Værre end AIDS

„Prøverne var positive. De har AIDS.“ Lægens ord blev ved med at lyde i mine ører da jeg lagde røret på en dag sidste år. Havde jeg dog bare lyttet til Guds råd og rettet mig efter det — så havde jeg undgået dette!

JEG voksede op som et af Jehovas vidner i staten Washington, og mine forældre sikrede sig at jeg kendte Guds bestemmelser. Det kom derfor som en stor overraskelse for mange da jeg begyndte at leve i strid med min opdragelse.

Jeg var som besat af ønsket om at de andre børn i skolen skulle kunne lide mig, så jeg forsøgte alt muligt for at blive accepteret. Men det hjalp ikke, og da jeg var 15 syntes jeg at det hele var håbløst. Jeg prøvede endda uden held at begå selvmord.

Med en idé om at det ville ændre situationen til det bedre begyndte jeg at ryge tobak og marihuana. Det hjalp ikke. Efter nogen tid besluttede jeg at forlade Jehovas organisation for at søge lykken et andet sted. Jeg fortalte mine skolekammerater at jeg ikke længere var et af Jehovas vidner, og det lod til at glæde dem.

Et umoralsk, ustabilt liv

Til sidst fandt jeg et job, og også en lejlighed, i et af de værste kvarterer, hvor alkoholikere og prostituerede holdt til. De blev ved med at fortælle mig hvor let det var at narre penge fra andre. Med deres hjælp gik der ikke lang tid før jeg havde lært alle knebene. Fra at være et menneske som ønskede at være lykkeligt og afholdt af alle, blev jeg en person som var dybt ulykkelig og udnyttede alle.

Jeg længtes efter at tage hjem og begynde forfra. Jeg savnede mine forældre og det liv jeg levede før. Så jeg bad til Jehova om hjælp. Dem jeg havde sværest ved at henvende mig til og bede om tilgivelse, var mine forældre. Til min store glæde var de i stand til at tilgive mig det jeg havde gjort.

De kristne ældste mødtes med mig, og jeg gav udtryk for at jeg ønskede at blive genoptaget i menigheden. Det var ikke let hverken for dem eller mig. Jeg havde ikke kun besvær med abstinenssymptomer efter mit stofmisbrug, men jeg havde også pådraget mig en alvorlig kønssygdom. Min læge fortalte mig at hvis jeg havde ventet bare én måned til, ville jeg have været død. Sikken redelighed!

Med tiden blev jeg genoptaget, og jeg blev endda gift med en ung søster fra en nabomenighed. Alting blev bedre. Men desværre værdsatte jeg stadig ikke Jehovas kærlighed. Jeg prøvede at løse problemerne i egen kraft i stedet for at hente styrke hos Jehova.

Mindre end to år senere blev jeg skilt og igen udstødt på grund af umoralsk opførsel. Jeg var begyndt at komme sammen med nogle verdslige mennesker. I begyndelsen var det hele ret uskyldigt, men Bibelens advarsler viser sig altid at være sande: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:33.

Tilbage i uføret

Jeg antog at det ville være lettere for min familie hvis jeg flyttede langt væk. Det var ikke vanskeligt for mig at finde et job og et sted at bo i San Francisco, Californien. En narkohandler tilbød mig et job som forhandler af stoffer. Jeg tilhørte også hans elitegruppe, der ganske gratis fik lov til at prøve alle de nye ’designerdrugs’ der kom frem. Nu nød jeg en anden form for popularitet. Alle der kendte mig (og det var ganske mange) vidste at jeg havde stoffer. De kom hen til mig på gaden, i barerne og selv på arbejdspladsen for at købe af mig.

Der gik heller ikke lang tid før jeg var tilbage i umoralitetens uføre, hvilket samtidig medvirkede til at jeg følte mig vellidt. Jeg lærte at udnytte andre seksuelt for at opnå det jeg ønskede. I årevis levede jeg på den måde.

Men en dag fik jeg usædvanlig høj feber og blev meget svag. Min læge vidste ikke hvad jeg fejlede. Og med tiden gik det også over. Først tre år senere fik jeg at vide hvad det var.

Det var også omkring dette tidspunkt at dæmonerne begyndte at genere mig. Ved en lejlighed blev jeg faktisk angrebet. Jeg følte det som om en dæmon forsøgte at komme ind i min krop. Det var en kamp at få et ord over mine læber. Jeg prøvede og prøvede indtil jeg til sidst var i stand til at skrige: „Hjælp mig, Jehova!“ Omgående forlod dæmonen mig.

Kan du forestille dig hvordan jeg havde det bagefter? Jeg levede et dybt umoralsk liv uden at tænke på andre end mig selv, og alligevel havde jeg den frækhed at anråbe Jehova om hjælp! Hvor jeg dog skammede mig. Hvordan kunne jeg regne med at Jehova ville hjælpe mig? Jeg blev dybt deprimeret. Med fuldt overlæg udsatte jeg mit liv for fare og ønskede blot at nogen ville slå mig ihjel.

Et ønske om forandring

En dag hvor jeg var til fest med nogle venner kom vi til at diskutere verdenssituationen. Da de spurgte mig hvordan jeg så på fremtiden, gav jeg mig til at fortælle dem om Guds hensigt med jorden og dens indbyggere. De blev målløse. Men en af de tilstedeværende fór op og kaldte mig en hykler! Han havde helt ret. Jeg førte et dobbeltliv. Inderst inde vidste jeg jo at Jehova er den eneste der kan frelse og at hans organisation er den eneste der er værd at befinde sig i.

