Kapitel 10

Tegnet på at det er nær

1. Hvorfor bør vi være levende interesseret i at vide om tusindårsriget virkelig er nær?

SÅDAN som tusindårsriget fremstilles i Bibelen, er det et ønskværdigt rige for hele menneskeheden, både levende og døde. Derfor er budskabet om at det er kommet nær, en velkommen nyhed for alle som forstår det. Vi bør være levende interesseret i at vide hvorfor vi kan være overbeviste om at det er kommet nær. Ja, hvilke grunde er der? Skal vi tage os tid til at undersøge nogle af dem?

2. (a) Hvilken indsamling som vi ser finde sted, er i sig selv et klart vidnesbyrd om at tusindårsriget er kommet nær? (b) Hvem anfører de styrker der kæmper på Guds side, og i hvilken egenskab tjener han allerede nu?

² Som følge af det vi har undersøgt indtil nu, er vi klar over at der umiddelbart før tusindårsriget må udkæmpes en krig, den mest ødelæggende krig i hele menneskehedens historie, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. Allerede nu ser vi at de politiske herskere, „kongerne på hele den beboede jord“, samles af overmenneskelige kræfter til denne krig over alle krige. Dette skulle i sig selv være et klart vidnesbyrd om at det ventede tusindårsrige som følger efter krigen, er kommet nær. (Åbenbaringen 16:13-16) På den almægtige Guds side i denne krig kæmper anføreren for Guds himmelske hærskarer, den der kaldes Trofast og Sand, Guds Ord. Allerede før krigen ved Har-Magedon begynder, er denne himmelske anfører udnævnt til konge. „På hans hoved er der mange diademer“ og „på sin yderklædning, ja på sit lår, har han et navn skrevet, kongers Konge og herrers Herre.“ (Åbenbaringen 19:11-16) Han hersker altså som konge allerede før han indleder sit tusindårige herredømme sammen med sine 144.000 kristne medarvinger. — Åbenbaringen 12:5; 14:1-4; 20:4-6.

3. Hvad så Johannes vedrørende begyndelsen til Kristi førmillenniske herredømme da de to første segl på skriftrullen blev åbnet (Åbenbaringen 6:1-4)?

³ Begyndelsen til Jesu Kristi, „kongers Konges“, førmillenniske herredømme er omtalt i et tidligere billede af de verdensbegivenheder der ville indtræffe her i det tyvende århundrede. Vi finder dette billede i Åbenbaringens sjette kapitel, hvor apostelen Johannes fortæller hvad han ser da Guds lam, Jesus Kristus, begynder at åbne de syv segl på den „skriftrulle“ han har modtaget af Gud, som sidder på den himmelske trone. Johannes skriver: „Og jeg så da Lammet åbnede et af de syv segl, og jeg hørte en af de fire levende skabninger sige med en stemme som torden: ’Kom!’ Og jeg så, og se! en hvid hest; og han som sad på den havde en bue; og en krone blev givet ham, og han red ud sejrende og for at fuldende sin sejr. Og da det åbnede det andet segl, hørte jeg den anden levende skabning sig: ’Kom!’ Og en anden kom ud, en ildrød hest; og ham som sad på den blev det givet at tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel; og et stort sværd blev givet ham.“ — Åbenbaringen 6:1-4.

4, 5. (a) Hvad symboliserer rytteren på den ildrøde hest? (b) Hvem red på dette tidspunkt ud for at sejre fuldstændigt, og hvordan danner dette baggrund for opfyldelsen af Salme 2:1-6?

⁴ Disse symboler skildrer den første verdenskrig, der udbrød i 1914 men som blot var en forløber for den anden verdenskrig, der tog freden bort fra jorden i yderligere seks år. Den første verdenskrig markerede det tidspunkt da den retfærdige kriger, Jesus Kristus, modtog den himmelske krone og red ud mod sine fjender på jorden for at sejre over dem, for fuldstændig at nedkæmpe dem. Det betød at han senere ville kæmpe på Guds side i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. Hans kroning i himmelen ved tiden for den første verdenskrig danner baggrund for opfyldelsen af ordene i den anden salme:

⁵ „Hvorfor fnyser hedninger, hvi pønser folkefærd på, hvad fåfængt er? Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod [Jehova] og mod hans salvede [Kristus]: ’Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os!’ Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem. Så taler han til dem i vrede, forfærder dem i sin harme: ’Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!’“ — Salme 2:1-6; jævnfør Apostelgerninger 4:24-30.

6. Har verdenskrigene og De forenede Nationer styrtet Jehovas konge der blev indsat på Zions bjerg, og hvad vil Har-Magedonkrigens udfald give os sikkerhed for?

⁶ Skønt nationerne har været i oprør siden den første verdenskrig fra 1914 til 1918, er Jehovas konge, hans søn Jesus Kristus, stadig indsat på Zion, det himmelske regeringssæde. (Åbenbaringen 14:1; Hebræerne 12:22) Hverken den første eller den anden verdenskrig eller De forenede Nationer har kunnet styrte denne messianske konge. „Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon vil bekræfte hans stilling som himmelsk konge, og efter denne krig vil han være parat til at indlede sit tusindårige herredømme sammen med sine 144.000 loyale medarvinger. (Åbenbaringen 19:19-21) Af denne vigtige grund kan vi tillidsfuldt se frem til det lovede tusindårsrige, der vil bringe menneskene livgivende velsignelser. Det er kommet nær!

7. Hvorfor er vi ikke som den ’onde og utro generation’ i fortiden, og hvor finder vi alligevel et „tegn“ fra Jesus som vi kan betragte?

⁷ Til trods for dette vidnesbyrd vil mange skeptiske mennesker have et „tegn“ før de lader sig overbevise om at tusindårsriget virkelig er kommet nær, ja, at det vil begynde i den nuværende generations levetid. Vi ønsker ikke at være som den ’onde og utro generation’ af religiøse skriftlærde og farisæere der for nitten hundrede år siden forlangte et tegn af Jesus Kristus før de ville tro at han var Messias. (Mattæus 12:38, 39) Imidlertid har Jesus Kristus selv beskrevet et „tegn“ for sine disciple, og eftersom vi har adgang til hans beskrivelse, ville vi selvforskyldt befinde os i stor uvidenhed — en uvidenhed der kunne få alvorlige følger for os — hvis vi undlod at undersøge den. Vi finder tegnet omtalt i Mattæusevangeliet, kapitlerne 24 og 25, i Markus, kapitel 13, og i Lukas, kapitel 21. Jesus omtalte tegnet som svar på et spørgsmål hans apostle stillede. Tegnet skulle ikke bevise at han var Messias eller Kristus, men pege på at visse lovede begivenheder var nær, at profetierne om disse begivenheder var ved at gå i opfyldelse. Han gav oplysning om dette tegn den ellevte dag i forårsmåneden nisan i år 33, tre dage før sin voldsomme død.

Profetien om tegnet

8. Hvordan tilkendegav Jesus at han ville gå bort, og hvilke ord ville blive udtalt når han kom igen?

⁸ Jesus havde lige forudsagt noget der lød frygteligt i jødernes ører, nemlig at deres tempel i Jerusalem skulle ødelægges. Han havde sagt til sine religiøse modstandere: „Se! Jeres hus overlades til jer selv. For jeg siger jer: I skal afgjort ikke se mig fra nu af og indtil I siger: ’Velsignet er den der kommer i Jehovas navn!’“ (Mattæus 23:38, 39) Dette antydede at han ville gå bort. Når han kom igen, ville nogle benytte de profetiske ord i Salme 118:26 og sige: „Velsignet den, der kommer, i [Jehovas] navn.“

9. Hvordan tilkendegav Jesus at disse velkomstord ikke ville blive udtalt af nogle som tilbad ved templet i Jerusalem?

⁹ Det var tydeligvis ikke ved det materielle tempel i Jerusalem at Jehovas tilbedere ville byde den der kom i Jehovas navn, velkommen med disse ord. Det gav Jesus klart udtryk for, ifølge den beretning der følger umiddelbart efter hans ildevarslende ord: „Jesus gik nu ud og var på vej bort fra templet, da hans disciple kom hen til ham for at vise ham templets bygninger. Det fik ham til at sige til dem: ’Ser I ikke alt dette? Jeg skal sige jer sandheden: Her vil afgjort ikke blive efterladt en sten oven på en sten som ikke vil blive revet ned.’“ — Mattæus 24:1, 2.

10. Hvilket spørgsmål stillede fire apostle Jesus på Oliebjerget, hvorfra de havde udsigt over tempelområdet? Hvordan gengives deres spørgsmål i forskellige bibeloversættelser?

¹⁰ De tolv apostle forhørte sig ikke nærmere om denne skræmmende profeti før de var kommet over på Oliebjerget, hvorfra der var en storslået udsigt over byen Jerusalem og dens tempel, som var blevet ombygget af kong Herodes den Store. Åbenbart foranlediget af denne udsigt stillede fire af apostlene et betydningsfuldt spørgsmål som også vakte de andres interesse. Vi læser: „Mens han sad på Oliebjerget kom disciplene hen til ham da de var for sig selv og sagde: ’Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse [græsk: parousiʹa] og afslutningen på tingenes ordning?’“ (Mattæus 24:3) Young’s Literal Translation of the Holy Bible gengiver disciplenes ord på denne måde: „Sig os: hvornår vil dette ske? og hvad er tegnet på din nærværelse og på tidsalderens fuldstændige ende?“ Rotherhams The Emphasised Bible siger tilsvarende: „Sig os hvornår disse ting vil ske — og hvad tegnet vil være på din nærværelse og tidsalderens afslutning.“ Ærkebiskop Newcomes gengivelse i The New Testament (revideret tekst) lyder: „Hvad vil være tegnet på din tilsynekomst og på tidsalderens ende?“ — Udgaven af 1808.

11. (a) Hvornår blev Jerusalems tempel ødelagt, men hvad indtraf ikke på det tidspunkt? (b) Hvad vil det derfor være naturligt at vi gør?

¹¹ I dag ved vi hvornår det bogstavelige tempel i Jerusalem blev ødelagt. Det skete for nitten hundrede år siden, i sommeren år 70, da de romerske legioner under general Titus jævnede hele byen med jorden. (Lukas 21:20-24) Men hvordan forholder det sig med det andet disciplene spurgte om, „tegnet“ på Kristi parousia (nærværelse, tilsynekomst) og på tidsalderens afslutning eller afslutningen på tingenes ordning (eller tilstanda)? Den fuldstændige ende eller afslutning på en jødisk tilstand eller tingenes ordning indtraf ganske rigtigt i år 70, men det var ikke afslutningen på den større tingenes ordning som denne jødiske ordning blot var et profetisk billede på. Desuden indtraf Herren Jesu Kristi parousia, nærværelse eller tilsynekomst ikke dengang i år 70. Eftersom vi nu lever i det tyvende århundrede, vil det kun være naturligt at vi undersøger det tyvende århundredes historie for at se om det forudsagte tegn har vist sig i vor generation.

12. Hvorfor kunne vi — i betragtning af det Stefanus sagde om Kristi første komme — spørge om det var Jesu „komme“ apostlene forhørte sig om?

¹² Som vi læste, forhørte disciplene sig om Herren Jesu Kristi „parousia“. Var det hans „komme“ de tænkte på, hans „advent“ eller „tilkommelse“, som nogle kalder det? Det er på sin plads at stille dette spørgsmål, for da den kristne martyr Stefanus stod over for den jødiske højesteret, sanhedrinet i Jerusalem, omtalte han Herren Jesu første „komme“. Han sagde: „Hvilken af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt? Nej, de dræbte dem der forud forkyndte om den Retfærdiges komme [græsk: eʹleusis], ham hvis forrædere og mordere I nu er blevet.“ (Apostelgerninger 7:52) Vi ser at Stefanus, da han talte om Kristi første komme, ikke benyttede det græske ord parousiʹa, men ordet eʹleusis. Disse to græske ord er ikke alene forskellige i form og oprindelse, men har også forskellig betydning.

13. Hvad betyder ordet parousiʹa bogstaveligt, og hvordan forklarer græske ordbøger det?

¹³ Ordet parousiʹa betyder bogstaveligt „tilstedeværelse“, og det er sammensat af præpositionen paraʹ („ved siden af“) og ordet ousiʹa („væren“). I ordbogen A Greek-English Lexicon af Liddell og Scott (bind II, side 1343, spalte 2) bliver parousiʹa først forklaret med det engelske ord for „nærværelse“. Som anden betydning opgives det engelsk ord for ankomst, med kommentaren: „Især om en konges eller en anden fremstående persons officielle besøg.“ Og Theologischen Wörterbuch zum Neuen Testament af Gerhard Friedrich (bind V, side 857) siges der om parousiʹa, under overskriften „Den almindelige betydning“: „1. Om det at være nærværende.“ Under overskriften „Udtrykkenes tekniske brug“ kan man læse: „I. I hellenismen. 1. . . . en herskers besøg.“ På side 863, under overskriften „Den tekniske brug af pareimi (verbet) og parousiʹa i Det nye Testamente“, siges der: „I Det nye Testamente anvendes udtrykkene aldrig om Kristi komme i kødet, og parousiʹa har aldrig betydningen genkomst. Først i den senere kirke regner man med mere end én parousia.“

14. (a) Hvilket udtryk kunne man bruge i stedet for „nærværelse“, ifølge den tekniske brug af det græske ord i hellenismen? (b) I hvilke bibeloversættelser gengives parousiʹa konsekvent med „nærværelse“, og hvilken naturlig kontrast fremhæves derved i Filipperbrevet 2:12?

¹⁴ Jesu disciple spurgte altså ikke om hans „ankomst“, men om det der ville følge efter hans ankomst. De spurgte om hans „nærværelse“. Og hvis vi i stedet for at benytte ordet „nærværelse“ tager „udtrykkenes tekniske brug“ i hellenismen, spurgte disciplene Jesus: ’Hvad vil være tegnet på dit kongelige besøg og afslutningen på tingenes ordning?’ Et „besøg“ omfatter mere end selve ankomsten. Det omfatter en nærværelse. I det såkaldte Nye Testamente forekommer det græske ord parousiʹa fireogtyve gange, og hvert sted gengiver Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter det med „nærværelse“. Det samme gør også andre bibeloversættelser, for eksempel Young’s Literal Translation of the Holy Bible (1862), The Emphatic Diaglott af Benjamin Wilson (1857-1863) og The Emphasised Bible af Joseph B. Rotherham (1897). „Nærværelse“ står som en modsætning til „fravær“, hvilket tydeligt fremgår af Filipperbrevet 2:12, hvor apostelen Paulus siger: „Ligesom I altid har adlydt, ikke blot under min nærværelse, men nu meget mere villigt under mit fravær.“

Lignelsen om de ti jomfruer

15. Hvordan må parousiʹa gengives, i betragtning af flere enkeltheder i det tegn Jesus forudsagde? Hvilken lignelse gælder det for eksempel?

¹⁵ Der er flere enkeltheder i Jesu profeti om „tegnet“ på hans parousia og afslutningen på tingenes ordning som kræver at ordet parousiʹa oversættes med „nærværelse“. Lad os for eksempel betragte den del af profetien der almindeligvis kaldes „lignelsen om de ti brudejomfruer“. Jesus har lige profeteret om „den trofaste og kloge træl“ og „den onde træl“, og nu omtaler han endnu en enkelthed i forbindelse med sin parousia. Han siger: „Da vil himlenes rige blive som ti jomfruer der tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog nemlig deres lamper men tog ikke olie med sig, hvorimod de kloge, sammen med deres lamper, tog olie i deres beholdere.“ — Mattæus 25:1-4; 24:45-51.

16. I hvilken forstand er disse kvinder „jomfruer“, i henhold til lignelsens indledning?

¹⁶ Først bør vi hæfte os ved at lignelsen gælder en hel skare af mennesker, og at man derfor ikke kan anvende alle dele af den på hver enkelt kristens liv og død. De mennesker der er tale om, er „jomfruer“ i en særlig betydning, idet de repræsenterer „himlenes rige“, for Jesus sagde: „Da vil himlenes rige blive [som hvad?] som ti jomfruer.“ Det er det samme rige som det han omtalte tidligere i sin profeti, da han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14.

17. (a) Hvem er „jomfruerne“ et billede på, i betragtning af deres antal? (b) Hvornår begyndte lignelsen at gå i opfyldelse? Begrund svaret.

¹⁷ Eftersom tallet „ti“ i Bibelen betegner fuldkommenhed i forbindelse med jordiske forhold, må de ti „jomfruer“ være et billede på alle kristne som er kaldede til eller hævder at være kaldet til det himmelske rige som Jesu Kristi medarvinger. Hvornår begyndte den profetiske lignelse at gå i opfyldelse? Det gjorde den på pinsedagen, søndag den 6. sivan, i år 33. Hvorfor? Jo, da fremstod den skare der sammenlignes med jomfruer. Denne dag blev Jesu Kristi trofaste disciple, der var forsamlet i et værelse på en førstesal i Jerusalem, nemlig døbt med den hellige ånd. De blev derved avlet af Gud til at være hans åndelige sønner, og de blev således „Guds arvinger og Kristi medarvinger“. (Romerne 8:17) Men i Bibelen er det normalt sønnerne der arver. Hvordan kan det da være at alle medlemmerne af den åndsavlede menighed af Kristi disciple i denne lignelse skildres som kvinder, som unge jomfruer der på bryllupsnatten går ud for at møde brudgommen? Og hvem er denne ’brudgom’?

18. Hvad sammenlignede Johannes Døber sig selv og Jesus med, og hvem henviste Johannes sine disciple til?

¹⁸ Vi kan først og fremmest fastslå at denne ’brudgom’ er den oprejste og herliggjorte Herre Jesus Kristus. Johannes Døber omtalte ham som brudgom, idet han sammenlignede sig selv med „brudgommens ven“. På den tid var det som regel brudgommens ven der bragte ægteskabet i stand mellem brudgommen og bruden. Den nat brylluppet fandt sted, var brudgommen genstand for større opmærksomhed end brudgommens ven. Derfor sagde Johannes Døber til sine disciple, som han beredte til Jesus Kristus, deres billedlige brudgom: „Jeg er ikke Messias, men jeg er blevet udsendt forud for ham. Den der har bruden er brudgom. Men brudgommens ven, som står og hører på ham, føler stor glæde på grund af brudgommens stemme. Derfor er denne min glæde blevet hel og fuld. Han må nødvendigvis være i stadig fremgang, men jeg i stadig tilbagegang.“ (Johannes 3:28-30) Johannes førte således med rette sine disciple til Jesus.

19, 20. (a) Hvordan sammenligner Jesus sig selv med en brudgom, både i en lignelse og i Åbenbaringen? (b) Hvad kaldes det ny Jerusalem, svarende hertil?

¹⁹ I en anden af sine lignelser sammenlignede Jesus sig selv med en brudgom. Det var i lignelsen om en konge der holdt en bryllupsfest for sin søn. Sønnen var her et billede på den store Evighedskonges, Jehova Guds, søn. (Mattæus 22:1-14) Og i Åbenbaringen, som Jesus Kristus fik fra Gud og videregav til apostelen Johannes, sammenlignes Jesus, Guds lam, med en brudgom der bliver gift med menigheden af sine disciple. Vi læser: „Lad os fryde os og juble, og lad os give ham æren, for Lammets bryllup er kommet og hans hustru har gjort sig rede. Ja, det er blevet givet hende at være klædt i skinnende, rent, fint linned, for det fine linned står for de helliges retfærdige handlinger. . . . Skriv: Lykkelige er de der er indbudt til aftensmåltidet ved Lammets bryllup.“ Apostelen Johannes fortæller også om en engel der kom hen til ham:

²⁰ „Han talte med mig og sagde: ’Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru.’ Så førte han mig af sted i åndens magt til et stort og højt bjerg, og han viste mig den hellige by Jerusalem som kom ned fra himmelen fra Gud og som havde Guds herlighed.“ — Åbenbaringen 19:7-9; 21:9-11.

21. Hvad sammenligner Paulus forholdet mellem Jesus Kristus og hans menighed med i Efeserbrevet 5:23-27?

²¹ Apostelen Paulus sammenligner forholdet mellem Jesu Kristus og menigheden af hans 144.000 medarvinger med forholdet mellem en ægtemand og hans hustru. Han skriver: „En mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved, idet han er dette legemes frelser. Ja, ligesom menigheden underordner sig under Messias, således må hustruerne også underordne sig under deres mænd i alt. I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den med vandbadet ved hjælp af ordet, for at han kunne fremstille menigheden for sig i dens pragt, uden at den havde en plet eller rynke eller noget sådant, men så den kunne være hellig og dadelfri.“ — Efeserne 5:23-27.

22. Hvor finder brylluppet sted, og hvorfor nævnes bruden ikke i Jesu lignelse?

²² Brylluppet mellem brudgommen Jesus Kristus og hans brud eller menighed skal naturligvis finde sted i himmelen hvor foreningen vil ske med Jehova Guds, den himmelsk Faders, velsignelse. I lignelsen om de ti jomfruer nævnes bruden imidlertid ikke. Det er for ikke at forvirre begreberne. Bruden udtages nemlig af dem der udgør ’de ti jomfruer’. De „jomfruer“ der udvælges, svarer til de „lykkelige“ der er „indbudt til aftensmåltidet ved Lammets bryllup“. (Åbenbaringen 19:9) I harmoni med dette viser Jesu lignelse at de „jomfruer“ der opfylder betingelserne, får adgang til bryllupsfesten. Hvilke betingelser de må opfylde, viser lignelsen videre.

23. Hvilke krav stilles der til medlemmerne af Kristi menighed, eftersom de sammenlignes med „jomfruer“?

²³ Medlemmerne af Kristi brud eller menighed sammenlignes ikke blot med jomfruer fordi de er trolovet med en jomfruelig brudgom. De er også jomfruer i en videre åndelig betydning. Ligesom en jomfru er ren, kysk, uberørt, sådan er disse trofaste medlemmer af den kristne menighed rene, idet de holder sig adskilt fra denne verden og ikke har nogen forbindelse med dens religiøse og politiske organisationer. De går ikke med i nogen forening mellem kirke og stat. De bevarer deres åndelige jomfruelighed ved ikke at lade sig indvikle i denne verdens anliggender. (2 Timoteus 2:3, 4) Det er dét der ligger i følgende ord om de 144.000, som ses stående sammen med Guds lam på det åndelige Zions bjerg: „Det er dem som ikke har besmittet sig med kvinder [kvinder som den religiøse skøge, Babylon den Store, og hendes døtre]; ja, de er jomfruer. Det er dem der bliver ved med at følge Lammet hvor det end går hen.“ — Åbenbaringen 14:4; 17:3-5.

24. Hvad siger Jakob 1:26, 27 om den renhed der kræves af dem der sammenlignes med jomfruer?

²⁴ Angående den renhed der kræves af dem, siger disciplen Jakob: „Hvis nogen mener at han har en form for tilbedelse og dog ikke tøjler sin tunge men bliver ved med at bedrage sit hjerte, hans form for tilbedelse er forgæves. Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ — Jakob 1:26, 27.

Ud for at møde brudgommen

25. Hvordan gik det til at den kristne menighed fremstod på pinsedagen i år 33 og fra begyndelsen praktiserede den tilbedelse der er ren og ubesmittet for Gud, og hvilket bevis havde menigheden på at det var den sande tro den havde?

²⁵ På pinsedagen i år 33, da Jesu Kristi trofaste disciple blev døbt med den hellige ånd mens de ventede i Jerusalem, dannedes den kristne menighed, og den havde fra begyndelsen „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader“. Dens medlemmer var i åndelig forstand som jomfruer, skilt ud fra den religiøse organisation der havde forkastet Jesus Kristus og fået ham pælfæstet; ved at overgive ham til den romerske landshøvding Pontius Pilatus. (Apostelgerninger 2:1-42) Fra begyndelsen holdt de fast ved Jesu Kristi lære og hans tolv apostles lære, og de holdt sig adskilt fra datidens „forkvaklede generation“, der var fast forankret i forfædrenes religiøse traditioner som var i strid med Guds ord. (Apostelgerninger 2:40; Galaterne 1:13-17; Mattæus 15:1-9) Dåben med hellig ånd og tungetalens gave var et vidnesbyrd om at de havde den sande tro, og de vidste det. Nu måtte de holde fast ved denne tro, forblive som jomfruer.

26, 27. (a) Hvem blev den kristne menighed i åndelig forstand trolovet med på pinsedagen i år 33? (b) Hvad sagde Paulus, som en ven af brudgommen, til de kristne i Andet Korinterbrev 11:2-5?

²⁶ Denne dag (den 6. sivan år 33) blev den kristne menighed trolovet, lovet bort til ægteskab med den himmelske brudgom, Jesus Kristus. Alle som derefter blev føjet til den oprindelige menighed på 120 disciple i Jerusalem, blev en del af denne trolovede skare, med forpligtelse til at bevare deres ’jomfrustand’. Apostelen Paulus henviste til dette da han advarede de kristne i Korint mod at hæve deres forlovelse med Jesus Kristus og indgå ægteskab med en falsk messias. Som en ven af brudgommen sagde Paulus:

²⁷ „Jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, for jeg har personligt lovet jer bort til ægteskab med én mand for at kunne fremstille jer som en ren jomfru for Messias. Men jeg er bange for at som slangen forførte Eva med sin underfundighed, vil jeres sind også på en eller anden måde fordærves og vendes bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på. For det er sådan at hvis der kommer en og forkynder en anden Jesus end ham vi har forkyndt, eller I får en anden ånd end den I har fået, eller en anden god nyhed end den I har taget imod, så finder I jer pænt i ham. Jeg regner nemlig med at jeg ikke på noget punkt har vist mig at være ringere end jeres overmåde store apostle.“ — 2 Korinter 11:2-5.

