Brug En introduktion til Guds ord når du indleder en samtale
1. Hvilket nyt redskab har vi fået til forkyndelsen?
1 Ved regionalstævnet i 2014 fik vi en ny brochure med titlen En introduktion til Guds ord. Stoffet er hentet fra den reviderede udgave af New World Translation. Hvordan kan vi bruge dette nye redskab når vi forbereder en præsentation til forkyndelsen? Brochuren er delt op i forskellige bibelske emner med tilhørende skriftsteder ligesom ‘Ræsonnerebogen’, og den kan derfor være meget anvendelig når vi skal indlede samtaler.
2. Hvordan kan vi bruge En introduktion til Guds ord i forkyndelsen?
2 Du kunne vælge at bruge spørgsmål 8 og sige: “Vi aflægger korte besøg her i nabolaget fordi mange spekulerer på om det er Guds skyld at mennesker lider ondt. [I nogle distrikter er det bedre at vise den besøgte spørgsmålet i brochuren]. Hvad mener du? [Lyt til svaret]. Bibelen giver os et godt svar på det spørgsmål.” Læs et eller flere af de citerede skriftsteder direkte fra Bibelen, og forklar dem. Hvis den besøgte viser interesse, kunne du vise ham de 20 spørgsmål på side 1 og bede ham vælge et spørgsmål I kan drøfte næste gang du kommer. Eller du kunne tilbyde ham noget af vores bibelstudiemateriale der har flere oplysninger om det emne I lige har talt om.
3. Hvordan kan vi bruge En introduktion til Guds ord når vi skal indlede en samtale med en som ikke tror på Gud, eller som har en ikkekristen religion?
3 Spørgsmål 4 og 13-17 kan især være gode at bruge i distrikter hvor der bor mange som ikke tror på Gud, eller som har en ikkekristen religion. Du kan for eksempel bruge det der står under spørgsmål 17, og sige: “Vi besøger folk for at tale om noget som mange synes er vigtigt, nemlig familielivet. Er du enig i at familier står over for mange udfordringer i dag? [Lyt til svaret]. Et godt råd som har hjulpet mange, er at manden skal elske sin hustru som sig selv, og at hustruen skal have dyb respekt for sin mand. Mener du det er vigtigt at alle i familien viser hinanden kærlighed og respekt?”
4. Hvad kan du gøre når du afslutter din samtale med en som ikke tror på Gud, eller som har en ikkekristen religion?
4 Når du afslutter samtalen, vil det være godt at lægge op til at fortsætte drøftelsen på et andet tidspunkt. Måske kan I aftale at drøfte et af de andre skriftsteder der var nævnt under det spørgsmål du brugte. På et passende tidspunkt kan du fortælle den besøgte at de gode råd I har talt om, stammer fra Bibelen. Tilbyd en publikation du mener vil interessere den besøgte, alt afhængigt af jeres samtale og vedkommendes syn på Bibelen. – Se tillægget til Tjenesten for Riget, december 2013.