Omkring dette tidspunkt begyndte tilværelsen at forandre sig, både for mig selv og mine venner. Mange i min omgangskreds blev syge af AIDS. Det var svært at se folk som før havde været sunde og raske, langsomt sygne hen og dø. Jeg følte mig slet ikke i stand til at trøste dem. Det var især frustrerende fordi jeg kendte en bedre måde at leve på. Jeg forstod da at jeg ønskede igen at blive genstand for Jehovas kærlighed. Men hvordan?

Jeg begyndte at bede Jehova om hjælp, men hvor var det svært. Jeg følte mig skamfuld og snavset. Så en dag fik jeg en opringning fra min tante, som jeg ikke havde set i ni år. Hun ville komme og besøge mig. Selv om hun ikke havde den samme tro som mine forældre, fortalte jeg hende at jeg ønskede at ændre mit liv for igen at blive et af Jehovas vidner. Hun kunne se min oprigtighed og ville gerne hjælpe.

Den lange vej tilbage

Min tante tilbød at jeg kunne bo hos hende indtil jeg kom på fode igen. Da hun spurgte om det ville være en hjælp for mig, stod jeg bare og græd. Jeg vidste at det var den udvej jeg havde brug for, så jeg forlod min tidligere omgangskreds. De følgende måneder var ikke lette, men jeg var overbevist om at Jehova ville hjælpe mig. Ordene i Malakias 3:7 viste sig at være sande: „’Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer,’ siger hærstyrkers Jehova.“

Umiddelbart efter at jeg var flyttet ind hos min tante, havde jeg et møde med menighedens ældste. Jeg fortalte dem alt om mig selv og at jeg oprigtigt ønskede at tjene Jehova. Både de og jeg vidste at det ikke ville blive nogen let sag for mig at blive genoptaget. Mit synderegister var det værst tænkelige. Men jeg havde truffet min beslutning. Dag og nat bad jeg uophørligt Jehova om hjælp. Jeg har altid betragtet mig selv som en svag person, hvad jeg vel også er. Men med Jehovas hjælp er det forbavsende hvor stærk man kan blive.

I mange år havde jeg brugt stoffer for at klare hverdagen. Nu var jeg nødt til at undvære dem. Jeg var bange. Jeg blev bogstavelig talt syg af at være sammen med mange mennesker i længere tid ad gangen. Det skræmte mig. Samtidig prøvede jeg at holde op med at ryge efter i lang tid at have røget næsten fire pakker cigaretter daglig. Det eneste der hjalp mig til at stå alt dette igennem var at bede og blive ved med at minde mig selv om at min nye levevis var til behag for Jehova. Jeg fandt også trøst og fred ved regelmæssigt at overvære møderne. Selv om jeg ikke kunne tale med nogen fordi jeg var udstødt, følte jeg alligevel kærligheden og varmen fra mine fremtidige åndelige brødre og søstre.

Omkring et år efter at jeg havde forandret mit liv, fandt Jehova det passende at bevæge sine tjenere til at genoptage mig i hans organisation. Han kendte det nøjagtige tidspunkt til at lade mig komme tilbage. Han lader os ikke blive prøvet ud over hvad vi kan udholde. Kort efter modtog jeg opringningen fra lægen som fortalte mig at jeg havde AIDS. Det er virkelig sandt hvad der siges i Galaterbrevet 6:7: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“

Først græd jeg. Alle slags tanker fløj gennem mit hoved. Billeder fra fortiden passerede revy for mit indre øje. Jeg vidste fra selvsyn hvad denne sygdom gør ved mennesker og hvordan andre reagerer over for ofrene. Hvor tåbeligt af mig at tro at verden havde noget at tilbyde! Og hvilket spild af kostbar tid!

Tilfredshed trods AIDS

Jeg ved at der er unge i samme situation som jeg var i, der ønsker at blive accepteret af verdslige kammerater. Pas på at I ikke, hvis I ignorerer Guds vejledning, bliver narret til at tro at det der skete for mig ikke kan ske for jer på nøjagtig samme måde. Satans lokkemidler kan være forskellige, men resultaterne er altid de samme.

Imidlertid har jeg også lært at uanset hvor dybt man er sunket og hvilke fejl man har begået, vil Jehova stadig hjælpe og tilgive, hvis man for alvor bestræber sig på at behage ham og henvender sig til ham i oprigtig bøn.

Hvad der sker med mig bekymrer mig ikke så meget mere. Det er klart at jeg af og til er lidt langt nede, men det går hurtigt over. Det eneste jeg har tanke for nu er at behage Jehova. Han er den virkelige kilde til glæde og trøst. Jeg ved at hvis jeg gør alt hvad jeg kan for at behage ham, vil han også tage sig af mig og vise mig sin kærlighed.

Jeg er taknemmelig over at være tilbage blandt Jehovas folk, for selv om jeg skulle dø inden han hævder sin retfærdighed i Harmagedon, har jeg håb om en opstandelse. Tro mig, at leve uden Jehovas kærlighed og gunst er langt værre end at have AIDS. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 13]

Jeg var som besat af ønsket om at de andre børn skulle kunne lide mig