Spørgsmålskassen
• Hvordan bør vi reagere på offentlig kritik af vort arbejde som Jehovas vidner?
Tid efter anden retter frafaldne og andre modstandere af Rigets arbejde angreb mod Jehovas vidner gennem avisartikler samt i radio og fjernsyn. Den bedste måde at behandle sådanne angreb på er at ignorere dem. Husk Jesu gode eksempel: „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham der dømmer retfærdigt.“ (1 Pet. 2:23) Det blev også understreget af Jesus selv. Ifølge Mattæus 15:14 sagde han om sine modstandere: „Lad dem være.“
Nogle kunne mene at vi burde tage til genmæle og offentliggøre et svar på en sådan kritik enten gennem læserbreve eller ved at få tid i radio eller fjernsyn. En sådan reaktion vil imidlertid ofte blot tjene til yderligere omtale af kritikken og modstandernes falske opfattelser. Jehovas vidner er godt kendt i de fleste områder, og mange er glade for den indsats vi yder og de gode bøger og blade vi uddeler. Som regel vil det være bedst at besvare spørgsmål som gennem medierne er rejst om vores lære og organisation, når vi besøger folk i arbejdet fra hus til hus. På den måde kan vi hjælpe oprigtige mennesker, og vi undgår at give modstanderne yderligere, gratis, offentlig omtale. Og, hvad der er det vigtigste, vore kræfter bruges på at bringe budskabet om Riget ud.
Hvis de ældste i et område, for at forsvare Jehovas navn og hans folk, føler at der på en eller anden måde bør svares på en offentlig kritik, er det som regel godt først at kontakte Selskabet, give alle nødvendige oplysninger om sagen samt et forslag til hvordan et svar skal gives enten i skriftlig form eller på anden måde, sådan at vort arbejde kan koordineres.
Yderligere oplysninger findes i artiklen „Hvordan stiller vi os til modstandere af sandheden?“ i Vagttårnet for 1. juni 1983, side 18-22, og i artiklen „Hvordan skal sande kristne forsvare sig når der tales ondt om dem?“ i Vagttårnet for 15. juni 1977, side 285-287.