Side 2

Sydafrika er kommet i nyhedsmediernes søgelys på grund af landets racemæssige og politiske uro. Kun få er klar over hvor stor en rolle de protestantiske kirker i Sydafrika har spillet i dette drama. Vågn op! tager disse religiøse forhold op til kritisk behandling og peger på kirkernes ansvar.

Sydafrikas religiøse dilemma

Af Vågn op!-​korrespondent i Sydafrika

SYDAFRIKA er et særdeles religiøst land. Antallet af kirkegængere er højt, og Bibelen, der læses i mange hjem, foreligger på alle de sydafrikanske hovedsprog. Ikke desto mindre er landet blevet skueplads for racemæssige konflikter og vold. Man spørger derfor uvilkårligt: Hvorfor har kirkerne ikke haft større held til at skabe kristen kærlighed og enhed?

Misforholdet bliver endnu tydeligere hvis man undersøger landets historie i nyere tid. Det kommer nemlig til at stå sørgeligt klart at religionen faktisk bærer et stort ansvar for dette lands konflikter. For at forstå baggrunden for dette vil vi kaste et blik på Sydafrikas religiøse historie.

I 1652 grundlagde hollandske protestanter som de første en permanent koloni på Afrikas sydspids. Deres efterkommere taler i dag afrikaans, et sprog udviklet af hollandsk. Med tiden blev de hollandske kirker opdelt i adskillige reformerte kirker, hvoraf den største er den nederlandsk-reformerte kirke (Nederduitse Gereformeerde Kerk), også kaldet NG. Mere end en tredjedel af Sydafrikas hvide befolkning tilhører NG-kirken.

Sydafrika modtog også mange engelske kolonister, hvoraf en stor del var anglikanere der senere blev splittet op i en højkirkelig og en lavkirkelig retning. Andre var metodister, presbyterianere og kongregationalister. Desuden indførte tyske kolonister den lutherske kirke. Sydafrika blev på denne måde en protestantisk højborg, og millioner af sorte blev omvendt. I dag hævder 77 procent af sydafrikanerne at de er kristne, og heraf er mindre end 10 procent katolikker.

Der sker imidlertid fortsat udspaltninger inden for den sydafrikanske protestantisme. Mange hvide har forladt hovedkirkerne og har sluttet sig til de bevægelser der tror på „genfødsel“. Desuden har mange sorte dannet deres egen form for „kristendom“. „Alene i Sydafrika er der måske hen ved 4000 af sådanne uafhængige kirker,“ meddeler bladet Leadership.

De traditionelle protestantiske kirker står desuden over for endnu et dilemma. Den økonomiske støtte daler nemlig i takt med antallet af medlemmer. Og hvad der er endnu værre: de der bliver tilbage er dybt splittede over deres kirkes holdning til racespørgsmålet. Nogle af medlemmerne kræver at deres kirke tager drastiske skridt til at få apartheidpolitikken afskaffet, mens andre kræver at deres kirke skal bifalde apartheid. Mellem disse to yderpunkter findes der desuden nogle som er splittede med hensyn til hvor langt kirken bør gå for at få apartheid ophævet og skabe racemæssig lighed.

„Jeg kan ikke fordrage at få at vide at jeg skal holde mennesker i hånden som jeg ikke kender, og foregive at nære broderkærlighed til folk der ikke er af min slags,“ har en anglikaner sagt i forbindelse med en gudstjeneste der blev afholdt for folk af alle racer. Mange hvide anglikanere bryder sig desuden ikke om at deres sorte ærkebiskop, Desmond Tutu, blander sig i politik.

En rapport udgivet af Sydafrikas Humanistiske Forskningsråd har derfor advaret om at religion „ofte er en ødelæggende og splittende faktor“, med „det utrolige til følge at kirkemedlemmer med samme religiøse baggrund befinder sig i hver sin modstridende lejr“. Som vi skal se, har protestantismen i Sydafrika spillet en væsentlig rolle i forbindelse med racestridighederne.

Protestantismen og apartheid

I EN artikel i South African Digest kunne man for et par år siden læse at den nederlandsk-reformerte kirkes „bygninger og gudstjenester er blevet erklæret åbne for alle uanset race eller hudfarve, og at enhver kan opnå medlemskab“.

I årtier har NG-kirken ført en total raceadskillelsespolitik. Hvad har ført til denne historiske ændring der blev vedtaget i oktober 1986 på et møde for kirkeledere?

