Side 2

Det menes at i tusindvis af børn er født med indlæringsvanskeligheder. Skyldes problemet i nogle tilfælde at forældre eller skoler griber undervisningen af børnene forkert an? Hvordan kan man afgøre om der er tale om egentlige indlæringsvanskeligheder? Og hvad kan man gøre?

Hvad er der i vejen med Martin? 3

Har dit barn svært ved at lære? 4

Hvad kan forældre gøre? 7

En moder fortæller 10

Hvad er der i vejen med Martin?

TOÅRIGE Martin var som en snurretop i evig bevægelse — han kunne ikke sidde stille. Han faldt ikke i søvn før midnat, men stod op tidligt om morgenen — ivrig efter at komme i gang. Han gjorde ikke bare hvad han ikke måtte, men havde det også med at slå alting i stykker. Hans koordination var så dårlig at han altid faldt over sine egne ben og stødte ind i et eller andet. „Han er en rigtig dreng,“ sagde andre til hans moder. „Han kommer over det.“

Men han kom ikke over det. Da Martin var fem, havde han meget svært ved at udtrykke sig, sammenlignet med andre femårige. Det var vanskeligt for ham at formulere sine tanker. Da han var seks, kunne han endnu ikke skrive alfabetets bogstaver eller skelne farverne fra hinanden, og da han begyndte i skolen mangedobledes problemerne. Han kunne ikke sidde stille. Han kunne ikke samle sig om gruppearbejde, ikke engang i kort tid ad gangen. Alligevel beskrev læreren ham som en følsom dreng, der gjorde sig umage for at gøre det rigtige.

Martin blev også meget let distraheret. Ja, han kunne ikke engang gå fra køkkenet til badeværelset for at vaske hænder uden at foretage sig en hel masse andet på vejen. Og når han endelig nåede ud på badeværelset, havde han glemt hvad det var han skulle!

Han fik også raserianfald — ukontrollerede og tit helt skræmmende vredesudbrud med heftig gråd og stampen og sparken i gulvet. Hver gang Martins forældre bad ham om at gøre et eller andet, skete der det samme — han hørte ikke efter. Tit fik han smæk, men det lod heller ikke til at hjælpe noget. Martins moder vidste ikke sine levende råd!

Var Martin ulydig med vilje? Nej. Var han mentalt retarderet? Heller ikke. Jamen, lå hans intelligens da under middel? Nej, faktisk havde han en ganske normal intelligens. Men hvad var det så der var galt med ham? Jo, Martin havde indlæringsvanskeligheder.

[Illustration på side 3]

Har dit barn svært ved at lære?

Har dit barn svært ved at lære?

Man siger om hundredtusinder af børn at de har indlærings vanskeligheder. Anvendes denne betegnelse forkert på alt for mange børn? Hvordan kan man vide om ens barn har indlæringsvanskeligheder?

INDLÆRINGSVANSKELIGHEDER er et udtryk der er blevet mere og mere udbredt inden for de sidste ti år. Det dækker en lang række forhold der gør det svært for børn med normal intelligens at mestre en eller flere af de færdigheder der er nødvendige for at kunne lære. Der er ikke noget i vejen med disse børns syn eller hørelse, og de har intet påviseligt fysisk handicap. Alligevel er der en betydelig forskel på hvad børnene skulle kunne og hvad de kan.

Hvad er årsagen? Desværre er forskningen på dette felt endnu utilstrækkelig. Men nogle forskningsresultater peger mod en fejl i et eller andet område af hjernen, forårsaget af: beskadigelse før, under eller efter fødselen; for tidlig fødsel; sygdom hos moderen under svangerskabet; langvarig eller vanskelig fødsel. Indlæringsvanskeligheder er altså ofte forbundet med en mindre hjerneskade. Måske omfatter de en perceptionsdefekt, hvilket vil sige at barnet kan have svært ved at fortolke de oplysninger det modtager gennem sanserne. At langt flere drenge end piger har dette problem, tyder på at det muligvis er arveligt.

Symptomer

Et barn med indlæringsvanskeligheder har virkelig et problem, hvad årsagen så end er. Det er ikke indbildt. Og problemet kan vise sig på mange måder. Der er ikke noget bestemt adfærdsmønster der kendetegner børn med indlæringsvanskeligheder, for der findes jo ikke to børn der lærer eller opfører sig på nøjagtig samme måde. Følgende er nogle af symptomerne, der kan optræde i mere eller mindre alvorlig grad.

