Vi må lære vore børn at blive forkyndere af den gode nyhed
1 To drenge aflagde et godt vidnesbyrd om deres tro og overbevisning, og som følge heraf fik deres forældre et brev hvori der blandt andet stod: „Jeg er endnu ganske betaget af den lange samtale jeg havde i formiddags med Deres to børn. . . . Jeg mindes ikke nogen sinde at have hørt børn give udtryk for deres tro på en så interessant måde og med en sådan overbevisning og forståelse. . . . Jeg kender Dem ikke, men at dømme efter Deres to børn må De være rosværdige forældre.“ Disse børn gjorde deres forældre ære, og ligeså Jehova, hvis retfærdige principper var blevet en rettesnor for dem. — Sl. 148:12, 13, Matt. 21:16.
2 Alle kristne forældre ønsker at deres børn skal vokse op og blive helhjertede, indviede tjenere af Jehova. (Ordsp. 23:24, 25) Men vi ved at unge ikke automatisk begynder at lovprise Jehova fordi de vokser op i et kristent hjem. Forældrene må heller ikke mene at det er tilfældigt om man når dette mål. Ovennævnte erfaring viser tydeligt at man kan lære sine børn at blive forkyndere af den gode nyhed. Men det kræver flid og en ihærdig indsats.
Fremadskridende oplæring
3 Da Jesus lærte sine disciple at forkynde den gode nyhed, gjorde han det på en fremadskridende måde. Først forklarede han dem hvad målet var. (Matt. 4:19) Så tog han dem med ud mens han selv forkyndte og underviste. På den måde blev de oplært i tjenesten. Senere sendte han dem ud to og to for at forkynde den gode nyhed i større omfang. Men før han gjorde dette, gav han dem mere indgående instruktioner. (Matt. 10:1 til 11:1; Luk. 10:2) Nu og da arbejdede han sammen med dem og oplærte dem yderligere i tjenesten.
4 Forældre! Følg Jesu eksempel og giv jeres børn en fremadskridende oplæring. Lær dem hvorfor vi forkynder, og vis dem hvad målet er med de forskellige metoder og tjenestegrene vi bruger. Giv jer også tid til at forklare dem hvorfor folk reagerer som de gør. Lær dem at sætte sig mål for deres tjeneste, og hjælp dem med at nå disse mål. Lær dem først at række den besøgte en løbeseddel, at læse skriftsteder op og at føre hus-til-hus-notater. Senere kan de så lære hvordan man indleder et besøg, og hvordan man fører samtaler med folk.
Gode resultater
5 Mange trofaste brødre og søstre iblandt os er blevet oplært som Kristi disciple og forkyndere af den gode nyhed fra deres ungdom. I alle menigheder har vi sådanne forkyndere, og nogle af dem tjener som pionerer eller udnævnte tjenere. De er meget taknemmelige for at de fra en tidlig alder lærte betydningen af tjenesten på arbejdsmarken. — Præd. 11:9, 10; 12:1.
6 Alle i Jehovas folks menigheder er interesseret i at oplære deres børn til at blive forkyndere af den gode nyhed. Når andre i menigheden føler sig tilskyndet til at træffe tjenesteaftaler med børnene, er forældrene naturligvis glade for det. Men de forstår at Jehova har lagt ansvaret for børnenes oplæring i forældrenes hånd. Forældre, lær derfor jeres børn at blive forkyndere af den gode nyhed!