Lær dine børn at prise Jehova
1. Kan mindre børn prise Jehova?
1 Salme 148:12, 13 tilskynder børn og unge til at „lovsynge Jehovas navn“. I Bibelen er der mange eksempler på mindre børn der gjorde det. For eksempel læser vi at „Samuel forrettede tjeneste for Jehovas ansigt“, skønt han bare var „en dreng“. (1 Sam. 2:18) Det var „en lille pige“ der fortalte Na’amans kone at Jehovas profet i Israel kunne helbrede Na’aman for hans spedalskhed. (2 Kong. 5:1-3) Da Jesus gik ind i templet og udførte kraftige gerninger, siges der at „drengene“ i templet råbte og sagde: „Frels dog Davids søn!“ (Matt. 21:15) Hvordan kan forældre lære deres børn at prise Jehova?
2. Hvorfor er det vigtigt at forældre er gode eksempler for deres børn?
2 Vær et godt eksempel: Før israelitiske fædre kunne indprente sandheden i deres børns hjerte, måtte de først selv elske Jehova og have hans bud i deres eget hjerte. (5 Mos. 6:5-9) Hvis du taler positivt om tjenesten og sørger for at der er afsat tid til den i dit ugentlige program, vil dine børn sikkert også betragte tjenesten som vigtig og tilfredsstillende.
3. Hvilken gavn har en søster haft af sine forældres eksempel?
3 En søster mindes med glæde: „Under min opvækst lå det helt fast at vi som familie tog i forkyndelsen hver weekend. Jeg kunne se at mine forældre elskede forkyndelsen. Vi lærte at betragte forkyndelsen som noget glædeligt.“ Denne søster blev udøbt forkynder da hun var syv år, og har nu været 33 år i heltidstjenesten.
4. Hvad indebærer det at give børnene en fremadskridende oplæring?
4 Fremadskridende oplæring: Inddrag dine børn når de er med ude i forkyndelsen. Måske kan de ringe på dørklokken, give den besøgte en traktat eller læse et skriftsted. Det vil øge deres glæde og tro på at de også kan forkynde for andre. Efterhånden som de bliver ældre, bør deres deltagelse i forkyndelsen øges. Hjælp dem derfor til at gøre fremskridt og at sætte sig nye mål for tjenesten.
5. Hvilke krav må et barn opfylde for at være kvalificeret til at få status som udøbt forkynder?
5 Tal med de ældste når du mener at dine børn er kvalificerede til at blive udøbte forkyndere, og når de har givet udtryk for at det er deres eget ønske. Det at blive forkynder vil minde dem om deres personlige ansvar for at prise Jehova. Husk at barnet ikke behøver at vide så meget som en døbt voksen for at være kvalificeret. Forstår dit barn de grundlæggende lærepunkter i Bibelen? Følger han eller hun Bibelens moralnormer? Har han et personligt ønske om at være med i forkyndelsen og blive identificeret som et af Jehovas Vidner? I så fald afgør de ældste måske at han er kvalificeret til at blive udøbt forkynder. — Se Organiseret til at gøre Jehovas vilje, side 78-82.
6. Hvorfor er det indsatsen værd at oplære sine børn?
6 Det kræver en indsats at lære sine børn at prise Jehova helhjertet. Men der er ikke noget der glæder forældre mere end at se deres børn gøre åndelige fremskridt. Og hvad mere er, det glæder Jehova når børn fortæller om hans storslåede gerninger.