Hvorfor er det så nemt at lyve?
INGEN bryder sig om at nogen lyver for dem. Alligevel lyver mennesker i hele verden for hinanden, af forskellige årsager. En oversigt i bogen The Day America Told the Truth, af James Patterson og Peter Kim, viser at 91 procent af amerikanerne jævnlig lyver. Forfatterne siger: „De fleste af os synes det er svært at komme gennem en uge uden at lyve. Hver femte kan ikke klare sig gennem en enkelt dag — og her taler vi om bevidste, gennemtænkte løgne.“
I dag er dét at lyve en almindelig praksis på så godt som alle områder af livet. Politiske ledere lyver over for befolkningen og hinanden. Gang på gang træder de frem i tv og nægter ethvert kendskab til skandaløse intriger som de i virkeligheden har været dybt involveret i. I bogen Lying — Moral Choice in Public and Private Life siger forfatteren Sissela Bok: „Inden for jura og journalistik, i administration og i samfundsvidenskab regnes det for at være helt i orden at bedrage når de der lyver (og som selv er med til at sætte reglerne) selv synes det er i orden.“
Under henvisning til politiske løgne i De Forenede Stater skrev Common Cause Magazine i 1989 i maj/juni-udgaven: „Watergate-sagen og Vietnam var utvivlsomt på højde med Iran-kontra-affæren hvad angår bedrag fra regeringens side og mistillid fra befolkningens. Hvorfor dannede Reagans præsidentperiode et skel på dette område? Fordi så mange løj og så få angrede det.“ Man kan godt forstå at den almene befolkning er skeptisk over for politiske ledere.
På det internationale plan er det svært for sådanne ledere at stole på hinanden. Den græske filosof Platon sagde: „Statsmagten . . . må gerne lyve hvis det gavner staten.“ På det internationale plan er situationen sådan som Bibelen profeterer i Daniel 11:27: „De taler løgn ved samme bord.“
I forretningsverdenen er det almindeligt at lyve om produkter og tjenester. Købere må være forsigtige med at underskrive en kontrakt før de har læst det der står med småt. I nogle lande har staten regulære organer der skal beskytte folket mod uhæderlig reklamevirksomhed, ødelæggende handel der fremstilles som fordelagtig eller harmløs og mod bedrageri. Til trods for disse forholdsregler bliver folk stadig taget ved næsen af løgnagtige sælgere.
Det er så nemt at lyve at det hos nogle mennesker er blevet en vane. Andre taler som regel sandt, men hvis de bliver trængt op i et hjørne, lyver de. Et mindretal vil under ingen omstændigheder lyve.
En løgn defineres som „handlingen at lyve . . . om den enkelte udtalelse, i hvilken der bevidst fremsættes noget usandt, især for at tjene onde eller ufine formaal“. (Ordbog over det Danske Sprog) Hensigten er at få andre til at tro på noget som løgneren ved ikke er sandt. Ved at lyve eller sige halve sandheder stræber han efter at bedrage nogle der har ret til at kende sandheden.
Hvorfor der lyves
Der er mange grunde til at folk lyver. Nogle tror at de er nødt til at lyve om deres duelighed for at komme frem i denne konkurrenceprægede verden. Andre prøver at dække over fejl eller skyld ved at lyve. Og andre igen forfalsker rapporter for at give indtryk af at de har udført arbejde som de ikke har gjort. Så er der dem der lyver for at ødelægge andres rygte, for at undgå at komme i forlegenhed, for at retfærdiggøre tidligere løgne eller for at franarre folk deres penge.
En almindelig undskyldning er at man lyver for at beskytte en anden person. Nogle betragter det som en hvid løgn fordi de tænker at den er harmløs. Men skader disse såkaldt hvide løgne ikke?
Resultatet af hvide løgne
Hvis man har for vane at komme med hvide løgne, kan det føre til at man begynder at lyve om alvorlige ting. Sissela Bok siger: „En ’hvid’ løgn er ikke så nem at affærdige. For det første kan man erfaringsmæssigt diskutere det harmløse i løgnen. Hvad den der lyver opfatter som harmløst eller endda gavnligt, betragtes måske ikke på samme måde af den der er blevet bedraget.“
Løgne, lige meget hvor uskyldige de kan se ud, er destruktive for et godt forhold mellem mennesker. Løgnerens troværdighed drages i tvivl, og det kan meget vel være at tilliden fra nu af er ødelagt. Den berømte forfatter Ralph Waldo Emerson skrev: „Det er næsten som om løgneren begår selvmord hver gang han krænker sandheden, samtidig med at han giver sundheden i samfundet et dolkestød.“
Det er nemt for en der lyver at komme med en løgn om en anden. Han skaber tvivl selv om han ikke kan forelægge nogen beviser, og mange tror ham uden selv at undersøge påstanden. Nu er den uskyldige persons rygte ødelagt, og det påhviler nu ham at bevise sin uskyld. Det er derfor frustrerende når folk tror på den der lyver og ikke på den uskyldige, og det gode forhold mellem den uskyldige og løgneren går i stykker.
