Spørgsmål fra læserne
● Kan der bibelsk set indvendes noget imod at man testamenterer sit legeme til den medicinske forskning, eller imod at man modtager organer transplanteret fra en andens døde legeme? — W. L., U.S.A.
I denne forbindelse rejser der sig flere spørgsmål som for eksempel spørgsmålet om det er berettiget at foretage transplantationer og obduktioner. Ofte tager folk kun de menneskelige følelser i betragtning når de skal afgøre disse spørgsmål. Kristne bør imidlertid overveje de bibelske principper der berøres, og derefter træffe deres afgørelse i harmoni med disse principper, til behag for Jehova. — Ap. G. 24:16.
Først må vi huske på at man for tusinder af år siden ikke foretog transplantationer i et forsøg på at reparere et menneskes legeme eller forlænge dets liv, sådan som man gør det nu, og derfor skal vi ikke forvente at Bibelen fremsætter love angående transplantation af menneskelige organer. Det vil dog ikke sige at Gud ikke har givet sit syn på dette spørgsmål til kende.
Da Jehova første gang tillod mennesker at spise kød af dyr, forklarede han Noa sagen på denne måde: „Frygt for jer og rædsel for jer skal vedblive med at være over enhver af jordens levende skabninger og over enhver af himmelens flyvende skabninger, over alt hvad der bevæger sig på jorden, og over alle havets fisk. De er nu givet i jeres hånd. Ethvert dyr der bevæger sig og lever må tjene jer til føde. Ligesom de grønne planter giver jeg jer det alt sammen. Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise.“ (1 Mos. 9:2-4, NW) Denne tilladelse blev givet Noa, som alle nulevende mennesker nedstammer fra. Følgelig gælder den os alle.
Gud gav mennesker lov til at spise kød af dyr, og til at opretholde deres liv som mennesker ved at tage dyrenes liv; kun måtte de ikke spise blod. Gjaldt denne tilladelse nu også retten til at spise kød af mennesker, til at opretholde livet ved hjælp af et andet menneskes levende eller døde legeme, eller en del af det? Nej! Det ville være kannibalisme, en afskyelig skik i alle civiliserede menneskers øjne. Jehova satte et klart skel mellem dyrs liv og menneskers liv, idet han skabte mennesket i sit billede, med sine egenskaber. (1 Mos. 1:27) Dette fremgår tydeligt af hans næste ord, hvor han viser at et menneskes liv er helligt og at man derfor ikke må tage det, sådan som man må tage et dyrs liv og anvende det til føde. Respekterede man ikke menneskelivets hellighed, risikerede man selv at miste livet. — 3 Mos. 9:5-6.
Når et af vore organer er sygt eller defekt, genvinder vi som regel helbredet ved at indtage næringsstoffer. Ved hjælp af den føde vi indtager, reparerer eller læger legemet organet ved gradvis at udskifte cellerne. Når videnskabsmænd kommer til det resultat at denne normale proces ikke længere finder sted, og de foreslår at fjerne organet og erstatte det med et organ fra et andet menneske, skyder de blot en genvej. Underkaster man sig en sådan operation opretholder man livet ved hjælp af et andet menneskes kød. Det er kannibalisme. Da Jehova Gud gav menneskene lov til at spise dyrekød, tillod han dem ikke at søge at bevare deres liv ved på kannibalsk vis at indtage menneskekød i deres legemer, hvad enten det var som føde eller i form af hele organer eller legemsdele fra andre.
Bind tre at værket Encyclopædia of Religion and Ethics, udgivet af James Hastings, behandler på side 199 emnet kannibalisme, og har interessant nok et afsnit med titlen „Medicinsk kannibalisme“. Dette, siger værket, er forbundet med tanken om at man kan opnå en form for styrke eller en gavnlig medicinsk virkning gennem et andet menneskes kød. Det hedder videre: „Det mest bemærkelsesværdige eksempel på denne skik findes i Kina. Blandt de fattige er det ikke ualmindeligt at et medlem af familien skærer et stykke kød af sin arm eller sit ben, koger det og derefter giver det til en syg slægtning. . . . Hele overtroen i Kina er viselig forbundet med tanken om at man modtager styrke ved at spise af det menneskelige legeme. . . . Blandt de vilde findes den skik at give et sygt menneske blod at drikke, aftappet af en slægtnings årer.“ Nogle vil måske indvende at den terapeutiske praksis der anvendes ved moderne transplantation af organer, er mere videnskabelig end en sådan primitiv behandling. Ikke desto mindre er der eksempler på at mennesker der beskæftiger sig med lægevidenskab, ikke har afholdt sig fra at anvende behandlingsmetoder der i virkeligheden er kannibalisme, hvis de har ment at noget sådant kunne anses for berettiget.
