Vi har alle brug for anerkendelse
„DET klarede du godt.“ „Jeg glæder mig på dine vegne.“ „Du har rigtig anstrengt dig; vi er stolte af dig.“ Hvis sådanne opmuntringsord er sagt i oprigtighed og kommer fra en man respekterer, kan de bidrage meget til at øge ens selvrespekt. Vi blomstrer op når vi får et skulderklap; vi klarer os bedre og bliver gladere. Ja, berettiget anerkendelse er lige så vigtig for sindet og hjertet som føde er for legemet.
En ordbog definerer udsagnsordet at anerkende som ’det at erkende noget som godt og give denne erkendelse udtryk; ytre tilfredshed med, bifald over noget; rose; påskønne’. Anerkendelse er nært forbundet med respekt eller agtelse. Når man roser andre, er det et udtryk for at man agter dem og viser dem den anerkendelse de fortjener.
Et grundlæggende behov for anerkendelse
Det er både ret og rimeligt at rose dér hvor der roses kan. Jesus satte eksemplet i sin billedtale om trællene der var blevet betroet deres herres ejendele. Herren roste dem der havde forvaltet hans værdier på en god måde, og sagde: „Udmærket, gode og trofaste træl!“ (Mattæus 25:19-23) Desværre glemmer vi alt for ofte at give udtryk for anerkendelse. Men får man ikke anerkendelse går ens begejstring og initiativlyst tabt. Iona siger det på denne måde: „Når man vises anerkendelse føler man at der er brug for en, at man er ønsket og værdsat . . . Det giver gåpåmod. Hvis man bliver overset bliver man modløs og føler sig svigtet.“ Patrick tilføjer: „Og så er det svært at bevare et højt kvalitets- og præstationsniveau.“ Det er derfor meget vigtigt at vi lærer hvordan og hvornår vi kan vise vor påskønnelse. Vi har alle stærkt brug for den tryghed der er forbundet med at være accepteret af andre. Det er et grundlæggende behov hos mennesker.
Et rosende ord, nye ansvarsopgaver eller måske en gave kan anspore en til fortsat at gøre sit bedste. Og det gælder uanset om man er fader eller moder, ægtemand, hustru, barn, forkynder i menigheden eller tilsynsmand. Margaret siger: „Når jeg bliver rost bliver jeg glad. Jeg føler at der er brug for mig, og jeg får lyst til at gøre det bedre.“ Andrew siger samstemmende: „Jeg nærmest svæver, og det motiverer mig til at være endnu mere flittig.“ Det kræver imidlertid nøje omtanke og god dømmekraft at give udtryk for anerkendelse og respekt.
Efterlign Jehova og giv udtryk for anerkendelse
Jehova Gud har sat det bedste eksempel med hensyn til at anerkende andres værd. Han roser dem der fortjener det. Han lagde mærke til mænd som Abel, Enok og Noa. (1 Mosebog 4:4; 6:8; Judas 14) Han påskønnede også David for hans store trofasthed. (2 Samuel 7:16) Som profet havde Samuel i årevis æret Gud, og blev til gengæld selv æret af Gud, der uden tøven opfyldte Samuels bøn om hjælp til at besejre filistrene. (1 Samuel 7:7-13) Ville du ikke også føle dig beæret hvis du mærkede Guds anerkendelse på en sådan måde?
Taknemmelighed og værdsættelse er nært forbundet med anerkendelse. Bibelen tilskynder os til at ’vise os taknemmelige’ og påskønne det der bliver gjort for os. (Kolossenserne 3:15; 1 Thessaloniker 5:18) Denne taknemmelighed burde ikke alene komme til udtryk over for Jehova, men også i vort daglige liv. Apostelen Paulus var klar over dette. Han roste Føbe som „en forsvarer for mange“ og Priska og Akvila for at have „sat deres egen hals på spil“ for Paulus’ og andres skyld. (Romerne 16:1-4) Man kan forestille sig hvordan de må have følt da Paulus så åbent gav udtryk for sin taknemmelighed. Det må også have glædet Paulus at kunne rose, ære og opmuntre andre. Vi kan på samme måde efterligne Jehova og hans taknemmelige tilbedere ved at give udtryk for en passende anerkendelse når en sådan er på sin plads. — Apostelgerninger 20:35.
