Jeg gjorde heltidstjenesten til min livsgerning

FORTALT AF MAX LARSON

I 1910 forlod min forældreløse mor Danmark og tog med et skib til De Forenede Stater. Hun var kun 18 år, talte ikke engelsk og kendte ikke et menneske derovre.

Da hun var ankommet til New York City stod hun på et tog til South Dakota, en tur på over 2400 kilometer. Her var der en dansk koloni, hvor hun traf den mand der siden skulle blive min far. De giftede sig den 20. september 1911.

Tidligt i 1913 satte far kursen mod Montana i prærievogn for at erhverve sig et stykke uopdyrket landbrugsjord. Her byggede han en bjælkehytte med ét rum, og da den om sommeren stod færdig, tog min mor toget derover medbringende min bror, Norman, der kun var nogle få måneder gammel.

To år efter var endnu et barn på vej. Jeg har til tider i spøg sagt at jeg „hjalp“ mor med at lægge tag på en tilbygning til huset dagen før jeg blev født. Den 29. april 1915 sagde mor til far da han kom ind fra marken til frokost: „Jeg tror jeg nedkommer i dag.“ Om eftermiddagen blev jeg født. Men om aftenen, da far kom hjem igen, var mor oppe og havde lavet aftensmad til ham!

Tre år efter kom min søster Jean til verden samme sted. Året efter flyttede vores familie til det østlige Montana, hvor far forpagtede en gård. I 1921 blev min anden søster, Laverna, født, og vi fire børn voksede op på Montanas åbne sletter.

Min opvækst

Mine forældre var lutheranere, og hver søndag gik vi alle seks i kirke. Men inden længe begyndte en nabo der tilhørte bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, at besøge mor og studere Bibelen med hende. I løbet af et par år bar bibelundervisningen frugt, og i 1925 lod mor sig døbe i et vandingstrug til heste. Hverken far eller vi børn antog hendes nyfundne tro, men vi var alle godt tilfredse med at slippe for at komme i den lutheranske kirke. Mor sagde altid til os: „Selv om I ikke ønsker at tjene Jehova, så overtræd aldrig hans love.“ Dette råd hjalp os til ikke at komme i vanskeligheder.

Vores familie opdyrkede 320 hektarer landbrugsjord med 14 heste og en traktor. Vi havde hverken elektricitet eller sanitære installationer, og alt vand måtte hentes fra en brønd fire kilometer borte. Efter tørken i begyndelsen af trediverne og fire års fejlslagen høst besluttede vi at flytte til staten Washington. Forinden måtte noget af det der hørte til gårdens drift fragtes fra Montana til Washington, og jeg fik derfor til opgave at følge med jernbanevognen og sørge for at vores heste blev fodret og vandet undervejs. Seks dage efter ankom jeg til Washingtons vestkyst.

Her hjalp jeg far med at etablere og drive en gård med malkekvæg i et års tid, hvorefter jeg som 20-årig drog ud på egen hånd. Jeg kørte tømmerlastbiler i bjergene og tilbragte også et halvt år i Alaska som maskinmester. I 1938 fik min søster Jean og jeg begge arbejde i Seattle og boede på en husbåd på Lake Union. Den sommer overværede mor, der boede cirka 80 kilometer derfra, Jehovas Vidners årlige stævne i Seattle, og da stævnepladsen ikke lå ret langt fra vores husbåd, indbød vi hende til at bo hos os. Det gjorde hun, og vi gik ind på at overvære stævnet.

Jeg vælger min livsgerning

Lørdag aften talte Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident, over emnet „Retfærdselskere“ og kom i den forbindelse ind på heltidstjenesten, også kaldet pionertjenesten. Bagefter sagde Bill Griffith, der sad ved siden af mig: „Max, dér har vi det. Lad os blive pionerer!“

„I orden,“ svarede jeg. „Lad os det.“

„Det er kun din spøg, ikke?“ spurgte Bill.