I forrige århundrede tilhørte både hvide og folk af blandet race, samt sorte slaver, den samme nederlandsk-reformerte kirke, hvilket sikkert forbavser mange. Men i 1857 bøjede en kirkesynode sig for det voksende had mellem racerne, og erklærede at gudstjenester for folk af blandet racemæssig afstamning (de farvede) kunne afholdes i særskilte bygninger. Synoden indrømmede at en sådan beslutning ikke fandt støtte i Bibelen, men at den blev truffet „på grund af nogles svaghed“. Dette førte i 1881 til oprettelsen af en særskilt kirke for farvede, der fik navnet Nederduitse Gereformeerde Sendingkerk eller NG-missionskirken.

Disse kirkeledere havde næppe nogen anelse om hvad det var de havde sat i gang. Inden længe blev der også oprettet særskilte kirker for sorte og indere. I mange NG-kirker var der kun adgang for hvide. Det der engang var blevet betragtet som en „svaghed“ blev nu almindelig kirkepolitik. Sorte kunne opleve at blive vist bort når de ville overvære deres hvide arbejdsgivers begravelse. Sådanne ydmygelser vakte de sorte kirkegængeres vrede.

„Apartheid . . . en kirkepolitik“

I 1937 opfordrede De Nederlandsk-Reformerte Kirkers Forbundsråd regeringen til at indføre en lov der forbød hvide at gifte sig med farvede. Dette nægtede regeringen. I 1939 gentog kirkernes forbundsråd sin opfordring og anmodede samtidig om at de hvide fik særlige boligområder, skoler og universiteter. Flere delegationer af præster henvendte sig til regeringen om dette. I 1942 skrev NG-kirkernes Forbundsmissionsråd følgende til regeringen: „Kirken ønsker i fremtiden at se princippet om apartheid håndhævet med strenghed.“

I 1948 kom det hvide nationalistparti til magten og lovede at arbejde for indførelsen af apartheid. Inden længe kom der nye apartheidlove. Efter valget skrev NG-kirkens officielle blad, Die Kerkbode, stolt: „Som kirke betragtet har vi . . . altid bevidst tilstræbt en adskillelse af disse to befolkningsgrupper. Derfor kan apartheid med rette kaldes en kirkepolitik.“

En bibelsk lære?

Frem til dette tidspunkt var kirkens anmodninger om at få indført apartheid hovedsagelig bygget på traditionen. I 1948 indrømmede Transvaal-synoden oven i købet at den aldrig havde „hævdet at det var Bibelens principper den henholdt sig til“. Men nu vandt en ny holdning indpas — apartheid blev fremlagt som en bibelsk lære.

I 1974 offentliggjorde NG-kirkens Generalsynode en rapport med titlen Ras, Volk en Nasie en Volkereverhoudinge in die lig van die Skrif (Menneskelig sameksistens og Sydafrika i Bibelens lys). „Heri fandt apartheidteologien sit klassiske udtryk,“ siger dr. Johann Kinghorn, der er forfatter til bogen Die NG Kerk en Apartheid (NG-kirken og apartheid). Efter en indgående behandling af menneskehedens opdeling ved Babel, hævdede rapporten: „Et politisk system der bygger på en . . . særskilt udvikling af forskellige befolkningsgrupper kan altså retfærdiggøres ud fra Bibelen.“ Rapporten kom også ind på Jesu befaling til sine disciple om at de skulle „blive fuldkommengjort til ét“. (Johannes 17:23) Men det hævdedes at en sådan enhed „ikke behøvede at komme til udtryk i én institution“.

En „tillidskrise“

Protestantismen i Sydafrika er blevet udsat for megen kritik. I 1982 mødtes De Reformerte Kirkers Verdensalliance i Ottawa i Canada, og ved den lejlighed blev apartheidteologien erklæret for „kætteri“. Sydafrikas nederlandsk-reformerte kirke blev ekskluderet af alliancen. Desuden lagde den sydafrikanske regering selv pres på kirkerne ved at ophæve visse apartheidlove, deriblandt den lov der forbød de såkaldt blandede ægteskaber.