28. Hvordan fik disciplene at vide, både af Jesus selv og af engle, at Jesus ville komme ligesom en jødisk brudgom og føre dem til deres nye hjem?

²⁸ Deres ægteskab med den rene brudgom i himmelen skulle først indgås engang i fremtiden, længe efter trolovelsen på pinsedagen i år 33. Tooghalvtreds dage tidligere havde Jesus sagt til sine trofaste apostle, den nat han blev forrådt af den troløse Judas Iskariot: „I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt jer det, for jeg går min vej for at berede jer en plads. Og når jeg er gået min vej og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, dér kender I vejen.“ (Johannes 14:2-4) Toogfyrre dage efter dette, da Jesus steg op fra Oliebjerget og en sky tog ham bort fra disciplenes øjne, viste to engle sig for disciplene og sagde: „Galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himmelen? Således vil denne Jesus, som blev taget fra jer op til himmelen, komme, på samme måde som I har set ham tage til himmelen.“ (Apostelgerninger 1:9-11) Disciplene vidste altså at Jesus, der var gået bort, ville komme ligesom en jødisk brudgom på bryllupsnatten og tage dem med sig til sin himmelske Faders hjem, sådan som han selv havde lovet dem. — Johannes 14:1-3.

29. (a) Hvornår gik ’jomfruskaren’ ud for at møde brudgommen? (b) Hvilket spørgsmål opstod nu, og hvad fremgår af at der var lige mange af de to slags jomfruer?

²⁹ I forventning om brylluppet gik medlemmerne af den trolovede jomfruskare ud for at møde brudgommen, for at byde ham velkommen og glæde sig sammen med ham. De måtte holde sig vågne, for de kendte „hverken dagen eller timen“. (Mattæus 25:13) Hvor mange af dem der gik ud dér på pinsedagen i år 33 og af de tusinder som senere sluttede sig til dem, ville vise sig at være som de „kloge“ jomfruer i lignelsen, og hvor mange ville være som de „tåbelige“ eller uforstandige jomfruer? I lignelsen er der lige mange kloge og tåbelige. Det vidner om at alle som virkelig går ud, har samme mulighed. Der gives ikke udtryk for at den ene gruppe vil være større end den anden. Lignelsen lader dette stå åbent. Den forudsiger dog klart at det ikke var alle de „jomfruer“ som gik ud, der ville vise sig at være værdige til at komme med ind og få del i „aftensmåltidet ved Lammets bryllup“. — Lukas 12:35-38.

30. (a) Hvorved adskilte de kloge jomfruer sig fra de tåbelige? (b) Havde de alle ild i deres lamper fra begyndelsen, og hvad var derfor det afgørende spørgsmål?

³⁰ Hvorved adskilte de kloge jomfruer sig fra de tåbelige eller uforstandige? Vi læser: „De tåbelige tog nemlig deres lamper men tog ikke olie med sig, hvorimod de kloge, sammen med deres lamper, tog olie i deres beholdere.“ (Mattæus 25:3, 4) De vidste alle at deres lamper måtte være tændt lige til de var færdige med at byde brudgommen velkommen ved at gå i procession sammen med ham, eftersom dette ville være et kendetegn for dem, et bevis på at de var værdige til at få adgang til bryllupsfesten. De måtte derfor have så meget olie med at den ikke slap op før bryllupsprocessionen var nået hen til brudgommens hjem. Hvad var denne olie i lignelsen et billede på? Jomfruerne gik ud for at møde brudgommen før der var givet meddelelse om hans ankomst, og deres lamper var tændt da de gik ud. På dette tidspunkt, i det mindste, var der olie på deres lamper. Men var der nok til at lamperne kunne brænde lige til bryllupsprocessionen nåede brudgommens hus?

31, 32. (a) Hvad skulle lignelsen vise i forbindelse med de symbolske jomfruer? (b) Hvilken tålmodig indstilling måtte de have, som udtrykt af Paulus i Filipperbrevet 3:20, 21?

³¹ Olien var nødvendig for belysning. Uden dette brændstof kunne lampens væge ikke brænde med en jævn og stadig flamme. Hvad skulle det symbolisere at de havde en tændt lampe med til bryllupsfesten? For at få svar på dette spørgsmål må vi huske hvorfor Jesus fortalte denne lignelse. Han ville vise at de der ønskede at få adgang til brylluppet i himmelen, måtte give sig til kende på en bestemt måde, med en bestemt personlighed, og at de måtte bevare dette kendetegn lige til det sidste, uanset hvornår bryllupsprocessionen begyndte og hvor længe det varede før den nåede frem til brudgommens hjem, som han havde beredt til sin brud. Først og fremmest måtte de der skulle udgøre „himlenes rige“ forblive „jomfruer“ i åndelig forstand mens de endnu befandt sig på jorden, i denne formørkede verden. De havde sat deres håb til den himmelske brudgom, og af denne grund måtte de ikke lade sig besmitte med den urene verden. De måtte blive ved med at „følge Lammet hvor det end går hen“. (Åbenbaringen 14:4) De måtte tænke som apostelen Paulus, der sagde:

³² „Hvad os angår, er vort statsborgerskab i himlene, hvorfra vi også ivrigt venter en frelser, Herren Jesus Kristus, som vil omdanne vort ydmygede legeme så det bliver formet efter hans herlige legeme i overensstemmelse med indvirkningen af den kraft han har til endog at underlægge sig alt.“ — Filipperne 3:20, 21.

33. (a) Hvor længe måtte de bevare deres åndelige jomfruelighed, og hvad måtte de således vise sig værdige til? (b) Hvordan omtalte Jesus den antagelige tilstand de skulle genspejle?

³³ De bevarer altså deres åndelige jomfruelighed fordi de inderligt ønsker og er fast besluttede på at vise sig værdige til at blive anerkendt af den himmelske brudgom som hans brud. De må genspejle dette i deres daglige livsførelse, midt i det mørke der kendetegner menneskehedens verden. Da brudgommen Jesus Kristus holdt sin bjergprædiken i år 31, sagde han til sine disciple: „I er verdens lys. En by kan ikke skjules når den ligger på et bjerg. Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men man sætter den på standeren, og så skinner den for alle som er i huset. På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ — Mattæus 5:14-16.

34. Hvordan skulle de kristne skinne, ifølge Paulus’ ord i Filipperbrevet 2:14-16?

³⁴ Og apostelen Paulus skrev til nogle af sine medkristne: „Bliv ved med at gøre alt uden knurren og ophævelser, for at I kan være udadlelige og uskyldige, Guds dadelfrie børn midt i en forkvaklet og forvildet generation, i hvilken I skinner som lysspredere i verden, idet I har et fast greb om livets ord, så jeg kan have grund til at juble på Kristi dag, over at jeg ikke har løbet forgæves eller slidt forgæves.“ — Filipperne 2:14-16.

35. Hvad skildres der altså ved at jomfruerne holder deres tændte lamper frem, og hvad ser de i forventning frem til?

³⁵ For at kunne skinne som „verdens lys“ må rigsskaren, de der venter at få adgang til „himlenes rige“, gøre „gode gerninger“ som herliggør den himmelske Fader; de må gøre alt uden knurren og ophævelser, forblive udadlelige og uskyldige hvad angår deres kristne livsførelse, så de kan være dadelfrie børn af Gud. De må gøre dette i forventning om at brudgommen vil komme og tage dem med til sin himmelske Faders hjem. At de gør dette, blev i lignelsen skildret ved at jomfruerne holdt deres tændte lamper frem. Det er noget der vil glæde brudgommen når han ser det midt i verdens mørke nat.

Den symbolske olie og beholderne

36. Hvad er olien et billede på?

³⁶ Men hvad er olien, brændstoffet, så et billede på? Den er et symbol på det der bevirker at rigsskarens medlemmer vedvarende kan skinne som lysspredere midt i en formørket verden. Den må følgelig skildre „livets ord“, som de må bevare „et fast greb om“. Vi læser: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ (Salme 119:105) „Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt.“ (Salme 119:130) Den billedlige olie må også omfatte Guds hellige ånd, for denne hellige, usynlige virkekraft fra Gud hjælper os til at forstå Guds ord. (Johannes 16:13) Den hellige ånd bærer også frugt i den kristnes liv, frugter som kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. (Galaterne 5:22, 23) Denne åndelige olie er en kilde til lys.

37. Hvad skildrer det at jomfruerne har en ekstra forsyning olie i deres beholdere? Forklar nærmere.

³⁷ I lignelsen måtte „jomfruerne“ have en forsyning olie med i nogle beholdere, hvorfra de kunne hælde den over på lamperne. De kunne ikke selv være sådanne beholdere ved at drikke olien og så gylpe den op igen når de skulle bruge den for at holde ild i lamperne. At de havde beholdere fyldt med olie betød derfor blot at de havde en forsyning olie hos sig. Svarende til dette har rigsskarens medlemmer en forsyning af Guds ord og hans hellige ånd hos sig. Ja, de har den i sig. Beholderne i lignelsen er således et passende billede på ’jomfruskarens’ medlemmer, som selv er i besiddelse af den symbolske olie. De har i sandhed behov for en rigelig forsyning af denne olie mens de er ude for at møde brudgommen og slutte sig til processionen.

38. Hvad er jomfruernes lamper et billede på, og på hvilken måde skinner de?

³⁸ I lignelsen brugte de ti jomfruer deres olielamper til at lyse med om natten. Hvad er disse lamper et billede på i lignelsens nutidige opfyldelse? De skildrer det samme som oliebeholderne, for i de gamle olielamper var der olie, ligesom i beholderne. Rigsskarens medlemmer er selv de symbolske lamper. Dermed være ikke sagt at de fylder sig med olie og hælder olie ud over sig og derpå sætter ild på sig selv så de kan stå som „levende fakler“ langs vejen hvor processionen kommer forbi, som martyrer der ofrer sig selv til ære for brudgommen. Nej, men de er fyldt med Guds oplysende ord og hans hellige ånd, og det bevirker at de skinner i åndelig forstand, til ære for den herliggjorte himmelske brudgom. De er selv, på grund af deres åndelige egenskaber, „lysspredere i verden“. I kraft af det liv de lever under indflydelse af Guds ord og ånd, skinner de til Guds ære.

39. (a) Hvorfor vidste „jomfruerne“ ikke hvor længe de skulle vente på brudgommen? (b) Hvad fandt de kloge jomfruer det derfor tilrådeligt at gøre?

³⁹ Eftersom det ikke var angivet hvornår i nattens løb brudgommen skulle forlade det hus hvori bruden blev givet til ham, og derefter gå i spidsen for en procession tilbage til sit eget hjem for at leve der sammen med sin brud, vidste jomfruerne i lignelsen ikke nøjagtig hvor længe de skulle vente før brudgommen viste sig. De vidste med andre ord ikke hvor længe de skulle holde ild i deres lamper. Det var derfor tilrådeligt at de ikke alene havde lamperne fyldt op, men også havde ekstra olie med i en beholder. De kloge jomfruer erkendte dette og „tog olie i deres beholdere“ sammen med deres tændte lamper. De tåbelige eller uforstandige jomfruer gjorde det ikke, og det viste sig senere hvor uforstandigt de havde båret sig ad.

40. (a) Hvordan tager de der i opfyldelsen udgør ’den kloge jomfru’, olie med i deres beholdere? (b) Hvordan hjælper dette dem til at være tro mod deres trolovelse med brudgommen?

⁴⁰ I lignelsens opfyldelse tager de der blev skildret ved de fem kloge jomfruer, ekstra olie med sig i deres beholdere ved så at sige at fylde sig med Guds ord. Ja, de fylder sind og hjerte med dette ord ved personligt studium, ved at overvære kristne møder hvor Guds ord fremholdes og drøftes, og ved at tale med andre om Guds ord og således bruge det. De beder om Guds ånd og søger fortsat at være „fyldt med ånd“. (Efeserne 5:18) Hvis der så i fremtiden skulle opstå en nødsituation, vil de, med deres fuldstændige beholdning af åndelig olie, kunne få fornyet udholdenhed og blive ved med at skinne som „verdens lys“, som et bevis på at de holder fast ved deres trolovelse med deres himmelske brudgom.

„Brudgommen var længe om at komme“

41. (a) Hvornår kunne også hedninger blive en del af ’den rene jomfru’ der gik ud for at møde brudgommen? (b) Hvad skete der for jøderne i år 70? Mødte „jomfruerne“ da brudgommen?

⁴¹ I efteråret 36 blev døren åbnet så også uomskårne ikke-jøder eller hedninger kunne gå over til kristendommen, „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud“. De hedninger der kom til troen, modtog Guds hellige ånd og dens gaver på samme måde som de troende jøder på pinsedagen i år 33. (Apostelgerninger 10:1 til 11:18; 15:7-19) De blev således også en del af ’den rene jomfru’ der er ’lovet bort til ægteskab’ med Messias eller Kristus. (2 Korinter 11:2) Fra dette tidspunkt fik de del i opfyldelsen af lignelsen om ’de ti jomfruer’ og — for at bruge lignelsens ord — de „tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen“. I år 70 blev byen Jerusalem og dens strålende tempel ødelagt af de romerske legioner, men selv om denne frygtelige ødelæggelse var et udtryk for Guds dom over de ikke-troende, antikristne jøder, mødte de der udgjorde ’den rene jomfru’ ikke på dette tidspunkt den himmelske brudgom som de var gået ud for at byde velkommen. — Lukas 21:20-24; Mattæus 24:15-22; Markus 13:14-20.

42, 43. (a) Hvilken åbenbaring som blev givet henimod slutningen af det første århundrede må have styrket ’den rene jomfru’ i hendes håb? Hvordan sluttede denne åbenbaring? (b) Hvem havde allerede vist sig, ifølge det første brev Johannes skrev derefter?

⁴² Årene gik, og henimod slutningen af det første århundrede, omkring år 96, fik apostelen Johannes den storslåede åbenbaring med alt hvad den havde at fortælle om den himmelske brudgom, Jesus Kristus, og hans „brud“, der blev skildret som det ny Jerusalem. (Åbenbaringen 21:1 til 22:17) Dette må have været til umådelig opmuntring for ’den rene jomfru’ der stadig holdt fast ved håbet om at møde brudgommen når han vendte tilbage. Den himmelske brudgom sluttede Åbenbaringen med disse ord: „Han som vidner om disse ting siger: ’Ja; jeg kommer hurtigt.’“ Den aldrende apostel Johannes svarede: „Amen! Kom, Herre Jesus,“ og tilføjede så til sidst: „Måtte Herren Jesu Kristi ufortjente godhed være med de hellige.“ (Åbenbaringen 22:20, 21) Muligvis to år efter, omkring år 98, skrev apostelen Johannes det første af sine tre breve, og heri sagde han:

⁴³ „Børn, det er den sidste time, og som I har hørt at antikrist kommer, således er der allerede nu kommet mange antikrister; deraf erkender vi at det er den sidste time.“ „Vi ved at enhver som er blevet født som følge af Gud, ikke øver synd, men Han som er født som følge af Gud, våger over ham, og den onde får ikke tag i ham. Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ — 1 Johannes 2:18; 5:18, 19.

44. (a) Hvem blev vejen åbnet for efter Johannes’ død? (b) Hvor kraftigt må ’de ti jomfruers’ lamper have brændt på dette tidspunkt? Nærede de håb om at møde brudgommen?

⁴⁴ Kort efter at den aldrende apostel havde skrevet sine tre breve og ligeledes den beretning om Jesu liv der kaldes Johannes’ evangelium, døde han. Han var uden tvivl den sidste af „Lammets tolv apostle“. Hans bortgang bevirkede derfor at døren lidt efter lidt åbnedes, ikke for brudgommen Kristus, men for antikrist, som Johannes selv havde advaret om. (2 Tessaloniker 2:7, 8) På dette tidspunkt blev „verdens lys“ næsten slukket. De symbolske lamper som tilhørte den skare der blev skildret ved ’de ti jomfruer’, må have brændt meget svagt. Ja, antallet af sande „jomfruer“ må være blevet meget lille. De der blot foregav at være kristne må have ladet sig opsluge af andre interesser, af jordiske, materielle interesser, i stedet for af ønsket om Herren Jesu genkomst. Der gik lang tid, og han viste sig stadig ikke.

45. Hvordan opfyldtes det, især på Konstantins tid, at „da brudgommen var længe om at komme, døsede de alle hen og faldt i søvn“?

⁴⁵ I lignelsen om de ti jomfruer blev dette forudsagt med ordene: „Da brudgommen var længe om at komme, døsede de alle hen og faldt i søvn.“ (Mattæus 25:5) Det samme skete inden for den religiøse gruppe der gjorde krav på at være den kristne menighed: Dens medlemmer blev trætte af at vente på brudgommen. Ja, da Konstantin den Store blev „omvendt“ og gjorde den tids form for kristendom til romerrigets statsreligion, så man ikke mere noget behov for Kristi genkomst. Kristenheden var nu blevet grundlagt, og mange af kirkernes biskopper allierede sig med den romerske stat og begyndte at udøve gejstlig myndighed. Jesu Kristi sande apostle var sovet ind i døden. Når de navnkristne biskopper nu faldt i søvn, var det på den måde at de sov med hensyn til deres kristne ansvar og med hensyn til at holde den kristne menighed fri for menneskers filosofi og traditioner. De sov også med hensyn til at holde sig fuldstændig rene og uplettede af verden og at praktisere ren og ubesmittet tilbedelse for Gud.

46. (a) Hvordan svarer ’de ti jomfruers’ sovende tilstand til det Jesus forudsagde i lignelsen om hveden og ukrudtet? (b) Hvor længe skulle den åndelige søvn vare, og i hvilken tidsperiode ville den sidste del af lignelsen gå i opfyldelse?

⁴⁶ Denne religiøse situation ser ud til at svare til den situation Jesus skildrede i sin lignelse om hveden og ukrudtet, hvori han sagde: „Himlenes rige er blevet ligesom en mand der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt blandt hveden og gik sin vej.“ (Mattæus 13:24, 25) Først efter en lang vækstperiode skulle høsten finde sted. Først da ville manden i lignelsen komme og sørge for at ukrudtet blev rykket op og den sande hvede samlet ind i hans forrådshus. Da Jesus forklarede denne lignelse benyttede han interessant nok det samme udtryk som hans apostle benyttede da de stillede ham spørgsmålet i Mattæus 24:3. Jesus sagde: „Høsten er en afslutning på en tingenes ordning.“ (Mattæus 13:39) Der var endnu længe til afslutningen på den verdensomfattende tingenes ordning, og det viste sig at søvnen der var forudsagt i lignelsen om de ti jomfruer kom til at vare i lang tid. Opfyldelsen af den sidste del af lignelsen om jomfruerne skulle være en del af tegnet på „afslutningen på tingenes ordning“.

[Fodnote]

Kapitel 11

„Her er brudgommen!“

1. Hvem af ’de ti jomfruer’ må nu og da være vågnet i løbet af den lange periode deres søvn varede, og i hvert fald efter hvilken religiøs vækkelse?

I LØBET af den lange periode hvori de symbolske jomfruer sov, som forudsagt i Jesu lignelse, må nogle af dem nu og da være vågnet, især ’de kloge jomfruer’, dem der havde taget ekstra olie med i deres beholdere. Det er i hvert fald sket efter den religiøse vækkelse der fandt sted i begyndelsen af det sekstende århundrede, da nogle i Europa ihærdigt bestræbte sig for at vende tilbage til den inspirerede Bibel som den eneste bog der indeholdt sandheden fra Gud, og som den sande inspirerede rettesnor for brudgommens, Kristi, disciple. Kristi løfte om at komme igen gjorde da et stærkt indtryk på oprigtige bibellæsere. De forstod at hans andet komme ville finde sted før det lovede tusindårsrige begyndte, de tusind år hvori Satan skulle være bundet og fængslet i „afgrunden“.

2. Hvordan havde den lutherske teolog J. A. Bengel en vis andel heri?

² I første halvdel af det attende århundrede var der for eksempel en luthersk teolog ved navn Johann Albrecht Bengel, født i Winnenden i Württemberg i Tyskland i 1687 og død i 1752; han skrev en række bøger om Bibelen. Encyclopædia Britannica (11. udgave) siger om hans værker:

Nogle af de vigtigste er: Ordo temporum [Tidernes orden], en afhandling om Bibelens kronologi, hvori han anstiller beregninger vedrørende verdens ende, og Erklärte Offenbarung Johannis [udlægning af Åbenbaringen], et værk der vandt stor popularitet i Tyskland og blev oversat til flere sprog. — Bind 3, side 737.

M’Clintock og Strongs Cyclopædia siger om Bengel:

Hans kronologiske værker, hvori han forsøger at udregne „dyrets tal“, tiden for „tusindårsrigets“ begyndelse (han var overbevist om at tusindårsriget ville begynde i 1836), osv., har snarere skadet indtrykket af hans sunde dømmekraft. — Bind 1, side 749, 750.

3. (a) Viste Bengels skrifter sig at være det råb der skulle lyde ved midnat vedrørende brudgommen? (b) Hvordan skete der en ny vækkelse i forbindelse med William Miller fra Pittsfield i Massachusetts?

³ De skrifter Bengel udgav i første halvdel af det attende århundrede viste sig ikke at være det råb der skulle lyde ved midnat: „Se, brudgommen er der, gå ham i møde!“ „Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.“ (Mattæus 25:6, DA; NW) De der ivrigt læste Bengels skrifter og handlede efter dem, mødte ikke den himmelske brudgom i 1836, det år de ventede hans synlige genkomst i kødet. Senere fandt der andre vækkelser sted blandt de kristne der bekendte sig til at høre med til ’den rene jomfru’. Specielt kan nævnes vækkelsen i forbindelse med William Miller, der blev født i 1781 i Pittsfield i Massachusetts, U.S.A., og blev grundlægger af millerismen eller adventismen. I M’Clintock og Strongs Cyclopædia (bind 6, side 271) læser vi:

Omkring 1833, da han boede i Low Hampton, N. Y., begyndte han på sin løbebane som apostel for den ny lære, som gik ud på at verden ville ende i 1843. Hovedargumentet for hans opfattelse havde at gøre med udløbet af de 2300 dage i Daniel 8:14, som han regnede for år. Han anså de halvfjerds uger i Daniel 9:24 for at være nøglen til beregningen af de 2300 dage i det foregående kapitel, og idet han lod perioderne begynde i år 457 f. Kr. — da perserkongen Artaxerxes frigav Ezra fra hans fangenskab for at han skulle bringe det jødiske samfund i Jerusalem i orden (Ezra 7) — og lod de halvfjerds uger slutte med Kristi korsfæstelse i år 33, sådan som de fleste kommentatorer gør, fandt han at resten af de 2300 dage, nemlig 1810 dage, ville udløbe i 1843. I ti år fremholdt han dette synspunkt, og det lykkedes ham at samle et stort antal tilhængere, efter sigende halvtreds tusind, der med lettroende forventning så frem til den fastsatte dag. Det gik imidlertid ikke som Miller havde fremholdt, og adventisterne, som de undertiden kaldes, forlod lidt efter lidt deres apostel. Han døde den 20. december 1849 i Low Hampton, Washington County, N.Y.

4. (a) Viste Millers bevægelse sig at være råbet ved midnat? (b) Hvad kom en uafhængig gruppe bibelstudenter tredive år senere til at forstå vedrørende Kristi andet komme?

⁴ Millerismen var tydeligvis heller ikke det råb der skulle lyde ved midnat: „Her er brudgommen!“ Den himmelske brudgom viste sig ikke synligt i kødet i 1843 for at bortrykke disse adventister til de himmelske boliger, som de længselsfuldt så frem til. Studiet af Bibelen fortsatte imidlertid. Tredive år senere var en lille gruppe mennesker som hverken havde tilknytning til adventisterne eller til nogen anden religiøs bevægelse i kristenheden, optaget af at studere Bibelen i Pittsburgh (Allegheny) i Pennsylvanien, U.S.A. For ikke at betragte Bibelen gennem sekteriske briller foretog de deres studium uafhængigt af andre religiøse grupper. Et af gruppens medlemmer var Charles Taze Russell, som kun var først i tyverne. De var naturligvis alle stærkt interesseret i den himmelske brudgoms, Jesu Kristi, andet komme. Under deres studium af Bibelen kom de imidlertid til det resultat at Kristus ville komme igen usynligt. Han ville ikke komme synligt i kødet som et materialiseret menneske, men usynligt i ånden, eftersom han ikke længere var kød og blod. Mennesker ville derfor ikke se ham komme, og hans ankomst ville danne indledning til hans usynlige nærværelse eller parousia. Hans nærværelse ville imidlertid blive stadfæstet af synlige beviser.

„Syv tider“ — „hedningernes tider“

5. Hvilken tidsperiode som Jesus nævnte, beskæftigede de sig også med under deres studium, og hvad fik Russell offentliggjort i 1876 vedrørende afslutningen på denne periode?

