Unge spørger:

Hvilken fremtid venter der os?

I DEN senere tid har Europas unge domineret avisernes overskrifter. I Holland kom det til kampe da dronning Beatrix blev kronet, og skaderne beløb sig til en værdi af 20 millioner kroner. I Zürich har unge forårsaget ødelæggelser for 40 millioner kroner. Fra Vestberlin meddeles det at den kendte forretningsgade Kurfürstendamm er ved at blive forvandlet til „en slagmark“. I Storbritannien har hvide unge overfaldet grupper af raceminoriteter. Og i det indre København var der som bekendt temmelig kraftig uro omkring nytår og i januar 1983.

Hvilket motiv har de unge til at gøre sig så kraftigt bemærket? „Vold er det eneste der kan få folk til at indse de fejltagelser der er begået,“ har en demonstrationsdeltager erklæret til Londonavisen Financial Times. „De har givet os så mange løfter, men aldrig holdt nogen af dem. Det eneste der tæller for dem er overgreb mod deres ejendom.“ Hvad var det for fejltagelser han sigtede til?

I Holland, som så mange andre steder, begyndte det hele med boligproblemet. Det er meget vanskeligt at skaffe sig en lejlighed til en rimelig pris, og som følge af dette brød en gruppe hjemløse unge ind i en tom beboelsesejendom og bosatte sig, sådan som vi også kender det fra København. Men det var kun begyndelsen. I bladet Time erklærede en ung mand: „Vi begyndte med husbesættelserne. Men vi opdagede snart at det er hele systemet der er råddent.“

Der er også andre „fejltagelser“ — arbejdsløsheden, for eksempel. I EF-landene er 40 procent af de arbejdsløse under femogtyve år. Atomtruslen er endnu en „fejltagelse“. I hele Europa er de unge et fremtrædende element i de store demonstrationer imod atomvåben. For udenforstående kan volden dog godt til tider synes meningsløs. I en folder hed det: „Zürich er i brand. Folk spørger: ’Hvorfor Zürich — rene, fredelige Zürich?’ Vi kan ikke svare på det. Vi kan kun sige at dette måtte ske før eller siden.“ En af de protesterende sagde til en journalist i Zürich: „Alting er så perfekt, alting er så fredeligt, alle er rige. Vi er ved at brække os over det.“

Hvilke alternativer har de unge urostiftere at tilbyde? Nogle kommer med temmelig radikale forslag. Ifølge World Press Review har en nylig foretaget opinionsundersøgelse i Tyskland vist at mindst en million studerende ønsker en alternativ livsform — eventuelt med de nordamerikanske indianeres stammesamfund som forbillede. „Vi ønsker vore egne reservater,“ siger en tyveårig. „Og så kan cowboyerne godt holde sig på afstand.“

Men det er mere foruroligende at mange urostiftere slet ikke tilbyder nogen alternativer. De gør bare oprør mod den livsform de moderne europæiske lande tilbyder. På mure i Vestberlin kan man flere steder se nogle skriverier med teksten: „Ikke samfundet, men mig“ — noget der sikkert afslører en fremherskende indstilling. Man synes der er noget galt, men har ingen forslag til hvordan forholdene kan forbedres.

Hvorfor så megen uro?

Kunne svaret ligge i to principper der står at læse i Bibelen? Hvilke principper? Det ene er fremsat af Jesus selv og lyder sådan: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Mattæus 4:4) Det andet er fra Ordsprogenes bog: „Uden syner forvildes et folk.“ (Ordsprogene 29:18) Kan du se hvordan disse to principper peger hen på en løsning af de problemer vor tids unge står over for?

Ordene af Jesus viser at mennesket har et åndeligt behov såvel som et materielt behov. Nogle lande i Vesteuropa har siden den anden verdenskrig opbygget materielle velfærdssamfund, deriblandt nogle af de rigeste i verdenshistorien. Og nu da denne materielle tryghed er blevet en selvfølge, finder mange tilværelsen tom og formålsløs.