Hvordan har kirkerne reageret på dette? Nogle præster inden for NG-kirken kritiserer nu åbenlyst apartheid. Teologiprofessor David Bosch, der er tilsluttet NG-kirken, har i sin bog Apartheid Is a Heresy (Apartheid er kætteri) skrevet: „De afrikaanstalende reformerte kirker behøver blot at vende blikket mod deres egne rødder for at opdage at det de nu værner om er det rene og skære kætteri.“

Hvilken virkning har denne nye holdning haft på nogle kirkemedlemmer? Bernard Combrink, der er teologiprofessor inden for NG-kirken, siger: „Visse kirkemedlemmer tøver ikke med at tale om at kirken befinder sig i en tillidskrise. Dette skal ses i lyset af at man i mange år har fremført en bestemt holdning eller politik som bibelsk, men nu ’pludselig’ fremholder helt andre standpunkter som bibelske.“

Tillidskrisen inden for NG-kirken nåede et højdepunkt i oktober 1986 da kirkens generalsynode vedtog en resolution mod apartheid. Den lød i uddrag: „Vi er af den overbevisning at tvungen adskillelse af racer og befolkningsgrupper ikke kan fremholdes som en bibelsk lære. Forsøget på at retfærdiggøre en sådan lære som bibelsk må afvises som fejlagtigt.“

Denne afvisning af apartheidteologien har fået en blandet modtagelse blandt de hvide. Mange føler at NG-kirkesynoden ikke er gået langt nok eftersom den ikke er villig til at slutte sig sammen med de sorte reformerte kirker. Andre mener imidlertid at kirken er gået for vidt og er derfor hørt op med at støtte den økonomisk. Lørdag den 27. juni 1987 samledes 2000 utilfredse kirkemedlemmer fra NG-kirken i Pretoria. Et flertal stemte for at danne en ny kirke for hvide som skulle kaldes Afrikaanse Protestante Kerk (Den Protestantiske Kirke for Afrikaanstalende).

Mens den hollandske protestantisme har ført an med hensyn til indførelsen af apartheid, har de engelsktalende kirker i Sydafrika offentligt fordømt denne kontroversielle politik. Men to hvide præster, en metodist og en kongregationalist, indrømmer at man inden for de engelsktalende kirker stadig „oplever en raceadskillelse og diskrimination der til tider er lige så udtalt som inden for de afrikaanstalende reformerte kirker“. — Apartheid Is a Heresy.

Hvordan har de sorte kirkemedlemmer reageret på alt dette? Mens hvide teologer har kastet sig ud i en voldsom debat om apartheid, har visse fremtrædende sorte teologer anlagt deres egen holdning til problemet.

[Ramme på side 6]

Katolikker er også splittede

I september 1986 vedtog katolske gejstlige i Sydafrika en resolution der krævede apartheid afskaffet. Avisen The Cape Times skrev: „Katolske præster i hele landet har formelt givet deres støtte til De Sydafrikanske Katolske Biskoppers Konference i dens positive holdning til økonomiske sanktioner mod Sydafrika.“

Da man tidligere på året havde luftet denne holdning ved katolske messer i Johannesburg, var der imidlertid flere katolikker der udvandrede fra kirken. En mand der med sin familie forlod kirken råbte protester til præsten, hvilket vandt størsteparten af menighedens bifald. Bemærkelsesværdigt nok har et antal sydafrikanske katolikker dannet en organisation der er imod det katolske præsteskabs indblanding i politik.

[Illustration på side 5]

Kirkeledere fremstillede apartheid som en bibelsk lære

Den sorte teologis fremmarch

„Mange sorte har identificeret kristendommen med apartheid.“ — Citat fra bogen The Church Struggle in South Africa af kongregationalistpræsten J. de Gruchy

DESILLUSIONEREDE over den sydafrikanske form for protestantisme har mange sorte vendt sig til noget helt nyt — sort teologi, der forsøger at sammenholde Bibelen med de sortes situation.

I sin bog The Voice of Black Theology in South Africa (Den sorte teologis røst i Sydafrika) skriver Louise Kretzschmar: „Udtrykket ’sort’ kan forstås på to måder. For det første refererer det til alle som før blev kaldt ’ikke-hvide’ eller ’ikke-europæere’, det vil sige afrikanere, farvede og indere . . . For det andet er ’de sorte’ synonyme med ’Sydafrikas undertrykte befolkning’.“

Den sorte teologi lægger vægt på at sorte skal behandles med samme værdighed som hvide fordi de sorte også er skabt i Guds billede. Nogle temaer der går igen i denne teologi er Israels udfrielse fra Ægypten og Jesu lidelser. Teologiens slagråb lyder: ’Gud er på de undertryktes side.’

