Hvad vælger du som adspredelse?

LIVET er ikke bare leg. Men det må alligevel indrømmes at leg og adspredelser har sin naturlige plads i vort liv. Sunde adspredelser kan være fornyende og oplivende for tanken og sindet. De kan „adsprede“ sindets tungeste tanker, så man ser mere lyst og realistisk på tilværelsen.

Men adspredelse er jo mange forskellige ting. Det kan være noget man foretager sig alene, eller sammen med nogle få andre. Eller det kan være i form af offentlige og stort anlagte forlystelser som teaterforestillinger eller sportskampe.

Næsten enhver beskæftigelse kan være en adspredelse — hvis man selv vil. Desuden er det en meget individuel sag. Hvad den ene synes er pragtfuldt, synes den anden måske er kedeligt; og hvad den ene finder morsomt, finder den anden måske ensformigt.

Hvad det koster

Underholdning er blevet en storindustri. Alene i U.S.A. bruges der hvert år en billion kroner på fritidsaktiviteter. Dermed er det landets topindustri, målt i hvor mange penge folk bruger på denne „vare“. For eksempel var der sidste år sammenlagt mere end 300 millioner tilskuere ved sportsbegivenheder i U.S.A.

Men det er dyrt at søge adspredelse på denne måde. Har du selv bemærket det? Er du nogen sinde blevet forbløffet over hvad det koster at gå i biografen, til en koncert eller en fodboldkamp, eller hvad det koster at købe et nyt fjernsyn? Dét at adspredelserne kan lægge beslag på så stor en del af budgettet, giver grund til at overveje om der var andet man kunne foretage sig. Måske kunne man finde andre former for tidsfordriv som gav lige så stort, og måske større, udbytte, men ikke gik så hårdt ud over pengepungen.

Prisen for den underholdning man køber i dyre domme, kan endda blive højere end selve det beløb man umiddelbart betaler. Visse underholdningstyper er kraftigt gennemsyret af vold, umoralitet, hasardspil og andre ting der i Bibelen nævnes som stridende mod Guds love eller adfærdsnormer.

Selv underholdningsformer der ikke er skadelige, kan overdrives. Hvis man går for meget op i dem, kan jagten efter fornøjelser til sidst blive det som hele ens liv drejer sig om. Vi kender sikkert alle nogle hvis liv er sådan. Evig og altid jager de efter fornøjelser, og de taler aldrig om andet. Men denne overdrevne hang til nydelse kan ødelægge åndeligheden hos et menneske, fordi den kan få én til at bøje af fra den livets vej som Gud har afstukket.

Dette er ingen overraskelse for mennesker der er vågne for opfyldelsen af Bibelens profetier. Bibelen har forudsagt at vor tid blandt andet skulle være kendetegnet af at mennesker var „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. — 2 Tim. 3:4.

Andre faldgruber

Endnu et problem i forbindelse med fornøjelser, og især de kommercielle forlystelser, er at de ofte slet ikke virker oplivende eller tilfredsstillende. Når, for eksempel, sportstilhængere holder med et bestemt hold og holdet taber, bliver de ofte selv skuffede, ærgerlige eller ligefrem ophidsede. Altså kan man ikke sige at de havde glæde af denne adspredelse.

Endnu en fare er at de kommercielle forlystelser ofte gør folk til tilskuere og ikke deltagere; man ser på i stedet for at være med. Dette kan både gå ud over ens eget helbred og ens evne til at komme i kontakt med andre mennesker.

Ved nogle typer forlystelser er der endnu et problem: Hvordan opfører de andre tilstedeværende sig? Tænk blot på hvordan publikum ved rockkoncerter i nogle tilfælde har opført sig. Og tænk på de optøjer man har set ved fodboldkampe, hvor mennesker er kommet svært til skade eller har mistet livet. Jo, det tør nok siges at tilskuerne bliver deltagere på den måde, men deltagere i vold og lemlæstelse, ikke i fornøjelig underholdning.

