Fremholdelse af den gode nyhed — Hvad får folk til at lytte?
1 Hvad er det der lige fra begyndelsen gør at du tiltrækkes mere af ét menneske end af et andet? Er det vedkommendes venlighed? Uden tvivl er det en faktor. Og uden tvivl reagerer retsindige mennesker som vi træffer i tjenesten på arbejdsmarken på lignende måde. Nogle brødre giver mere umiddelbart udtryk for deres venlighed end andre. Deres ansigt lyser lettere op i et venligt smil som indgyder tillid. Er det muligt for dig at være mere venlig uden at gå over til at blive „sukkersød“, om man så må sige? Det første indtryk er vigtigt, og uden tvivl bestemmer det i mange tilfælde om den besøgte vil lytte.
2 Nogle lytter til os fordi det er åbenbart for dem at vi er interesseret i deres vel og har et oprigtigt ønske om at hjælpe. Vi har alle dette ønske, for ellers ville vi ikke henvende os til andre. Men for at kunne vise den besøgte ret hurtigt at vi har et sådant ønske, må det være ret fremtrædende i vort sind. Nogle brødre og søstre, som måske ikke udtrykker sig så godt sprogligt, er imidlertid så umiddelbare og oprigtige at den besøgte straks mærker dette. Til tider er det også rigtigt at hvis en er alt for veltalende, så minder det folk om den rutinerede sælger, og så stiller de sig i forsvarsposition. Hvis vi gentager den samme indledning hele tiden, kommer vi til at lyde mekaniske, men hvis vi har oprigtig interesse for den besøgte og taler frit fra leveren, så taler vi oftere til den besøgtes hjerte.
3 En måde hvorpå vi kan vise folk at vi interesserer os for dem, består i at lytte til hvad de siger. Det betyder ikke blot at stå høfligt og tie stille mens de taler. Det betyder at man lytter med virkelig interesse. Så kan man på en forstandig måde kommentere hvad de har sagt og vise at man er interesseret i hvad de mener og også forstår hvad de mener. Det hjælper en til at aflægge vidnesbyrd for dem når man tager hensyn til deres synspunkter. Vi er ofte blevet opmuntret til ikke at tale hele tiden men at stille spørgsmål og få den besøgte draget ind i en samtale. Mange forkyndere gør dette på en udmærket måde, men nogle kunne i højere grad være opmærksomme på dette ved at lytte til den besøgte.
4 I de fleste tilfælde lytter folk imidlertid til os på grund af det vi siger. Vi forkynder den gode nyhed om Riget, og Kristus Jesus sagde at fårene ville høre hans røst og adlyde den. (Joh. 10:4, 16) Det emne du behandler, tiltrækker de retsindige. De kan høre at de tanker du fremholder, har sandhedens præg. Du tror virkelig på det du siger og taler derfor med overbevisning og tillid. Det du siger er noget som du selv klart forstår, og du kan således udtrykke dig på en forståelig måde over for andre.
5 Der er altså forskellige grunde til at folk lytter. Sædvanligvis er det budskabet i sig selv der tiltrækker de retsindige. Men undertiden er det vores venlighed, undertiden vores oprigtige interesse for dem og til tider kan det være noget andet der får dem til at blive stående i døren længe nok til at høre hvad budskabet går ud på. Det er godt at analysere vores tjeneste for at se hvad det egentlig er der ved visse lejligheder får folk til at lytte, eller måske ikke gør det. Så kan vi prøve at forbedre vores fremgangsmåde på områder hvor en sådan forbedring måtte være nødvendig. Derved opdyrker vi ikke alene egenskaber som Jehova ønsker at se hos os, men vi bliver også derved bedre i stand til at repræsentere ham i arbejdet med at forkynde og undervise.
[Tekstcitat på side 4]
Besøg alle interesserede og indbyd dem til møderne.