Er der indbyrdes enighed?

Den sorte teologis talsmænd befinder sig spredt rundt omkring i Sydafrikas mange kirker, og der føres en voldsom debat mellem dem. Nogle er for eksempel optaget af den kommunistiske ideologi, hvilket kommer til udtryk i deres skrifter. Andre afviser marxismen. Man er heller ikke enig om i hvor vid udstrækning det hvide samfund bør have del i denne nye form for „kristendom“.

Kritikere af sort teologi indvender at den fremmer sort nationalisme i lige så høj grad som apartheidteologien fremmer hvid nationalisme. Det mener dr. Allan Boesak, en førende fortaler for sort teologi, imidlertid ikke. Han siger: „Den kristne tro går på tværs af enhver form for ideologi og alle nationalistiske idealer.“

Hertil siger Bonganjalo Goba, der er præst i den kongregationalistiske kirke: „Jeg er ikke enig med Allan Boesak.“ Bonganjalo Goba hævder at sort teologi uundgåeligt „vil afspejle det sorte samfunds ideologiske interesser. Hvis ikke den gør det, vil den ikke længere være sort teologi“. Den lutherske biskop dr. Buthelezi tilføjer: „Det samme bibelske budskab som inspirerede afrikanderne . . . motiverer nu os til at gå ind for sort teologi.“

Anvendt som et våben

„Sort teologi har tjent sin hensigt udmærket som et våben i form af kritik mod den hvide teologi og det hvide samfund,“ siger metodistpræsten Itumeleng Mosala, en teolog med sort teologi som speciale. Ved at fremsætte en sådan kritik håber de sorte teologer at de unge sorte vil blive i deres kirker. I protest mod den måde „kristendommen“ praktiseres på har mange unge nemlig forladt kirkerne.

Andre går endnu længere og bruger sort teologi som et våben til at få indført politiske forandringer. Tokatso Mofokeng, der er præst i Afrikas Sorte Hollandsk-Reformerte Kirke og lektor i sort teologi, indrømmer: „Sort teologi er stadig et nyttigt redskab i den fortsatte kamp for frihed.“

Et eksempel herpå er The Kairos Document, der er blevet underskrevet af 156 sydafrikanske teologer. Heri opfordres kirkemedlemmerne „til at afskaffe undertrykkelsen, sætte tyrannerne fra magten og oprette en retfærdig regering“. Teologernes erklæring lyder: „Vi tror at Gud øver indflydelse på vores verden, at han kan vende håbløse og onde situationer til noget godt, så hans ’rige må komme’ og ’hans vilje ske på jorden som den sker i himmelen’. . . . Konflikten og kampen må intensiveres i månederne og årene der kommer. Der findes ingen anden måde hvorpå man kan fjerne undertrykkelsen og uretfærdigheden.“

Men er dette hvad Bibelen lærer? Vil Guds rige blive indført ved en politisk revolution? Betyder den omstændighed at protestantismen i Sydafrika har været årsag til splittelser, at selve kristendommen har slået fejl?

Sand kristendom forener alle racer!

I 1982 afsonede Mnguni, en sort sydafrikaner, sin fjerde fængselsdom for medvirken i terrorhandlinger. Myndighederne havde givet ham lov til at skrive hjem efter nogle bøger. Da bøgerne ankom fandt han en bog imellem dem som han ikke havde bedt om. Den hed Sandheden der fører til evigt liv og var udgivet af Jehovas Vidner.

Det Mnguni læste heri havde en stærk indvirkning på ham. „Jeg havde haft den opfattelse at min terrorvirksomhed havde Guds godkendelse. Et af vore slagord lød: ’Gud er på de undertryktes side.’ Jeg var lutheraner, men min kirke havde ikke en eneste gang rådet mig til at høre op med mine handlinger eller fordømt dem. De angreb i stedet myndighederne for det de gjorde mod mig. Ved en lejlighed sørgede en kirkesammenslutning endog for at jeg og mine ’kammerater’ fik juridisk bistand.