Problemet med de ubehagelige elementer der kan være blandt publikum ved visse forestillinger, løser nogle ved kun at se den slags forestillinger i fjernsynet. De vil hellere se forestillingen i deres egen fredelige stue end at være sammen med en flok voldsomme tilskuere på et stadion eller i en sal. Det indebærer også den fordel at man hurtigt kan vrage den form for underholdning ved at slukke for programmet, hvis man finder at der er noget forkert ved det — forudsat at man har den fornødne viljestyrke og moralske integritet. Men på trods af disse fordele er TV-seeren alligevel kun tilskuer, ikke deltager.

Forskellige former for kommerciel underholdning har sikkert deres rette plads, og man kan nyde dem med god samvittighed. Men findes der alternative adspredelsesformer hvor man kan være deltager? Hvilke andre måder kan man adsprede sig på, måder som både er fornøjelige, måske mere opbyggende, og endda billigere?

Overse ikke behovet for adspredelse

For lidt og for meget fordærver alt

Før i tiden, da man lagde megen vægt på arbejde og arbejdsmoral, mente mange at leg var tidsspilde. I dag er jagten efter fornøjelser for mange mennesker blevet det vigtigste i livet. Men der bør være en vis balance mellem arbejde og leg.

Den rette form for arbejde giver livet mål og mening. Og leg i den passende form og mængde virker forfriskende når man er træt efter sit arbejde; den er en velkommen afveksling som giver én lyst til at gå i gang med sit arbejde igen. For meget arbejde i for lang tid ad gangen trætter legemet og går ud over humøret. Alt for lange ferier der trækker ud længe efter at man har fået den tiltrængte hvile, bliver kedsommelige. Ingen af delene bør overdrives, og ingen af delene ignoreres.

Vi skal ikke gøre samme fejl som visse puritanske samfund, der mener at alle fornøjelser er forkerte. Der er ingen grund til at fordømme det at spise, blot fordi nogle mennesker frådser. Man skal heller ikke forbyde det at drikke, blot fordi nogle drikker for meget. Ligeledes skal man ikke fordømme adspredelse af den grund at nogle går til yderligheder. I stedet for helt at afvise fornøjelser kan man sætte ind på at finde den rette form for adspredelse og undersøge i hvor stort et omfang den bør dyrkes.

Udendørs glæder

Skove, strande og andre fritidsområder besøges til tider af så mange mennesker at der kan blive helt overfyldt. Men det kan dog stadig lade sig gøre at finde en stor mængde spændende adspredelse i naturen — løbeture, svømmeture, teltture, vandreture med eller uden rygsæk, skovture med eller uden madkurv, ture hvor man studerer dyr eller planter, og så videre.

Man behøver ikke at rejse langt bort for eksempel til bjerge og søer i fremmede lande, for at opleve noget. Mange bor i nærheden af en skov. Og selv i en baghave eller en baggård kan der opsættes stærekasser eller fuglebrætter. Man kan også simpelt hen lægge sig på maven på en græsplæne eller en mark og studere det travle insektliv der udfolder sig. Myrernes, billernes og edderkoppernes verden er fascinerende. Bor du i en storby, en asfaltjungle? Også dér er der noget at se. Der er parker og zoologiske haver, museer og planetarier som kan være både spændende og lærerige.

Forældre, planlæg nogle af den slags aktiviteter for jeres børn. Giv dem nogle forslag, peg på nogle muligheder, og giv dem „blod på tanden“. Fortæl dem for eksempel om sommerfuglens eller myrens livscyklus. Tilfredsstil børnenes begærlighed efter at lære om Jehovas skaberværk. Det er en spændende metode til at gøre børnene interesseret i Jehovas skaberværk. Lær dem om hans hensigt med jorden og om hvordan de selv kan være med til at vogte jorden. Gør som det anbefales i Job 12:7-10: „Spørg dog kvæget, det skal lære dig, himlens fugle, de skal oplyse dig, se til jorden, den skal lære dig, lad havets fisk fortælle dig!“

Undertiden kan arbejde i sig selv være en adspredelse. En kontormand eller en studerende der sidder bøjet over sine bøger hele ugen, kan finde det afslappende at arbejde i sin have, eller at finde en lille have som han kan opdyrke. Selv i en storby kan man måske finde et lille stykke jord et eller andet sted. Om ikke andet kan man måske have en blomsterkasse i vinduet eller en altankasse hvor man kan dyrke lidt grønt og nogle blomster. Det kan være ganske interessant at sætte sig ind i hvordan stueplanter skal plejes, og det er med til at forskønne hjemmet. Indendørs kan man også holde undulater, kanariefugle eller andre fugle. Og hvad med et akvarium?

