17 Hvilket ansvar har menigheden over for nylig døbte disciple, og hvorfor?

¹⁷ Menighedens ansvar over for den interesserede hører ikke op når han er blevet en døbt discipel af Jesus Kristus. Han er stadig et åndeligt spædbarn og behøver hjælp for at vokse til modenhed i sit forhold til Jehova og for at blive kvalificeret til at undervise andre i Guds ord. (Ef. 4:11-16) Ville det ikke være i harmoni med kristendommens ånd at man fortsatte med at studere med ham, og at alle i menigheden var med til at styrke ham med opbyggende åndelig samtale? Det ville også være gavnligt for ham at deltage i den offentlige forkyndelse og undervisning sammen med erfarne medlemmer af menigheden.

18. Hvorfor er arbejdet med at gøre disciple både alvorligt og fyldt med glæde?

¹⁸ Arbejdet med at gøre disciple er alvorligt, da det drejer sig om menneskeliv. Men det er også en gerning der bringer megen glæde. Ja, der er stor lykke forbundet med at give af sig selv til gavn for andre. (Apg. 20:35) Da det drejer sig om menneskeliv, må vi der underviser være meget omhyggelige med at bibringe eleverne „hele Guds råd“. Forsømmelighed fra vor side kunne medvirke til at de der undervises begår alvorlige forsyndelser. Det var fordi apostelen Paulus ikke holdt noget tilbage som andre havde brug for at vide, at han kunne sige til de ældste i menigheden i Efesus: „Derfor kalder jeg jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod.“ — Apg. 20:26, 27.

19. Hvad bør alle disciple af Jesus Kristus beslutte at gøre i forbindelse med at forkynde og gøre disciple? Hvorfor?

¹⁹ Måtte alle vi der er disciple af Jesus Kristus, være besluttede på at være trofaste i arbejdet med at forkynde den gode nyhed og gøre disciple. I forbindelse med denne vigtige gerning kan vi anvende rådet i Første Timoteusbrev 4:16 på os selv: „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning. Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ Lydighed mod Kristi befaling om at ’gøre disciple, idet I lærer dem’, er af afgørende betydning for vor egen og andres frelse. At vi efterkommer denne befaling medfører store velsignelser nu i form af glæde og tilfredshed fordi vi ved at vi er Guds medarbejdere. Desuden indeholder det et løfte om evigt liv i Guds nye orden. (2 Pet. 3:13) Vi har derfor al mulig grund til at være ivrigt optaget af arbejdet med at gøre folk til disciple idet vi underviser dem.

Et bibelsk syn på gæld

RETFÆRDIGHEDENS GUD, Jehova, finder ikke behag i mennesker der ikke betaler deres gæld. Den inspirerede salmist sagde: „Den gudløse låner og bliver i gælden.“ (Sl. 37:21) Paulus tilskyndede de kristne til at have en anden indstilling. Han sagde: „I må ikke skylde nogen noget som helst, undtagen det at elske hinanden.“ — Rom. 13:8.

Den der ønsker at opnå Guds godkendelse må derfor samvittighedsfuldt tilbagebetale lånte penge, og han bør villigt betale for de varer og tjenesteydelser han modtager. Han må derfor tænke sig godt om før han påtager sig større økonomiske forpligtelser end han allerede har, da han ellers kan komme i den situation at han ikke kan klare sine forpligtelser. Desuden bør man ikke forhale betalingen af eventuelle gældsposter. Det ville både være urimeligt og utaknemmeligt hvis man udsatte betalingen og samtidig måske endda brugte en stor del af sin indkomst på luksusgenstande, kostbar underholdning eller dyre ferierejser.

Nu vil nogle måske mene at man ikke behøver at tage det så nøje hvis det er en slægtning eller en ven man skylder noget. Men vidner en sådan tankegang ikke om manglende pligtfølelse? Ville det ikke være selvisk på denne måde at misbruge et slægtskab eller et venskab?

Den der er efterladende med at betale andre hvad han skylder dem, viser ikke kærlighed. Han fratager dem muligheden for at bruge de penge de har ret til. Dette kan endog gøre dem direkte skade. Lad os belyse det med et eksempel. Selvstændige erhvervsdrivende — sagførere, installatører, tømrermestre og så videre — har udgifter i forbindelse med deres arbejde. Den betaling de forlanger for deres arbejde må dække disse udgifter og må desuden være stor nok til at de kan leve af den. Hvis mange kunder ikke betaler hvad de skylder, vil mennesker i sådanne erhverv måske ikke kunne skaffe dækning for deres udgifter, og det kan endda komme så vidt at de må opgive deres forretning. Det er indlysende at mennesker der er årsag til at andre mister deres levebrød, ikke viser kærlighed.

Dette er en meget alvorlig sag. Apostelen Johannes udtrykte sig meget klart da han skrev til de kristne: „Enhver der hader sin broder er en manddraber, og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig. Ved dette har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sin sjæl til for os; og vi er skyldige at sætte vore sjæle til for brødrene. Men den der har denne verdens midler at leve af og ser sin broder lide nød og dog lukker sin inderlige medfølelses dør for ham, hvorledes kan Guds kærlighed forblive i ham?“ — 1 Joh. 3:15-17.

Hvis den nødlidende broder ikke kunne få hjælp andre steder fra, ville han til sidst dø af sult. Hvis en der hævdede at være en kristen nægtede at komme ham til hjælp, ville han gøre sig skyldig i en undladelsessynd. Det samme er tilfældet hvis kristne udnytter en medtroende ved at vente unødigt længe med at betale deres gæld til ham. De kunne blive skyld i at han måtte opgive sin forretning. Dette kunne give ham alvorlige økonomiske problemer og kunne endog føre til at han led nød. Hvis det skete, kan man da ikke sige at de der har undladt at betale deres gæld har behandlet deres broder som om de hadede ham?

