Side 2

Hvem er menneskets største fjende? Er det mennesket selv? Eller står der en større magt bag al den ondskab og grusomhed vi har set på jorden? Er der en personlig djævel som står bag volden og hadet i verden?

Din værste fjende — er det dig selv? 3

Din værste fjende — hvem er det? 4

Din værste fjende — hans storhed og fald 7

Din værste fjende — er det dig selv?

IFØLGE naboerne var Peter „en flink ung mand som var vild med kondiløb og tennis“. Kun 33 år gammel havde han allerede skaffet sig et job med stor prestige og var anerkendt som en dygtig amatørsportsmand. Men en morgen kvalte han sin fader. Hvorfor gjorde han det? Ifølge avisen Daily News råbte Peter: „Det var Djævelen der fik mig til det!“

En forbryder bliver selvfølgelig ikke automatisk frikendt fordi han bruger Djævelen som påskud for en kriminel handling. I de fleste tilfælde bliver han sendt til mentalundersøgelse. Og i visse kredse er alene troen på Djævelens eksistens nok til at nogle mener man burde mentalundersøges. ’Et spøgelse der lister rundt og ophidser til mord og lemlæstelse? Latterligt!’ siger mange. Nej, så kan de bedre godtage den opfattelse at Djævelen blot er et symbol på det onde i mennesket selv.

Og ingen kan vist nægte at ufuldkomne mennesker har noget ondt i sig. „Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af,“ siger Bibelen. (1 Mosebog 8:21) Men efter at psykologer i årtier har forsket efter ’den indre djævel’ i mennesket, er de ikke fremkommet med andet end nogle modstridende teorier, ofte inkonsekvente og problemfyldte. (Se rammen på denne side.)

Tag for eksempel dem der mener at voldstendenser hos mennesker er et levn fra den biologiske udvikling de formoder at vi har gennemgået, en arv fra dyrene. Erich Fromm hævder imidlertid i sin bog The Anatomy of Human Destructiveness at dyrene ikke altid reagerer med vold i en faresituation: „Flugtinstinktet spiller . . . en lige så stor eller endnu større rolle i dyrenes adfærd end kampinstinktet.“ Selv om man gik ind for evolutionsteorien, der ellers er problematisk nok, er den opfattelse at mennesket er et dyr som bærer tendensen til vold i sig, altså tvivlsom. Men hvis ikke vi selv er vor egen værste fjende, hvem er det så?

[Ramme på side 3]

’Den indre djævel’ eftersøgt

Der har været gjort mange forsøg på at bevise at kilden til al ondskab er mennesket selv. Psykoanalytikeren Sigmund Freud så menneskelivet som en kamp mellem stærke livs- og dødsinstinkter. Freuds tidligere medarbejder Carl Jung opfattede imidlertid „Djævelen“ i mennesket som en „skygge“, en dyrisk personlighed der dukkede frem når mennesket prøvede at undertrykke den onde del af sit jeg. Ifølge Konrad Lorenz er aggressiviteten noget iboende, et levn fra udviklingshistorien. Mange biologer mener at voldelig adfærd hos mennesker udløses af genetiske eller organiske afvigelser. Og det hele forvirres endnu mere af at nogle giver miljøet og ikke arven skylden for ’den indre djævel’ i mennesket. De mener at det er faktorer i omgivelserne, for eksempel hos familie og venner, der kalder det onde frem i os.

Din værste fjende — hvem er det?

INGEN kan nægte at menneskene selv ofte er skyld i det onde der sker. Men spørgsmålet drejer sig om dette: Kunne menneskene alene være skyld i den ufattelige grusomhed og vold vor generation har været vidne til? Mange nægter overhovedet at overveje om noget uden for mennesket kunne være ansvarligt for ondskaben. Men kan man afvise denne mulighed uden i det mindste at undersøge den? Når vi taler om en personlig djævel, må vi indrømme at den udbredte forestilling der viser ham som et væsen med lang hale og med horn i panden, er latterlig. Men ondskabens fremmarch i hele verden er ikke noget at le ad.