● Visuelle perceptionsforstyrrelser: „Jeg kan ikke se tavlen,“ siger barnet. Men en synstest viser at det ser normalt. Prøver det bare at undskylde sit dårlige arbejde? Det er ikke sikkert. Hvis barnet har indlæringsvanskeligheder, har det muligvis også visuelle perceptionsforstyrrelser. Det vil sige at barnet har svært ved at fortolke hvad det ser. Vi ser med vore øjne, men det er ikke med øjnene vi forstår hvad vi ser; det er med hjernen.

Det kan derfor være at barnet har svært ved at læse og skrive. Når det læser, springer det måske nogle af ordene over. Måske forveksler barnet ord der begynder med samme lyd („stol“ læses som „stor“), eller bytter om på bogstaverne inden for samme ord („ind“ bliver til „din“). Når barnet skriver, vender det måske om på nogle bogstaver („b“ i stedet for „d“) eller hele ord („med“ i stedet for „dem“).

● Auditive perceptionsforstyrrelser: „Jeg hørte ikke hvad du sagde,“ svarer din søn når du spørger ham hvorfor han ikke har gjort hvad du sagde. Men høreprøver viser at hans hørelse er normal. Hørte han dig virkelig ikke? Eller er han bare vanskelig, ulydig med vilje?

Hvis han har auditive perceptionsforstyrrelser, er han på en måde døv — indvendig. Det kan være at han kun hører utydelige gengivelser af andre menneskers tale. Det „rodede lydbillede“ han opfatter, forvirrer ham og kan få ham til at reagere på en aggressiv måde. Hvis han får besked om flere forskellige ting, hører han måske i virkeligheden kun den ene. Men andre gange høres de alle og opfanges af hans hjerne. Det virker helt tilfældigt om han hører eller ej.

● Sprogvanskeligheder: Vi lærer at udtrykke os ud fra det vi hører. Men et barn med auditive perceptionsforstyrrelser har sandsynligvis aldrig hørt i ordets fulde eller normale betydning. Derfor er det ikke i stand til at udtrykke sine tanker på en god måde. Det vender somme tider op og ned på ord og begreber. „Mor, bilen kører baglæns,“ siger barnet måske. Men bilen kører faktisk fremad.

● Problemer med visuel og auditiv hukommelse: Vanskeligheder i forbindelse med visuel og auditiv hukommelse følger ofte et barn der har visuelle eller auditive perceptionsforstyrrelser. Det kan således være at barnet ikke er i stand til at huske hvad det har fået mundtlig besked om, eller i hvilken rækkefølge det fik besked om at gøre tingene. Hvis der er noget galt med den visuelle hukommelse, vil barnet have svært ved at huske hvad det læser og hvor det lægger sine ting.

● Fejlagtig opfattelse af tid og rum: Et barn med indlæringsvanskeligheder mangler muligvis fornemmelse af rumlige forhold, det vil sige, begreberne op-ned, højre-venstre, over-under eller ind-ud. Sagt med enkle ord: Hvordan skal barnet kunne forstå at hylden er deroppe, hvis det ikke er helt sikker på at dets fødder er dernede? Hvis man beder barnet lægge et stykke papir i en æske, lægger det måske papiret under æsken.

Barnet har som regel kun i ringe grad fornemmelse af sin egen krop; det kan ikke finde ud af hvor meget den fylder, og fejlbedømmer derfor tit sig selv. Det er ikke så mærkeligt at barnet tit virker klodset og kejtet — langt mere end jævnaldrende børn.

Barnets tidsopfattelse er som regel også dårlig. Begreber som i går, i dag og i morgen lader til at forvirre det. Forældrene spekulerer måske på om barnet nogen sinde lærer årets måneder eller ugedagenes rækkefølge at kende.

● Dårlig muskelkoordination: En dreng med indlæringsvanskeligheder kan også have problemer med „de finmotoriske færdigheder“. Det kan være yderst svært for ham at klippe, farve eller tegne. Han kan ikke binde sine snørebånd, tage tøj på eller skære sin mad i stykker, selv lang tid efter at andre børn på samme alder har lært det. At spille bold er vanskeligt for ham — han kan ikke koordinere boldtræet og bolden.

