Børn og sengevædning — råd til forældre
Hvis du selv eller en i din familie er berørt af dette problem, vil det trøste dig at høre at du ikke er ene om det, og at det kan behandles
„DET ødelagde min ungdom!“ ’Gennemvædet sengelinned og nattøj!’ ’Vask i én uendelighed!’ Det var „pinligt“, en „skamplet“.
Så stærkt udtrykker nogle sengevædende børn og deres forældre sig om deres problem. Med den forlegenhed der knytter sig til lidelsen er det ikke et emne der er let at tale frit om.
Men sengevædning er et ret almindeligt fænomen. Alene i USA berører det skønsvis fem millioner børn og er derfor genstand for megen opmærksomhed og forskning.
„Enuresis nocturna“ er den lægelige betegnelse for sengevædning eller ufrivillig natlig vandladning i en alder hvor man normalt skulle kunne ligge tør i sengen. Hvornår børn normalt kan ligge tør, er forskelligt fra sted til sted i verden, men hvert femte barn væder sengen mere end én gang ugentlig som treårig, og hvert tiende gør det som femårig, men i 14-årsalderen gør kun én ud af 35 det.
Af tallene fremgår det at sengevædning sædvanligvis går over med tiden. En forsker fandt frem til at 75 procent af dem en undersøgelse omfattede, blev helbredt i løbet af et tidsrum på fem år. Sengevædning forekommer oftere blandt drenge end blandt piger og synes at være noget der almindeligvis ’ligger til familien’, idet der inden for samme familie ofte er flere med dette problem.
Mulige årsager
I sjældne tilfælde er årsagen til sengevædning en sygdom, for eksempel urinvejsinfektioner, sukkersyge, fødevareallergier eller abnormiteter i blæren, nyrerne eller nervesystemet. Ufrivillig vandladning også i dagtimerne tyder på sygdom. Optræder dette efter at barnet er fyldt fem eller seks år, og sker der et tilbagefald efter en periode uden sengevædning, kan det være klogt med en lægeundersøgelse for at få konstateret om årsagen er sygdom.
Førhen betragtede nogle ufrivillig vandladning som et udslag af en neurotisk lidelse, men lægevidenskabens eksperter er nu enige om at det ikke sker med overlæg og ikke er symptom på en psykisk forstyrrelse. I øvrigt er årsagen til sengevædning ukendt, men nogle teorier går ud på at det skyldes ringe rummelighed i blæren, sent udviklet blærekontrol, forstyrrelser i søvnmønsteret, eller at man er arveligt disponeret for sengevædning. Flere af disse forhold kan optræde hos samme barn.
Hvis et barn har formået at ligge tør i et halvt år eller længere og derpå bliver sengevæder igen, er det sandsynligt at årsagen er en sygdom eller en følelsesmæssig forstyrrelse. Et nyt spædbarns ankomst, en ny stedfader eller -moder, flytning eller andre større omskiftelser i familien kan forårsage fornyet sengevædning. Men i de fleste tilfælde er følelsesmæssige forstyrrelser i form af for eksempel bekymring eller en følelse af skyld, mindreværd eller lav selvagtelse ikke årsag til, men en følge af sengevædningen.
Hvad der kan gøres
„Det værste man kan gøre er at true dem med straf. Det gør kun ondt værre; det hjælper slet ikke,“ siger Lorraine, der var sengevæder til hun var 19 år. „Det nytter ikke at blive vred på barnet,“ fortæller en moder hvis otteårige søn, Julien, er sengevæder.
Da barnet er ude af stand til at kontrollere sengevædningen er det virkningsløst at straffe det, skælde det ud eller ydmyge det. Derved opnår man udelukkende at forstærke barnets skyldfølelse og forlegenhed. I stedet bør forældrene tilstræbe at mildne det følelsesmæssige pres barnet udsættes for. „Forsøg at gøre situationen så lidt pinlig som muligt; vær forstående,“ tilråder Lorraine. „Undgå at få ham til at føle at han burde skamme sig — det gør han i forvejen.“
Der findes talrige behandlingsformer, men det kan ikke på forhånd afgøres hvordan et bestemt barn vil reagere på dem. Familien må derfor være indstillet på eventuelt at forsøge flere forskellige behandlinger. Barnets alder bør også have indflydelse på valget af behandling. Ufrivillig vandladning ophører mange gange af sig selv, og nogle forældre foretrækker derfor at se tiden an. Det er sikkert det bedste, medmindre barnet er sygt eller følelsesmæssigt belastet. Faktisk kan undersøgelser og behandlinger påvirke barnet uheldigt.
