Religionens fremtid i lyset af dens fortid

16. del: 9.–16. århundrede — En kirke med et stærkt behov for reformer

„Ethvert misbrug bør reformeres.“ — Voltaire, fransk historiker og forfatter (1694-1778)

DE FØRSTE kristne havde ingen lære om en skærsild, og de tilbad ikke billeder og ærede ikke „helgener“ eller relikvier. De tog hverken del i politik eller krigsførelse. Det samme kan imidlertid ikke siges om ret mange af dem der i det 15. århundrede hævdede at være kristne.

„Kættere“ kræver reformer

„Det første optræk til kætteri [mod den romersk-katolske kirke] viste sig i Frankrig og Norditalien omkring år 1000,“ hedder det i The Collins Atlas of World History. Nogle af de første såkaldte kættere var kun kættere set med kirkens øjne. I dag er det vanskeligt at vurdere i hvor vid udstrækning de forskellige kættere fulgte urkristendommen. Det er dog tydeligt at i hvert fald nogle af dem forsøgte på det.

I begyndelsen af det niende århundrede fordømte ærkebiskop Agobard af Lyon billeddyrkelse og det at man bad til „helgener“.a Berengar af Tours, en ærkedegn fra det 11. århundrede, blev ekskommunikeret for at betvivle transsubstantiationslæren, den påstand at brødet og vinen der bruges under den katolske messe forvandles til Kristi bogstavelige legeme og blod.b Hundrede år senere afviste Peter fra Bruys og Henrik fra Lausanne barnedåben og tilbedelsen af korset.c Dette kostede Henrik friheden og Peter livet.

„Omkring midten af det tolvte århundrede var byerne i Vesteuropa fyldt med kætterske sekter,“ skriver historikeren Will Durant. Den mest fremtrædende af disse grupper var valdenserne. De vandt udbredelse i slutningen af det 12. århundrede under ledelse af den franske købmand Pierre Valdès (Peter Valdo). De forkastede blandt andet kirkens Mariadyrkelse, skriftemål for præster, messe for de døde, aflad, præstecølibat og brug af bogstavelige våben.d Bevægelsen bredte sig hurtigt til hele Frankrig og Norditalien samt til Flandern, Tyskland, Østrig og Bøhmen (Tjekkoslovakiet).

I mellemtiden fordømte teologen professor John Wycliffe fra Oxford i England, der senere blev kendt som „den engelske reformations morgenstjerne“, det 14. århundredes ’magtsyge hierarki’. Ved at oversætte hele Bibelen til engelsk, gjorde han og hans medarbejdere den for første gang i historien almindeligt tilgængelig for det jævne folk. Wycliffes tilhængere blev kaldt lollarder. De forkyndte offentligt og uddelte traktater og dele af Bibelen. En sådan „kættersk“ adfærd passede slet ikke kirken.

Wycliffes ideer vandt også genklang i andre lande. I Bøhmen blev Jan Hus, rektor ved universitetet i Prag, interesseret i dem. Han satte spørgsmålstegn ved pavedømmets retmæssighed og afviste at kirken var bygget på Peter.e Efter en strid om afladshandelen blev Jan Hus anklaget for kætteri og brændt på bålet i 1415. Ifølge den katolske lære er aflad en foranstaltning der giver mulighed for hel eller delvis eftergivelse af straffen for synder. Derved kan opholdet i skærsilden, hvor synderne midlertidigt straffes og lutres før de kommer i himmelen, forkortes eller helt undgås.

Kravet om reformer lød stadig. Girolamo Savonarola, en italiensk dominikanerprædikant fra det 15. århundrede, sagde beklagende: ’Paver og prælater fordømmer stolthed og ærgerrighed, samtidig med at de sidder i begge dele til op over begge ører. De prædiker kyskhed og har elskerinder. De tænker kun på verden og verdslige anliggender; de er ikke det mindste interesserede i sjæle.’ Også katolske kardinaler var klar over problemet. I et memorandum til pave Paul III i 1538 gjorde de ham opmærksom på det kirkelige, økonomiske, retslige og moralske forfald. Men pavedømmet undlod at gennemføre de stærkt tiltrængte reformer, og dette udløste den protestantiske reformation. Blandt de tidlige reformatorer var Martin Luther, Ulrich Zwingli og Johannes Calvin.

Luther og ’1500-tallets bingo’

Den 31. oktober 1517 satte Luther den religiøse verden i brand da han angreb afladshandelen ved at opslå 95 teser eller protestpunkter på kirkedøren i Wittenberg.

Handelen med aflad stammede fra korstogenes tid, hvor aflad blev skænket til de troende der var villige til at sætte livet på spil i „hellig“ krig. Senere blev der også givet aflad til folk der støttede kirken økonomisk. Man fandt det hurtigt bekvemt at sælge aflad for at skaffe penge til opførelsen af kirker, klostre og hospitaler. „Middelalderens prægtige bygningsværker er blevet finansieret på denne måde,“ siger professor i religionshistorie Roland Bainton, og kalder afladshandelen for ’1500-tallets bingo’.

Med sin berømte skarpe tunge spurgte Luther: „Hvis paven har magt til at udfri enhver fra skærsilden [ved hjælp af aflad], hvorfor tømmer han så ikke skærsilden helt ved i kærlighedens navn at udfri alle?“ Da Luther ved en lejlighed blev bedt om at bidrage med penge til et byggeprojekt i Rom, svarede han skarpt at paven „gjorde bedre i at sælge Peterskirken og skænke pengene til de fattige der bliver flået af afladskræmmerne“.

