Hvordan De hebraiske Skrifter er overleveret til os

DE FLESTE af os har et eksemplar af „Det gamle Testamente“, også kaldet De hebraiske Skrifter. Denne del af Bibelen blev oprindelig skrevet på hebraisk, med undtagelse af nogle få kapitler og isolerede vers, der blev skrevet på aramaisk. Disse skrifter blev fuldført for mere end 2400 år siden.

Kan vi være sikre på at vores eksemplar af De hebraiske Skrifter indeholder den samme tekst som de oprindelige skrifter? Nogle mener at afskrivning efter afskrivning gennem årtusinder må have forvansket den oprindelige tekst til ukendelighed. Men er det virkelig tilfældet? Det kan være interessant i korte træk at undersøge hvordan disse skrifter er blevet overleveret til vor tid.

Lige fra begyndelsen bestræbte man sig for at bevare Guds ord. Ifølge Bibelen gav Moses levitterne besked på at opbevare „denne lovbog“ til gavn for senere generationer. (5 Mos. 31:25, 26) Israels konger skulle ifølge Guds befaling lave sig ’en afskrift af denne lov’ når de satte sig på tronen. — 5 Mos. 17:18, NW.

Senere opstod der et særligt behov for afskrifter af De hebraiske Skrifter. Det var på Ezras tid; Ezra var en præst der sammen med andre jøder rejste fra Babylon til Jerusalem i perserkongen Artaxerxes’ syvende regeringsår (468 f.v.t.). (Ezra 7:1-7) Tusinder af jøder havde valgt at blive boende i Babylon, og andre var udvandret til andre egne, blandt andet for at drive forretning dér. Disse mange steder begyndte man at bygge lokale forsamlingshuse eller „synagoger“, og til disse måtte de skriftlærde lave håndskrevne afskrifter af bibelmanuskripterne. Ezra betegnes selv som „skriftlærd, hjemme i Mose lov“ og som „den skriftlærde kender af bøgerne med [Jehovas] bud og anordninger til Israel“. — Ezra 7:6, 11.

Soferims arbejde

De mænd der afskrev De hebraiske Skrifter fra Ezras tid og cirka 1000 år frem, blev kaldt „soferim“. En meget gammel rabbinsk tradition forbinder denne titel med et hebraisk ord (safarʹ) der betyder „at tælle“, og siger: „De tidlige lærde blev kaldt sof’rim, fordi de talte alle bogstaverne i Toraen,“ det vil sige Pentateuken eller de fem Mosebøger. Den pinlige omhu de udviste, sikrede at De hebraiske Skrifter blev overleveret med stor nøjagtighed.

Ved århundreders afskrivning kunne det naturligvis ikke helt undgås at der slap nogle fejl ind i den hebraiske bibeltekst. Der er vidnesbyrd om at soferim endog foretog nogle få ændringer med vilje. Andre afskrivere som levede langt senere i historien, gør for eksempel opmærksom på 134 steder hvor soferim ændrede Guds personlige navn JHVH (Jehova) til Adonaj (Herre). Heldigvis angav disse skriftlærde dog hvor de foretog disse ændringer, så senere lærde kunne vide hvad der oprindelig havde stået i teksten.

Ifølge den jødiske tradition blev der før år 70, da Guds tempel i Jerusalem blev ødelagt, gjort ihærdige forsøg på at komme tilbage til den oprindelige hebraiske bibeltekst. Herom skriver Robert Gordis i The Biblical Text in the Making (Bibeltekstens tilblivelse): „Bibeltekstens vogtere fandt et meget gammelt, sirligt skrevet manuskript og lagde det til grund for deres arbejde. De opstillede det som den arketype alle officielle afskrifter skulle foretages fra, og hvorefter alle manuskripter i privateje for eftertiden kunne rettes.“

I rabbinske skrifter omtales et hebraisk eksemplar af Pentateuken, kaldet „tempelområdets skriftrulle“, der tjente som forbillede ved gennemretningen af nye afskrifter. Endvidere læser vi om mænd der ’rettede bibelbøger i Jerusalem’ og som blev aflønnet med midler fra tempelkassen.

Den masoretiske tekst

I begyndelsen blev de hebraiske bibelmanuskripter udelukkende skrevet med konsonanter, eftersom det hebraiske alfabet ikke har nogen vokaler. Det betød at læseren selv måtte indføje vokallydene. Med tiden kunne der i nogle tilfælde opstå tvivl om hvilke vokallyde der skulle indføjes, og ændredes vokalerne ville ordenes betydning også ændres. Slår man op i en moderne hebraisk bibel vil man imidlertid opdage at der over, under og nogle steder midt i ordene er tilføjet nogle prikker, streger og andre tegn. Det er vokalpunkter og accenttegn, og de er føjet til for at sikre den korrekte, traditionelle udtale af hvert ord.

Dette system af vokalpunkter og accenttegn er udarbejdet af særlig dygtige afskrivere der levede i perioden fra det sjette til det tiende århundrede efter vor tidsregning. Disse skriftlærde blev kaldt baalei ha-masorah (ordret: traditionens adelsmænd) eller „masoreterne“. Den hebraiske tekst der er forsynet med vokalpunkter, kaldes derfor den masoretiske tekst.

