Det var ikke jøderne for nitten hundrede år siden og heller ikke de kødelige jøder i dag der skulle give Jesus hans forfader Davids trone. Det var hans himmelske Fader, Jehova Gud, der ville give ham denne trone med det tilhørende herredømme, der i Davids tilfælde kun var „over Jakobs hus“, Israels tolv stammer som patriarken Jakob var stamfader til. Som følge af den jødiske jomfru Marias afstamning kom hendes førstefødte søn til at tilhøre Davids kongelige slægt, og i kraft af hende blev Jesus født med retten til Davids rige. Som bevis på dette blev apostelen Paulus inspireret til at skrive følgende om den gode nyhed fra Gud: „Nyheden om hans søn, som efter kødet er kommet af Davids sæd, men som efter helligheds ånd med kraft er blevet fastslået at være Guds søn ved opstandelse fra de døde — ja, Jesus Kristus vor Herre.“ — Romerne 1:1-4.

40. (a) Hvad følte Josef sig forpligtet over for Gud til at gøre i forbindelse med Marias søn Jesus, og hvad gav han således Jesus? (b) Hvem siger Lukas at Josef er søn af, og hvorfor?

⁴⁰ Da det viste sig at Maria var gravid fik hendes kommende ægtemand en forklaring på hvordan det var gået til, og han fik at vide at han skulle hjemføre Maria som sin hustru. Det gjorde Josef, dér i Nazaret. Han anerkendte at han over for Gud var forpligtet til at adoptere Guds søn med Maria som sin egen førstefødte og derved give Jesus den juridiske ret til Davids trone, idet han, Josef, var en efterkommer af David gennem kong Salomon.d (2 Samuel 7:13-16) Josef gjorde dette ved at lade Jesus omskære på den ottende dag efter hans fødsel og ved at kalde ham Jesus, og ligeledes ved at fremstille barnet Jesus på den fyrretyvende dag efter hans fødsel da han selv og Maria gennemgik de foreskrevne renselsesceremonier i templet i Jerusalem. (Mattæus 1:17-25; Lukas 2:21-24) Det er grunden til at Jesus blev kaldt „Josefs søn“. (Johannes 1:45; 6:42) Det er også grunden til at lægen Lukas siger følgende i Jesu Kristi slægtsregister: „I øvrigt var Jesus selv omkring tredive år gammel da han begyndte sin gerning, og han var, sådan mente man, søn af Josef, søn af Eli.“ (Lukas 3:23) Josef, der i virkeligheden var søn af Jakob, blev kaldt „søn af Eli“ fordi han havde giftet sig med Elis datter Maria og således var Elis svigersøn.

41. Hvor blev „Jesus fra Nazaret“ født i år 2 f.v.t.?

⁴¹ Jesus Kristus blev senere kaldt „Jesus fra Nazaret“ og „Jesus, fra Nazaret i Galilæa“. (Johannes 19:19, DA; Mattæus 21:11) Vil det sige at Jesus blev født i Nazaret? Nej, for før hans fødsel i år 2 f.v.t. blev hans moder Maria og hendes mand Josef — fordi de begge var født i Betlehem i Juda — nødt til at rejse ned til Betlehem for at lade sig indskrive dér ifølge en bestemmelse fra den romerske kejser Augustus. Jesus blev således født i Betlehem, der kaldtes „Davids by“ fordi David, Isajs søn, selv blev født der. — Lukas 2:1-7.

42, 43. Hvilket udsagn har vi, ud over Gabriels, som viser at Marias søn skulle være Guds Messias?

⁴² Vi har mere end engelen Gabriels ord for at denne Jesus, Marias søn, skulle være Messias eller Kristus, den Salvede der for evigt skulle arve Davids trone og rige. Vi har også et udsagn fra en anden himmelsk engel, der viste sig i nærheden af Betlehem den nat Jesus blev født, omkring begyndelsen af oktober år 2 f.v.t. Denne strålende engel viste sig for nogle hyrder som stadig lå ude på markerne med deres hjorde på denne tid af året.

