Blodskam — den skjulte forbrydelse

„ER DER nogen hjælp at hente for et menneske som mig?“ Dette bedrøvede spørgsmål kom fra en kvinde med et vanskeligt problem — et problem hun har fælles med et forbløffende antal kvinder i dag. Selv om der var gået mange år, led hun stadig på grund af en oplevelse fra barndommen. Hun havde været offer for blodskam. Hvordan kan hendes spørgsmål besvares?

„Blodskam“ er ikke noget behageligt ord. De fleste bryder sig ikke om at tale om det, og dog er det noget der foregår i stigende omfang. Hvis de anslåede tal er korrekte, er det ret sandsynligt at nogle af dine personlige venner har været ofre for blodskam. Det er afgjort et problem som forældre bør være opmærksomme på.

De fleste ved hvad blodskam vil sige — seksuelle handlinger mellem nære slægtninge. Det menes at der foregår meget af den slags mellem brødre og søstre, selv om det sædvanligvis ikke bliver anmeldt. Myndighederne er især opmærksomme på de tilfælde hvor børn bliver misbrugt af voksne slægtninge, og i særdeleshed når det drejer sig om børn der bliver udnyttet seksuelt af deres fader eller stedfader. Disse tilfælde udgør sandsynligvis hovedparten af de sager der bliver anmeldt.

Er problemet virkelig så udbredt?

Trods mangelen på fuldstændige statistiske oplysninger er svaret et klart ja. Susan Brownmiller siger i sin bog Against Our Will (Imod vores vilje): „Statistisk set forekommer det oftere at et barn bliver misbrugt seksuelt end at det bliver mishandlet eller slået.“ Lee Preney, som arbejder ved børneforsorgen i USA, anslår at blodskam er „mere almindeligt end voldtægt, men mindre hyppigt anmeldt“.

En artikel i Seattle-avisen Times siger: „Prøv at betragte 15 piger i Deres datters klasse næste gang De er på skolen . . . der er stor sandsynlighed for at mindst én — og muligvis to eller tre af dem — har været udsat for blodskam.“

Hank Giarretto, som er psykolog i det velstående Santa Clara-område i Californien, arbejder med et behandlingsprogram for personer der er blevet misbrugt seksuelt. Han mener at blodskam er blevet „epidemisk“ i Amerika. I et område med en befolkning på omkring en million er antallet af blodskamsager steget fra 30 i 1971 til over 500 i 1977. I et interview med bladet People siger han: „Jeg tror vi først lige er begyndt at opdage hvor udbredt det egentlig er.“

Nogle anslår at 25 millioner nulevende kvinder i Amerika har været udsat for blodskam som børn! Rapporterne viser at mange andre lande oplever den samme stigning i dette problem.

Bør vi være foruroligede over det?

Mange eksperter har stillet dette spørgsmål. For eksempel bliver Wardell Pomeroy, som var med til at skrive de oprindelige Kinseyrapporter, citeret i bladet Time for at have sagt: „Det er på tide vi erkender at blodskam ikke nødvendigvis er noget perverst eller et symptom på en mental sygdom. Blodskam mellem . . . børn og voksne . . . kan somme tider være gavnligt.“

Har du børn? Hvad mener du så om dette synspunkt? Ville du tillade at din lille dreng eller pige havde kønslig forbindelse med en ældre slægtning?

Hvis du er kristen ved du at du bør være på vagt over for blodskam. Guds mening om blodskam — som har langt større betydning end noget menneskes — blev udtrykt meget klart over for israelitterne: „Ingen af eder må komme sine kødelige slægtninge nær, så han blotter deres blusel.“ De ulovlige forhold blev nærmere defineret, såsom forhold mellem broder/søster, forældre/børn og mellem farbroder/niece eller faster/nevø. — 3 Mos. 18:6-18.

De erfaringer børn har gjort, viser også at det er noget vi bør være på vagt over for.

Hvad sker der med barnet?

I et læserbrev til det australske ugeblad Australian Women’s Weekly berettede en kvinde sidste år om at hun var blevet udsat for blodskam som barn, og at dette havde resulteret i at hun flere gange havde forsøgt at begå selvmord, allerede fra hun var 10 år gammel. Andre kvinder nævnte at de ikke kunne føre et normalt kønsliv da de blev voksne.

En kvinde som sammen med sine to søstre var blevet misbrugt seksuelt af deres fader, skrev: „Det har taget mig 10 år og krævet en mængde hjælp fra min mand, før jeg kunne affinde mig med det der var sket og tale åbent om det. Det påvirker hver enkelt forskelligt. Min storesøster synes at sex er det mest snavsede i verden, og min lillesøster er fuldstændig ligeglad. Hun kom ud i prostitution da hun var 14 og fik et barn da hun var 15.“

Blodskam har ført til prostitution, stofmisbrug, voldtægtsforbrydelser, alkoholisme, oprørskhed og følelsesmæssig uligevægt. En ung pige kunne for eksempel ikke forestille sig Gud som sin himmelske Fader. Et blodskamsforhold med hendes kødelige fader havde forkvaklet hele hendes opfattelse af faderrollen.

