Giv dine slægtninge af sandhedens vand
„SOM køligt vand for den trætte sjæl er et godt budskab fra et fjernt land,“ skrev Salomon. (Ordsprogene 25:25) Det vil være forfriskende for en træt sjæl at lytte til dit gode budskab om evigt liv i det kommende paradis! På den måde vil din mund blive „en livets kilde“. — Ordsprogene 10:11; Esajas 52:7.
Vand gennemvæder jorden og får planterne til at gro. En flodbølge derimod kan få katastrofale følger. Vand i form af en kølig drik virker forfriskende, men hvem ønsker at blive fanget i en snestorm eller et haglvejr? Det der kommer ud af munden er blevet sammenlignet med vand, og det er derfor nødvendigt at vi giver nøje agt på vores undervisning. (1 Timoteus 4:16) Vi bør især være opmærksomme på den virkning dette „vand“ kan have når vi forkynder for vore slægtninge.
Når vi forkynder for slægtninge
I Bibelen læser vi om hvordan Rahab udvirkede at hendes familie overlevede, og om hvordan Kornelius forkyndte for sine slægtninge. (Josua 2:13; 6:23; Apostelgerninger 10:24, 30-33) Andreas hjalp sin broder Peter til at blive en af Jesu disciple. (Johannes 1:40-42) Også i dag giver mange Jehovas vidner deres slægtninge del i sandheden fra Bibelen. Ordsprogene 11:25 lover: „Den der giver rigeligt at drikke, vil også få rigeligt at drikke.“
En kvinde her i Europa ville gerne dele sin nyfundne tro med sine forældre og søskende der bor på Filippinerne. Hun fortæller: „Jeg forkyndte for dem i hvert eneste brev jeg skrev. Før jeg blev døbt sendte jeg dem også bøger og spurgte dem om de var interesserede i at få besøg af Jehovas vidner.“ Det var de til hendes store glæde, og i dag er otte i hendes familie tjenere for Jehova. Nogle forkyndere har haft gode resultater med at give deres slægtninge gaveabonnementer på Vagttårnet og Vågn op!
Men hvad nu hvis familien ikke viser interesse? Dette oplevede Jesus på et tidspunkt, for der siges: „Hans brødre troede nemlig ikke på ham.“ Men senere berettes det at de „alle som én“ var vedholdende i bønnen sammen med apostlene. (Johannes 7:5; Apostelgerninger 1:14) Hvad havde fået dem til at ændre indstilling? Jesus havde åbenbart hjulpet dem inden han steg til himmelen. Hvordan? Jo, han hjalp dem til at få tro ved at vise sig for sin halvbroder Jakob. (1 Korinther 15:7) Hold derfor aldrig op med at forsøge at hjælpe dine slægtninge. Mange Jehovas vidner har været i stand til at fortælle deres ikketroende slægtninge om sandheden ved tålmodigt at vente til det rette øjeblik.
At give sine slægtninge del i ’livets vand’ er dog ikke ensbetydende med at de skal druknes i ord. Et jugoslavisk ægtepar siger: „Der er altid en fare for at man kommer til at forkynde for meget.“ En rejsende tilsynsmand bemærker: „Brødrene går ofte over gevind og udviser en misforstået form for nidkærhed.“ Ludwig mindes den tid hvor han selv begyndte at studere Bibelen: „Jeg plejede at forkynde for min mor flere timer i træk og forklarede hende næsten alt hvad jeg havde lært fra Bibelen, og det førte ofte til skænderier, især med min far.“
Vær en „kilde med visdom“
Vi læser at „de vises tunge gør vel med kundskab, men tåbers mund lader dårskab vælde frem“, og „den retfærdiges hjerte grunder over hvordan det skal svare“. (Ordsprogene 15:2, 28) Det er altså nødvendigt med visdom og dømmekraft samt et sundt sind, hvis vor tale skal være forfriskende og opbyggende. Vi må derfor være opmærksomme på hvad vi siger, samt hvornår og hvordan vi siger det.
En varm dag vil den tørstige for eksempel sætte pris på et glas koldt vand. (Mattæus 10:42) Men ingen ville naturligvis drømme om at hælde en hel spand vand over hans hoved! Den førnævnte kredstilsynsmand siger: „De der vækker deres slægtninges nysgerrighed ved at forkynde i begrænset omfang, opnår de bedste resultater.“ Når så en slægtning der er modstander, på et tidspunkt bliver „tørstig“ og begynder at stille spørgsmål, resulterer det ofte i gode bibelske samtaler.
En tyrkisk forkynder ved navn Huriye opnåede gode resultater ved at lade bibelske publikationer ligge slået op på nogle emner som kunne interessere hendes ikketroende mand. Hun læste også bibelhistorier for børnene, og hvis han lyttede forklarede hun dem på en måde så han også kunne få gavn af dem. Nogle gange spurgte hun blot: „I dag har jeg lært det og det ved mit bibelstudium. Hvad mener du?“ Hun var også altid opmærksom på sin opførsel og fortæller: „Bevar fatningen og lad dig ikke provokere. Undgå at tage anstød. Lad ikke som om du ved det hele. Vær ydmyg og tilbageholdende.“ Det endte med at hendes mand tog imod sandheden, og i dag er han i heltidstjenesten.
