Gemmes:
Forslag til brug i forkyndelsen
Hvordan disse sider benyttes
De fleste af disse præsentationer er hentet fra tidligere numre af Rigets Tjeneste. Anvend dem du har lyst til, og se hvilke resultater du får. Gem disse sider, og brug dem når du forbereder dig til forkyndelsen.
Du kan vække den besøgtes interesse for Guds ord ved hurtigt at komme til sagen. Stå med Bibelen i hånden når du ringer på døren, læg et mærke ind hvor du vil slå op. Stil et specifikt spørgsmål, og læs derefter et skriftsted som giver svaret. Du kan prøve nogle af de følgende forslag:
„Når du tænker på fremtiden, mener du så der er grund til frygt eller optimisme? [Lad den besøgte svare.] Bibelen har forudsagt de ulykkelige forhold vi ser omkring os, men den har også forudsagt hvad det hele vil ende med.“ — 2 Tim. 3:1, 2, 5; Ordsp. 2:21, 22.
„Her i landet taler vi meget om sundhedsvæsenet og pleje af syge. Vidste du at Gud lover at han én gang for alle vil fjerne alle helbredsproblemer?“ — Es. 33:24; Åb. 21:4.
„Vidste du at Bibelen har forudsagt at der på et tidspunkt kun vil være én regering over hele jorden?“ — Dan. 2:44; Matt. 6:9, 10; Åb. 21:4.
„Hvordan tror du forholdene ville være hvis Jesus Kristus herskede som konge over jorden?“ — Sl. 72:7, 8.
„Mange diskrimineres på grund af køn, religion eller hudfarve. Tror du Gud bifalder en sådan diskrimination?“ — Apg. 10:34, 35.
Vidste du at Bibelen lover menneskene en lys og lykkelig fremtid? — Åb. 21:4; Matt. 6:10; Dan. 2:44.
„Vi ved at Jesus udførte mange mirakler da han var på jorden. Hvis du kunne bede ham udføre ét mere, hvad skulle det så være?“ — Sl. 72:12-14, 16.
„De fleste er trætte af at høre om problemer. De vil hellere høre om løsninger. Men hvor kan vi finde den virkelige løsning på vores problemer?“ — 2 Tim. 3:16, 17.
„Ved du hvad det er for et rige vi har lært at bede om i fadervor?“ — Matt. 6:9; Dan. 2:44; Åb. 21:4.
Forslag til samtaleemner
Følgende spørgsmål er taget fra forskellige samtaleemner i ’Ræsonnerebogen’ med angivelse af på hvilken side svaret findes:
Hvorfor bliver vi gamle og dør? (78)
Hvad er de dødes tilstand? (80)
Er Gud en person? (122)
Er der grund til at tro på Gud? (120)
Bekymrer Gud sig overhovedet om hvad der sker med os mennesker? (121)
Hvad vil Guds rige udrette? (128)
Kommer alle gode mennesker i himmelen? (164)
Kan man kun blive virkelig lykkelig hvis man kommer i himmelen? (165)
Hvorfor er det vigtigt at kende og bruge Guds personlige navn? (176)
Er Jesus Kristus i virkeligheden Gud? (191)
Hvorfor tillader Gud lidelse? (227)
Hvad er hensigten med menneskelivet? (234)
Hvorfor er der så megen ondskab til? (265)
Er alle religioner antagelige for Gud? (307)
Hvordan kan man vide hvilken religion der er den rette? (313)
Hvor stor indflydelse har Satan i vore dages verden? (328)
Hvem er denne verdens hersker — Gud eller Satan? (417)
Hvordan kan man gøre et ægteskab bedre? (428)
Hvordan man kan fremholde brochuren Hvad kræver Gud af os?
