Jehova har velsignet mine beslutninger

FORTALT AF SAMUEL B. FRIEND

I JULI 1952 sang jeg hver lørdag aften på et populært country and western-show i Little Rock i Arkansas. Det tre timer lange show var ikke blot en publikumssucces men havde også tusinder af lyttere via den 50.000-watt stærke radiostation KLRA. Det var før fjernsynet nåede frem til denne sydlige del af De forenede Stater.

Da jeg en aften sluttede forestillingen henvendte en talentspejder fra pladeselskabet Metro-Goldwyn-Mayer (MGM) sig til mig. „Jeg vil gerne have Dem til at synge for os,“ sagde han og tilbød mig på stedet en indbringende pladekontrakt. Han sagde at han i nogle uger havde overværet showet og mente at jeg havde en fremtid i pladebranchen.

Han var rystet da jeg sagde til ham at jeg ikke var interesseret. Jeg forklarede at jeg kun deltog i showet for at forsørge min kone og mig selv i heltidstjenesten som kristne forkyndere og at jeg ikke kunne tænke mig at beskæftige mig yderligere med musikverdenen.

Senere samme år kom fjernsynet til Arkansas — og udsendelserne blev sendt fra Little Rock. Programchefen bad mig være konferencier ved det første program, en musical-varieté. Jeg modtog med glæde tilbudet og gav udtryk for at jeg gerne ville have et deltidsjob på stationen. Han sagde at han ville give mig besked efter åbningsprogrammet.

Åbningsprogrammet blev en stor succes. Jeg præsenterede nogle talentfulde kunstnere og sang selv flere sange. Bagefter spurgte jeg om jeg kunne få deltidsarbejde. „Nej, jeg vil ikke have Dem på deltid,“ sagde programchefen. „Jeg vil have Dem på fuldtid.“ Da han ikke ville give sig i spørgsmålet om arbejdstid, måtte jeg træffe en beslutning. At arbejde på den første TV-station i Arkansas lige fra begyndelsen virkede fristende. Men det tålte ikke sammenligning med det at tjene vor himmelske Fader, Jehova Gud, i heltidstjenesten som pioner! Jeg afslog derfor tilbudet.

Da jeg talte med min hustru Jean efter showet, erklærede hun sig helt enig med mig. Og gæt hvad der lå i postkassen da vi kom hjem den aften — en indbydelse til at tjene som kredstilsynsmand og besøge menigheder af Jehovas folk for at styrke dem åndeligt. Jeg følte virkelig at Jehova havde velsignet min beslutning.

Endnu en beslutning må træffes

Det var ikke den første store beslutning jeg havde måttet træffe. Da jeg var færdig med highschool i Mount Ida i Arkansas sluttede min broder Fred og jeg os til en western-musikgruppe der kaldte sig Texas Rangers. Sidst i trediverne turnerede jeg i næsten tre år med gruppen i mange af Sydstaterne. Vort orkester modtog indbringende tilbud fra arrangører så langt borte fra som Chicago. Vi vandt førstepræmier i konkurrencer i Mississippi og Arkansas, og i en konkurrence i Arkansas vandt jeg førstepræmie som bedste mandlige sanger. Min løbebane tegnede således lovende.

Men jeg var splittet. I mine drengeår i tyverne var vor familie blevet kontaktet af repræsentanter for Vagttårnsselskabet. Rejsende tilsynsmænd (de såkaldte pilgrimsbrødre) plejede at bo hos os når de besøgte området nogle få kilometer vest for Hot Springs i Arkansas. Familien syntes om at lytte til dem og gik i almindelighed ind på det der blev sagt.

Jeg voksede således op med en grundlæggende kundskab om Bibelens sandheder. Jeg talte endda med mine venner om det de rejsende tilsynsmænd havde sagt og det vi havde læst i Vagttårnet derhjemme. Floyd Garrett var en af disse kammerater fra drengetiden. Vi var skolekammerater midt i trediverne. Floyd tog det jeg sagde, til sig. Med tiden indviede han sig til Gud, og i 1940 påbegyndte han heltidstjenesten. I dag tjener han som rejsende tilsynsmand.