Ja, man kan på mange måder tage lidt af Jehovas spændende skaberværk med indendørs for at lære det bedre at kende og finde adspredelse ved det. Her må man igen benytte lidt af sin fantasi, og forældre må være parate til at anvise deres børn nogle af de muligheder der findes.

Hobbyer

Småbørn kan „bage kager“ i sandkassen med alle tegn på fryd, mens deres mødre måske er mindre begejstrede for tøjets udseende bagefter. Men sand og jord kan trods alt vaskes af. Og småbørnenes interesse kan blive til en hobby når de bliver lidt ældre — materialet kan udskiftes med ler, og børnene kan selv lave vaser, skåle, kopper, tallerkener og så videre. Det er spændende at arbejde med ler; pottemagerfaget er et ældgammelt håndværk. Hvilke andre hobbyer er der for mindre børn? De kunne fremstille urtepotteskjulere og andre ting af peddigrør, strikke, sy, bage, lave mad, arbejde med læder og mange andre ting.

At „se på forretninger“ er måske en af de mere kvindelige interesser; det siges at kunne få selv stærke mænd til at ryste når de følges med deres koner og døtre. Men det kan være et tidsfordriv der er både lærerigt og billigt (især hvis man nøjes med at se på vinduer efter lukketid). Mødre kan fortælle deres døtre om priser, kvaliteter, tilbud og økonomi.

Endnu en lærerig form for adspredelse er besøg på større virksomheder. Tag din familie med hen til et trykkeri, en tekstilfabrik, en chokoladefabrik, en automobilfabrik, et bryggeri eller et stålværk. Mange virksomheder giver gratis rundvisninger, og det er yderst interessant at se hvordan man fremstiller nogle af de produkter vi benytter hver dag. En tur til et stålværk er et glimrende emne for en stil eller en mundtlig rapport i skolen.

Kun for sjov

Adspredelse behøver selvfølgelig ikke altid at have præg af undervisning. Man har også lov til at foretage sig noget blot for sjov. Selv det har en vis værdi. Det virker fornyende og forfriskende både for gamle og unge, og det giver nye kræfter til at tage sig af de mere alvorlige ting.

Folks interesser varierer selvfølgelig. Både alder og køn spiller også en rolle. Ældre mennesker bør ikke tro at de unge altid vil være tilfredse med at sidde og snakke eller læse eller spille dam, fordi de selv er godt tilfredse med dette. Teenagere har masser af energi som nødvendigvis må komme til udfoldelse. De vil måske helst foretage sig noget aktivt — spille fodbold, håndbold, rundbold, badminton eller noget andet.

Måske kan to eller flere familier sammen tage en tur til skoven eller stranden. Når den medbragte mad er spist, kan de der gerne vil sidde og snakke eller gå en lille tur, gøre det, mens de der har en masse indestængt energi kan få afløb for denne med en eller anden leg eller et boldspil. Det skader ikke at man danner et par hold som spiller mod hinanden, hvis det sker i al venskabelighed; men hvis det at vinde bliver det vigtigste, sådan at der opstår diskussion over det, går fornøjelsen fløjten.

Småbørnene kan måske lege med gynger eller i en sandkasse. Selv nogle tomme kasser eller nogle træklodser kan bruges; de kan blive til huler eller huse eller flyvemaskiner eller biler, alt efter hvad børnenes fantasi vil gøre dem til. Dyrt legetøj får ofte lov til at passe sig selv mens børnene henrykt leger i en sandbunke eller med en stor papæske, som i deres forestillingsverden kan blive til netop det de ønsker sig i øjeblikket. En fin brandbil til over 100 kroner er altid kun en brandbil. Men en stor papkasse — den kan være hvad som helst!