● Stædig og urokkelig: Et barn med indlæringsvanskeligheder er tilbøjeligt til at blive stædigt og urokkeligt. Det vil hvad det vil, når det vil, ligegyldigt hvad der sker omkring det. Det ser ikke helheden i tingene; det ser detaljerne men ikke selve billedet. Det bliver meget ængsteligt hvis den daglige rutine brydes.

„Kan du ikke gøre noget ved det barn?“

Er det sært at et barn med sådanne problemer let bliver vredt, skuffet eller får raserianfald? Trods alt „hører“ eller „ser“ det måske kun delvis de oplysninger man søger at bibringe det. Det har måske svært ved at koordinere sine bevægelser og bliver kaldt dum af sine klassekammerater. Det værste af det hele er at barnets forældre eller lærere måske ikke forstår det.

Det er ganske vist ikke let at leve med et barn hvis perception og tidsopfattelse er „slået fra“ så stor en del af tiden. Det kan være at forældrene bliver bekymrede eller skuffede oftere end andre forældrepar. Men desværre fremkalder deres situation tit kritik. „Kan du ikke gøre noget ved det barn?“ kan kritiske tilskuere finde på at spørge.

Forældrene har måske en anelse om at der er et eller andet galt med barnet, men de kan ikke finde ud af hvad det mon er. Det er imidlertid vigtigt at tilstanden opdages tidligt, for hvis den ikke behandles kan barnet blive indelukket og fremmedgjort, og vil måske aldrig udvikle sine færdigheder fuldt ud.

„Doktor, mit barn har alle symptomerne“

Sådan vil en bekymret moder måske sige mens hun vifter med et blad med en artikel om indlæringsvanskeligheder. Der er hundredtusinder af børn der har indlæringsvanskeligheder efter hvad autoriteterne siger. Naturligvis har nogle børn virkelig dette problem. Men er det muligt at betegnelsen kritikløst hæftes på alt for mange børn?

„Mange af de børn der siges at have indlæringsvanskeligheder, har det slet ikke,“ siger psykiateren Thomas P. Millar. Hvorfor rubriceres de da forkert? „Ufejlbarlige forældre“ er en af grundene, forklarer Millar. De bekymrede forældre siger: „Grunden til at vores søn har svært ved at lære er ikke at vi har været dårlige forældre. Nej, grunden er at han har indlæringsvanskeligheder.“ Men har han virkelig det? Eller er problemet snarere „forældrevanskeligheder“?

Eller måske „undervisningsvanskeligheder“? Dr. Barbara Bateman, der er en anerkendt autoritet på dette felt, siger: „Indlæringsvanskeligheder er blevet en utrolig populær undskyldning som man i folkeskolen bruger når man ikke er i stand til at undervise de børn godt nok som virkelig har brug for god undervisning.“

Et andet udtryk der ofte bruges, er hyperaktivitet (eller hyperkinesis), der ofte forbindes med indlæringsvanskeligheder.a Hvad er hyperaktivitet? Ifølge en rapport fra USAs Akademi for ortomolekylær Psykiatri er det „fysisk aktivitet der forekommer ’drevet’ frem — som af en indre tornado — så at aktiviteten er uden for barnets kontrol, sammenlignet med andre børn“. Hvad er symptomerne? Barnet kan ikke holde sin opmærksomhed fangen i længere tid, bliver let distraheret, bevæger sig impulsivt fra sted til sted, har svært ved at koncentrere sig om noget, kan ikke sidde stille.

„Det lyder nøjagtig som mit barn,“ vil en fader eller moder måske sige. Men vær ikke for hastig til at stille diagnose for dit barn. At det er rastløst, energisk eller uroligt betyder ikke nødvendigvis at det er hyperaktivt. Måske er der en anden grund — allergi over for nogle bestemte fødevarer, søvnmangel, eller problemer i forbindelse med hørelse eller syn.

Indlæringsvanskeligheder i forbindelse med hyperaktivitet er desværre kun alt for virkelige problemer, skønt antallet af børn med disse problemer måske er overdrevet. Hvad bør man gøre hvis man har mistanke om at ens barn har indlæringsvanskeligheder? Først og fremmest bør man søge professionel hjælp. Sig ikke at et barn har indlæringsvanskeligheder før det er blevet omhyggeligt undersøgt.