Forekommer det dig ikke utroligt at mennesket, der har evne til at vise så stor kærlighed og ømhed, også skulle stå som eneopfinder af koncentrationslejre, torturmetoder og kernevåben? Hvis det onde simpelt hen skyldes psykologiske eller miljømæssige faktorer, hvorfor er det da vokset til et så skræmmende niveau i dag, hvor vi ellers formodes at vide mere om os selv og vort miljø end nogen sinde før? Hvorfor meldes der om stigende kriminalitet i næsten alle nationer? Hvorfor har vi i dette århundrede oplevet en bølge af ondskab i former som tidligere var næsten uhørte? Hvis ondskaben kun stammer fra mennesket selv, hvorfor har menneskets store anstrengelser for at komme den til livs, da vist sig at slå fejl?

Havde den berømte rumænske dramatiker Eugène Ionesco mon ret da han sagde: „Historien ville være fuldstændig meningsløs hvis vi lod det dæmoniske element ude af betragtning“?

Påfaldende tavshed hos præster

Er der et sådant ’dæmonisk element’? Man skulle mene at teologer var de nærmeste til at svare, men kirkernes præster er lige så splittede i denne sag som videnskabens forskere. Bladet Providence Journal-Bulletin spurgte engang en række lokale præster: Er Satan en virkelig person? Som svar hævdede nogle at de sandelig selv havde uddrevet dæmoner; andre troede på Djævelen, men havde svært ved at ’gøre ham til en person’ (’Jeg opfatter ham snarere som en kraft der er i modstrid med Guds vilje’); og atter andre sagde at Djævelen ikke er en person (’Jeg tror ikke vi behøver at opfatte ham som en virkelig person’).

Selv den katolske kirke har været påfaldende tavs i spørgsmålet om Djævelens eksistens, skønt troen på Djævelen officielt hører til kirkens lære. E. V. Walter bemærker i bogen Disguises of the Demonic at kirken her har indrettet sig efter den skepsis der er i nutiden. Han har sammenlignet to udgaver af det katolske opslagsværk The Catholic Encyclopedia, nemlig udgaverne fra 1907 og fra 1967, og heri fundet en „ikke uvæsentlig forskel“ i artiklerne om „dæmoner“, „dæmonbesatte“, „djævlebesættelse“ og „eksorcisme“. I den gamle leksikonudgave stod der klart at dæmonbesættelse var en realitet, men i den nye udgave behandlede man spørgsmålet mere forsigtigt: „Psykiatrien . . . har vist at underbevidsthedens mekanismer kan forklare mange, måske alle, unormale forhold som tidligere generationer tilskrev dæmoners virke.“

Pave Paul VI vakte stor bestyrtelse blandt teologer da han i 1972 sagde: „Vi ved at dette dystre og urovækkende væsen [Djævelen] virkelig er til, og at han stadig øver sit virke med forræderisk snuhed.“ Liberale teologer krummede tæer over disse ord. Kirken satte en teologisk undersøgelse i gang. Hvad blev resultatet? Et dokument med titlen „Den kristne tro og dæmonologien“, hvori den katolske kirkes tro på Djævelen klart blev bekræftet. Herbert Haag bemærker imidlertid i bladet Journal of Ecumenical Studies at kirken valgte at offentliggøre dette dokument på en underligt stilfærdig måde.a Og som et overraskende traditionsbrud var dokumentets forfatter anonym. Herbert Haag konkluderer: „Rom valgte anonymitetens vej, hvilket dårligt kan fortolkes som andet end en indrømmelse af at man er usikker i sin sag.“

Kan vi anlægge et „realistisk og seriøst“ syn på Satan?

