Mit hjerte strømmer over af taknemmelighed
FORTALT AF JOHN WYNN
Hvor ofte strittede jeg ikke imod når jeg skulle med til Jehovas Vidners møder. Jeg lod som om jeg havde ondt i maven eller hovedpine, eller også fandt jeg på noget andet så jeg kunne blive hjemme. Men mor, som stod fast på at jeg skulle af sted, fik hver gang min utilpashed til at forsvinde. Det endte altid med at jeg alligevel gik de tre kilometer til rigssalen med hende mens jeg lyttede til de bibelske drøftelser hun havde med en ældre dame vi fulgtes med.
DETTE lærte mig noget værdifuldt — forældre bør aldrig ophøre med på en kærlig måde at vise fasthed når det drejer sig om noget der er ret i Guds øjne. (Ordsprogene 29:15, 17) De bør aldrig glemme det inspirerede påbud om ’ikke at forsømme at komme sammen’. (Hebræerne 10:25) Når jeg ser tilbage på mit liv, er jeg meget taknemmelig for at min mor fik mig til at gøre det der var bedst for mig!
Taknemmelig for gode eksempler
Selv om min far var ikketroende, tolererede han at mor blev en bibelstudent, som Jehovas vidner dengang blev kaldt. I 1913 var hun taget af sted for at høre foredraget ’Hinsides graven’, som blev holdt af Charles T. Russell, Vagttårnsselskabets første præsident. Men hun kom for sent, så der var ingen ledige pladser. Man tilbød hende derfor at hun kunne sætte sig i nærheden af podiet, tæt på pastor Russell, hvor der også sad andre som var kommet for sent. Foredraget gjorde et stort indtryk på hende. Dagen efter var det blevet trykt i den lokale avis, og hun havde beholdt et udklip af foredraget som hun læste gentagne gange.
Mor havde efter mødet indleveret en seddel med sit navn og sin adresse, og der gik ikke lang tid før hun blev kontaktet af en bibelstudent. Med tiden begyndte hun at gå fra hus til hus og aflevere bibelske traktater i vores hjemby, Gloucester i England. Mor tog mine to søstre og mig med i forkyndelsen fra vi var helt små.
Da en nidkær bibelstudent ved navn Harry Francis flyttede til Gloucester, hilste mor ham hjerteligt velkommen. Han viste mig personlig interesse, og hans tilskyndelser medvirkede i høj grad til at jeg senere blev pioner eller heltidstjener. Jeg lærte noget vigtigt af broder Francis’ eksempel, nemlig at ældre altid bør være opmærksomme på lejligheder hvor de kan tilskynde unge.
Da min mor blev bibelstudent, var der også andre i Gloucester der blev det. Men desværre begyndte nogle ældste i menigheden at få for høje tanker om sig selv, og det førte til at medlemmerne af klassen, som menigheden dengang blev kaldt, begyndte at følge enkeltpersoner. Ved et menighedsmøde blev mor gentagne gange puffet i ryggen af nogle der ville have at hun skulle række hånden op og stemme på nogle bestemte ældste. Hun var imidlertid klar over at disse ældste ikke satte det rette eksempel, og nægtede at lade sig skræmme. I slutningen af 1920’erne var der mange som faldt fra og ikke længere vandrede på sandhedens vej. (2 Peter 2:2) Mor afveg dog aldrig fra loyalt at støtte organisationen og satte derved et godt eksempel for mig.
Jeg tager standpunkt for sandheden
I juni 1939 blev jeg som 18-årig døbt i Severnfloden og samme år udnævnt til lydtjener. Vi gjorde på det tidspunkt brug af grammofoner som for fuld styrke offentligt forkyndte budskabet „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“. Dengang lagde man særlig vægt på at afsløre kristenhedens hykleri og falske læresætninger.
Engang gik jeg i spidsen for et optog med et banner som på den ene side proklamerede „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“ og på den anden „Tjen Gud og Kongen Kristus“. Med i følget var også en pony som på hver side havde store plakater hængende der averterede det offentlige foredrag. Dette optog må have vakt stor opsigt i den meget religiøse by Gloucester.
Trods økonomiske vanskeligheder derhjemme opfordrede mor mig til at blive pioner. I september 1939, da den anden verdenskrig begyndte, ankom jeg således til mit første pionerdistrikt i Leamington, en lille by i Warwickshire. I denne by boede der adskillige præster som var gået på pension.
