Hjælp de uregelmæssige forkyndere
1 Jesus sagde: „Enhver som hører disse mine ord og handler efter dem, sammenlignes med en klog mand som byggede sit hus på klippen.“ (Matt. 7:24) Når vi forstår Jesu ord og tilskyndes af et godt motiv, vil vi handle efter dem, blandt andet ved at deltage i forkyndelsen af den gode nyhed. Lydighed der udspringer af et godt motiv er som en klippelignende grundvold der ikke vil blive skyllet bort under modstandens storme.
2 Der er gode grunde til at vi bør ønske at hjælpe hinanden til at have den størst mulige andel i forkyndelsesarbejdet. Nogle iblandt os er uregelmæssige, og det giver grund til bekymring. Hvad kan få nogen til at lade en hel måned gå uden at have i det mindste en lille andel i det livsvigtige arbejde med at forkynde og gøre disciple?
3 Der kan være nogle som er alvorligt syge. Andre har måske udskudt tjenesten til sidst på måneden for så pludselig at blive optaget af uforudsete forhold som har hindret dem i at komme ud i tjenesten. Andre mangler måske værdsættelse af den forret som tjenesten er og sætter den derfor ikke på førstepladsen. (2 Kor. 4:7) Pres fra en ikketroende ægtefælle eller andre slægtninge har også fået nogle til at miste modet tid efter anden. Andre igen har ikke fastholdt gode studievaner og kommer uregelmæssigt til møderne, så de har mistet deres fornemmelse af at arbejdet haster og at Satans verden nærmer sig sin afslutning. (2 Pet. 3:11, 12) Deres hjerte er blevet svækket. Derfor bevæges de ikke til at tale „af hjertets overflod“. (Matt. 12:34) Hvad grunden end måtte være til deres uregelmæssighed, ønsker vi at hjælpe dem.
4 Det sker også at nogle forkyndere opføres som uregelmæssige fordi de glemmer at rapportere, eller rapporterer for sent. Gør det til en vane at notere op hver gang du anvender tid i tjenesten, hvad enten det er uformel eller organiseret tjeneste. Aflever rapporten til tiden så sekretæren kan få den med på rapporten til Selskabet. Selv om det en enkelt gang kan ske at man glemmer at aflevere rapporten til tiden bør det ikke blive en vane. Det er ukærligt at pålægge sekretæren unødvendigt ekstra arbejde.
Hvad de ældste kan gøre
5 De ældste bør bestræbe sig for at blive godt kendt med brødrenes omstændigheder og behov, så de kan yde kærlig hjælp. Ved ældstemøderne bør de drøfte hvem der er blevet uregelmæssige og beslutte hvem der skal hjælpe og hvordan det skal gøres. De kan også tage problemet op når der er punkter med lokalt behov på tjenestemødet. Når sekretæren fører rapporterne ind på forkyndernes optegnelseskort, bør han være opmærksom på om nogle synes at være på vej til at blive uregelmæssige i tjenesten.
Hvad bogstudielederen kan gøre
6 Hver måned bør sekretæren give menighedsbogstudielederne en liste over dem der ikke har rapporteret tjeneste på arbejdsmarken, så man hurtigt kan yde dem hjælp. (Se Rigets Tjeneste for maj 1984, side 3.) Studielederen skal venligt henvende sig til de uregelmæssige og finde ud af hvad der er problemet og hvordan han kan yde hjælp. (Ordsp. 27:23) De fleste uregelmæssige vil værdsætte en sådan hjælp. Efter at have sat sig ind i vedkommendes forhold og omstændigheder, kan bogstudielederen sørge for at han selv eller en anden moden forkynder eller pioner får faste tjenesteaftaler med vedkommende. Giv den uregelmæssige nogle praktiske forslag til hvordan han kan udarbejde en timeplan der passer til hans specielle forhold. Kunne han planlægge at være regelmæssigt med i tjenesten den første weekend hver måned eller den anden og fjerde lørdag? Hvis der er kørselsproblemer eller et behov for at passe mindre børn, kunne bogstudielederen få andre villige forkyndere til at yde hjælp.
7 Under sine besøg i bogstudiegrupperne kan tjenestetilsynsmanden sammen med bogstudielederen besøge de uregelmæssige. Derved kan to modne brødre give vejledning og hjælpe de uregelmæssige til at blive befæstede i troen og vise lydighed mod Jesu befaling om at forkynde og gøre disciple. På den måde kan de blive motiverede til at sætte forkyndelsesarbejdet først i livet. (Rom. 10:10) Lad os kæmpe energisk for således at vise vor kærlighed til „dem der er beslægtede med os i troen“. — Gal. 6:10.