Tal åbent og oprigtigt med barnets lærere. Vær ikke bange for at stille spørgsmål. Få vished for at det drejer sig om indlæringsvanskeligheder, ikke undervisningsvanskeligheder. Find ud af hvad der er galt og hvad der kan gøres ved det. Somme tider kan selve det at man forstår et problem være en hjælp. Men hvad kan forældrene så gøre når diagnosen er stillet?

[Fodnote]

[Illustration på side 6]

Hvorfor er det så svært?

Hvad kan forældre gøre?

„INTET hjælper!“ „Han forstår det simpelt hen ikke!“ En fortvivlet fader eller moder siger måske noget i den retning. Hvordan trænger man ind til et barn der har indlæringsvanskeligheder? Og hvad kan man stille op hvis problemet er hyperaktivitet?

Et barn der har svært ved at lære, har brug for det samme som alle andre børn — at blive elsket, forstået og accepteret af sine forældre — men måske kræver det ekstra tid og opmærksomhed. Måske har barnet selv på fornemmelsen at der er „noget i vejen“. Det har brug for gang på gang at blive forsikret om at det ikke er ubegavet eller mentalt retarderet. For dette barn tager det bare lidt længere tid at lære end det gør for andre børn.

Mange steder findes der specielle undervisningsprogrammer for børn med indlæringsvanskeligheder. Det kræver særlige færdigheder at undervise et barn der ikke lærer på normal vis. Tit har forældrene svært ved det; følelserne kommer i vejen. Nogle steder findes der organisationer der hjælper forældre til børn med indlæringsvanskeligheder.

Herudover er der meget I forældre kan gøre for at forbedre situationen i hjemmet. I den udstrækning I sørger for at hjemmet er roligt og kærligt, og I holder fast ved det der er rigtigt, vil jeres barn føle sig trygt og lykkeligt. Samtidig må I have i tanke at barnets adfærdsproblemer kan være en direkte følge af dets indlæringsvanskeligheder; måske forsøger det at få afløb for sin frustration. Følgende forslag kan være en hjælp til at få en vis kontrol over et barn med indlæringsvanskeligheder, men kan ikke helbrede det.

Hvis barnet har auditive perceptionsforstyrrelser, må I først og fremmest sikre jer at I har dets opmærksomhed før I taler til det. Tal langsomt, og sig ikke for meget på én gang. Bed barnet om at gentage hvad I har sagt. Husk, det „hører“ jer ikke altid. Børn der har dette problem tager tit fejl af lydene: „Nåh, jeg troede du sagde ’farve’,“ men faktisk var det „færge“ du havde sagt. Man kan også prøve at skrive tingene ned og putte små sedler i barnets lomme. Måske må det gå rundt med lommen fuld af sedler, men så vil barnet i det mindste huske hvad det skal gøre!

At opdrage et barn der har indlæringsvanskeligheder og måske samtidig er hyperaktivt, er på ingen måde let. Martins moder husker: „Jeg kom til den slutning at Martin nok ikke kunne lære hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, og begyndte at finde på undskyldninger for hans opførsel. Men da der var gået et års tid havde jeg større problemer end nogen sinde før, og han havde mistet al respekt for mig.“

Giv ikke op! Ordsprogene 29:15 giver dette gode råd: „Tugtens ris giver visdom; men et barn, der overlades til sig selv, gør sin moder skam.“ (An American Translation) Men hvordan når man ind til sådan et barn?

„Med hensyn til opførselen, så forsøger jeg at lære min datter så godt at kende at jeg kan skelne mellem de reaktioner der betyder kan ikke og dem der betyder vil ikke,“ siger Sandra, hvis datter har indlæringsvanskeligheder. „Så ved jeg om jeg skal vise forståelse eller fasthed når jeg tager fat på problemet.“

Viser man forståelse vil barnet kunne se at man er retfærdig og at man holder fast ved hvad der er rigtigt. Det kan have stor betydning for om man når ind til barnet.

Hvordan bærer man sig ad med at straffe? En straf der varer længe, som for eksempel fjernsynsforbud i en måned, virker som regel ikke. Hvorfor? Fordi barnet allerede midt i måneden vil have glemt hvad det var det blev straffet for. Som regel er det mere effektivt at advare barnet om at en tur i zoologisk have (eller noget andet det glæder sig til) vil blive aflyst hvis det fortsætter med at være uartigt. Barnet må naturligvis vide at man mener hvad man siger. Man må være konsekvent. „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej,“ anbefaler Bibelen. (Mattæus 5:37) Virker den metode?

