Bør vi lade os vaccinere?

„DET er på tide at få barnet vaccineret,“ siger lægen. Det lyder måske ildevarslende i barnets ører, men i de fleste tilfælde samtykker forældrene.

For nylig er der imidlertid opstået debat om de vaccinationer børn og voksne rutinemæssigt får. Hvilke vaccinationer og andre immuniseringer er påkrævede? Hvilke bivirkninger må man påregne? Benyttes der blodfraktioner på noget stadium i fremstillingen af en given vaccine?

Det er relevante spørgsmål for ansvarsbevidste kristne at stille. Svarene kan have vidtrækkende betydning for dine børns og dit eget helbred og jeres fremtid.

Baggrundsorientering

I 1950’erne kom der en effektiv poliovaccine på markedet; den gjorde det praktisk taget af med polio i mange lande. Og i 1980 erklærede man koppesygdommen for totalt udryddet, takket være et virkningsfuldt vaccinationsprogram. Dette bekræfter det gamle mundheld: „Det er bedre at forebygge end at helbrede.“

Vaccinationsprogrammer har været virkningsfulde i bekæmpelsen af mange infektionssygdomme — stivkrampe, polio, difteritis og kighoste, for blot at nævne nogle få. Desuden har det vist sig at når man af en eller anden grund slækker på vaccinationsprogrammerne, breder en sygdom sig ofte på ny. Det var i ét land tilfældet med kighoste.

Hvad er formålet med immunisering, herunder vaccination? Enkelt sagt at styrke legemets immunforsvar mod smitstoffer, blandt andet bakterier og virus. Det kan man gøre ved vaccination, også kaldet aktiv immunisering. Det foregår ved at man får indgivet en ufarlig dosis afsvækkede eller dræbte mikroorganismer eller giftstoffer (toksiner) fremstillet heraf, hvilket stimulerer legemets egen forsvarsmekanisme til at danne antistoffer mod eventuelle infektioner med den sygdom man er blevet vaccineret mod. Vacciner kan således indeholde toksoider (inaktiveret toksin) eller mikroorganismer der enten er levende men svækkede, eller er dræbte eller inaktiverede.

Som man kan tænke sig, giver vaccine ikke øjeblikkelig immunitet. Der går nogen tid før organismen har dannet de beskyttende antistoffer. Mange vacciner gives i barneårene som indsprøjtning. På nær én undtagelse, som vi senere skal omtale, indgår der ingen blodbestanddele i produktionen.

Til forskel fra aktiv immunisering er passiv immunisering noget man normalt griber til hvis en person allerede har pådraget sig en livstruende infektion med for eksempel rabies. I de tilfælde har organismen ikke tid til at opbygge et immunforsvar, og man indsprøjter derfor antistoffer dannet i en anden organisme som værn mod smitten. Immunglobuliner, immunsera (eventuelt fremstillet ved hjælp af hyperimmuniserede donorer) og antitoksiner er nogle af betegnelserne for antistofholdige injektionspræparater som er produceret af blodfraktioner fra immune mennesker eller dyr. De giver et øjeblikkeligt, men kun midlertidigt, værn mod infektion, og de udskilles inden længe af organismen som fremmed protein. (Immunglobuliner var førhen kendt som gammaglobulin.)

Bør jeg lade mit barn vaccinere?

Med dette i tanke spørger mange hvilke vaccinationer deres barn bør få. De fleste af de steder i verden hvor børn let kan blive vaccineret, har rutinemæssige vaccinationer drastisk reduceret forekomsten af bestemte børnesygdomme.

I adskillige år har Den Amerikanske Forening af Børnelæger, i lighed med tilsvarende instanser rundt om i verden, anbefalet rutinemæssig vaccination mod difteritis, kighoste og stivkrampe. Tidligere gav man den såkaldte tripelvaccine mod disse tre sygdomme på én gang. Ofte gentages en vaccination med bestemte intervaller. En anden kombinationsvaccine (forkortet MFR-vaccine) beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde; den gives herhjemme to gange i barneårene. Man bruger også at give børn oral poliovaccine suppleret med den såkaldte Di-Te-Pol-vaccine mod difteritis, stivkrampe og polio.a

I et stort antal lande er sådanne vaccinationer påbudt ved lov. Det er dog forskelligt hvor mange opfølgende vaccinationer der forlanges. I de senere år har fornyede udbrud af mæslinger ført til at man nogle steder under bestemte omstændigheder får anbefalet revaccination mod denne sygdom. Man kan eventuelt drøfte spørgsmålet med sin praktiserende læge.