I hus-til-hus-arbejdet brugte vi en letvægtsgrammofon og afspillede foredrag af Joseph F. Rutherford, den daværende præsident for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab. Den anden grammofon, som var meget tungere, kørte vi rundt i en barnevogn. Den brugte vi når der var mange tilhørere. Nogle gange blev de gejstlige så vrede over at høre dette budskab der afslørede falsk religion, at de gennede os væk fra deres ejendom. Men det fik os ikke til at tabe modet. Jehova velsignede vort arbejde, og i dag er der en menighed på over hundrede forkyndere i Leamington.
I 1941, mens den anden verdenskrig rasede, flyttede jeg til Wales, hvor jeg virkede som pioner i byerne Haverfordwest, Carmarthen og Wrexham. Eftersom jeg var heltidstjener, blev jeg fritaget for militærtjeneste, men folk kunne ikke goutere vort neutrale standpunkt. Min makker og jeg blev derfor stemplet som spioner eller femte kolonnemedlemmer. En aften omringede politiet vores husvogn. Min makker, der lige var kommet hjem fra sit arbejde med at skovle kul, stak hovedet ud for at se hvem det var. Hans ansigt var dækket af kulstøv, hvilket fik politiet til at tro at han skulle til at deltage i et kommandoraid. Det krævede selvfølgelig en nærmere forklaring.
Vi blev rigt velsignet i vore tildelte distrikter. Engang da vi var i Carmarthen, aflagde John Barr fra afdelingskontoret i London (i dag medlem af Det Styrende Råd) os et opmuntrende besøg. På det tidspunkt var der kun to forkyndere i Carmarthen, nu er der over hundrede. I Wrexham er der nu tre menigheder, og jeg har for nylig haft den forret at indvi en smuk rigssal i Haverfordwest. — 1 Korinther 3:6.
Taknemmelig for min tjeneste
Mens vi var i Swansea i Sydwales, afslog myndighederne at fritage min makker, Don Rendell, for militærtjeneste. Han blev fængslet til trods for at han forklarede at hans samvittighed forbød ham at gå i krig mod trosfæller i andre lande. (Esajas 2:2-4; Johannes 13:34, 35) For at opmuntre ham og samtidig aflægge et vidnesbyrd for dem der boede i nærheden af fængselet, stillede jeg den store grammofon op og afspillede bibelske foredrag.
Det brød nogle kvinder i området sig imidlertid ikke om. De lod hatten gå rundt for at samle penge ind så de kunne hyre nogle soldater til at give min medforkynder og mig et lag tæsk. Vi løb væk så hurtigt vi kunne — jeg skulle også skubbe barnevognen som den store grammofon lå i — og løb mod rigssalen for at søge i sikkerhed dér. Men da vi kom derhen, var døren låst. Heldigvis kom politiet i samme øjeblik og reddede os fra at blive slået halvt fordærvede.
Det rygtedes åbenbart hurtigt hvad der var sket. For da jeg nogen tid efter forkyndte ude på landet i nærheden af Swansea, sagde en mand rosende til mig: „Jehovas vidner går virkelig i brechen for kristendommen. Tag nu for eksempel den unge mand i Swansea som modigt forkyndte hvad han troede på, og måtte flygte i sikkerhed.“ Han blev meget overrasket da han fik at vide at jeg var den unge mand han havde hørt om!
At være pioner i disse krigsår var ikke nemt. Materielle ejendele havde vi ikke mange af, men vi værdsatte dem vi havde. Vi modtog altid regelmæssige forsyninger af åndelig føde og gik aldrig glip af et møde undtagen når vi var syge. Jeg anskaffede mig en gammel cykel, som vi forsynede med nogle store kurve med plads til en grammofon og nogle bibelske publikationer. Undertiden cyklede jeg 80 kilometer om dagen! Jeg virkede som pioner i omkring syv år, og det er år jeg husker tilbage på med glæde.
I 1946, efter afslutningen på den anden verdenskrig, blev jeg indbudt til at arbejde på Betel, som Jehovas Vidners afdelingskontorer i deres respektive lande kaldes. Betel i England lå dengang på adressen Craven Terrace nr. 34, lige ved siden af London-tabernaklet. Jeg nød samværet med de ældre dér, som for eksempel Alice Hart, hvis far, Tom Hart, menes at have været den første forkynder i England.