Det er nemt at tillægge sig vanen at lyve. Den ene løgn tager som regel den anden. Den amerikanske præsident Thomas Jefferson sagde: „Ingen last er så ondskabsfuld, så ynkelig, så foragtelig [som det at lyve], og den der blot én gang tillader sig selv at fortælle en løgn, opdager at det er meget nemmere anden og tredje gang indtil det til sidst bliver en vane.“ Vejen mod et moralsk sammenbrud er banet.
Hvorfor det er nemt at lyve
Den første løgn blev udtalt da en oprørsk engel løj over for den første kvinde ved at sige til hende at hun ikke ville dø selv om hun var ulydig mod Skaberen. Det blev til uoverskuelig skade for hele menneskeheden og medførte ufuldkommenhed, sygdom og død. — 1 Mosebog 3:1-4; Romerne 5:12.
Fra dengang Adam og Eva var ulydige og indtil nu har den lumske indflydelse fra „løgnens fader“ dannet et klima i verden der stimulerer løgn. (Johannes 8:44) Det er en dekadent verden hvor sandheden kun er relativ. I september 1986 skrev The Saturday Evening Post at problemet med løgn „berører forretningsliv, styreformer, uddannelse, underholdning og forhold i dagligdagen mand og mand imellem. . . . Vi har accepteret relativitetsteorien, den enkle, store løgn der siger at der ikke er nogen absolutte sandheder.“
Sådan er indstillingen hos folk der har fået for vane at lyve og som ikke har noget tilovers for dem de bedrager. Det falder dem let at lyve. Det er blevet en livsstil for dem. Men andre, hos hvem løgnen ikke er blevet en vane, lyver uden tøven når de bliver bange, måske af frygt for at blive afsløret eller af frygt for straf. Det er en svaghed i det ufuldkomne kød. Hvordan kan denne tendens blive erstattet af en fast beslutning om at sige sandheden?
Hvorfor vi bør sige sandheden
Vor store Skaber forventer at vi taler sandhed. Det er den norm han har sat. I hans skrevne ord, Bibelen, siges der i Hebræerbrevet 6:18 at „det er umuligt for Gud at lyve“. Som Guds personlige repræsentant på jorden levede hans søn Jesus Kristus op til den samme norm. Til de jødiske religiøse ledere der prøvede at slå ham ihjel sagde Jesus: „Nu søger I at dræbe mig, et menneske der har fortalt jer sandheden som jeg har hørt fra Gud. . . . Og hvis jeg sagde at jeg ikke kendte ham, ville jeg være som I, en løgner.“ (Johannes 8:40, 55) „Han begik ikke synd, og der blev heller ikke fundet svig i hans mund.“ Herved var han et forbillede for os. — 1 Peter 2:21, 22.
Skaberen, hvis navn er Jehova, hader løgn, som Ordsprogene 6:16-19 tydeligt viser: „Der er seks ting Jehova hader, ja, syv der er hans sjæl en vederstyggelighed: stolte øjne, løgnetunge, hænder som udgyder uskyldigt blod, et hjerte der finder på onde anslag, fødder som løber hurtigt efter ondt, et falsk vidne som udspyr løgn, og den der sår splid mellem brødre.“
Denne sandhedskærlige Gud kræver at vi lever op til hans normer hvis vi ønsker hans godkendelse. Hans inspirerede ord påbyder os: „Lyv ikke for hinanden. Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender.“ (Kolossenserne 3:9) Mennesker der nægter at lade være med at lyve kan ikke opnå hans godkendelse og de vil ikke modtage livets gave. Salme 5:6 siger faktisk rent ud at Gud „vil udrydde dem der taler løgn“. Åbenbaringen 21:8 siger endvidere at den lod der venter „alle løgnerne“ er „den anden død“, der er ensbetydende med evig tilintetgørelse. Hvis vi accepterer Guds syn på løgn, har vi altså en vægtig grund til at tale sandhed.
Men hvad skal man gøre i de tilfælde hvor sandheden måske vil fremkalde en pinlig situation eller nogle negative følelser? Løsningen ligger ikke i at lyve men nogle gange i at tie. Hvorfor lyve og ødelægge sin troværdighed og pådrage sig Guds mishag?
En person kan måske føle sig fristet til at tage sin tilflugt til en løgn på grund af frygt eller menneskelig svaghed. Det er den nemmeste udvej eller et udtryk for misforstået kærlighed. Apostelen Peter faldt for denne fristelse da han tre gange nægtede at kendes ved Jesus Kristus. Bagefter var Peter dybt ulykkelig. (Lukas 22:54-62) Hans oprigtige anger fik Gud til at tilgive ham, hvilket ses af at han senere blev velsignet med mange tjenesteprivilegier. Når man angrer med en fast beslutning om at ophøre med at lyve, er man inde på den vej der fører til at man opnår tilgivelse for at have gjort noget Gud hader.
Men i stedet for at lyve og så bagefter bede om tilgivelse, kan man bevare sit gode forhold til Skaberen og sin troværdighed over for andre ved at sige sandheden. Husk hvad Salme 15:1, 2 siger: „Jehova, hvem kan gæste dit telt? Hvem kan bo på dit hellige bjerg? Den som vandrer uangribeligt og øver retfærdighed og taler sandhed i sit hjerte.“