„Nej,“ svarede jeg. „Efter at jeg har hørt det foredrag er jeg overbevist om at det er det rigtige at gøre.“

„Men du er jo ikke engang forkynder. Du er heller ikke døbt.“

„Det er rigtigt, men det er lige blevet sagt at der skal være dåb i morgen. Så vil jeg døbes.“

Opstemte begav vi os derfor over til afdelingen „Tjeneste på arbejdsmarken“ for at få vore pioneransøgninger. Dér mødte vi broder Van Amburgh, Selskabets sekretær og kasserer. Da vi fortalte ham om vore planer trak han os til side og talte faderligt formanende til os. „Betragt det nu ikke som et eksperiment eller et eventyr,“ sagde han. „I gør det rigtige, men gå ind i det som om det skulle være jeres livsgerning.“ Dette råd har altid været til stor gavn for mig. Vi indgav vore ansøgninger, og dagen efter, den 5. juni 1938, blev jeg døbt.

Mit første pionerdistrikt

Dagen efter, om mandagen, fortalte jeg min arbejdsgiver at jeg ville sige op for at blive en ordets tjener. Jeg tilbragte den første uge med omhyggeligt at studere Selskabets nyeste bog, Fjender, og jeg overværede samtlige møder. Den anden uge studerede jeg den næstnyeste bog, Rigdom. Og den tredje modtog jeg min distriktstildeling, byen Raymond i Washington.

Dér fandt Bill og jeg en gruppe på 27 der afholdt møderne i en forkynders hjem. Vi havde fået anvisning på at lede alle møderne, hjælpe forkynderne og oplære dem til at lede bibelstudier, noget helt nyt dengang.

Om torsdagen, ved det første tjenestemøde, bad jeg kredstjeneren, som den præsiderende tilsynsmand dengang blev kaldt, om at tage med mig i forkyndelsen fredag aften hvor vi så skulle forsøge at oprette et bibelstudium. Men han sagde at han ’ikke havde tid’. Bill og jeg tog derfor ud alene, og på tilbagevejen gjorde vi holdt ved et vejkryds for at lade en parade fra veteranforeningen American Legion passere. Til vores forbløffelse var det kredstjeneren der gik i spidsen for paraden.

Den første søndag oprettede jeg mit første bibelstudium, med en mand, og bagefter ledede jeg for første gang menighedens studium af Vagttårnet. Det traf sig sådan at det var udgaven for 1. juni 1938, hvor den teokratiske ledelse af menighederne blev introduceret. (Dansk udgave: 1. august 1938.) Af menighedens 27 tilsluttede var der kun tre som antog den nye teokratiske ordning.

En familie af pionerer

Kort efter at jeg selv havde påbegyndt min pionertjeneste tog mine søstre og min bror, Norman, også heltidstjenesten op. Norman og hans kone solgte deres gård, købte en godt 3,5 meter lang campingvogn og drog ud i forkyndelsen med deres treårige datter, Joan. Da de i 1941 virkede i Raymond, skrev Norman forresten til mig at de 24 der havde sat sig imod den teokratiske ordning, havde forladt menigheden og sluttet sig til en gruppe frafaldne, men den mand jeg først havde studeret Bibelen med, var nu blevet kredstjener!

Normans datter Joan virker nu på 24. år i kredstjenesten sammen med sin mand, Maurice O’Callaghan. Min yngre søster, Laverna, var i Gileadskolens 12. klasse i 1949 og blev sendt til Italien. Som følge af missionærernes gode resultater i dette land blev hun udvist til Schweiz, hvor hun og hendes mand stadig bor.

Et ønske om udvidet tjeneste

Efter at jeg i to måneder havde tjent som almindelig pioner, blev jeg udnævnt til specialpioner. På det tidspunkt fik Bill og jeg selskab af Warren Henschel, Milton Henschels ældre bror. Milton er nu medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd.

Den første måned jeg var specialpioner besøgte jeg en aften Albert Hoffman, som var regionstjener (rejsende tilsynsmand) og som sammen med sin kone, Zola, boede i en campingvogn over for rigssalen. Dengang, i depressionsårene, byttede vi ofte læsestof for fødevarer, og den dag havde jeg byttet mig til en stor kurvfuld pærer. Jeg bankede på hos broder Hoffman og spurgte om han ville have nogle. Det ville han meget gerne, og han bød mig ind.