Hvorfor forårsager blodskam tilsyneladende flere følelsesmæssige forstyrrelser end for eksempel voldtægt? Fordi der sker skade på et ellers meget nært og betydningsfuldt forhold. En pige beklagede sig over at hun mere følte sig som en hustru end som en datter, og hun følte at hun kun var der for at tilfredsstille sin faders seksuelle ønsker.

Bemærk også disse udtalelser fra et andet offer: „Jeg var for skræmt til at fortælle nogen hvad der foregik. Jeg var så bange for ikke at føje ham; når alt kom til alt var han jo min fader, han ville vel ikke gøre noget som det ikke var meningen han skulle gøre . . . Da jeg kom i teenagealderen blev det værre og værre. Nu forstod jeg bedre hvad det var. Jeg følte mig snavset, billig og værdiløs. Mange gange tænkte jeg på at begå selvmord. Og hvor jeg hadede mænd! . . . Jeg vidste at jeg kun var en lille pige da det begyndte, men jeg følte at det hele var min skyld . . . næsten værre end selve handlingen er skyldfølelsen.“

Hvad med gerningsmanden?

Det er ikke blot offeret men også den skyldige der lider skade på grund af blodskam. Han er ofte opfyldt af skam og lede ved sig selv, alt imens han stadig bliver mere og mere involveret i det urette. En terapeut udtaler til Seattle-avisen Times: „Problemet er at det drejer sig om en tvangsmæssig adfærd. Disse mænd har ved seksuelle dagdrømme vænnet sig til . . . at føle sig tiltrukket af småpiger.“

En af disse mænd siger: „Jeg prøvede flere gange at holde op, og jeg fortalte min steddatter at jeg måtte holde op på grund af den skade jeg voldte familien.“ Men han holdt ikke op. En anden siger at blodskamsforholdet har givet ham „uudslettelige følelsesmæssige ar“.

Man må endvidere huske at i de fleste lande er blodskam ulovligt, og overtrædelser kan straffes med en fængselsdom. Hvis alle forældre havde disse kendsgerninger i tanke ville færre sikkert lade sig fornedre til at begå blodskam.

Hvorfor gør de det så?

Nogle voksne som begår blodskam er psykotiske; det gælder dog kun de færreste. De fleste er tilsyneladende gode familiefædre der har en ledende stilling i forretningslivet eller samfundet og måske jævnlig går i kirke.

Hvorfor begår sådanne „almindelige mennesker“ da blodskam? Mangel på selvbeherskelse på grund af alkohol kan være en årsag. Det sker at en mand gifter sig med en kvinde som allerede har børn. Efterhånden som hans stedbørn bliver ældre kan han føle sig fristet seksuelt.

Familieproblemer kan bidrage hertil. Hank Giarretto siger: „Sædvanligvis drejer det sig om en mand der har mistet sit job eller som gennemgår en kritisk periode i sit liv. Han og hans kone bliver fremmedgjorte for hinanden. Faderen vender sig mod sin datter i sin søgen efter kontakt. Hun er åben over for ham, elsker ham, synes han er storartet. De indledende træk er ikke seksuelt betonede.“

Der kan være andre årsager. Et offer for blodskam fortalte at der altid var pornografiske bøger og blade i huset. Giarretto tilføjer: „Det er det seksuelle klima i vort samfund som er med til at skabe problemet. Vi lærer vore piger at være Lolita-typer og seksuelt udfordrende fra de er 2 år gamle.“

En voksen som begår blodskam med et barn viser selviskhed. Han interesserer sig overhovedet ikke for barnets velfærd. I en verden som opmuntrer os til at ’gøre hvad vi selv finder for godt’, og som opviser sådanne perversioner som børnepornografi, kan det ikke undre at antallet af blodskamsforhold er stigende.

Kan det undgås?

Det kan det bestemt, men det indebærer at den enkelte må indtage et fast standpunkt imod denne verdens forværrede moralske klima. I denne henseende kan vi ikke få noget bedre råd end det der findes i Bibelen. Apostelen Paulus siger: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind.“ (Rom. 12:2) For at kunne gøre det må vi undgå smudsige bøger og fordærvet underholdning, og lukke af for den nedbrydende påvirkning vi konstant udsættes for. Da vil vi ikke langsomt vænne os til eller acceptere en forkert adfærd.