Martins moder fortæller: „Hver gang han var uartig fik jeg ham til at sidde på den samme plet i fire minutter, helt alene. Hvis han ikke gjorde hvad jeg sagde inden for en rimelig tid, hvis han tog legetøj fra andre børn eller fik raserianfald, måtte han hen at sidde på ’pletten’. Det virkede vældig godt.“

Noget andet er også meget vigtigt: rutine og organisering. Tilsammen giver disse ting børnene det nødvendige system i tilværelsen. Rutine og organisering mindsker forvirringen. Et fast tidspunkt til måltider, til lektier, til at stå op, til at gå i seng, og så videre, vil hjælpe børnene til at opbygge gode vaner. Når man så har lagt en plan, bør man forsøge at følge den.

Lige et par ord om barnets følelsesmæssige trivsel. Som nævnt i foregående artikel bliver et barn med indlæringsvanskeligheder som regel oftere skuffet og nedslået end andre børn. Hvad kan man gøre ved det? Børn lærer meget af andres eksempel. Hvis jeres søn eller datter ser at I kan le ad jeres fejltagelser, kan det hjælpe ham eller hende til at gøre det samme. Det kan også være en hjælp at få barnet til at tale om sine følelser. Hvis du fortæller barnet om dine følelser, vil du gøre det lettere for barnet at fortælle dig om sine følelser.

Hvad kan man gøre ved hyperaktivitet?

Det er ikke alle børn med indlæringsvanskeligheder der er hyperaktive, men en betydelig procentdel er. Det gør naturligvis kun situationen endnu sværere. Ligesom indlæringsvanskeligheder kan hyperaktivitet optræde i mild eller svær grad. Til tider kan rastløsheden holdes under kontrol ved at man simpelt hen sætter barnet til at lave noget andet. Men hvad kan man derudover gøre for at afhjælpe hyperaktivitet?

Medicinsk behandling: I nogle tilfælde har man ordineret amfetamin (opkvikkende medicin). Opkvikkende medicin? Ja. Paradoksalt nok lader amfetamin til at have en beroligende virkning på hyperaktive børn; det bringer aktiviteten ned på det normale og forbedrer koncentrationsevnen. Hvis I som forældre overvejer denne form for behandling, må I tage de mulige bivirkninger i betragtning: nervøsitet, søvnløshed, overfølsomhed, svimmelhed, hjertebanken, appetitløshed og hæmmet vækst. Nogle autoriteter anbefaler at man er varsom med at bruge denne medicin, og kun gør det under lægetilsyn. Andre er imidlertid endnu mere forsigtige, idet de mener at man ikke kender tilstrækkeligt til de langsigtede virkninger af opkvikkende medicin i behandlingen af hyperaktivitet. I forældre må træffe afgørelsen.

Undgå tilsætningsstoffer i mad: I 1973 fremsatte dr. Ben Feingold, der er specialist i allergi hos børn på Kaiser-Permanente Medical Center i San Francisco, den tanke at en kost der var fri for kunstige tilsætnings- og farvestoffer dramatisk kunne forbedre opførselen hos mindst 50 procent af alle hyperaktive børn. Man mente at børnene var overfølsomme over for tilsætnings- og farvestoffer i fødevarer, hvilket havde en uheldig virkning på deres opførsel.

Men siden 1973 har emnet været genstand for stor diskussion, og eksperterne har sagt både for og imod. Dr. Stanford Miller fra USAs sundhedsstyrelse sammenfatter diskussionen i disse ord: „Nogle undersøgelser antyder at der er en eller anden forbindelse mellem fødevarebestanddele og adfærden hos visse grupper af børn men ud fra det bevismateriale vi har, må jeg slutte at ’juryen’ endnu ikke har kunnet træffe en afgørelse.“

Vitaminterapi: I behandlingen af nogle hyperaktive børn har man anvendt vitaminterapi. Behandlingen består i store doser vitaminer, intet sukker og en god ernæring. I nogle tilfælde har resultatet været at hyperaktiviteten er blevet nedsat betydeligt.

Men heller ikke her er eksperterne helt enige. Nogle hævder at vitaminterapien tilsyneladende ikke har nogen indvirkning på indlæringsvanskeligheder eller hyperaktivitet, og advarer om at der kan opstå helbredsproblemer som følge af bivirkningerne ved de store vitamindoser. Hvordan forklarer de så bedringen hos børn der behandles med vitaminterapi? Den skyldes at familien er mere opmærksom på barnets problemer og besluttet på at hjælpe ham eller hende, siger de.