Masoreterne foretog ingen ændringer i teksten når de afskrev de hebraiske bibelmanuskripter. De undersøgte alle usædvanlige ordformer og gjorde opmærksom på dem i margenen til den hebraiske tekst. Disse marginalnoter kaldes „masora“. De består dels af et stærkt forkortet noteapparat, kaldet „den lille masora“, som findes i margenen ved siden af teksten, og dels af mere udførlige, supplerende noter, kaldet „den store masora“, som står øverst og nederst på hver side. Desuden er der i slutningen af nogle masoretiske manuskripter en konkordanslignende „slutmasora“.

I disse noter samlede masoreterne et væld af oplysninger for at sikre at bibelteksten blev overleveret trofast. Ifølge Robert Gordis „talte de bogstaverne i teksten, fandt det midterste bogstav og det midterste vers i Toraen [Pentateuken], bestemte det midterste bogstav i Bibelen som et hele, udarbejdede omfattende fortegnelser over sjældne og ejendommelige bibelske ordformer, anførte hvor mange gange tusinder af bibelske ord og ordformer forekommer — alt sammen for at beskytte teksten mod forfalskning og hindre skriftlærde i at foretage ændringer i den accepterede tekst“.

For eksempel oplyser den lille masora at det første ord i Første Mosebog, b^eresjitʹ (der ofte gengives: „i begyndelsen“), forekommer fem gange i Bibelen, heraf tre gange i begyndelsen af et vers. Mange ord på næsten hver eneste side i de masoretiske bibelmanuskripter er i margenen markeret med det hebraiske bogstav lamed (ל). Dette bogstav (der svarer til vort „l“) er en forkortelse for ordet leit, som er aramaisk og betyder „der er ingen“. Det vil sige at udtrykket, som det forekommer dette sted, ikke findes andre steder i teksten. Om masora skriver Ernst Würthwein i The Text of the Old Testament (Det gamle Testamentes tekst):

„Ofte forekommer de masoretiske noter os at være søgte, ligegyldige og formålsløse. Men vi må ikke glemme at de er resultatet af et brændende ønske om at beskytte teksten og at hindre tilsigtede eller utilsigtede fejl fra de skriftlærdes side, . . . Masora vidner om en yderst nøjagtig revision af teksten som fortjener vor respekt, selv om der dog altid er fare for at man med omsorgen for tekstens bogstav glemmer dens ånd.“

Nøjagtigheden bekræftes af Dødehavsrullerne

Ved en grundig efterforskning ved Det døde Hav har man fundet et stort antal hebraiske skriftruller fra før vor tidsregnings begyndelse. Mange af disse ruller indeholder dele af De hebraiske Skrifter. Hvordan er teksten i disse ruller, i sammenligning med teksten i de masoretiske manuskripter, som er cirka tusind år yngre?

I de to tekstudgaver har man for eksempel sammenlignet Esajas’ bog, kapitel 53. Norman L. Geisler og William E. Nix fortæller om resultaterne af denne undersøgelse i A General Introduction to the Bible (En almindelig indledning til Bibelen):

„Af de 166 ord der findes i Esajas 53, er der kun tvivl om sytten bogstaver. I ti af disse tilfælde er det udelukkende et spørgsmål om stavemåde, og det har ingen indflydelse på meningen. I yderligere fire tilfælde er der tale om mindre stilistiske ændringer, såsom konjunktioner. De sidste tre bogstaver udgør ordet ’lys’, som er tilføjet i vers 11 og som ikke berører meningen stort. . . . I et kapitel med 166 ord er der således efter tusind års overlevering kun tvivl om ét ord (tre bogstaver) — og dette ord ændrer ikke synderligt ved meningen.“

En anden publikation oplyser at denne Esajasrulle og endnu en skriftrulle med dele af Esajas’ bog som er fundet i nærheden af Det døde Hav, „viste sig ord for ord at være identiske med standardudgaven af den hebraiske bibel i mere end 95% af teksten. De 5% med variationer bestod hovedsagelig af åbenbare skrivefejl og variationer i stavemåden“.

Når vi læser De hebraiske Skrifter, kan vi derfor være overbevist om at vores Bibel bygger på en hebraisk tekst der med stor nøjagtighed gengiver de tanker som Guds inspirerede sekretærer nedskrev. (2 Tim. 3:16) Veluddannede afskriveres omhyggelige arbejde gennem årtusinder har sikret det som Gud for længe siden forudsagde: „Græsset tørres, blomsten visner, men vor Guds ord bliver evindelig.“ — Es. 40:8.

[Illustration på side 310]

Tredje Mosebog 10:16 efter den masoretiske tekst. Den lille cirkel over et af de hebraiske ord (pilen til venstre) henviser til en marginalnote (pilen til højre) som lyder: „Det midterste ord i Pentateuken“

[Illustrationer på side 311]

Begyndelsen af Esajas’ bog i en dødehavsrulle fra år 100 f.v.t. (øverst) og Leningradmanuskriptet fra år 1000 e.v.t. (til venstre). Selv om der er 1100 års forskel, stemmer de overens næsten ord for ord