Derudover kan man blive vaccineret mod lungebetændelse med et præparat der hedder Pneumovax. Tilsyneladende giver det livsvarig immunitet til børn og voksne der af en eller anden grund er modtagelige for bestemte typer lungebetændelse.

En anden vaccine til børn går under navnet Hib-vaccine; den beskytter mod den almindelige børnesygdom Hæmophilus-influenza. Bakterien forårsager adskillige sygdomme hos småbørn og er særlig frygtet for den svære meningitis den kan medføre. Vaccinen har vist sig at være stort set risikofri, og den anbefales i stigende omfang til småbørn.

Det kan nævnes at der endnu ikke vaccineres rutinemæssigt mod skoldkopper. Og man kan ikke længere blive vaccineret mod kopper, eftersom denne dødbringende sygdom som nævnt er blevet udryddet ved en verdensomspændende vaccinationskampagne.

Hvilke bivirkninger kan der optræde?

De fleste vil gerne vide hvilke bivirkninger man må påregne ved vaccinering. De fleste vacciner har kun den bivirkning hos børn (naturligvis ud over den gråd indsprøjtningen fremkalder) at de får feber en dags tid eller to. Alligevel er mange forældre ængstelige på grund af risikoen ved vaccination. Et rundspørge blandt forældre angående deres bekymringer for deres børns helbred viste at 57 procent af de adspurgte frygtede for vaccinationsreaktioner.

I nyere tid er der blevet talt meget om den bestanddel af tripelvaccinen der beskytter mod kighoste. Denne vaccine har decimeret antallet af kighostetilfælde — i ét land fra 200.000 tilfælde årligt før en massevaccination til 2000 i årene efter. Men det bør bemærkes at der for hver 100.000 doser forekom ét tilfælde med alvorlige bivirkninger som krampeanfald og muligvis hjerneskader.

Sådanne reaktioner er yderst sjældne, men risikoen vækker naturligt nok bekymring hos mange forældre. De føler måske at de ikke har andet valg end at lade deres barn vaccinere hvis dette kræves for at barnet kan komme i skole. Kighoste forekommer ganske vist særdeles sjældent, men kan volde stor fortræd de steder hvor sygdommen bryder ud, og sagkyndige har derfor konkluderet at det er langt sikrere for gennemsnitsbarnet at blive vaccineret end at risikere at pådrage sig sygdommen. Disse eksperter tilråder vaccinering bortset fra i „de tilfælde hvor en tidligere dosis har medført krampeanfald, hjernebetændelse, fokale neurologiske bivirkninger eller kollaps. Spædbørn som er overdrevent søvnige, skriger meget (uafbrudt i tre eller flere timer) eller hvis temperatur er over 40,5 grader celsius, bør heller ikke vaccineres yderligere.“b

I mange lande er den bedste løsning at benytte en vaccine der ikke indeholder hele, dræbte celler. En sådan anvendes i Japan med lovende resultater. Denne nye og tilsyneladende mindre risikable vaccine er ved at finde vej til andre lande.

Andre børnevacciner har igen og igen vist sig at være virkningsfulde og forholdsvis risikofrie.

Er immunisering noget for voksne?

For voksne er der kun få vaccinationer at overveje. Voksne skulle helst være immune over for mæslinger, fåresyge og røde hunde efter enten at have haft dem som børnesygdomme eller at være blevet vaccineret. Hvis spørgsmålet om immunitet over for disse sygdomme bliver aktuelt, vil en læge måske foreslå en MFR-vaccination.

Det anbefales at man hvert tiende år lader sig revaccinere mod stivkrampe. Ældre og kronisk syge vil måske konsultere lægen for at høre om en årlig influenzavaccination er tilrådelig. Hvis man skal til bestemte dele af verden bør man overveje at blive vaccineret mod for eksempel gul feber, kolera, miltbrand, tyfus eller byldepest, såfremt disse sygdomme forekommer endemisk på bestemmelsesstedet.