Men under alle omstændigheder betyder sengevædning øget arbejde, en følelsesmæssig belastning og forlegenhed for alle parter. For eksempel kan det blive nødvendigt at begrænse overnatningerne hos familie og venner. Som Lorraine bemærker: „Man har så mange problemer i forholdet til andre at det ikke kan undgå at sætte sit præg på én.“
Det er derfor uklogt at blive ved med at opsætte behandling. Lorraine siger indtrængende: „Lad ikke bare stå til. I mellemtiden kan der opstå dybe ar.“ „Det bliver en vane,“ siger Juliens moder.
Nyttige råd
Før man påbegynder en behandling bør man omhyggeligt sikre sig at den ikke gør mere skade end gavn. Visse autoriteter er tilhængere af at man venter med at behandle barnet til det er mellem 6 og 8 år. Indtil da føler børn sig normalt ikke generet af at være sengevædere, og dertil kommer at større børn reagerer mere positivt på behandling.
Nogle forslag der kan hjælpe forældrene til at leve med problemet, går ud på at man tildækker madrassen med et plasticlagen eller et absorberende underlag og får barnet til at hjælpe med at skifte sengetøj. Det vil også til en vis grad beskytte sengetøjet hvis barnet bærer tykt undertøj og pyjamas. Større børn kan sætte et vækkeur til at ringe i god tid om morgenen, så de kan nå på toilettet inden det er for sent. Alene en tryg atmosfære og gode råd kan medføre fremskridt. Når man hjælper barnet til at forstå problemet og inddrager det i behandlingsprocessen, øges sandsynligheden for et godt resultat.
Nogle enkle forholdsregler kan bestå i at man sætter en grænse for hvor meget væske barnet må drikke efter aftensmaden (især med hensyn til koffeinholdige drikkevarer, deriblandt cola) og sørger for at barnet kommer på toilettet ved sengetid og igen i nattens løb, foruden at man giver ros når barnet har ligget tør. At barnet selv holder regnskab med „tørre“ nætter kan også i sig selv være til opmuntring og medføre fremskridt. Det har også vist sig nyttigt at man optræner barnet til at holde sig længere og længere i løbet af dagen.
En mere kunstfærdig løsning er et urin-alarmsystem. Blot nogle få dråber på et urinfølsomt underlag under barnet vil udløse en vækkeanordning. Systemet skal efter sigende have været virkningsfuldt i hele 60 til 90 procent af tilfældene, om end det siges at mellem 10 og 45 procent af de behandlede får tilbagefald. Fornyet behandling kan imidlertid i nogle tilfælde varigt afhjælpe problemet.
Et træningsprogram bestående af disse metoder i forening har bevirket at næsten alle behandlede børns sengevædning ophørte. Desværre har det vist sig at problemet atter indfinder sig hos mellem 20 og 30 procent af børnene efter endt behandling, men gentagen behandling kan i nogle tilfælde give varige resultater.
Det har vist sig at et stof ved navn imipramin kan modvirke sengevædning, men der indtræffer hyppigt bivirkninger, og tilbagefaldsprocenten er høj. Der kendes tilfælde hvor imipramin ved en fejltagelse er givet i for store doser og har medført dødsfald, og det tilrådes derfor at midlet kun anvendes med forsigtighed og under stadigt lægetilsyn.
Nogle har benyttet andre behandlingsformer. „Jeg foreslår at man går til en kiropraktor. Jeg kan se at min dreng har gjort fremskridt på blot to og en halv måned,“ siger Juliens moder. Akupunktur har givet gode resultater i 40 procent af tilfældene. Tilhængere af urtemedicin foreslår forskellige planter og urter som påstås at afhjælpe sengevædning. Nogle steder findes der klinikker der har specialiseret sig i dette problem.
I de fleste tilfælde forsvinder problemet helt af sig selv eller går over ved behandling. Og, som Lorraine siger: „Folk er umådelig lettede over at finde ud af at der er andre der har været ude for det samme.“ Denne forvisning kan, i fællesskab med de tilgængelige behandlingsmetoder, være nøglen til at hjælpe dit barn med at overvinde problemet. — Indsendt af en læge.