⁵ Under deres ivrige granskning af Guds ord beskæftigede disse bibelstudenter sig også med „hedningernes tider“, der omtales af Jesus i Lukas 21:24 (DA), og de forbandt disse hedningetider med de „syv tider“ der er nævnt fire gange i Daniels bog (4:16, 23, 25, 32). De søgte at finde ud af hvornår disse „syv tider“, hvori Gud tillod hedenske magter at udøve herredømme over jorden, ville udløbe. Hvilket resultat nåede de til? På dette tidspunkt udkom der i Brooklyn, New York, et månedsblad med titlen Bible Examiner, redigeret af en mand ved navn George Storrs. I 1876 skrev den fireogtyveårige Russell en artikel om emnet til dette blad. Hans artikel, som bar titlen „Hedningernes tider — hvornår ender de?“, blev bragt på side 27 og 28 i bladets udgave for oktober 1876, hvilket var årgang XXI, nummer 1. I denne artikel (på side 27) skrev Russell: „De syv tider vil ende i 1914.“

6. (a) Hvilken bog var Russell med til at udgive i 1877, og hvad sagde denne bog om udløbet af hedningernes tider? (b) Hvornår havde menneskene levet på jorden i seks tusind år, ifølge den kronologi man da fulgte? I hvilket år mente man det syvende årtusind begyndte?

⁶ Året efter (1877) udgav Russell sammen med Nelson H. Barbour fra Rochester, New York, en bog med titlen Three Worlds, and the Harvest of This World (Tre verdener og denne verdens høst). I denne bog blev der givet udtryk for at der før hedningetidernes udløb i 1914 ville være en periode på fyrre år, som var begyndt i 1874 med en høsttid på tre og et halvt år. Man havde den opfattelse at Herren Jesus Kristus usynligt ledede denne høst, idet hans nærværelse eller parousia var begyndt i 1874. Umiddelbart efter, mente man, begyndte det store modbilledlige jubelår for menneskeheden, svarende til de „jubelår“ som jøderne holdt under Moseloven. (3 Mosebog, kap. 25) Ifølge den bibelkronologi man derefter gik ind for, udløb de første seks tusind år af menneskenes eksistens på jorden i 1872. Man mente imidlertid ikke at Herren Jesus var kommet ved udløbet af disse seks tusind år, men derimod ved begyndelsen til det modbilledlige jubelår i oktober 1874. Året 1874 skulle markere afslutningen på seks tusind år hvori synden herskede over menneskene. Derefter, mente man, var menneskeheden kommet ind i det syvende årtusind. — Åbenbaringen 20:4.

7. (a) Hvorfor lod Russell ordene „Forkynder af Kristi Nærværelse“ indgå i titlen på det religiøse blad han udgav i 1879? (b) Hvad skulle der ske når Kristi „nærværelse“ ophørte samtidig med hedningernes tider i 1914?

⁷ På grundlag af denne forståelse begyndte de der udgjorde ’den rene jomfru’ at gå ud for at møde den himmelske brudgom i året 1874, idet de troede at han var kommet i dette år og derefter var usynligt nærværende. De følte at de allerede levede i tiden for brudgommens usynlige nærværelse. Da Charles T. Russell i juli 1879 begyndte at udgive sit eget religiøse blad, gav han det derfor titlen „Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence“ (Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse). Han var allerede blevet kendt med Benjamin Wilsons bibeloversættelse, The Emphatic Diaglott, der, både i Mattæus 24:3 og alle andre steder, gengav det græske ord parousiʹa med „nærværelse“ og ikke „komme“. Det nye blad forkyndte at Kristi usynlige nærværelse var begyndt i 1874. Denne nærværelse skulle fortsætte indtil hedningetiderne udløb i 1914, hvorefter de hedenske nationer skulle udslettes og resten af den skare der udgjorde ’den rene jomfru skulle herliggøres sammen med deres brudgom i himmelen idet de skulle dø og oprejses til liv i ånden. På denne måde ville den skare der blev fremstillet ved de fem kloge jomfruer, gå ind ad døren og få del i bryllupsfesten.

8. (a) Hvad så resten af den skare der udgør ’den rene jomfru’ ivrigt frem til, og hvorfor? (b) Hvad bekendtgjorde Russell om morgenen denne dag for medarbejderne på hovedkontoret i Brooklyn?

⁸ Som årene gik og tiden rykkede nærmere, så resten af dem der udgjorde ’den rene jomfru’ med voksende interesse frem til den afgørende dag, den 1. oktober 1914. Som en kristen skare havde de skilt sig ud fra den urene verden og fuldstændig indviet sig til Gud gennem Kristus, og de havde symboliseret deres indvielse til Gud ved vanddåben. De bestræbte sig for at lade deres lys skinne, alt imens de nærmede sig det tidspunkt hvor de ventede at møde deres brudgom i himmelen. Endelig oprandt dagen, den 1. oktober 1914, og denne morgen bekendtgjorde Charles T. Russell, præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society, for medarbejderne på hovedkontoret i Brooklyn, New York: „Hedningernes tider er endt, og deres kongers dage er forbi.“

9. Hvornår døde Russell imidlertid selv, og hvilken konklusion fører dette til?

⁹ Men selv om hedningernes tider var udløbet, blev forventningen om at resten af kirken ville opnå himmelsk herlighed, ikke indfriet. Russell selv døde først den 31. oktober 1916, og en anden efterfulgte ham som præsident for Selskabet. Man havde åbenbart regnet forkert et sted.

10. (a) Hvad blev den 1. oktober 1914 begyndelsen til for den jordiske rest af dem der hører med til ’den rene jomfru’? (b) Hvornår nåede forfølgelsen et højdepunkt, og hvilket brev røber ’den rene jomfrus’ inderlige længsel efter at blive forenet med den himmelske brudgom?

¹⁰ I stedet for at den kristne kirke opnåede himmelsk herlighed den 1. oktober 1914, begyndte der nu en tid med store vanskeligheder for dem der så frem til at møde den himmelske brudgom. Efterhånden som de gruopvækkende år under den første verdenskrig skred frem, nåede forfølgelsen af dem der hørte med til ’den rene jomfru’ et højdepunkt. Det skete sommeren 1918, da Watch Tower Society’s nye præsident, Joseph F. Rutherford, og Selskabets sekretær og kasserer, W. E. Van Amburgh, samt seks andre kristne mænd som var tilknyttet hovedkontoret i Brooklyn, New York, blev stillet for en forbundsdomstol og dømt på falske anklager og indsat til afsoning i forbundsfængselet i Atlanta i staten Georgia. Fra sin celle skrev præsident Rutherford et brev til sine medkristne som blev forfulgt uden for fængselets mure. Et uddrag af brevet blev gengivet på side fire i programmet til et firedages stævne som de internationale bibelstudenter holdt fra 30. august til 2. september 1918 i Milwaukee i Wisconsin.a Dette brev åbenbarede tydeligt at ’den rene jomfru’ inderligt længtes efter snart at blive forenet med brudgommen i himmelen. Det fremgår især af følgende linjer, som vi citerer:

TIL GUDS ISRAEL

Elskede Venner i Kristus!

Fængselslivet er underligt for os; og dog er hver Erfaring ledsaget af Glæde, fordi vi ser paa alt dette fra det himmelske Synspunkt. Nu kan vi med Sandhed synge:

„Svind, svind hver jordisk Glæde,

Jesus er min!“

I Virkeligheden er der nu ingen jordiske Glæder; men vi ser med glad Forventning hen til den Dag, da vi skal samles hjem. . . . Vi føler os ofte tvivlraadige mellem to Ting — enten vi skulde foretrække at gaa herfra eller at komme for at tjene eder en Stund, førend vi gaar hjem. Hans Vilje ske! Jeg føler mig forvisset om, at alle disse Erfaringer modner Menigheden og bereder den til den endelige Indsankning. Eders Breve og Brevene fra de kære Venner alle Vegne viser, hvor blidt de bøjer sig for Ilden, der fortærer Ofret. . . .

Gør alt, hvad I kan, for at opmuntre de kære Faar i Hjorden. Trøst dem med de dejlige Løfter om en snarlig og herlig Hjemkomst. Aldrig har jeg elsket eder saa højt som nu. . . . Hvor lifligt det vil blive at samles om vor Faders Trone og glæde os med uudsigelig og evig Glæde! . . .

Jeg takker vor kære Fader, fordi Han har været saa god at sende syv Brødre med mig, for at vi kan nyde disse Forrettigheder sammen. . .

Vid for vist, at vi elsker eder højt. Vor Herres Jesu Kristi Naade være med eder alle.

Eders Broder og Tjener ved Hans Naade,

J. F. RUTHERFORD

11. (a) Hvad erkendte resten af den skare der udgør ’den rene jomfru’ ikke vedrørende året 1874 mens denne forfølgelse stod på? (b) Hvor længe sad Selskabets ledere fængslet, og hvad begyndte da de blev løsladt?

¹¹ Mens resten af den skare der udgjorde ’den rene jomfru’ gennemgik alle disse lidelser og vanskeligheder i de mørke år under den første verdenskrig, forstod den ikke at året 1874, der nu lå over fyrre år tilbage i tiden, ikke havde været tidspunktet for brudgommens genkomst og for råbet: „Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.“ Tidspunktet for dette råb, der skulle lyde ved midnat, var endnu ikke kommet, men det var meget nær. Præsident Rutherford kom ikke til at opholde sig i fængselet i tyve år, sådan som dommen havde lydt på da retten afsagde sin kendelse den 21. juni 1918, men kun ni måneder. Den 25. marts 1919 blev han og hans syv medarbejdere nemlig løsladt fra fængselet i Atlanta og sendt tilbage til Brooklyn, New York, hvor de den 26. marts fik lov at stille kaution og fik deres sag genoptaget. De var atter frie. Nu kunne de — sammen med alle andre af den rest der var af dem der udgør ’den rene jomfru’ — gå i gang med det arbejde der skulle udføres i efterkrigstiden. De var ikke blevet indsamlet til deres himmelske Faders trone, taget bort fra den onde verdens voksende mørke. En ny periode med kristen tjeneste på jorden var ved at begynde!

12. Hvilken del af Jesu lignelse om ’de ti jomfruer’ blev da opfyldt for dem?

¹² Det var på dette afgørende tidspunkt „restens“ medlemmer oplevede det den himmelske brudgom havde forudsagt i lignelsen om ’de ti jomfruer’: „Midt om natten lød et råb: ’Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.’ Så stod alle jomfruerne op og bragte deres lamper i orden.“ — Mattæus 25:6, 7.

13, 14. (a) Hvem forkyndte brudgommens nærværelse i lignelsen, og hvordan gik dette i opfyldelse? (b) Hvilke beviser havde der siden 1914 været på at den himmelske brudgom virkelig var nærværende?

¹³ I lignelsen var det ikke de ti jomfruer der bekendtgjorde at brudgommen var der. Det var øjensynlig brudgommens ledsagere der gjorde det. Jomfruerne hørte blot råbet. Svarende hertil skete der det i 1919 at alle som gjorde krav på at være som de jomfruer der ventede på at brudgommen skulle komme og tage dem med til den åndelige bryllupsfest i sin Faders hjem, blev overrumplet af vidnesbyrdene om at den himmelske brudgom nu var usynligt nærværende.

¹⁴ Året 1919 var altså et opvågningsår for alle som hævdede, at være „jomfruer“, både de tåbelige og de kloge. Den første verdenskrig var forbi, og Folkeforbundet blev stillet på benene som en international organisation for verdensfred og sikkerhed. Siden krigsudbruddet i 1914 var så mange dele af Jesu profeti om hans parousia og afslutningen på tingenes ordning gået i opfyldelse at de tilsammen udgjorde „tegnet“ på at Jesus Kristus virkelig var kommet til sit himmelske rige ved udløbet af hedningernes tider i 1914. Guds lovede messianske rige var altså blevet oprettet i himlene. Begivenhedernes udvikling, både på det verdslige og på det kirkelige område, viste tydeligt at Kristus nu var nærværende!

De bringer deres lamper i orden

15. (a) Hvilken undertitel kunne Vagt-Taarnet nu med rette bære? (b) Hvilken meddelelse i Vagt-Taarnet for juni 1919 virkede animerende på bladets læsere i hele verden?

¹⁵ Nu kunne Vagt-Taarnet med rette bære undertitlen „Forkynder af Kristi Nærværelse“. De otte kristne bibelstudenter der blev løsladt fra forbundsfængselet i marts måned, fik mulighed for at overvære den årlige fejring af Herrens nadver søndag aften den 13. april 1919, og ifølge en ufuldstændig rapport som blev offentliggjort på side 151 i The Watch Tower for 15. maj var der i hvert fald 17.961 som deltog i fejringen. I Vagt-Taarnet for juni 1919 (side 89, 90) blev det bekendtgjort at de otte som var blevet dømt på falske anklager, var blevet løsladt mod en kaution på 10.000 dollars hver, og der blev berettet om den storslåede modtagelse de havde fået på betelhjemmet i Brooklyn af hundreder af deres medkristne. Denne bekendtgørelse, der nåede ud i hele verden, virkede animerende på dem der læste Vagt-Taarnet og Forkynder af Kristi Nærværelse.

16. (a) Hvad var tiden da inde til, ifølge Esajas 60:2? (b) Hvordan fik de indviede bibelstudenter deres mod styrket, og hvilken international sammenkomst fandt sted?

¹⁶ Tiden var ikke inde til åndeligt talt at døse eller sove. Tiden var inde til handling, som Esajas 60:2 forudsagde: „Se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal [Jehova] oprinde, over dig skal hans herlighed ses.“ Verdenssituationen krævede at alle de indviede bibelstudenter modigt skred til handling. Man spildte ikke tiden. De kristne der havde holdt udkig efter brudgommen, fik omgående styrket deres mod, idet der i The Watch Tower for 1. og 15. august 1919 blev bragt to artikler over temaet „Salige er de, som ikke frygter“ (Vagt-Taarnet for september og oktober 1919), sammen med en meddelelse om at der skulle holdes et internationalt generalstævne i Cedar Point ved Erie-søen fra 1. til 8. september. Guds indviede folk rystede energisk den åndelige døsighed af sig og kom i tusindtal til stævnebyen. Omkring 6000, hovedsagelig fra Canada og De forenede Stater, overværede daglig møderne. Ved dette opildnende stævne havde de indviede kristne lejlighed til at forny deres beslutning om at forblive vågne og aktive i den fremtidige tjeneste for Gud.

17, 18. (a) Hvad blev der meddelt på „medarbejdernes dag“ under dette generalstævne, og hvad ventede man deraf? (b) Hvordan virkede instruktionerne vedrørende dette arbejde tilskyndende, og var begivenhederne på denne stævnedag noget der kun havde ringe betydning?

¹⁷ På „medarbejdernes dag“, fredag den 5. september, vaktes der en vældig begejstring da præsident J. F. Rutherford bekendtgjorde at man fra 1. oktober 1919 ville begynde at udgive et nyt blad med titlen „The Golden Age“. Dette blad skulle være et søsterblad til Vagt-Taarnet og skulle sammen med det forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige. Guds indviede folk blev tilskyndet til at tegne abonnementer på det nye blad, og man ventede at det snart ville få et oplag på 4.000.000 eksemplarer. Yderligere instruktioner om hvordan dette verdensomspændende forkyndelsesarbejde skulle udføres blev senere offentliggjort i artiklen „Forkyndelsen af Budskabet om Riget“, der blev bragt på siderne 173-176 i Vagt-Taarnet for november 1919 (The Watch Tower for 15. september 1919).

¹⁸ I artiklens tredjesidste afsnit fik alle læsere en opflammende tilskyndelse: „Lejlighedens Dør aabner sig nu foran dig. Træd hurtigt ind ad den; husk paa, naar du gaar ud i dette Arbejde, at du ikke løber om som en almindelig Bladagent, men du er Kongers Konges og Herrers Herres Repræsentant, der paa denne ophøjede Maade forkynder Folket den kommende Guldalder, vor Herres og Mesters herlige Rige, som de sande Kristne har haabet paa og bedet om i mange Aarhundreder.“ Der blev straks reageret på denne opfordring til at tage del i den nye gren af Rigets arbejde, og i dag, over fireoghalvtreds år senere, trykkes dette blad, der nu bærer navnet Vågn op!, i et oplag på over 7.500.000 af hver udgave. Det at disse 6000 indviede kristne var til stede dér i Cedar Point i staten Ohio fredag den 5. september 1919 og hilste meddelelsen om bladet The Golden Age velkommen, var på ingen måde en begivenhed af forbigående interesse, en begivenhed som blev uden betydning for den skare der ønskede at være „en ren jomfru“ for Gud her i tiden for Kristi nærværelse. „Jomfruerne“ er ikke faldet i søvn igen!

19. Hvad måtte der til for at man kunne bringe lamperne i orden, og hvorfor medførte dette en adskillelse mellem jomfruerne?

¹⁹ Dette var i sandhed tiden da „alle jomfruerne [stod] op og bragte deres lamper i orden“. (Mattæus 25:7) I lignelsen betød det at jomfruerne måtte fylde mere olie på deres lamper, idet lamperne var „ved at gå ud“. Men ak! de tåbelige jomfruer opdagede at de ikke uden videre kunne fylde deres lamper op; de havde ikke taget ekstra olie med i beholdere, sådan som de kloge jomfruer havde gjort. Dette førte til en adskillelse blandt jomfruerne. Hvorfor? Mattæus 25:8, 9 forklarer: „De tåbelige sagde til de kloge: ’Giv os noget af jeres olie, for vores lamper er ved at gå ud.’ De kloge svarede med ordene: ’Måske er der ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til dem der sælger den og køb jer noget.’“

20. Var det selvisk af de kloge jomfruer at nægte at dele deres olie med de tåbelige, og hvad var de kloge fast besluttet på?

²⁰ Vi kan forestille os hvor vanskeligt det ville være for disse tåbelige jomfruer dér midt om natten at finde en forretning der havde åbent eller en sælger som ville forsyne dem med den olie de havde brug for. Var det derfor ikke selvisk af de kloge jomfruer at de ikke ville dele deres olie med de uforstandige? Nej, for hvis de gjorde det, ville ingen af de ti jomfruer nå frem til brudgommens hus og få del i bryllupsfesten. Hvis de fordelte olien imellem sig, ville den slippe op før de nåede deres bestemmelsessted. Ved at tage en ekstra forsyning olie med viste de kloge jomfruer at de følte sig forpligtet til at nå hen til brudgommens hus. Dermed viste de også at de var fast besluttet på at nå derhen, og nu ville de ikke lade noget komme i vejen så de måtte opgive at gennemføre deres gode hensigt til ære for brudgommen. Desuden kunne de tåbelige jomfruer stadig få olie andre steder, uden at bringe de kloge jomfruer i den situation at de måske ikke kunne nå deres mål.

21. Hvordan vil de der svarer til de kloge jomfruer imidlertid ikke behandle en der ønsker at studere Bibelen og få kundskab om brudgommen?

²¹ Hvordan opfyldes denne del af lignelsen, nu mens den himmelske brudgom er nærværende? Er det tanken at de der svarer til de kloge jomfruer skal nægte at yde hjælp hvis et oprigtigt menneske som har hørt noget om Herren Jesu Kristi usynlige nærværelse, gerne vil have at de studere Bibelen med ham så han kan være med til at ære brudgommen? Ville det stride mod belæringen i lignelsen at hjælpe nogen som ønskede at blive fyldt med Guds ord og hans hellige ånd? Nej, på ingen måde.

22. Når vi overvejer spørgsmålet om at dele ud af olien, hvad må vi så huske at det betyder at man holder den tændte lampe frem? Hvad symboliserer olien?

²² Hvad betyder det så at de kloge jomfruer nægter at dele deres olie med de tåbelige jomfruer? Her må vi huske at det at have olie med i en beholder, er det samme som at have den symbolske olie i sig. Og det at holde den tændte lampe frem, er det samme som at lade sit lys skinne, at skinne som lysspreder, sådan at mennesker i denne formørkede verden kan se ens gode gerninger og herliggøre Gud på grund af dem. (Mattæus 5:14-16; Filipperne 2:15) Det er den symbolske olie der nærer den lysende flamme, og denne olie skildrer både Guds ord, der er som en lygte og et lys for den der tilbeder Gud (Salme 119:105), og Guds hellige ånd, der kaster lys over Guds ord for os og fremkalder alle de gode egenskaber der betegnes som „åndens frugt“ hos dem der ejer denne ånd. (Galaterne 5:22, 23; Efeserne 5:18-20) Skulle de der svarer til de kloge jomfruer da skære ned på deres beholdning af denne olie, dette stof som tjener til at sprede lys? Skulle de til sidst holde op med at skinne?

23. (a) Hvad ønsker ’de tåbelige jomfruer’ at ’de kloge jomfruer’ skal gøre? (b) Hvilken slags kristne er de der svarer til de tåbelige jomfruer?

²³ Det var dét ’de tåbelige jomfruer’ i opfyldelsen gerne ville have „de kloge“ til at gøre. „De tåbelige“ ønskede at „de kloge“ skulle indgå et kompromis med dem. Da det i 1919 blev bekendtgjort at den himmelske brudgom var usynligt nærværende, var dette en udfordring til alle som gjorde krav på at være „jomfruer“ og som ønskede at møde brudgommen og glæde sig sammen med ham. De der er som ’tåbelige jomfruer’ giver det udseende af at de er kristne, men de er hovedsagelig blot navnkristne, og de opfylder ikke de krav som sand kristendom stiller. De har måske en vis bibelkundskab, men især en kundskab som er farvet af sekteriske synspunkter. Den bibelkundskab de har, øver måske en vis indflydelse på dem, men ikke i den grad at de har ladet Guds mægtige ånd frembringe „åndens frugt“ i sig. Deres opførsel svarer ikke til det sande kristne mønster. De skinner kun som navnkristne, og det lys de udsender består kun i det religiøse formvæsen der findes inden for den sekt eller kirke de tilhører i kristenheden. De forventer at komme i himmelen når de dør!

24. (a) Er ’de tåbelige jomfruer’, som følge af det religiøse stade de befinder sig på, i stand til at godtage beviserne på at brudgommen er nærværende? (b) Hvilket såkaldt kristent stade ønsker de tåbelige at de kloge skal komme ned på, sådan at de kan samarbejde?

²⁴ Det religiøse stade de befinder sig på, sætter dem imidlertid ikke i stand til at tage udfordringen op da råbet lyder ved midnat: „Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.“ De hverken ser eller anerkender beviserne på at brudgommen har været nærværende siden 1914. De foregiver at tro på brudgommen og på at kirken er hans brud, men de insisterer på at ville møde ham og få del i hans glæde på deres egen måde, deres egen sekteriske måde. Et fællesskab mellem dem og ’de kloge jomfruer’ forudsætter derfor et kompromis. Det forudsætter at alle som gør krav på at være kristne og arvinger til det himmelske rige, må finde sammen i et økumenisk samarbejde. „De kloge“ må skære ned på deres egen beholdning af åndelig olie og træde ned på det kristne stade hvor de uforstandige navnkristne befinder sig. „De kloge“ må altså gøre sig selv tåbelige i religiøs henseende for at kunne gøre fælles sag med de „tåbelige“, uforstandige navnkristne.

25. (a) Hvad er med andre ord spørgsmålet for dem der svarer til ’de kloge jomfruer’? (b) Hvilke ord af Peter og Paulus må de handle efter for at kunne opfylde kravene lige til det sidste?

²⁵ Det står ganske klart hvad sagen drejer sig om: Vil de der svarer til ’de kloge jomfruer’ lade sig påvirke af sådanne religiøse følelser som dem der findes i kristenheden? Vil de give afkald på deres åndelige olie så de ikke er i stand til at skinne som sande kristne lige til enden, med det resultat at de med tiden må gå ud af processionen af lysbærere som ledsager brudgommen til døren til den sal hvor bryllupsfesten holdes? De må, som der siges i Andet Petersbrev 1:10, ’gøre deres yderste for at befæste deres kaldelse og udvælgelse’. De må efterligne apostelen Paulus, der henimod slutningen af sit jordiske liv skrev: „Jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen. Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig som belønning på den dag.“ Når de når frem til døren, dér hvor brudgommens bryllupsfest holdes, må de opfylde alle de krav der stilles til en kristen. — 2 Timoteus 4:7, 8.

26. Hvordan blev ’de kloge jomfruer’ berøvet deres frihed under den første verdenskrig, og hvorfor skiltes de fra ’de tåbelige jomfruer’ i 1919?

²⁶ Af denne grund skilte de der svarer til ’de kloge jomfruer’ sig ud fra dem der blot foregav at være kristne — ligesom der i lignelsen om hveden og ukrudtet (eller rajgræsset) skete en adskillelse mellem hveden og ukrudtet. Under den første verdenskrig var de blevet ført i trældom under Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og dets militære, politiske og juridiske elskere. De var ikke alene berøvet deres handlefrihed som følge af frygt for mennesker i høje stillinger, men de var også rent bogstaveligt berøvet friheden i fængsler, militærlejre og andre forvaringssteder. I 1919 fulgte de den opfordring der lød fra himmelen vedrørende Babylon den Store: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ (Åbenbaringen 18:4) De kunne ikke gå på kompromis med dem der svarer til ’de tåbelige jomfruer’ i dette spørgsmål. De måtte adlyde Gud mere end Babylon den Store og dets verdslige elskere. De kunne heller ikke sammen med Babylon den Store tilbede vilddyrets billede, Folkeforbundet, som Babylon den Store svang sig op på som sit ridedyr i 1919. — Åbenbaringen 13:14, 15; 14:11, 12; 17:1-18.

27. Hvordan indtog ’de kloge jomfruer’ et klart standpunkt lige fra begyndelsen, som det fremgik af en offentlig udtalelse der blev fremsat søndag den 7. september 1919?

