Den handling der udtrykkes i Joh 8:58 begyndte „før Abraham blev til“ og varer stadig ved. I et sådant tilfælde kan εἰμί (eimiʹ), som er første person ental, præsens (nutid) indikativ, med rette oversættes med perfektum (førnutid) indikativ. Eksempler på samme syntaks findes i Lu 2:48; 13:7; 15:29; Joh 5:6; 14:9; 15:27; Apg 15:21; 2Kor 12:19; 1Jo 3:8.

Om denne konstruktion siger G. B. Winer i Grammatik des neutestamentlichen Sprachidioms, 7. udg., Leipzig 1867, s. 251: „Undertiden har præsensformen også præteritumsbetydning (Mdv. 108.), nemlig når man ved verbet vil betegne en tilstand der er begyndt tidligere og endnu varer ved, en tilstand der er i sin væren: som i Joh 15:27 ἀπ’ ἀρχῆς μετ’ ἐμοῦ ἐστέ [ap’ archēsʹ met’ emouʹ esteʹ], 8:58 πρὶν ’Αβραὰμ γενέσθαι ἐγὼ εἰμί [prin Abraamʹ genesʹthai egōʹ eimiʹ].“

På samme måde siger A Grammar of New Testament Greek, af J. H. Moulton, bd. III, udgivet af Nigel Turner, Edinburgh 1963, s. 62: „Præsens til betegnelse af en handlings vedvaren i fortiden indtil indeværende øjeblik er praktisk talt det samme som perfektum med den forskel at handlingen betragtes som stadig værende i gang . . . Formen bruges hyppigt i NT: Lk 2⁴⁸ 13⁷ . . . 15²⁹ . . . Jn 5⁶ 8⁵⁸ . . .“

I et forsøg på at gøre Jesus lig med Jehova siger nogle at ἐγὼ εἰμί (egōʹ eimiʹ) svarer til det hebraiske udtryk ’aniʹ hu’, „jeg [er] ham“ (dvs. „det er mig“), som benyttes af Gud. Det hebraiske udtryk benyttes imidlertid også af mennesker. — Se 1Kr 21:17, fdn.

Endnu et forsøg på at gøre Jesus lig med Jehova går ud på at forbinde Joh 8:58 med 2Mo 3:14 (LXX), hvor der står: ’Εγώ εἰμι ὁ ὤν (Egōʹ eimi ho ōn), som betyder „jeg er Den Værende“ eller „jeg er Den Eksisterende“, men argumentet holder ikke, for det er ikke det samme udtryk der bruges de to steder. (Se 2Mo 3:14, fdn.) Det er ikke muligt ud fra De Kristne Græske Skrifter at påvise at Jesus skulle være identisk med Jehova. — Se 1Pe 2:3, fdn.; Till. 6A, 6E.

Sl 58:4b, 5a — „Døve som brilleslangen der stopper sit øre til, der ikke vil høre slangetæmmernes stemme.“

Under overskriften „Lader slanger sig ’besværge’ af musik?“ skrev New York Times for 10. januar 1954 (sekt. 4, s. 9) med henvisning til Sl 58:4, 5: „Dr. David I. Macht, forskningsfarmakolog ved Mount Sinai Hospital i Baltimore, er en af verdens førende autoriteter i spørgsmålet om kobraslangens gift. (Kobragift er et anerkendt lægemiddel, for eksempel ved visse blodsygdomme.) Dr. Macht oplyste at han under sit arbejde med kobraslanger og kobragift blev bekendt med mange veluddannede hinduiske læger fra forskellige steder i Indien. Alle var enige om at kobraer reagerer over for visse toner fra piber og fløjter. Nogle former for musik virker stærkere på dyrene end andre former, sagde lægerne. Indiske børn der leger i mørket ude på landet, bliver tilmed advaret mod at synge, for at lyden ikke skal lokke kobraerne frem, sagde han. Dr. Macht kommenterede at Shakespeare, der gentagne gange omtaler slanger som døve dyr . . ., blot gentog en udbredt misforståelse. På den anden side, sagde dr. Macht, havde salmisten ret da han antydede det modsatte i Salme 58, vers 5, at slanger kan høre. . . . Stik imod hvad visse naturforskere siger, mener dr. Macht at slanger lader sig ’besværge’ af lyde, ikke af slangebesværgerens bevægelser.“

Et lignende vidnesbyrd er fremkommet i en artikel i det tyske zoologiske tidsskrift Grzimeks Tier, Sielmanns Tierwelt, juli 1981, s. 34, 35, hvor forfatteren fortæller om en kobraslange der boede i en termithøj på hans grund i Sri Lanka. Han bad en slangetæmmer om at fange den vilde slange og få den til at danse. Han beretter: „Efter at jeg havde forsikret min gæst om at der virkelig fandtes en kobraslange dér, satte han sig ned foran termithøjen og begyndte at spille på sin fløjte. Efter lang tid — jeg troede næsten ikke længere at der ville ske noget — løftede kobraslangen sit hoved flere centimeter op af et hul. Før slangen nåede at åbne munden skyndte slangetæmmeren sig hen og holdt dens hoved fast mellem tommelfingeren og to fingre.“ Derpå fik inderen også slangen til at danse.

Der er således vidnesbyrd om at brilleslanger godt kan „høre slangetæmmernes stemme“.