Vatikanets betænkning om Djævelens eksistens blev så godt som ignoreret af nyhedsmedierne og verden i almindelighed; men selve spørgsmålet kan ikke fejes til side. Det har alt for vidtrækkende konsekvenser. Hvis, for eksempel, der ikke er nogen djævel til, hvordan vil man da forene eksistensen af en kærlig Gud med det ondes fortsatte fremmarch? Det er som Howard R. Burkle skriver i sin bog God, Suffering, & Belief: „Af alle de faktorer som gør troen [på Gud] svær for nutidens mennesker, er den største imidlertid de menneskelige lidelser.“ Hvis man benægter Djævelens eksistens, sådan som nogle altså gør, er man derfor meget tæt på også at benægte Guds eksistens!

Det må desuden tages i betragtning at troen på en djævel findes så godt som overalt. Historikeren Jeffrey Burton Russell har bemærket at der findes „parallelle opfattelser af Djævelen i kulturer som er vidt forskellige og befinder sig langt fra hinanden“. De gamle persere kaldte ham Ahriman, muslimerne har kaldt ham Iblīs, og buddhisterne Māra. Her i den vestlige verden er han sikkert bedre kendt under navnet Satan. Troen på en djævel lever stadig til trods for videnskabsfolks skepsis og teologers benægtelser.

Det der betyder mest for de kristne er dog om Bibelen fortæller at der er en djævel. Liberale teologer prøver ganske vist at bortforklare den omstændighed at Bibelen nævner ham som en person; nogle hævder endda at Jesus Kristus ikke troede på ham. De har, ifølge professor Richard H. Hiers, denne opfattelse, som han udtrykker i Scottish Journal of Theology: „Vi tror ikke på Satan og dæmonerne; og Jesus kan bestemt heller ikke have gjort det!“ Efter en omhyggelig analyse af evangelierne konkluderer professor Hiers dog: „Vi har intet grundlag for at formode at Jesus ikke betragtede dæmonerne på samme måde som hans samtidige og de synoptiske evangelister gjorde: realistisk og seriøst.“

Betyder det at også du har grund til at anlægge et „realistisk og seriøst“ syn på Djævelen, opfatte ham som en virkelig person? Hvad siger Bibelen om ham?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 5]

„Historien ville være fuldstændig meningsløs hvis vi lod det dæmoniske element ude af betragtning“

[Tekstcitat på side 5]

Forsøgene på at reducere Djævelen til kun at være det onde i mennesket selv, har ikke været tilfredsstillende

[Illustration på side 6]

Bærer menneskene alene skylden for alt dette?

Din værste fjende — hans storhed og fald

BIBELEN viser at fjenden trådte frem kort efter at Gud havde sat den første mand og kvinde i Paradiset, det hjem Han havde skabt til dem. Gud krævede loyalitet og lydighed af dem og gav dem et ganske simpelt bud: ’I må ikke spise af træet til kundskab om godt og ondt.’ — 1 Mosebog 2:16, 17.

Heri øjnede fjenden sin store chance: „Men slangen var træskere [eller: forsigtigere] end alle markens andre dyr, som Gud [Jehova] havde gjort, og den sagde til kvinden: ’Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?’“ Eva kendte sikkert slangen som et dyr der for det meste var frygtsomt, og hun følte ingen grund til at flygte i rædsel. Hun forstod ikke at slangen kun var talerør for en magt der var højere end mennesket, og hun følte sig fængslet af dens glatte tale. — 1 Mosebog 3:1; 1 Timoteus 2:14.

Da Eva nu indvendte at en overtrædelse af Guds lov ville blive straffet med døden, svarede slangen ved direkte at modsige Gud: „I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ — 1 Mosebog 3:2-5.

Resten af historien er velkendt. Eva lod sig bedrage til at tro at hun kunne leve et bedre liv hvis hun var uafhængig af Gud, hun spiste af træet, og Adam fulgte hendes eksempel. Gud måtte straffe det oprørske par; han afsagde den dom at de måtte dø. — 1 Mosebog 3:16-19.

Hvem var slangen talerør for?

Bibelen omtaler direkte Satan som „slangen fra fortiden“. (Åbenbaringen 12:9) Hvis man udelukker Djævelen helt af beretningen i Første Mosebog (som visse skeptikere gør), giver beretningen slet ingen mening. Da må man bekvemme sig til at tro at det faktisk var en almindelig slange der selv talte!