Ved nitiden begyndte han at fortælle mig om Bibelhuset (nu kaldet Betel), Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i New York. Langt om længe sagde hans kone: „Ved I hvad klokken er? Den er halv fem.“ Vi havde talt sammen hele natten! Før jeg gik til ro på rigssalens loftskammer skrev jeg et brev og bad om en betelansøgning, og jeg gik straks hen for at sende brevet.

Hver dag lagde jeg sagen frem for Jehova i bøn, og tre måneder senere kunne jeg glæde mig over et brev hvori jeg blev indbudt til at tjene på Brooklyn Betel. Før min afrejse forærede jeg min bil til min søster Jean, der nu også var specialpioner. På seks døgn kom jeg ud for to snestorme under turen med bus gennem Montana, North Dakota og South Dakota. Den 14. januar 1939 ankom jeg omsider til New York.

Beteltjeneste

Jeg blev indskrevet af beteltilsynsmanden, Grant Suiter, og derefter sendt hen til trykkeriet for at melde mig hos trykkeritilsynsmanden, Nathan H. Knorr. Min første opgave bestod i at omsnøre bogkartoner i forsendelsesafdelingen. Den anden uge blev jeg sendt op til rotationstrykkeriet, hvor broder Knorr sagde: „Hvis du kan lære at køre denne trykkemaskine på seks måneder, kan du få lov at passe den, for den nuværende trykker skal over til en ny trykkemaskine.“ Jeg lærte det og nød det i fulde drag.

Efter halvandet år i trykkeriet kom broder Knorr forbi en dag og sagde: „Max, hvad ville du sige til at arbejde på kontoret?“

„Uha, broder Knorr, det var det sidste arbejde jeg ville vælge. Men hvis jeg bliver sat til det, skal jeg nok gøre mit bedste.“

„Kom ind til mig på kontoret mandag morgen,“ svarede han.

Jeg har været der lige siden. Først arbejdede jeg som assistent for broder Knorr; og da broder Rutherford døde den 8. januar 1942, blev broder Knorr præsident og jeg blev trykkeritilsynsmand. Jeg var 26 år og havde kun tre års erfaring i beteltjenesten. Ansvarsbyrden hvilede derfor tungt på mine skuldre.

De salvede tilsynsmænd i de forskellige underafdelinger af trykkeriet hjalp mig imidlertid kærligt. Deres ydmyge, hjælpsomme indstilling forstærkede i høj grad min kærlighed til og værdsættelse af sådanne mænd. Den vigtigste hjælp og oplæring modtog jeg af broder Knorr. Da han døde i 1977 havde jeg i over 35 år haft den forret at samarbejde med ham om at varetage den forretningsmæssige side af Selskabets udgiver- og byggerivirksomhed. Han havde bemærkelsesværdige lederevner og gav mig en uvurderlig støtte i mine opgaver.

Møder med myndighedspersoner

Under Anden Verdenskrig var der stor knaphed på de råmaterialer vi behøvede for at fremstille læsestof. Jeg foretog derfor årligt adskillige rejser til Washington, D.C., for at møde krigsproduktionsudvalgene og forskellige senatskomiteer. Her anmodede jeg om papir og andre forsyninger, og Jehova velsignede mine anstrengelser rigt.

Ved en lejlighed talte jeg min sag ved at fremvise nogle ansete avisers annoncesider med luksusreklamer. Jeg pegede på en helsidesannonce for en pels i et kendt newyorkerblad og sagde: „Den mængde papir der medgår til denne annonce i én søndagsudgave svarer til hele den ekstra papirleverance Vagttårnets Selskab anmoder om på et helt år.“

„De har talt med overbevisning,“ svarede en senator. Som følge af Jehovas velsignelse over disse rejser blev vi aldrig nødt til at standse trykkemaskinerne under krigen fordi vi løb tør for papir eller andre forsyninger. Men dengang havde vi naturligvis heller ikke det kolossale papirbehov vi har i dag.