Voksne holder af at se børn lege eller spille bold, og måske går de også selv med i boldspillet, i det omfang de kan klare det. Familier der er sammen på denne måde bliver bedre familier med et stærkere sammenhold, og generationskløfter undgås. På den måde er der også det rette tilsyn med aktiviteterne når dette er nødvendigt. Og de familier hvor alle er med i tilbedelsen af Skaberen, har herved den fordel at deres gode vaner ikke bliver ødelagt af dårligt selskab. (1 Kor. 15:33) Når familierne i en menighed ikke blot studerer sammen og forkynder Bibelens gode nyhed sammen, men også nyder sunde former for adspredelse i fællesskab, så vil menigheden vokse i broderkærlighed.

Musik og dans

Måske har nogle af familiens medlemmer musikalske evner. At lære at spille et musikinstrument er både tilfredsstillende og en vis udfordring; det kan også blive til glæde for andre. Hvis to eller tre fra nogle kristne familier lærer at spille, kan de måske spille sammen til glæde for deres familie og venner. Måske vil nogle endda få lyst til at danse til.

Der er intet forkert ved at spille og synge, eller ved at danse. I det gamle Israel var sang og musik en del af tilbedelsen af Jehova. Både unge og gamle dansede til musik, somme tider i grupper og somme tider enkeltvis. (2 Mos. 15:20; Sl. 87:7; 149:3; 150:4; Dom. 11:34; Jer. 31:13; Matt. 11:17; Luk. 15:25) Ved en af de nævnte lejligheder var der én som syntes at dansen ikke var på sin plads, men indvendingen kom ikke fra Jehova. — 2 Sam. 6:20.

Med dans er det imidlertid ligesom med det at spise og drikke (som tidligere nævnt): Det kan være godt eller dårligt, afhængigt af om man holder det under kontrol. Musik kan være stille og glidende, eller den kan være rytmisk præget, men den bør ikke blive så forvrænget eller kraftig at den udsætter nogens hørelse for fare eller forstyrrer folk som gerne vil være i fred. Hvorvidt en dans er god eller ej afhænger ikke af om den foregår i hurtigt eller langsomt tempo; men hvis den begynder at blive seksuelt ophidsende kan den ikke længere betegnes som sund adspredelse!

Erfaringen viser at der bør være passende tilsyn ved sådanne lejligheder, selvfølgelig ikke for at standse en morskab der er sund, passende og uskadelig, men for at undgå yderligheder der kunne bringe den kristne moral i fare. Selv en wienervals kan under visse forhold få et umoralsk præg. Folke- og gruppedanse og de fleste nyere danse kan som regel dyrkes uden at der er noget forkert ved det, men også disse kan, i de forkerte omgivelser, føre til noget uheldigt.

Læsning og samtale

Der findes gode bøger og blade som kan være underholdende, men der findes også nogle som virker nedbrydende på moralen. Det der har at gøre med umoralitet bør „end ikke nævnes iblandt jer“ som er kristne. Standarden bør være ’alt hvad der er sandt, dydigt og rosværdigt’. — Ef. 5:3; Fil. 4:8.

Det samme gælder som retningslinje i forbindelse med film og fjernsyn. Der findes stadig biografstykker som er god og sund underholdning, men de er ved at blive undtagelsen snarere end regelen. Der findes også stadig TV-programmer som er afslappende og lærerige. Der er dokumentariske udsendelser om videnskabelige emner, naturhistorie, begivenheder i samfundet og andre interessante emner. Sammen med et godt valg af læsestof kan disse udruste os til at føre nogle gode, meningsfyldte samtaler med andre.

Samtaler? Ja, samtalens kunst lever endnu. Og der er tilsyneladende stadig interesse for at høre andre udtale sig, hvilket blandt andet fremgår af at de populæreste TV-programmer er dem hvor man taler med og interviewer kendte folk. Men i det private synes mange ikke længere at kunne finde noget interessant at tale om. De snakker måske nok, men formår ikke at fremkomme med nogen inspirerende tanker eller ideer. Men selv de der har svært ved det, kan hjælpes til at åbne sig og fortælle noget om sig selv. Man kan måske få stof til nogle forbavsende spændende samtaler med andre ved at tale med dem om deres barndom, deres første job, grunden til at de valgte den beskæftigelse de har, hvordan de har fået den tro de har, og så videre.