Ifølge Bibelen var det imidlertid kun mennesket der blev skabt „i Guds billede“ og derfor var i stand til at føre egentlige samtaler. (1 Mosebog 1:27) Bemærk også hvilken dom Gud afsagde over slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ — 1 Mosebog 3:15.

Det giver ikke megen mening at mønte disse ord på en bogstavelig slange. Føler vi egentlig større „fjendskab“ mod bogstavelige slanger end vi gør mod for eksempel rotter og edderkopper? Nej, „slangen“, „kvinden“ og deres respektive „sæd“ er tydeligvis symboler som kun kan forstås i lyset af andre bibelsteder. (Galaterne 4:26; 3:29; Åbenbaringen 12:1-6; Mattæus 23:33) Ikke desto mindre stod det nu klart at der var en satan, en modstander af Gud, som drev sit spil.

Hvorfra stammer fjenden?

„Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham.“ (Johannes 8:44) Med disse ord angav Jesus Kristus at Satan engang var „i sandheden“. Uden tvivl har han engang været en af ’gudssønnerne’, Guds engle, der sad inde med stor herlighed. (Job 38:7) Dette er meget langt fra den forestilling at han skulle være et skummelt væsen med bukkefødder og med horn i panden.a Bibelen viser ham imidlertid ikke den ære at opgive os hans oprindelige navn.

’Jamen, hvordan kunne en engel synde?’ indvender nogle. Bibelen fortæller os ikke nøjagtig hvilke tanker hos denne gudssøn der førte til oprøret. Måske har han tænkt som Babylons hovmodige konge: „Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner.“ (Esajas 14:13; se også Første Timoteusbrev 3:6.) Sandsynligvis har et vanvittigt begær efter at blive tilbedt igangsat den kædereaktion der ender med døden: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd; og når synden er fuldbyrdet, frembringer den død.“ — Jakob 1:14, 15.

Splittelse i universet

Hvorfor udslettede Gud da ikke Satan med det samme? Fordi Adam og Evas oprør rejste nogle alvorlige spørgsmål: Var Guds herredømme undertrykkende, eller var det retfærdigt? Hvem havde retten til at herske? Forholdt Gud sine undersåtter en frihed de havde krav på? Vil alle Guds tjenere svigte Gud når de får lejlighed til det?

Ingen af disse spørgsmål ville være afgjort blot ved at Satan blev udslettet. I sin visdom har Gud derfor tilladt Satan at eksistere — i en vis tid. Dermed har både mennesker og engle fået lejlighed til at betragte forskellen mellem Guds og Satans måde at regere på. Mennesker kan tage standpunkt for Gud eller Satan. Hele universet har frem til i dag været splittet på grund af dette stridsspørgsmål: Guds herredømme kontra „uafhængigheden“.

Endnu en side af dette stridsspørgsmål kom frem nogle hundrede år senere. I Job 1:6-11 giver Bibelen os et usædvanligt indblik i begivenheder i himmelen; der fortælles om en forsamling af engle som Satan meget frimodigt overværede:

„[Jehova] spurgte Satan: ’Hvor kommer du fra?’ Satan svarede [Jehova]: ’Jeg har gennemvanket jorden på kryds og tværs.’ [Jehova] spurgte da Satan: ’Har du lagt mærke til min tjener Job? Der findes ingen som han på jorden, så from og retsindig en mand, som frygter Gud og viger fra det onde.’ Men Satan svarede [Jehova]: ’Mon det er for intet, Job frygter Gud? . . . ræk engang din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!’“

Hele tonen i denne ordveksling viser klart at Satan havde stillet sig i opposition til Gud.b Han påstod at ingen af Guds tjenere ville holde fast ved deres trofasthed hvis de blev udsat for pres. Dette gav anledning til nye spørgsmål: I hvor stor udstrækning ville mennesker udsætte sig selv for trængsler af kærlighed til Gud? Er det selviskhed der driver dem til at tjene Gud? Også disse spørgsmål kunne kun besvares hvis ondskaben fik lov at vare ved et stykke tid endnu.

