Viser du en venlighed som Guds?

KAN du huske sidste gang nogen var virkelig venlig mod dig? Vi sætter alle pris på at nogen er venlige, hjælpsomme og medfølende over for os.

Selv om venlighed ofte er en mangelvare, er det dog ikke en ukendt egenskab i vore dages verden. Sælgere får at vide at de skal optræde venligt over for kunderne. Forretningsfolk ved at det er vigtigt at være venlig når de har med klienter at gøre. Det er sandt at mange har en bagtanke med at være venlige. Men der er også mange som lægger denne egenskab for dagen ud fra de bedste motiver. En ældre mand fik et slagtilfælde og kunne næsten ikke røre sig. Da hans søn og svigerdatter, som boede langt borte, kom for at besøge ham, så de til deres store glæde at naboerne allerede havde taget sig af det mest nødvendige.

Bibelen fortæller også om mennesker der viste stor venlighed. Da Paulus sammen med nogle andre fanger var på vej til Rom med skib, gav Julius, den officer der førte tilsyn med fangerne, Paulus lov til at besøge sine venner i Zidon og nyde godt af deres omsorg. Ja, Julius „behandlede Paulus humant“ — et udtryk for venlighed. (Apostelgerninger 27:3) Kort tid derefter, da de led skibbrud, viste indbyggerne på Malta alle de 276 passagerer og mandskabet „usædvanlig menneskekærlighed“. Publius, „øens førende mand“, var ualmindelig gæstfri. — Apostelgerninger 28:1-10.

Apostelen Paulus viste at alle mennesker, skabt som de er i Guds billede, til en vis grad kan genspejle Jehovas personlighed. Han skrev: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter.“ (Romerne 2:14, 15; 1 Mosebog 1:26) Venlighed er altså til en vis grad nedlagt i menneskene. Alligevel bør vi med rette kunne forvente at sande kristne i særlig grad søger at efterligne Gud ved at vise venlighed. Hvori består denne venlighed? Hvordan viser Gud denne egenskab? Og hvordan kan vi efterligne ham ved at lægge denne frugt af hans ånd for dagen? — Galaterne 5:22.

Jehovas venlighed

Bibelen lovpriser i høje toner Guds venlighed. I brevet til Titus skriver Paulus at „vor Frelsers, Guds, venlighed og menneskekærlighed blev gjort kendt“. (3:4) Guds venlighed forbindes her med hans menneskekærlighed. Ja, den venlighed som Gud viser, er forbundet med godhed og kærlighed og med de egenskaber der i Ny Verden-oversættelsen kaldes „loyal hengivenhed“ og „ufortjent godhed“. (Salme 106:1; 107:1; Johannes 1:17) På grund af sin kærlighed til menneskene har Gud i allerhøjeste grad vist venlighed, med tanke på menneskenes frelse. Hvis han ikke havde gjort det, ville menneskeheden for længst være gået til grunde. Gud tolererede ikke det forkerte, men drev vore første forældre, Adam og Eva, ud af Edens have. Alligevel viste han dem venlighed ved at sørge for tøj til dem, lade dem sætte børn i verden og lade dem leve i mange år til trods for deres oprør. — 1 Mosebog 3:21 til 4:2; 5:4, 5.

Jehova har på mange måder vist Adams syndige efterkommere venlighed. Apostelen Paulus kunne for eksempel sige til mennesker der udøvede falsk religion i Lystra at Gud „ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde“. (Apostelgerninger 14:16, 17) Selv om disse mennesker tilbad en falsk gud, sørgede Jehova i sin venlighed stadig rigeligt for dem i materiel henseende.