Kristne der gerne vil bevare en god samvittighed, forsøger ikke selvisk at drage fordel af deres åndelige brødre. De anerkender at dette ville være ’begær efter uærlig vinding’. (1 Tim. 3:8) Bibelen viser at et sådant begær kan bringe vort forhold til Jehova Gud i fare. Det belyses tydeligt i tilfældet med Elisas tjener Gehazi. Elisa havde helbredt den aramaiske hærfører Na’aman for spedalskhed, og i taknemmelighed herover ville Na’aman gerne give profeten en gave. Men Elisa nægtede at tage imod den, da han ikke ville tjene på den profetgerning Gud havde givet ham og den kraft han havde som følge heraf. Den grådige Gehazi begærede imidlertid det Elisa havde nægtet at modtage, og han fik under falske forudsætninger en gave af Na’aman. Som følge heraf blev Gehazi slået med spedalskhed som et udtryk for Jehovas fordømmelse. — 2 Kong. 5:15, 20-23, 27.

Hvis begærlighed er årsag til at man undlader at betale sin gæld, kan man altså bringe sig selv under Guds fordømmelse. Bibelen giver os den advarsel at ingen „udsugere skal arve Guds rige“. (1 Kor. 6:10) Ja, begærlighed kan betyde at man mister det evige livs gave, og den pris er afgjort for høj!

Som kristne bør vi ønske at være ærlige over for alle mennesker. Vi bør lade os lede af følgende principper: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Matt. 7:12) „Så længe vi har tiden til det, lad os da gøre hvad der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Gal. 6:10) Hvis vi ønsker at andre samvittighedsfuldt skal betale hvad de skylder os, bør vi da ikke selv være gode eksempler i denne henseende? Vi må især være interesseret i at gøre godt mod vore kristne brødre og ikke udnytte deres kærlige godhed når det drejer sig om at betale hvad vi skylder dem.

Det vil ikke være rigtigt af en kristen at mene at en medkristen er forpligtet til at give ham procenter eller særlig gunstige vilkår i forretningsanliggender. Hvis ens broder alligevel tager særligt hensyn til en, bør man vise at man virkelig værdsætter det. Kristne bør have den indstilling at deres brødre skal have det de er berettiget til. Paulus’ råd til kristne trælle er en god retningslinje for os i dag: „Lad dem som har troende herrer ikke se ned på dem fordi de er brødre. Tværtimod, lad dem trælle des villigere, fordi de der nyder godt af deres gode tjeneste er troende og elskede.“ (1 Tim. 6:2) Når en kristen er samvittighedsfuld med hensyn til at betale sin gæld til medtroende, handler han i overensstemmelse med denne formaning.

Måtte vi med vor indstilling til at betale vor gæld, vise at vi ønsker at leve vort liv i overensstemmelse med Bibelens principper. Vi bør aldrig glemme at det i Guds øjne er ondt eller gudløst hvis man med vilje undlader at betale andre hvad man skylder dem. Den Allerhøjeste vil aldrig godkende dem der på grund af begærlighed eller selviskhed undlader at opfylde deres forpligtelser. Kun ved at følge regelen om ikke at „skylde nogen noget som helst, undtagen det at elske hinanden“, kan vi forvente Jehovas velsignelse.

Velsignelser ved ikke at tage til genmæle

■ Bibelen fortæller om Jesus at „når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke“. (1 Pet. 2:23) De der efterligner Jesus ved ikke at give igen med samme mønt, har erfaret rige velsignelser.

Dette var for eksempel tilfældet med en ung pige i Nigeria som for første gang deltog i forkyndelsen fra hus til hus sammen med Jehovas vidner. Hun fik at vide at manden i et bestemt hus var stærk modstander, men hun ønskede alligevel at tale med ham. Og hvad skete?

Manden greb en beholder med palmeolie og overstænkede hende med olie. Den sprøjtede hende i ansigtet, på tøjet og på hendes taske. Uden så meget som et ord begyndte hun at tørre olien af ansigtet. Der gik nogle minutter. Da manden så hvor roligt den unge pige tog det, følte han sig lidt flov. Han bad hende fortælle ham hvorfor hun egentlig var kommet. Og denne gang lyttede han.

Ikke længe efter blev der påbegyndt et bibelstudium med denne mand, og i dag er han selv med i den offentlige forkyndelse som et døbt vidne for Jehova.

I samme land var et af Jehovas vidner i færd med at tilbyde folk noget bibelsk læsestof, da en som hævdede at være „en kristen profet“ gik hen til ham, greb hans bøger og blade og rev dem i stykker. Forkynderen sagde ingenting, men bukkede sig blot ned og samlede småstykkerne op og lagde dem i sin taske. En mand som havde overværet dette optrin henvendte sig da til forkynderen med ordene: „Jeg har stået her på gaden og set hvordan profeten opførte sig over for Dem, uden at De så meget som hævede røsten og skældte ham ud.“ Efter således at have rost forkynderen, fortsatte han med at sige: „Fra i dag af er jeg parat til at blive en af jeres.“ Han stod ved sit ord og deler nu Bibelens sandheder med andre.

Ja, på oprigtige mennesker har det i sandhed en god virkning at man som kristen følger Jesu eksempel og ikke giver igen med samme mønt.