Det bibelske ordsprog vi citerede, viser at vi har brug for „syner“ — visioner eller forudviden, en sikker viden om hvor det hele bærer hen. Når de unge tænker på arbejdsløsheden, industriforureningen, atomtruslen, den usikre økonomi og så videre, er det ikke så sært at de synes fremtiden ser dyster ud. En sociolog i Tyskland siger: „Det de unge i dag gør, er et udtryk for angst og fortvivlelse over de mørke fremtidsudsigter.“ Verden kan ikke give dem de „syner“, de visioner og den forudviden, de har brug for. Er der nogen der kan?

Er der et alternativ til oprør?

Ja, det er der. Læs her om et ungt ægtepars erfaring. Til at begynde med levede Buz og Becky et ganske almindeligt liv, men de var forfærdede over volden, kriminaliteten og de andre frygtelige ting de læste om. Derfor brød de med den traditionelle livsform.

De solgte deres hus, og sammen med deres toårige datter flyttede de ud på landet, hvor de levede i et militærtelt. De prøvede at leve så primitivt som muligt, idet de følte at de på denne måde ikke mere var med til at ødelægge jorden. Men de erkendte snart at deres bestræbelser ikke betød ret meget. En dag sagde de til hinanden: „Folk er totalt ligeglade. Jorden vil blive ødelagt, og der bliver ingen fremtid for vore børn.“ Samme aften lå Becky i sin seng og følte sig nervøs og urolig. Hun vidste at der ikke var nogen fremtid. Forureningen eller noget andet ville i sidste instans udslette alle.

Men de fandt en løsning. Det var ikke vold, men noget mere positivt. Et håb. Hvordan fandt de det? De blev besøgt af Jehovas vidner og blev opmærksomme på noget de aldrig havde tænkt over før, nemlig at Gud har en hensigt med jorden og at denne hensigt vil blive gennemført uanset hvad mennesker foretager sig. Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“, men give de mennesker der bringer deres liv i overensstemmelse med hans principper, en tryg fremtid. (Åbenbaringen 11:18) Hverken atommagterne eller den kommercielle handelsverden vil overleve, kun de sagtmodige. „En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ — Salme 37:10, 11.

Dette håb var bogstavelig talt fra Gud, for Jehovas vidner kunne vise dem det i Bibelen, som jo er Guds ord. Det gav dem det holdepunkt i livet de manglede. De indså at dette håb ikke bare er en illusion — noget de kunne klamre sig til i et forsøg på virkelighedsflugt. Nej, det er virkelighed. Andre unge har fundet det samme håb.

Tony, en teenager fra Oregon i USA, siger: „For mit vedkommende skete den største forandring da jeg indså at Bibelen har ret og at det eneste håb for mig var at gøre Jehovas vilje.“ Mario, en ung mand fra Mellemamerika, følte sig før i tiden tvunget til at stjæle for at overleve. Man fremholdt Bibelens håb for ham, og nu siger han: „Nu da jeg har dette forhold til min Skaber, kan jeg se at alt hvad verden har at tilbyde, er som en stor bunke affald.“

Der er altså et alternativ til vold eller til at ’melde sig helt ud’ af samfundet. Gud har givet os et vidunderligt håb, et håb der er troværdigt, logisk og som vil gå i opfyldelse. Hvorfor ikke selv undersøge sagen? Det er måske netop det du søger.

● „Jeg [skaber] en ny himmel og en ny jord. Det gamle skal ikke huskes mere, og ingen skal tænke på det. Men til evig tid skal I glæde jer og juble over det, jeg skaber. . . . Der høres ikke mere lyd af gråd eller skrig. Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. . . . De skal bygge huse og bo i dem og plante vingårde og nyde deres frugt.“ — Esajas 65:17-21, Jesajas bog, 1982.