Den moderne videnskab har gjort det muligt at foretage mange forskellige former for operationer. Nogle af dem er almindelige og lykkes som regel, andre er blot forsøg og mislykkes ofte. Det tilkommer ikke os at afgøre om sådanne operationer er tilrådelige eller berettigede ud fra et videnskabeligt eller medicinsk synspunkt. Kristne der står over for en beslutning i denne henseende bør imidlertid overveje de tilkendegivelser af Guds synspunkt som findes i Bibelen. — Ef. 5:10.
Nu er videnskabelige forskere begyndt at anvende kunstige eller animalske dele hvor man tidligere anså menneskelige dele for nødvendige, som i tilfældet med hornhindetransplantationer. (Se for eksempel Science News for 21. maj 1966, side. 396, og Time for 28. april 1967, siderne 68 og 70.) Om sådanne operationer vil blive anvendt i større omfang ved vi ikke. Vi kan heller ikke afgøre om en kristen bør acceptere en transplantation af en eller anden animalsk del; det må den enkelte selv afgøre. (Gal. 6:5) Vi kan imidlertid være overbevist om at den tid vil komme da alle menneskeudførte operationer vil være overflødige. (Åb. 21:4) De kristne har tydelige beviser for at den nye ordning er nær, hvor Jehova, den store Læge, ved Jesus vil udføre helbredelser i et omfang der langt overgår hvad nutidens begrænsede medicinske videnskab kan klare. — Mark. 8:22-25; Joh. 11:43, 44; Ap. G. 3:6, 7; Matt. 12:15.
Men hvordan skal en kristen forholde sig hvis han bliver anmodet om at stille et organ til rådighed til en transplantation, eller om tilladelse til at en afdød slægtnings legemsdel anvendes på denne måde? Vi kunne spørge: Hvis en kristen træffer den personlige afgørelse at han ikke vil opretholde sit eget liv ved hjælp af kød fra et andet ufuldkomment menneske, kan han så med god samvittighed tillade at en del af hans kød bliver anvendt på denne måde for at opretholde et andet menneskes liv?
Selv blandt læger hersker der nogen tvivl med hensyn til det forstandige og etiske ved visse transplantationer. En læge giver udtryk for dette i Annals of Internal Medicine, hvor han henviser til resultaterne af 244 nyretransplantationer. I de fleste tilfælde levede patienten ikke mere end et år efter operationen. Lægen omtaler derefter de farer der er forbundet med at stille en af sine nyrer til rådighed, og spørger: „Er det rigtigt at udsatte en sund person . . . for den mulighed . . . at hans liv afkortes med 25-30 år, for at forlænge en andens liv med 25-30 måneder eller mindre?“ Newsweek for 2. marts 1964 (side 74) omtaler dette og tilføjer at lægen „ikke giver noget afgørende svar, men antyder at spørgsmålet bør stilles noget oftere“.
Når en kristen skal afgøre hvad der skal ske med hans eget legeme eller med en afdød slægtnings legeme som han er ansvarlig for, bør han ikke overse apostelen Paulus’ ord i Romerbrevet 12:1: „Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse.“ En døbt kristen har indviet sit liv og sit legeme til Jehova, sin Skaber. Kan han i betragtning heraf give sit legeme — eller en del af det — bort, så det uden begrænsninger kan benyttes af læger eller andre? Har et menneske en gudgiven ret til at stille sit legemes organer til rådighed for videnskabelige forsøg? Har det ret til at tillade at noget sådant gøres med en afdød slægtnings legeme? Disse spørgsmål fortjener alvorlig overvejelse.
Man bør ikke se bort fra hvordan det døde legeme eventuelt vil blive anvendt. Kan en kristen, som nægter at give sit blod til en anden i transfusionsøjemed, tillade at hans døde legeme overgives til en gruppe eller en person som muligvis vil lade dets blod fjerne og anvende til transfusion, som det er sket med nogle lig? (Se for eksempel Vågn op! for 22. november 1962, side 23.) Man vil måske mene at man kan betinge sig at ens legeme ikke benyttes på denne måde, men hvis mange myndighedspersoner nægter at rette sig efter en kristens ønske angående blodet når han er i live, hvilken grund er der så til at tro at de vil vise mere respekt for hans ønske efter hans død? Vil de anvende hans organer til kannibalske medicinske eksperimenter?