Marijan har hjulpet adskillige i sin familie til at tage imod sandheden. „Forsøg ikke at presse noget igennem men vent til det rette øjeblik,“ lyder hans råd. „Vi skal respektere det når de beder os om ikke at tale med dem om sandheden. Vi må være tålmodige og kærlige.“ Princippet i Prædikeren 3:7 gør sig især gældende når familien modstår sandheden. Her siges der at der er „en tid til at tie og en tid til at tale“. Man må altså være villig til tålmodigt at lytte uden at afbryde, og respektere andres synspunkter. „Der er ingen grund til at blive ophidset når man taler med sine slægtninge,“ understreger Petar, der engang var stærk modstander men senere ændrede holdning.
Forkynd gennem din gode adfærd
En ikketroende ægtemand skabte i mange år problemer for sin kristne hustru og låste hende til tider ude af huset. Ved en lejlighed blev han så vred at han rev en bog i stykker som hun havde glemt at lægge til side. Hvad fik ham til at ændre holdning? Han forklarer: „Jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv hvorfor min kone var så standhaftig og blev ved med at stole på Jehova. Jeg kunne ikke finde noget at udsætte på hende, for hun holdt huset pænt og var en god hustru og mor for vores børn.“ En dag ledte manden efter nogle gode oplysninger han kunne bruge i et fem-minutters foredrag han skulle holde, og hans kone gav ham derfor to numre af Vågn op! Han kiggede dem modvilligt igennem og fandt til sin overraskelse et emne om fremstilling af blyanter som han kunne bruge. Dette vakte hans interesse for bladene. I dag er hele familien forenet i tilbedelsen af Jehova.
At nogle kan vindes ’uden ord’ gennem vor ’rene adfærd og dybe respekt’ gælder ikke kun i forholdet hustru/mand, men også i forbindelse med andre familiemedlemmer. (1 Peter 3:1, 2) Da et ægtepar holdt op med at efterleve deres rumænske forældres tro og følge deres ubibelske skikke, blev begge deres familier stærke modstandere. Hustruen blev oven i købet overfaldet af sin svigermoder, der forsøgte at slå hende ihjel. „Vi lod os ikke slå ud eller provokere. Vi kastede alle vore bekymringer på Jehova,“ fortæller Nikolic. Nu, elleve år senere, er både hans forældre og begge hans søstre og deres mænd døbte Jehovas vidner. Hvad var det der brød isen? „Et godt eksempel og en kristen opførsel. Med andre ord, vi talte ikke ret meget med dem om sandheden. Vi forsøgte i stedet at vise den i praksis.“
Opgiv ikke håbet!
Det er en stor glæde når ens familie begynder at tilbede den sande Gud. Men hvordan skal man reagere hvis modstanden fortsætter? Jesus forudså at den sande tilbedelse til tider ville skabe stor splittelse i familien. (Mattæus 10:34-37) Alle i Maricas familie vendte hende ryggen da hun blev et af Jehovas vidner. Hun gik dog ikke på kompromis men erkendte at de „havde ret til at have deres egen tro og deres egne holdninger“. Denne indstilling udvirkede at de begyndte at vise hende den samme respekt som før.
Ludwig forstod at han havde pligt til at elske sine forældre, også selv om de måske valgte en anden livsvej. Han tænkte mange gange på passende skriftsteder, som for eksempel: „Ær din fader og moder“; „lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt“; „[vær altid] rede til at forsvare jer . . . med mildhed og dyb respekt“; og „en Herrens træl bør ikke strides med nogen“. (Efeserne 6:2; Kolossenserne 4:6; 1 Peter 3:15; 2 Timoteus 2:24) „Jeg bad Jehova om visdom hver gang jeg skulle ringe til mine forældre eller besøge dem, og lidt efter lidt blev forholdet mere afslappet og venligt,“ fortæller han.
Opgiv aldrig håbet om at sandhedens sæd på et tidspunkt vil slå rod i dine slægtninges hjerter. En mand der blev døbt som et Jehovas vidne 31 år efter sin hustru fortæller: „Når jeg ser tilbage må jeg indrømme at min kone har haft stor tålmodighed med mig. Jeg var udmærket klar over at hun ofte bad til Jehova for mig.“
Må det vi siger altid virke forfriskende og læskende som koldt vand! Ja, del „den lykkelige Guds herlige gode nyhed“ med alle, også dine slægtninge. (1 Timoteus 1:11; Åbenbaringen 22:17) Så vil du erfare opfyldelsen af Jesu ord: „Den der tror på mig, ’fra hans indre vil der flyde strømme af levende vand’.“ — Johannes 7:38.