Anerkendelse inden for familien
„Lidt anerkendelse gør livet meget skønnere,“ siger Mitchell, der er ægtemand og kristen ældste. „Man vil sikkert for altid føle sig meget nært knyttet til den der giver udtryk for en sådan anerkendelse.“ En kristen ægtemand bærer for eksempel en tung ansvarsbyrde og må træffe vigtige beslutninger som berører hele familiens velbefindende. Han må sørge for familiens åndelige, materielle og følelsesmæssige behov. (1 Timoteus 5:8) Han er meget taknemmelig når der gives udtryk for passende anerkendelse af at han udfører sin gudgivne opgave som familieoverhoved. Han påskønner det også når hans hustru viser ham „dyb respekt“. — Efeserne 5:33.
Hustruens arbejde må heller ikke overses, selv om det ofte udføres mere eller mindre ubemærket. Det er måske meget almindeligt at underkende husligt arbejde og betragte det som noget mindreværdigt. Men sådan betragter Gud det ikke. (Titus 2:4, 5) Det virker især meget forfriskende når en forstående ægtemand roser sin hustru når hun udmærker sig inden for sit virkefelt. (Ordsprogene 31:28) Rowena siger om sin mand: „Når han anerkender det jeg foretager mig, har jeg meget lettere ved at underordne mig ham og ære og respektere ham.“
Den amerikanske pædagog Christian Bovee har engang sagt: „Velovervejet ros er for børn det samme som sol er for blomster.“ Ja, selv et helt lille barn har konstant brug for at blive forsikret om at det er værdsat i familien. I teenageårene, hvor man gennemgår følelsesmæssige og fysiske forandringer, bliver man mere bevidst om sit udseende, og man får et stærkt ønske om uafhængighed og accept. Det er en tid hvor teenagere har særlig brug for at føle sig elskede af deres forældre og at blive behandlet med forståelse og venlighed. Aldrende forældre og bedsteforældre har ligeledes behov for at blive forsikret om at de stadig er til nytte og er elskede, og at de ikke er blevet ’kastet bort i alderdommen’. (Salme 71:9; 3 Mosebog 19:32; Ordsprogene 23:22) Ja, det øger glæden og lykken i familien når man er opmærksom på at dække behovet for anerkendelse.
Anerkendelse i den kristne menighed
Det har overordentlig stor betydning at man er oprigtigt interesseret i andre i den kristne menighed og åbent giver udtryk for værdsættelse af hinandens indsats. Kristne ældste bør gå foran med at rose menighedens medlemmer for de resultater de opnår og for de bestræbelser de gør sig. „Det var først efter at have modtaget flere hyrdebesøg at jeg indså hvor stor betydning anerkendende ord har for at man føler sig opmuntret, tilfreds og glad,“ siger Margaret. „Det stod klart for mig hvad man mangler når man ikke opnår almindelig anerkendelse.“ Her har vi en meget god grund til at vise ægte, kærlig og personlig interesse for alle der tilhører menigheden. Hold dig ikke tilbage fra at opmuntre andre ved at rose deres gode arbejde. I mange menigheder findes der enlige forældre der er flittige med hensyn til at give deres børn åndelige værdinormer. Disse familier fortjener i særlig grad at blive rost. Påpeg de positive sider frem for de negative. Lad andre mærke din broderkærlighed. Vis at du interesserer dig for dem. Det er på den måde at kærlige tilsynsmænd bidrager til menighedens opbyggelse. (2 Korinther 10:8) Menighedens medlemmer kan til gengæld give udtryk for velfortjent anerkendelse og respektere disse trofaste brødre der arbejder så flittigt til gavn for dem. — 1 Timoteus 5:17; Hebræerne 13:17.