²⁷ De der svarer til ’de kloge jomfruer’ tog lige fra begyndelsen et klart standpunkt i dette spørgsmål. Et vidnesbyrd herom er det offentlige foredrag „Håbet for den nødlidende menneskehed“, som præsident Rutherford holdt søndag den 7. september 1919 ved stævnet i Cedar Point og hvori han påpegede at Gud misbilligede Folkeforbundet. Vi citerer fra referatet i avisen Star-Journal (Sandusky, Ohio) for mandag den 8. september 1919:

Præsident Rutherford talte til næsten 7000 Mennesker, som var samlede under Træerne Søndag Eftermiddag. ’Han sagde, at ’Nationernes Forbund, dannet af politiske og økonomiske Kræfter og drevet af et Ønske om at gavne Menneskeheden ved at skaffe Fred og Overflod, vilde udrette meget godt. Derefter paastod han, at Herrens Mishag sikkert vilde komme over Forbundet, fordi Gejstligheden, baade den katolske og den protestantiske, der paastaar at være Guds Repræsentanter, har svigtet Guds Plan og godkendt Nationernes Forbund og har hilst det som et politisk Udtryk for Kristi Rige paa Jorden. — Vagt-Taarnet, januar 1920, side 8, spalte 1.

28, 29. Hvorfor indtog de der svarer til ’de kloge jomfruer’ dette standpunkt, og hvilket nedsættende udtryk som Jakob benytter kunne ikke anvendes om dem?

²⁸ De der svarer til ’de kloge jomfruer’ troede på at Guds elskede søns rige var blevet oprettet i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914, og de stillede sig urokkeligt på dette riges side og nægtede at anerkende eller tilbede nogen erstatning for det. De kunne ikke tillade sig at give noget væk af deres åndelige olie og skære ned på deres fulde hengivenhed for Guds messianske rige. Deres usvigelige trofasthed over for Riget gjorde dem ikke populære i denne verden. De blev ikke verdens venner. Tværtimod voksede verdens had imod dem. Men dette had og fjendskab fra verdens side fremhævede blot endnu tydeligere at de holdt fast ved deres tilknytning til den himmelske konge og brudgom. De kunne ikke betegnes med det nedsættende ord „ægteskabsbrydersker“ som disciplen Jakob benyttede om visse medlemmer af menigheden i det første århundrede, da han skrev:

²⁹ „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, stiller sig derfor som fjende af Gud.“ — Jakob 4:4.

30, 31. Over for hvem viste de der svarer til ’de kloge jomfruer’ således de egenskaber der må kendetegne en trolovet jomfru, og hvordan beskriver Esajas den skønhed en brud er iklædt?

³⁰ De der svarer til ’de kloge jomfruer’ ærede altså deres himmelske brudgom som de var trolovet med eller lovet bort til ægteskab med, idet de urokkeligt bevarede hele deres beholdning af åndelig olie så de vedvarende kunne brænde som symbolske lamper med en klar flamme. De lod deres lys skinne i form af de loyale og rene egenskaber der kræves af dem der skal udgøre den himmelske brud som skal forenes med „én mand“, Herren Jesus Kristus. De glæder sig sammen med ham over at Guds tid er inde til at han skal hjemføre sin „brud“. De deler hans glæde, som der står: „Som brudgom glædes ved brud, så din Gud ved dig.“ (Esajas 62:5) Ligesom brudgommen er klædt i strålende herlighed ønsker også de at fremtræde i skønhed som en brud på bryllupsdagen, så de tager imod den prydelse den himmelske Fader overrækker dem. Den skønhed der kendetegner såvel brudgom som brud, beskrives i Esajas 61:10:

³¹ „Han klædte mig i frelsens klæder, hylled mig i retfærds kappe, som en brudgom, der binder sit hovedbind, som bruden, der fæster sine smykker.“

32. Hvordan skinner ’de kloge jomfruer’ til ære for deres brudgom?

³² Der bør intet være hos de modbilledlige ’kloge jomfruer’ på jorden som kaster et ugunstigt skær over den herlige himmelske brudgom, der er strålende som solen: „Som en brudgom går den ud af sit kammer.“ (Salme 19:5, 6) Som ’kloge jomfruer’ har de derfor pligt til at skinne som lysspredere til ære for deres brudgom ved at lægge de Kristuslignende egenskaber for dagen der adskiller dem fra den religiøse skøge, Babylon den Store, og alle hendes religiøst umoralske „døtre“. Når de skinner på denne måde stiller de ikke deres elskede brudgom i et forkert lys over for menneskene.

Olie til lamperne købes hos sælgerne

33. Hvad var det eneste ’de kloge jomfruer’ kunne sige til „de tåbelige“, i henhold til Jesu lignelse, og hvad viste „de kloge“ derved?

³³ Eftersom de modbilledlige ’tåbelige jomfruer’ manglede åndelig olie, kunne de ikke skinne til ære for brudgommen som var ankommet og var til stede og nu gik hen til bryllupsfesten. De havde ikke ret til noget af den „olie“ som „de kloge“ havde taget med og selv behøvede for at kunne følge brudgommen. Alt hvad „de kloge“ ifølge lignelsen kunne gøre for „de tåbelige“, var at sige til dem: „Måske er der ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til dem der sælger den og køb jer noget.“ (Mattæus 25:9) Hermed viste ’de kloge jomfruer’ endnu en gang at de virkelig var forstandige, og de uforstandige jomfruers tåbelighed viste sig at blive til ulykke for dem selv. De blev nødt til at gå hen og finde nogle oliehandlere for at få deres lamper fyldt op.

34, 35. Hvordan købte ’de tåbelige jomfruer’ olie i lignelsens opfyldelse? Hvad ville der ske imens, ifølge lignelsen?

³⁴ Det samme skete i lignelsens opfyldelse: „de tåbelige“ blev nødt til selv at skaffe sig den nødvendige åndelige olie. De gik derhen hvor de, som følge af deres religiøse overbevisning, mente at de kunne få den „olie“ der ville give dem adgang til himmelen, i henhold til deres trosbekendelser. De søgte derfor hen til deres egne sekteriske kirkeretninger for at få den slags „olie“ de kunne købe hos dem, og af disse sælgere fik de den slags „olie“ de var villige til at betale for, uden at de behøvede at vise den rette hengivenhed for den himmelske brudgom. Men vil denne religiøse „olie“ som de har købt hos oliesælgerne til den pris disse sælgere har fastsat, give dem adgang til bryllupsfesten? Herom læser vi:

³⁵ „Mens de gik hen for at købe, ankom brudgommen, og de jomfruer der var parate gik med ham ind til bryllupsfesten, og døren blev lukket.“ — Mattæus 25:10.

36. Hvilke jomfruer kunne glæde sig over at være sammen med brudgommen i processionen, og hvordan kunne de stå prøve da det blev foretaget en inspektion ved „døren“?

³⁶ ’De kloge jomfruer’ og ’de tåbelige jomfruer’ gik hver sin vej — „de tåbelige“ gik bort fra brudgommen, og „de kloge“ gik brudgommen i møde da han ankom. Da ’de kloge jomfruer’ mødte brudgommen var der et stykke vej hen til „døren“ til det hus hvor bryllupsfesten skulle holdes. På vejen derhen gik festdeltagerne i procession med tændte lamper, og således var ’de kloge jomfruer’ sammen med brudgommen, og brudgommen var nærværende hos dem. Da processionen med de glade festdeltagere nåede sit bestemmelsessted og fortsatte ind ad døren til brudgommens bolig, brændte ’de kloge jomfruers’ lamper stadig klart. Deres olie var ikke sluppet op inden de nåede frem til „døren“. På denne måde viste de at de var en del af den procession der fulgte brudgommen. Dette gav dem adgang til bryllupsfesten. Det var vigtigt at de var rede til den inspektion der ville finde sted, for der siges i lignelsen: „De jomfruer der var parate gik med ham ind til bryllupsfesten.“ Døren blev ikke lukket for næsen af dem, men bag dem!

37. På hvilken måde viser det sig at nutidens „jomfruer“ skinner når inspektionen finder sted, og hvilken tilstand befinder de sig i, siden brudgommen lader dem blive en del af ’brudeskaren’?

³⁷ I lignelsens opfyldelse her i vor tid fortsætter de der svarer til ’de kloge jomfruer’ trofast i denne procession der ærer og ophøjer den herlige brudgom. Når de er nået hen til „døren“, hvor inspektionen finder sted, viser det sig at de er værdige til at få adgang til bryllupsfesten. Inspektionen, som foretages af deres himmelske trolovede, bringer for dagen at de skinner med den kristne personlighed som brudgommen venter at finde hos sin himmelske „brud“. De fremstiller sig „som en ren jomfru for Messias“. De har ikke ladet sig fordærve og vende bort „fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på“. (2 Korinter 11:2, 3) Brudgommen kan godkende disse nutidige ’kloge jomfruer’ som en del af den kristne menighed, hvorom vi læser: „For at han kunne fremstille menigheden for sig i dens pragt, uden at den havde en plet eller rynke eller noget sådant, men så den kunne være hellig og dadelfri.“ — Efeserne 5:27.

„Og døren blev lukket“

38. Hvor mange, alt i alt, vil få adgang til bryllupsfesten, og hvornår vil „døren“ officielt blive lukket? Begrund svaret.

³⁸ Når alle de 144.000 medlemmer af den himmelske ’brudeskare’ er gået ind ad „døren“ til bryllupsfesten, er der naturligvis ikke flere som vil få adgang. (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1-5) Men hvornår bliver „døren“ officielt lukket? Det må ske når „den store trængsel“ bryder løs til Guds fastsatte tid og ødelæggelsen begynder at ramme kristenheden og hele den øvrige del af den religiøse skøge, det store Babylon, den falske religions verdensimperium. Da vil det være for sent for dem der bekender sig til kristendommen at gå ud fra Babylon den Store for ikke at blive delagtig med hende i hendes synder og få del i hendes dødbringende plager. (Åbenbaringen 18:4) Eftersom „den store trængsels“ dage vil blive „afkortet“ på grund af „de udvalgte“, er det indlysende at tallet på disse „udvalgte“, nemlig 144.000, vil være fuldstændigt når „den store trængsel“ bryder løs. Dermed lukkes døren.

39. Hvad sker der til sidst i lignelsen om de ti jomfruer?

³⁹ Hvad sker der så? Lignelsen om de ti jomfruer antyder hvad der vil ske, idet den slutter med ordene: „Bagefter kom de andre jomfruer også, og de sagde: ’Herre, herre, luk op for os!’ Som svar sagde han: ’Jeg siger jer som sandt’ er: Jeg kender jer ikke.’“ — Mattæus 25:11, 12.

40. Hvorfor kunne brudgommen med fuld ret sige til ’de tåbelige jomfruer’: „Jeg kender jer ikke“?

⁴⁰ De fem ’tåbelige jomfruer’ havde skaffet sig den olie de kunne få hos de oliesælgere de havde kunnet finde dér, midt om natten, og nu kom de til døren med deres lamper tændte. Men deres lamper havde ikke skinnet til ære for brudgommen. De var ikke en del af den procession der var gået ham i møde og havde ledsaget ham og glædet sig på hans vegne. På hvilket grundlag kunne brudgommen da anerkende dem som deltagere i festen? De havde jo ikke føjet nogen glans til hans bryllupsprocession. Han talte sandt da han sagde: „Jeg kender jer ikke.“ Han gjorde ret i at holde døren lukket for dem.

41. Hvad vil de der tilhører ’de tåbelige jomfruer’ opdage vedrørende deres egen stilling når „den store trængsel“ rammer kristenheden?

⁴¹ Svarende til dette vil de navnkristne, når „den store trængsel“ bryder løs over kristenheden som den mest fremtrædende del af den religiøse skøge, det store Babylon, blive stærkt i tvivl vedrørende deres forhåbninger om at komme i himmelen når de dør. Det vil gå op for dem at de ikke har tilhørt den rette religiøse organisation, den der udgør ’den rene jomfru’, „bruden, Lammets hustru“. De vil opdage at de ikke rent legemligt bliver ’rykket bort’ i skyerne „for at møde Herren i luften“, sådan som deres religiøse lærere ellers har fortolket ordene i Første Tessalonikerbrev 4:17. De har ganske vist skinnet som medlemmer af den ene eller den anden religiøse sekt eller kirke i kristenheden, men de har kun været navnkristne, ikke virkelige kristne. Det der betyder noget nu da „den store trængsel“ begynder, er ikke hvad deres præst eller prædikant har ment eller sagt om dem, men hvad den himmelske brudgom siger om dem!

42. På hvilket grundlag vil de søge at blive anerkendt af brudgommen når deres religiøse organisation til den tid er borte og ikke kan formidle nogen kontakt for dem?

⁴² For sent erkender de deres situation, at døren er lukket for dem, idet det religiøse grundlag de har bygget på, forsvinder i „den store trængsel“. Den religiøse organisation der tjente som deres formidler er blevet tilintetgjort, så nu må de henvende sig direkte til brudgommen, den sande menigheds overhoved. Eftersom hans parousia eller nærværelse er usynlig og han er skjult for deres øjne som var han bag en lukket dør, vil de råbe til ham for at se om ikke deres kristne bekendelser alene, uden de rette gerninger, vil frelse dem og give dem adgang til himmelen. De har jo anerkendt ham med mundens ord, så burde han nu ikke gøre gengæld og anerkende dem? „Herre, Herre!“ vil de råbe, i håb om at han hører dem. Det burde da kunne åbne døren for dem. Men vil det?

43. (a) Hvilke ord som Jesus fremholdt i sin bjergprædiken om at kalde ham „Herre“, har de der hører til ’de tåbelige jomfruer’ ikke taget alvorligt? (b) Hvordan vil det gå dem når Jesus til sidst viser at ordene skulle tages alvorligt?

⁴³ De har ikke taget dét alvorligt som den himmelske brudgom sagde i sin bjergprædiken: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje. Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Gå væk fra mig, I som øver lovløshed.“ (Mattæus 7:21-23) Men til den tid, i „den store trængsel“, vil de der hører til ’de tåbelige jomfruer’ få at se at brudgommen virkelig mente disse ord og at ordene udtrykker det princip han da vil følge. Han vil ikke åbne døren og give dem adgang til den himmelske bryllupsfest. Han vil lade dem blive udenfor i denne verdens dybe nattemørke, hvor de går til grunde sammen med alle andre „som øver lovløshed“. De vil ikke få nogen opstandelse til liv i himmelen.

44. Med hvilke ord sluttede Jesus lignelsen om de ti jomfruer, og hvad tør „de kloge“ ikke gøre med deres beholdning af åndelig olie?

⁴⁴ De ord hvormed Jesus understregede pointen i sin lignelse om de ti jomfruer er derfor særlig aktuelle og betimelige for os der lever nu, her ved „afslutningen på tingenes ordning“. Jesus sagde: „Hold jer derfor vågne, for I kender hverken dagen eller timen.“ (Mattæus 25:13) De der ønsker at være som de fem kloge jomfruer, må vedvarende lade deres lys skinne i form af kristne gerninger og en kristen personlighed der opfylder de krav der stilles til medlemmerne af den himmelske ’brudeskare’. De tør ikke indgå noget kompromis med dem der søger at gøre dem meddelagtige i de andres tåbelighed og få dem til at aflevere en større eller mindre del af deres åndelige olie.

45. Hvem tør „de kloge“ ikke gøre fælles sag med i religiøs henseende? Til ære for hvem må de fortsat skinne, og hvorfor?

⁴⁵ Vi tør ikke udsætte os for den fare at vort lys går ud, så vi kommer til at gøre fælles sag med dem i religiøs henseende. Vi har selv brug for al den åndelige olie vi kan skaffe. Vor tro på brudgommens ankomst og nærværelse må hele tiden være lysende klar, og vi må stadig fortsætte med tændte lamper i den procession der følger ham indtil han har bragt sin brud, sin menighed, helt hjem. Den lange tid hvor brudgommen lod vente på sig, er forbi. Nu er han her, nærværende i sin herlighed. Tiden er ikke længere inde til at døse og sove! Tiden er inde til at skinne til hans ære og til at dele den glæde med ham som hans himmelske Fader har beredt ham, glæden over at han skal forenes med sin åndelige „brud“ og fejre dette med en bryllupsfest. Det er livsvigtigt at vi holder os vågne nu, for vi ved ikke hvilken dag eller time mulighedens „dør“ vil blive uigenkaldeligt lukket.

En del af tegnet på hans parousia

46. (a) Hvilket spørgsmål som apostlene havde stillet, var Jesus i færd med at besvare da han fortalte lignelsen om de ti jomfruer? (b) Hvordan ser „de kloge“ lignelsens højdepunkt gå i opfyldelse, og hvad overbeviser dette dem om?

⁴⁶ Da Jesus fortalte lignelsen om de ti jomfruer, var det som en del af svaret på det spørgsmål hans apostle havde stillet ham: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse [parousiʹa] og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) Opfyldelsen af lignelsens højdepunkt har stået på siden 1914. Enhver kan nu se hvordan de sidste enkeltheder i lignelsen bliver til virkelighed. De begivenheder der her er blevet beskrevet i detaljer, er ikke foregået i en afkrog, i det skjulte, men i fuld offentlighed, sådan at alle opmærksomme iagttagere har kunnet lægge mærke til dem, uanset om de så har forstået begivenhedernes dybere betydning eller ej. I hvert fald har de der hører til ’de kloge jomfruer’ mærket sig disse betydningsfulde begivenheder, og de har heri et afgørende bevis på at den himmelske brudgom ankom i 1914 og at han stadig er usynligt nærværende. Da de ser at lignelsen om de ti jomfruer går i opfyldelse, erkender de med troens øjne at han er nærværende. De er overbeviste om at „afslutningen på tingenes ordning“ begyndte i året 1914.

47. Hvordan fremgår den rette betydning af det græske ord parousiʹa af det som de kloge jomfruer i lignelsen gjorde da de hørte råbet ved midnat bekendtgøre at brudgommen var der?

⁴⁷ Vi må huske at det græske ord parousiʹa som apostelen Mattæus benyttede i sit evangelium, kapitel 24, vers 3, betyder „nærværelse“, og ikke „komme“, sådan som mange oversættere gengiver det. Dette fremgår klart af de begivenheder der er beskrevet i lignelsen. De ti døsige eller sovende „jomfruer“ vågner da de hører råbet ved midnat: „Her er brudgommen!“ Da „de kloge“ ivrigt spejder efter processionen der følger brudgommen med tændte lamper, og ser at han er nået hen til det sted hvor de opholder sig, slutter de sig til hans følge. Fra dette tidspunkt går der nogen tid før de når frem til brudgommens bolig, hvor bryllupsfesten venter alle som er indbudt og er værdige til at få adgang. Fra brudgommen er ankommet til han har ført bruden hjem til det hus han har gjort rede til hende, er der altså en periode hvori han er nærværende.

En misforståelse rettes

48. (a) I hvilket år begyndte Kristi nærværelse, ifølge den udregning som redaktøren og udgiveren af Zion’s Watch Tower foretog? (b) Hvilket år blev mennesket skabt, som vist i en årrække på forsiden af The Watch Tower?

⁴⁸ Det er sandt at redaktøren og udgiveren af Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence regnede ud at den himmelske brudgoms „nærværelse“ eller parousia begyndte i 1874. Russell og hans medarbejdere kom også til det resultat at Jehova Gud skabte det første menneske i år 4128 f.v.t., hvilket vil sige at de første seks tusind år af menneskenes eksistens på jorden udløb i 1872. Fra 1. juli 1906 begyndte man at angive årstallet på forsiden af Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence efter denne beregningsmetode, og man fortsatte dermed frem til bladets udgave for 15. september 1928. (På den danske udgave fra januar 1911 til 15. december 1928.) På den første af de nævnte engelske udgaver, for eksempel, var bladets dato angivet således: „July 1, A.D. 1906 — A.M., 6034“, og på den sidste udgave således: „Anno Mundi 6056 — September 15, 1928“. (På de danske udgaver: „Januar 1911. Efter Adam: 6039“ og „15. December 1928. Efter Adam: 6057“.) Man gik ud fra at Anno Mundi 1, det første „verdensår“, det første år „efter Adam“, svarede til år 4128 før vor tidsregning.

49. (a) Hvornår antog man at synden holdt sit indtog? (b) Hvornår skulle tusindårsriget derfor begynde, idet Satan skulle kastes i afgrunden og Kristus begynde at herske?

⁴⁹ Man antog imidlertid at den fuldkomne mand og kvinde levede to år i Edens have før de syndede, og således kom man til det resultat at syndefaldet fandt sted i 4126 f.v.t. På dette grundlag regnede man ud at menneskenes seks tusind år lange trældom under synden sluttede i 1874, og i dette år, om efteråret, begyndte det syvende årtusind hvor syndens ophavsmand, Satan Djævelen, skulle være bundet i afgrunden og Kristus skulle herske i de forudsagte tusind år. Det vil sige at Kristus skulle begynde at herske samme år som han kom igen og hans usynlige nærværelse eller parousia begyndte.

50. Hvilken fodnote til Apostelgerninger 13:20 i Benjamin Wilsons Emphatic Diaglott tog denne kronologi hensyn til?

⁵⁰ Denne kronologi tog hensyn til en formodning der var blevet fremsat i fodnoten til Apostelgerninger 13:20 i Benjamin Wilsons bibeloversættelse, The Emphatic Diaglott. Skriftstedet lyder: „Og efter dette gav han dommere i omkring fire hundrede og halvtreds år, indtil profeten Samuel.“ I fodnoten til dette vers står der:

Her forekommer en vanskelighed som har voldt bibelkronologerne meget hovedbrud. Det antal år der oplyses her, stemmer ikke med oplysningen i Første Kongebog 6:1. Der er blevet foreslået mange løsninger, men kun én som synes fuldstændig tilfredsstillende, nemlig at teksten i Første Kongebog 6:1 er blevet forvansket, idet man er kommet til at benytte det hebraiske bogstav daleth (4) i stedet for he (5), der ligner det meget. På denne måde bliver der 580 år (i stedet for 480) fra udgangen af Ægypten til bygningen af templet, og det stemmer nøjagtigt med Paulus’ kronologi.

51. (a) Hvad skrev C. T. Russell følgelig på side 57 i Tiden er nær vedrørende Første Kongebog 6:1? (b) Hvornår blev mennesket da skabt, hvornår udløb de 6000 år under syndens herredømme, og hvornår begyndte det store jubelår?

⁵¹ På side 57 i bogen Tiden er nær, som er skrevet af C. T. Russell, siges der om Første Kongebog 6:1:

Der burde aabenbart staa det 580. Aar; thi hvis vi til Salomons 4 Aar lægger Davids 40 Aar, Sauls 40 og de 46 Aar fra Udgangen af Ægypten til Landets Deling, saa har vi 130 Aar, og disse trukket fra 480 vilde kun give 350 til Dommerperioden i Stedet for de 450 Aar, der omtales i Dommernes Bog og hos Paulus, som forud paavist. Det hebraiske skrifttegn „Daleth“ (4) ligner meget „He“ (5), og man mener, at det er ved en Forveksling af disse, at Fejlen er opkommet, — muligvis en Afskrivers Forseelse. I 1 Kongerne 6:1 bør der altsaa staa det 580. Aar, hvorved der opnaas fuld Overensstemmelse med de andre Udsagn.

Ved således at indsætte 100 år i dommerperioden rykkede man menneskets skabelse 100 år tilbage, nemlig til 4128 f.v.t., og de første seks tusind år af menneskets eksistens på jorden kom til at udløbe i 1872. (Tiden er nær, side 45) Da man antog at der gik to år før syndefaldet fandt sted, nåede man frem til 1874 som det år hvori menneskene havde trællet under synden i seks tusind år, hvorefter det syvende årtusind, med Kristi herredømme som ville fjerne synden, begyndte. Da skulle det store jubelår altså begynde.

52. Når man betragter de ældste græske manuskripter, gælder de 450 år i Apostelgerninger 13:20 da dommertiden, eller gælder de tiden før? Hvordan fremgår dette af nye bibeloversættelser?

⁵² Ifølge de ældste manuskripter til De kristne græske Skrifter er ordlyden i Apostelgerninger 13:20 imidlertid anderledes end den der findes i The Emphatic Diaglott samt i den autoriserede danske og den autoriserede engelske bibeloversættelse. Ifølge de tidligste manuskripter gælder de fire hundrede og halvtreds år ikke dommerperioden. Som en bekræftelse på dette kan nævnes at The New English Bible (1970) gengiver Apostelgerninger 13:20 på denne måde: „i omkring fire hundrede og halvtreds år, og derefter udnævnte han dommere til dem indtil profeten Samuels tid.“ The Jerusalem Bible (1966) siger: „i omkring fire hundrede og halvtreds år. Derefter gav han dem dommere, frem til profeten Samuel.“ Skat Rørdams danske oversættelse (3. udgave, 1903) gengiver teksten på tilsvarende måde, og det samme gør Peter Schindlers oversættelse fra 1953.

53. Blev bogstaver benyttet som taltegn i de gamle hebraiske bibelmanuskripter?

⁵³ Dertil kommer at tallene i de ældste eksisterende hebraiske bibelmanuskripter, som for eksempel Dødehavsrullerne, ikke er skrevet med cifre, altså med bogstavtegn der hver især tillægges en talværdi, men derimod er skrevet helt ud. Teorien om en afskriverfejl i Første Kongebog 6:1 holder derfor ikke stik.b

54. (a) Hvilket tidspunkt som vi her interesserer os for, vil blive berørt af at vi udregner Bibelens kronologi på grundlag af de oplysninger som Bibelen virkelig giver os? (b) Troede man ikke længere på Kristi nærværelse da man fjernede ordet „Nærværelse“ fra Vagttaarnets titel?