Men den venlighed Gud viste Adams endnu ufødte efterkommere, var af langt større betydning. Gennem det lovede „afkom“ gav Jehova menneskene håb om at de kunne blive udfriet fra synd og død. (1 Mosebog 3:15; Romerne 5:12) Til trods for at menneskene i lang tid havde vanæret Gud, forlod han dem ikke. Nej, han gav sin højt elskede og enestefødte søn som et genløsningsoffer til gavn for dem! (Johannes 3:16) Og som endnu et udtryk for sin venlighed og „ufortjente godhed“ har Gud også truffet den foranstaltning at nogle uangribelige mennesker skal være Jesu Kristi medarvinger til det himmelske rige der vil velsigne alle lydige mennesker. — Romerne 5:8, 15-17; 8:16, 17; Åbenbaringen 14:1-4.

Vis en venlighed som Guds

Hvordan kan ufuldkomne mennesker efterligne Guds venlighed? Jesus satte et eksempel og kom med retningslinjer der kan hjælpe os til at lægge en sådan venlighed for dagen. (1 Peter 2:21; Mattæus 11:28-30) Jesus sagde for eksempel at vi skulle vise venlighed selv mod vore fjender: „I skal . . . blive ved med at elske jeres fjender og at gøre godt og at låne ud uden renter, uden at håbe at få noget igen; så skal jeres belønning være stor, og så vil I være den Højestes sønner, for han er venlig mod de utaknemmelige og onde.“ (Lukas 6:35) Hvis det skal kunne siges om os at vi viser denne ophøjede egenskab, en venlighed som Guds, må vi følgelig vise venlighed, ikke kun mod vor familie, vore venner og vore kristne brødre, men også mod dem der er utaknemmelige og fjendtlige over for os. Dette gør vi naturligvis ikke for at provokere eller irritere dem, men for at hjælpe dem og for at få det bedste frem i dem. — Galaterne 6:10; Romerne 12:20, 21.

Da vi mennesker er tilbøjelige til at behandle andre som de behandler os, gør vi vel i at huske Jehovas ord: „Loyal hengivenhed . . . har [jeg] behag i, og ikke slagtoffer.“ (Hoseas 6:6) Hvis vi ønsker at have Jehovas gunst, må vi altså bestræbe os for at vise loyal hengivenhed, eller venlighed, i alle vore forhold til andre. (Jævnfør Mika 6:8.) Men for at kunne lægge denne gudlignende egenskab for dagen må vi efterligne Jehova på en særlig måde. Hvilken måde? Jo, ligesom han i sin venlighed tog de første skridt til at vi skulle komme i et godt forhold til ham, bør vi tage initiativet til at give andre del i Bibelens sandheder. Selv om vi bliver afvist i begyndelsen, må vi fortsætte med at vise venlighed ved at gøre gentagne forsøg på at nå folks hjerte med den gode nyhed om Guds rige. Er det ikke dejligt at vi kan hjælpe andre ind på vejen til livet ved at vise dem gudlignende venlighed? — Mattæus 7:13, 14.

Hvordan vi kan fremelske denne egenskab

Det er kun ved at sætte os ind i Guds tanker, som kommer til udtryk i Bibelen, og handle i overensstemmelse med dem at vi kan fremelske denne venlighed. Ja, vi må først tilegne os nøjagtig kundskab om sandheden — om Guds ufortjente godhed, hans venlighed. Paulus roste de kristne i Kolossæ og erkendte at sandheden havde båret frugt „lige fra den dag [de] hørte og fik nøjagtig kundskab om Guds ufortjente godhed i sandhed“. (Kolossenserne 1:5, 6) Men der er ingen kristen der når dertil at han ikke kan gøre yderligere fremskridt. Vi må derfor alle „vokse i vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, ufortjente godhed og kundskab“. — 2 Peter 3:18.

Eftersom venlighed er en frugt af Guds hellige ånd, vil kristne som lader sig lede af denne ånd vise venlighed. Ja, Paulus knytter hellighed sammen med venlighed idet han siger: „Som Guds udvalgte, hellige og elskede, skal I derfor iføre jer inderlig medfølelse, venlighed.“ (Kolossenserne 3:12) Vi må altså have Guds hellige ånd for at kunne vise en venlighed som Guds.

