Regering
Definition: Et organ til udarbejdelse og forvaltning af love. Regeringer klassificeres ofte efter magtbeføjelsens ophav og omfang. Jehova Gud er universets Suveræn, der tildeler andre myndighed i overensstemmelse med sin vilje og hensigt. Satan Djævelen, den store oprører mod Jehovas suverænitet, er imidlertid „verdens hersker“, hvilket han er med Guds tilladelse en begrænset tid. Bibelen fremstiller billedligt det verdensomspændende politiske regeringssystem ved et vilddyr og siger at „dragen [Satan Djævelen] gav dyret sin magt og sin trone og stor myndighed“. — Joh. 14:30; Åb. 13:2; 1 Joh. 5:19.
Er det muligt for mennesker at oprette en regering der kan bringe varig lykke?
Hvad viser menneskehedens historie?
Præd. 8:9: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ (Dette er sandt selv om nogle regeringer og herskere havde høje idealer til at begynde med.)
„Alle de civilisationer der har eksisteret, er til sidst gået til grunde. Historien er én lang beretning om mislykkede bestræbelser, ikke-indfriede forhåbninger. . . . Som historiker må man altså lære at leve med tanken om tragediens uundgåelighed.“ — Henry Kissinger, professor i statsvidenskab, citat fra The New York Times, 13. oktober 1974, s. 30B.
Hvorfor lykkes det ikke mennesker at regere tilfredsstillende?
Jer. 10:23: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Gud gav ikke menneskene lov til at afstikke deres egen kurs uafhængigt af ham.)
1 Mos. 8:21: „Menneskehjertets tilbøjelighed er ond fra ungdommen af.“ (Ikke blot herskerne men også dem de hersker over, er alle født i synd og har selviske tilbøjeligheder.)
2 Tim. 3:1-4: „I de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, . . . uforsonlige, . . . opblæste.“ (De problemer menneskeheden i dag står over for, kan i det lange løb ikke løses af ét land alene. Der skal fuldt internationalt samarbejde til. Men selviske interesser forhindrer dette, og selviskhed stiller sig også i høj grad i vejen for et virkeligt samarbejde mellem de forskellige organisationer inden for hvert land.)
Bibelen åbenbarer også at overmenneskelige kræfter griber ind i og dirigerer menneskelige forhold: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Joh. 5:19) „For os er kampen nemlig ikke imod blod og kød, men imod . . . verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ (Ef. 6:12) „Udtalelser inspireret af dæmoner . . . går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.“ — Åb. 16:14.
Hvordan kan man for evigt afskaffe regeringsmagters korruption og undertrykkelse?
Hjælper det at give magten til andre mennesker?
Er det ikke sådan at i lande hvor der er frie valg, bliver de regerende politikere sædvanligvis stemt ud i løbet af forholdsvis få år? Hvorfor? Fordi flertallet ikke er tilfreds med hvad de har udrettet.
Sl. 146:3, 4: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hvem det ikke tilkommer at frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ (Derfor går ethvert program til forbedring som vedtages af dem der er ved magten, snart videre til andre og opgives derefter ofte.)
Lige meget hvem der regerer, er de stadig en del af denne verden, som er i Satans magt. — 1 Joh. 5:19.
Er voldelig revolution løsningen?
Selv om korrupte herskere bliver fjernet og uretfærdige love annulleret, udgøres den nye regering af ufuldkomne mennesker som er en del af det politiske system hvorom Bibelen tydeligt siger at det er i Satans magt.
Matt. 26:52: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Det sagde Jesus til en af sine apostle på et tidspunkt da regeringsmagt uretfærdigt blev anvendt endog imod Guds søn. For hvilken mere værdig sag kunne nogen have kæmpet, hvis der overhovedet skulle kæmpes?)
Ordsp. 24:21, 22: „Min søn, frygt Jehova og kongen. Hav intet fællesskab med dem der ønsker en omvæltning; for pludselig rejser deres ulykke sig, og hvem ænser at de som ønsker en omvæltning går til grunde?“
Hvad er da løsningen på korruption og undertrykkelse?
