Hvorfor har forældre det så svært når børnene rejser hjemmefra?

„FARVEL, MOR! FARVEL, FAR!“ siger han for tredje gang. Ind imellem har han brugt alle mulige undskyldninger for at blive der bare en lille smule længere.

Men nu kan afskeden ikke udskydes længere. Endnu et tårevædet knus, et fast håndtryk — og så tager han af sted. Forældrene ser på hinanden i erkendelse af at han faktisk aldrig mere kommer tilbage for at blive. Huset der engang genlød af hans snakken og latter, virker nu så tomt.

Man investerer så megen tid, så mange kræfter og så mange følelser i sine børn. I omkring tyve år har hele ens hverdag drejet sig om dem. Man husker som var det i går at man næsten blev grebet af panik ved lyden af deres gråd. Fuld af ængstelse gik man op og ned ad gulvet i lægens venteværelse da den seksårige var syg. Man holdt vejret mens man åbnede deres karakterbøger, og åndede lettet op når det viste sig at det gik godt med børnene. Da de blev teenagere protesterede man over at de spillede for højt, men græd når de snakkede om at flytte hjemmefra. Og nu er de, en efter en, alle vokset op og er fløjet fra reden.

Det er ikke så mærkeligt at mange synes det er meget svært at vænne sig til at „reden“ er tom. „For første gang i mit liv,“ indrømmede en mand hvis datter netop var flyttet hjemmefra, „satte jeg mig ned og bare græd og græd.“

Ægteparret Whelan og Evelyn opdragede deres børn til at kunne stå på egne ben når tiden kom. Og alligevel siger de at „det var noget af en omstilling“, da deres børn rejste hjemmefra. „Man har haft så meget at gøre med både det ene og det andet. Og når børnene så er flyttet har man kun sig selv og sin ægtefælle. Noget af det sværeste er at komme hjem og se at børnene ikke er der.“ Norma, der er moder til en voksen datter, indrømmer: „Det tog sin tid før jeg vænnede mig til at Lynn ikke var på sit værelse. Så jeg sørgede for at døren til værelset var lukket, for hvis den stod åben fik jeg altid en fornemmelse af at hun måske var derinde, og så fik jeg lyst til at snakke med hende.“

For næsten alle forældre er det med blandede følelser at de ser deres „unger“ flytte hjemmefra. De føler stolthed over at et barn er blevet voksent, og glæde ved udsigten til at få mere tid til sig selv. Men måske føler de også tvivl („Har vi nu opdraget hende godt nok?“), frygt („Er vores barn virkelig modent nok til at klare sig selv?“), skuffelse („Hvorfor giftede hun sig nu ikke med ham den flinke John i stedet for denne her taber?“) og endda skyldfølelse. En undersøgelse der er foretaget for nylig, viser at især mænd fortryder „at de ikke tilbragte noget mere tid sammen med deres børn dengang de var mindre“.

Måske forandrer ægteskabet sig også, når ’reden’ bliver tom. Nogle ægtepar får det bedre sammen. Det gør andre ægtepar ikke. „I dag ender mange ægteskaber med separation eller skilsmisse når børnene flytter hjemmefra,“ siger forfatterne af Ourselves and Our Children [Vi og vore børn].

Tit er det også sådan at barnet flytter hjemmefra på et tidspunkt der i forvejen er krisefyldt. Kvinder begynder at komme i overgangsalderen, hvilket, ifølge en skribent, „for en kvinde kan føles som en helt unødvendig understregning af kendsgerningen: ’Du får ikke flere børn’“. Mænd oplever måske et stigende pres eller flere skuffelser i forbindelse med arbejdet, eller de begynder at tænke på at pensionsalderen ikke er langt borte. Det kan være at inflationen har udhulet familiens opsparinger. Muligvis begynder helbredet at svigte. Nogle begynder endda at tvivle på sig selv, nu da de tilsyneladende ikke længere er forældre.

Det er ikke så underligt at nogle forældre stædigt nægter at give slip på børnene! Trangen til at holde fast på dem kan virke uimodståelig. Men man behøver ikke at miste sine børn fordi man siger farvel til dem. Man må blot danne et nyt grundlag for forholdet til dem, og udfylde det tomrum de efterlader i ens liv når de flytter.

Men hvordan gør man det? Og hvorfor er det så vigtigt at give slip på sine voksne børn for at kunne få et godt og sundt forhold til dem?

[Tekstcitat på side 3]

„For første gang i mit liv satte jeg mig ned og bare græd og græd“