„Jeg bruger noget af min fritid på at tale med folk om et spørgsmål der til tider fylder meget hos mange os: Hvad er hensigten med livet? [Lad den besøgte svare.] Mange er usikre på hvad fremtiden vil bringe. Derfor synes jeg det er interessant at høre andres mening om emnet, især når man tænker på hvad der står i Salme 104:5. [Læs og kommentér kort.] I betragtning af at jorden vil bestå for evigt, tror du så ikke også at Gud har en hensigt med menneskene? [Lyt opmærksomt.] Den opfattelse er jeg stødt på før, men hvis du vil se en yderligere facet af spørgsmålet, er denne brochure god. [Vis ’Krævebrochuren’.] Den giver en kort redegørelse for hvad hensigten er ifølge Bibelen. [Henvis til side 10, og nævn spørgsmålene.] Jeg vil gerne forære dig brochuren. Måske er der andre spørgsmål fra indholdsfortegnelsen du kunne få lyst til at få svar på. Må jeg kigge ind igen i næste uge når jeg er i området?“
„Mange folk jeg taler med, har svært ved at tro på en kærlig Gud når man ser al den uretfærdighed og ondskab der sker omkring os. Måske du har tænkt det samme? [Lad den besøgte udtale sig.] Er du klar over at de forhold vi oplever nu, er forudsagt i Bibelen? [Vis den besøgte Andet Timoteusbrev 3:1.] Men Bibelen fortæller også at Gud har fastsat en dag hvor det skal være anderledes. Det skal du lige se. [Slå op på Apostelgerninger 17:31, læs og kommentér kort.] Lagde du mærke til at det vil blive en retfærdig dom? Nu er spørgsmålet så hvad vi skal gøre for at dommen kan få et positivt udfald for os. Det kommer denne brochure ind på. [Vis ’Krævebrochuren’.] Den stiller spørgsmålet: Hvad kræver Gud af os? Lektion 1 fortæller hvor vi kan finde Guds krav til os. Se engang hvilke spørgsmål der bliver behandlet i de tre afsnit.“ Derefter kan du gå i gang med et ’dørtrinsstudium’ eller aftale at komme igen.
„Vi taler med folk her i kvarteret om hvad der skal til for at der kan blive fred på hele jorden. Hvad mener du der skal til? [Lyt omhyggeligt til den besøgte, og udtryk forståelse og om muligt enighed.] Mange mener at der skal en verdensregering til. [Giv den besøgte tid til at udtale sig.] Bibelen siger det samme. Her i Daniel 2:44 kan vi se at Gud vil indføre en verdensregering. [Læs skriftstedet, og fremhæv det den besøgte skal lægge mærke til.] Faktisk er det en regering de fleste har bedt om må komme, for det er det rige vi beder om i fadervor. [Læs Mattæus 6:9, 10, og henvis til lektion 6 i ’Krævebrochuren’, enten til overskrifterne eller paragraf 6.] Tag brochuren med ind, og læs om hvad Guds regering vil gøre for alle mennesker.“
„Goddag, jeg hedder . . . Går det an at forstyrre? [Sig det med et smil, og giv den besøgte tid til at svare.] Jeg har ringet på din dør fordi jeg har lyst til at læse et skriftsted for dig som du måske har hørt før. [Lad den besøgte udtale sig. Reager venligt på svaret, og læs derefter Johannes 17:3.] Hvad synes du om tanken om et evigt liv? Er det ikke noget vi godt kunne tænke os? [Lad den besøgte svare.] Ja, evigt liv kunne være dejligt, især hvis det bliver uden sygdom og alderdom, som vi kender alt for godt. Tror du Gud vil give os det kvit og frit, eller tror du han kræver noget af os for at vi kan få det? [Lyt til svaret.] Faktisk kræver Gud noget af os. Lektion 1 i denne brochure giver svaret. [Vis brochuren. Stil spørgsmål 1, og læs paragraffen. Drøft paragraffen og spørgsmålet. Gå videre.] Det er en let og overkommelig måde at få viden fra Bibelen på. Næste gang kunne vi måske se på det næste afsnit?“
På gaden kunne man sige: „Må jeg stille dig et spørgsmål? Mener du at vi mennesker kan stille krav til Gud? [Afvent svar, lyt og fortsæt.] Vi er så vant til at tænke på Gud som en der hjælper os når vi har problemer, og som vi kan bede til når vi har behov for det. Men har du tænkt på om Gud også kræver noget af os? [Lyt til svaret.] Tag brochuren med hjem, og du vil få svaret. Måske må jeg besøge dig en dag for at høre din mening?“ [Få navn og adresse eller telefonnummer.]
„Mit navn er . . . Har du nogen sinde tænkt på hvorfor der er så mange forskellige religioner? [Lad den besøgte svare.] Alle hævder at de har sandheden, men kan det virkelig være tilfældet? [Afvent den besøgtes svar. Slå op på lektion 13 i brochuren Hvad kræver Gud af os? og læs de indledende spørgsmål.] Du kan få svar på spørgsmålene ved at læse denne lektion.“
Hvordan man kan tilbyde ’Kundskabsbogen’
Indled besøget med Bibelen i hånden og sig: „Vi taler med folk her i kvarteret om et skriftsted i dag. Det er Johannes 17:3, hvor der står: . . .“ Læs verset, og stil spørgsmålet: „Lagde du mærke til hvad man kan opnå ved at lære Gud at kende? [Afvent svar.] Hvor kan man finde kundskab om ham?“ Derefter viser du ’Kundskabsbogen’ og siger: „Denne bog peger på den eneste kilde til kundskab der fører til evigt liv. Det gør den ved at besvare de mest almindelige spørgsmål folk stiller om Bibelen.“ Vis indholdsfortegnelsen, og spørg den besøgte om han en gang imellem har spekuleret over nogle af disse emner.