⁴³ Engelen sagde til de forskrækkede hyrder: „I skal ikke være bange, for, se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del, for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by. Og dette skal være et tegn for jer: I vil finde et spædbarn der er svøbt i bind og ligger i en krybbe.“ At det ikke var nogen ganske almindelig fødsel, fremgår af det følgende der skete: „Og pludselig var der sammen med engelen en mængde fra den himmelske hær, og de priste Gud og sagde: ’Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.’“ — Lukas 2:8-14.

44. Hvorfor blev barnet Jesus ført ned til Ægypten, og hvordan gik det til at han blev tømrer i Nazaret?

⁴⁴ Satan Djævelen blev klar over at denne søn af Gud, der skulle være „Kristus, Herren“, var blevet født. Idet han vågede skinsygt over sit eget herredømme over denne verden, forsøgte han at få det lille barn dræbt nogen tid efter at det var blevet fremstillet i templet i Jerusalem, og som redskab hertil benyttede han den mistænksomme kong Herodes den Store. Guds engel sagde derfor til Josef at han skulle flygte med moderen og barnet ned til Ægypten og blive dér indtil han fik yderligere besked. Efter kong Herodes’ død sagde Guds engel til Josef at han skulle vende tilbage til sit folk og sit land. Men fordi kong Herodes’ søn Arkelaus herskede over den romerske provins Judæa, og dermed også over Betlehem, slog Josef sig ikke ned i Betlehem men vendte tilbage til Nazaret i provinsen Galilæa. Der voksede Jesus op og blev kaldt nazaræer. Der arbejdede den fremtidige konge som tømrer. — Mattæus 2:1-23; 13:55; Markus 6:1-3.

45. Hvad måtte der ske med Jesus, ligesom med David, for at han virkelig kunne blive Messias eller Kristus? (b) Hvornår og hvorfor gik Jesus ned til Jordanfloden for at blive døbt?

⁴⁵ Før ordet Kristus eller Messias, der betyder „den Salvede“, virkelig kunne gælde Jesus, måtte han imidlertid salves. Hans forfader, hyrden David fra Betlehem, var blevet salvet af Guds profet Samuel mange år før han blev indsat på tronen som Israels konge. (1 Samuel 16:1-13; 2 Samuel 2:1-4; 5:1-3) Det gik på samme måde med Jesus. I hans tredivte år som et fuldkomment menneske begyndte hans slægtning, Johannes Døber, at udføre sin døbergerning og at forkynde Guds rige med ordene: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 3:1, 2) Som følge af denne forkyndelse vidste Jesus at tiden nu var inde til at han helt måtte hellige sig Guds messianske riges interesser. Da han nærmede sig afslutningen på sit tredivte år som menneske forlod han Nazaret og begav sig ned til Johannes, der døbte i Jordanfloden. Hvorfor? Ikke for at blive døbt som et symbol på at han angrede sine synder, for han var syndfri, men for at symbolisere at han fremstillede sig for Jehova Gud for i fuldt omfang at gøre hans vilje i forbindelse med „himlenes rige“, Guds rige. Johannes forstod det ikke. Derfor læser vi:

46. (a) Hvordan gik det til at Jesus ved sin dåb blev Messias eller Kristus? (b) Hvorfor erklærede Gud også at den døbte Jesus var hans søn?