Der er imidlertid også en anden side af sagen. Det skal indrømmes at ønsket om anerkendelse er meget stærkt. De religiøse ledere på Jesu tid tænkte næsten ikke på andet end at få ære fra mennesker. Jesus måtte korrigere sine disciples tankegang i denne henseende. (Markus 9:33-37; Lukas 20:46) Kristne må være rimelige og ligevægtige. Hvis vi lader trangen til anerkendelse gå over gevind, kan det føre til at vi lider åndeligt skibbrud. (Jakob 3:14-16) Det ville for eksempel være meget sørgeligt hvis en ældste blev hovmodig og tænkte højere om sig selv end han burde og begyndte at mene at andre skulle betragte ham på samme måde. — Romerne 12:3.
Apostelen Paulus gav sine medkristne i Rom denne kloge formaning: „Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Romerne 12:10) Disse ord gælder først og fremmest kristne ældste, der til hver en tid må anerkende Kristus som hoved for menigheden. De ældste underlægger sig hans højre hånds myndighed, hvilket kommer til udtryk ved at de søger Kristi ledelse gennem den hellige ånd, Bibelens principper og ledelsen fra ’den trofaste og kloge træls’ styrende råd. — Mattæus 24:45-47; se Åbenbaringen 1:16, 20; 2:1.
Når ældste mødes beder de derfor Jehova om hjælp til at vogte Guds hjord, og de bestræber sig for at træffe beslutninger der er solidt baseret på Bibelen. Når de lægger kristne egenskaber som beskedenhed, sagtmodighed og ydmyghed for dagen, vil ingen ældste forsøge at ophøje sig selv, spille herre over sine brødre eller prøve at gennemtrumfe sin mening. (Mattæus 20:25-27; Kolossenserne 3:12) Så vidt muligt vil ordstyreren i ældsterådet på forhånd forhøre sig hos sine medældste og derefter udarbejde en dagsorden i så god tid at de forskellige ældste under bøn nøje kan overveje hvert enkelt punkt på dagsordenen. Under ældstemødet vil ordstyreren ikke prøve at forme de ældstes mening, men snarere opmuntre dem til med frimodighed at udtale sig om de punkter der drøftes. (1 Timoteus 3:13) Andre medældste vil så lytte nøje efter og glæde sig over at få gavn af den indsigt som ældste med mange års kristen erfaring har. — 2 Mosebog 18:21, 22.
Tilsynsmænd er imidlertid klar over at Kristus kan benytte en hvilken som helst af brødrene i ældsterådet til at fremholde de bibelske principper der gælder i en given situation eller som må tages i betragtning for at man kan træffe en vigtig beslutning. Der vil råde en god ånd i ældsterådet når de respektive ældste får passende anerkendelse for de bidrag de yder med hensyn til at tage sig af menighedens åndelige interesser. — Apostelgerninger 15:6-15; Filipperne 2:19, 20.
Ros andre og gør dig fortjent til ros
Ros opbygger, opmuntrer og skaber grundlag for et godt forhold mennesker imellem. Mary siger: „Selv om vi betragter os som ganske almindelige mennesker, har vi brug for opmuntring for vor egen selvværdsfølelses skyld.“ Det ville være godt hvis vi oprigtigt roser den indsats andre yder i det daglige. Derved gør vi livet behageligere og lettere for vore medmennesker. Alle forældre, børn, tilsynsmænd og medlemmer af den kristne menighed kan gøre sig fortjent til anerkendelse ved den måde de taler og handler på. Bibelen taler gunstigt om nogle der er flittige, beskedne og ydmyge. (Ordsprogene 11:2; 29:23; Hebræerne 6:1-12) Lær at anerkende andres værd. Når du arbejder sammen med andre, så tag hensyn til deres følelser. Apostelen Peter gav denne formaning: „I [skal] alle være enssindede, idet I viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed, er ydmyge af sind.“ (1 Peter 3:8) Dette kræver at vi accepterer hinanden — og dermed opfylder et grundlæggende behov hos alle mennesker.