’Sandhedsbogen’ fik mig til at indse at mine handlinger var i modstrid med Guds ord. Den viste ud fra Bibelen at ingen regering eksisterer uden Guds tilladelse, og at alle sande kristne bør underlægge sig myndighederne.“ (Mattæus 5:44; 1 Johannes 3:10-12; Romerne 13:1-7) Mnguni hørte op med sin terrorvirksomhed, og efter at han var blevet løsladt fra fængselet blev han et Jehovas vidne.

Sydafrikanere i titusindvis — sorte såvel som hvide — har taget imod den sande form for kristendom, der er grundlagt på Bibelen. I modsætning til protestantismen, der har vist sig at være en splittende faktor, vil sand kristendom forene mennesker af alle racer. Hvordan det?

Rigets budskab

„Mit rige er ikke en del af denne verden,“ sagde Jesus Kristus. (Johannes 18:36) Dette rige er hovedtemaet i sand kristendom. Det har ikke forbindelse med nogen af denne verdens politiske kræfter, for det er et overmenneskeligt styre med sæde i himmelen. Inden længe vil det ifølge Bibelen „knuse og gøre ende på alle disse [jordiske] riger“. — Daniel 2:44; Lukas 21:7-33.

Dette rige er ikke, sådan som en fortaler for sort teologi for nogen tid siden påstod, et fantasifoster. At der er tale om et virkeligt rige ses af at der i hele verden er over 3.400.000 Jehovas vidner — hvoraf over 40.000 befinder sig i Sydafrika — som har valgt at være dette riges undersåtter. De viser deres loyalitet mod Riget ved at udføre den befaling Jesus gav: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14.

I tusindvis af sydafrikanere har følt sig tiltrukket af dette budskab om Riget som Jehovas vidner forkynder. Det har sat dem i stand til at hæve sig op over landets racemæssige og politiske stridigheder og nyde noget der er enestående i Sydafrika — nemlig racemæssig enhed. Dette opdagede Gert, et tidligere medlem af NG-kirken. Han forklarer: „Blandt Jehovas Vidner forekommer der ingen diskrimination på grund af race eller sprog, hvilket er grunden til deres verdensomspændende enhed. Hvor er det dejligt at erfare sandheden i Bibelens ord: ’Gud er ikke partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.’“ — Apostelgerninger 10:34, 35.

For nylig gik den sydafrikanske regering med til at lempe endnu en apartheidlov, og gav tilladelse til at nogle boligområder blev åbnet for folk af alle racer. De bestående love kræver at folk fra forskellige racer bor i hver sit område, og Jehovas vidner adlyder sådanne love. Men loven forhindrer dem ikke i at arbejde sammen og gøre godt mod hinanden. Derfor bruger Jehovas vidner, uanset hvilken race de tilhører, gavmildt af deres tid og midler når de i fællesskab bygger rigssale, som deres mødesteder kaldes.

I løbet af de sidste seks år har i tusindvis af sorte og hvide Jehovas vidner side om side stillet deres arbejdskraft til rådighed i forbindelse med bygningen af nogle store, nye trykkerifaciliteter i udkanten af Krugersdorp i Sydafrika. Efter at have spist til middag med disse frivillige fra alle mulige racer, sagde en driftsleder fra et firma der installerede noget specialudstyr på stedet: „Man skulle hente De Forenede Nationer hertil, så de kunne se hvordan det skal gøres.“ Hundreder af Jehovas vidner benytter nu disse bygninger i forbindelse med oversættelse og fremstilling af bibelske publikationer.

Jehovas vidner i Sydafrika samles også til store stævner. At se tusinder af sydafrikanere som taler zulu, xhosa, sotho, afrikaans, engelsk eller andre sprog, strømme til den samme forenede organisation, er enestående — et storslået bevis på at kristendommen langtfra er død i Sydafrika! (Johannes 13:35; 17:23) Dette er med til at vise at vi lever i det som Bibelen kalder „de sidste dage“. — Esajas 2:2-4.

Vi tilhører en særlig generation, en generation der inden længe vil opleve at alle stridigheder og konflikter bliver bragt til ophør. Hvad vil følge efter? Et jordisk paradis hvor retfærdige mennesker af alle nationer vil blive undersåtter under samme regering — Guds rige. — Salme 37:10, 11; Åbenbaringen 7:9, 14.

[Illustrationer på side 9]

I Sydafrika samles Jehovas vidner af alle racer til store stævner

[Illustrationer på side 10]

Jehovas vidners racemæssige enhed i Sydafrika drager mange til budskabet om Riget