⁴⁶ „Da kom Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Denne prøvede imidlertid at hindre ham idet han sagde: ’Det er mig der trænger til at blive døbt af dig, og så kommer du til mig?’ Jesus sagde som svar til ham: ’Lad det ske denne gang, for på denne måde sømmer det sig for os at gennemføre alt hvad der er ret.’ Så hindrede han ham ikke længere. Efter at Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet; og se, himlene åbnedes, og han så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham. Se! Der var også en stemme fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.’“ (Mattæus 3:13-17) Ved at Guds ånd således dalede ned over Jesus efter hans dåb, blev han salvet, ikke af Johannes Døber, men af Gud. På denne måde blev han Messias, Kristus, den Salvede. Det skete i det tidlige efterår i år 29. Ved samme lejlighed erklærede Gud at Jesus var hans søn, idet ånden nu havde avlet ham som hans åndelige søn. (Johannes 1:32-34) Jesus var nu en åndelig Messias eller Kristus, højere end nogen menneskelig messias.

47. Hvilke muligheder for at blive en jordisk, menneskelig messias afslog Jesus, og hvilket arbejde påbegyndte han i overensstemmelse med sin salvelse?

⁴⁷ Forsøgte Jesus Kristus nu at gøre sig selv til jordisk konge over „Jakobs hus“, med sæde i Jerusalem? Nej. Da han blev fristet i ørkenen afviste han Satan Djævelens tilbud om at gøre ham til konge, ikke blot over Jakobs hus, men over alle denne verdens riger. (Mattæus 4:1-11; Lukas 4:1-13) Og senere, efter at han ved et storslået mirakel havde bespist en tusindtallig skare, undgik han denne folkemængdes forsøg på at gøre ham til jordisk konge, idet han trak sig tilbage til et bjerg. (Johannes 6:1-15) Han vidste at hans herredømme skulle komme fra den der havde salvet ham til messiansk konge, Jehova Gud. I forståelse af det forberedende arbejde som hans salvelse med Guds ånd pålagde ham at udføre, begyndte han nu på den fredelige gerning at undervise og forkynde om Guds rige i hele det land der tilhørte „Jakobs hus“, især efter at Johannes Døber var blevet fængslet i år 30.

48. Hvilken profeti fra Esajas læste han op for nazaræerne i synagogen i Nazaret, og hvad bestræbte han sig for i hele resten af sit jordiske liv?

⁴⁸ I synagogen i Nazaret oplæste han profetien i Esajas 61:1, 2, som lyder: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige, han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertrykte bort som frigivne, for at forkynde Jehovas velkomne år.“ Med dette som tema for sin prædiken begyndte den døbte Jesus med at sige: „I dag er det skriftord I lige har hørt, blevet opfyldt.“ (Lukas 4:16-21) Hermed lod han sine tidligere bysbørn forstå at han var Jehovas salvede, Messias, Kristus. I hele resten af sit jordiske liv bestræbte han sig for at fuldføre den gerning han var blevet bemyndiget til at udføre da han blev salvet med Jehovas ånd.

49, 50. (a) Rejste Jesus en hær for at genoprette Israels rige? (b) Hvordan forklarede Jesus Pilatus at han var konge uden dog at kæmpe for et rige?

⁴⁹ Følgelig blandede han sig ikke i denne verdens politik og samlede ikke en hær ligesom makkabæerne for at drive romerne ud af landet og genoprette Davids rige i Jerusalem. Hvorfor ikke?

⁵⁰ Han forklarede selv grunden da han stod over for den romerske landshøvding Pontius Pilatus, som han var blevet overgivet til af sine religiøse fjender, der ønskede ham dødsdømt som oprører mod romerriget. Som svar på landshøvdingens spørgsmål: „Er du jødernes konge?“ sagde Jesus til sidst: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ Da sagde Pilatus: „Altså er du en konge, ikke sandt?“ Jesus svarede, som sandt var: „Du siger selv at jeg er en konge.“ Ja, konge over et rige der ikke var en del af den verden som romerriget udøvede herredømme i som verdensmagt. — Johannes 18:33-37.