Findes der onde, usynlige regeringer og myndigheder?

Satan har i omkring 6000 år været i færd med at rekruttere tilhængere. Han har endda fået følgeskab af nogle oprørske engle som under påvirkning af ham „forlod deres egen bolig“ i himmelen. (Judas 6; 1 Mosebog 6:2) Men hvor stort held har han haft med at lokke mennesker over på sin side? Hvor stor er hans indflydelse i dag?

Den må være ret stor, at dømme efter nogle ord en engel henvendte til profeten Daniel. Engelen forklarede Daniel hvorfor hans ankomst var senere end ønsket: „Perserrigets fyrste stod mig imod i enogtyve dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste fyrster [engle], mig til hjælp.“ (Daniel 10:13) Hvem var denne „fyrste“ der stillede sig op imod en engel? Det kan ikke have været et menneske. En enkelt engel var på én nat i stand til at udslette 185.000 mennesker! (Esajas 37:36) „Perserrigets fyrste“ må derfor have været en dæmon, et redskab for selve den store modstander, Satan!

Dette har vidtrækkende betydning. Apostelen Paulus gjorde opmærksom på at „ondskabens åndemagter i det himmelske“ er organiseret som ’regeringer og myndigheder’. (Efeserne 6:12) Uden tvivl styres hver verdensmagt af en usynlig dæmonfyrste! (Daniel 10:20) Satan selv brystede sig senere over for Jesus af at „alle rigerne på den beboede jord“ var hans.c Jesus nægtede selvfølgelig at have nogen lod eller del i Satans styre. (Lukas 4:5-8) Men hvordan forholder det sig med de folk som i dag står i spidsen for nationerne? Er de i virkeligheden marionetter som dirigeres af Satan? — Se også Åbenbaringen 13:2.

„Æd meget kød“

Har Satan som den usynlige hersker haft påviselig indflydelse på menneskenes forhold? Vi finder et uhyggeligt svar på dette i Daniels bog, kapitel 7. Dér skildres det medo-persiske verdensrige billedligt som et dyr der lignede en bjørn. I slutningen af vers 5 står der: „Der blev sagt til det: ’Kom, æd meget kød!’“ Dette betyder åbenbart at Satans dæmonfyrster ophidsede de persiske herskere til at rejse deres rige fra stillingen som en andenrangs magt og grådigt give sig til at opsluge nye områder.

Historien bekræfter at Medo-Persien efterkom dæmonernes opfordring til at ’æde meget kød’. Bogen The Historians’ History of the World beretter: „Det er interessant at mærke sig at dette imperium i geografisk udstrækning var det største verden nogen sinde havde set, langt større end Ægypten, større end Assyrerriget var da det var størst, og større end noget rige der skulle efterfølge det helt frem til nyere tid, bortset fra det korte årti hvor Alexander den Store regerede.“

Den dag i dag har verdenslederne den samme tilbøjelighed til at udvide deres indflydelsessfære. I dag er der blot meget mere der står på spil. Nationerne er, som en forfatter har sagt, i færd med at danse en uhyggelig „dance macabre“ (dødsdans) — den dans de kalder „terrorbalancen“ og som består i at begge blokke opretholder så store kernevåbenlagre at de begge kan ødelægge jorden adskillige gange. De fristende muligheder der ligger i at udkæmpe en „begrænset“ kernekrig har oven i købet forledt „alle stormagternes militærstrateger“ til at opgive den idé de så længe har fastholdt: at den blotte anvendelse af kernevåben ville være fatal for begge parter. „I stedet er de nu ved at planlægge hvordan en atomkrig bedst kan føres og vindes. Det unævnelige drøftes åbent; det utænkelige overvejes.“ (Maclean’s, 15. februar 1982) Er de gået fra forstanden? Nej, de følger såmænd blot direktiverne fra deres usynlige leder — Satan Djævelen.