⁵⁴ Der er således ikke noget bibelsk grundlag for at indføje de 100 år i dommerperioden. Tallet bør derfor trækkes fra igen, og man bør udregne bibelkronologien på grundlag af de oplysninger Bibelen virkelig indeholder. Dette vil uundgåeligt berøre tidspunktet for begyndelsen til brudgommen Jesu Kristi parousia. Fra 1. januar 1939 blev Vagttårnets engelske titel ændret til The Watchtower and Herald of Christ’s Kingdom (på dansk fra 1. april 1939: Vagttaarnet, Forkynder af Kristi Rige), og fra 1. marts 1939 til The Watchtower Announcing Jehovah’s Kingdom (på dansk fra 1. juli 1939: Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas Rige). Det betød dog ikke at bladets udgivere ikke længere troede på at Kristus var nærværende. Det betød imidlertid at man lagde mere vægt på Riget, Jehova Guds rige ved Jesus Kristus, eftersom det er Jehovas rige ved Kristus der vil hævde Jehovas universelle suverænitet.

55. (a) Hvornår holdt man op med at indføje de 100 år i dommerperioden, og hvordan gjorde man opmærksom herpå? Hvornår udløb så de første 6000 år af menneskets eksistens? (b) Hvilken betydning fik det for årstallet 1874, og hvilket spørgsmål opstod?

⁵⁵ 1943 udgav Watch Tower Bible & Tract Society på engelsk bogen „Sandheden skal frigøre jer“. Det ellevte kapitel i denne bog redegjorde for den bibelske tidsregning, og her indføjede man ikke længere 100 år i dommerperioden, men fulgte den ældste og mest autentiske læsemåde i Apostelgerninger 13:20, og man accepterede tallene i De hebraiske Skrifter som de står. Dermed blev udløbet af de første seks tusind år af menneskets eksistens flyttet frem til et sted i 1970erne. Det betød naturligvis at man ikke længere fastholdt 1874 som det år hvori Herren Jesus Kristus kom igen og begyndte at være usynligt nærværende. Det årtusind der ville begynde med at Satan Djævelen blev lænket i afgrunden og Kristus begyndte at herske i himmelsk herlighed sammen med sine 144.000 medarvinger, hørte endnu fremtiden til. Hvordan forholdt det sig da med Kristi parousia eller nærværelse? På side 301 i ovennævnte bog (dansk udgave) siges der klart og tydeligt: „Kongens Nærværelse eller parousia begyndte i 1914.“ Og i Vagttaarnet for 15. oktober 1949 (side 320, paragraf 22) siges der: „Messias, Menneskesønnen, kom i Rigets magt i året 1914, og det er hans andet komme, begyndelsen til hans anden parousia eller nærværelse.“

56. (a) Hvilken ny bibeloversættelse blev udgivet i 1950, og med hvilken gengivelse af Apostelgerninger 13:20? (b) Hvilken udtalelse, som byggede på en pålidelig bibelkronologi, blev fremsat vedrørende Kristi nærværelse?

⁵⁶ I 1950 udkom så Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter på engelsk, med den mest autentiske læsemåde i Apostelgerninger 13:20 og med „nærværelse“ alle de steder hvor ordet parousiʹa forekommer i grundteksten. Umiddelbart efter blev bogen „Dette betyder evigt liv“ udgivet på engelsk. (Den udkom på dansk i 1952, og i revideret dansk udgave i 1963.) Det 21. kapitel i denne bog bar titlen „Livets banebryders anden nærværelse“. Hele kapitlet handler om dette emne og holder sig nøje til den pålidelige bibelske tidsregning. På siderne 220-222 i den reviderede udgave læser vi:

De allerede omtalte kendsgerninger beviser at Guds rige blev født i 1914 og at hans søn da blev sat på tronen med myndighed til at herske med et jernspir iblandt sine fjender. Til sidst vil han sønderslå dem og befri universet for alle der modstår Guds retmæssige suverænitet. — Salme 2:8, 9.

Året 1914 afmærker derfor tidspunktet for Kristi usynlige genkomst i ånden. . . . Hans komme til Riget i 1914 afmærker begyndelsen til hans anden nærværelse eller parousia. Dette græske ord betyder nærværelse.

. . . Skønt hans anden nærværelse er usynlig i ånden, er den af en sådan betydning for mennesker ud over hele jorden at den ikke må og heller ikke vil blive hemmeligholdt. . . . „Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme [parousiʹa] være.“ — Mattæus 24:26, 27.

Siden 1914 har den nærværende Kristus lagt beviserne for sin anden nærværelse eller parousiʹa for dagen så mennesker overalt har kunnet erkende dem.

57. (a) Begyndte Kristus at herske midt blandt sine fjender før udløbet af hedningernes tider i 1914? (b) Hvornår lod brudgommen midnatsråbet lyde og hvilke vigtige kendsgerninger er blevet fastslået som følge af begivenheder der er indtruffet siden?

⁵⁷ Denne forståelse er i harmoni med de inspirerede skrifter. Kristus begyndte ikke at herske fyrre år før hedningetiderne udløb i 1914! Nej, han ventede ved sin himmelske Faders højre hånd indtil dette tidspunkt, da han skulle begynde at herske midt blandt sine jordiske fjender, som Jehova lægger som en skammel for hans fødder! (Salme 110:1, 2; Hebræerne 10:12, 13) Hans kongelige nærværelse eller parousia begyndte således i dette år. Og som historien viser, lod han i 1919 midnatsråbet lyde på jorden så de sovende „jomfruer“ vågnede og forstod situationen: „Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.“ Dette råb forsikrede dem om at den himmelske brudgom var nærværende. De der svarer til ’de kloge jomfruer’ har siden været på vej ud for at møde ham. De skinner som lysspredere i den formørkede verden. Dette er i sig selv et vidnesbyrd om at Kristi lovede nærværelse er begyndt. Det er også et vidnesbyrd om at Guds tusindårsrige ved Kristus er kommet nær!

58. Hvorfor kan vi ikke nøjes med at behandle lignelsen om de ti jomfruer nu da vi beskæftiger os med tegnet på at Riget er nær?

⁵⁸ Opfyldelsen af denne lignelse om de ti jomfruer udgør imidlertid ikke hele tegnet på at det velsignede tusindårsrige er nær. Vi kan derfor ikke nøjes med at behandle denne lignelse. Vi må også betragte andre dele af det usædvanlige tegn.

[Fodnoter]

[Illustration på side 188]

C. T. Russell

Kapitel 12

Kongens velstand øges

1. (a) Hvilket spørgsmål opstår vedrørende de rigsarvinger der stadig lever iblandt os? (b) Hvad er det et bevis på hvis vi ser dem blive prøvet?

DA ALT peger på at Guds tusindårsrige er kommet nær, opstår spørgsmålet: Hvad må vi forvente af dem der vil få en andel i det himmelske styre sammen med Guds konge i de tusind år? Mens de endnu befinder sig iblandt os, bør vi vente at de vil blive prøvet og inspiceret i forbindelse med hvordan de forvalter det der tilhører den himmelske konge som de er kaldet til at herske sammen med. Hvordan varetager de alle de interesser den himmelske konge har på jorden? Hvis vi kan se at medarvingerne til Riget bliver prøvet og inspiceret iblandt os, er det et stærkt vidnesbyrd om at Guds messianske konge er begyndt at herske. Han har sat sig på sin kongelige trone!

2, 3. (a) I hvilken lignelse har Jesus beskrevet det der finder sted for vore øjne, og hvilket spørgsmål besvarede han da han fortalte den? (b) Hvordan begyndte denne lignelse?

² Denne interessante udvikling der har fundet sted for vore øjne her i det tyvende århundrede, er beskrevet for os i en lignelse som Jesus Kristus fortalte i sin bemærkelsesværdige profeti mens han sad på Oliebjerget, med udsigt over Jerusalem. Det var den ellevte dag i forårsmåneden nisan i år 33. Han var stadig i færd med at give et detaljeret svar på apostlenes spørgsmål: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse [græsk: parousiʹa] og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) Efter at have fortalt dem lignelsen om de ti jomfruer og fremhævet hvad de skulle lære af den, gik han nu videre med endnu en lignelse hvis opfyldelse ville vidne om at han var kommet og var usynligt nærværende. Denne lignelse eller billedtale kaldes almindeligvis „lignelsen om de betroede talenter“. Den begynder sådan:

³ „Det er nemlig ligesom da en mand som skulle til at rejse udenlands, kaldte sine trælle til sig og overgav dem hvad han ejede. En gav han fem talenter, en anden to, en anden igen én, hver efter hans evne, og så rejste han udenlands.“ — Mattæus 25:14, 15.

4. (a) Hvad er det der er „ligesom“ da en rig mand rejste udenlands og overgav sine værdier til sine trælle? (b) Hvem er denne mand et billede på, og hvorfor?

⁴ Hvad er det der er „ligesom“ når en velstående mand overgiver sine trælle hvad han ejer før han rejser udenlands? Det er omstændighederne i forbindelse med det rige som Jesus Kristus lige har talt om. Det fremgår klart af den foregående lignelse, den om de ti jomfruer, som Jesus indledte med ordene: „Da vil himlenes rige blive som ti jomfruer der tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen.“ (Mattæus 25:1) Det fremgår også af den lignelse Jesus fortalte efter sin lignelse om talenterne. (Mattæus 25:31-34) I den lignelse vi nu vil behandle, er den rige mand der rejser udenlands, naturligvis et billede på Herren Jesus Kristus selv. Det var tegnet på hans nærværelse apostlene havde spurgt om.

5. Hvilken tidligere lignelse minder på visse punkter om lignelsen talenterne? Skulle de to lignelser illustrere det samme? Forklar.

⁵ Lignelsen om talenterne minder på flere punkter om en anden lignelse som Jesus havde fortalt ved en tidligere lejlighed, den der almindeligvis kaldes „lignelsen om de betroede pund“ (eller miner). Interessant nok fortalte Herren Jesus sin lignelse om talenterne for at dens fremtidige opfyldelse skulle vise at han var nærværende som konge, hvorimod han fortalte lignelsen om pundene eller minerne for at vise sine tilhørere at det messianske rige dengang stadig lå langt ude i fremtiden. Lignelsen om minerne introduceres med følgende ord: „Mens de hørte på dette, talte han også til dem med en billedtale [hvorfor?], fordi han var nær ved Jerusalem og de mente at Guds rige øjeblikkelig ville vise sig. Derfor sagde han: ’En mand af fornem herkomst rejste til et fjernt land for at sikre sig kongemagt og så vende tilbage. Han kaldte da ti af sine trælle til sig og gav dem ti miner og sagde til dem: „Driv forretning til jeg kommer.“’“ (Lukas 19:11-13) Den fornemme mand skulle ud på en lang rejse til et fjernt land. Det betød at der ville gå lang tid før han kom tilbage med kongemagten.

6. (a) Hvad var der sket blot to dage før Jesus fortalte lignelsen om talenterne, og hvad havde ikke vist sig på dette tidspunkt? (b) Hvilket spørgsmål opstår derfor nu?

⁶ Da Herren Jesus fortalte lignelsen om talenterne var Guds messianske rige også langt borte; det ville ikke vise sig straks. Blot to dage forinden, søndag den 9. nisan år 33, var Jesus redet ind i Jerusalem i triumf på et æselføl, og de jublende skarer havde råbt: „Velsignet er den der kommer i Jehovas navn! Velsignet er vor fader Davids kommende rige! Giv frelse, beder vi, i det højeste!“ Men Riget havde ikke vist sig på dette tidspunkt. (Markus 11:9, 10) Har Riget vist sig i vor tid? Det er det afgørende spørgsmål for os nu! Der er gået lang tid siden Jesus var her i kødet.

7, 8. (a) Hvornår begyndte lignelsen om talenterne at gå i opfyldelse? Begrund svaret. (b) Hvordan bekræftes dette i Apostelgerninger 1:2-5?

⁷ Lignelsen om talenterne, der har at gøre med Jesu parousia eller nærværelse, begyndte at gå i opfyldelse på apostlenes tid, for nitten hundrede år siden. Manden i lignelsen, Jesus Kristus selv, var personligt sammen med dem indtil den dag han steg op til himmelen, ti dage før pinsen blev fejret i Jerusalem. Lignelsen begynder med at manden „skulle til at rejse udenlands“ og kaldte sine trælle til sig og overgav dem hvad han ejede. Den opstandne Jesus begyndte ikke at „rejse udenlands“ til „et fjernt land“ før den dag han steg op i skyen og forsvandt. Inden denne begivenhed må han derfor have kaldt „sine trælle“, sine trofaste disciple, til sig og overgivet dem hvad han ejede. Det betyder at lignelsen må være begyndt at gå i opfyldelse i tiden mellem hans opstandelse fra de døde og hans tilbagevenden til sin himmelske Faders nærhed. I harmoni hermed læser vi i Apostelgerninger 1:2-5:

⁸ „Indtil den dag [Jesus] blev taget op, [havde han visse ting at ordne med sine disciple. Han blev nemlig taget op] efter at han ved hellig ånd havde instrueret apostlene som han havde udvalgt. Ved mange sikre beviser fremstillede han sig også for dem som levende efter at have lidt, idet han gennem hele fyrre dage viste sig for dem og talte om de ting der vedrører Guds rige. Og mens han var sammen med dem gav han dem denne befaling: ’Tag ikke bort fra Jerusalem, men bliv ved med at vente på det Faderen har lovet og hvorom I har hørt af mig; for Johannes døbte jo med vand, men om ikke mange dage skal I døbes i hellig ånd.’“

9. (a) Hvad oplyser lignelsen om talenterne vedrørende grunden til at manden rejser udenlands? (b) Hvad var grunden til at manden i den tilsvarende lignelse om minerne rejste til et fjernt land, og hvordan bekræftede Jesus dette ved Herrens nadver?

⁹ Det land som manden i lignelsen skulle rejse til, var selve himmelen, hvor Herren Jesu Kristi himmelske Fader har sin bolig. Lukas 19:12 omtaler det med rette som „et fjernt land“. I lignelsen om talenterne fortæller Jesus ikke direkte hvorfor manden rejste udenlands, men han tilkendegiver dog at det var for at opnå en særlig „glæde“, ja for at øge sine besiddelser til „meget“. Når han fik gennemført hensigten med sin udenlandsrejse gik han ind til sin „glæde“ som Herre over de trælle han havde ladt tilbage. Den parallelle eller tilsvarende lignelse om minerne viser at formålet med hans udenlandsrejse var at „sikre sig kongemagt og så vende tilbage“. Hans „glæde“ bestod altså i at han havde opnået kongemagten. Jesus antydede selv at det var derfor han vendte tilbage til himmelen, for da han havde vist sine trofaste apostle hvordan de hvert år skulle fejre Herrens nadver, sagde han til dem: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ — Lukas 22:29, 30.

10. Hvem var trællene i lignelsen et billede på, og hvordan viste disse at de accepterede denne betegnelse?

¹⁰ Trællene i lignelsen var Jesu Kristi døbte disciple som havde håb om en trone i „himlenes rige“. Selv ikke apostlene skammede sig over at bekende at de var Herren Jesu „trælle“. Peter indleder for eksempel sit andet brev med ordene: „Simon Peter, en Jesu Kristi træl og apostel.“ (2 Peter 1:1) Apostelen Johannes indleder den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringen, med at sige at Jesus Kristus „udsendte sin engel og fremstillede det gennem ham i tegn for sin træl Johannes“. (Åbenbaringen 1:1) Disciplen Judas indleder sit brev på denne måde: „Judas, en Jesu Kristi træl, men Jakobs broder.“ (Judas 1) Disciplen Jakob indleder sit brev med ordene: „Jakob, en Guds og Herren Jesu Kristi træl, sender hilsen til de tolv stammer der er spredt rundt omkring.“ (Jakob 1:1) Apostelen Paulus indleder sit brev til filipperne med at skrive: „Paulus og Timoteus, Kristi Jesu trælle, til alle de hellige i samhørighed med Kristus Jesus, dem som er i Filippi.“ — Filipperne 1:1.

„Hvad han ejede“ overgives til trællene

11. Hvilken slags værdier var det ikke Jesus overgav sine „trælle“?

¹¹ De „trælle“ som Jesus Kristus kaldte til sig for at overgive dem „hvad han ejede“ før han drog bort fra jorden, var altså de disciple der kunne se frem til at få del i det himmelske rige. (Mattæus 25:14) Hvad var så det han ejede? Han efterlod ikke sine disciple nogen materielle ejendele, som for eksempel huse, jord, klæder, eller penge i banken. Da han døde på marterpælen på Golgata efterlod han sig sin aldrende moder Maria og sine halvbrødre og halvsøstre, og ifølge Moseloven var det dem der skulle overtage hvad han havde af materiel ejendom. I de cirka tre og et halvt år han forkyndte og lærte om Guds rige samlede han sig ikke „værdier her på jorden“, men søgte først sin himmelske Faders rige. (Mattæus 6:19, 20, 33; 12:46, 47; 24:3-47; Apostelgerninger 1:14) Hvad havde han da at overgive til sine „trælle“?

12, 13. (a) Hvad var det da Jesus Kristus efterlod dem? (b) Hvordan bekræftes dette af de ord Jesus henvendte til sine apostle ved Jakobsbrønden i Samaria?

¹² Han efterlod dem et grundlag for yderligere kristen virksomhed, en opdyrket mark hvor man med resultat kunne fortsætte med at forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige og frembringe kristne disciple. Han havde beredt en vej for sine disciple eller „trælle“. Allerede i år 30, da han var på vandring op gennem Samarias land og lige havde forkyndt for en samaritansk kvinde ved „Jakobs kilde“ nær ved Sykar, sagde han til sine apostle:

¹³ „Se, jeg siger jer: Opløft jeres øjne og betragt markerne: de er hvide til høst. Allerede nu får den der høster, løn, og samler frugt til evigt liv, så at den der sår og den der høster, sammen kan fryde sig. I denne henseende er den talemåde jo sand: Én sår og en anden høster. Jeg har sendt jer ud for at høste det som i ikke har slidt med. Andre har slidt, og I er gået ind til udbyttet af deres slid.“ — Johannes 4:35-38.

14. (a) Hvor længe varede Johannes Døbers offentlige tjeneste i sammenligning med Jesu Kristi tjeneste? (b) Blandt hvem og i hvilken forstand efterlod Jesus sig en opdyrket mark som kunne bære yderligere frugt?

¹⁴ I omkring seks måneder havde Johannes Døber tjent som forløber for Jesus og havde forkyndt: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ Og efter at Johannes var blevet fængslet i år 30, var Jesus begyndt at udbrede det samme budskab. I de efterfølgende tre år forkyndte Jesus vedholdende dette budskab og underviste folk hvor som helst der var lejlighed til det. Johannes Døbers frie, offentlige virksomhed varede således kun omkring et år, hvorimod Jesu offentlige og private virksomhed varede tre gange så lang tid. Begge mænd kunne siges at have udført et såningsarbejde, idet Jesus havde fortsat dér hvor Johannes slap. Jesus var begyndt at høste disciple, men han havde ikke indsamlet alle dem der var mulighed for at frembringe på hans arbejdsmark. (Mattæus 4:12-23; 3:1-7) Desuden havde han ved sin offentlige virksomhed, der endte med hans voldelige død og hans opstandelse fra de døde, opfyldt de bibelske profetier om den lovede Messias, og dette var alt sammen blevet almindeligt kendt. Det havde øvet sin virkning på det jødiske folk, som boede i det område hvor Jesus Kristus var blevet tidens mest omstridte offentlige skikkelse. Resultatet var en opdyrket mark hvor der kunne frembringes kristne disciple.

15. (a) Hvilke værdier som frembød gode muligheder overdrog Jesus Kristus altså til sine disciple? (b) Hvor mange var der i begyndelsen til at modtage „hvad han ejede“?

¹⁵ Jesus havde bearbejdet menneskemarken sådan at der nu var gunstige betingelser eller forudsætninger for at frembringe disciple på den. Han havde beredt marken sådan at hans disciples fremtidige arbejde kunne bære frugt, give et gunstigt resultat. Denne opdyrkede mark med disse muligheder for at frembringe og indsamle kristne disciple udgjorde det som den opstandne Herre Jesus Kristus ejede. Det var den formue han overdrog til sine disciple eller trælle. Efter sin opstandelse fra de døde havde han vist sig for „mere end fem hundrede brødre på én gang“, men senere, på Pinsedagen, var der kun omkring et hundrede og tyve disciple der var forsamlet i en sal ovenpå et sted i Jerusalem som de første der modtog den hellige ånd da den blev udgydt fra himmelen. (1 Korinter 15:6; Mattæus 28:16-18; Apostelgerninger 1:13-15) Der var således i det mindste godt og vel hundrede kristne „trælle“ til hvem Jesus overgav „hvad han ejede“ før han rejste udenlands ved at stige op til sin himmelske Fader.

16. Hvor meget beløb mandens formue sig til i lignelsen, og hvordan fordelte han den mellem sine trælle?

¹⁶ Hvordan fordelte han det han ejede, og på hvilket grundlag gjorde han det? Vi læser: „En gav han fem talenter, en anden to, en anden igen én, hver efter hans evne, og så rejste han udenlands.“ (Mattæus 25:15) Hans formue, som han fordelte mellem sine trælle, bestod altså af otte (8) sølvtalenter. Det var en stor formue dengang i det første århundrede, for hver sølvtalent svarede til tres (60) miner eller rundt regnet 6000 kroner. Den træl der fik én sølvtalent, fik dette beløb at bruge; den træl der fik to talenter, fik altså dobbelt så meget; den der fik fem talenter, fik fem gange så meget. Hver træl fik et beløb der svarede til „hans evne“ til at forvalte det og gøre forretninger med det. Den velstående mand kendte sine trælle og var klar over hvilke evner de havde.

17. (a) Hvilken slags evner havde trællene, og hvordan gælder dette i lignelsens opfyldelse? (b) Hvem fik det største ansvar i lignelsen, og i opfyldelsen?

¹⁷ I lignelsen var trællenes evner enten medfødte evner eller evner som de havde tilegnet sig og opdyrket. I lignelsens opfyldelse drejer det sig ikke om fysiske eller mentale evner, skønt sådanne evner kan være nyttige og værdifulde. Trællenes evner betegner snarere de åndelige muligheder der er til stede hos de kristne trælle som har håb om at få del i det himmelske rige. Den kristne træls nidkærhed, villighed og iver øger hans muligheder for at anvende den åndelige velstand han får betroet. Den der, i kraft af sin evne, modtager det der svarer til fem talenter, får naturligvis også det største ansvar og de største pligter. Herren Jesus Kristus overdrog det største ansvar til sine apostle. De skulle udføre et omfattende og banebrydende arbejde, og de skulle tjene som den kristne menigheds sekundære grundvold. — Åbenbaringen 21:14; Efeserne 2:20-22.

18. (a) Hvad betegnede trællene, idet der kun var tre i alt? (b) I lignelsen var alle trællene mænd, men hvordan ser det ud i opfyldelsen?

¹⁸ Herren Jesus Kristus har naturligvis mere end tre åndelige trælle hvormed han har indgået en pagt om et himmelsk rige. De tre trælle i lignelsen betegner derfor tre forskellige kategorier af kommende arvinger til det himmelske rige. Husk på at der jo også var mange troende kvinder i den åndsavlede, kristne menighed. Jesu moder, Maria, var til stede på pinsedagen i år 33, og sandsynligvis hørte Maria og Marta fra landsbyen Betania ved Jerusalem med til de kvinder der er omtalt i Apostelgerninger 1:14 og som ligeledes modtog den hellige ånd på denne særlige pinsedag. (Johannes 11:1-45) Og da evangelisten Filip på grund af forfølgelsen i Jerusalem drog nordpå til Samaria, fandt han kvinder dér som kom til troen, for vi læser: „Men da de fik tro på Filip, som forkyndte den gode nyhed om Guds rige og Jesu Kristi navn, begyndte de at lade sig døbe, både mænd og kvinder.“ — Apostelgerninger 8:12.

19. (a) Hvad forventede manden i lignelsen at trællene gjorde med de betroede værdier? (b) Hvad forventer Jesus Kristus vedrørende de værdier han efterlod til sine disciple eller „trælle“?

¹⁹ Manden i lignelsen forventede at hans trælle gjorde forretninger med talenterne og således øgede hans velstand mens han var borte. Han ønskede at de skulle arbejde med pengene og ikke lade dem ligge som død kapital. Det samme var tilfældet da Herren Jesus Kristus overdrog sine disciple eller „trælle“ alt hvad han ejede på jorden. Han forventede at de arbejdede videre med den opdyrkede mark han overgav dem, ja han befalede dem at gøre det. Han ønskede ikke at de skulle forsømme marken så den ikke længere gav udbytte. De skulle heller ikke holde sig til markens oprindelige område, men udvide den, opdyrke større områder. Ja, Herren Jesus Kristus forventede at de øgede hans velstand mens han var borte. Den der ikke gjorde det, ville han straffe for pligtforsømmelse.

Trællene ’gør forretninger’ med talenterne

20. Hvad forventede manden af de trælle han overgav talenterne, og hvad fik trællene ud af at indfri disse forventninger?