Stå med Bibelen i hånden: „Mange undrer sig over at Gud tillader al den lidelse vi ser omkring os. Når han nu er almægtig, hvorfor gør han så ikke noget for at bringe vore lidelser til ophør? Hvad mener du? [Lad den besøgte svare.] Bibelen forsikrer os om at Gud ikke har glemt os.“ Læs Salme 72:12-17. Slå op på kapitel 8 i ’Kundskabsbogen’, og vis at den svarer på et spørgsmål som millioner har stillet, nemlig: „Hvorfor tillader Gud lidelser?“ Hvis det er muligt, kan I drøfte nogle af de bibelske tanker i paragrafferne 3 til 5. Aftal eventuelt genbesøg.
Hav Bibelen fremme når du indleder besøget, og sig: „De fleste af os har prøvet at miste en nær ven eller slægtning i døden. Når det sker, er det så ikke noget der får én til at tænke nærmere over livets mening eller måske ligefrem livets meningsløshed? [Lad den besøgte svare.] Tror du at vi blot må affinde os med døden, eller tror du at der er et håb for døde? [Lyt til den besøgte.] Læg mærke til hvad der siges her i Johannes 11:11, 25, 44.“ Kommentér kort versene og vis derefter billedet på side 85 i ’Kundskabsbogen’, og læs billedteksten. Fortæl derefter lidt om billedet på side 86. Inddrag den besøgte så det ikke bliver en enetale. Læg op til det næste besøg ved at spørge: „Men hvis det er Guds tanke, hvorfor bliver vi så gamle og dør? Det spørgsmål vil jeg gerne vende tilbage til næste gang jeg besøger dig.“ Aftal et nyt besøg og drøft kapitel 6.
Tag Bibelen frem inden du ringer på døren, og vær klar til at slå op på det skriftsted du vil bruge. „Goddag. Mit navn er . . . Vi stiller folk her i området et lidt usædvanligt spørgsmål: ’Hvad er vigtigst: Penge — eller næstekærlighed?’ [Giv den besøgte tid til at tænke sig om og udtale sig. Bliv derefter enig med den pågældende om at det burde være næstekærlighed der er det vigtigste, men at det ofte forholder sig anderledes.] Vidste du at den begærlighed vi oplever, er forudsagt i Bibelen som noget der knytter sig til en bestemt tid? Det står her i Andet Timoteusbrev 3:1, 2a. [Slå op og vis hvorfra du læser. Læs kun til ordet ’pengekære’ i vers 2.] Lagde du mærke til at der i vers 1 stod at det er i ’de sidste dage’ det skal være sådan? Vi blev jo enige om at beskrivelsen passer på vor tid, men hvis det er de sidste dage, må de jo slutte engang. Hvad tror du der kommer bagefter? [Lyt til den besøgte.] Bibelen fortæller også hvad der kommer bagefter, nemlig en verden der ikke er præget af penge, men af kærlighed. Se her i Åbenbaringen 21:4, 5.“ Herefter kan du gå over til ’Kundskabsbogen’.
Stå med Bibelen og ’Kundskabsbogen’ fremme når du indleder besøget. „Har du nogen sinde tænkt over hvorfor vi alle gerne vil leve længere?“ Når den besøgte har udtalt sig, slår du op på kapitel 6 i ’Kundskabsbogen’ og læser paragraf 3. Brug skriftstedshenvisningerne når du ræsonnerer med den besøgte. Spørg om han har lyst til at høre svarene på de to spørgsmål i slutningen af paragraffen. Hvis han har det, fortsætter du med de næste paragraffer.
„Du har uden tvivl set nyhedsudsendelser om sultne, syge og forsømte børn. Hvorfor har de forskellige hjælpeorganisationer ikke kunnet forbedre situationen? [Lad den besøgte svare.] Gud ønsker det bedste for os. Læg mærke til hvad han lover både børn og voksne. [Stå med Bibelen fremme og vær klar til at læse Åbenbaringen 21:4; kommentér verset.] Denne bog [nævn titlen] giver flere oplysninger om den nye verden som vi lige har læst om.“ Vis og kommentér om muligt en illustration der skildrer Paradiset. Tilbyd bogen, og aftal at komme igen.