Mens jeg turnerede med orkesteret plejede min fader at skrive til mig om de foredrag som de rejsende brødre holdt derhjemme på landet. Da vi så, sidst i 1938, var i Jackson i Mississippi, blev jeg indbudt til at lytte til en optagelse af foredraget „Opfyld Jorden“, som Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford, havde holdt ved et stævne i London. Det pustede nyt liv i den interesse der havde ligget i dvale i årevis. Jeg vidste at jeg måtte træffe en beslutning. Året efter forlod jeg orkesteret og vendte hjem til Arkansas.

Åndelige fremskridt

Musik kom nu, sammen med fiskeri og jagt, på andenpladsen i min tilværelse. Åndelige anliggender fik større betydning idet jeg begyndte at søge Riget først. (Mattæus 6:33) Jehova blev virkelig for mig, og jeg nærede et brændende ønske om at tjene ham. Jeg indviede mig til ham og blev døbt den 27. november 1939 i et koldt vandløb i Arkansas. Min moder blev døbt snart efter.

Jeg købte en 11 år gammel bil for 50 dollars og gik i november 1940 ud i heltidstjenesten som pioner i Arkansas’ landområder. Jeg var dengang 23 år gammel. Hvor var det en glædelig dag! Mit livsløb var fastlagt, jeg følte at Jehova stod bag mig, og det var det der betød noget.

Det var ikke let at lede efter symbolske får i landområderne omkring Hot Springs dengang. Man måtte køre meget på jordveje, krydse vandløb og trave ad støvede hjulspor for at nå frem til afsidesliggende huse. Jeg byttede bibelsk læsestof for frugt, grøntsager, kyllinger, æg, henkogte fødevarer og lignende. Jeg mindes med glæde den tid.

Vanskeligheder i krigsårene

Da USA i 1941 gik ind i den anden verdenskrig, betød det udbredt modstand for Jehovas vidner på grund af deres neutralitet. (Esajas 2:4) Overalt i landet kom de ud for pøbeloverfald, og tusinder af unge brødre blev fængslet. Skønt jeg fik status som ’præst’ kom jeg ud for alvorlig modstand, deriblandt trusler på livet.

En mand rettede sit haglgevær mod mig og beordrede: „Forsvind fra min ejendom før jeg skyder.“ Han havde genkendt mig som et Jehovas vidne da jeg kom op mod huset. Det er overflødigt at sige at jeg straks gik. En mand som jeg studerede Bibelen med, advarede mig og fortalte at han havde hørt at en der boede øst for byen havde tænkt sig at slå mig ihjel når jeg nåede til hans hus.

Da jeg nogle måneder senere var i det område blev jeg budt indenfor af en husmoder og begyndte at spille en grammofonoptagelse af et bibelsk foredrag af broder Rutherford. Mens pladen blev spillet kom manden ind, stillede sig mellem mig og døren og trak sin kniv. Han spurgte hvad mit ærinde var, men ville ikke lade mig forklare mig. „Vil du hilse flaget og kæmpe i hæren?“ forlangte han at få at vide, idet han truede mig med kniven. Jeg kom straks i tanker om min vens advarsel og spekulerede på hvordan jeg skulle forholde mig.

„Hvad ville De synes om at en beskyldte Dem for at støtte nazismen?“ spurgte jeg den knivbevæbnede mand. „Jeg holder ikke mere med Hitler end De gør. Det eneste jeg er interesseret i, er at hjælpe folk med at forstå Bibelen,“ fortsatte jeg. Dette svar formildede ham på en eller anden måde, og jeg kunne tage derfra i sikkerhed, mens jeg takkede Jehova for at han havde beskyttet mig og lagt de rette ord i min mund.