²⁰ Selv om trællene i lignelsen måske ikke direkte fik at vide hvad der forventedes af dem, forstod de det. Det fremgår af lignelsen, for vi læser: „Den der havde fået de fem talenter gik straks hen og gjorde forretninger med dem og tjente fem til. På samme måde tjente den der havde fået de to, to til.“ (Mattæus 25:16, 17) Disse to trælle satte tydeligvis ikke pengene i en bank så de kunne trække renter mens banken arbejdede med beløbet. Nej, de drev selv handel med dem, og de gjorde det med kløgt, skarpsindighed og dygtighed. Deres personlige indsats betalte sig, for det lykkedes dem begge at fordoble deres midler. Hver af dem gjorde brug af ’sin evne’ i loyalitet og hengivenhed over for sin herre og med ønsket om at vinde hans godkendelse.

21, 22. Hvordan skulle Jesu Kristi værdier øges? I hvor stort omfang skulle det ske, og i hvilket område?

²¹ Hvordan går det nu til i lignelsens opfyldelse at de værdier som Herren Jesus Kristus overdrager til en kommende rigsarving, fordobles? Herren Jesus fortalte hvordan det skulle gå til, og den bibelske beretning indeholder eksempler på hvordan det gik til for nitten hundrede år siden. Nogle dage før Herren Jesus steg op til himmelen materialiserede han sig og viste sig for sine disciple et aftalt sted på et bjerg i provinsen Galilæa. Der sagde han til dem: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:16-20) Den dag han steg op til himmelen forklarede han endnu tydeligere hvordan arbejdet med at øge hans besiddelser skulle udføres. Herom læser vi:

²² „Da de nu var samlede gav de sig til at spørge ham: ’Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?’ Han sagde til dem: ’Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed; men I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.’“ — Apostelgerninger 1:6-8.

23. (a) Hvilke områder havde Jesus begrænset sin virksomhed til, og hvilket resultat havde han opnået? (b) Hvor fandt disciplene derfor Kristi værdier, og hvem bestemte hvor længe de skulle arbejde med dem?

²³ Under sin jordiske virksomhed begrænsede Jesus sin forkyndelse og undervisning til at omfatte Jerusalem og landsdelene Galilæa og Judæa (indbefattende Samaria), samt Peræa øst for Jordanfloden. Blandt jøderne og samaritanerne i disse områder havde han opdyrket gunstige betingelser for frembringelsen af flere disciple. Disse gode betingelser skulle disciplene udnytte og derved forøge antallet af kristne disciple. Det var de værdier de havde fået betroet af deres Herre, Jesus. De skulle altså begynde med at arbejde i disse opdyrkede områder, indtil den tid eller periode som den himmelske Fader havde lagt ind under sin egen myndighed. Dette måtte de gøre idet de huskede at „Kristus jo [var] blevet en tjener for de omskårne for Guds sanddruheds skyld, for at bekræfte de løfter Han gav deres forfædre“. — Romerne 15:8.

24. (a) Hvordan begyndte disciplene straks at ’gøre forretninger’ med deres Herres værdier efter at de havde fået den hellige ånd, og i hvilket omfang bar deres arbejde frugt? (b) Hvilken frugtbar arbejdsmark fandt de omvendte jøder da de vendte hjem efter pinsen?

²⁴ I overensstemmelse hermed udnyttede disciplene eller ’trællene’ den opdyrkede ejendom som Herren Jesus havde betroet i deres varetægt, og de forvaltede denne åndelige ejendom på en sådan måde at disciplenes antal voksede. Straks på pinsedagen i år 33 begyndte de i Jerusalem, og det første resultat var at omkring tre tusind blev døbt vand og blev arvinger til Riget ved også at blive døbt med hellig ånd. De var alle omskårne, hvad enten de var jøder af fødsel eller proselytter som var gået over til jødedommen. Disciplene arbejdede videre med de værdier som Herren Jesus havde betroet dem; de ’drev forretning’ med dem, sådan at disciplenes antal i Jerusalem lidt senere nåede op på „omkring fem tusind“. (Apostelgerninger 4:4) Blandt disse jøder og proselytter var der uden tvivl mange hundrede som — da de havde fejret pinsen i Jerusalem og var vendt tilbage til deres hjem i de forskellige lande — fandt en mark for kristendommen blandt den lokale jødiske befolkning.

25. (a) Hvordan havde Jesus allerede oparbejdet visse værdier blandt de jøder og proselytter der fejrede højtiderne i Jerusalem? (b) Hvordan bevirkede forfølgelse at den kristne tro blev spredt til fjerntliggende jødiske samfund?

²⁵ Mange af disse jøder og proselytter der vendte hjem, havde sandsynligvis ved tidligere lejligheder set og hørt Jesus Kristus, idet de regelmæssigt rejste til Jerusalem for at fejre højtiderne. Det vil sige at Jesus endog havde frembragt eller opdyrket gunstige betingelser hos disse besøgende jøder og proselytter, og apostlene og de øvrige disciple i Jerusalem udnyttede denne del af Jesu værdier ved at ’gøre forretninger’ med den. (Johannes 12:20-29; Apostelgerninger 2:5-11) Sådan gik det til at der allerede var en stor menighed af kristne i Rom før apostelen Paulus kom dertil. (Romerne 1:1-7; 15:22-24) Den forfølgelse der udbrød mod Kristi disciple i Jerusalem bevirkede også at den kristne tro blev udbredt til mange jøder uden for de jødiske landsdele. I Apostelgerninger 11:19 står der: „De der nu var blevet spredt ved den trængsel der var opstået på grund af Stefanus, gik igennem distriktet helt til Fønikien og Kypern og Antiokia, men de talte ikke ordet til andre end jøder.“

26. (a) Hvor længe og indtil hvilken begivenhed nøjedes man med at gøre disciple på den jødiske arbejdsmark? (b) Hvordan blev de åndelige talenter forøget ved at man arbejdede i det nye område?

²⁶ Disciplene fortsatte med kun at øge den fraværende Herres, Jesu Kristi, velstand blandt jøder og jødiske proselytter indtil efteråret 36. Da var tiden inde til at de også skulle øge antallet af kristne disciple i andre områder, sådan som Jesus havde befalet da han sagde: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem,“ og: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8) Da var Guds tid inde til at de jødiske disciple som Jesus havde betroet sine åndelige talenter, skulle ’gøre forretninger’ med dem for at vinde flere åndelige talenter. Det første skridt blev taget af den kategori der havde fået overdraget fem talenter, idet apostelen Peter blev sendt til Kæsarea, hvor det romerske styre over Judæa havde sæde, for at omvende Kornelius og gøre ham til en Jesu Kristi discipel. (Apostelgerninger 10:1 til 11:18) Derved blev hele den hedenske eller ikke-jødiske del af menneskehedens verden åbnet for arbejdet med at gøre disciple. Det var et område som ikke havde tilhørt Jesus Kristus mens han var på jorden, idet Jehova Gud ikke havde givet ham til opgave at så og høste og gøre disciple i den ikke-jødiske verden. — Mattæus 15:24.

27. Hvad krævede det af de jødiske disciple at hele verden nu var åbnet som deres arbejdsmark?

²⁷ Her var nu et vældigt område hvis befolkning Jesus Kristus ikke havde øvet nogen indflydelse på, et område hvor Jesus ikke havde banet vejen for sine disciple ved at berede jordbunden og skabe gunstige betingelser for at øge den kristne menigheds vækst. De kunne imidlertid drage nytte af det arbejde Jesus havde udført ved at opdyrke den oprindelige mark til dem. Dette gav dem den fordel at de nu som erfarne, kvalificerede arbejdere kunne udså sæden og sørge for gode vækstbetingelser og således føje nye marker til hvor der kunne frembringes disciple af Jesus Messias. Det betød at de selv måtte udføre et banebrydende arbejde, og det krævede mod, omhu, oprigtige bestræbelser og ihærdig udholdenhed hvis de ville undgå at lide tab. De byggede ikke længere på en andens grundvold, men udførte selv hele det forberedende arbejde før de kunne gøre disciple i det nye område. Derved viste de lydighed mod deres Herre. — Romerne 15:17-21.

28, 29. (a) Hvordan har Kristi disciple eller „trælle“ i det første århundrede sat eksemplet for senere disciple og ydet hver efter sin evne? (b) Hvad har været den væsentligste faktor for væksten?

²⁸ Apostlene og de øvrige kristne disciple i det første århundrede viste med deres eksempel hvordan der skulle ’gøres forretninger’ med de symbolske talenter de havde fået overdraget. De øgede antallet af deres Herres talenter hundrede procent. Den skare kristne „trælle“ der havde fået fem talenter af Herrens værdier, indtjente fem til. Den skare kristne „trælle“ der havde fået ansvar for to talenter af deres Herres formue, indtjente to til. Hver skare øgede sine betroede midler til det dobbelte. De to „trælle“ udnyttede hver især deres muligheder fuldt ud, og den ene var ikke bedre end den anden. De gjorde begge hvad der kunne forventes af dem. Hver enkelt gjorde sit yderste, ’efter sin evne’. Men den forøgelse som hver „træl“ opnåede af sin Herres ejendom, skyldtes ikke udelukkende hans egen evne. Der var en anden faktor som spillede ind, ja den vigtigste af alle faktorer. Apostelen Paulus omtalte denne faktor da han sammenlignede sin egen tjeneste med den tjeneste den veltalende discipel Apollos udførte. Vi læser:

²⁹ „Hvad er da Apollos? Ja, hvad er Paulus? Tjenere ved hvem I blev troende, sådan som Herren gav hver enkelt. Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro; hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro. Og den der planter og den der vander er ét, men hver vil få sin egen løn efter sit eget arbejde. For vi er Guds medarbejdere. I er Guds mark under dyrkning, Guds bygning.“ — 1 Korinter 3:5-9.

30. (a) Hvem må derfor tilskrives den største ære for væksten? (b) Hvordan kom væksten til udtryk i det område som disciplene opdyrkede i det første århundrede?

³⁰ Gud er altså den der har æren for væksten, og Kristi „trælle“ er blot de redskaber det behager ham at bruge i dette arbejde. Han hjælper ’trællene’ til at varetage deres pligter og ansvar. Han udruster dem med det de behøver for at kunne udføre arbejdet med at gøre disciple af folk af alle nationer. Den beredte, opdyrkede mark som Guds søn ved sin afrejse overlod til sine trofaste disciple for at de dér kunne gøre mange nye disciple, udvides altså ved at der ud over hele jorden frembringes andre sådanne marker som følge af at Kristi „trælle“ adlyder deres Herres bud og følger hans eksempel. Hvilke beviser har vi for at det gik sådan i det første århundrede? Dette: uden for Jerusalem, ja uden for hele det område der kaldtes Judæa og Galilæa og Samaria, opstod der menigheder af disciple som var arvinger til det himmelske rige. Der blev oprettet menigheder i Asien, Afrika, Europa og på øerne i Middelhavet.

31. Hvad kan man i denne forbindelse sige om Peter, når man tager i betragtning hvorfra han skrev sit første brev?

³¹ Betragt for eksempel apostelen Peter. Han var en af de fire apostle der henvendte sig til Jesus efter at denne havde forudsagt at det prægtige tempel i Jerusalem skulle ødelægges, og spurgte ham: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet når alle disse ting skal komme til en afslutning?“ (Markus 13:1-4) Cirka tredive år senere, omkring år 62-64, flere år før „disse ting“ skete ved at Jerusalem kom under belejring og blev ødelagt sammen med sit tempel, tjente apostelen Peter som missionær uden for romerrigets område. Ja, det første brev han skrev til sine medkristne i romerriget blev affattet i byen Babylon ved Eufratfloden i Mesopotamien, og i dette brev nævnte han at der fandtes en kristen menighed dér. I slutningen af brevet sagde han: „Hun som er i Babylon, udvalgt ligesom I, sender jer sine hilsener.“ — 1 Peter 5:13.

32-34. (a) Hvornår og hvor skrev Paulus sit brev til kolossenserne? (b) Hvordan viste Paulus i brevet at de „talenter“ disciplene havde fået betroet, var blevet forøget i hele verden?

³² Der var også apostelen Paulus. Omsider nåede han frem til romerrigets hovedstad, men som en fange der havde appelleret sin sag til kejseren for at komme for en upartisk dommer. Under sit fangenskab i Rom skrev han til den kristne menighed i Kolossæ i Lilleasien. Det var omkring år 60-61, næsten ti år før de ting indtraf som Herren Jesus Kristus havde forudsagt. Ja, næsten ti år før afslutningen på den jødiske tingenes ordning der havde Jerusalem som centrum, bekræftede apostelen Paulus at de symbolske talenter som Jesus havde overdraget til sine „trælle“, var blevet forøget i hele verden. Idet Paulus henviste til at ’den gode nyhed’ var blevet forkyndt for kolossenserne, skrev han:

³³ „Vi har hørt om jeres tro i forbindelse med Kristus Jesus og om den kærlighed I har til alle de hellige på grund af det håb som er henlagt til jer i himlene. Dette håb hørte I om før ved forkyndelsen af den gode nyheds sandhed, den gode nyhed som er nærværende hos jer, ligesom den bærer frugt og vokser i hele verden, ganske som den gør også blandt jer, fra den dag I hørte og fik nøjagtig kundskab om Guds ufortjente godhed i sandhed. Sådan har I lært af Epafras, vor elskede medtræl, som er en trofast tjener for Messias til gavn for os, og som også har fortalt os om jeres kærlighed i åndelig henseende.“

³⁴ „Ja, jer som engang var udelukkede og fjender fordi jeres sind var rettet mod de gerninger der var onde, har han nu forligt med sig ved hjælp af hans kødelige legeme gennem hans død, for at fremstille jer foran sig selv som hellige og dadelfri og uangribelige, forudsat, naturligvis, at I forbliver i troen, grundfæstede og faste, og ikke rykkes bort fra håbet som hører den gode nyhed til som I har hørt og som er blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen.“ — Kolossenserne 1:4-8, 21-23.

35. På hvor kort tid aflagde disciplene dette vidnesbyrd om deres nidkærhed, og hvilken profeti af Jesus opfyldte de således?

³⁵ Disse inspirerede ord af apostelen Paulus vidner i sandhed om den store nidkærhed hvormed Herren Jesu Kristi „trælle“ i det første århundrede „gjorde forretninger“ med de ’talenter’ han havde betroet dem! Tænk at de havde udrettet så meget på så kort tid — den gode nyhed ’bar frugt og voksede i hele verden’, ja den var allerede „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“! Tænk: Jesus Kristus havde „givet sig til kende én gang for alle ved afslutningen på tingenes ordninger“, nemlig fra år 29 til år 33, og allerede før afslutningen på den jødiske tingenes ordning var fuldbyrdet i år 70 med udslettelsen af jødernes religiøse hovedsæde, havde jøderne i hele den dakendte verden modtaget et vidnesbyrd om Guds messianske rige. Ja, endog alle de hedenske nationer havde modtaget et sådant vidnesbyrd, som en forbilledlig opfyldelse af Jesu profeti om tegnet på „afslutningen på tingenes ordning“. Som vi læser: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14; Hebræerne 9:26.

Lignelsens opfyldelse når sit højdepunkt i vor tid

36. Kom disciplenes eller ’trællenes’ Herre igen lige før eller lige efter Jerusalems ødelæggelse, og hvad viser de ord hvormed Johannes afsluttede Åbenbaringen, vedrørende Kristi komme?

³⁶ Disse „trælle“ der øgede de værdifulde „talenter“ i hele verden i det første århundrede til trods for krig, pest, hungersnød, jordskælv og forfølgelse, afsluttede alle deres livsløb, og deres bortrejste Herre og Ejer vendte ikke tilbage i deres levetid, hverken før eller efter Jerusalems ødelæggelse for de romerske legioners hånd. Omkring seksogtyve år efter at denne frygtelige begivenhed havde rystet jødernes religiøse verden, modtog apostelen Johannes den guddommelige Åbenbaring under sit fangenskab på øen Patmos. Heri sagde han, med henblik på fremtiden: „Se! Han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de der har gennemboret ham.“ Og han sluttede Åbenbaringen med denne bøn: „’Amen! Kom, Herre Jesus.’ Måtte Herren Jesu Kristi ufortjente godhed være med de hellige.“ (Åbenbaringen 1:7; 22:20, 21) Denne inderlige bøn om Herrens komme blev først besvaret over atten hundrede år senere.

37. (a) Hvad har man ment vedrørende tidspunktet for Herren Jesu Kristi genkomst? Hvornår kom han imidlertid igen? (b) Hvilket indhold fik forkyndelsen af Riget herefter, og hvorfor?

³⁷ Først når Herren Jesus Kristus kom igen og var nærværende, ville opfyldelsen af lignelsen om talenterne nå sit højdepunkt. I sidste halvdel af forrige århundrede mente man at Herren var kommet igen i 1874 og at hans usynlige nærværelse i ånden var begyndt i dette år. Men „tegnet“ på hans nærværelse og afslutningen ’på tingenes ordning viste sig ikke før fire årtier senere. Det viste sig først da hedningetiderne udløb i 1914, omkring den 4./5. oktober eller midt i den jødiske månemåned tisjri. På dette tidspunkt blev forkyndelsen af den gode nyhed om Guds kommende messianske rige forvandlet til forkyndelsen af den gode nyhed om Guds oprettede rige. De efterfølgende verdensbegivenheder bevidnede til overmål at Guds himmelske rige var blevet født i dette afgørende år ved at Guds Messias, Jesus, Davids søn, Abrahams søn, var blevet kronet og indsat på tronen. (Mattæus 1:1) Den der havde „den juridiske ret“ var kommet. Ja, han var kommet igen! — Ezekiel 21:25-27, NW.

38. Hvilken profeti var lignelsen om talenterne en del af, og hvordan må man derfor tyde de begivenheder der opfylder lignelsens højdepunkt?

³⁸ Jesus Kristus fortalte lignelsen om talenterne som en del af det mangesidede tegn på hans parousia eller nærværelse. Lignelsens opfyldelse må derfor nå sit højdepunkt her i vor tid, som endnu et vidnesbyrd om at Jesus er kommet igen i ånden og nu er nærværende. Når vi siger at Herren Jesu Kristi kongelige nærværelse begyndte ved udløbet af hedningernes tider i 1914, må der også være nogle kendsgerninger som bekræfter at lignelsens opfyldelse i dag er ved at nå sit højdepunkt. Hvilke kendsgerninger er der?

39. Hvad gjorde den træl der kun havde fået én talent, og hvornår begyndte regnskabet at blive gjort op med trællene?

³⁹ Lad os først se hvordan det gik i lignelsen. Vi læser videre i Jesu ord: „Men den der kun havde fået én, gik hen og gravede et hul i jorden og skjulte sin herres sølvpenge. Lang tid efter kom disse trælles herre og gjorde regnskabet op med dem.“ — Mattæus 25:18, 19.

40. (a) Hvad havde trællenes herre med da han vendte tilbage, ifølge lignelsen? (b) Hvilken kongemagt havde 1914 især noget at gøre med? Begrund svaret.

⁴⁰ Da „disse trælles herre“ kom tilbage, havde han dét med som han var rejst udenlands for at hente. Af hans egne ord lidt senere i lignelsen fremgår det at han havde opnået en „glæde“ som han ville dele med sine trofaste trælle; han kom tilbage med „meget“ som han ikke havde da han betroede trællene de otte sølvtalenter. Lignelsen om ’de ti miner’, som Jesus havde fortalt på et tidligere tidspunkt, præciserer at det han kom tilbage med, var „kongemagten“. (Lukas 19:12-15) Hedningernes tider eller „nationernes fastsatte tider“ havde noget at gøre med „kongemagten“, specielt den kongemagt der tilhørte Davids kongelige slægt i Jerusalem, den kongemagt som babylonierkongen Nebukadnezar fratog Davids slægt i året 607 f.v.t. Dette skæbnesvangre år begyndte hedningernes tider, der varede 2520 år og udløb i 1914. Ved deres udløb omkring den 4./5. oktober dette år skulle man logisk set vente at der ville ske en ændring af situationen. Det var derfor ikke helt tilfældigt at hedningenationerne var i store vanskeligheder den 4./5. oktober, ja, at de allerede i to måneder havde været inddraget i den første verdenskrig i menneskenes historie.

41. (a) Blev det lille antal der fandtes af Herren Jesu Kristi disciple eller „trælle“ dræbt under den første verdenskrig? (b) Hvad søgte nationerne at gøre med deres fortsatte vidnearbejde?

⁴¹ Men hvordan forholdt det sig med de kristne „trælle“ som den himmelske Herre Jesus Kristus havde betroet sine værdifulde „talenter“? Den dag i dag er der stadig et lille antal tilbage af de trofaste „trælle“ der oplevede denne særlige tid og som ud fra Bibelen blev klar over hvad den første verdenskrig betød. Denne internationale konflikt, der til sidst omfattede otteogtyve nationer og riger, gjorde det ikke af med disse loyale „trælle“ af den nyindsatte himmelske konge, Jesus Kristus. De jordiske fjender, der ikke ønskede at Jesus Kristus skulle herske over dem som hele jordens konge, ville gerne have dræbt disse „trælle“, men det lykkedes dem ikke. De forsøgte i virkeligheden at fratage dem de symbolske talenter de havde fået af deres himmelske Herre og Ejer. De forsøgte at ødelægge alt det gode som ’trællene’ havde udrettet og den åndelige fortjeneste de havde skaffet deres nyindsatte himmelske konge. Med dette for øje prøvede de på at ødelægge deres omdømme blandt folk af alle nationer. De prøvede desperat at underminere det grundlag ’trællene’ havde lagt for et fremtidigt vidnesbyrd om Riget.

42, 43. (a) Hvilken tilstand befandt den himmelske Herres „trælle“ sig i da den første verdenskrig sluttede i 1918? (b) Hvad var der, efter alt at dømme, sket med de „talenter“ de havde fået betroet?

⁴² Da den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918 var disse den regerende himmelske konges „trælle“ så godt som dræbt hvad angår deres gode omdømme blandt folk både i og uden for kristenheden. Overpatriotiske nationalister og krigsgale fanatikere havde i den grad bagvasket dem og stillet dem i et ugunstigt lys at folks agtelse for dem som kristne næsten var faldet til nulpunktet. De var blevet angrebet af pøbelskarer. Nogle steder var deres bibelske publikationer blevet forbudt, andre steder selve deres organisation. Mange af dem sad i fængsel. Dette gjaldt endog præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society, foruden Selskabets sekretær og kasserer og seks andre fremtrædende medarbejdere, der alle var blevet dømt på falske anklager som de først kunne blive renset for da krigsgalskaben havde lagt sig.

⁴³ Tilsyneladende var disse jordens retmæssige herskers „trælle“ blevet berøvet alt. De „talenter“ han havde betroet dem, så ud til at være ødelagt. Fjenderne jublede ved tanken om at ’trællene’ ikke længere kunne tjene deres himmelske Herre. De tvivlede åbenbart på at de kunne begynde helt forfra.

44. (a) Hvornår begyndte billedet at ændre sig, og hvordan? (b) Hvilket spørgsmål opstod vedrørende de overlevende „trælle“, og hvorfor?

⁴⁴ Blot fire måneder efter at krigen var slut indtrådte der imidlertid en ændring som overraskede og forskrækkede fjenderne. De otte medarbejdere fra Watch Tower Bible and Tract Society blev løsladt fra forbundsfængselet i Atlanta (Georgia) den 25. marts 1919 og fik næste dag lov at stille kaution i Brooklyn, New York. Ikke længe efter blev de renset for de grove, falske anklager. Men hvor meget ville dette nu betyde for folk, der var blevet fyldt med fordom på grund af krigspropaganda og krigshysteri og nu havde en ganske forvrænget opfattelse af Jesu Kristi „trælle“ ? Det var noget ’trællene’ måtte tage i betragtning. Kunne de rejse sig og fortsætte deres arbejde på trods af disse afskrækkende omstændigheder? Havde de mod til det, og havde de tillid nok til deres himmelske Herre? Det var i sandhed en prøvelsens tid for disse kristne trælle.

45. (a) Hvad ville trællenes herre nu gøre, ifølge lignelsen? (b) Hvad måtte disse kristne trælle have lejlighed til i forbindelse med ’talenterne’?

⁴⁵ Lignelsen om talenterne viste at manden, når han kom tilbage fra udlandet, ville gøre regnskabet op med sine trælle. Der skulle foregå en inspektion. Med den vending begivenhederne tog i foråret 1919 måtte tiden nu være inde til at ’trællenes’ himmelske Herre ville inspicere dem. Men hvilket regnskab kunne de aflægge med hensyn til de „talenter“ han havde betroet trælleskaren? Alt hvad de måtte have indvundet før forfølgelsen nåede sit højdepunkt i 1918, så ud til at være ødelagt. Det var som om de slet ikke havde de symbolske talenter mere. Skulle de forøge deres Herres „talenter“ måtte de gøre det nu, i efterkrigstiden, og først overdrage ham den indvundne fortjeneste senere, engang i fremtiden. De måtte have endnu en chance til at ’gøre forretninger’ med hans værdifulde „talenter“. Historien viser at det netop gik sådan, takket være deres himmelske Herres barmhjertighed.

46. (a) Hvad måtte de nu overvinde, og i hvilken hensigt måtte de reorganisere sig? (b) Hvad var tiden nu gunstig til, i betragtning af at deres himmelske Herre havde fået kongemagt?