Endnu en vaccine, nemlig hepatitis B-vaccine, bør omtales fordi den som den eneste fremstilles på blodbasis. Den er beregnet til ansatte inden for sundhedssektoren samt andre som ved uheld kan udsætte sig for kontakt med blodprodukter fra personer der er inficeret med hepatitis B. Vaccinen er blevet lovprist som et fremskridt, men mange er skeptiske fordi den fremstilles af plasma.

Almindeligvis bliver blod af udvalgte bærere af hepatitis B blandet og behandlet sådan at alle virus bliver inaktiveret, hvorpå et bestemt hepatitis B-antigen udvindes. Dette udvundne, inaktiverede antigen kan injiceres som vaccine. Men mange afslår vaccinen af frygt for risikoen ved at modtage blodprodukter fra inficerede personer, for eksempel fra nogle der har mange seksualpartnere. Desuden afviser nogle kristne af samvittighedsgrunde vaccinen fordi den er udvundet af et andet menneskes blod.c

De der har indvendinger mod denne vaccine kan glæde sig over fremkomsten af en anderledes og lige så effektiv vaccine mod hepatitis B. Den nye vaccine fremstilles på gærceller ved hjælp af genteknologi, uden at der overhovedet benyttes menneskeblod. Hvis du arbejder i sundhedssektoren eller af en anden grund risikerer smitte med hepatitis B, ønsker du måske at rådspørge din læge angående dette.

Blod i vaccinefremstilling

Dermed er vi fremme ved et vigtigt spørgsmål for kristne, som må tage Bibelens forbud mod misbrug af blod alvorligt. (Apostelgerninger 15:28, 29) Er andre vacciner fremstillet af blod?

Generelt er ingen aktive immuniseringer, bortset fra hepatitis B-vaccine, fremstillet på blodbasis. Dette gælder for eksempel alle vacciner der gives til børn. Nogle ganske få vacciner er dog tilsat humant albumin som stabilisator. (Jævnfør Vagttårnet for 1. juni 1990, side 30, 31.) Det gælder for eksempel den såkaldte Virivac-vaccine (MFR).

Det forholder sig omvendt med passive immuniseringer. Hvis man for eksempel træder på et rustent søm eller bliver bidt af en hund, tilrådes det at man får en indsprøjtning mod stivkrampe. Og man kan gå ud fra at injektionsvæsken består af immunglobulin fremstillet af plasma fra mennesker. (Undtagelsen er revaccination, også kaldet en „booster“.) Dette gælder også anti-D-immunglobulin, som ofte anbefales til rhesusnegative mødre der af en eller anden grund udsættes for rhesus-sensibilisering, for eksempel ved nedkomst med et rhesuspositivt barn.

Hvilken holdning skal den samvittighedsfulde kristne da indtage til passive immuniseringer, hvor blodspørgsmålet kommer på tale? I tidens løb har artikler i dette blad og dets søsterblad, Vagttårnet, konsekvent fremholdt følgende standpunkt: Det er op til den enkelte kristnes bibeloplærte samvittighed om han eller hun vil sige ja til denne behandling på sine egne eller sin families vegne.d

Bør vi lade os vaccinere?

Kristne nærer dyb respekt for livet og ønsker oprigtigt at gøre deres bedste for at deres familie kan være sund og rask. Om man vil lade sin familie vaccinere eller ej, er en afgørelse som man personligt må træffe i overensstemmelse med sin samvittighed. — Galaterne 6:5.

En ekspert har sammenfattet situationen godt med disse ord: „Forældre bør informeres om enhver påtænkt lægebehandling til deres barn. De er ikke kun barnets juridiske værger. De er ansvarlige for deres barns tarv og for at værne det i de leveår hvor det behøver forsørgere.“ Både i spørgsmålet om vaccination og i ethvert andet lægeligt anliggende tager Jehovas vidner dette ansvar meget alvorligt. — Indsendt af en læge.

[Fodnoter]

[Ramme på side 24]

Immuniseringer der ikke er udvundet af blod

Børnevacciner: Di-Te-Pol-vaccine, oral poliovaccine (OPV), MFR-vaccine

Hib-vaccine

Pneumovax

Toksoider

Influenzavacciner

Recombivax-HB

Immuniseringer der er udvundet af blod

Hepatitis B-vaccine

Anti-D-immunglobulin

Antitoksiner

Antiveniner (antistoffer mod slange- og edderkoppegifte)

Immunglobuliner (mod diverse sygdomme, deriblandt rabies)