Ved en anden lejlighed var jeg ved at spille en plade med et bibelsk foredrag for en mand, da jeg bemærkede at der var noget i vejen. Hans ansigt stivnede og han blev kridhvid, men blev ved med at lytte. Da pladen var færdig, spurgte jeg henkastet hvad han syntes om den. Efter en pause svarede han: „Lige da du kom, troede jeg at det var Jehovas vidner, og jeg skulle til at slå dig ihjel.“ Jeg udtalte mig anerkendende fordi han havde ventet med at dømme til han havde hørt hvad sagen drejede sig om, hvorpå jeg gav ham en trykt prædiken og tog afsked. Jeg ville gerne have at han vidste hvem jeg var, men foretrak at være borte når han opdagede det.

Der blev oprettet en ny menighed i Bonnerdale, hvor jeg var vokset op. Jeg tjente i to år som kredstjener eller menighedstjener og så gruppen vokse til 17 forkyndere, hvorpå den rejsende tilsynsmand bad mig flytte til Hot Springs og tjene som menighedstjener dér. Det gjorde jeg i 1942. Samværet med de modne, ældre brødre var meget gavnligt for min åndelige udvikling.

Jehova dækkede mine behov på mange forskellige måder i den tid. Engang manglede jeg 5 dollars til at forny mit kørekort for. Jeg lagde sagen frem for Jehova i bøn og gik ud i tjenesten. Den formiddag fik jeg lige præcis 5 dollars foræret!

Beteltjeneste

I 1944 blev jeg sendt som specialpioner til Joliet i Illinois. Mens jeg var dér, bragte Budbringer (nu Rigets Tjeneste) en artikel om beteltjenesten i Brooklyn i New York. Jeg besluttede at ansøge, og blev antaget.

Da jeg i marts 1945 kom til Betel, havde familien på hovedkontoret i Brooklyn kun cirka 230 medlemmer, sammenlignet med over 2500 i dag! I fem år glædede jeg mig over at arbejde forskellige steder, deriblandt i tjenesteafdelingen. Så en dag kaldte broder Knorr, Selskabets præsident, mig ind på sit kontor.

„Du er blevet udvalgt til at lede Selskabets radiostation WBBR,“ sagde han. Jeg havde svært ved at tro det.

„Jeg kender intet til ledelse af en radiostation,“ sagde jeg.

„Du har optrådt i radioen, ikke?“ spurgte han.

„Men det er noget andet end at lede en radiostation,“ indvendte jeg.

Broder Knorr opmuntrede mig til at påtage mig opgaven, og jeg indvilligede i at gøre mit bedste. Det var en stor udfordring, men også en glæde og en forret. Hver uge skulle over 90 medlemmer af betelfamilien medvirke i de forskellige programmer. Efter en ny plan skulle 65 procent af programmet bestå af indspillet musik, deriblandt et ugentligt kvarterlangt program hvor jeg sang. Resten af tiden var sat af til bibelske foredrag, bibelstudium, besvarelse af bibelske spørgsmål samt andre måder at fremholde bibelske oplysninger på, foruden nyhedsudsendelser og oplysninger af almen interesse.

Jeg døber min fader

Da jeg i 1950 havde sommerferie fra Betel, havde jeg den enestående glæde at døbe min egen fader! I 27 år havde han læst Selskabets publikationer, men det tog ham mange år helt at acceptere at Jehova anvender en organisation hvorigennem han udbreder sine sandheder. (Mattæus 24:45-47) Faktisk havde far engang været ateist. Hvorfor?

Da min 13-årige broder, Jim, døde, prædikede præsten ham lige ned i et brændende helvede fordi drengen ikke stod i en kirke. Far var lamslået. Han ræsonnerede: ’Hvorfor skulle jeg tilbede en gud som er en djævel, en plageånd?’ Han troede at det præsten sagde, stod i Bibelen, og derfor blev han ateist. Men han genvandt troen på Gud efter sin første drøftelse med en bibelstudent (et Jehovas vidne) da hun ved hjælp af Bibelen overbeviste ham om at helvede ikke er et pinested, men menneskehedens fælles grav.