Udvidelser af trykkeriet

Tolv år før jeg kom på Betel havde Selskabet bygget sit første otteetages trykkeri på Adams Street, i nummer 117. Det dækkede en halv husblok. Men i 1949 blev det nødvendigt at bygge en nietages trykkeri- og kontorbygning på den anden halvdel. Vi havde nu udfyldt pladsen med ét stort trykkeri der havde et etageareal på knap 15.000 kvadratmeter.

Det var på dette tidspunkt at jeg blev udnævnt til at føre tilsyn med Selskabets byggerier. I Brooklyn havde vi dengang kun førnævnte bygning til såvel kontorer som trykkeri, samt en boligbygning. Men nu, 40 år efter, har vi over 10 bygninger til trykkeri og kontorer, foruden cirka 20 boligbygninger bare her i Brooklyn!

I begyndelsen af 1950’erne forsøgte vi at erhverve genboejendommen på nordsiden af Adams Street, men ejeren afslog vort tilbud. Han var overhovedet ikke villig til at forhandle om prisen, for han regnede med at Selskabet nok skulle betale den høje pris han forlangte. Vi rettede derfor opmærksomheden mod husblokken øst for trykkeriet, på den modsatte side af Pearl Street. Området bestod af otte selvstændige parceller, og vi måtte forhandle med hver enkelt ejer for sig, men Jehova banede vej for at vi i løbet af et års tid kunne købe samtlige otte ejendomme for en kvadratmeterpris af cirka 750 kroner!

Her byggede Selskabet i 1955 og 1956 sit 13-etages trykkeri med adressen Sands Street 77. Dette var vort andet trykkeri, og det mere end fordoblede vort etageareal til cirka 32.500 kvadratmeter. Organisationen voksede imidlertid hastigt, og det blev klart at vi snart ville stå over for et øget pladsbehov. I 1958 anskaffede vi derfor den eksisterende fabriksbygning på hjørnet af Prospect Street og Pearl Street og tog den i anvendelse som lager.

Det eneste sted vi nu manglede for at kunne forbinde de øvrige bygninger ved hjælp af gangbroer over gaderne, var den føromtalte, som vi forgæves havde søgt at købe. Vi var klar over at ejeren sandsynligvis stadig ville forlange overpris hvis det var Vagttårnsselskabet der forsøgte at købe den, og vi bad derfor en bekendt i ejendomsmæglerbranchen om at byde på den. Han fik forhandlet sig frem til en købesum der lå betragteligt under det vi havde tilbudt. Det er vist overflødigt at sige at ejeren var ude af sig selv af raseri da han fandt ud af at skødet senere overgik til Vagttårnsselskabet.

Her opførte vi i 1966 og 1967 et tietages trykkeri med et etageareal på 21.000 kvadratmeter. Nu havde vi fire trykkeribygninger der hver fyldte en hel husblok — alle forbundet med gangbroer. I 1983 og 1986 erhvervede vi to trykkeribygninger på sydsiden af Sands Street, og dem har vi kunnet forbinde med de øvrige fire trykkeribygninger via en 49 meter lang bro. Disse seks forbundne trykkeribygninger har et samlet etageareal på 95.000 kvadratmeter, altså 9,5 hektarer. I 1983 erhvervede vi også en kæmpemæssig bygning med 93.000 kvadratmeter etageareal på Furman Street, ved havnen, kun nogle få gader borte. Her har vi nu vore forsendelsesfaciliteter.

Vi erhverver kontorbygninger

En anden interessant oplevelse jeg har haft i forbindelse med ejendomskøb for Selskabet, var da vi erhvervede medicinalvarefirmaet Squibbs kompleks på ti sammenhængende bygninger. Efter erhvervelsen nedrev vi de fire, og en ny bygning blev forbundet med en eksisterende og udgjorde nu Columbia Heights nr. 25, Vagttårnsselskabets nuværende hovedkontor. Erhvervelsen foregik som følger:

I 1969 var vi på udkig efter udvidelsesmuligheder for vor udgivervirksomhed. Men forretningslivet blomstrede, og ingen var interesseret i at sælge, skønt jeg henvendte mig til hver eneste ejendomsindehaver i området.