Hvis vi er forstående, høflige, taktfulde og taler velment rosende om andre, så vil mennesker der normalt er tavse sikkert komme os i møde og give udtryk for noget af det der bor i dem. Når du interesserer dig for dem, bliver du også interessant for dem. Inden længe er 2, 4 eller 6 mennesker måske optaget af en livlig og behagelig samtale. Borgere og besøgende i det gamle Athen fandt at samtale var noget fængslende. En beretning fra det første århundrede siger: „Nu brugte ingen af athenerne eller de fremmede som var på besøg dér, deres fritid til andet end at fortælle eller at høre nyt.“ — Apg. 17:21.

Læs, iagttag, lyt, gør dig nogle tanker, og du vil altid kunne bidrage med nogle friske elementer til en underholdende samtale. Vær ikke påståelig eller dogmatisk. Det ødelægger kommunikationen. Tal venligt og med god smag. Gør det til en fornøjelse for andre at tale med dig. — Ordsp. 15:1; 16:21-24; 25:11; Præd. 12:10; Kol. 4:6.

Lad os til slut sige at det ikke er nok blot at forbyde sin familie de former for underholdning der er forkerte. Man må tilbyde nogle passende alternativer. Hvis din tro blankt fordømmer enhver form for adspredelse, vil dine børn sikkert vende dig ryggen ved først givne lejlighed. Efterlad derfor ikke et „adspredelsestomrum“. (Matt. 12:43-45) I næste artikel følger nogle flere forslag til adspredelser.

Hvad kan man foretage sig indendørs?

OM AFTENEN, og især i vintermånederne, er der grænser for hvor meget man kan være udendørs. Hvilke adspredelser kan man da finde på i hjemmet?

Mange nøjes med at sætte sig foran TV-apparatet. Men fjernsynet rummer den fare at det kan kvæle al samtale og lægge store hindringer i vejen for tankeudvekslingen i familien. Hvordan kan man da more sig sammen?

Visse former for udendørs sport kan tilpasses og „formindskes“ til brug hjemme i stuen. Tennis kan blive til bordtennis. Nogle familier har et rum i deres kælder hvor der kan stå et bordtennisbord; her kan hele familien, og eventuelle gæster, hente megen underholdning.

Til indendørs brug kan der købes keglespil eller bowlingsæt i miniudgave. Man kan måske også selv fremstille et sæt og bruge tennisbolde som bowlingbolde.

Det har længe været populært at spille billard eller pool. På de offentlige steder hvor man kan spille billard er der desværre ikke altid det bedste miljø, så nogle familier har selv anskaffet eller fremstillet et billardbord, og de har tilbragt mange dejlige timer sammen med deres venner. Nogle kan bedre lide at spille et af de mange forskellige kortspil der findes.

At skaffe underholdning til de mange hjem er en stor forretning. På et enkelt år var der i U.S.A. en fremgang på 30 procent i salget af legetøj og rekvisitter til lege og spil. Videospil er særlig populære. Millioner af mennesker har købt elektroniske spil, som kan sluttes til fjernsynet og styres ved fjernkontrol fra lænestolen.

Brætspil

Brætspil er stadig blandt de spil der sælges mest. Det gammelkendte ludospil er stadig i høj kurs. Også matador har længe hørt til de populæreste. Matadorspillet blev første gang solgt i 1934, i Philadelphia i Pennsylvanien, og siden da er over 80 millioner sæt blevet solgt i hele verden. I 1975 blev der alene i De forenede Stater trykt over 40 milliarder dollars i matadorpenge, næsten dobbelt så meget som den amerikanske nationalbank trykkede af rigtige penge. I omkring 46 lande bliver der handlet om matadorhuse og matadorgrunde, og der købes og sælges med francs, mark, pesetas, yen, kroner og så videre.