Vort legeme er skabt af Jehova Gud. (Sl. 100:3; 95:6; Job 10:8) Kristne kan tillade at der udføres nødvendige kirurgiske indgreb, for eksempel for at fjerne et sygt lem, men de skamferer og mishandler ikke unødigt deres legeme, der er skabt af Jehova. Hvis man tillod at et dødt legeme blev skamferet, ville det så være at vise respekt for og værdsættelse af det Gud har skabt? Ganske vist kan der i nogle tilfælde være juridiske krav som den kristne retter sig efter, som for eksempel når loven kræver en obduktion for at fastslå dødsårsagen. (Rom. 13:1, 7; Mark. 12:17) I sådanne tilfælde kan de nærmest beslægtede som regel forlange at organerne ikke fjernes med henblik på transplantation eller anden senere brug. På denne måde kan den kristne, selv om der kræves obduktion, forhindre at en afdød slægtnings legeme misbruges. Men kræves der ikke obduktion kan den kristne træffe afgørelser så mishandling og enhver mulig misbrug af det døde legeme undgås. Så vil han kunne have en ren samvittighed over for Gud. — 1 Pet. 3:16.
Af denne redegørelse skulle det klart fremgå at kristne, som er blevet oplyst af Guds ord, ikke behøver at træffe disse afgørelser på grundlag af personlige følelser alene. De kan overveje de guddommelige principper fra Bibelen og lade dem ligge til grund for deres personlige afgørelse, alt imens de ser hen til Gud efter ledelse, stoler på ham og sætter deres lid til den fremtid han har beredt dem der elsker ham. — Ordsp. 3:5, 6; Sl. 119:105.
● I det forløbne år er jeg kommet i økonomiske vanskeligheder, og siden jeg er begyndt at læse Deres publikationer har jeg spekuleret på om det er rigtigt af mig at indgive konkursbegæring? Siger Bibelen noget herom? — H. P., U.S.A.
Bibelen siger naturligvis ikke noget om nutidens konkurslove; den viser at de der ikke betalte hvad de skyldte, blev kastet i fængsel. (Matt. 18:23-34) Men på grundlag af det den siger kan vi få en idé om hvordan kristne bør se på denne sag. Lad os først se på hvad „konkurs“ er ifølge de gældende love. Derefter kan vi undersøge hvad Bibelen siger i relation til dette emne og afgøre hvilke råd den giver.
Mange lande i dag har konkurslove. Selv om disse kan variere fra sted til sted, tjener de som regel et dobbelt formål: For at beskytte forretningsmænd eller kreditorer mod en person der kan pådrage sig en stor gæld og derefter nægte at betale tilbage som aftalt, kan kreditorerne indgive begæring om at få ham erklæret konkurs og få hans aktiver gjort op og fordelt blandt kreditorerne. På den anden side tjener loven også til beskyttelse af den ærlige forretningsdrivende der ufrivilligt kommer i den situation at han absolut ikke kan opfylde sine kreditorers krav; han har lov til at indgive konkursbegæring og lade sig erklære konkurs. Hvis dette sker, bruges hans aktiver til at betale kreditorerne så langt de rækker, men han kan beholde visse ting selv, måske sit hjem, for eksempel. Derefter har han lov til at begynde forfra igen, uden at have truslen om yderligere krav fra sine tidligere kreditorers side hængende over hovedet.
Disse love tjener altså til beskyttelse af begge parter i forretnings- eller pengesager. At der er brug for en sådan beskyttelse fremgår af oprindelsen til ordet „bankerot“, et synonym til konkurs. Det kommer fra italiensk og betyder „sønderbrudt bænk“ og hentyder til den skik man havde i middelalderen at en købmand som ikke kunne betale sin gæld, fik sine bænke eller diske sønderslået. Endnu strengere var det under romerretten, i De Tolv Tavlers Love. Her kunne kreditorerne som en sidste udvej skære skyldnerens legeme i stykker og hver tage sin del.
En kontrast hertil danner de barmhjertige love som Jehova gav Israel. Når en hebræer ydede en landsmand der var kommet i trang, et lån, måtte han ikke tage renter. (3 Mos. 25:35-38) Hvis en kreditor gik hen for at få et pant hos sin skyldner, kunne han ikke gå ind i huset og tage hvad han ville; nej, skyldneren måtte selv bringe ham pantet. Kreditoren kunne ikke tage mandens håndkværn eller en møllesten; de var nødvendige til livets opretholdelse. Og hvis han tog hans kappe som pant, måtte den gives tilbage om aftenen, så den fattige kunne sove i den og holde sig varm. (5 Mos. 24:6; 10-13; Ez. 18:5-9) Det er rigtigt at en israelit der var fuldstændig insolvent, midlertidigt kunne miste sin arvelod og kunne være tvunget til at sælge sig selv som træl, men han fik jorden tilbage i jubelåret. Den der solgte sig selv som træl skulle ikke behandles som en træl men som en daglejer, med respekt. I det syvende år, eller jubelåret hvis det kom først, fik han sin frihed og desuden forsyninger så han kunne begynde et nyt liv. — 3 Mos. 25:39-41; 5 Mos. 15:12-15.
