Hvordan vi kan opnå gode resultater i den livreddende forkyndelse
1 Apostelen Paulus tilpassede sin præsentation af den gode nyhed sådan at han ’i alt fald kunne frelse nogle’. (1 Kor. 9:19-23) På samme måde vil vi også kunne opnå gode resultater i tjenesten hvis vi er opmærksomme på hvilke interesser den besøgte har og prøver at tilpasse samtalen efter dette. Det burde ikke være svært når vi tilbyder Vagttårnet og Vågn op! eller en af vore brochurer.
2 Efter at du har præsenteret dig, kunne du med dine egne ord sige noget i denne retning:
◼ „Mange mennesker er fortvivlede over at verdens regeringer tilsyneladende ikke kan løse vor tids vanskeligheder. Nogle giver endda regeringerne skylden for de problemer de personligt har. Tror du der findes en regering som til fulde kan dække vore behov? [Lad den besøgte svare.] Vidste du at vi har fået et pålideligt løfte om en regering der fuldstændig vil fjerne alle de problemer vi slås med i dag?“ Lyt opmærksomt til den besøgtes svar. Afhængigt af hvad han siger, kan du være parat til at vælge den præsentation der passer bedst.
3 I mange situationer kunne du måske også henvise til bønnen „fadervor“. Spørg om vedkommende har lært den bøn og kan huske hvad det er man beder om. Citér bønnen frem til sætningen: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:9, 10) Og derpå kan du spørge: „Har du nogen sinde tænkt på hvad det er for et rige vi beder om at Gud skal lade komme?“ Lyt opmærksomt til den besøgte og drøft bønnens indhold med ham. Derefter kan du henvise til en passende artikel i Vagttårnet eller Vågn op! eller til en brochure der bygger videre på denne tanke, som for eksempel side 3 i brochuren Den regering der vil indføre Paradiset.
4 Hvis den besøgte ikke tror på Gud, kan du henvise til Hebræerbrevet 3:4 og derefter slå op på side 4 i brochuren Er Gud interesseret i os? Læs paragraf 1 og 2 og stil de tilhørende spørgsmål. Eller du kunne henvise til nogle passende tanker fra et af de nye blade.
5 Hvis den besøgte er tilfreds med tilværelsen, kunne du sige:
◼ „Jeg vil gerne vise dig nogle grunde til at det alligevel er klogt at overveje hvad Bibelen siger om jordens regeringer og deres fremtid.“ Derefter kunne du kort nævne en eller flere af de otte grunde der findes i ’Ræsonnerebogen’ på side 300. Disse punkter viser hvordan Guds rige er alle regeringer langt overlegen. Hvis den besøgte viser interesse, kan du videreføre samtalen ved hjælp af traktaten Vil denne verden overleve? og begynde med den første paragraf på side 2.
6 For at du kan opnå gode resultater er det vigtigt at du ved første besøg lægger op til det næste. Du må derfor stille et interessant spørgsmål og love at besvare det når du kommer igen.
7 Udvælg de forslag det falder dig mest naturligt at bruge. Tilpas dem så de passer til dig og dit distrikt. Sæt dig godt ind i brochurerne, traktaterne og artiklerne i de blade du skal bruge, så du hurtigt kan tilpasse samtalen efter den besøgtes behov. Lad os alle forberede os godt „for den gode nyheds skyld“ og derved opnå gode resultater i det livreddende forkyndelsesarbejde. — 1 Kor. 9:23.