Fortalere for vitaminterapien fremfører på den anden side at de bivirkninger der somme tider opstår, har at gøre med dosernes størrelse og vil aftage når doserne mindskes.

Det vil være tilrådeligt at rådføre sig med en læge, helst en børnelæge, både når man søger at stille den rigtige diagnose og når man søger at gennemføre en af de ovennævnte behandlinger.

Det fremgår tydeligt at der ikke findes nogen ’mirakelkur’. Men én ting synes helt sikker: indlæringsvanskeligheder og hyperaktivitet er virkelige sygdomme, der forårsages af en eller flere faktorer. Det er ikke bare barnet der ikke vil være stille eller nægter at lære. Et barn med disse problemer har brug for særlig hjælp for at kunne opfylde sine særlige behov. Og fremfor alt har det brug for forældre der forstår at det er „anderledes“. Det er en stor udfordring for forældre, hvad den følgende artikel også viser.

Hvordan ser fremtiden ud? Med den rette undervisning kan mange af disse børn føre en normal og produktiv tilværelse. Leonardo da Vinci, Thomas Edison og Albert Einstein hører til dem der har overvundet indlæringsvanskeligheder.

Men der findes en endnu større grund til håb. Opfyldelsen af bibelske profetier viser tydeligt at vi lever i „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1-5) Vi nærmer os hastigt afslutningen på denne onde tingenes ordning. Hvad vil følge efter? En retfærdig ny orden som Gud skaber, hvori handicap som indlæringsvanskeligheder vil blive fjernet. Tænk engang! Til den tid vil der ikke længere være en betydelig forskel på hvad man skulle kunne og hvad man kan. Børn som Martin behøver ikke længere at føle at de er kommet på den forkerte hylde. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4.

[Tekstcitat på side 8]

„Dit barn vil gerne lære! . . . Uartighed er en normal reaktion på frustration. . . . Med sin dårlige opførsel prøver barnet at sige: ’Se på mig! Jeg har svært ved at lære. Jeg har brug for hjælp!’“ — Dr. Robert D. Carpenter

[Illustration på side 9]

Prøv at skelne mellem de reaktioner der betyder ’kan ikke’ og dem der betyder ’vil ikke’

[Illustration på side 10]

Han har brug for opmuntring og støtte

En moder fortæller

VI VAR i midten af tyverne, og nu skulle vi snart være forældre. Vi glædede os sådan til at få barnet! Jeg var omhyggelig med hvad jeg spiste, fik god pleje før fødselen og gjorde alt hvad jeg kunne for at barnet skulle blive normalt og sundt.

Fødselen begyndte at gå i gang, og vi var spændte da vi tog af sted til hospitalet. Men hvor måtte vi vente længe! Da det var gået mere end 24 timer var lægen bange for at barnet skulle vise tegn på stress, og gav ordre til at fødselen skulle sættes i gang ved hjælp af medicin.

Flere timer senere vågnede jeg og fik at vide at vi havde fået en lille pige. Hvor var vi betagede da vi så Jessica for første gang! Men vi lagde mærke til at hun var meget rød — rødere end de andre nyfødte. Lægen forsikrede os om at hun var sund og rask; det var en midlertidig tilstand der skyldtes den vanskelige fødsel.

De første tre måneder med et spædbarn kan altid være noget af en prøvelse. Men Jessica syntes altid at skrige i lange perioder ad gangen. Lægen slog det hen og sagde: „Hun kommer over det.“ Da Jessica var omkring seks måneder gammel begyndte hun at kravle. Hun så ud til at være fyldt med energi, og bevægede sig hurtigt fra én ting til en anden. De der kiggede på hende sagde ofte: „Jeg får næsten hovedpine af at se på hende.“

Da Jessica nærmede sig de to år, blev det værre. Hun faldt altid og slog sig hele tiden. Hun græd tit og tilsyneladende uden grund. Ved hvert eneste måltid var der et eller andet der fik hende til at græde. Men det værste af det hele var raserianfaldene. „Jamen dog,“ udbrød vi, „bare fordi vi sagde at du ikke må få en småkage til?“

Hendes opførsel havde trods alt også sine morsomme sider. Engang da vi var i et stormagasin kravlede hun ind i butiksvinduet, klædte voksmannequinen af og begyndte at bære den væk! ’Hvordan kommer hun dog i tanker om sådan noget?’ tænkte vi.