Når du aflægger genbesøg hos dem der har modtaget Vagttårnet og Vågn op!, kunne du sige:
„Sidste gang jeg besøgte dig, fik du et par blade, Vagttårnet og Vågn op! Måske har du lagt mærke til at Vagttårnets fulde titel er Vagttårnet, Forkynder af Jehovas rige. I dag kunne jeg godt tænke mig at fortælle dig hvad dette rige er, og hvad det kan betyde for dig og din familie.“ Find dernæst lektion 6 i brochuren Hvad kræver Gud af os? Begynd med at drøfte den første paragraf, og gennemgå så meget af lektionen som den besøgte har tid til.
„Da jeg for nylig besøgte dig, efterlod jeg Vagttårnet og Vågn op! Hvad synes du om dem? [Lad den besøgte udtale sig.] Jeg tror at det er af afgørende betydning for enhver at forstå Guds ord, og derfor vil jeg gerne vise dig hvad der kan være en hjælp til det.“ Vis brochuren Hvad kræver Gud af os? eller ’Kundskabsbogen’, og tilbyd et bibelstudium.
Man kan tilbyde en hvilken som helst af de 192-siders bøger ved at sige:
„I dag lægges der stor vægt på en god uddannelse. Hvilken uddannelse skal man have for at være sikker på at opnå lykke og succes? [Lad den besøgte svare. Læs derefter Ordsprogene 9:10, 11.] Denne håndbog [nævn bogens titel] er baseret på Bibelen. Den peger på den eneste kilde til kundskab der kan føre til evigt liv.“ Vis et specifikt eksempel fra bogen, og tilskynd den besøgte til at læse den.
Andre publikationer
I Register til Vagttårnets publikationer kan man finde forskellige forslag til præsentationer af andre bøger og brochurer under:
Præsentationer
Liste over publikationer
Den direkte metode
Her er nogle forslag til hvordan man kan tilbyde studier ved hjælp af den direkte metode:
„Vidste du at man på blot et par minutter kan få svar på et vigtigt bibelsk spørgsmål? For eksempel . . .“ Stil derefter et spørgsmål fra brochuren Hvad kræver Gud af os? som egner sig til den du besøger. Brug et af dem der står i indledningen til en af lektionerne.
„Vi har banket på din dør fordi vi har et godt tilbud til dig her i den mørke tid — et gratis bibelkursus. Hvad siger du til det? [Lyt til den besøgte.] Jeg har taget kursusmaterialet med. Det består af denne bog der går meget i dybden [vis ’Kundskabsbogen’], og denne brochure [vis ’Krævebrochuren’]. Den går ikke så meget i dybden, men den giver et hurtigt overblik. Se engang hvilke spørgsmål lektion 5 tager op. [Læs spørgsmålene.] Det er sikkert nogle spørgsmål du også har tænkt over. [Lad den besøgte udtale sig.] Ved at læse disse 2 sider får man svar på dem! Tag materialet med ind og kig det igennem.“ Hvis den besøgte tager imod det, kan du sige: „Hvornår passer det dig at jeg kommer igen?“
„Mange har en bibel, men er ikke klar over at den giver svar på livets store spørgsmål. [Vis indholdsfortegnelsen i ’Kundskabsbogen’ eller i brochuren Hvad kræver Gud af os?] En times tid om ugen hvor vi sammen gennemgår dette materiale, vil på blot nogle få måneder give dig en grundlæggende forståelse af Bibelen. Hvis du vælger et emne, vil jeg gerne vise dig hvordan kurset foregår.“
„Jeg besøger dig fordi jeg gerne vil tilbyde dig et gratis bibelkursus. Er det noget for dig? [Lad den besøgte svare.] Lad mig kort vise dig hvordan folk i mere end 200 lande studerer Bibelen i deres eget hjem. Vi kan anvende et af de kapitler der findes i denne bog, som grundlag for vores drøftelse. [Tag ’Kundskabsbogen’ frem, og vis den besøgte indholdsfortegnelsen.] Er der et emne du synes lyder særlig interessant?“ [Giv den besøgte tid til at vælge et kapitel. Slå op på kapitlet, og gå i gang med den første paragraf.]
„Jeg læser Bibelen med folk, og jeg vil også gerne tilbyde dig et bibelkursus. Det er gratis, og jeg bruger denne ’bibelguide’ som grundlag. [Vis ’Kundskabsbogen’.] Kurset varer kun nogle få måneder og giver svar på spørgsmål som hvorfor Gud tillader det onde, hvorfor vi bliver gamle og dør, hvad der sker når man dør, og hvordan man opnår et nært forhold til Gud. Må jeg kort vise dig hvordan det foregår?“
Hvis du har indarbejdet en præsentation der skaber interesse og giver resultater, skal du føle dig fri til fortsat at bruge den! Tilpas den blot til månedens tilbud.