Får en trofast livsledsager
I 1956 forlod jeg Betel for at blive gift med Etty, en pioner fra Holland som jeg havde lært at kende da hun var på besøg hos sin søster i London. Etty havde i slutningen af krigen undervist i maskinskrivning og stenografi på en handelsskole i Tilburg i det sydlige Holland. En dag havde en af de andre lærere tilbudt at følge hende hjem for at sikre sig at der ikke skete hende noget. Han var katolik, og da de ankom til hendes hjem, faldt han i snak med Ettys forældre, der var protestanter. De blev hurtigt venner, og læreren kom ofte på besøg i deres hjem.
Kort efter krigens afslutning besøgte han familien igen og hilste dem med råbet: „Jeg har fundet sandheden!“
„Jeg troede du sagde at du som katolik havde sandheden,“ sagde Ettys far.
„Nej!“ svarede han begejstret. „Det er Jehovas Vidner der har sandheden!“
Den aften og mange af de efterfølgende sad de og drøftede Bibelen indgående. Efter kort tid blev Etty pioner. I tjenesten mødte hun hård modstand, som i Holland hovedsagelig kom fra den romersk-katolske kirke. Børn, tilskyndet af præster, afbrød de samtaler hun førte med folk fra hus til hus, og på et tidspunkt ødelagde de hendes cykel. Hun tog den med hen til en cykelsmed som tidligere havde taget imod en brochure. „Se hvad børnene har gjort,“ sagde hun med gråd i stemmen.
„Nu må du ikke give op,“ sagde manden venligt. „Du udfører en god gerning. Jeg skal nok reparere din cykel uden at det skal koste dig noget.“ Og det gjorde han.
Etty opdagede at præsterne ikke var særlig interesserede i deres sognebørn — i hvert fald ikke før hun begyndte at læse Bibelen med dem. Men så kom der både præster og nonner på besøg for at undergrave deres tro på Bibelen og Jehova. Trods dette gjorde mange af dem hun studerede Bibelen med, gode fremskridt.
Taknemmelige for det liv vi har oplevet sammen
Efter vores bryllup blev Etty og jeg bedt om at begynde i rejsetjenesten i England, og i næsten fem år besøgte vi menigheder for at styrke dem åndeligt. En dag modtog jeg en indbydelse til at overvære Gileads 36. klasse, som skulle holdes på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Ved dette timåneders kursus, som sluttede i november 1961, modtog brødre en særlig oplæring i at varetage opgaver på Jehovas Vidners afdelingskontorer. Mens jeg var væk, blev Etty tilbage på betelhjemmet i London. Da jeg havde afsluttet kurset, fik vi begge til opgave at tjene på det engelske afdelingskontor.
I de efterfølgende 16 år arbejdede jeg i tjenesteafdelingen, hvor jeg tog mig af opgaver vedrørende menighedernes aktiviteter. Da beteltilsynsmanden, Pryce Hughes, døde i 1978, blev jeg udnævnt til at overtage hans opgave. At være ansvarlig for den voksende betelfamilies trivsel, en familie på over 260 medlemmer, har været en opgave der har båret sin løn i alle disse år.
I 1971 døde min kære mor i en alder af 85. Etty og jeg overværede hendes begravelse i Gloucester, hvor en broder på en smuk måde gjorde rede for det himmelske håb hun nærede. (Filipperne 3:14) Jeg er taknemmelig for den kærlige omsorg mine søstre, Doris og Grace, viste vores aldrende mor og dermed gjorde det muligt for Etty og mig at fortsætte i heltidstjenesten.
Etty og jeg tænker ofte på vore forældre, som opdragede os med kærlighed og fasthed. Vi skylder dem utrolig meget. Især min mor har sat et godt eksempel for mine søstre og mig, idet hun opbyggede værdsættelse af Jehova og hans organisation hos os.
Hver ny dag vi kan bruge i tjenesten for vor himmelske Fader, Jehova, får vore hjerter til at strømme over af taknemmelighed. Han er i sandhed en vidunderlig og kærlig Gud. Vi føler på samme måde som salmisten der skrev: „Jeg vil ophøje dig, min Gud Kongen, og jeg vil velsigne dit navn til fjerne tider, ja, for evigt. Dagen lang vil jeg velsigne dig, og jeg vil lovsynge dit navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ — Salme 145:1, 2.
[Illustration på side 26]
Mig og min kone, Etty