Så var der katastroferne derhjemme — altid var der noget der gik galt. Jeg var ved at køre træt. Hvordan skulle jeg kunne holde trit med dette barn der kun var to år, men ikke faldt i søvn før midnat og stod op ved daggry? Selv de der bare kiggede på hende, sagde: „Hun er sandelig ikke let at styre.“ Vi forsøgte at være bestemte over for hende, men hvorfor var der ingenting der hjalp?

Hyperaktiv?

Ved denne tid lagde en besøgende veninde mærke til vores vanskelige situation. Hun fortalte os at hendes barn var hyperaktivt, og spurgte om vi nogen sinde havde tænkt på at opsøge en læge der var specialist i at behandle hyperaktivitet. Hun var overbevist om at hendes søn var blevet hjulpet, og tilskyndede os til at gøre et eller andet.

Kunne Jessica mon være hyperaktiv? Vi ville nødig drage forhastede slutninger. Men efter en længere samtale med lægen og efter at vi havde iagttaget Jessica i nogen tid, fortalte lægen os at hun ganske rigtigt var hyperaktiv. Han anbefalede at vi undgik sukker i hendes kost og at hun fik bestemte vitaminer, idet han mente at mangelen på forskellige næringsstoffer skadede den kemiske balance i hendes krop, hvilket var årsag til hyperaktiviteten.

Når vi nu tænkte over det, havde vi i lang tid lagt mærke til at Jessica virkede som en fjeder der var „trukket for hårdt op“ når hun havde spist bestemte fødevarer, især „junk food“, underlødig kost. Vi følte at vi nu endelig havde noget at arbejde på. Vi begyndte at skrive op hvad Jessica spiste og hvordan det påvirkede hendes opførsel. Det lod ikke til at sukkeret bar hele skylden; nogle fødevarer med sukker i påvirkede hende tilsyneladende ikke.

Kort tid efter faldt vi over en avisartikel om en allergiforsker der havde skrevet en bog om hvordan kunstige farve- og smagsstoffer havde forbindelse med hyperaktivitet. Det lyder lidt mere præcist, tænkte vi. Vi læste bogen, og der var tilsyneladende meget rigtigt i den. Kunne dette være Jessicas problem?

Vores mistanke viste sig at være rigtig. Det gav gode resultater at undgå alle kunstige farve- og smagsstoffer. Jessica satte farten betydeligt ned. Det var som om hendes motor, der før kørte alt for hurtigt til hendes krop, nu var kommet ned på normal hastighed.

Det er da let nok at undgå kunstige smags- og farvestoffer, tænkte vi . . . indtil vi begyndte at læse varedeklarationerne. De stoffer findes alle vegne! Desuden blev det pludselig svært for os at spise på restaurant eller hos venner. Det hændte imidlertid også at Jessica spiste noget med kunstige tilsætningsstoffer i, uden at der skete noget. Hun var altså ikke allergisk over for alle kunstige farve- og smagsstoffer.

Problemer i skolen

Tiden gik. Da Jessica var fire og et halvt, blev hendes broder Christopher født. Vi troede at vi endelig skulle til at leve et mere normalt liv. Folk lagde mærke til forandringen i Jessicas opførsel. For første gang begyndte vi at se hendes sande personlighed skinne igennem.

Nu begyndte et nyt problem at vise sig. Vi havde lagt mærke til at Jessica var temmelig klodset; tit faldt hun eller kom til at vælte et eller andet, og hun var altid fuld af hudafskrabninger og blå mærker. Og nu skulle hun snart begynde i skolen. Vi var bekymrede. Hvordan kunne det være at hun som femårig havde så svært ved at holde om en farveblyant og tegne på papir? Ville hun få svært ved at lære?

Jessica begyndte i skolen. Hun var glad og ivrig efter at lære. Så begyndte den klippen og klistren og malen der hører børnehaveklasserne til. Men Jessicas tydelige problemer med disse ting blev snart bemærket.