Luther angreb også den katolske antisemitisme og sagde: „Over for jøderne bør vi ikke bruge pavens lov men Kristi bud om kærlighed.“ Og angående relikvietilbedelsen sagde han spottende: „Én hævder at have en fjer fra engelen Gabriels vinge, og biskoppen i Mainz har en flamme fra Moses’ brændende tornebusk. Hvordan kan det for øvrigt gå til at der ligger atten apostle begravet i Tyskland når Kristus kun havde tolv?“

Kirken besvarede Luthers angreb ved at ekskommunikere ham. Karl V, kejser af Det Hellige Romerske Rige, bøjede sig for pavens pres og lyste Luther i band. Dette vakte et sådant røre at man i 1530 indkaldte til en rigsdag i Augsburg for at drøfte sagen. Det lykkedes ikke at nå frem til et kompromis, hvilket førte til at man fremsatte en erklæring angående de grundlæggende lutherske læresætninger. Den blev kaldt Den Augsburgske Bekendelse, og bebudede faktisk oprettelsen af den første protestantiske kirke.f

Uenigheden mellem Luther og Zwingli

Zwingli holdt på at Bibelen var kirkens eneste og højeste myndighed. Skønt inspireret af Luthers eksempel protesterede han imod at blive kaldt lutheraner, idet han påpegede at det ikke var gennem Luther men gennem Bibelen han havde lært Kristi lære at kende. Faktisk var han uenig med Luther på visse punkter, blandt andet med hensyn til Herrens aftensmåltid og den kristnes syn på de verdslige øvrigheder.

De to reformatorer mødtes kun ved én lejlighed, nemlig i 1529, ved det som bogen The Reformation Crisis kalder „en slags religiøst topmøde“. Bogen siger: „De to mænd skiltes ikke som venner, men . . . ved mødets slutning blev der udfærdiget et kommuniké der blev underskrevet af alle deltagere, og som behændigt tilslørede hvor dyb kløften mellem dem var.“

Der opstod også strid blandt Zwinglis egne tilhængere. I 1525 skilte en gruppe sig ud; de var uenige med ham i spørgsmålet om statens myndighed over kirken — noget han anerkendte men som de afviste. De blev kaldt anabaptister („gendøbere“) fordi de betragtede barnedåb som en nytteløs formalitet og sagde at dåben var forbeholdt voksne troende. De var også imod brug af våben, selv i såkaldt retfærdige krige. Tusinder af dem blev slået ihjel på grund af deres tro.

Calvins rolle i reformationen

Mange teologer betragter Calvin som den største reformator. Han krævede at kirken igen skulle følge kristendommens oprindelige principper. Men en af hans vigtigste læresætninger, læren om forudbestemmelse, stammer fra det gamle Grækenland, hvor stoikerne sagde at Zeus bestemte alt og at mennesket må underkaste sig det uundgåelige. Denne lære er tydeligvis ikke kristen.

På Calvins tid blev de franske protestanter kendt som huguenotter, og de blev voldsomt forfulgt. Forfølgelsen begyndte i Paris den 24. august 1572 med massemyrderierne på Bartholomæusnatten, og bredte sig derefter til hele landet. Katolske soldater slog tusinder af protestanter ihjel. Huguenotterne greb derefter selv til sværdet og dræbte mange i de blodige religionskrige der blev udkæmpet i slutningen af det 16. århundrede. De valgte dermed at ignorere Jesu vejledning: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ — Mattæus 5:44.

Calvin havde sat et dårligt eksempel da han for at fremme sine egne religiøse ideer brugte metoder som den afdøde protestantiske præst Harry Emerson Fosdick har beskrevet som både chokerende og hensynsløse. Under den kirketugt som Calvin indførte i Genève, blev der i løbet af fire år henrettet 58 mennesker og 76 blev lyst i band; ved slutningen af det 16. århundrede var omkring 150 blevet brændt på bålet. En af disse var den spanske læge og teolog Michel Servet, som afviste treenighedslæren hvorved han blev en „kætter“ i almindelige menneskers øjne. De katolske myndigheder brændte ham in effigie, men protestanterne tog skridtet fuldt ud og brændte ham på bålet.

„En frygtelig realitet“

Nogle af tilhængerne af en reformation var principielt enige med Luther, men holdt sig alligevel tilbage. Dette gjaldt blandt andet den hollandske teolog Desiderius Erasmus. Som den første udgav han i 1516 „Det Nye Testamente“ på græsk. „Han var reformator,“ hedder det i publikationen Edinburgh Review, „indtil reformationen blev en frygtelig realitet.“

Andre pressede imidlertid på for at udbrede reformationen, og i Tyskland og Skandinavien bredte den lutherske lære sig hastigt. I 1534 brød England med paven, og inden længe fulgte Skotland efter under reformatoren John Knox. I Frankrig og Polen blev protestantismen lovformeligt anerkendt i slutningen af det 16. århundrede.

Som Voltaire så rammende sagde: „Ethvert misbrug bør reformeres.“ Han modificerede dog udtalelsen med ordene: „Medmindre reformationen er farligere end selve misbruget.“ Hvis du læser artiklen: „Var protestantismen virkelig en reform?“ i næste nummer af Vågn op!, vil du bedre kunne forstå sandheden i disse ord.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 18]

Martin Luther, født i Tyskland i 1483, ordineret til præst i en alder af 23, uddannet som teolog ved universitetet i Wittenberg, bibelprofessor ved samme universitet i 1512. Døde som 62-årig

Ulrich Zwingli, født i Schweiz omkring to måneder efter Luther, ordineret til præst i 1506, døde i kamp i en alder af 47 år som protestantisk feltpræst

[Kildeangivelse]

Kunstmuseum, Winterthur

Johannes Calvin, født 25 år efter Luther og Zwingli, flyttede som ung fra Frankrig til Schweiz, hvor han oprettede en kirkestat i Genève og døde som 54-årig