Men hvordan får vi Jehovas ånd? Ved at bede ham om den — og gøre det igen og igen. Jesus viste at vi bliver bønhørt hvis vi ydmygt og af hjertet beder Jehova om denne dyrebare gave. Efter at Jesus havde nævnt at det var vigtigt at ’blive ved med at bede’ og at ’blive ved med at søge’, sagde han: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ (Lukas 11:9-13) Ja, når vi beder om at få Jehovas ånd og specielt beder om at han vil hjælpe os med at vise større venlighed, kan vi være forvissede om at vi vil blive bønhørt. (1 Johannes 5:14, 15) Men vore handlinger må naturligvis stemme overens med vor anmodning.

Noget andet som hjælper os til at fremelske denne egenskab, er at meditere over alle de måder hvorpå Jehovas venlighed kommer til udtryk omkring os. Salmisten sagde om Gud: „Jeg grunder over hele dit værk, ja, dine gerninger grubler jeg over.“ (Salme 77:12) Det vil være rigtigt af os at være opmærksomme på og tænke over Guds egenskaber som de kommer til udtryk i hverdagen. Skaberværkets skønhed, den store variation af fødemidler, alt det vi behøver for at kunne have det godt og rart, den glæde som børn giver, dyrenes forunderlige adfærd — alt dette vidner om Guds venlighed mod menneskene. En smuk solnedgang, en farvestrålende regnbue, et godt måltid mad eller et værdifuldt venskab kan minde os om at Gud i sin kærlighed giver os meget som vi kan glæde os over. Ja, „hans usynlige egenskaber [også hans venlighed] ses nemlig klart fra verdens skabelse af, . . . idet de fornemmes i de ting der er frembragt“. (Romerne 1:20) Det er af største betydning at vi mediterer over alt dette hvis vi virkelig ønsker at efterligne vor store og kærlige Gud.

Sæt dig det som mål

Det er afgjort umagen værd at sætte sig som mål at fremelske en venlighed som Guds. Forholdet til vor familie og til vore medmennesker bliver automatisk bedre når vi viser den. Venlighed vil også få folk til at føle sig tiltrukket af Rigets budskab. Mangen en skeptiker er begyndt at undersøge sandheden på grund af den venlighed Jehovas vidner har vist i den kristne tjeneste. Ja, venlighed har fået det bedste frem i mennesker som måske ellers ville have været fjendtligt indstillet.

I tjenesten fra dør til dør traf en ung forkynder en kvinde som var meget kort for hovedet og afvisende. Søsteren lagde mærke til at kvinden var syg, og hun spurgte om der var noget hun kunne gøre for hende. Kvinden afslog afmålt at tage imod hjælp. Men to uger senere ringede den unge søster på igen for at spørge kvinden om hun havde fået købt noget mad siden de sidst havde snakket sammen. Det havde hun ikke, og søsteren insisterede på at gå ud og handle for hende. Siden har denne kvinde været meget høfligere når Jehovas vidner er kommet på besøg — udelukkende fordi denne søster viste venlighed.

Denne højst ønskværdige egenskab virker tiltalende. Det belyses af de iagttagelser en ung kvinde med en højere uddannelse gjorde da hun besøgte en rigssal for første gang. Vidnerne i salen, som havde en meget mere enkel og beskeden baggrund end hun, spekulerede på hvordan hun ville reagere. Men denne veluddannede kvinde hæftede sig ikke ved deres eventuelle fejl og mangler. Det eneste hun lagde mærke til, var at alle var så venlige mod hende, og deres oprigtige interesse for hende gjorde et dybt indtryk på hende. Deres eksempel var medvirkende til at hun senere indviede sit liv til Gud. Ikke længe efter sin dåb viste hun selv uselvisk interesse for andre, idet hun blev pioner og senere medlem af betelfamilien.

Ja, gudlignende venlighed er en højst ønskværdig egenskab. Den bør komme til udtryk i alt hvad vi gør. Viser du en venlighed som Guds?