Mindehøjtiden 1989
1 Det er i år 1956 år siden Jesus Kristus indstiftede mindehøjtiden, og onsdag den 22. marts vil Jesu trofaste disciple være samlet for at mindes betydningen af Jesu død. Ud over selv at være til stede må vi tænke på at indbyde andre og hjælpe dem til at komme. Der er en del praktiske ting der skal forberedes til mindehøjtiden, og vi bør allerede nu invitere vore interesserede. — Se rammen „Hvad der skal forberedes“ på side 4.
2 Hvordan betragter du dét at overvære mindehøjtiden? Vi bør betragte det som et privilegium og som en lejlighed til at vise værdsættelse af Kristi offer. Hvis du er bortrejst på mindehøjtidsaftenen bør du få oplyst adressen på rigssalen det sted hvor du opholder dig.
Brug indbydelserne
3 Der er trykt mindehøjtidsindbydelser, og vi kan straks begynde at bruge dem. Husk at de ikke skal bruges som almindelige løbesedler men gives personligt til de interesserede. Da de fleste er ret glemsomme når det gælder tid og sted, kan det anbefales at vi skriver tidspunktet og rigssalens adresse nederst på indbydelsen eller på bagsiden. Nyinteresserede vil måske tøve med selv at tage hen i rigssalen. Måske kunne du eller andre hente dem, eller I kan aftale at mødes uden for rigssalen. Det kan kræve lidt ekstra ulejlighed, men din hjælp vil blive værdsat. Der bør også gøres en særlig indsats for at hjælpe dem der ikke kommer regelmæssigt. — Luk. 11:23; Joh. 18:37b.
Nødvendige forberedelser
4 Menighedens ældste vil sørge for at alt bliver forberedt omhyggeligt og i god tid. Husk at udvælge tilstrækkeligt med kvalificerede brødre til at byde symbolerne rundt, så uddelingen ikke tager længere tid end nødvendigt. De fleste steder er der ældste og menighedstjenere nok til at tage sig af dette. Efter at alle i forsamlingen er betjent, vil de der har delt symbolerne rundt sætte sig på forreste række, og derpå vil taleren betjene dem. Til sidst vil en af dem betjene taleren.
5 For hvert år der går, kommer vi nærmere det tidspunkt hvor vi ikke længere skal fejre mindehøjtiden. Der er kun få tilbage af Kristi salvede brødre. Jesus befalede at hans død skulle mindes indtil alle hans brødre var hos ham i Riget. (Luk. 22:19; 1 Kor. 11:25) Indtil da vil vi lydigt og trofast samles hvert år for at fejre mindehøjtiden med glæde og taknemmelighed.
[Ramme på side 4]
Hvad der skal forberedes
(Se Vagttårnet, 15. februar 1985, side 19)
1. Har alle, også taleren, fået oplyst det nøjagtige tidspunkt og sted for højtiden? Er der sørget for talerens transport?
2. Er der truffet klare aftaler om symbolerne, brødet og vinen?
3. Hvem sørger for en ren dug og det nødvendige antal glas og tallerkener?
4. Hvilke aftaler er der truffet om rengøring af salen?
5. Hvem skal mødes med de ordenshavende før mindehøjtiden for at gennemgå deres opgaver? Hvornår? Hvilken fremgangsmåde skal følges for at sikre at tilhørerne, taleren og de ordenshavende bliver betjent på rette måde?
6. Er der truffet faste aftaler om at hjælpe ældre og syge brødre og søstre? Er der truffet aftaler om at betjene de salvede som på grund af sygdom ikke kan være til stede?