Mange ældgamle brætspil har i dag fået en ny renæssance. Det gælder et spil som backgammon eller triktrak. I ruinerne af den kaldæiske oldtidsby Ur har arkæologer udgravet et endnu brugbart backgammonspil. De gamle ægyptere og romere spillede det også. En af grundene til at spillet stadig er så populært, er at det er let at lære, men meget svært at mestre. Skak må naturligvis også nævnes blandt de brætspil som i mange år har været til fornøjelse for mange.

Desuden findes der spil som drejer sig om at kombinere forskellige bogstaver til ord, hvilket kan være meget lærerigt og medvirke til at udvide ens ordforråd. Et spil som „Mastermind“ er i de seneste år også blevet meget populært; det giver spillerne lejlighed til at bruge alt hvad de kan opbyde af hukommelse og kombinationsevne.

Find selv på noget

Men man behøver selvfølgelig ikke at nøjes med lege og spil som andre har fundet på. Man kan selv finde på. En midaldrende mand fortæller om noget man fandt på i hans familie og som han syntes vældig godt om, skønt det ikke var et decideret spil det drejede sig om. „Mine fire unge nevøer og niecer — de er mellem 10 og 15 år gamle — havde meddelt os at de ville optræde for os den næste aften. De havde udarbejdet et helt program med indstuderede sange og danse, og den 10-årige var ceremonimester. De holdt os i ånde i mindst en time.“

Et ægtepar som bor i Nordtyskland fandt på en leg som skulle lære deres børn noget om fremmede lande og folkeslag. De legede at de tog på rejse til forskellige lande. Højdepunktet var at de fik et måltid mad der var typisk for det pågældende land. Så brugte de resten af aftenen til at tale om landet, se på billeder derfra og fortælle børnene om sæder og skikke i landet.

En aften havde familien besluttet at „tage jetflyveren“ til Japan. Børnene lærte at sidde på gulvet i japansk stil, og fik lov at spise med pinde. Enhver der har så meget som prøvet at spise med pinde, ved hvor svært det er ved første forsøg. Til sidst sagde den lille fireårige Andrea: „Far, skal vi ikke hellere flyve hjem til Tyskland igen!“ Kan du se hvor spændende denne underholdning kan være?

I mange lande er det en populær selskabsleg at mime forskellige bibelske beretninger og lade de tilstedeværende gætte hvem man skal „forestille“. Man kan ret let og kort opføre en pantomime hvor man er Noa der arbejder på arken, David der fælder Goliat, Rut der sanker aks på Boaz’ mark, eller andre kendte situationer. Den der gætter hvad pantomimen forestiller, er den næste der skal optræde, og man kan aftale at ingen optræder to gange før alle har haft deres tur.

Endnu en mulighed er at lave en båndoptagelse af „hverdagslyde“ fra forskellige steder: køkkenet, arbejdspladsen eller andre steder. Man kan så afspille dem for et selskab og lade deltagerne gætte hvor de stammer fra. Eller man kan lade én gå om bag et forhæng og knække en nød, åbne en flaske, rive et stykke papir itu eller lignende, og lade de andre gætte hvorfra lyden stammer.

Fællessang kan også være til stor glæde. Og hvorfor være tilfreds med blot at synge melodistemmen til de kendte sange? Hvorfor ikke også lære de andre stemmer — alt, tenor og bas? Det er både sjovt og gavnligt at lære at synge firstemmigt.

Hjemmelavede „kortspil“

Her er anvisninger på et kortspil som mange har fundet morsomt: Klip et stykke karton ud i tyve stykker eller flere, på størrelse med spillekort. Find derefter nogle billeder som kan klistres på kortene; der skal være to ens eksemplarer af hvert billede, sådan at man får to ens sæt kort med 10 i hvert. Hvis spillerne er mere øvede, må der gerne være mere end 10 „kortpar“. Alle kortene blandes og lægges ud enkeltvis på bordet, med bagsiden opad. Nu skal hver spiller efter tur tage to kort op, uden at vise dem til sidemanden. Hvis de to kort han tager op er ens, kan han beholde dem. Ellers må han lægge dem ned hvor de lå i forvejen. Når en spiller har taget to kort op som ikke var ens, og lagt dem ned igen, er det den næstes tur. Målet er at se hvem der kan få det største antal „kortpar“ hjem. Det drejer sig altså om at prøve at huske hvor de forskellige billeder ligger.