Dan. 2:44: „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige [en regering] som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“
Sl. 72:12-14: „Han [Jehovas udvalgte konge, Jesus Kristus] vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse. Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl, og deres blod vil være dyrebart i hans øjne.“ (Hans interesse for sådanne mennesker mens han var på jorden — at han helbredte dem, bespiste folkemasserne og endog gav sit liv for dem — viser at han svarer til profetiens beskrivelse af den kommende hersker.)
Se også siderne 128-133, under emnet „Guds rige“.
Hvorfor bør vi alvorligt overveje hvad Bibelen siger om jordens regeringer og deres fremtid?
Jordiske regeringer giver ikke menneskeheden hvad den mest af alt trænger til
Det efterfølgende er noget alle mennesker savner. Jordiske regeringer kan ikke give dem det, men Gud har lovet at ville gøre det: (1) En verden uden krigstrussel. — Es. 2:4; Sl. 46:9, 10. (2) Mad nok til alle. — Sl. 72:16. (3) Gode boliger til alle. — Es. 65:21. (4) Tilfredsstillende arbejde til alle som har brug for det, så de kan sørge for sig selv og deres familie. — Es. 65:22. (5) En tilværelse helt uden sygdom. — Åb. 21:3, 4. (6) Retfærdighed; afskaffelse af religiøse, racemæssige, økonomiske og nationale fordomme. — Es. 9:7; 11:3-5. (7) Tryghed; hverken ens person eller ens ejendele er i fare på grund af kriminelle. — Mika 4:4; Ordsp. 2:22. (8) En verden hvori kærlighed, venlighed, sanddruhed og omsorg for næsten hører til de mest fremherskende egenskaber. — Sl. 85:10, 11; Gal. 5:22, 23.
I flere tusind år har politiske herskere nu lovet mennesker bedre forhold. Og hvad er der kommet ud af det? Selv om folk mange steder har fået flere materielle ejendele er de ikke lykkeligere, og de problemer de står over for er mere indviklede end nogen sinde.
Bibelens profetier har vist sig at være fuldt pålidelige
Hundrede år i forvejen forudsagde Guds ord at Babylon ville blive en verdensmagt. Det forudsagde også hvordan Babylons magt til sidst ville blive brudt og at byen aldrig ville blive beboet igen når den først var blevet lagt øde. (Es. 13:17-22) Næsten to hundrede år før Kyros blev født, forudsagde Bibelen ham ved navns nævnelse og beskrev den rolle han ville komme til at spille i historien. (Es. 44:28; 45:1, 2) Før Medo-Persien blev et verdensrige blev dets opstigen, dets dobbelte natur og dets endeligt alt sammen forudsagt. Mere end to hundrede år i forvejen blev det græske verdensriges historie under dets første konge forudsagt, samt den efterfølgende opdeling af riget i fire dele. — Dan. 8:1-8, 20-22.
Bibelen har i enkeltheder forudsagt vore dages verdenssituation, og den lader os forstå at alle jordiske regeringer vil blive bragt til ophør ved Guds hånd, og at Guds rige ved hans søn, Jesus Kristus, vil komme til at herske over menneskeheden. — Dan. 2:44; 7:13, 14.
Ville det ikke være klogt at lytte til en informationskilde der har vist sig at være så helt igennem pålidelig?
Guds rige er den eneste virkelige løsning på menneskehedens problemer
De problemer der skal løses kræver kræfter, evner og egenskaber som ingen mennesker besidder. Gud kan befri menneskeheden for Djævelens og hans dæmoners indflydelse, og han har lovet at gøre det, men det kan mennesker ikke. Gud kan gøre hvad lægevidenskaben aldrig vil kunne udrette — fjerne synden og således gøre ende på sygdom og død, og gøre det muligt for mennesker at være sådan som de i virkeligheden gerne ville være. Skaberen sidder inde med den nødvendige kundskab (om jorden og alle livsprocesser) til at kunne løse fødevareproduktionens problemer og forhindre farlig forurening, mens menneskers bestræbelser ofte bare skaber nye problemer. Guds ord forandrer folk allerede nu, så de der lader sig påvirke af det bliver et samfund af mennesker som er kendetegnet af venlighed og kærlighed, som har en høj moral, nægter at bruge våbenmagt mod deres næste og lever fredeligt sammen som brødre, selv om de kommer fra mange nationer og racer og taler forskellige sprog.
Hvornår vil Guds rige fjerne den nuværende verdensordning? Se emnerne „Årstal“ og „Sidste dage“.