I samme tidsrum foretog jeg en rejse til North Carolina, hvor den papirmølle der leverer vort bibelpapir er beliggende. Tilfældigvis omtalte jeg vores pladsbehov i Brooklyn for en af medarbejderne på papirmøllen, og ved et sammentræf var denne mands broder en personlig ven af en af Squibbkompleksets ejere. Han kontaktede de nødvendige og gav mig derpå besked om at jeg ved tilbagekomsten til Brooklyn skulle ringe sidstnævnte op.

Da jeg gjorde det, bekræftede manden at Squibb overvejede med tiden at afhænde sine ejendomme i Brooklyn og flytte ud af byen. Han sagde at når de var parate, ville han ringe os op, og så kunne vi forhandle om overtagelsen. Adskillige måneder senere kom opringningen, og jeg fik at vide at Squibb var parat til at sælge, så dagen efter skulle vi komme hen på deres kontor.

Broder Knorr og jeg mødtes og fastsatte den købesum vi syntes vi ville betale. Ved mødet næste dag fik vi at vide at der ikke kunne forhandles om prisen. „Vi vil have tre millioner dollars i kontanter,“ blev der sagt. Vi gjorde vort bedste for ikke at se overraskede ud, for det lå langt under det vi var indstillet på at byde. Det siger sig selv at handelen straks blev afsluttet. Det var kort efter at vi havde fuldført byggeriet af vort nye trykkeri til fire millioner dollars, men da Herrens folk hørte om vores nye økonomiske behov, kom midlerne hurtigt til veje.

Flere boligbygninger

I løbet af 1950’erne erhvervede vi nogle genboejendomme til Columbia Heights 124, og her opførte vi i 1959 og 1960 et stort nyt boligkompleks. Siden 1965 har boligbyggeriet dog været forbundet med vanskeligheder, for det år erklærede myndighederne lokalområdet for et historisk og bevaringsværdigt område. Dette har medført vidtgående begrænsninger med hensyn til byggeri og istandsættelse. Med Jehovas hjælp har vi imidlertid altid kunnet dække vore behov.

For eksempel ansøgte vi i 1967 om byggetilladelse til en seksetages boligbygning på Columbia Heights 119. På grund af fredningsbestemmelserne havde vi allerede beskåret bygningen fra de oprindeligt foreslåede 12 etager til 6. Men nu forsøgte myndighederne at få os til at gå yderligere mindst én etage ned.

I juni satte jeg mig i forbindelse med Brooklyns lokale borgmester, der sagde at hvis vi kunne overstå sokkelstøbningen før byens øverste forvaltningsorgan Planudvalgets møde i september, ville han forsøge at få vort forslag om seks etager igennem. Vores byggeorganisation satte dampen op, og i september kunne vi støbe fundamentet.

Lokalborgmesteren ringede mig op dagen før vores sag skulle behandles offentligt og bad os om at være ved rådhuset to timer før Planudvalget åbnede den offentlige høring, så vi kunne træffe ham privat. Broder Knorr, broder Suiter, der var vores sekretær og kasserer, og jeg mødte derfor op ved rådhuset meget tidligt næste morgen. Mens vi drøftede hvordan vi bedst skulle fremlægge vores sag for Planudvalget, stødte vi på en teknisk detalje der nødvendiggjorde en opringning til stadsarkitektens kontor for at få redet trådene ud. Stadsarkitekten sagde straks at han ville komme ned og selv tage sig af sagen. „Eftersom der i offentligheden vil være en hel del modstand mod jeres sag, melder jeg mig frivilligt til at repræsentere Vagttårnsselskabet for Planudvalget,“ sagde han. Vi tog naturligvis med glæde imod hans tilbud.