Hvem er Djævelens håndlangere?

„Om jeg tror på [Djævelen]? Tja, det gør jeg vel,“ sagde en kvinde. „Men jeg har ikke tænkt på ham i lang tid.“ Spørgsmålet om Djævelens eksistens bør imidlertid ikke skubbes hen i et hjørne af vor bevidsthed. Vi må se det i øjnene og erkende at han eksisterer.

Troen på at Djævelen er til er dog ikke ensbetydende med at man skal leve i panisk angst for ham, eller lade sig opsluge af okkulte interesser. Kristne holder sig på lang afstand af djævledyrkelse og okkultisme. (5 Mosebog 18:10-12; 1 Korinter 10:21) Det hedder ganske interessant i bogen The Devil’s Dominion: „Hovedårsagen til at der er så stor interesse for og engagement i okkultisme og Satandyrkelse . . . er de etablerede kirkers åndelige sterilitet . . . de etablerede kirker er selv, uden at ville det, blevet Djævelens egentlige håndlangere.“

I Jehovas Vidners samfund findes denne „åndelige sterilitet“ ikke. De er heller ikke med til at gå Djævelens ærinde ved, som det store kor af skeptikere, at nægte at han er til. (2 Korinter 11:14) De ved hvem menneskets fjende er, og det hjælper dem til at forstå hvorfor kærlighedens Gud har tilladt ondskaben. De har taget et bevidst standpunkt i det universelle stridsspørgsmål, og de foretrækker at underlægge sig Guds gode love og hans gavnlige styre fremfor at vælge en kortvarig „uafhængighed“. De stoler på at de med Guds hjælp kan blive ’befriet fra den onde’. (Mattæus 6:13) Erkendelsen af at der er en djævel vil måske udsætte dem for spot, men den vil samtidig tjene som en beskyttelse.

Under den anden verdenskrig kunne man i USA se plakater med teksten: „Kend din fjende!“ Generaler har tabt store slag fordi de undervurderede deres fjende. Men Jehovas vidner ved hvem deres fjende er, og ’hans planer er de ikke uvidende om’. (2 Korinter 2:11) De ved at „hele verden ligger i den ondes magt“; derfor lader de sig ikke besnære af hans påfund. — 1 Johannes 5:19.

Jehovas vidner ved også at Satans onde herredømme snart vil være forbi. Bibelen forudsiger at universets almægtige Skaber snart vil fjerne alle modstandere. Satans styre vil, som apostelen Peter skrev, blive efterfulgt af „nye himle og en ny jord som vi venter ifølge [Guds] løfte, og i dem skal retfærdighed bo“. — 2 Peter 3:7, 11-13; Åbenbaringen 20:1-3, 10.

Vi opfordrer dig til at udnytte ’den korte tidsperiode’ der er tilbage, til at studere Bibelen og lære hvordan også du kan „stå Djævelen imod“. (Åbenbaringen 12:12; Jakob 4:7) Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig med dette, så også du kan se hen til dette bibelske løfte: „Den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan.“ — Romerne 16:20.

[Fodnoter]

[Kort/​illustration på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Under dæmonisk indflydelse voksede det medo-persiske verdensrige til at blive et af de største i historien

GRÆKENLAND

THRAKIEN

Det sorte Hav

Det kaspiske Hav

LYDIEN

ARMENIEN

ASSYRIEN

MEDIEN

PARTHIEN

INDIEN

SYRIEN

Eufrat

Nineve

Tigris

Damaskus

Jerusalem

Babylon

Den persiske Havbugt

PERSIEN

LIBYEN

ÆGYPTEN

SINAJ BJ.

ARABIEN

Nilen

ÆTIOPIEN

Det røde Hav

Det store Hav

[Illustration på side 8]

Denne udbredte forestilling om Djævelen er hentet fra skildringer af den græske gud Pan

[Illustration på side 9]

Er verdens militære ledere, som nu planlægger deres kernevåbenstrategi, i virkeligheden ledet af Satan?