⁴⁶ I 1919 var tiden inde til at ’trællene’ overvandt den menneskefrygt der var opstået iblandt dem som følge af voldshandlingerne og hysteriet under den første verdenskrig, og som havde bevirket at de kun i beskedent omfang gjorde forretninger som ansvarsbevidste trælle af den regerende konge, Jesus Kristus. Det var på høje tid at de hvis rækker var blevet gennembrudt og revet op, begyndte at reorganisere sig med henblik på den største indsats de nogen sinde havde gjort i tjenesten for deres Herre, der nu havde fået kongemagt. Nu som aldrig før kunne deres Herre med rette betragte hele jorden som en mark der stod til rådighed for ham, en mark hvor der kunne frembringes flere disciple der kunne få håb om at opnå en andel i det himmelske rige. Han kunne overdrage sine „trælle“ denne gunstige situation så de kunne ’gøre forretninger’ i hans tjeneste. Tiden var gunstig, både for den kategori af „trælle“ eller disciple der blev skildret ved den træl som fik fem talenter betroet og for den kategori der blev skildret ved den træl som fik to talenter betroet. De tog fat, for lignelsen om talenterne måtte gå i opfyldelse, navnlig dens højdepunkt.

47. Hvordan blev de i 1919 styrket så de ikke frygtede det arbejde der skulle udføres efter krigen, men derimod stillede sig til rådighed?

⁴⁷ Tiden blev ikke spildt. I 1919 gik de to kategorier af „trælle“ flittigt i gang med arbejdet. De blev styrket af to artikler med temaet „Salige er de, som ikke frygter“, der blev offentliggjort i The Watch Tower for 1. og 15. august 1919. (Vagt-Taarnet for september og oktober 1919) De glædede sig over meddelelsen om at der skulle holdes et ottedages generalstævne i Cedar Point, Ohio, fra 1. til 8. september 1919. De undlod ikke at overvære dette stævne; de frygtede ikke for at blive opfordret til at udføre et efterkrigsarbejde som ville kræve både kræfter og mod, og som også kunne medføre yderligere forfølgelse.

48. (a) Hvordan modtog stævnedeltagerne i Cedar Point meddelelsen om det nye blad der skulle udgives sammen med The Watch Tower? (b) Hvordan er dette blad blevet brugt indtil nu?

⁴⁸ Ivrige efter at erfare hvordan Jehova ønskede de skulle udføre det arbejde der lå foran dem, kom seks tusind, hovedsagelig fra Canada og Amerikas forenede Stater, til de daglige møder under dette stævne der blev afholdt af de internationale bibelstudenter. Med overraskelse og samtidig dyb værdsættelse tog de imod meddelelsen om at man den 1. oktober 1919 ville begynde at udgive et nyt blad The Golden Age, som et søsterblad til The Watch Tower and Herald of Christ’s Presence. Dette nye blad skulle ligesom Vagt-Taarnet bruges til at forkynde Guds oprettede messianske rige. Det var et nyt redskab hvormed de kunne plante, vande og opdyrke nye områder med henblik på at frembringe flere disciple af Herren Jesus Kristus. Side om side med Vagt-Taarnet er dette blad (nu Vågn op!) blevet udgivet i stadig større oplag indtil den dag i dag. Det har hele tiden tjent sin hensigt, idet det har vakt oprigtige menneskers interesse og beredt dem til at modtage de dybere sandheder fra Guds ord. Det har udført et glimrende forberedende arbejde.

49. Hvad gjorde man i forbindelse med Selskabets afdelingskontorer, og i hvilket omfang er større områder således blevet opdyrket?

⁴⁹ Forbindelsen mellem Watch Tower Bible and Tract Society’s hovedkontor og dets afdelinger rundt om på jorden, som var blevet afbrudt af verdenskrigen, blev genoprettet og styrket, og efterhånden som tiden og forholdene krævede det, blev der oprettet nye kontorer i forskellige lande. Dette gjorde det muligt for den himmelske Herres, Jesu Kristi, „trælle“ at føre nærmere tilsyn med et voksende område, og det bidrog meget til at man kunne intensivere arbejdet med at opdyrke dette voksende område med henblik på at indsamle flere disciple i alle nationer. Fra de få afdelingskontorer der fandtes dengang, er antallet nu steget til femoghalvfems. De fører tilsyn med den såning og opdyrkning der nu udføres i to hundrede og otte lande og øområder.

50. (a) Hvorfor erkendte de der overværede stævnet i Cedar Point i 1922, at de befandt sig i samme situation som Esajas i templet? (b) Hvilket spørgsmål kunne man stille, i betragtning af Esajas’ reaktion på Jehovas opfordring?

⁵⁰ I september 1922 blev disse kristne trælle som har håb om det himmelske rige, på en magtfuld måde gjort opmærksomme på at de for øjeblikket blev inspiceret af kongernes Konge og herrernes Herre, den regerende Herre Jesus. Som en opfyldelse af Malakias 3:1 havde Jesus ledsaget Jehova Gud da denne kom til sit åndelige tempel for at holde dom blandt sine åndsavlede „trælle“ i templet. De der overværede de internationale bibelstudenters andet stævne i Cedar Point, Ohio, og var til stede den fjerde stævnedag (den 8. september 1922, kaldet „Dagen“), så nu sig selv i samme situation som profeten Esajas da denne fik et syn af Jehova Gud i sit tempel. Esajas følte behovet for at blive renset i åndelig henseende, og dette behov blev barmhjertigt imødekommet. Derved kom han i den gunstige situation at han kunne besvare Jehovas opfordring med et ivrigt: „Her er jeg, send mig!“ (Esajas 6:1-8) Spørgsmålet var derfor: Ville stævnedeltagerne reagere på samme måde nu da Jehova opfordrede dem til at tjene?

51. Hvilke spørgsmål stillede Selskabets præsident stævnedeltagerne i slutningen af sit foredrag, og hvilken tilskyndelse gav han til sidst?

⁵¹ Selskabets præsident, J. F. Rutherford, holdt et foredrag hvori han beskæftigede sig med Esajas’ syn, og i foredragets næstsidste afsnit stillede han stævnedeltagerne en række spørgsmål som sluttede med disse: „Tror i, at Herren nu er i sit Tempel og dømmer Jordens Nationer? Tror I at Herlighedens Konge har begyndt sin Regering?“ Med vældig begejstring svarede de tusinder af stævnedeltagere bekræftende. Taleren sluttede da foredraget med højdepunktet: „Saa tilbage til Slagmarken, o I den højeste Guds Sønner! Vær iført Eders Rustning! Vær ædrue, vær aarvaagne, vær virksomme, vær modige! Vær trofaste og sanddrue Vidner om Herren! Gaa fremad i Kampen, indtil de sidste Rester af Babylon er ødelagte! Forkynd Budskabet vidt og bredt! Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. Vi lever nu i Verdens mest betydningsfulde Tid. Se! Kongen regerer! I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige!“ — Se Vagttaarnet for januar 1923, side 11-16, og februar 1923, side 25, 26.

52. (a) Hvad gjorde Selskabet i 1920 for at øge uddelingen af bibelsk læsestof? (b) Hvilket andet middel til forkyndelse af Riget tog Selskabet i brug i 1924, og hvilke yderligere midler blev senere taget i brug?

⁵² Med større iver og kraft end nogen sinde gik den tilbagevendte Herres, Jesu Kristi, „trælle“ ud for at forkynde ham som regerende konge, både fra hus til hus og i offentlige foredrag. Siden 1920 havde de drevet deres eget trykkeri i Brooklyn, New York, og det bevirkede at de billigt kunne fremstille større mængder af bibelske blade, brochurer, traktater og bøger, og til sidst endog bibler, til brug i forkyndelsen af den messianske konge og hans rige. Søndag den 24. februar 1924 blev den første radiostation som tilhørte disse „trælles“ indregistrerede selskaber indviet, og man begyndte at udsende Rigets budskab i æteren til en stor lytterskare. Med tiden tog man snesevis af radiostationer i brug i flere lande, idet man enten betalte for udsendelserne eller fik gratis sendetid, så man kunne udsende den gode nyhed om Riget lige til jordens ender. Desuden begyndte Kristi „trælle“ nogle år senere at benytte højttalervogne, og fra dør til dør forkyndte de Riget ved hjælp af rejsegrammofoner.

53. Hvorfor havde Vagttaarnets læsere grund til at være begejstrede for hovedartiklen i bladets udgave for maj 1925?

⁵³ Da læserne af Vagttaarnet, Forkynder af Kristi Nærværelse modtog bladets udgave for maj 1925 (den engelske udgave for 1. marts 1925) læste de hovedartiklen „Den nye Nations Fødsel“ med stor begejstring. Hvorfor? Fordi denne artikel gav dem en bedre forståelse af Åbenbaringens tolvte kapitel. Deres forstands øjne blev åbnet så de erkendte at den symbolske fødsel af et drengebarn, der beskrives så levende i dette kapitel hvis betydning længe havde været en gåde for dem, skildrede Guds messianske riges fødsel i 1914, ved udløbet af hedningernes tider. Artiklen sluttede med disse ord: „Himmeriges Rige er her. Befrielsens Dag er i Sigte. Forkynd disse gode Tidender for Jordens Beboere. Sejren er hos vor Konge. Vær nu tro indtil Kampens Ende; saa skal vi i al Evighed bade os i hans Kærligheds Solskin, der hvor der er Glædes Fylde og Livsalighed evindelig.“ — Side 81.

54, 55. Hvordan viste antallet af dem der deltog i Herrens nadver i 1925 at arbejdsmarken var blevet udvidet?

⁵⁴ Den årlige fejring af Herrens nadver, der dette år fandt sted onsdag den 8. april, viste et opmuntrende resultat. Som følge af det arbejde der indtil da var blevet udført i den udvidede arbejdsmark med at så og vande og kultivere jordbunden ved hjælp af de nye redskaber man havde fået, var antallet af menigheder af disciple som havde et himmelsk håb, vokset. Samtidig var menighederne blevet større. Denne vækst i antallet af kristne disciple sås tydeligt da man fejrede Herrens nadver dette år. Hvor mange deltog i fejringen? I The Watch Tower for 1. september 1925 stod der på side 263:

⁵⁵ „Det glæder os at deltagelsen i mindehøjtiden har været så stor, fordi det viser at der er stor interesse for sandheden overalt, og det er som det skal være. Det samlede antal til dato er 90.434, hvilket er 25.329 flere end sidste år.“

56. Hvordan havde disciplene eller ’trællene’ altså stillet sig til det at ’gøre forretninger’ med de betroede „talenter“?

⁵⁶ Ja, Kristi „trælle“ — både den kategori der blev skildret ved trællen som fik fem talenter og den kategori der blev skildret ved trællen som fik to talenter — var straks og beredvilligt gået i gang med at ’gøre forretninger’ med de betroede værdier; de var ved at opdyrke nye områder hvor der kunne frembringes flere kristne disciple. Rapporterne viser at disse „trælle“ blev belønnet for deres bestræbelser og blev velsignet med vækst. Dette tilskyndede dem til yderligere virksomhed.

Glæde

57. (a) Hvorfor rejste den rige mand i lignelsen udenlands? (b) Hvilke spørgsmål opstår derfor vedrørende Jesus Kristus i lignelsens opfyldelse?

⁵⁷ Men nu kommer en anden historisk faktor ind i billedet. I Jesu lignelse tog manden der ejede de otte sølvtalenter og tre trælle ikke ud på en fornøjelsestur. Han havde en vigtig grund til at rejse udenlands; der var noget værdifuldt han ønskede at sikre sig. Som lignelsen viser, rejste han udenlands for at opnå „meget“ og en bestemt „glæde“. Han måtte rejse langt, i lang tid, for at nå frem til den der kunne give ham denne særlige „glæde“. Selv om dette ikke siges udtrykkeligt i lignelsen om talenterne, kan vi på grundlag af Jesu ord slutte at det må forholde sig sådan. Eftersom den rige mand i lignelsen er et billede på Herren Jesus Kristus, er dét at manden tog ud på en lang rejse et billede på at Herren Jesus drog hen til den eneste der kunne give ham den særlige glæde han så frem til. Hvor drog han hen? Hvem var kilden til denne glæde?

58, 59. (a) Hvem drog den opstandne Jesus Kristus hen til for at modtage denne „glæde“? (b) Hvis glæde kommer også fra denne kilde, som det fremgår af Romerbrevet 15:13?

⁵⁸ Det fremgår af Hebræerbrevet 12:2, hvor vi læser: „Vi . . . ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, og har taget sæde ved højre side af Guds trone.“

⁵⁹ Ja, Jehova Gud er kilden til denne „glæde“. Det var ham den opstandne Jesus Kristus drog bort til, idet han efterlod sine trofaste disciple her på jorden med de „talenter“ han havde betroet dem. Den himmelske Fader var kilden til Jesu særlige glæde. Jehova Gud er også kilden til glæde for sin elskede søns disciple. Derfor kunne en af disse disciple skrive til sine medkristne i Rom: „Måtte den Gud som giver håb, fylde jer med al glæde og fred ved at I har tro, så I må være rige i håbet med hellig ånds kraft.“ (Romerne 15:13) Gud kunne besvare denne retmæssige bøn.

60. (a) Hvem måtte vises større opmærksomhed, nu da Jesus Kristus var vendt tilbage med sin „glæde“? (b) Hvordan blev han vist denne opmærksomhed i forbindelse med sit navn?

⁶⁰ Efter at Herren Jesus nu var vendt tilbage med sin „glæde“, idet Guds messianske rige var blevet født i himlene, var det på sin plads at ’trællene’ viste Gud, den himmelske kilde til glæde, behørig opmærksomhed. Tiden var kommet da denne guddommelige kilde til glæde ville skabe sig et navn, og det betingede at hans personlige navn først blev gjort kendt. Navnet blev gjort kendt. Hans ærbødige tilbedere på jorden begyndte at bruge det regelmæssigt, og det blev forkyndt ud over hele jorden i et omfang som aldrig før. Det første nummer af The Watch Tower i 1926 indeholdt hovedartiklen „Hvem vil ære Jehova?“ (Vagttaarnet, 1. februar 1926) Fra da af blev det guddommelige navn, der forekommer tusinder af gange i Bibelens hebraiske grundtekst, ophøjet til sin retmæssige plads blandt Guds søns „trælle“. Nu var de først og fremmest hans vidner, uden dog at aflægge et ringere vidnesbyrd om hans søn, Jesus Kristus. Tilskyndet af kærlighed opfyldte de deres pligt, pligten til at være vidner for den Gud der bærer navnet Jehova.

61. (a) Hvilke navne erklærede Jesu Kristi disciple i 1931 at de ikke ønskede at kaldes med? (b) Hvilket navn ønskede de for fremtiden at bære?

⁶¹ Efter at de kristne „trælle“ derpå havde vidnet om det guddommelige navn i fem og et halvt år, var tiden inde til at de måtte give sig til kende, skille sig tydeligt ud fra alle de navnkristne i kristenheden. Jesu Kristi „trælle“ tog skridt til at gøre dette søndag eftermiddag den 26. juli 1931, under et internationalt stævne i Columbus, Ohio, U.S.A. Klokken 16.00 fik de mange tusind stævnedeltagere forelagt en resolution, hvis fjerde, femte og sjette afsnit vi her citerer:

For at gøre vor sande Stilling kendt, og fordi vi tror, det er i Overensstemmelse med Guds Vilje, som den er udtrykt i hans Ord, beslutter og vedtager vi derfor følgende:

Vi nærer stor Kærlighed til Broder Charles T. Russell for hans Gernings Skyld, og med Glæde anerkender vi, at Herren brugte ham og storlig velsignede hans Gerning. Dog forbyder Guds Ord os at lade os kalde „Russellitter“. Watch Tower Bible & Tract Society, International Bible Students’ Association og Peoples Pulpit Association er kun Navne paa de Korporationer eller Organisationer, vi som en Skare Kristne benytter os af for at udføre vort Arbejde i Lydighed mod Guds Befalinger, og intet af disse Navne kan med Rette knyttes til os eller anvendes paa os som en Skare Kristne, der følger i Mesterens Fodspor. Skønt vi studerer vor Bibel, vil vi dog ikke som en Skare betragtet kaldes med Navnet „Bibelstudenter“ eller andre lignende Navne som Udtryk for vor Stilling ind for Herren. Vi ønsker ikke at kaldes med eller at bære noget Menneskes Navn.

Vi erklærer, at vi er blevet købt med vor Herres og Genløsers, Jesu Kristi, dyrebare Blod, retfærdiggjort og født paa ny af Jehova Gud og kaldet til hans Rige. Vi ønsker derfor, at alle skal forstaa, at vi har stillet os uforbeholdent paa Guds og hans Riges Side og viet os helt til ham, at vi er Jehovas Tjenere, som har faaet betroet en Gerning i hans Navn, og i Lydighed mod hans Befaling forkynder vi Jesu Kristi Vidnesbyrd og kundgør for Folkene, at Jehova er den sande Gud, den Almægtige. Vi tager derfor med Glæde imod det Navn, Herrens Mund har nævnt, og vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner. — Esajas 43:10-12; 62:2; Aabenbaringen 12:17.

62. Hvilken opfordring blev givet i resolutionens sidste afsnit?

⁶² Det ottende og sidste afsnit i resolutionen lød:

Vi opfordrer indtrængende alle, som har viet sig til Jehova og hans Rige, til at forene sig med os i den Gerning at forkynde dette gode Budskab for andre, for at Herrens retfærdige Banner saaledes maa blive rejst og Menneskene faa at vide, hvor de kan finde Sandheden og Haab om Befrielse, men fremfor alt for, at Jehovas store og hellige Navn maa blive renset, æret og ophøjet.

63. (a) Hvem vedtog denne resolution om det nye navn? (b) Hvordan blev resolutionen derefter offentliggjort og gjort kendt i hele verden?

⁶³ Denne resolution blev vedtaget med stor begejstring, ikke alene af dem der overværede stævnet i Columbus, Ohio, men senere også af menighederne af Jesu Kristi „trælle“ rundt om på hele jorden. De antog frivilligt navnet „Jehovas vidner“. Resolutionen om navnet blev offentliggjort i en brochure der blev udgivet ved stævnet, med titlen Riget — Verdens Haab. Dette var også titlen på det offentlige foredrag som Selskabets præsident, J. F. Rutherford, havde holdt klokken 12.00 samme dag, både for stævnedeltagerne og for en stor lytterskare, idet foredraget blev udsendt over en omfattende kæde af radiostationer. Efter stævnet blev brochuren med det offentlige foredrag og resolutionen uddelt til katolske og protestantiske gejstlige, samt fremtrædende politikere og forretningsfolk. Den blev også udbredt i større målestok blandt folk i almindelighed. På denne måde blev hele verden informeret om at disse retfærdiggjorte og åndsavlede tilbedere af den højeste Gud ville vandre i deres Guds navn og kun anerkende navnet Jehovas vidner. — Mika 4:5.

64. Hvorfor kalder de sig Jehovas kristne vidner?

⁶⁴ Eftersom der også fandtes vidner for den eneste levende og sande Gud før Herren Jesu Kristi første komme, betragter de sig selv som Jehovas kristne vidner. — Esajas 43:10-12; 44:8; Hebræerne 11:1 til 12:1. Se også Vagttaarnet for 15. oktober 1931, side 311.

Kapitel 13

Regnskabet gøres op med trællene i vor tid

1, 2. (a) Hvad opnåede resten af Kristi „trælle“ ved at bære det guddommelige navn, og hvem var kilden dertil? (b) Hvordan omtales denne glæde i lignelsen om talenterne?

DA RESTEN af Herren Jesu Kristi „trælle“ begyndte at bære det guddommelige navn i 1931, erfarede de en glæde de ikke før havde kendt. Deres glæde udsprang fra samme kilde som den glæde deres Herre og Ejer havde opnået, nemlig fra Jehova Gud. Herren Jesus Kristus omtalte denne sin glæde da han i lignelsen om talenterne beskrev hvordan herren ville gøre regnskabet op med sine trælle. Vi læser i Mattæus 25:20-23:

² „Så trådte den der havde fået de fem talenter frem og afleverede yderligere fem talenter idet han sagde: ’Herre, du overgav mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til.’ Hans herre sagde til ham: ’Udmærket, gode og trofaste træl! Du har været trofast over lidt. Jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde.’ Derefter trådte den der havde fået de to talenter frem og sagde: ’Herre, du overgav mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til.’ Hans herre sagde til ham: ’Udmærket, gode og trofaste træl! Du har været trofast over lidt. Jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde.’“

3, 4. (a) Skal de tre „trælle“ skildre enkeltpersoner? Forklar. (b) Hvordan forudsætter dét at regnskabet gøres op med de modbilledlige trælle, at ordet „parousia“ forstås på rette måde?

³ Det ville kræve både tid og opmærksomhed at gøre regnskabet op med trællene. Opfyldelsen af lignelsens sidste enkeltheder forudsætter altså at den himmelske Herres, Jesu Kristi, parousia eller nærværelse strækker sig over en vis tid. (Mattæus 24:3) Lad os ikke glemme at de tre trælle i lignelsen betegnede tre kategorier og at disse kategorier består af enkeltpersoner. Det kræver mere tid og opmærksomhed at beskæftige sig med en hel kategori eller gruppe end med et enkelt menneske. Når det gælder en kategori eller gruppe, må man beskæftige sig med hvert enkelt medlem af gruppen. I Romerbrevet 14:9, 10 skrev apostelen Paulus:

⁴ „Det var jo derfor Kristus døde og kom til live igen, at han kunne blive Herre over både døde og levende. . . Vi skal jo alle træde frem for Guds dommersæde.“

5. (a) På hvis vegne vil Jesus Kristus dømme de levende og de døde? (b) Hvad måtte de „trælle“ der døde før Kristi nærværelse, gøre i forbindelse med deres belønning?

⁵ I lignelsens opfyldelse dømmer Herren Jesus Kristus på Jehova Guds vegne. Det er ikke alle hans „trælle“ — dem han betroede sine „talenter“ — der stadig lever i kødet her på jorden nu i det tyvende århundrede. De, for eksempel, der levede i apostlenes dage i det første århundrede, frem til den tid da apostelen Johannes døde efter at have fået Åbenbaringen, har for længst afsluttet deres jordiske liv. De sov ind i døden og måtte afvente deres himmelske Herres og Ejers parousia, hvor de ville modtage belønningen af ham, den retfærdige dommer. Som apostelen Paulus skrev til sin missionærfælle Timoteus kort før sin martyrdød: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen. Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig som belønning på den dag, dog ikke kun mig, men også alle dem som har fået kærlighed til hans tydelige fremtræden.“ (2 Timoteus 4:7, 8) Ja, apostelen Paulus så frem til „den dag“, dagen for Herrens parousia, hvor han ville blive oprejst fra de døde og blive belønnet med udødeligt liv i himmelen. Alle som døde før Herrens parousia måtte vente.

6. Hvornår oprejstes de „trælle“ der sov i døden, og hvem kom de „forud for“?

⁶ Da dommen under Herrens usynlige parousia i ånden skulle begynde, blev alle de trofaste „trælle“ som sov i døden vækket til himmelsk liv i den åndelige verden. Belønningen af de „trælle“ som stadig levede gik altså ikke forud for belønningen af de trofaste „trælle“ der sov i døden. Dette er ikke fri fantasi. Apostelen Paulus skrev til den kristne menighed i Tessalonika: „For som vi tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også føre dem som ved Jesus er sovet ind i døden, frem sammen med ham. For dette siger vi jer med Jehovas ord, at vi levende som bliver tilbage til Herrens nærværelse, afgjort ikke skal komme forud for dem som er sovet ind i døden; for Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først. Derefter skal vi som lever og som er blevet tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og således skal vi altid være sammen med Herren.“ — 1 Tessaloniker 4:14-17.

7. Hvilken slags opstandelse fik de?

⁷ Det vil sige at der under Herrens parousia, ved den tid da dommen skal begynde, sker det at de trofaste „trælle“ som sover, bliver oprejst til himmelsk liv i ånden. Det foregår naturligvis ikke synligt for de „trælle“ der endnu lever på jorden, ligesom det heller ikke sker synligt for denne verdens mennesker, der ikke er „trælle“ af den usynligt nærværende Herre, Jesus.

8, 9. (a) Bliver ’trællene’ bortrykket legemligt for at møde Herren i luften? Hvad viser kendsgerningerne? (b) Hvordan hænger dette sammen med det der står i Første Korinterbrev 15:50-54?

⁸ De opstandne „trælles“ møde med „Herren i luften“ kan heller ikke ses med det bogstavelige øje, så mennesker på jorden kan kun vide at det finder sted ved at tro på Guds ord og betragte tidernes tegn. De „trælle“ der sov i døden blev alle oprejst samtidig for at „møde Herren i luften“. Men de øvrige, de „trælle“ der stadig levede på jorden da dommen skulle begynde eller regnskabet gøres op, blev ikke bogstaveligt rykket op i jordens atmosfære i deres kødelige legeme for at møde Herren synligt i luften. Historien beretter ikke om en sådan begivenhed. I de mere end halvtreds år der nu er gået, er mange medlemmer af denne trælleskare som var ’blevet tilbage’, efterhånden afgået ved døden, og i henhold til det bibelske løfte er de i samme øjeblik blevet oprejst til liv i ånden i de usynlige himle. Eftersom Herrens parousia er begyndt, behøver de ikke at sove i døden for at afvente hans ankomst. Dem gælder Paulus’ ord:

⁹ „Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forgængeligheden arver heller ikke uforgængeligheden. Se! Jeg siger jer en hellig hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind i døden, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, under den sidste trompet. For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige må nødvendigvis iføre sig uforgængelighed, og dette dødelige må nødvendigvis iføre sig udødelighed. Men når dette forgængelige ifører sig uforgængelighed og dette dødelige ifører sig udødelighed, så vil den udtalelse som står skrevet gå i opfyldelse: ’Døden er opslugt for evigt.’“ — 1 Korinter 15:50-54; Esajas 25:8.