Fremgangsmåden hos Planudvalget er at man opråber hvilke sager der står på dagsordenen, og hvis der er nogen indvending der skal høres, udsættes sagsbehandlingen til om eftermiddagen. Er der ingen indvendinger, afgøres sagen straks. Vores sag kom for tidligt om formiddagen, og stadsarkitekten rejste sig og sagde, henvendt til borgmesteren: „Jeg vil gerne tale på Vagttårnsselskabets vegne.“

„De ved at det ikke er vor fremgangsmåde at tillade drøftelse af en sag ved første opråb [da drøftelsen almindeligvis udsættes til om eftermiddagen],“ svarede borgmesteren. „Men jeg ved at De har travlt, hr. stadsarkitekt, så jeg vil gøre en undtagelse og imødekomme Deres anmodning.“ Derpå fremlagde stadsarkitekten vores sag, og Planudvalget vedtog enstemmigt at godkende vores plan. Idet vi forlod rådssalen kom vore modstanderes advokat løbende op gennem forhallen og råbte: „Jeg har en hel times indlæg imod denne sag.“ Men det var for sent! Vi gik blot forbi og takkede Jehova for sejren.

Jeg må sige at det har været en berigende forret at repræsentere Selskabet i sådanne sager i årenes løb. Og det har været en stor glæde at være øjenvidne til den enorme vækst i forkyndelsen som har nødvendiggjort købet af alle disse bygninger. I den forbindelse har det været en stor hjælp for mig at jeg den 1. januar 1977 blev udnævnt til vicepræsident for Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.

Lykkelig i beteltjenesten

Fra jeg ankom til Betel i 1939 og til i dag er betelfamilien vokset fra cirka 185 til over 2800 faste medarbejdere i Brooklyn og over 900 på Watchtower Farms! Jeg er tit blevet spurgt: „Hvad har sat dig i stand til at blive på Betel i så mange år?“ Mit svar har altid lydt: „Jeg har aldrig overvejet noget andet end beteltjenesten.“

På den betelansøgning jeg udfyldte og underskrev, blev der desuden spurgt: „Går du ind på at blive på Betel indtil Herren tager dig bort?“ Han har ikke taget mig bort, så jeg er her stadig og glæder mig over tjenesten for Jehova. Fra den dag jeg indviede mig har jeg været besluttet på at gøre heltidstjenesten til min livsgerning.

De første år jeg var på Betel var der ikke mulighed for at indgå ægteskab, så i lighed med mange andre stillede jeg mig tilfreds med at tjene som ugift på Betel. Men da der blev åbnet mulighed for at medlemmer af betelfamilien kunne indgå ægteskab, giftede jeg mig den 7. april 1956 med Helen Lapshanski, der var kommet på Betel i 1951. Vi sætter stor pris på det gode fællesskab det har bragt os.

Tidligt i vort ægteskab fik Helen multipel sklerose, og i de senere år er sygdommen blevet mere fremskreden. Men ved hjælp af et gangstativ og en batteridrevet kørestol kan hun komme omkring. Hun har bevaret en vidunderlig glad ånd og deltager i arbejdet på Betel hver dag, på betelkontoret.

Under opvæksten stod min søster Jean og jeg hinanden meget nær og foretog mange ting sammen. Hun har derfor altid været besluttet på at følge mig, og i 1943 blev hun også indbudt til at komme på Betel. I 1952 giftede hun sig med Russell Mock, og de tjener begge her side om side med os som medlemmer af betelfamilien.

Det er min faste overbevisning at Betel er det bedste sted på jorden på denne side af det kommende jordiske paradis. Jeg har ikke et øjeblik fortrudt at jeg gjorde heltidstjenesten til min livsgerning. Det har været en umådelig glæde at være øjenvidne til og have haft andel i Jehovas jordiske organisations storslåede vækst! Det er min beslutning med Jehovas hjælp fortsat at blive på Betel og af hele min sjæl arbejde på at fremme Rigets interesser.

[Tekstcitat på side 30]

„Det er min faste overbevisning at Betel er det bedste sted på jorden på denne side af det kommende jordiske paradis“

[Illustrationer på side 24]

Herover: Bygningen på Furman Street 360, erhvervet i 1983

Herunder: De bygninger på Columbia Heights vi i 1969 købte af medicinalvarefirmaet Squibb

[Illustrationer på side 25]

Til venstre: Den vigtigste hjælp og oplæring modtog jeg af broder Knorr

Herunder: I 1986 havde vi seks trykkerier forbundet med gangbroer

[Illustration på side 27]

Trykkeriet efter udvidelsen i 1949

[Illustration på side 31]

Da vi blev gift