Lad din fremgang være tydelig
1 Hvordan føler du det når du hører nogen svare for første gang ved vagttårnsstudiet eller når en holder sit første foredrag på den teokratiske skole? Opmuntres du ikke ved at se vedkommendes fremgang? Hvad med din egen åndelige fremgang? Er den tydelig for dig selv og for andre? Jehovas organisation går fremad. Følger du med? Vi ønsker ikke at være som dem Paulus omtaler: „For skønt I burde være lærere i betragtning af den tid der er gået, trænger I på ny til at nogen underviser jer fra begyndelsen i de elementære ting i Guds hellige udsagn.“ (Hebr. 5:12) Hvordan kan vi ’lade vor fremgang være tydelig for alle’? — 1 Tim. 4:15.
Fremskridt i undervisning og opførsel
2 Paulus vejledte Timoteus: „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning.“ (1 Tim. 4:16) Ved tjenestemøderne har vi fået god vejledning om hvordan vi kan forbedre vore evner til at undervise. Artikler i Rigets Tjeneste har vist os hvordan vi skal undervise ved bibelstudier, når vi aflægger genbesøg og når vi går fra hus til hus. Følger vi disse råd, således at vi bliver dygtigere i alle grene af tjenesten? — Ordsp. 22:29.
3 Ved den teokratiske skole får vi udmærkede anvisninger og forslag som kan hjælpe os til at fremholde den gode nyhed for andre. Betragter du den som en hjælp fra Jehova til at gøre åndelig fremgang? Ved at deltage i den teokratiske skole vil du opnå bedre resultater i forkyndelsen og sætte et godt eksempel for andre. — Se Håndbog for den teokratiske skole, side 11-13.
4 Man kan også gøre fremskridt ved at rette sig efter Guds ord med hensyn til opførsel, tale og indstilling. Med dette for øje studerer vi nu bogen Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud ved menighedsbogstudiet. Denne bog er specielt udarbejdet for at hjælpe os til at „skynde os frem til modenhed“. (Hebr. 6:1) Forbereder du dig grundigt, idet du slår alle skriftstederne op og tænker over de oplysninger der fremholdes? Sæt dig som mål at svare regelmæssigt ved menighedsbogstudiet, herunder at kommentere de anførte skriftsteder. Vær opmærksom på hvordan vejledningen gælder dig personligt. Lad det være tydeligt at Jehovas ord virker i dig. — 1 Thess. 2:13.
Stil dig til rådighed
5 Ønsket om at opnå større tjenesteprivilegier er også et udtryk for åndelige fremskridt. Kunne du være hjælpepioner i en af de kommende måneder? Kunne du slutte dig til det voksende antal af almindelige pionerer? Kunne du tjene hvor behovet er større, måske på Færøerne eller i Grønland, eller kunne du stå til rådighed for missionærarbejdet eller beteltjenesten? (Se Organisationsvejledningen, kapitel 9.) Brødre kan lade deres fremgang være tydelig ved at tragte efter „en smuk gerning“ som menighedstjener eller ældste. — 1 Tim. 3:1, 13.
6 Er der noget som alle kan gøre for at lade deres fremgang være tydelig? Ja, vi kan alle stræbe efter, i endnu højere grad, at lægge åndens frugt for dagen. (Gal. 5:22, 23) Det er også vigtigt at overvære møderne regelmæssigt, forkynde den gode nyhed nidkært og gøre en indsats for at hjælpe og opmuntre andre i menigheden. Kæmper du energisk på disse områder?
7 Den stadige tilgang af nye der kommer for at tilbede på bjerget med Jehovas hus kræver at vi alle vokser åndeligt. (Es. 2:2, 3; 60:22) Afslutningen på denne tingenes ordning nærmer sig hastigt. Det er mere nødvendigt end nogen sinde før at modne brødre og søstre påtager sig et ansvar. Derfor: „Grund over disse ting, fordyb dig i dem, så din fremgang må være tydelig for alle.“ — 1 Tim. 4:13-15.