Et offer for blodskam anbefaler at man fra en tidlig alder lærer børn at der er visse dele af legemet andre ikke må lege med. Det kan gøres på en kærlig måde, måske ved hjælp af historien om Dina fra Min bibelhistoriebog.a Hvis der senere skulle forekomme noget der ligner seksuelle overgreb, kan barnet med det samme fortælle det til sin moder eller fader. Husk at seksuelle overgreb ikke absolut behøver at indbefatte samleje. Intime kærtegn, befølinger eller seksuelle lege kan volde stor skade senere i livet.

Inderlig forældrekærlighed er en virkelig beskyttelse. Paulus siger: „Kærligheden . . . opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser.“ (1 Kor. 13:4, 5) Denne uselviske kærlighed vil få forældre til at afvise kødelige svagheder som kunne forlede dem til at øve urette handlinger mod deres eget afkom. Den vil også kunne hjælpe dem til at undgå et andet problem. Når børn begynder at blive unge mænd eller kvinder, sker det at deres forældre, af frygt for at begå blodskam, bliver kølige og afvisende. Dette er selvfølgelig også til skade for barnet.

Hvordan man griber problemet an

Det er ikke altid let at behandle sager vedrørende blodskam. Det er en skjult forbrydelse. Familier prøver ofte at holde det skjult for andre. Mødre som er klar over at der foregår noget, foretrækker måske at lukke øjnene for det for at familien ikke skal gå i opløsning. Børn som melder deres forældre kan komme under stærkt pres for at trække anmeldelsen tilbage. Dog siger mange specialister at børn sjældent lyver om blodskam.

Nogle mener at det ikke altid er bedst at sætte den skyldige i fængsel. Derfor er der i USA blevet oprettet rådgivningscentre hvor de berørte familier kan behandles som en helhed. Hank Giarretto forklarer hvad han mener er noget af det vigtigste ved denne behandlingsform: „[Faderen] må kunne se sin datter i øjnene og påtage sig det fulde ansvar for det der er sket.“ Det kan være svært for faderen at gøre det, men på denne måde kan han over for barnet prøve at råde bod på noget af den skade der er sket.

Udenforstående kan også yde hjælp. Mange ofre har berettet om hvordan de gennem tålmodig, hensynsfuld og uselvisk omsorg er blevet hjulpet til at overvinde den følelsesmæssige uligevægt og begynde at lægge konstruktive planer for fremtiden. De følelsesmæssige ar forsvinder måske aldrig helt; men ved ihærdige bestræbelser kan de dog trænges i baggrunden.

En anden hjælp

Hvordan så med den kvinde hvis spørgsmål blev bragt i begyndelsen af denne artikel? Hun blev udnyttet seksuelt af sin bedstefader fra hun var seks til hun var ni år. Hun prøvede umoralitet, narkotika og psykiatrisk hjælp, men uden at komme af med sin ulykkelige sindstilstand.

Lykkeligvis er der hjælp at hente for mennesker som hende. Lige meget hvor forvirrede og nedtrykte vi måtte føle os, så er der en „som rejser den ringe af støvet“, og vi kan lære Ham at kende ved hjælp af Bibelen. (Sl. 113:7) Han kan hjælpe, selv i den dybeste depression, for han er „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. (2 Kor. 1:3) Det kræver megen tid med bøn, studium og samtaler med modne mennesker før man kan erstatte skyldfølelsen og depressionen med opbyggende tanker. Men det kan lade sig gøre. Det viser den følgende beretning.

En kvinde fortæller at hun fra en meget ung alder blev udnyttet seksuelt af sin biologiske fader, og derefter af sin stedfader. Hun forfaldt til umoralitet og stofmisbrug og fik til sidst et barn uden for ægteskab. Men hun siger: „Der er en vej ud af blodskam, misbrug af børn, voldtægt, stofmisbrug og homoseksualitet. Man tænker måske at man ikke kan komme igennem alt dette uden at miste forstanden; men det kan man, hvis man får et håb om noget bedre at leve for. Jeg har et sådant håb . . . Jeg gjorde aldrig modstand som barn. Jeg ville ønske jeg havde gjort det; men jeg var bange, bange for at ingen ville bryde sig om mig eller holde af mig. Jeg tog fejl, meget endda! Jehova bryder sig om mig . . . og det samme gør de ældste i den lokale menighed [af Jehovas Vidner].“

Uanset hvordan vor tidligere levevis har været, kan vi blive „vasket rene“ og „helliget“, set fra Guds synspunkt. (1 Kor. 6:11) Bibelen forklarer hvordan dette kan lade sig gøre. Ved hjælp af sit ord og sin ånd kan Gud også fjerne vore skyldfølelser og bringe os ud af vor følelsesmæssige uligevægt. Han kan hjælpe os til at leve et tilfredsstillende liv nu, og give os tillid til at vi i nær fremtid vil kunne leve i en verden hvor blodskam og andet fordærv aldrig mere vil forekomme.