Vi arbejdede med hende i timevis derhjemme. De timer var tit svære både for hende og for os. Henimod slutningen af året spekulerede vi over hvorfor det mon var så svært for et ellers kvikt barn at skrive alfabetets bogstaver. Der var også andre ting der undrede os: Hvorfor stavede hun altid sit navn Jesscia? Og hvorfor vendte hun tit om på bogstaverne, som for eksempel b og d?

I første klasse gjorde Jessica meget hurtigt fremskridt på nogle områder. Det så ud til at hun havde ret let ved at læse, men regning og stavning klarede hun ikke særlig godt. Det virkede underligt at hendes karakterer enten var meget gode eller meget dårlige. „Jeg hørte det ikke rigtigt,“ eller: „Jeg kunne ikke se tavlen,“ forklarede hun.

Vi tog hende straks med til lægen og fik hendes hørelse og syn undersøgt, men til vores store overraskelse viste det sig at hun hørte og så normalt. Situationen blev imidlertid værre og værre. Alt for tit fik hun hovedpine eller mavepine i skoletiden, og flere gange græd hun i klasseværelset og igen når hun kom hjem.

Hun var nu næsten syv år, og derhjemme lagde vi mærke til at vi igen og igen måtte fortælle hende hvad hun skulle gøre, som om hun ikke hørte os. Hun virkede så åndsfraværende. Skoene sad altid på de forkerte fødder, og kjolerne tog hun omvendt på. Ugedagenes navne sagde hende ingenting, og hun kunne ikke skelne mellem i går, i dag og i morgen.

Da Jessica kom i anden klasse blev hendes vanskeligheder i skolen endnu værre. Hvordan kunne det gå til at hun den ene dag kendte ordene, og så ved diktaten byttede om på bogstaverne, så sige blev til iseg? I regning var det ikke bedre. Simple stykker som 2 + 2 = 4 sagde hende kun lidt eller slet ingenting. Læreren blev ved med at skrive: „De må hjælpe Jessica derhjemme.“ Vi anede ikke hvad vi skulle stille op.

Har hun også indlæringsvanskeligheder?

Ved et af vore mange besøg på skolen bad vi til sidst om at få lov at tale med en specialist i indlæringsvanskeligheder. Vi fortalte om Jessica og hendes problemer med at lære, og det endte med at der skulle foretages en psykoteknisk prøve. Vi ventede spændt på resultaterne.

Der var ingen tvivl. Jessica havde store indlæringsvanskeligheder. Hun havde både auditive og visuelle perceptionsforstyrrelser. Hendes visuelle og auditive hukommelse var langt under middel, og hun havde betydelige problemer med muskelkoordinationen.

Det var svært at se dette i øjnene, men vi accepterede det. Psykologen forklarede os hvad undersøgelsens resultater betød i Jessicas tilfælde. Med den rigtige hjælp og særlige undervisningsmetoder kunne hun lære det hun ikke rigtig havde fået fat i, og med tiden indhente sine klassekammerater.

Vi var meget lettede. Hun var altså ikke bare ligeglad! Det var ikke hendes fejl at hendes hjerne mistolkede de signaler den modtog fra hendes øjne og ører. For første gang forstod vi vores datter.

Nu er der gået nogle år siden Jessicas indlæringsvanskeligheder blev opdaget. Vi er kun kede af at værdifulde år gik tabt før vi fandt frem til årsagen til hendes problemer. Hun får specialundervisning i skolen, og vi har desuden fundet at en privatlærer er en stor hjælp. Hun har gjort større fremskridt end vi forventede. Hendes selvtillid er vendt tilbage. Hun er ikke længere et barn der ikke kan finde sig til rette og tit bliver afvist, et barn der senere ville få alvorlige følelsesmæssige problemer. Nu ved hun at hun kan lære. Hun er meget mere glad nu, og vores kærlighed til hinanden er blevet dybere.

Hvad angår fremtiden, er vi klar over at det måske vil vare længere før Jessica når frem til den modenhed der kendetegner den voksne. Men nu da vi ved hvad problemet er og har lært hvad vi kan gøre ved det, vil vi gøre alt hvad vi kan for at hjælpe hende til at bruge sine evner fuldt ud. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 11]

Vi havde lagt mærke til at Jessica virkede som en fjeder der var „trukket for hårdt op“ når hun havde spist „junk food“

[Tekstcitat på side 12]

Hvordan kunne det gå til at hun den ene dag kendte ordene, og så ved diktaten byttede om på bogstaverne, så ’sige’ blev til ’iseg’?