Planlægger DU at være med i forårskampagnen?
1 Husker du foredraget „Hver på sin plads“, som blev holdt søndag formiddag ved sommerens områdestævner? Foredraget var bygget over beretningen om Gideon og hans 300 mand, og temaet var taget fra Dommerbogen 7:21: „Og de blev stående, hvor de stod, rundt om lejren, hver på sin plads.“ Det var det enige samarbejde og den fælles indsats under Gideons ledelse som Jehova velsignede og som gav det enestående resultat i kampen mod midjanitterne. Vor leder er Jesus Kristus. Vort enige samarbejde og vor fælles indsats under hans ledelse vil også blive velsignet af Jehova og give resultater til hans ære.
2 Forårskampagnen er en særlig lejlighed til et enigt samarbejde og en fælles indsats. Gideons 300 mænd var villige til og indstillet på at benytte den udrustning der blev stillet til deres rådighed. Er vi også villige til og indstillet på at benytte de muligheder vi hver især har for at gøre en ekstra indsats i forkyndelsen i marts, april og maj måned? Hvilke muligheder har DU?
3 Ligesom Gideons 300 mænd måtte ransage deres indstilling til Jehovas sag forud for den afgørende kamp mod midjanitterne, sådan må vi ransage vor indstilling til Jehovas sag forud for den store trængsel. Kan du gå mere helhjertet ind for udbredelsen af budskabet? Kan du tilrettelægge dine forhold sådan at du kan være almindelig pioner? Vor leder, Jesus Kristus, ønsker at forkyndelsen skal intensiveres i den korte tid der er tilbage. Hvis du kan være pioner vil du være sikker på store velsignelser fra Jehova.
4 Hvis du ikke har mulighed for at være almindelig pioner kan du måske være hjælpepioner i forårskampagnen! Forårsmånederne er en vidunderlig tid at færdes ude i distrikterne i, og samtidig en anledning til at se naturen vågne. Det er også en tid hvor folk er lettere at få i tale fordi det er længere lyst. Dertil kommer at vi i april har de ekstra fridage og i maj ikke alene ekstra fridage men også fem weekender. Der er således gode forudsætninger for at forårskampagnen 1982 bliver vor hidtil bedste — også hvad angår hjælpepionerer.
5 Vi vil tilskynde dig til allerede nu at overveje om du kan være hjælpepioner. Hvis I udgør en familie, så drøft mulighederne på familieplan. Vi vil foreslå at der i begyndelsen af februar måned holdes et møde for alle ældste og menighedstjenere hvor forårskampagnen tilrettelægges. Ved dette møde vil man åbenhjertigt drøfte de enkelte ældstes og menighedstjeneres muligheder for at gå foran i forårskampagnen ved eventuelt at være hjælpepioner.
6 Hvis dine forhold ikke tillader dig at være almindelig pioner eller hjælpepioner, kan du så alligevel forøge din indsats i forårsmånederne? Kunne du mere regelmæssigt støtte gruppens tjenestearrangementer den første weekend i marts, april og maj? Kunne du være med i tjenesten på bladdagen den anden og fjerde lørdag? Kunne du udvide din tjeneste ved at deltage i gadearbejdet? Hvis ikke du allerede har et bibelstudium, kunne du da mere målbevidst stile efter at få et? Hvis du af en eller anden grund hører til de 2500 forkyndere der er uregelmæssige i forkyndelsen, er du så besluttet på at være regelmæssigt med i tjenesten i marts, april og maj måned?
7 Hvis alle de godt 14.000 forkyndere der er aktive her i Danmark, kunne være med i forkyndelsen i marts, april og maj ville det betyde et storslået lovprisningskor til Jehovas ære. Og det ville samtidig være et udtryk for at vi alle forstår betydningen af udtrykket „Hver på sin plads“.