Her er endnu en mulighed: Tag nogle stykker karton og skriv på hvert af dem en bibelsk persons beskæftigelse, nogle af hans vigtigste egenskaber eller kendetegn, og nogle begivenheder hvor han var med. Nogle af oplysningerne kan gøre det let at gætte hvem personen er, andre kan være sværere at gennemskue. Efter tur læser spillerne op fra deres kort, én oplysning ad gangen, indtil en i selskabet gætter hvem det er der tales om.

Der er en anden leg som man kunne kalde „Find et skriftsted“. Man uddeler nogle kort hvorpå en situation står beskrevet: En arbejdskammerat klager over de høje leveomkostninger; en moder har svært ved at styre sin uregerlige søn; en skolekammerat tænker på at prøve et euforiserende stof. Den første deltager oplæser hvad der står på hans kort, og alle de øvrige prøver på at finde et skriftsted som er passende at bruge i den forbindelse. Og sådan fortsætter det. Man kan aftale en bestemt tidsgrænse for hvor længe man vil blive ved, så legen ikke trækker i langdrag. Derefter kan man drøfte de forskellige forslag der har været fremme.

En leg der hedder „Hvem er jeg?“ har været meget benyttet ved forskellige sammenkomster. Man skriver navnet på en bibelsk person på et stort stykke papir eller karton og hæfter det på ryggen af en af personerne i selskabet. Vedkommende ved ikke selv hvilket navn han har stående på ryggen. Han må prøve at gætte det ved at stille spørgsmål til de andre: „Levede jeg før Jesu fødsel?“; „Var jeg konge?“; „En trofast konge?“ og så videre. Der må kun svares „ja“ eller „nej“ eller „ved ikke“.

Her er det måske på sin plads med et advarende ord. Værten må sørge for at hans gæster føler sig godt tilpas. Måske har ikke alle lyst til at være med i en leg. Det kan være at de hellere vil sidde og se på, og egentlig er mere glade på den måde. Man skal ikke insistere på at alle deltager. Husk også at vælge en leg eller et spil som passer til de tilstedeværende. Legen bør ikke være alt for kompliceret eller indviklet. Undgå også at der kommer et konkurrencemoment ind i billedet, sådan at nogle føler sig forlegne eller nedslåede fordi de ikke er så dygtige. — Gal. 5:26.

Lege med ord og bogstaver

En ganske enkel leg består i at nævne nogle navne på bibelske personer. Når ét navn er nævnt skal den næste deltager nævne et navn der begynder med det bogstav som det sidstnævnte navn slutter med. For eksempel: Hvis den første siger Adam, kan den næste sige Moses, den næste Saul, og så videre. Man kan gøre det sværere ved at aftale at samme navn ikke må siges to gange. En lignende leg går ud på at deltagerne efter tur skal nævne en bibelsk person der begynder med a, b, c, osv.

Hvis man har papir og blyant parat til alle deltagerne, kan man forsøge sig med en slags krydsordsleg som er populær i Sverige. Hver af deltagerne inddeler papiret i 25 rubrikker, ved hjælp af fire vandrette og fire lodrette linjer. Derefter opråber deltagerne efter tur ét af alfabetets bogstaver, som alle derefter skriver i en af de 25 rubrikker; man må selv vælge hvilken, men bogstavet kan ikke senere

Flest udearbejdende kvinder

● Hvilket land i Europa har procentvis flest kvinder i sin samlede arbejdsstyrke? Det har Danmark, ifølge italienske statistikker. Kvinderne udgør 42 procent af arbejdsstyrken herhjemme, sammenlignet med 39 procent i England, 38 procent i Tyskland, 37 procent i Frankrig, 34 procent i Belgien og 28 procent i Italien.