10. På hvilken måde er de „trælle“ der sigtes til i Åbenbaringen 14:13, lykkelige?

¹⁰ De salvede trælle som er blevet tilbage på jorden til Herrens parousia eller nærværelse og derefter dør trofast i samhørighed med Herren, erfarer opfyldelsen af løftet i Åbenbaringen 14:13: „Lykkelige er de døde som dør i samhørighed med Herren fra nu af. Ja, siger ånden, lad dem hvile fra deres slid, for det de har gjort, følger med dem.“ De er lykkelige fordi de ved deres død i kødet oplever en øjeblikkelig forvandling fra forgængelighed til uforgængelighed, fra dødelighed til udødelighed, fra menneske til ånd, sådan at de, uden at sove i døden, ophører med deres jordiske slid og går lige ind til den himmelske gerning sammen med deres Herre, hvis medarvinger de er.

11. Hvem er denne R. J. Martin der fremhæves som et eksempel på det foregående?

¹¹ Et eksempel herpå er Robert J. Martin, en af de syv indviede kristne der sammen med Selskabets præsident, J. F. Rutherford, uretfærdigt måtte afsone ni måneder i forbundsfængselet i Atlanta, Georgia, fra den 5. juli 1918 til den 25. marts 1919. Da denne „træl“ blev løsladt mod kaution i Brooklyn, New York, onsdag den 26. marts 1919 ejede han så godt som intet hvad angår „talenter“ fra sin himmelske Herre. Det var nu over fire måneder siden den første verdenskrig var endt, med dens forfølgelse af Herrens „trælle“, og R. J. Martin måtte praktisk taget begynde forfra. Han var stadig trofast i samhørighed med Herren Jesus, og han var glad for at modtage „talenter“ hvormed han kunne ’gøre forretninger’ for sin himmelske Herre og således udvide den mark der ville blive frugtbar og frembringe mange disciple af Herren Jesus Kristus. Året efter sin løsladelse blev han leder af det trykkeri som Watch Tower Bible and Tract Society oprettede i Brooklyn. Den 1. november 1926 blev han medlem af Selskabets bestyrelse, hvilket han var lige til han afsluttede sit jordiske liv.

12. Hvornår døde han, og hvad skrev Vagttaarnet i denne forbindelse?

¹² Årene gik, og R. J. Martin gjorde trofast forretninger og øgede de „talenter“ der var betroet ham i forbindelse med at frembringe disciple. Han døde trofast i sin gerning den 23. september 1932, i en alder af fireoghalvtreds år. (Han blev født den 30. marts 1878.) Hans død „i samhørighed med Herren“ blev bekendtgjort på side 322 i Vagttaarnet, Forkynder af Kristi Nærværelse for 1. november 1932. Vi citerer i uddrag:

Det var lige efter Midnat eller tidlig om Morgenen den 23. September 1932, at Robert J. Martin, en Stridsmand i Jehovas Organisation, foldede sit jordiske Telt sammen og fredeligt gik bort. Dette gode og trofaste Vidne havde fuldendt sin Løbebane paa jorden. Der er al Grund til at tro, at han straks gik over i Riget og nu for stedse er med Herren i Hovedstaden inden for Jehovas Organisation.

. . . Det Haab, som Broder Martins trofaste Kammerater og Stridsfæller har, er det, at ogsaa de skal faa Lov til at se Herren i al hans Herlighed og Skønhed og derefter altid være med til at udføre Jehovas Vilje. Broder Martins Hengivenhed for Jehovas Sag virker som en Inspiration for dem, der hører med til Levningen, til uafladelig at drive Krigen tilbage til Porten. . . .

13. Hvornår døde R. J. Martins medfange J. F. Rutherford, og hvad markerede hans død?

¹³ J. F. Rutherford, hans medfange, fuldførte sit jordiske livsløb torsdag den 8. Januar 1942, i en alder af tooghalvfjerds år, mens han stadig var præsident for Watch Tower Bible and Tract Society. Hans død blev bekendtgjort på side 48 i Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas Rige for 1. februar 1942. De mere end tredive år der er gået siden da, viser at hans død markerede afslutningen på en epoke i Jehovas kristne vidners nutidige virksomhed.

14. (a) Hvad er der bibelsk grundlag for at tro vedrørende disse to „trælles“ løn for at have gjort forretninger med Kristi „talenter“? (b) Er de „trælle“ der endnu lever på jorden gået ind til nogen „glæde“? Er de begyndt at herske?

¹⁴ Når man betragter sådanne kristne „trælles“ gerning, må man afgjort sige at de „gjorde forretninger“ med de „talenter“ Herren havde betroet dem, og at de derved udvidede den jordiske arbejdsmark så der kunne frembringes flere kristne disciple. Bibelen giver os grund til at tro at de, da de trådte frem for Herren Jesu Kristi dommersæde, hørte hans anerkendende ord: „Udmærket, gode og trofaste træl! Du har været trofast over lidt. Jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde.“ (Mattæus 25:21, 23) Men nu, mange år senere, findes der stadig på jorden en lille rest af disse ’Loyale kristne „trælle“ som af kærlighed til deres himmelske Herre søger at øge hans „talenter“. De ser frem til, når tiden er inde, at fuldføre deres jordiske livsløb og træde frem for Jesu Kristi himmelske dommersæde og høre de samme anerkendende ord. Men selv nu mens de befinder sig på jorden er de, i det omfang de forøger deres himmelske Ejers „talenter“, gået ind til deres Herres glæde. De har imidlertid ikke fået del i hans herredømme, men de ser frem til at skulle herske sammen med ham i himmelen i tusind år.

’Den onde og dovne træl’

15, 16. (a) I hvilken forstand undlod trællen med den ene talent at bruge sin „evne“, og hvilke konsekvenser fik det? (b) Hvilken undskyldning gav han da han kun afleverede det han havde fået?

¹⁵ Vi er nu interesseret i at vide hvad der sker med den træl i Jesu lignelse der kun fik én talent, ham om hvem der blev sagt: „Men den der kun havde fået én, gik hen og gravede et hul i jorden og skjulte sin herres sølvpenge.“ (Mattæus 25:15, 18) Eftersom denne træl ikke anstrengte sig og ikke havde mod til at ’gøre forretninger’, ligesom den træl der fik fem talenter og den træl der fik to talenter, kunne han ikke vente at indtjene noget med sin herres sølvtalent. Han havde tilstrækkelig „evne“ til at forvalte sølvtalenten og indtjene noget med den, men han brugte ikke denne evne. Når hans herre kom igen og var nærværende og regnskabet skulle gøres op, kunne han ikke fremvise nogen fortjeneste. Hvilken undskyldning ville han have for ikke at have indtjent noget til sin herre? I lignelsen siger Jesus:

¹⁶ „Til sidst trådte den der havde fået den ene talent frem og sagde: ’Herre, jeg vidste at du er en hård mand, der høster hvor du ikke har sået, og samler hvor du ikke har spredt. Jeg blev derfor bange og gik hen og skjulte din talent i jorden. Her har du det der er dit.’“ — Mattæus 25:24, 25.

17. (a) Billigede trællen at hans herre var som den landmand han sammenlignede ham med? (b) Hvorfor mente trællen ikke at hans herre havde nogen grund til at beklage sig over at han ingen fortjeneste fik?

¹⁷ Trællen vidste at hans herre forventede at han indtjente noget, men han turde ikke løbe den risiko at ’gøre forretninger’ med sin herres sølvtalent. Han nærede ikke så stor kærlighed til sin herre at han overvandt sin frygt og løb risikoen og anstrengte sig for at øge sin herres velstand. Han sammenlignede sin herre med en landmand der ikke alene indhøstede afgrøder på sin egen jord men også på jord han ikke ejede og ikke havde opdyrket, og som samlede korn han ikke selv havde spredt for at rense det for avner. Trællen billigede ikke at hans herre øgede sin velstand på denne måde. I hvert fald anklagede han ham for at gøre det. I overensstemmelse med den opfattelse og indstilling han havde givet udtryk for, afleverede han kun den sølvtalent hans herre havde betroet ham. Hvorfor, tænkte han, skulle hans herre klage? Han havde jo ikke lidt noget tab. Han fik det tilbage der tilhørte ham. Trællen forstod ikke at penge er beregnet til at være i omløb og til at bruges på en indbringende måde.

18. På hvilket grundlag svarede herren trællen? Hvad kaldte han trællen, og hvorfor?

¹⁸ Trællen fik svar i overensstemmelse med sin egen undskyldning, for vi læser: „Som svar sagde hans herre til ham: ’Onde og dovne træl, du vidste altså at jeg høster hvor jeg ikke har sået, og samler hvor jeg ikke har spredt? Så burde du have anbragt mine sølvpenge hos bankmændene, og når jeg kom ville jeg have fået det der er mit igen med renter.’“ — Mattæus 25:26, 27.

19. Hvorfor var det berettiget at trællen blev betegnet som ond, og hvordan kunne han let have opfyldt sin herres krav?

¹⁹ Denne unyttige træl var ’ond’ i den forstand at han med vilje, med fuldt overlæg, undlod at indtjene noget til sin herre. Han var ikke interesseret i at øge sin herres velstand. Det var ikke fordi han ikke vidste at hans herre forventede det. Det vidste han, og han kunne have valgt den nemme udvej at anbringe sølvtalenten hos bankmændene så de kunne investere pengene og tjene på det og udbetale renter for de penge de havde lånt. Så ville trællens herre, når han kom tilbage, ikke blot have fået sin sølvtalent men også den rente som bankmændene betalte. Ikke alene undlod trællen at efterligne den træl der fik fem talenter og den der fik to talenter, men han undlod også at samarbejde med dem. Selv om han kom tilbage med den oprindelig sølvtalent der var betroet i hans varetægt, påførte han i virkeligheden sin herre et tab. At han påførte sin herre dette tab med vilje, gjorde ham ’ond’.

20. På hvilken måde var trællen doven, og hvad medførte dette for ham?

²⁰ Den unyttige træl var også ’doven’. Han var uvillig til at ’gøre forretninger’ med omtanke, sådan som hans medtrælle gjorde. Han var udmærket i stand til at arbejde og indtjene noget, for ellers ville hans herre ikke have betroet ham så meget som en talent. Eftersom han blot fik én talent, fik han et mindre ansvar end de øvrige trælle, og det beløb han fik overdraget, var ikke mere end han havde evne til at forvalte. Men i stedet for at bruge sin evne på en nyttig og indbringende måde, gravede han et hul i jorden og skjulte sin herres talent og lod den ligge ubenyttet hen. Han var så doven at selv ikke hans forestilling om at hans herre var „en hård mand“, kunne få ham til at arbejde med den værdifulde talent i den lange tid hvor hans herre var borte. Trællen havde tid nok. Men han indtjente intet, og det blev til ulykke for ham.

21. Hvem er modbilledet til denne træl i lignelsens nutidige opfyldelse?

²¹ Denne „onde og dovne træl“ har et modbillede her i vor tid, hvor lignelsens højdepunkt opfyldes. Ligesom sine to medtrælle er den unyttige træl et billede på en skare eller gruppe kristne trælle som egentlig står i Jesu Kristi, den himmelske Herres, tjeneste eller er forpligtede til at tjene ham. Denne unyttige skare viste sig efter at Herren var begyndt at gøre regnskabet op dér tilbage i 1919, det første år efter krigen.

22. Hvem har påstået at de tjener den himmelske Herre, men hvordan har de ignoreret hans værdier efter den første verdenskrig?

²² Kristenhedens sekteriske kirkemedlemmer hævder ganske vist at de tjener den himmelske Herre, Jesus Kristus. Men gik de ud for at opdyrke den mark der lå udbredt foran dem da den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918, og begyndte de at gøre folk til disciple af den regerende konge, Jesus Kristus, der nu var nærværende? Nej, de gik på kompromis med denne verdens politikere og militærfolk. De ignorerede de rigsværdier der tilhørte Guds indsatte konge, hvis herredømme skulle vokse og blive stort. De rettede deres interesse og opmærksomhed mod det foreslåede Folkeforbund, der af Kristi kirkers Fællesråd i Amerika blev betegnet som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. (Esajas 9:6, 7) De prøvede at få flere til at støtte og tilbede denne menneskeskabte organisation for verdensfred og sikkerhed. Nu støtter kristenhedens sekter og kirkesamfund Folkeforbundets efterfølger, De forenede Nationer.

23. Hvad har det medført at de ikke har opdyrket marken med henblik på Guds messianske riges interesser?

²³ Den tilbagevendte Herre Jesus Kristus gør nu regnskabet op med sine trælle, men disse påståede trælle i kristenheden kan ikke vise at de har øget hans velstand. De har ikke opdyrket verdens arbejdsmark med henblik på Guds messianske riges interesser, for de har vendt Riget ryggen og har ladet folk i uvidenhed om Jehovas oprettede messianske rige.

24. Hvordan svarer de der beskrives i tredje afsnit i resolutionen „Et nyt Navn“ til billedet med den dovne træl?

²⁴ Men selv blandt dem der har tilknytning til den tilbagevendte, regerende konges, Jesu Kristi, trofaste „trælle“ har der vist sig en skare salvede kristne som svarer til billedet med ’den onde og dovne træl’. Det er uden tvivl denne skare der sigtes til i tredje afsnit i resolutionen „Et nyt Navn“, der blev vedtaget søndag eftermiddag den 26. juli 1931 ved det internationale stævne som blev afholdt i Columbus, Ohio, af Watch Tower Bible and Tract Society. Dette afsnit lød:

Kort Tid efter Charles T. Russells Død opstod der en Splittelse blandt dem, der havde taget Del i hans Arbejde, og Følgen blev, at en hel Del af dem trak sig tilbage fra Watch Tower Bible & Tract Society og ikke mere vilde have noget at gøre med dette Selskab og dets Gerning eller tage imod Sandheden, som Selskabet forkyndte den i Bladet The Watch Tower og andre Skrifter; de har endogsaa modstaaet og modstaar stadig ovennævnte Selskabs Arbejde med at forkynde Budskabet om Guds Rige og hans Hævns Dag over Satans Organisation. Disse Modstandere har dannet forskellige Grupper og optræder under Navne som „Bibelstudenter“, „Forenede Bibelstudenter“, „Russellitter, der forkynder Sandheden som Pastor Russell fremsatte den“, „Standhaftige Bibelstudenter“ og andre lignende Navne, hvilket tjener til at skabe Forvirring og Misforstaaelse.

25. Hvilke erfaringer og hvilken indsats har disse modstandere ikke haft nogen andel i sammen med dem der bærer det nye navn?

²⁵ Disse „trælle“ der ikke ønskede at samarbejde med Herrens øvrige „trælle“ men modstod dem, antog ikke det nye navn, Jehovas vidner, og er ikke blevet kendt som kristne vidner for Jehova. De har hverken haft en andel i de frygtelige lidelser som de der bærer det nye navn siden har erfaret, eller i arbejdet med at forkynde Jehovas oprettede rige ved hans Messias overalt på jorden. Derfor har de ikke haft nogen andel i at udvide den mark der opdyrkes og frembringer kristne disciple, den mark der nu omfatter 208 lande og øer eller øgrupper og kræver at Rigets budskab publiceres på mere end 160 sprog. Trods grusom forfølgelse i forskellige lande fortsætter opdyrkningen af marken (menneskehedens verden) så der kan frembringes endnu flere kristne disciple, og dette arbejde nærmer sig nu sit højdepunkt! Det foregår under ledelse af femoghalvfems afdelingskontorer under Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania.

26. Hvoraf fremgår det at himmelen har velsignet resten af de salvede „trælle“ som har brugt Herrens „talenter“ ved at opdyrke den verdensomspændende mark?

²⁶ Det er tydeligt at denne forøgelse af den messianske konges velstand, hans „talenter“, godkendes og velsignes af den højeste Gud, Jehova, og hans søn Jesus Kristus. De salvede „trælle“ der forvalter kongens „talenter“ betragter dette som et glædebringende ansvar, og de stræber efter at kunne være en ’god og trofast træl’ i deres himmelske Herres øjne. De ønsker ikke at have samfund med nogle som tilhører ’den onde og dovne træl’. Derimod prøver de at hjælpe alle som opfylder de bibelske krav, til at slutte sig til dem og blive frugtbærende forkyndere af Guds ord. Som et vidnesbyrd om at Gud velsigner deres kærlige bestræbelser var der i tjenesteåret 1973 så mange som 193.990 af dem de havde undervist der lod sig døbe i vand som Herren Jesu Kristi disciple. I løbet af de sidste seks tjenesteår, 1968-1973, var der over trekvart million, helt nøjagtig 874.861, der lod sig døbe i forskellige lande rundt om på hele jorden. Resten af de salvede „trælle“ som øger Herrens velstand mener ikke at han uretmæssigt høster hvor han ikke selv såede mens han var på jorden.

Den ubrugte talent tages fra ham

27. Hvilken afgørelse traf herren i forbindelse med den unyttige træl?

²⁷ Hvad gør herren i lignelsen med den træl der ikke giver ham det der er hans „med renter“? Om denne „onde og dovne træl“ der ikke har udrettet noget, siger herren vredt: „Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham der har de ti talenter. Enhver der har, skal der nemlig gives mere, og han vil få overflod; men den der ikke har, fra ham skal endog det tages han har. Og kast den uduelige træl ud i mørket udenfor. Dér vil han græde og skære tænder.“ — Mattæus 25:28-30.

28. Hvilke ting som de nyttige trælle opnåede, fik denne træl ingen andel i, og hvad betød det for ham at han blev kastet ud i mørket udenfor?

²⁸ Denne træl indbydes ikke til at gå ind til sin herres glæde. Han sættes ikke til hersker over meget fordi han har været trofast over lidt. Han kaldes ikke en ’god og trofast træl’, men omtales som „den uduelige træl“. Han får ikke lov at blive som træl i herrens hus, men kastes ud af huset, „ud i mørket udenfor“. Den hjemvendte herre gjorde åbenbart regnskabet op med sine trælle om natten, og derfor var der mørkt udenfor da trællen blev kastet ud. I stedet for at finde sin herres glæde derude, ville han græde og skære tænder på grund af de forhold han var blevet kastet ud i.

29. Hvorfor er det vigtigt at de trofaste salvede „trælle“ i vor tid tager ved lære af dette i den mørke situation verden nu befinder sig i?

²⁹ Resten af de salvede „trælle“ i dag må tage ved lære af dette. De må fortsat arbejde på at øge deres himmelske Herres velstand. Ellers vil de værdier som deres Herre har betroet dem, blive taget fra dem. Da vil de også blive kastet ud i „mørket udenfor“, ud til dem der udgør ’den onde og dovne træl’. Lige siden hedningernes tider udløb i 1914 har menneskehedens verden befundet sig i mørket uden for den himmelske Herres, Jesu Kristi, oplyste hus; ja, selv kristenheden er hyllet i et sådant nattemørke. Men mørket vil blive endnu tættere når Guds tid er inde til at ’den store trængsel’ pludselig skal bryde løs over den nuværende generation. (Mattæus 24:21, 22; Lukas 21:34-36) Enhver som tilhører ’den onde og dovne træl’ vil bliv kastet ud i dette dødbringende mørke for dér at græde og skære tænder sammen med religiøse hyklere indtil de går til grunde.

30. Hvordan bliver „talenten“ taget fra den dovne kategori af trælle? Hvem får den, og hvorfor?

³⁰ Allerede nu mens Herren er nærværende og gør regnskabet op med sine „trælle“ — enten med de enkelte når de dør eller med de respektive kategorier af trælle som endnu befinder sig på jorden — er én ting ganske tydelig: De der tilhører ’den onde og dovne træl’ gør ikke forretninger med deres „talent“ og sørger ikke for at deres herres penge indbringer renter. Derfor er han allerede nu i færd med at tage „talenten“ fra denne troløse kategori der endnu findes som kategori betragtet. Han lader ikke disse troløse råde over nogen del af den mark der skal opdyrkes og frembringe flere kristne disciple. Han behandler dem ikke længere som sine trælle; han anerkender og godkender ikke deres religiøse virksomhed. Han lader dem ikke få del i det lys som hans husstand glæder sig over. Deres „talent“ tages fra dem, og deres tildelte mark med dens muligheder for at frembringe disciple gives til den „gode og trofaste“ kategori der har den største evne til at gøre disciple, den kategori der har øget eller er ved at øge kongens værdier til „ti talenter“. — Mattæus 28:19, 20; Salme 2:8.

31. (a) Hvilken handleregel gav Herren således et praktisk eksempel på? (b) Hvad manglede ’den dovne træl’, og hvad skete der derfor med ham?

³¹ Her har vi altså et nutidigt eksempel på hvordan det guddommelige princip eller den guddommelige handleregel følges: „Enhver der har, skal der nemlig gives mere, og han vil få overflod; men den der ikke har, fra ham skal endog det tages han har.“ (Mattæus 25:29) I lignelsen havde ’den onde og dovne træl’ ganske vist „én talent“, men han manglede det som denne „talent“ skulle vække i ham og tilskynde ham til at lægge for dagen. Han manglede loyalitet og nidkærhed over for sin herres interesser, en dyb værdsættelse af det han havde fået betroet, en fast overbevisning om at hans herre med rette kunne vente at få sin „talent“, der kunne investeres på en indbringende måde, tilbage med fortjeneste. At han ikke kunne fremvise nogen fortjeneste da regnskabet blev gjort op, beviste til fulde — sammen med hans egen undskyldning — at han ikke lagde disse egenskaber for dagen. Derfor blev „talenten“ taget fra ham og han blev betegnet som en ’uduelig træl’. Han havde svigtet sin herres tillid. Han blev fjernet fra sin herres tjeneste og afskåret fra hans hus.

32. Hvad har de der svarer til ’den dovne træl’ manglet siden 1919, og hvad bliver derfor taget fra dem?

³² Det samme princip gælder dem der udgør ’den onde og dovne træl’ i vor tid. De der tilhører denne kategori fik af deres himmelske Herre overladt det der svarer til „én talent“, især fra og med 1919, det første år efter krigen. Men der var noget de selv måtte have, noget der hørte med til at have denne „talent“, et passende komplement til den. Dette komplement som denne „talent“ skulle have fremkaldt i dem, var nidkærhed og hengivenhed for Jehovas messianske rige, en overbevisning om at deres himmelske Herre var værdig til at marken der frembragte disciple blev gjort større, og et mod og en kærlighed der tilskyndede dem til at have så stor en andel som muligt i forkyndelsen af Guds oprettede messianske rige og i at gøre disciple af folk af alle nationer, og ikke blot af den jødiske nation som Jesus Kristus begrænsede sin offentlige og private virksomhed til da han var på jorden. Eftersom de ikke har dette som de selv må lægge for dagen for at kunne bruge deres Herres „talent“, tages denne „talent“ fra dem, som kendsgerningerne også viser.

33. (a) På hvis bekostning får ’den gode og trofaste træl’ således „overflod“? (b) Hvilken glæde opnår de der udgør denne kategori, og hvilket herredømme venter de at få del i?

³³ De „trofaste og kloge“ kategorier af trælle, derimod, har det der skal til for at de kan forvalte deres himmelske Herres „talenter“, det nødvendige komplement. I overensstemmelse med lignelsen får de overdraget mere, på bekostning af ’den onde og dovne træl’. Fordi de er ansvarsbevidste, pålidelige og nyttige „trælle“, får de yderligere muligheder og privilegier. Som følge af dette har de virkelig „overflod“ i den større mark hvor der gøres disciple. Samtidig med at de glæder deres Herres hjerte, opnår de selv stor glæde; de får en forsmag på den glæde deres Herre føler i sit rige, der nu er oprettet. Denne glæde styrker dem til at fortsætte nidkært i hans tjeneste lige til afslutningen på deres jordiske liv. Til den tid venter de at blive oprejst fra de døde så de kan gå ind til hans glæde i hele dens fylde og blive sat til at herske over meget i hans tusindårsrige. Da vil de til fulde vide hvilken lykke der kendetegner de „trælle“ der får del i „den første opstandelse“. — Åbenbaringen 20:6.

34. Hvad er det at højdepunktet i Jesu lignelse nu opfyldes for alles øjne, et bevis på? Begrund svaret.

³⁴ På den måde der her er beskrevet, har det der danner højdepunkt på lignelsen om talenterne været under udvikling siden 1919. Det har kunnet iagttages af enkeltpersoner og folkeslag på hele den beboede jord. Især den „gode og trofaste“ kategori af trælle er opmærksom på det. Det tjener alt sammen til at vise at kongen Jesus Kristus har været usynligt nærværende lige siden hedningernes tider udløb i 1914. Det udgør således en del af det storslåede tegn på Kristi nærværelse og „afslutningen på tingenes ordning“, eftersom lignelsen om talenterne hører med til Jesu detaljerede profeti om dette tegn. — Mattæus 24:3.

35. Hvorfor vil vi gerne betragte den næste del af Kristi profeti, og hvad ønsker vi at få bevis for?

³⁵ Tegnet på Kristi usynlige nærværelse i ånden består imidlertid ikke kun af lignelserne om de ti jomfruer og talenterne, som vi nu har behandlet. Der er endnu en lignelse som udgør en vigtig del af Jesu profeti om tegnet, og opfyldelsen af denne lignelse i vor urolige tid står som et yderligere bevis på at Herren Jesus Kristus er nærværende og at der er endnu mere vidunderlige ting i vente. Lad os nu betragte den næste del af vor Herres store profeti.

[Illustration på side 246]

R. J. Martin

[Illustration på side 247]

J. F. Rutherford