Ægteskab

I 1952 måtte jeg træffe endnu en beslutning. Jean Mylton, en nidkær pioner, og jeg besluttede at gifte os. Der var en der spurgte Jean hvad hendes fremtidsplaner var, og hun fortalte at da brødre på Betel ikke kunne få deres tilkommende ind på Betel, skulle vi tjene som pionerer i Little Rock i Arkansas. „Hvordan kan I rejse derned når I ikke ejer noget?“ spurgte vedkommende.

Sandt nok havde vi ikke mange penge, for jeg havde været i heltidstjenesten i 12 år og Jean i 7. Førnævnte bekendte foreslog at vi begge tog verdsligt arbejde i et halvt år så vi kunne „købe en bil og spare omtrent 600 dollars sammen“. Da Jean spurgte om min mening, sagde jeg: „Hvordan kan vi vide at vi ikke kan klare det — vi har ikke prøvet det. Hvis vi bliver nødt til det, kan vi holde op senere og tage heltidsarbejde, men lad os prøve ad først.“

Til vores store forbløffelse fik vi en bil og nøjagtig 600 dollars i bryllupsgave. Jehova vidste at vi behøvede dette, og han sørgede for det fordi vi traf den beslutning at blive i heltidstjenesten. (Malakias 3:10) Vi var dog kun pionerer i nogle få måneder, inden vi fik tilbud om at komme ud i kredstjenesten. Det var i 1953. Året efter blev vi indbudt til Vagttårnets Bibelskole Gilead, og derefter fulgtes Jean med mig i områdetjenesten i to år.

Tjeneste i udlandet, og tilbage til Betel

I 1957 tjente vi i Pasco i Washington, da postbudet kom med et ekspresbrev sendt fra Præsidentens kontor. Jean og jeg bad os undskyldt fra samlingen og gik ind i et tilstødende værelse og åbnede brevet. Vi blev indbudt til at rejse til Mexico, og jeg blev bedt om at tjene som afdelingstilsynsmand. Jeg var rystet! Vi kunne ikke spansk, og jeg kendte ikke meget til arbejdet på et afdelingskontor. Men vi stolede på Jehova, og det havde vi bestemt også brug for. Arbejdsmarken var stor, og der var brug for megen organisering, men de lokale brødre var villige, og Jehova velsignede arbejdet.

Efter at have tjent nogle år i Mexico, fik jeg igen den forret at overvære Gileadskolen i New York. Derefter fik Jean og jeg tildelt et nyt distrikt, i kredstjenesten i Guatemala. Men da Jean fik problemer med helbredet vendte vi senere tilbage til USA, hvor jeg fortsatte med at virke i rejsetjenesten. I flere år underviste jeg de to-ugers klasser af Rigets tjenesteskole for ældste. Til sidst vendte vi tilbage for at tjene på Betel i Brooklyn, og lige siden har vi været på dette særligt velsignede sted.

Niogtres år gammel kan jeg se tilbage på mange ufortjente forrettigheder jeg har glædet mig over i heltidstjenesten i de forløbne 45 år. Jeg kan sige at Jehova er god og hans velsignelser rige. Jean, min trofaste hustru gennem 34 år, har været en særlig velsignelse for mig. Jeg ved at Jehova kan velsigne de små såvel som de store, og jeg har sat pris på mine velsignelser som en af de små. (Salme 115:13) Det er min beslutning og mit ønske at blive ved med at tjene vor store og kærlige Gud, Jehova, på hvilken måde han end ønsker det, til hans ære og pris.

[Tekstcitat på side 25]

„Hvad ville De synes om at en beskyldte Dem for at støtte nazismen?“ spurgte jeg den knivbevæbnede mand

[Illustration på side 23]

Sam Friend, til højre, i begyndelsen af hans musikalske løbebane

[Illustration på side 24]

Jeg tilbyder Vagttårnet på gaden i Hot Springs i Arkansas i 1942

[Illustration på side 26]

Sam Friend og hans hustru, Jean, i dag