Denne venlige behandling fra kreditorernes side ville sandelig tilskynde skyldnerne til at gøre alt hvad de kunne for at gengælde denne venlighed med at betale deres gæld tilbage. Jøderne blev, når de ville give deres ord på en ting eller afgive et løfte, opmuntret til at overveje sagen før de gik ind på noget; når de så aflagde løftet, var der også stor sandsynlighed for at de kunne holde det. (Præd. 5:1, 3-6; 5 Mos. 23:21-23) Hvis man gik ind på at betale af på en gæld i bestemte rater eller inden en fastsat tid, skulle man arbejde hårdt for at holde sit ord, selv om det betød at man måtte undvære visse bekvemmeligheder. Gud viste at det var lige så vigtigt for dem der skyldte andre penge at betale deres gæld, som det var for kreditorer at undgå at være begærlige. For Jehova beskrev den mand som han godkendte som en der „ej bryder ed, han svor til egen skade, ej låner penge ud mod åger“. — Sl. 15:4, 5.
Sørgeligt nok var der nogle begærlige jødiske kreditorer der ignorerede den barmhjertige og hensyntagende ånd i Guds lov. Hårdhjertet gjorde de mænd, kvinder og børn til usle trælle, og med tiden blev det almindeligt at kaste dem der ikke kunne betale deres gæld, i fængsel. — 2 Kong. 4:1; Ez. 18:12, 13; Amos 8:4-6; Matt. 5:25, 26.
På samme måde er der også i dag kreditorer der behandler deres skyldnere ganske urimeligt. En kristen kan på grund af en eller anden uforudset begivenhed blive ude af stand til at opfylde sine forpligtelser. (Præd. 9:11) Muligvis kan han betale sin gæld hvis han får mere tid. Det ville i så fald være rimeligt om kreditorerne blev enige om at gøre nogle indrømmelser over for den der var blevet insolvent på grund af uheldige omstændigheder, som for eksempel sygdom eller ulykke. På den måde ville de få deres betaling. Men hvis de ubarmhjertigt lægger pres på skyldneren og prøver at berøve ham enhver øre ved at gå til retten, kan han blive tvunget til selv at søge rettens bistand. For at beskytte sig kan han blive tvunget til at erklære sig konkurs, hans faktiske økonomiske stilling. De kan tvinge ham til at gå den eneste vej de tilsyneladende anerkender, at benytte sig af konkurslovene.
Det ville dog ikke være rigtigt af en kristen unødigt at tage sin tilflugt til konkurs som et middel til på en nem måde at komme ud af en ubehagelig situation, hvad enten denne er opstået på grund af vedkommendes egen manglende forudseenhed eller på grund af uheldige omstændigheder. Det ville ikke være moralsk rigtigt af kristne som siger: „Vi er os bevidst, at vi har en god samvittighed, da vi i alle forhold gerne vil færdes på rette vis.“ (Hebr. 13:18) Den kristne bør behandle sine kreditorer sådan som han gerne selv vil behandles hvis nogen skyldte ham penge. (Matt. 7:12) Hvis man har pådraget sig en gæld, bør man arbejde på at betale den tilbage. Husk at Gud godkender den der „ej bryder ed, han svor til egen skade“. — Sl. 15:4.
Nogle har endog efter at de juridisk er blevet fritaget for at betale en del af deres gæld, følt at de for at opfylde samvittighedens krav har måttet prøve at betale den slettede gæld hvis de tidligere kreditorer ville tage imod betalingen. Her, som i så mange andre forhold, kommer den kristne samvittighed ind i billedet. Man kan selv afgøre hvad man vil gøre, men man må dog bestræbe sig for at bevare en god samvittighed. — 1 Tim 1:5.
Alt dette bør understrege betydningen af grundigt at gennemtænke en forretning før man træffer en aftale, og ikke at leve over evne. Et af de inspirerede ordsprog lyder: „Kun overflod bringer den flittiges råd, hver, som har hastværk, får kun tab.“ (Ordsp. 21:5) Jesus selv understregede visdommen i, hvis man ville bygge et tårn, først at sætte sig ned og regne omkostningerne ud, så man var sikker på at have penge nok til at fuldføre bygningsværket. (Luk. 14:28-30) Vi kan alle selv bestemme hvilken gæld vi vil sætte os i, om nogen overhovedet, men hvor meget har man brug for materielt set, for at opretholde livet og være tilfreds? Vil det være et udtryk for „visdommen ovenfra“ at komme i en farlig økonomisk situation fordi man ønsker sig materiel luksus? (Jak. 3:17; Luk. 12:15-21) Hvor langt bedre er det ikke at have den indstilling som Paulus gav udtryk for med ordene: „Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje [være tilfredse, NW] med det“! — 1 Tim. 6:8.