51, 52. (a) Hvad pålagde Jesus ’sine tjenere’ at gøre? (b) Sagde Jesus til de tolv apostle og senere til de halvfjerds evangelister at de skulle udføre politisk virksomhed eller forkynde evangeliet? Forklar

⁵¹ Hvem tænkte Jesus på da han brugte udtrykket „mine tjenere“? Han sigtede her til sine ubevæbnede disciple, deriblandt hans tolv apostle eller udsendinge. Han lærte også dem at undgå denne verdens politik og dens voldelige kampe og at koncentrere sig om at forkynde og undervise fredeligt om den gode nyhed om Guds lovede rige.

⁵² Da han ved en lejlighed sendte sine tolv apostle ud sagde han ikke til dem at de skulle organisere en politisk undergrundsbevægelse og ophidse jøderne til at gøre oprør, men han sagde: „Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’ Kurér syge, oprejs døde, gør spedalske rene, uddriv dæmoner. I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ (Mattæus 10:1-8) Da Jesus senere udsendte halvfjerds andre evangelister gav han dem lignende instruktioner da han forklarede dem hvad de skulle forkynde: „Og hvor I kommer ind i en by og de tager imod jer, dér skal I spise det de sætter frem for jer, og kurere de syge i den og stadig sige til dem: ’Guds rige er kommet nær til jer,’“ — Lukas 10:1-9.

53, 54. (a) Hvilket forkyndelsesarbejde forudsagde Jesus i sin profeti om sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning? (b) Hvorfor kunne disciplene ikke blande sig i politik når de udførte denne forkyndelse? Forklar nærmere.

⁵³ Den 11. nisan år 33, lige før sin død på påskedagen, udtalte Jesus den bemærkelsesværdige profeti om sin fremtidige nærværelse og afslutningen på tingenes ordning. I denne profeti undlod han ikke at omtale det særlige arbejde der skulle udføres af hans tjenere, hans disciple, for han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:3-14) Denne forkyndelse af Riget skulle udføres af hans disciple før den fuldstændige afslutning på denne tingenes ordning: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10) Når de udførte dette fredelige forkyndelsesarbejde blandt alle nationer, kunne de ikke blande sig i politik og tage parti i internationale konflikter.

⁵⁴ Ligesom deres fører, Jesus Kristus, skulle de blot forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige. De havde ikke nogen bemyndigelse til selv at oprette dette rige over jorden. Det skulle ikke være et rige med en jordisk regering; det var „ikke herfra“. Det var en himmelsk regering med overjordisk magt over hele menneskeheden. Derfor var det naturligvis kun den højeste Gud i himmelen der kunne oprette denne messianske regering over alle jordens indbyggere.

55. Kan der indvendes noget imod at Jesus bliver menneskehedens hersker, på grundlag af den måde hvorpå han levede op til sin salvelse og opfyldte de profetier der pegede frem til ham?

⁵⁵ Hvem i himmelen eller på jorden kan finde noget at udsætte på Jesus som han levede her på jorden, som Messias, Kristus, der var salvet til at herske som konge over hele menneskeheden i tusind år? Hvem kan med rette indvende noget imod at han bliver konge i de tusind år, med den begrundelse at han ikke er værdig eller kvalificeret dertil? Ingen! Apostelen Peter omtalte Jesu Kristi dadelfri liv på jorden da han sagde følgende til den romerske centurion Kornelius og dennes hedenske venner: „I kender det der har været samtaleemne i hele Judæa, begyndende fra Galilæa efter den dåb som Johannes forkyndte, nemlig, Jesus der var fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med hellig ånd og kraft, og han gik igennem landet og gjorde vel og helbredte alle dem som var undertrykt af Djævelen for Gud var med ham. Og vi er vidner om alle de ting han gjorde både i jødernes land og i Jerusalem.“ (Apostelgerninger 10:37-39) Alle vidnesbyrd peger på at Jesus Kristus, mens han var på jorden, udførte hele det hverv han fik overdraget da han blev salvet. Han opfyldte alle de bibelprofetier der pegede frem til ham, endog profetierne om at han skulle dø som martyr.

[Fodnoter]